1

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Lagardère SA, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2023) 6429 final af 19. september 2023 om en procedure efter artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (sag M.11184 – Vivendi/Lagardère) (herefter »afgørelsen af 19. september 2023«), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2023) 7464 final af 27. oktober 2023 (herefter »afgørelsen af 27. oktober 2023«) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Sagsøgeren er moderselskab i Lagardère-koncernen, som er en fransk koncern, der bl.a. er aktiv inden for mediesektoren.

3

Den 24. oktober 2022 anmeldte Vivendi SE, moderselskabet i Vivendi-koncernen, som er en fransk koncern af internationalt format, der er specialiseret i medier og underholdning, og som opererer på forskellige markeder gennem sine datterselskaber, en fusion til Kommissionen, der bestod i erhvervelse af enekontrol over Lagardère SA.

4

Ved afgørelse af 9. juni 2023 godkendte Kommissionen den påtænkte fusion, på betingelse af at der blev afgivet tilsagn om at afhænde alle Vivendis aktiviteter inden for bogforlagsvirksomhed (samlet i Editis, et datterselskab af Vivendi) samt magasinet Gala.

5

Ved skrivelse af 25. juli 2023 underrettede Kommissionen sagsøgeren om, at der var indledt en formel undersøgelse vedrørende en mulig førtidig gennemførelse af fusionen.

6

I forbindelse med den formelle undersøgelse vedrørende en mulig førtidig gennemførelse af fusionen fremsendte Kommissionen ved afgørelsen af 19. september 2023 en anmodning om oplysninger til sagsøgeren på grundlag af artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1), ledsaget af en frist, der udløb den 27. oktober 2023.

7

Afgørelsen af 19. september 2023 indeholder et bilag.

8

Det præciseres i anden og sjette betragtning til afgørelsen af 19. september 2023, at dens formål er at indhente oplysninger med henblik på at gøre det muligt for Kommissionen at vurdere, om Vivendi udøvede en afgørende indflydelse på Lagardère, der kan karakteriseres som tilsidesættelser af forpligtelsen til anmeldelse og forpligtelsen til udsættelse samt som manglende overholdelse af tilsagnene i strid med bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004.

9

Det præciseres i syvende betragtning til afgørelsen af 19. september 2023, at de anmodede dokumenter og meddelelser er væsentlige for, at Kommissionen kan vurdere, om Vivendis indgriben og/eller høring og/eller inddragelse i forbindelse med visse beslutninger truffet af Lagardère kan kvalificeres som Vivendis udøvelse af afgørende indflydelse som beskrevet i sjette betragtning hertil. Det er bl.a. anført, at de omhandlede dokumenter og meddelelser vedrører gennemførelsen af operationelle synergier, såsom fælles programmer mellem Vivendis og Lagardères audiovisuelle enheder, fastlæggelsen af programskemaet for radiostationen Europe 1, der tilhører Lagardère-koncernen, ansættelser og fratrædelser af journalister i Lagardère-koncernens publikationer, redaktionelle valg i Lagardère-koncernens magasiner, der muligvis er blevet påvirket af ledende medarbejdere hos Vivendi eller hos dens hovedaktionær, Bolloré-koncernen, samt flytningen af enheder fra Vivendi-koncernen til lokaler, der tilhører Lagardère. Det præciseres, at de også vedrører strategiske beslutninger truffet af bogforlagskoncernen Hachette (der tilhører Lagardère, og hvor Vivendi kan have spillet en rolle, der kan betegnes som udøvelse af afgørende indflydelse, såsom opgivelsen af en retssag mod et datterselskab af Vivendi eller manglende afgivelse af et tilbud om overtagelse af det amerikanske forlag Simon & Schuster) samt betingelserne for udnævnelsen af visse medlemmer, der er kendt for at have tilknytning til Bolloré-koncernen, til Lagardères bestyrelse.

10

I ottende betragtning til afgørelsen af 19. september 2023 angives grundene til, at Kommissionen fandt, at kun en afgørelse truffet i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 gjorde det muligt at sikre, at sagsøgeren ville fremlægge alle de dokumenter, der opfyldte de kriterier, som Kommissionen havde identificeret i den nævnte afgørelse.

11

I niende og tiende betragtning til afgørelsen af 19. september 2023 angives de konsekvenser, som sagsøgeren risikerer i tilfælde af urigtige, ufuldstændige, forvanskede eller efter fristens udløb fremlagte oplysninger.

12

I henhold til artikel 1 i afgørelsen af 19. september 2023 skal sagsøgeren, som er adressat for denne afgørelse, hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest den 27. oktober 2023 fremlægge de oplysninger, der er omhandlet i bilaget hertil.

13

Punkt I i bilaget til afgørelsen af 19. september 2023 indeholder de generelle definitioner, herunder definitionen af »den relevante periode«, dvs. perioden fra den 1. januar 2020 til den 19. september 2023, og definitionen af »dokument«. Heraf fremgår følgende:

»Ved »dokument(er)« forstås: alle computerfiler, som Lagardère er i besiddelse af eller ejer, og som uden begrænsning omfatter følgende:

14

Punkt II i bilaget til afgørelsen af 19. september 2023 definerer ligeledes de »berørte personer«, dvs. 15 personer, der er identificeret ved navns nævnelse, »samt alle personer, der har været disses forgængere eller efterfølgere [i alle de] forskellige stillinger, som de har beklædt eller beklæder i den relevante periode« (herefter »de berørte personer«).

15

I punkt III i bilaget til afgørelsen af 19. september 2023 anmodes sagsøgeren om at fremlægge bl.a. alle de dokumenter, der er udvekslet mellem visse af de berørte personer, og alle de dokumenter, som de nævnte personer har fremsendt eller modtaget, og som vedrører bestemte emner eller indeholder mindst ét af de søgebegreber, der er opregnet i punkt VII i bilaget til nævnte afgørelse.

16

Punkt IV, V og VI i bilaget til afgørelsen af 19. september 2023 angiver den måde, hvorpå sagsøgeren skal fremlægge de ønskede dokumenter, indholdet af den ledsagende rapport og kravene til erklæringerne om, at svaret er fuldstændigt. Punkt IV præciserer bl.a. den procedure, der skal følges for, i forbindelse med visse dokumenter, at anmode om beskyttelse af fortroligheden af udvekslinger mellem advokater og klienter og af følsomme personoplysninger som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1). Det præciseres, at dokumenter, der indeholder sådanne følsomme oplysninger, skal stilles til rådighed på en krypteret og særskilt måde og identificeres som »følsomme personoplysninger«.

17

Punkt VII i bilaget til afgørelsen af 19. september 2023 opregner søgebegreberne og indeholder anvisninger vedrørende deres anvendelse.

18

Ved afgørelsen af 27. oktober 2023 forlængede Kommissionen den frist, der oprindeligt var fastsat i afgørelsen af 19. september 2023, til den 1. december 2023.

19

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. november 2023 har sagsøgeren anlagt nærværende sag med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, dvs. afgørelsen af 19. september 2023, som ændret ved afgørelsen af 27. oktober 2023.

20

Ved skrivelse af 6. december 2023 meddelte generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat »Konkurrence«, at ethvert dokument, der berørte beskyttelsen af følsomme personoplysninger eller journalistiske kilder, ville være omfattet af garantier i henhold til den relevante lovgivning og retspraksis, og redegjorde nærmere for disse proceduremæssige garantier (herefter »skrivelsen af 6. december 2023«).

21

Den 24. januar 2024 vedtog Kommissionen afgørelse C(2024) 572 final om en procedure i henhold til artikel 11, stk. 3, og artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 (sag M.11184 – Vivendi/Lagardère) (herefter »afgørelsen af 24. januar 2024«).

22

Ved artikel 1 i afgørelsen af 24. januar 2024 blev fristen den 1. december 2023, der var fastsat i artikel 2 i afgørelsen af 27. oktober 2023, forlænget til den 7. februar 2024.

23

Ved artikel 2 i afgørelsen af 24. januar 2024 blev sagsøgeren i henhold til artikel 15 i forordning nr. 139/2004 pålagt en tvangsbøde på højst 5% af selskabets gennemsnitlige daglige omsætning for hver dags forsinkelse regnet fra den første arbejdsdag efter den dato, der er fastsat i afgørelsens artikel 1.

24

I øvrigt gentog afgørelsen af 24. januar 2024 de proceduremæssige garantier vedrørende beskyttelse af følsomme personoplysninger og beskyttelse af journalistiske kilder, som var fastsat i skrivelsen af 6. december 2023.

25

Hvad angår personoplysninger præciseres det i 14. betragtning, litra a), til afgørelsen af 24. januar 2024, at de dokumenter, der er omfattet af den anfægtede afgørelses anvendelsesområde, og som ikke har forbindelse til sagsøgerens kommercielle aktiviteter, og som indeholder følsomme personoplysninger som omhandlet i artikel 9 i forordning 2016/679 og artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT 2018, L 295, s. 39), kan placeres i et virtuelt datarum som fastsat i punkt 2 i konklusionen i kendelser af 29. oktober 2020, Facebook Ireland mod Kommissionen (T-451/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:515) og Facebook Ireland mod Kommissionen (T-452/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:516), for at gøre det muligt for Kommissionen at efterprøve, om de er irrelevante for dens undersøgelse.

26

Hvad angår beskyttelsen af journalistiske kilder præciseres det i 14. betragtning, litra b), til afgørelsen af 24. januar 2024, at de personer, der er berørt af den anfægtede afgørelse, og som er indehavere af et pressekort, kan gennemgå de dokumenter, der opfylder de i den anfægtede afgørelse fastsatte kriterier, identificere de oplysninger, der er omfattet af en sådan beskyttelse, og fremlægge en redigeret version, hvor de journalistiske kilder er fjernet, eller, hvis dette ikke er muligt, trække dokumentet tilbage fra bevismaterialet, hvis det ikke er muligt at fremlægge en ikke-fortrolig version. Det præciseres, at det tilkommer sagsøgeren at fremlægge de øvrige dokumenter samt en oversigt, der detaljeret angiver arten af de oplysninger, der er slettet, eller de dokumenter, der er fjernet fra bevismaterialet.

27

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. november 2023 indgav sagsøgeren en anmodning om foreløbige forholdsregler dels med henblik på udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, dels, såfremt Rettens præsident måtte finde det nødvendigt, som en retsbevarende foranstaltning, således at Kommissionen blev pålagt at opbevare samtlige dokumenter fra de berørte personer, som kunne have interesse for denne institutions undersøgelse.

28

Ved kendelse afsagt den 29. november 2023, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R, ikke trykt i Sml.), anordnedes udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, indtil der blev afsagt endelig kendelse i sag T-1119/23 R, uden at dette påvirkede sagsøgerens pligt til at fortsætte indsamlingen af oplysninger og bevare alle de dokumenter, som var berørt af den anfægtede afgørelse, og hvilke kunne have interesse for Kommissionens undersøgelse, på et elektronisk medie.

29

Ved kendelse af 19. januar 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:16), forkastede Rettens præsident anmodningen om foreløbige forholdsregler, og kendelsen af 29. november 2023, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R, ikke trykt i Sml.), blev ophævet.

30

Ved kendelse af 6. februar 2024, Lagardère mod Kommissionen (C-89/24 P(R)-R, EU:C:2024:120), anordnede Domstolens vicepræsident suspension af den forpligtelse, som sagsøgeren var pålagt ved den anfægtede afgørelse, til at indsamle og tilstille Kommissionen dokumenter indeholdt i private eller personlige e-mailkonti og på private eller personlige mobile enheder tilhørende visse af selskabets ansatte og befuldmægtigede, indtil den kendelse, der blev afsagt først – enten om afgørelse af nærværende anmodning om foreløbige forholdsregler, eller om afgørelse af appellen i sag C-89/24 P(R) – uden at dette påvirkede sagsøgerens pligt til at træffe alle passende foranstaltninger med henblik på at sikre bevarelsen af samtlige disse dokumenter.

31

Ved kendelse af 11. april 2024, Lagardère mod Kommissionen (C-89/24 P(R), EU:C:2024:312), ophævede Domstolens vicepræsident kendelse af 19. januar 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:16), og hjemviste sagen til Retten, med henblik på at denne træffer afgørelse om betingelsen om fumus boni juris, og for at der eventuelt foretages en afvejning af de foreliggende interesser. Sagsøgerens begæring om udsættelse af den forpligtelse, som den anfægtede afgørelse, som ændret ved afgørelsen af 24. januar 2024, pålagde selskabet, til at indsamle og tilstille Kommissionen dokumenter indeholdt i private eller personlige e-mailkonti og på private eller personlige mobile enheder tilhørende visse af sagsøgerens ansatte og befuldmægtigede, indtil Rettens præsident på ny traf afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler i sag T-1119/23 R, eller, i mangel heraf, indtil Retten traf afgørelse om søgsmålet i sag T-1119/23, blev ikke taget til følge.

32

Ved kendelse af 13. juni 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R-RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:382), besluttede Rettens vicepræsident for det første, at det var ufornødent at træffe afgørelse om anmodningen om foreløbige forholdsregler, for så vidt som den vedrørte de dokumenter, der var blevet fremlagt for Kommissionen den 30. januar 2024, udsatte for det andet gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte dokumenter, der ikke var blevet fremlagt for Kommissionen den 30. januar 2024, og pålagde for det tredje sagsøgeren, at anmode de personer, der var berørt af den anfægtede afgørelse, om at træffe alle formålstjenlige foranstaltninger med henblik på i et format, der garanterer deres integritet, og at der ikke kan foretages ændringer i dem, at sikre opbevaring af de dokumenter, der er omhandlet i bilaget til denne afgørelse, og som endnu ikke er blevet indgivet til Kommissionen. I øvrigt blev anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke taget til følge.

33

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 12. juli 2024 har sagsøgeren indgivet en anmodning om foreløbige forholdsregler med henblik på principalt at påbyde forsegling af alle dokumenter og eventuelle kopier af dokumenter, som sagsøgeren tilstillede Kommissionen den 30. januar 2024, således at Kommissionen eller enhver anden tredjemand ikke kan tilgå dem, indtil Retten har afsagt dom i søgsmålet med påstand om annullation af afgørelsen af 19. september 2023, som ændret ved afgørelsen af 27. oktober 2023 og ved afgørelsen af 24. januar 2024, subsidiært, at der anordnes en sådan forsegling, indtil sagsøgeren inden for en rimelig og tilstrækkelig frist har kunnet identificere og redigere alle de dokumenter, der vedrører privatlivet for de personer, der er berørt af den anfægtede afgørelse, og under alle omstændigheder pålægge Kommissionen forinden, og inden den fremsætter bemærkninger, at suspendere alle sine ansattes og tjenestemænds adgang til de dokumenter, som sagsøgeren tilstillede Kommissionen den 30. januar 2024, indtil datoen for afsigelse af den kendelse, hvorved sagen om foreløbige forholdsregler blev afsluttet.

34

Ved kendelse af 15. juli 2024, Lagardère mod Kommissionen (sag T-1119/23 RIII, ikke trykt i Sml.), blev Kommissionen pålagt at suspendere sine tjenestemænds og øvrige ansattes adgang til de dokumenter, som sagsøgeren havde tilstillet den den 30. januar 2024, indtil datoen for afsigelse af den kendelse, hvorved sagen om foreløbige forholdsregler blev afsluttet.

35

Ved kendelse af 13. september 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 RIII, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:624), blev anmodningen om foreløbige forholdsregler ikke taget til følge, og kendelsen af 15. juli 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 RIII, ikke trykt i Sml.), blev ophævet.

36

Ved processkrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 22. august 2024 iværksatte sagsøgeren appel af kendelsen om foreløbige forholdsregler med påstand om delvis ophævelse af kendelse af 13. juni 2024, Lagardère mod Kommissionen (T-1119/23 R-RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:382).

37

Ved kendelse af 21. oktober 2024, Lagardère mod Kommissionen (C-569/24 P (R), ikke trykt i Sml., EU:C:2024:945), anordnede Domstolens vicepræsident, at denne sag blev slettet af Domstolens register.

38

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

39

Sagsøgeren har i retsmødet præciseret, at selskabet, i modsætning til hvad der fremgår af replikken, ikke har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 24. januar 2024.

40

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

41

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat seks anbringender vedrørende for det første magtfordrejning og tilsidesættelse af princippet »impossibilium nulla obligatio est«, for det andet en manglende begrundelse, for det tredje en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til respekt for privatlivet og brevhemmeligheden, der er sikret ved artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), for det fjerde en tilsidesættelse af princippet om pressefrihed, der er sikret ved chartrets artikel 11 og EMRK’s artikel 10, for det femte tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og for det sjette tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige indgreb i forhold af privat karakter.

42

Der skal først foretages en undersøgelse af det andet anbringende om manglende begrundelse.

43

Med dette anbringende, der består af to led, har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte den begrundelsespligt, der påhviler den i henhold til artikel 296 TEUF og artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004. Dels gav Kommissionen ikke en tilstrækkelig begrundelse for sit valg om at træffe en afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004. Dels gør den anfægtede afgørelse det ikke muligt for sagsøgeren at forstå grundene til, at visse oplysninger er nødvendige med henblik på Kommissionens undersøgelse.

44

Det bemærkes, at den begrundelse, som kræves i Den Europæiske Unions institutioners retsakter i henhold til artikel 296 TEUF, i henhold til fast retspraksis skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at Unionens retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af samtlige den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 16 og den deri nævnte retspraksis).

45

Hvad navnlig angår begrundelsen for en afgørelse, hvori der anmodes om oplysninger, skal det bemærkes, at artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 fastlægger de væsentlige kriterier herfor (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 17).

46

Artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 bestemmer således, at Kommissionen »angiver [...] retsgrundlaget og formålet med begæringen. Den præciserer, hvilke oplysninger der kræves, og fastsætter fristen for udlevering af oplysningerne«. Denne bestemmelse angiver i øvrigt nærmere, at Kommissionen »[desuden] henviser [...] til de sanktioner, der er omhandlet i artikel 14 [i forordning nr. 139/2004]«, »henviser til eller pålægger de sanktioner, der er omhandlet i [samme forordnings] artikel 15«, og »endvidere [giver] oplysning om, at [afgørelsen] kan indbringes for Domstolen«.

47

Indledningsvis bemærkes, at samtlige sproglige versioner af en EU-retsakt principielt tillægges den samme værdi. Af hensyn til en fortsat ensartet fortolkning af EU-retten er det derfor vigtigt, at den pågældende bestemmelse, når der er uoverensstemmelse mellem versionerne, fortolkes på baggrund af den almindelige opbygning af og formålet med det regelsæt, som den indgår i. Den formulering, der er anvendt i en sprogversion af en retsakt, kan således ikke alene tjene som grundlag for retsaktens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Dette ville være i strid med kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten (jf. dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 49 og 50 og den deri nævnte retspraksis).

48

I det foreliggende tilfælde skal det nærmere bemærkes, at artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 i den franske sprogversion bestemmer, at Kommissionen i en anmodning om oplysninger ved afgørelse angiver retsgrundlaget og anmodningens »genstand« [(»objet«)]. De øvrige sprogversioner af denne bestemmelse anvender imidlertid udtryk, der svarer til begrebet »formål«, som f.eks. den engelske, den tyske, den nederlandske, den italienske, den græske og den kroatiske sprogversion, som anvender henholdsvis udtrykkene »purpose«, »Zweck«, »doel«, »scopo«, »σκοπό« og »svrhu« med undtagelse af den spanske version, der anvender udtrykket »objeto« [(»genstand«)]. Det fremgår således af de udtryk, der er anvendt i de øvrige sprogversioner, og under hensyntagen til den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og det formål, der forfølges med den omhandlede forordning, at lovgiver i artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 har villet henvise til begrebet »formål« i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 og i artikel 18, stk. 2 og 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), som fortolket i den retspraksis, der er nævnt i præmis 50 nedenfor.

49

Den særlige begrundelsespligt udgør et grundlæggende krav, som ikke alene har til formål at klarlægge, hvorfor anmodningen om oplysninger er berettiget, men også at skabe et grundlag for, at den pågældende virksomhed bliver bekendt med omfanget af dens samarbejdspligt, samtidig med at dens ret til forsvar bevares (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen,C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis).

50

Med hensyn til forpligtelsen til at angive »formålet med anmodningen« skal Kommissionen angive formålet med sin undersøgelse i sin anmodning og derfor identificere den formodede overtrædelse af konkurrencereglerne med rimelig præcision (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen er herved ikke forpligtet til at give adressaten for en afgørelse om anmodning om oplysninger meddelelse om samtlige de oplysninger om de formodede overtrædelser, som den råder over, eller til at angive en nøjagtig retlig kvalificering af disse overtrædelser, hvis den klart angiver den mistanke, den påtænker at efterprøve (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis).

51

En sådan forpligtelse skyldes navnlig det forhold, at Kommissionen, således som det fremgår af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, med henblik på at udføre de opgaver, den er betroet i henhold til forordningen, i form af en simpel anmodning eller ved afgørelse kan pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger at stille »alle nødvendige oplysninger til rådighed« (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det følger heraf, at Kommissionen kun kan begære oplysninger, som kan være til nytte ved undersøgelsen af de formodede overtrædelser, som dels er årsag til undersøgelsen, dels skal være angivet i anmodningen om oplysninger (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 23).

53

Idet spørgsmålet, om oplysningerne er nødvendige, skal bedømmes i relation til det formål, der anføres i anmodningen om oplysninger, skal dette formål angives med rimelig præcision, da det ellers vil være umuligt at afgøre, om oplysningerne er nødvendige, og Unionens retsinstanser vil blive forhindret i at udøve deres prøvelse (jf. i denne retning og analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

54

Spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse om anmodning om oplysninger er tilstrækkeligt begrundet, afhænger således af, om de formodede overtrædelser, som Kommissionen påtænker at undersøge, er præciseret med tilstrækkelig tydelighed (jf. analogt dom af 10.3.2016, HeidelbergCement mod Kommissionen, C-247/14 P, EU:C:2016:149, præmis 25).

55

Ved vurderingen af begrundelsespligtens omfang skal der ligeledes tages hensyn til, på hvilket stadie en sådan afgørelse blev truffet, og til, om Kommissionen allerede rådede over visse oplysninger om de formodede overtrædelser (jf. i denne retning og analogt dom af 9.4.2019, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, T-371/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:232, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det er i lyset af denne retspraksis, at sagsøgerens argumenter skal analyseres.

57

Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ikke begrundede sit valg om at træffe en afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004. Kommissionen underbyggede ikke sit udsagn om, at kun en sådan afgørelse gør det muligt at sikre et fuldstændigt svar, selv om sagsøgeren samarbejdede med Kommissionen inden for rammerne af den procedure, der var indledt i henhold til fusionskontrollen, og efterkom en første anmodning fra Kommissionen vedtaget i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 139/2004.

58

Ifølge sagsøgeren kan det i den anfægtede afgørelse påberåbte formål om en hurtig behandling og risikoen for, at dokumenter fra samarbejdspartnere, der har forladt Lagardère-koncernen, fjernes, ikke begrunde, at der fremsættes en anmodning om oplysninger ved afgørelse truffet i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004. Sagsøgeren har allerede meddelt Kommissionen, at selv om der ikke fandtes en fælles politik for hele Lagardère-koncernen vedrørende opbevaring af oplysninger om personer, der havde forladt deres stillinger, opbevarede de fleste enheder dem i tre måneder til et år. Desuden er alle enheder i Lagardère-koncernen i stand til at iværksætte en sådan foranstaltning efter anmodning, hvorved enhver risiko med hensyn til den manglende opbevaring af dokumenter fjernes.

59

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

60

Det bemærkes, at det fremgår af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, at Kommissionen har ret til at anmode om oplysninger »i form af en anmodning eller [afgørelse]«, uden at denne bestemmelse gør vedtagelsen af en afgørelse betinget af en forudgående simpel anmodning.

61

En anmodning om oplysninger ved afgørelse adskiller sig fra en simpel anmodning om oplysninger derved, at det er muligt, når Kommissionen anvender førstnævnte, at pålægge en bøde eller tvangsbøder for at tvinge en virksomhed til at tilvejebringe fuldstændige og nøjagtige oplysninger i henhold til henholdsvis artikel 14, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning nr. 139/2004 (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, thyssenkrupp mod Kommissionen, C-581/22 P, EU:C:2024:821, præmis 379).

62

I den foreliggende sag fremgår det af ottende betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen inden for rammerne af den foreliggende sag, der tilsigter at fastslå en overtrædelse af reglerne i forordning nr. 139/2004, var af den opfattelse, at kun en afgørelse truffet i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 ville gøre det muligt at sikre, at sagsøgeren fremlagde alle de dokumenter, der opfyldte de i nævnte afgørelse identificerede kriterier. Anvendelsen af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 er den eneste i denne forordning fastsatte procedure, som gør det muligt at pålægge de virksomheder, som den nævnte afgørelse er rettet til, at fremlægge et fuldstændigt svar under varsel om sanktioner. Kommissionen fandt endvidere, at det var nødvendigt at handle hurtigt for at undgå, at relevante dokumenter blev fjernet fra sagsøgerens akter, navnlig i det tilfælde, hvor meddelelser blev slettet efter en vis tid, og visse dokumenter hidrørende fra en medarbejder ikke blev opbevaret ret længe efter sidstnævntes afgang. Ifølge Kommissionen opfyldte valget af en afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 dette formål om hurtig behandling.

63

Det skal følgelig fastslås, at den anfægtede afgørelse i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 44-46 ovenfor, tilstrækkeligt klart angiver dens retsgrundlag og i tilstrækkelig grad angiver det ræsonnement, som Kommissionen fulgte for at forklare, hvorfor den valgte at anvende en anmodning om oplysninger ved afgørelse i stedet for en simpel anmodning.

64

Endvidere udgør begrundelsespligten et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. En afgørelses begrundelse består i formelt at udtrykke de grunde, som afgørelsen er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens materielle lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde (jf. dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 181 og den deri nævnte retspraksis).

65

Sagsøgerens argumenter om, at anvendelsen af en anmodning om oplysninger ved afgørelse i stedet for en simpel anmodning ikke er begrundet i den foreliggende sag, er derfor uvirksom i forbindelse med et anbringende om en manglende begrundelse.

66

For så vidt som sagsøgeren reelt anfægter berettigelsen af Kommissionens afgørelse om at anvende en anmodning om oplysninger ved afgørelse, bemærkes, at sagsøgeren i det væsentlige har gentaget de argumenter, der er fremført inden for rammerne af det sjette anbringendes første led, som er blevet undersøgt og forkastet i præmis 252-261 nedenfor.

67

Det andet anbringendes første led må dermed forkastes.

68

Sagsøgeren har for det første anført, at den anfægtede afgørelses begrundelse er utilstrækkelig, for så vidt som den vedrører aktiviteterne i radiodelen, dvs. aktiviteterne i Lagardère-koncernens radiostationer, Europe 1, Europe 2 (tidligere Virgin Radio) og RFM. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at begrundelsen for den anfægtede afgørelse ikke gør det muligt for selskabet at forstå grundene til, at visse oplysninger er nødvendige med henblik på Kommissionens undersøgelse. Det drejer sig om omfanget af de berørte personer, den kommunikation, der er udvekslet mellem to af disse, begyndelsesdatoen for den relevante periode, dvs. den 1. januar 2020, og oplysninger, der er lagret på personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer.

69

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

70

Indledningsvis bemærkes, at formålet med den anfægtede afgørelse, således som det er præciseret i anden, sjette og syvende betragtning hertil (jf. præmis 8 og 9 ovenfor), består i at godtgøre, at der foreligger formodninger for overtrædelser af forordning nr. 139/2004, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt, er angivet med tilstrækkelig klarhed i den anfægtede afgørelse.

71

Hvad i første række nærmere bestemt angår Kommissionens anmodninger vedrørende radiodelen fremgår det indledningsvis af sagsakterne og af Kommissionens skriftlige indlæg, at Vivendis påtænkte erhvervelse vedrørte hele Lagardère-koncernen, herunder »radiodelen«. Sagsøgeren har desuden ikke bestridt Kommissionens udsagn om, at omfanget af Vivendis offentlige overtagelsestilbud på Lagardère ligeledes omfattede radiodelen. Endelig præciseres det i syvende betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen undersøger »fastlæggelsen af programfladen for radiostationen Europe 1« (jf. præmis 9 ovenfor).

72

Hvad i anden række angår de berørte personer er det ubestridt, at disse personer spillede en strategisk rolle inden for Lagardère-koncernen, og at de personer, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra a) og c), i bilaget til den anfægtede afgørelse, havde hyppige kontakter på forskellige måder vedrørende fusionen og de aktiviteter, der var omfattet af undersøgelsen. Det følger heraf, at Kommissionen ikke var forpligtet til at begrunde den anfægtede afgørelse yderligere i denne henseende.

73

Hvad for det tredje angår begyndelsen af den relevante periode er det ligeledes ubestridt, at Vivendis første erhvervelse af kapitalandele i Lagardère fandt sted i marts 2020. Kommissionen kunne derfor på tidspunktet for den anfægtede afgørelse med rimelighed antage, at oplysningerne fra den 1. januar 2020 kunne hjælpe den med at fastslå, at denne overtrædelse forelå, navnlig for så vidt som disse oplysninger gjorde det lettere at forstå samtlige begivenheder og den sammenhæng, hvori de fandt sted. Det følger heraf, at Kommissionen ikke var forpligtet til at begrunde den anfægtede afgørelse yderligere i denne henseende.

74

Hvad for det fjerde angår personlige kommunikationsværktøjer har sagsøgeren medgivet, at visse af de berørte personer anvendte deres personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer til arbejdsrelaterede formål i den relevante periode. Det følger heraf, at Kommissionen ikke var forpligtet til at begrunde den anfægtede afgørelse yderligere i denne henseende.

75

Henset til de omstændigheder, der er beskrevet i præmis 71-74 ovenfor, er den anfægtede afgørelse tilstrækkeligt begrundet, for så vidt som formålet med og sammenhængen for den gør det muligt for sagsøgeren at forstå grundene til, at de anmodede oplysninger er nødvendige for Kommissionens undersøgelse.

76

Det andet anbringendes andet led og det andet anbringende i sin helhed skal derfor forkastes.

77

Det første anbringende omfatter to led. For det første har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen overskred og misbrugte sine beføjelser ved at vedtage en afgørelse, der udelukkende har en undersøgende karakter. For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke sikrede sig, at sagsøgeren har den retlige og tekniske kapacitet til at efterkomme den anfægtede afgørelse. Idet sagsøgeren ikke er i stand til at få adgang til visse oplysninger, som Kommissionen har anmodet om, tilsidesætter den anfægtede afgørelse princippet »impossibilium nulla obligatio est«.

78

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

79

Ved begrebet magtfordrejning forstås, at en administrativ myndighed under udøvelsen af beføjelser forfølger et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet med dette formål. Hvis der forfølges flere mål med afgørelsen, indebærer denne, såfremt den ikke tilsidesætter hovedformålet, dog ikke magtfordrejning, selv om der til de gyldige hensyn føjer sig et uberettiget hensyn (jf. dom af 4.2.2009, Omya mod Kommissionen, T-145/06, EU:T:2009:27, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

80

Det skal derfor efterprøves, om de forhold, som sagsøgeren har påberåbt sig, udgør objektive, relevante og samstemmende indicier, der indikerer, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget af Kommissionen med et andet formål end det, der er fastsat i artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, nemlig ifølge sagsøgeren med det formål at anordne iværksættelsen af »sonderende ransagninger«, idet ansvaret for at udføre disse »ransagninger« og fastlægge undersøgelsesparametrene blev overført til sagsøgeren.

81

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at forordning nr. 139/2004 pålægger Kommissionen at sikre, at enhver fusion, der har fællesskabsdimension, anmeldes og godkendes, inden den gennemføres, og at de betingelser, der er fastsat i en afgørelse, hvorved en fusion erklæres forenelig med det indre marked, overholdes.

82

Det fremgår af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, at »[t]il udførelse af de opgaver, som ved [nævnte] forordning er henlagt til Kommissionen, kan den i form af en anmodning eller [afgørelse] anmode de i artikel 3, stk. 1, litra b), omhandlede personer samt virksomheder og virksomhedssammenslutninger om alle nødvendige oplysninger«.

83

Artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 kan således tjene som retsgrundlag for enhver anmodning om oplysninger med henblik på udførelsen af de opgaver, som er tillagt Kommissionen ved nævnte forordning.

84

Det fremgår af sjette betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen kræver, at sagsøgeren fremlægger dokumenter »med henblik på at gøre det muligt for [den] at vurdere, om Vivendi har udøvet en afgørende indflydelse over Lagardère, der kan udgøre en tilsidesættelse af forpligtelsen til anmeldelse og forpligtelsen til udsættelse og/eller en manglende overholdelse af de betingelser og forpligtelser, der er knyttet til Kommissionens afgørelse om godkendelse af Vivendi/Lagardère-fusionen«.

85

Det følger heraf, at de oplysninger, der anmodes om i den anfægtede afgørelse, som omhandlet i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at udføre de opgaver, som den er tillagt ved nævnte forordning, således at denne institution ikke anvendte sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet.

86

Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens argument om, at Kommissionen vendte ansvaret for undersøgelsen om ved at pålægge sagsøgeren at foretage »sonderende ransagninger«.

87

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den anfægtede afgørelse i punkt I, II og III i bilaget hertil definerer den relevante periode, begrebet dokument, de berørte personer og de dokumenter, der skal fremlægges på grundlag af bl.a. emner og søgebegreber, som Kommissionen har identificeret (jf. præmis 13-15 ovenfor).

88

Det fremgår ganske vist heraf, at sagsøgeren er forpligtet til at identificere såvel forgængerne og efterfølgerne til personer, der er identificeret ved navns nævnelse, som de kommunikationsværktøjer, som disse personer anvendte. Sagsøgeren råder desuden over et vist skøn med hensyn til de midler, der skal anvendes til at identificere dokumenter svarende til de emner, som Kommissionen har identificeret. Den anfægtede afgørelse overlader imidlertid ikke sagsøgeren noget skøn, med hensyn til hvilke dokumenter der skal fremlægges. Sagsøgeren kan således ikke hævde, at Kommissionen har vendt ansvaret for undersøgelsen om ved at pålægge selskabet at foretage »sonderende ransagninger«.

89

Sagsøgerens argumenter vedrørende de retlige og tekniske hindringer, som selskabet står over for ved gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, vil blive analyseret i forbindelse med dette anbringendes andet led.

90

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at den anfægtede afgørelse er behæftet med magtfordrejning.

91

Det første anbringendes første led skal derfor forkastes.

92

Det skal indledningsvis bemærkes, at grundsætningen »impossibilium nulla obligatio est« (»ingen er forpligtet til at gøre det umulige«) udgør et EU-retligt princip (jf. i denne retning dom af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci (C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

93

Eventuelle vanskeligheder af proceduremæssig eller anden karakter ved gennemførelse af en retsakt har ingen indflydelse på dennes retmæssighed. Derimod kan Kommissionen ikke ved en afgørelse, da afgørelsen i så fald ville være ugyldig, pålægge en forpligtelse, hvis gennemførelse det allerede ved afgørelsens vedtagelse var objektivt og absolut umuligt at realisere (jf. dom af 17.6.1999, Belgien mod Kommissionen, C-75/97 P, EU:C:1999:311, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

94

Betingelsen om, at det er absolut umuligt at gennemføre en afgørelse, er ikke opfyldt, når den pågældende har begrænset sig til at underrette Kommissionen om de retlige, politiske eller praktiske vanskeligheder, som kan tilregnes dens egne handlinger, som gennemførelsen af den pågældende afgørelse indebærer, uden at foreslå Kommissionen sådanne alternative metoder til gennemførelse af denne afgørelse, som ville have gjort det muligt at overvinde disse vanskeligheder (jf. i denne retning og analogt dom af 13.11.2008, Kommissionen mod Frankrig, C-214/07, EU:C:2008:619, præmis 50, og af 12.2.2015, Kommissionen mod Frankrig, C-37/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:90, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

95

Det skal ligeledes bemærkes, at den virksomhed, over for hvilken Kommissionen har indledt en undersøgelse, har pligt til at medvirke aktivt, hvilket indebærer, at den skal forsyne Kommissionen med alt det materiale vedrørende undersøgelsens genstand, som den måtte råde over (jf. analogt dom af 9.4.2019, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, T-371/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:232, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

96

Det er i lyset af denne retspraksis, at sagsøgerens argumenter skal undersøges.

97

Sagsøgeren har gjort gældende, at nitten berørte personer anvender personlige applikationer, såsom Yahoo, Gmail og WhatsApp, på deres arbejdsmæssige værktøjer, hvoraf fire ligeledes anvender deres personlige telefon i forbindelse med deres arbejdsrelaterede aktiviteter. En af disse fire personer gør brug af en personlig telefon i forbindelse med en praksis kaldet »BYOD« (Bring Your Own Device).

98

Ifølge sagsøgeren er selskabet i sin egenskab af privat virksomhed underlagt overholdelsen af de regler og principper, der finder anvendelse mellem privatpersoner, og navnlig de bestemmelser i national ret, der forbyder tilsidesættelse af privatlivets fred og brevhemmeligheden i overensstemmelse med chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8 samt de nationale arbejdsretlige bestemmelser. Der foreligger retlige hindringer for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, for så vidt som det er umuligt at få adgang til de personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer tilhørende selskabets ansatte og befuldmægtigede uden at risikere at blive pålagt civilretlige og strafferetlige sanktioner.

99

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at et spørgsmål om fortolkningen af en medlemsstats nationale ret er et faktisk forhold (jf. analogt dom af 8.9.2016, Merck mod Kommissionen, T-470/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:452, præmis 136 og den deri nævnte retspraksis). Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilken udstrækning en national retsforskrift finder anvendelse på det foreliggende tilfælde eller ej, henhører under den pågældende retsinstans og er omfattet af reglerne om bevisførelse og om fordelingen af bevisbyrden (jf. analogt dom af 20.9.2012, Frankrig mod Kommissionen, T-154/10, EU:T:2012:452, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

100

Hvad i første række angår artikel L.226-1, L.226-2, L.226-3, L.226-4 og L.226-15 i code pénal (den franske straffelov), som sagsøgeren har støttet sig på med henblik på at godtgøre, at gennemførelsen af den anfægtede afgørelse udsætter sagsøgeren for risikoen for sanktioner, skal det indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren har undladt at fremlægge den fulde ordlyd af de omhandlede bestemmelser, og at det responsum, der er udarbejdet af en ekstern juridisk rådgiver, og som sagsøgeren har fremlagt, ligeledes er begrænset til at gengive dem delvist uden at give præcise oplysninger om deres eventuelle anvendelse i den foreliggende sag.

101

Artikel L. 226-1 i code pénal (straffelov) fastsætter:

»Den, der på en hvilken som helst måde frivilligt krænker andres privatliv, herunder:

1° ved uden ophavsmandens samtykke at opfange, optage eller formidle ytringer, der fremsættes privat eller fortroligt

[…]

straffes med fængsel i et år og en bøde på 45000 EUR.«

102

Artikel 226-15 i code pénal (straffelov) har følgende ordlyd:

»Den, der i ond tro åbner, sletter, forsinker eller omdirigerer breve, der er ankommet eller ikke er ankommet til bestemmelsesstedet og er adresseret til tredjemand, eller som på svigagtig måde får kendskab til disse breves indhold, straffes med fængsel i et år og en bøde på 45000 EUR.

På samme måde straffes den, der i ond tro opfanger, omdirigerer, anvender eller videregiver korrespondance, der er afsendt, fremsendt eller modtaget elektronisk, eller som installerer apparater, der gør det muligt at foretage en sådan opfangning.

[…]«

103

Det fremgår af ordlyden af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 101 og 102 ovenfor, at disse straffer handlinger, der er »frivillige«, begås »i ond tro« eller »svigagtigt«. Den anfægtede afgørelse udgør derimod en retligt bindende retsakt, der har et EU-retligt grundlag (artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004), som hidrører fra en EU-institution (Kommissionen), og som pålægger en forpligtelse til at tilvejebringe oplysninger under varsel om sanktioner.

104

I denne henseende bemærkes for det første, at princippet om EU-rettens forrang giver EU-retten en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret og derfor medfører en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (jf. dom af 18.1.2022, Thelen Technopark Berlin, C-261/20, EU:C:2022:33, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). For det andet svarede sagsøgeren, da denne blev adspurgt om den tilsyneladende inkonsekvens, der er nævnt i præmis 103 ovenfor, i det væsentlige, at hvis selskabet efterkom den anfægtede afgørelse uden at rejse nogen indsigelse eller vanskelighed, ville denne handle »frivilligt«. Det skal imidlertid fastslås, at sagsøgeren ikke har fremlagt beviser til støtte for den fortolkning af fransk strafferet, som selskabet forsvarede i retsmødet.

105

Endvidere drages sagsøgerens udsagn, således som Kommissionen har gjort gældende, i tvivl af ordlyden af artikel 122-4 i code pénal (straffelov), hvoraf det fremgår, at »[d]en, der udfører en handling, som er foreskrevet eller tilladt i henhold til love eller administrative bestemmelser, [eller] udfører en handling, der er påbudt af en legitim myndighed, medmindre handlingen er åbenbart ulovlig, ifalder ikke strafansvar«.

106

Endelig har sagsøgeren ikke påberåbt sig et eneste tilfælde, hvor de bestemmelser i national lovgivning, der er nævnt i punkt 100 ovenfor, eller chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8, har fundet anvendelse under omstændigheder, der svarer til den foreliggende sags. Ingen af de domme, som appellanten har henvist til, vedrører nemlig en situation, hvor, for det første, der forelå en retligt bindende retsakt med hjemmel i EU-retten, som foreskrev indhentning af personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer og adgang til indholdet af kommunikationen med henblik på at forfølge mål af almen interesse, for det andet, indgrebet ikke blev foretaget med det formål at overvåge de ansatte og befuldmægtigede og ikke ville have haft negative konsekvenser, såsom disses afskedigelse, og, for det tredje, det nævnte indgreb blev foretaget eller kunne have været foretaget under tilstedeværelse af de pågældende personer eller efter forudgående underretning af dem.

107

Som led i sit svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse har sagsøgeren desuden anført, at den BYOD-ordning, der er nævnt i sagsøgerens skriftlige indlæg, udelukkende var blevet anvendt af én af de berørte personer, uden at give yderligere præciseringer vedrørende denne ordning. Kommissionen fremlagde i øvrigt et dokument, hvori sagsøgeren havde besvaret denne institutions spørgsmål vedrørende bl.a. BYOD-ordningen inden for Lagardère-koncernen. Det fremgår heraf, at visse af denne koncerns datterselskaber havde indført et internt reglement, hvorefter »[selskabets] IT-politik således [fandt] anvendelse på medarbejdernes og de befuldmægtigedes personlige værktøjer, der anvendes til arbejdsmæssig kommunikation«, og hvorefter det havde »ubegrænset adgang« til personlige værktøjer, der anvendtes til arbejdsrelaterede formål.

108

Selv om dette interne reglement, således som sagsøgeren har anført, ikke er tilstrækkeligt klart til at begrunde eksistensen af en ret, der giver sagsøgeren mulighed for at søge efter oplysninger af arbejdsrelateret karakter på de personlige kommunikationsværktøjer hos de berørte personer, som ikke har givet samtykke til indsamlingen heraf, forholder det sig ikke desto mindre således, at eksistensen af dette reglement rejser tvivl om sagsøgerens udsagn om, at det er forbudt for sagsøgeren at få adgang til sådanne værktøjer.

109

Hvad angår sagsøgerens argument støttet på bestemmelserne i fransk arbejdsret er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette på ingen måde er underbygget, hvorfor det skal forkastes på grundlag af artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement.

110

Det følger af det ovenstående, at sagsøgerens argument vedrørende national ret skal forkastes.

111

I anden række har sagsøgeren gældende, at det firma, som selskabet har bemyndiget til at bistå det med at indsamle de dokumenter, der er omfattet af den anfægtede afgørelse, ikke har tilladelse til at anvende kommunikationsværktøjer i den forstand, der er fastsat i code pénal (straffelov).

112

For så vidt som sagsøgeren hverken har fremlagt ordlyden af de pågældende bestemmelser eller tilstrækkeligt præcise oplysninger om deres anvendelse i den foreliggende sag, må argumentet forkastes i henhold til procesreglementets artikel 76, litra d).

113

I tredje række har sagsøgeren gjort gældende, at selskabet som arbejdsgiver ikke har adgang til sine ansattes og befuldmægtigedes personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer.

114

Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at for så vidt som sagsøgeren, på trods af at der eksisterede en BYOD-ordning i visse af selskabets datterselskaber, tolererede (jf. præmis 107 ovenfor), at nogle af dette selskabs ansatte og befuldmægtigede anvendte deres personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer til arbejdsrelaterede formål uden at sikre sig, at det i givet fald kunne identificere og indhente den arbejdsrelateret kommunikation, der blev sendt eller modtaget fra disse værktøjer og applikationer, kan de vanskeligheder, som selskabet har gjort gældende, tilregnes dets egne handlinger som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 94 ovenfor.

115

Dernæst fremgår det af retspraksis vedrørende anvendelsen af artikel 101 TEUF, at en virksomhed er ansvarlig for alle de personers adfærd, der handler inden for dens indflydelses- eller ansvarsområde (jf. i denne retning og analogt dom af 7.6.1983, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, 100/80-103/80, EU:C:1983:158, præmis 97, af 18.9.2003, Volkswagen mod Kommissionen, C-338/00 P, EU:C:2003:473, præmis 97 og 98, og af 16.2.2017, H & R ChemPharm mod Kommissionen, C-95/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:125, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis). Denne retspraksis finder anvendelse på området for sanktioner i henhold til artikel 83 i forordning 2016/679 (jf. i denne retning dom af 5.12.2023, Nacionalinis visuomenės sveikatos centras, C-683/21, EU:C:2023:949, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis). Det kan ikke forholde sig anderledes på området for forordning nr. 139/2004.

116

Det følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, dels, at enhver virksomhed har en interesse i at sikre sig, at dens ansatte ikke overtræder konkurrencereglerne, herunder forordning nr. 139/2004, dels at det ville være i strid med den retspraksis, der er nævnt i præmis 94, 95 og 115 ovenfor, at en virksomhed kan unddrage sig sin forpligtelse til at fremsende oplysninger i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 og sin samarbejdspligt ved uberettiget at påberåbe sig (jf. præmis 120-197 nedenfor) rettighederne for personer, der handler inden for dens indflydelses- eller ansvarsområde. Hvis det anerkendes, at sagsøgeren i sin egenskab af arbejdsgiver ikke har adgang til sine ansattes og befuldmægtigedes personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer, der anvendes til arbejdsrelaterede formål, ville det nemlig være et alvorligt indgreb i EU-konkurrencerettens effektivitet (jf. i denne retning og analogt dom af 18.9.2003, Volkswagen mod Kommissionen, C-338/00 P, EU:C:2003:473, præmis 97), som forordning nr. 139/2004 udgør en integrerende del af.

117

Sagsøgeren har gjort gældende, at selskabet som privat virksomhed er underlagt overholdelsen af de regler og principper, der finder anvendelse mellem privatpersoner, navnlig de bestemmelser i national ret, der beskytter journalistiske kilders fortrolighed, og som er fastsat i chartrets artikel 11 samt EMRK’s artikel 10. I denne henseende har sagsøgeren i forbindelse med det fjerde anbringendes andet led i det væsentlige gjort gældende, at de proceduremæssige garantier, der har til formål at beskytte journalistiske kilders fortrolighed, medfører en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde.

118

Idet denne vanskelighed er af praktisk karakter, og da sagsøgerens argumenter i denne henseende er blevet forkastet i forbindelse med det fjerde anbringendes andet led, har sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at den anfægtede afgørelse pålægger selskabet en forpligtelse, hvis gennemførelse det allerede ved dens vedtagelse var objektivt og absolut umuligt at realisere.

119

Det følger af det ovenstående, at det første anbringende skal forkastes i sin helhed.

120

Med det tredje anbringende, der består af to led, har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8, for så vidt som den kræver, at selskabet indhenter og analyserer dokumenter, der er lagret på de berørte personers personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer. Sagsøgeren har gjort gældende dels, at den anfægtede afgørelse ikke respekterer det væsentligste indhold af retten til respekt for privatlivet, dels at den er uforholdsmæssig.

121

I henhold til chartrets artikel 7 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.

122

Chartrets artikel 7 indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK’s artikel 8, stk. 1, hvorefter enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance (dom af 8.12.2022, Google (Fjernelse af links til et angiveligt urigtigt indhold), C-460/20, EU:C:2022:962, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis). I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3, skal chartrets artikel 7 derfor tillægges samme betydning og omfang som EMRK’s artikel 8, stk. 1, som fortolket i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) (jf. dom af 17.12.2015, WebMindLicenses, C-419/14, EU:C:2015:832, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

123

Det fremgår af fast retspraksis, at videregivelse af personoplysninger til en tredjemand udgør et indgreb i de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, uanset hvad de videregivne oplysninger efterfølgende bruges til, og selv om der ikke foreligger omstændigheder, der gør det muligt at kvalificere dette indgreb som »alvorligt«. Det samme gælder opbevaring af personoplysninger og offentlige myndigheders adgang hertil med henblik på brug heraf. Det er uden betydning, om de pågældende oplysninger vedrørende privatlivet er følsomme oplysninger, eller om indgrebet har medført eventuelle ubehageligheder for de berørte (jf. i denne retning dom af 2.10.2018, Ministerio Fiscal, C-207/16, EU:C:2018:788, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.6.2022, Ligue des droits humains, C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis). I denne forbindelse er det uden betydning, at de pågældende oplysninger formentlig vedrører arbejdsrelaterede aktiviteter (jf. i denne retning dom af 22.11.2022, Luxembourg Business Registers, C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

124

I denne forbindelse har Domstolen allerede haft lejlighed til at fastslå, at beslaglæggelse af e-mail, der foretages i forbindelse med ransagninger af en fysisk persons erhvervs- eller forretningslokaler eller af et erhvervsselskabs lokaler, udgør indgreb i udøvelsen af den rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 17.12.2015, WebMindLicenses, C-419/14, EU:C:2015:832, præmis 70-73 og 80 samt den deri nævnte retspraksis).

125

I den foreliggende sag pålægger den anfægtede afgørelse, således som det fremgår af præmis 12-16 ovenfor, sagsøgeren at indsamle og tilstille Kommissionen dels de dokumenter, som i den relevante periode blev sendt eller modtaget af femten berørte personer, der er identificeret i punkt II, stk. 4, i bilaget til nævnte afgørelse, og som vedrører de emner, der er opregnet i dette bilags punkt III, stk. 6, eller som indeholder de søgebegreber, der er opregnet i samme bilags punkt VII, dels de dokumenter, der i den relevante periode blev udvekslet mellem seks personer, der er angivet ved navns nævnelse i dette bilags punkt III, stk. 7, litra a)-c). Denne forpligtelse omfatter udvekslinger, der blev foretaget såvel ved hjælp af arbejdsmæssige kommunikationsværktøjer som personlige kommunikationsværktøjer, forudsat at disse mindst én gang er blevet brugt til arbejdsrelateret kommunikation.

126

Under disse omstændigheder kan de dokumenter, der skal indsamles, behandles og fremsendes til Kommissionen, indeholde oplysninger, der vedrører privatlivet for visse af sagsøgerens ansatte og befuldmægtigede. Gennemførelsen af den anfægtede afgørelse kan følgelig medføre et indgreb i den rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 7.

127

Hvad angår alvoren af indgrebet skal det dels bemærkes, at den forpligtelse, der er pålagt ved den anfægtede afgørelse, ligeledes omfatter udvekslinger, der er foretaget såvel ved hjælp af arbejdsmæssige kommunikationsværktøjer som ved hjælp af personlige kommunikationsværktøjer, forudsat at disse mindst én gang er blevet brugt til arbejdsrelateret kommunikation. Dels pålægger den anfægtede afgørelse ikke alene fremsendelse af de dokumenter, der er udvekslet i hele den relevante periode for så vidt angår de personer, der er nævnt i præmis 125 ovenfor, men fastsætter ligeledes i punkt III, stk. 7, litra d), i bilaget til afgørelsen en forpligtelse til at udlevere samtlige udvekslinger mellem bestemte personer, når blot en enkelt udveksling omfatter de i den nævnte afgørelse indeholdte søgebegreber.

128

Gennemførelsen af den anfægtede afgørelse kan derfor give anledning til videregivelse af personoplysninger af meget forskellig art, som vanskeligt kan bestemmes på forhånd, og som potentielt kan være af stort omfang. Desuden kan de oplysninger, der indsamles fra personlige kommunikationsværktøjer, give flere oplysninger om følsomme aspekter af de registreredes privatliv end dem, der stammer fra arbejdsmæssige kommunikationsværktøjer. Det følger heraf, at sådanne oplysninger samlet set kan gøre det muligt at drage præcise konklusioner vedrørende de berørte personers privatliv.

129

Videregivelse af følsomme oplysninger om de berørte personers privatliv, som gør det muligt at drage præcise konklusioner vedrørende disse personers privatliv, udgør et alvorligt indgreb i de berørte personers grundlæggende rettighed, der er fastsat i chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, Vyriausioji tarnybinės etikos komisija, C-184/20, EU:C:2022:601, præmis 105, af 22.11.2022, Luxembourg Business Registers, C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912, præmis 41-44, og af 30.4.2024, La Quadrature du Net m.fl. (Personoplysninger og bekæmpelse af immaterialretskrænkelser), C-470/21, EU:C:2024:370, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

130

Den forpligtelse til at tilstille Kommissionen oplysninger, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, indebærer derfor en risiko for et alvorligt indgreb i den grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 7.

131

Da den anfægtede afgørelse udgør en begrænsning i udøvelsen af retten til respekt for privatlivet som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, skal det efterprøves, om en sådan begrænsning er begrundet i henhold til de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse.

132

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, første punktum, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, være fastlagt i lovgivningen (et krav, der i retspraksis betegnes som »legalitetsprincippet«) og respektere disses væsentligste indhold. Ifølge chartrets artikel 52, stk. 1, andet punktum, kan der under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kun indføres begrænsninger af disse rettigheder og friheder, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

133

Det fremgår af Domstolens praksis, at overholdelsen af legalitetsprincippet indebærer, at det retsgrundlag, der fastsætter en sådan begrænsning, definerer dens rækkevidde klart og præcist (jf. i denne retning dom af 26.2.2023, Ministerstvo na vatreshnite raboti (Politiets registrering af biometriske og genetiske data), C-205/21, EU:C:2023:49, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

134

I den foreliggende sag skal det fastslås, at den begrænsning i udøvelsen af den ved chartrets artikel 7 fastsatte grundlæggende rettighed, som følger af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse, er fastsat i en lovgivningsmæssig EU-retsakt. Den anfægtede afgørelse blev nemlig vedtaget på grundlag af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, hvorefter Kommissionen har kompetence til ved afgørelse at pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger at stille oplysninger til rådighed, der er nødvendige for, at den kan udføre de opgaver, den er betroet i henhold til nævnte forordning.

135

Udøvelsen af de beføjelser, der er tillagt Kommissionen ved forordning nr. 139/2004, bidrager til at opretholde den konkurrenceordning, der er tilsigtet i traktaterne, og som virksomhederne ubetinget er forpligtet til at overholde (jf. analogt dom af 20.6.2018, České dráhy mod Kommissionen, T-621/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:367, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

136

Da forordning nr. 139/2004 på en tilstrækkelig klar og præcis måde tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage afgørelser om anmodninger om oplysninger, overholder den anfægtede afgørelse således legalitetsprincippet som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.

137

Selv om sagsøgeren ikke har bestridt, at Kommissionens tjenestegrene råder over midler, der sikrer, at behandlingen af personoplysninger sker i overensstemmelse med lovgivningen på området, har sagsøgeren i det væsentlige anført, at selskabet på trods af de proceduremæssige garantier, som Kommissionen har fastsat, ikke har ret til at skaffe sig adgang til personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer med henblik på at efterkomme den anfægtede afgørelse uden selv at gøre indgreb i de berørte personers privatliv og brevhemmeligheden, hvilket er i strid med chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8. Sagsøgeren har i det væsentlige anført, at den anfægtede afgørelse ikke respekterer det væsentligste indhold af den grundlæggende rettighed, der er fastsat i chartrets artikel 7.

138

I henhold til retspraksis skal en lovgivning, der gør det muligt for de offentlige myndigheder på generel vis at få adgang til indholdet af elektronisk kommunikation, anses for at udgøre et indgreb i det væsentligste indhold af den grundlæggende ret til respekt for privatlivet, således som denne er sikret ved chartrets artikel 7 (jf. dom af 6.10.2015, Schrems, C-362/14, EU:C:2015:650, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis).

139

På samme måde kan en foranstaltning, der gør det muligt for de offentlige myndigheder at få et fuldstændigt overblik over de berørte personers privatliv og familieliv, gøre indgreb i det væsentligste indhold af den grundlæggende rettighed, der er fastsat i chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains, C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 120, af 22.11.2022, Luxembourg Business Registers, C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912, præmis 50-52, og af 21.3.2024, Landeshauptstadt Wiesbaden, C-61/22, EU:C:2024:251, præmis 80 og 81 og den deri nævnte retspraksis).

140

En begrænsning af en grundlæggende rettighed respekterer imidlertid dens væsentligste indhold, når den ikke rejser tvivl om denne ret som sådan, navnlig når den finder anvendelse under specifikke betingelser, forudsat at de nævnte betingelser er opfyldt (jf. i denne retning og analogt dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 48, og af 27.9.2017, Puškár, C-73/16, EU:C:2017:725, præmis 64).

141

Selv om det i den foreliggende sag i første række er korrekt, at de oplysninger, der indsamles og fremsendes til Kommissionen i medfør af den anfægtede afgørelse, kan afsløre meget præcise oplysninger om de berørte personers privatliv, kan sådanne oplysninger kun på usammenhængende og accessorisk vis give oplysninger om visse aspekter af de nævnte personers privatliv. Disse oplysninger vedrører nemlig forskellige kategorier af data vedrørende privatlivet, der ikke nødvendigvis har nogen indbyrdes sammenhæng og ikke udgør en sammenhængende helhed.

142

Det skal i denne forbindelse fastslås, at den anfægtede afgørelses tidsmæssige, personelle og materielle anvendelsesområde er afgrænset ved hjælp af præcise definitioner af den relevante periode (punkt I, stk. 3, i bilaget hertil), af de berørte personer (punkt II, stk. 4, i bilaget hertil) og af søgebegreberne (punkt VII i bilaget hertil), således at denne afgørelse ikke pålægger sagsøgeren at indsamle og fremsende alle de dokumenter, der er udvekslet mellem sagsøgerens ansatte og befuldmægtigede, til Kommissionen.

143

Det skal ligeledes præciseres, at personlige kommunikationsværktøjer kun er omfattet af den anfægtede afgørelse, når de mindst én gang er blevet anvendt til arbejdsrelaterede formål (jf. præmis 13 ovenfor). Denne betingelse gør det muligt at afgrænse den anfægtede afgørelses anvendelsesområde til kun at omfatte de personer, der har anvendt deres personlige kommunikationsværktøjer til arbejdsrelaterede formål. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omhandlede anmodning om oplysninger har til formål at fastslå overtrædelser af konkurrencereglerne, og at der er tale om et område, hvor der kan finde relevante udvekslinger sted mellem de berørte personer på andre kommunikationsmedier end erhvervsmæssige medier.

144

Det skal endvidere påpeges, at formålet med en afgørelse om anmodning om oplysninger, der er vedtaget på grundlag af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, ikke som sådan er at indsamle oplysninger, der vedrører de pågældende personers privatliv, eller deres personoplysninger, men at indsamle de oplysninger, der er nødvendige for at efterforske formodede overtrædelser af de forpligtelser, der følger af nævnte forordning. Dette betyder, at oplysninger om de berørte personers privatliv og deres personoplysninger kun indsamles accessorisk, medmindre de har kommerciel relevans og derfor er nyttige med henblik på at fastslå, om der foreligger en sådan overtrædelse (jf. i denne retning og analogt dom af 22.10.2002, Roquette Frères, C-94/00, EU:C:2002:603, præmis 45).

145

I anden række er det indgreb, som den anfægtede afgørelse indebærer, underlagt proceduremæssige garantier vedrørende beskyttelsen af følsomme personoplysninger. Punkt IV, stk. 10, litra l), i bilaget til den anfægtede afgørelse bestemmer nemlig, at hvis visse dokumenter indeholder følsomme personoplysninger som defineret i forordning 2016/679, skal disse stilles til rådighed på en krypteret og særskilt måde og identificeres som »følsomme personoplysninger«.

146

I denne henseende bemærkes, at ifølge artikel 9, stk. 1, i forordning 2016/679, sammenholdt med tiende betragtning hertil, henviser begrebet »følsomme personoplysninger« til personoplysninger, hvis behandling afslører race eller etnisk oprindelse, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning eller fagforeningsmæssigt tilhørsforhold, samt genetiske data, biometriske data, hvis behandling gør det muligt entydigt at identificere en fysisk person, og helbredsoplysninger samt oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering.

147

Den anfægtede afgørelse fastsætter således specifikke proceduremæssige garantier vedrørende følsomme personoplysninger, for så vidt som det heri præciseres, at dokumenter, der indeholder sådanne oplysninger, skal stilles til rådighed på en krypteret og særskilt måde og identificeres som »følsomme personoplysninger«.

148

Det skal under alle omstændigheder, således som det fremgår af præmis 21-26 ovenfor, nærmere bemærkes, at den anfægtede afgørelse blev ændret og suppleret ved afgørelsen af 24. januar 2024. Det fremgår navnlig af 14. betragtning, litra a), til sidstnævnte afgørelse, at for så vidt angår personoplysninger kan dokumenter, der henhører under den anfægtede afgørelses anvendelsesområde, og som ikke har forbindelse til sagsøgerens kommercielle aktiviteter, og hvilke indeholder følsomme personoplysninger som omhandlet i artikel 9 i forordning 2016/679 og artikel 10 i forordning 2018/1725, placeres i et virtuelt datarum som fastsat i punkt 2 i konklusionen i kendelsen af 29. oktober 2020, Facebook Ireland mod Kommissionen (T-451/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:515), og dom af 29. oktober 2020, Facebook Ireland mod Kommissionen (T-452/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:516), for at gøre det muligt for Kommissionen at efterprøve, om de er irrelevante for dens undersøgelse.

149

I retsmødet forklarede Kommissionen, at de proceduremæssige garantier, der er fastsat i punkt IV, stk. 10, litra l), i bilaget til den anfægtede afgørelse, og de garantier, der er fastsat i 14. betragtning, litra a), til afgørelsen af 24. januar 2024, gælder kumulativt.

150

Proceduren med det virtuelle datarum, der blev indført ved afgørelsen af 24. januar 2024, gør det muligt yderligere at fastlægge rammerne for gennemførelsen af den anfægtede afgørelse ved at indrømme supplerende proceduremæssige garantier for at sikre beskyttelsen af følsomme personoplysninger. Det skal i denne henseende præciseres, at retten til beskyttelse af personoplysninger, der er fastsat i chartrets artikel 8, stk. 1, er tæt forbundet med retten til respekt for privatlivet, der er fastsat i chartrets artikel 7, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 186 nedenfor, og af analysen i præmis 185 nedenfor.

151

I tredje række er fremsendelsen og behandlingen af oplysninger, der tilvejebringes i forbindelse med en undersøgelse foretaget af Kommissionen på det konkurrenceretlige område, underlagt generelle proceduremæssige garantier, der bl.a. har til formål at sikre disse oplysningers sikkerhed, integritet og fortrolighed.

152

Det er nemlig kun de ansatte og tjenestemænd i Kommissionen, der er ansvarlige for undersøgelsen, der i givet fald kan få kendskab til personoplysninger. De ansatte ved Kommissionen er imidlertid underlagt strenge regler om tavshedspligt i henhold til artikel 339 TEUF og artikel 17 i forordning nr. 139/2004. Sidstnævnte bestemmelse forbyder Kommissionens ansatte og tjenestemænd at videregive de indhentede oplysninger eller at anvende dem til andre formål end dem, hvortil de er indhentet. Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte er desuden bundet af artikel 17 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, hvorefter de også efter udtrædelse af tjenesten skal afholde sig fra »enhver uberettiget afsløring af oplysninger, som [de] har fået kendskab til i forbindelse med udøvelsen af [deres] arbejde, medmindre disse oplysninger allerede er offentliggjort, eller offentligheden har fået adgang hertil«.

153

Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse ikke kan anses for at krænke det væsentligste indhold af chartrets artikel 7.

154

Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens udsagn om, at visse dokumenter »ikke kan tilgås af arbejdsgiveren under varsel om bl.a. strafferetlige sanktioner«. Det bemærkes i denne forbindelse, at selskabet ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at de nationale domme og de bestemmelser i code pénal (straffelov), som det støtter sig på, finder anvendelse i den foreliggende sag (jf. præmis 97-112 ovenfor).

155

Sagsøgeren har i øvrigt ikke i tilstrækkelig grad underbygget sin argumentation om, at konsekvenserne af en tilsidesættelse af en grundlæggende rettighed i forhold til national ret er relevante for vurderingen af, om denne rettigheds væsentligste indhold er blevet respekteret. Sagsøgerens argument i denne henseende må derfor forkastes, selv om selskabet måtte have godtgjort, at de dokumenter, der er lagret på personlige kommunikationsapplikationer og ‑værktøjer, ikke kan tilgås under varsel om sanktioner.

156

Hertil kommer, at sagsøgerens argument, der blev fremført i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten, om, at det angiveligt var umuligt for sagsøgeren inden for sin virksomhed at indføre foranstaltninger, kontroller eller proceduremæssige garantier, er irrelevant med henblik på prøvelsen af den anfægtede afgørelses lovlighed. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at selskabet ikke kunne efterkomme den anfægtede afgørelse og samtidig på passende vis beskytte sine ansattes og befuldmægtigedes ret til privatlivets fred.

157

Det tredje anbringendes første led skal således forkastes.

158

Ifølge retspraksis forfølger konkurrenceretten det for det indre markeds funktion strengt nødvendige formål at sikre, at konkurrencen inden for dette marked ikke fordrejes til skade for almenheden, de enkelte virksomheder og forbrugerne (jf. i denne retning og analogt dom af 22.3.2022, bpost, C-117/20, EU:C:2022:202, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, af 22.3.2022, Nordzucker m.fl., C-151/20, EU:C:2022:203, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.6.2018, České dráhy mod Kommissionen, T-621/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:367, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

159

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den anfægtede afgørelse er et udtryk for de beføjelser, der er tillagt Kommissionen ved artikel 11 i forordning nr. 139/2004, og som har til formål at give denne mulighed for at løse den opgave, der påhviler den efter traktaterne, nemlig at påse, at konkurrenceretten inden for det indre marked overholdes.

160

Betydningen af den almene interesse, der er knyttet til en effektiv håndhævelse af konkurrenceretten, er ligeledes blevet fremhævet af Menneskerettighedsdomstolen. I betragtning af de negative virkninger, som overtrædelser af denne ret kan have på konkurrencen på markederne, og de vanskeligheder, der er forbundet med at opdage og efterforske dem, er det navnlig vigtigt, at konkurrencemyndighederne og andre retshåndhævende organer kan koordinere deres bestræbelser på at afsløre og sanktionere denne konkurrencebegrænsende praksis. Håndhævelse af konkurrencelovgivningen er afgørende for at bevare de økonomiske markeders potentiale og lighed og dermed for et lands økonomiske velfærd (jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 1.4.2025, Ships Waste Oil Collector B.V. m.fl. mod Nederlandene, CE:ECHR:2025:0401JUD000279916, § 197 og den deri nævnte retspraksis).

161

Dette formål udgør et mål af almen interesse, der kan begrunde et endog alvorligt indgreb i den grundlæggende rettighed, der er fastsat ved chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 18.6.2015, Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen, C-583/13 P, EU:C:2015:404, præmis 20).

162

Den anfægtede afgørelse bidrager derfor til virkeliggørelsen af et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt.

163

Med dette anbringendes andet led har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig, dels for så vidt som den forpligter sagsøgeren til at indsamle de berørte personers personlige kommunikationsværktøjer, for så vidt som de blot har sendt en enkelt meddelelse i forbindelse med deres arbejdsrelaterede aktivitet fra dette værktøj inden for de sidste tre år, og dette selv om denne meddelelse eller dette opkald ikke havde nogen forbindelse med undersøgelsens genstand, dels for så vidt som de søgebegreber, der skal anvendes på personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer, fører til videregivelsen af et stort antal personlige dokumenter.

164

Sagsøgeren har i replikken gjort gældende, at Kommissionen sammenblander beskyttelsen af personoplysninger med retten til respekt for privatlivet. Beskyttelsen af personoplysninger er ikke en tilstrækkelig garanti, der gør det muligt for sagsøgeren at indsamle d dokumenter, der er lagret på de berørte personers personlige kommunikationsværktøjer, uden at krænke deres ret til brevhemmelighed.

165

I det væsentlige er sagsøgeren af den opfattelse, at er den anfægtede afgørelse ikke i overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 1, andet punktum, hvorefter der under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kun kan indføres begrænsninger af disse rettigheder og friheder, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

166

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

167

Det følger af Domstolens praksis, at proportionalitetsprincippet kræver, at de begrænsninger, som EU-retsakter kan medføre for de rettigheder og friheder, der er sikret i chartret, navnlig ikke må gå videre end, hvad der er nødvendigt og passende for opfyldelsen af de legitime mål, der forfølges, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og at byrderne herved ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål. Muligheden for at begrunde en begrænsning af de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, skal således vurderes ved at bedømme alvoren af det indgreb, som en sådan begrænsning indebærer, og ved at kontrollere, at betydningen af det mål af almen interesse, der forfølges med denne begrænsning, står i forhold til denne alvor (jf. dom af 8.12.2022, Orde van Vlaamse Balies m.fl., C-694/20, EU:C:2022:963, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

168

Hvad angår den passende karakter af den begrænsning af retten til respekt for privatlivet, der følger af den anfægtede afgørelse, skal det, henset til præmis 158-162 ovenfor, fastslås, at en afgørelse om anmodning om oplysninger som den anfægtede afgørelse, der er vedtaget på grundlag af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, udgør en egnet foranstaltning til at nå det mål af almen interesse at beskytte en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked, eftersom den pålægger de berørte selskaber en forpligtelse til at indsamle og fremsende de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, om der foreligger konkurrencebegrænsende praksis, til Kommissionen.

169

Hvad angår kravet om, at begrænsningen af retten til respekt for privatlivet skal være nødvendig, er dette krav ikke opfyldt, når det mål af almen interesse, der forfølges, med rimelighed kan nås lige så godt på en anden måde, som er mindre indgribende i de berørte personers grundlæggende rettigheder. Kravet om nødvendighed er derimod opfyldt, når det mål, der forfølges med den omhandlede databehandling, ikke med rimelighed kan nås lige så godt på en anden måde, som er mindre indgribende i de berørte personers grundlæggende rettigheder, navnlig den ret til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Bezirkshauptmannschaft Landeck (Forsøg på adgang til personoplysninger lagret på en mobiltelefon), C-548/21, EU:C:2024:830, præmis 87 og 88 samt den deri nævnte retspraksis).

170

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det i et digitaliseret miljø er ubestridt, at udvekslingen af oplysninger inden for en virksomhed eller mellem virksomheder i vid udstrækning finder sted elektronisk, ved hjælp af arbejdsmæssige eller endog personlige kommunikationsværktøjer.

171

De undersøgelsesbeføjelser, som Kommissionen råder over på det konkurrenceretlige område, risikerer imidlertid at blive frataget deres effektive virkning, hvis virksomhederne kunne unddrage sig forpligtelsen til at efterkomme en anmodning om oplysninger alene med den begrundelse, at visse dokumenter er mærket »personligt« eller »privat« eller er blevet udvekslet ved hjælp af personlige kommunikationsværktøjer, uden at det undersøges, om disse dokumenter i virkeligheden indeholder oplysninger vedrørende de pågældende virksomheders kommercielle aktiviteter.

172

For at sikre konkurrencerettens effektivitet skal Kommissionen således have mulighed for at anmode om alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udføre de opgaver, som den er blevet tillagt i henhold til konkurrenceretten, i det foreliggende tilfælde forordning nr. 139/2004, og som er indeholdt i arbejdsmæssige eller personlige kommunikationsværktøjer, forudsat at disse værktøjer er blevet anvendt til arbejdsrelaterede formål, samtidig med at retten til respekt for privatlivet, der er fastsat i chartrets artikel 7, overholdes.

173

Den forpligtelse, der pålægges sagsøgeren ved den anfægtede afgørelse, til at indsamle og tilstille Kommissionen de i afgørelsen nævnte dokumenter, og, accessorisk hertil, den indsamling af oplysninger vedrørende privatlivet, som den medfører, skal derfor anses for at være nødvendig med henblik på at forfølge målet af almen interesse om at beskytte konkurrencen på det indre marked, eftersom dette mål ikke med rimelighed kan nås lige så godt på en anden måde, som er mindre indgribende i de grundlæggende rettigheder, herunder navnlig retten til respekt for privatlivet, der er sikret ved chartrets artikel 7.

174

Vurderingen af, om begrænsningen af udøvelsen af den grundlæggende rettighed, der er sikret ved chartrets artikel 7, er strengt forholdsmæssig, indebærer en afvejning af alle de relevante forhold i den foreliggende sag, idet sådanne elementer omfatter bl.a. alvoren af den begrænsning, der således indføres af udøvelsen af de omhandlede grundlæggende rettigheder – en alvor, der afhænger af arten og følsomheden af de oplysninger, som de kompetente myndigheder vil kunne få adgang til – vigtigheden af det mål af almen interesse, der forfølges med denne begrænsning, den forbindelse, der består mellem dokumenternes ejer og den pågældende overtrædelse, eller relevansen af de pågældende oplysninger i forhold til at fastslå de faktiske forhold (jf. dom af 4.10.2024, Bezirkshauptmannschaft Landeck (Forsøg på adgang til personoplysninger lagret på en mobiltelefon), C-548/21, EU:C:2024:830, præmis 89 og 90 samt den deri nævnte retspraksis).

175

Hvad i første række angår alvoren af indgrebet indebærer den forpligtelse til indsamling og fremsendelse til Kommissionen, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, således som det fremgår af præmis 130 ovenfor, risikoen for et alvorligt indgreb i den grundlæggende rettighed, der er fastsat ved chartrets artikel 7.

176

Det skal imidlertid præciseres, at den anfægtede afgørelse ikke giver en fuldstændig og ukontrolleret adgang til alle de oplysninger, der er indeholdt i de berørte personers personlige kommunikationsværktøjer, og ikke har til formål at indføre et system til kontinuerlig, ikke-målrettet og systematisk overvågning, der omfatter automatisk vurdering af personoplysninger vedrørende alle sagsøgerens ansatte og befuldmægtigede eller i øvrigt de personer, der er berørt af den nævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains, C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 98-111, og af 4.10.2024, Bezirkshauptmannschaft Landeck (Forsøg på adgang til personoplysninger lagret på en mobiltelefon), C-548/21, EU:C:2024:830, præmis 91-95 og den deri nævnte retspraksis).

177

Det skal nemlig for det første præciseres, at inden for rammerne af de i henhold til den anfægtede afgørelse indsamlede dokumenter vil oplysningerne om privatlivet snarere forekomme sporadisk i forbindelse med søgningen efter forretningsmæssige oplysninger om virksomheden. I denne sammenhæng gør disse oplysninger det ikke i sig selv muligt at få et fuldstændigt overblik over den berørte persons privatliv uden yderligere behandling, hvilket på ingen måde er formålet med undersøgelsen.

178

For det andet omfatter den forpligtelse, som den anfægtede afgørelse indebærer, således som det er præciseret i præmis 143 ovenfor, kun udvekslinger, der er foretaget med såvel de berørte personers arbejdsmæssige kommunikationsværktøjer som deres personlige kommunikationsværktøjer, såsom deres personlige mobiltelefoner, når disse mindst én gang er blevet anvendt til arbejdsrelaterede formål. Rækkevidden af anmodningen om oplysninger er derfor begrænset for så vidt angår forpligtelsen til at fremsende de dokumenter, der er omhandlet i punkt III, stk. 7, i bilaget til den anfægtede afgørelse, og som hidrører fra personlige kommunikationsværktøjer, med henblik på at begrænse indgrebet i retten til respekt for privatlivet, der er fastsat ved chartrets artikel 7.

179

For det tredje bemærkes, at de berørte personer blev udvalgt enten på grund af betydningen af deres funktioner og selskabsfuldmagter, som de udøver i virksomheden, eller på grund af deres status, for så vidt som den nævnte anmodning har til formål at fastslå, om Vivendi udøvede en afgørende indflydelse over sagsøgeren. Som følge heraf er den anfægtede afgørelse ikke begrænset til alene til at anmode om indsamling af de pågældende dokumenter fra personer i sagsøgerens øverste ledelse, men fastsætter også strenge rammer for fremsendelsen af oplysninger fra personer, der er indehavere af et pressekort, således som det fremgår af præmis 26 ovenfor.

180

I anden række fremgår det af de forhold, der er nævnt i præmis 158-162 ovenfor, at den betydning, som formålet om beskyttelse af en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked har, kan begrunde et endog alvorligt indgreb i retten til respekt for den grundlæggende rettighed, der er fastsat ved chartrets artikel 7.

181

Hvad i tredje række angår forbindelsen mellem ejeren af de pågældende kommunikationsværktøjer og den omhandlede overtrædelse skal det bemærkes, at indsamling af og adgang til data vedrørende privatlivet, som eventuelt er indeholdt i arbejdsmæssige kommunikationsværktøjer og personlige kommunikationsværktøjer, der mindst én gang er blevet anvendt til arbejdsrelaterede formål, principielt er accessorisk i forbindelse med søgningen i oplysninger af kommerciel karakter, som har til formål at rejse beskyldninger mod den virksomhed, der er genstand for undersøgelsen. Det følger heraf, at indsamlingen af og adgangen til de personoplysninger, der er omfattet af en undersøgelse på konkurrenceområdet, principielt ikke har til formål at placere et ansvar på konkurrenceområdet for den fysiske person, der er indehaver af disse oplysninger, men alene ansvaret hos den juridiske person, som denne fysiske person har et ansættelsesforhold med.

182

I fjerde række bemærkes, at tilstedeværelsen af en efterfølgende domstolsprøvelse udgør en grundlæggende garanti med henblik på at sikre den omhandlede foranstaltnings forenelighed med chartrets artikel 7 (jf. i denne retning dom af 18.6.2015, Deutsche Bahn m.fl. mod Kommissionen, C-583/13 P, EU:C:2015:404, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). Det er i øvrigt i denne forstand, at artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, på grundlag af hvilken den anfægtede afgørelse blev vedtaget, præciserer, at afgørelser om anmodning om oplysninger skal angive retten til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af sådanne afgørelser.

183

Hvad angår den strengt forholdsmæssige karakter af de begrænsninger af retten til respekt for privatlivet – der er sikret ved chartrets artikel 7 – som er indført ved den anfægtede afgørelse, synes de ulemper, som gennemførelsen af den anfægtede afgørelse indebærer, ikke at være uforholdsmæssige i forhold til det mål af almen interesse, der forfølges med denne afgørelse, og som består i at beskytte konkurrencen på det indre marked (jf. præmis 158-162 ovenfor).

184

Sagsøgerens øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

185

Hvad i første række angår den sondring, som sagsøgeren har påberåbt sig mellem på den ene side begrebet »personoplysninger« og på den anden side retten til brevhemmeligheden og fortrolighed i forbindelse med oplysninger, der henhører under »privatlivet«, er det korrekt, at den anfægtede afgørelse fastsætter proceduremæssige garantier vedrørende følsomme personoplysninger som defineret i artikel 9, stk. 1, i forordning 2016/679.

186

Det skal imidlertid påpeges, at retten til beskyttelse af personoplysninger, der er fastsat i chartrets artikel 8, stk. 1, er tæt forbundet med retten til respekt for privatlivet, der er fastsat i chartrets artikel 7 (dom af 9.11.2010, Volker und Markus Schecke og Eifert, C-92/09 og C-93/09, EU:C:2010:662, præmis 47, og af 24.11.2011, Asociación Nacional de Establecimientos Financieros de Crédito, C-468/10 og C-469/10, EU:C:2011:777, præmis 41).

187

Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at retten til respekt for privatlivet med hensyn til behandling af personoplysninger, som anerkendt i chartrets artikel 7 og 8, henviser til enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (dom af 9.11.2010, Volker und Markus Schecke og Eifert, C-92/09 og C-93/09, EU:C:2010:662, præmis 52). For så vidt som betingelserne for en lovlig behandling af personoplysninger i medfør af forordning 2016/679 er opfyldt, opfylder denne behandling således principielt ligeledes kravene fastsat i chartrets artikel 7 og 8 (dom af 5.6.2023, Kommissionen mod Polen (Dommeres uafhængighed og privatliv), C-204/21, EU:C:2023:442, præmis 332).

188

I den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgeren i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning 2016/679 foretager en lovlig behandling af personoplysninger, når selskabet fremsender dokumenter, som indeholder de oplysninger, hvorom der anmodes i den anfægtede afgørelse, til Kommissionen. I henhold til samme forordnings artikel 9, stk. 2, litra g), er behandling af følsomme personoplysninger lovlig, hvis dette er nødvendigt af hensyn til væsentlige samfundsinteresser på grundlag af EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret og står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, respekterer det væsentligste indhold af retten til databeskyttelse og sikrer passende og specifikke foranstaltninger til beskyttelse af den registreredes grundlæggende rettigheder og interesser.

189

Derudover kan EU-institutionerne i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning 2018/1725 behandle personoplysninger lovligt, når denne behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave, der udføres i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som disse institutioner har fået pålagt.

190

I denne henseende er den anfægtede afgørelse således udtryk for udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt Kommissionen ved forordning nr. 139/2004, der, som det fremgår af præmis 159 ovenfor, bidrager til at opretholde den konkurrenceordning, der er tilsigtet i traktaterne, og som virksomhederne ubetinget er forpligtet til at overholde.

191

Det skal i øvrigt i denne forbindelse bemærkes, at de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, ikke er absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet (jf. i denne retning dom af 21.6.2022, Ligue des droits humains, C-817/19, EU:C:2022:491, præmis 112 og den deri nævnte retspraksis).

192

Som det fremgår af analysen i præmis 153 og 163-183 ovenfor, gør de ved den anfægtede afgørelse indførte begrænsninger af retten til respekt for privatlivet, der er sikret ved chartrets artikel 7, i det foreliggende tilfælde ikke indgreb i den grundlæggende rettigheds væsentligste indhold og er ikke uforholdsmæssige i forhold til det formål om beskyttelse af en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked, der forfølges med den nævnte afgørelse.

193

Sagsøgerens argument, der er sammenfattet i præmis 164 ovenfor, hvorefter Kommissionen har sammenblandet beskyttelsen af personoplysninger og retten til respekt for privatlivet, skal således forkastes, for så vidt som det ikke kan rejse tvivl om den anfægtede afgørelses overensstemmelse med den grundlæggende rettighed, der er fastsat i chartrets artikel 7.

194

Hvad i anden række angår udsagnet om, at den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig, for så vidt som den pålægger en forpligtelse til at udlevere dokumenter, der hidrører fra de berørte personers personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer, så snart de blot én gang er blevet anvendt til arbejdsrelaterede formål i den relevante periode, skal det dels bemærkes, at undersøgelsen vedrører formodede overtrædelser af konkurrencereglerne, som gør det mere sandsynligt, at der anvendes relativt uformelle og diskrete kommunikationskanaler frem for arbejdsmæssige anordninger.

195

Dels ville en ændring af hyppigheden, således at f.eks. et værktøj eller en applikation skulle være blevet anvendt mindst 25 gange til arbejdsrelaterede formål, indebære en risiko for, at dokumenter, der er relevante for Kommissionens undersøgelse, ikke videregives, for så vidt som der ikke er nogen garanti for, at en person, der har anvendt personlige kommunikationsværktøjer eller ‑applikationer til arbejdsrelaterede formål mindre end 25 gange, ikke har fremsendt eller modtaget dokumenter, der er relevante for Kommissionens undersøgelse.

196

I tredje række kan argumentet om, at den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig, som følge af at gennemførelsen heraf frembringer et stort antal dokumenter vedrørende privatlivet, herunder dokumenter, der vedrører politisk anskuelse og religiøs overbevisning, ikke rejse tvivl om, at denne afgørelse er forholdsmæssig, henset til den omstændighed, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at der findes søgebegreber, der er mere hensigtsmæssige med henblik på at nå de legitime mål, der forfølges med den anfægtede afgørelse, og som er mindre tilbøjelige til at frembringe dokumenter vedrørende de berørte personers politiske anskuelser eller religiøse overbevisning.

197

Det tredje anbringendes andet led og dermed det tredje anbringende i sin helhed skal derfor forkastes.

198

Med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter chartrets artikel 11 og EMRK’s artikel 10. Dette anbringende består af to led, hvoraf det første vedrører manglende formelle proceduremæssige garantier med henblik på at beskytte journalistiske kilder og det andet utilstrækkelige proceduremæssige garantier til beskyttelse af sådanne kilder.

199

Sagsøgeren har i første række anført, at uden en ændring af den anfægtede afgørelse eller en skriftlig forsikring fra Kommissionens side om de proceduremæssige garantier, som Kommissionen uformelt har foreslået, er selskabet ikke i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme den anfægtede afgørelse uden at tilsidesætte retten til beskyttelse af journalisters kilder.

200

Kommissionen har anført, at sagsøgeren i en skrivelse af 25. september 2023 gjorde Kommissionen opmærksom på de juridiske og tekniske vanskeligheder, som selskabet var stødt på med henblik på at efterkomme afgørelsen af 19. september 2023, der den 4. oktober 2023 blev efterfulgt af et juridisk notat, hvori sagsøgeren foreslog at udelukke dokumenter, der kunne afsløre en journalistisk kilde, fra anvendelsesområdet for afgørelsen af 19. september 2023 i de tilfælde, hvor sagsøgeren ikke var i stand til at indhente de berørte journalisters samtykke.

201

Den 6. oktober 2023 foreslog Kommissionen sagsøgeren at anvende proceduremæssige garantier svarende til dem, der er indført for at sikre beskyttelsen af fortrolig kommunikation mellem advokater og deres klienter, for så vidt angår dokumenter, der kan være omfattet af beskyttelsen af journalistiske kilder.

202

Ved skrivelsen af 6. december 2023 bekræftede Kommissionen indførelsen af en sådan metode. I skrivelsens punkt 14 »bekræfter [Kommissionen], at dokumenter, der kan afsløre journalistiske kilder, nyder en særlig beskyttelse«, og »foreslår at anvende proceduremæssige garantier svarende til dem, der er indført for at sikre beskyttelsen af fortrolig kommunikation mellem advokater og deres klienter[, idet] de [af den anfægtede afgørelse] berørte personer, der er indehavere af et pressekort, i praksis kan gennemgå de dokumenter, der opfylder kriterierne i [den anfægtede afgørelse], identificere de oplysninger, der er omfattet af en sådan beskyttelse, og fremlægge en redigeret version, hvor de journalistiske kilder er fjernet (eller, hvis dette ikke er muligt, trække dokumentet tilbage fra bevismaterialet, hvis det ikke er muligt at fremlægge en ikke-fortrolig version). [Idet] Lagardère er ansvarlig for den fuldstændige og korrekte fremlæggelse af alle de dokumenter, der er omfattet af [den anfægtede afgørelses] anvendelsesområde, [skal] selskabet [fremlægge] resten af dokumenterne samt en oversigtstabel, der beskriver arten af de fjernede oplysninger eller de dokumenter, der er fjernet fra bevismaterialet«.

203

I punkt 14 i afgørelsen af 24. januar 2024 gentog Kommissionen de proceduremæssige garantier, som var indeholdt i skrivelsen af 6. december 2023, og præciserede, at denne skrivelse var en integrerende del af denne afgørelse.

204

Det bemærkes, at det, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, fremgår af sagsakterne, at Kommissionen allerede den 6. oktober 2023 foreslog de pågældende proceduremæssige garantier, og at der allerede den 6. december 2023 blev givet sagsøgeren formelle og skriftlige tilsagn. Sagsøgeren har i øvrigt bestridt, at disse garantier er tilstrækkelige inden for rammerne af dette anbringendes andet led.

205

Følgelig og i lyset af, at fristen i afgørelsen af 19. september 2023 først blev forlænget til den 1. december 2023 og derefter til den 7. februar 2024 (jf. præmis 18 og 22 ovenfor), skal sagsøgerens argument, der er gengivet i præmis 199 ovenfor, forkastes.

206

I anden række har sagsøgeren i replikken anført, at de pågældende garantier først blev indarbejdet i den anfægtede afgørelse ved afgørelsen af 24. januar 2024. Sagsøgeren har i retsmødet anført, at Kommissionen ved vedtagelsen af denne afgørelse ikke gyldigt kan ændre den anfægtede afgørelse, og at dens fremgangsmåde ikke var korrekt i denne henseende.

207

I denne forbindelse gælder, at selv om det er korrekt, at lovligheden af en EU-retsakt skal bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (jf. dom af 17.12.2014, Si.mobil mod Kommissionen, T-201/11, EU:T:2014:1096, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis), forholder det sig ikke desto mindre således, at en sagsøgers søgsmålsinteresse skal foreligge på tidspunktet for sagens anlæg og bestå indtil retsafgørelsen (jf. i denne retning dom af 30.4.2020, Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen, C-560/18 P, EU:C:2020:330, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis). Et annullationsanbringende skal afvises med den begrundelse, at der ikke foreligger søgsmålsinteresse, når en annullation af den anfægtede retsakt på grundlag af dette anbringende – selv hvis det antages, at det er begrundet – ikke vil kunne hjælpe sagsøgeren (jf. i denne retning dom af 9.6.2011, Evropaïki Dynamiki mod ECB, C-401/09 P, EU:C:2011:370, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis). Det tilkommer sagsøgeren at føre bevis for sin søgsmålsinteresse (jf. dom af 30.6.2022, Camerin mod Kommissionen, C-63/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:516, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis). Det skal endvidere bemærkes, at da betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling er ufravigelige procesforudsætninger, tilkommer det Retten af egen drift at efterprøve, om sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede afgørelse annulleres (jf. dom af 21.12.2022, E. Breuninger mod Kommissionen, T-525/21, EU:T:2022:835, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

208

I den foreliggende sag har sagsøgeren som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse anført, at selskabet efter vedtagelsen af afgørelsen af 24. januar 2024 fortsat har interesse i at anfægte, at der foreligger formelle proceduremæssige garantier med henblik på at beskytte journalistiske kilders fortrolighed, for så vidt som, på den ene side, Kommissionen ikke med tilbagevirkende kraft kan genoprette lovligheden af den anfægtede afgørelse, og, på den anden side, de fastsatte garantier ikke kunne forhindre enhver krænkelse af beskyttelsen af journalistiske kilder. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremført nye argumenter med henblik på at bestride, at de pågældende garantier er tilstrækkelige. Disse nye argumenter, der blev fremført for første gang på tidspunktet for sagsøgerens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, skal imidlertid afvises i henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 2, for så vidt som de ikke er støttet på nye retlige eller faktiske omstændigheder, således som det fremgår af præmis 204 ovenfor.

209

Desuden gør sådanne argumenter det ikke muligt at godtgøre, at sagsøgeren fortsat har søgsmålsinteresse inden for rammerne af dette klagepunkt. Sagsøgeren har bl.a. ikke forklaret, hvorfor en annullation af den anfægtede afgørelse skulle være til fordel for selskabet, for så vidt som Kommissionen, således som det er anført i præmis 200-203 ovenfor, har indført garantier vedrørende beskyttelsen af journalistiske kilder med henblik på at imødekomme de betænkeligheder, som sagsøgeren gav udtryk for på området. I afgørelsen af 24. januar 2024 gentog Kommissionen navnlig de proceduremæssige garantier, som var indeholdt i skrivelsen af 6. december 2023, og præciserede, at denne skrivelse var en integrerende del af den nævnte afgørelse. Som sagsøgeren har bekræftet i retsmødet, har selskabet imidlertid ikke tilpasset sine påstande med henblik på at anfægte denne afgørelse, selv om Kommissionen ved skrivelse af 25. januar 2024 underrettede Retten om vedtagelsen af afgørelsen af 24. januar 2024 og opfordrede sagsøgeren til at tilpasse stævningen på grundlag af procesreglementets artikel 86.

210

Sagsøgeren har derfor ikke godtgjort, at en annullation af den anfægtede afgørelse på grundlag af de argumenter, der er sammenfattet i præmis 199 ovenfor, vil kunne hjælpe sagsøgeren, således som det kræves i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 207 ovenfor.

211

Det fjerde anbringendes første led skal derfor forkastes.

212

Sagsøgeren har anført, at de proceduremæssige garantier, som Kommissionen uformelt har foreslået, indebærer, at selskabet for hver journalist foretager en individuel gennemgang af de dokumenter, der svarer til søgebegreberne, og opretter et register over alle udelukkede dokumenter. I den foreliggende sag vil de søgebegreber, som Kommissionen har pålagt, frembringe mere end 77000 dokumenter, herunder mange dokumenter, der ikke har nogen forbindelse til undersøgelsens genstand. Kommissionen har derfor pålagt sagsøgeren en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde.

213

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen kunne have vedtaget mindre indgribende foranstaltninger, bl.a. ved at præcisere visse søgebegreber, ved at knytte dem sammen med andre for bedre at indkredse sine anmodninger og ved at individualisere søgebegreberne i forhold til de berørte personer. I mangel af sådanne præciseringer og i betragtning af de korte frister, som Kommissionen har indrømmet, er journalisternes mulighed for at udelukke dokumenter, som de anser for at være omfattet af kildebeskyttelse, kunstig og gør det ikke muligt effektivt at beskytte deres rettigheder.

214

Kommissionen har anfægtet sagsøgerens argumenter.

215

I henhold til chartrets artikel 11, stk. 1, med overskriften »Ytrings- og informationsfrihed« har enhver ret til ytringsfrihed, som omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

216

De rettigheder og friheder, der er sikret ved chartrets artikel 11, er ikke absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl., C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).

217

Som det fremgår af chartrets artikel 52, stk. 1, tillader chartret således begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder og friheder, forudsat at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

218

I denne henseende bemærkes, at chartrets artikel 11 udgør et af de væsentlige grundlag for et demokratisk og pluralistisk samfund, idet den er en del af de værdier, som Unionen i overensstemmelse med artikel 2 TEU er støttet på (jf. i denne retning dom af 21.12.2016, Tele2 Sverige og Watson m.fl., C-203/15 og C-698/15, EU:C:2016:970, præmis 93).

219

Desuden følger det af chartrets artikel 52, stk. 3, at i det omfang, chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er imidlertid ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.

220

Med henblik på fortolkningen af chartrets artikel 11 skal Unionens retsinstanser således tage hensyn til de tilsvarende rettigheder, som er sikret ved EMRK’s artikel 10, således som denne fortolkes i Menneskerettighedsdomstolens praksis, som en tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. dom af 4.10.2024, Real Madrid Club de Fútbol, C-633/22, EU:C:2024:843, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

221

Det skal i denne henseende bemærkes, at Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at et bindende påbud om udlevering af journalistisk materiale, som indeholdt oplysninger, der var egnede til at identificere journalistiske kilder, var tilstrækkeligt til at konkludere, at det omhandlede påbud skulle anses for et indgreb i udøvelsen af friheden til at modtage eller meddele oplysninger som omhandlet i EMRK’s artikel 10, stk. 1 (Menneskerettighedsdomstolens dom af 14.9.2010, Sanoma Uitgevers B.V. mod Nederlandene, CE:ECHR:2010:0914JUD003822403, § 72).

222

Menneskerettighedsdomstolen har imidlertid ligeledes fastslået, at det indgreb i udøvelsen af ytringsfriheden, som strategisk overvågning udgør, ikke kan kvalificeres som særligt alvorligt, når disse overvågningsforanstaltninger ikke har til formål at afsløre journalistiske kilder (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 29.6.2006, Weber og Saravia mod Tyskland, CE:ECHR:2006:0629DEC005493400, § 151).

223

Henset til den retspraksis, der er nævnt i præmis 222 ovenfor, skal det bemærkes, at den anfægtede afgørelse ikke som sådan har til formål at afsløre journalistiske kilder, eftersom formålet med denne afgørelse er at indsamle oplysninger med henblik på at efterprøve, om Vivendi har tilsidesat forpligtelsen til anmeldelse, forpligtelsen til udsættelse eller betingelserne knyttet til en afgørelse, hvorved en fusion erklæres forenelig med det indre marked. Oplysninger om journalistiske kilder ville, hvis de fastsatte proceduremæssige garantier ikke blev iværksat, kun blive afsløret som en tilfældig følge. Det følger heraf, at den begrænsning i udøvelsen af ytringsfriheden, som den anfægtede afgørelse medfører, ikke kan kvalificeres som særlig alvorlig.

224

Sagsøgeren har ikke fremsat klagepunkter vedrørende kravene i chartrets artikel 52, stk. 1, og har ikke bestridt Kommissionens udsagn om, at gennemførelsen af de proceduremæssige garantier, der er fastsat i skrivelsen af 6. december 2023 og gentaget i afgørelsen af 24. januar 2024 (jf. præmis 202 og 203 ovenfor), som helhed beskytter journalistiske kilders fortrolighed, eftersom journalisterne vil kunne gennemgå de dokumenter, der opfylder de kriterier, der er fastsat i den anfægtede afgørelse, identificere de oplysninger, der er omfattet af en sådan beskyttelse, og fremlægge en redigeret version, hvor de journalistiske kilder er fjernet, eller, hvis dette ikke er muligt, trække dokumentet tilbage fra bevismaterialet, hvis det ikke er muligt at fremlægge en ikke-fortrolig version.

225

Sagsøgeren har nemlig alene gjort gældende, at de proceduremæssige garantier, der har til formål at beskytte journalistiske kilders fortrolighed, medfører en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde. Disse proceduremæssige garantier er således angiveligt »kunstige« og gør det ikke muligt effektivt at beskytte de berørte journalisters rettigheder.

226

Det skal i denne henseende bemærkes, at det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at garantierne skal anvendes konkret og effektivt og ikke teoretisk og illusorisk, navnlig med hensyn til det store antal beslaglagte elektroniske dokumenter og meddelelser (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 2.4.2015, Vinci Construction og GTM Gla Civil et Services mod Frankrig, CE:ECHR:2015:0402JUD006362910, § 75 og den deri nævnte retspraksis).

227

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren gjort gældende, at 14 personer skal gennemgå 77000 dokumenter, dvs. i gennemsnit 5500 dokumenter pr. person, og at den arbejdsbyrde, der er forbundet med den opgave, der påhviler hver enkelt journalist, er betydelig. Det skal imidlertid bemærkes, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen angivelse af den arbejdsbyrde, som udarbejdelsen af oversigtstabellen med angivelse af arten af de fjernede oplysninger eller de dokumenter, der er fjernet fra bevismaterialet, indebærer. Under disse omstændigheder gør sagsøgerens argument om den betydelige arbejdsbyrde, der følger af den anfægtede afgørelse, det ikke muligt at godtgøre, at de garantier, der er indført som omhandlet i den retspraksis fra EMRK, der er nævnt i præmis 226 ovenfor, er teoretiske og illusoriske.

228

Det følger heraf, at i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, er de opgaver, der kræves for at gennemføre de proceduremæssige garantier, der har til formål at beskytte journalistiske kilder, ikke af et sådant omfang, at disse garantier er »kunstige«, teoretiske eller illusoriske, idet de ikke gør det muligt effektivt at beskytte journalisters ret til at beskytte deres kilder.

229

Det fremgår i øvrigt af sagsakterne, at sagsøgeren på eget initiativ har foreslået at udelukke dokumenter, der kan afsløre en journalistisk kilde, fra den anfægtede afgørelses anvendelsesområde i deres helhed i de tilfælde, hvor selskabet ikke var i stand til at indhente de berørte journalisters samtykke (jf. præmis 200 ovenfor).

230

Endelig vil argumentet om, at Kommissionen burde have præciseret visse søgebegreber ved at knytte dem sammen med andre for bedre at kunne indkredse sine anmodninger og individualisere søgebegreberne i forhold til de berørte personer, blive analyseret i forbindelse med det sjette anbringendes andet led.

231

Følgelig skal det fjerde anbringendes andet led og dermed det fjerde anbringende i sin helhed forkastes.

232

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, for så vidt som sagsøgeren hverken er i stand til at forstå omfanget af de forpligtelser, der følger af denne afgørelse, eller til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme den.

233

I første række tilsidesætter indsamlingen af personoplysninger om de ansatte i Lagardère-koncernen retten til respekt for deres privatliv, hvilket udsætter sagsøgeren for en strafferetlig sanktion. For så vidt som den anfægtede afgørelse tvinger sagsøgeren til at træffe ulovlige foranstaltninger, tilsidesætter den retssikkerhedsprincippet.

234

I anden række har Kommissionen ikke givet en sammenhængende definition af begrebet »dokumenter«, som er det centrale begreb i den anfægtede afgørelse. »Dokumenter« er »alle computerfiler, som Lagardère er i besiddelse af, ejer eller har kontrol over«, men dette begreb omfatter dokumenter i de berørte personers »private og/eller personlige e-mailkonti« og på deres »private og/eller personlige mobiltelefoner eller tablets«, som ifølge sagsøgeren hverken er i Lagardère-koncernens besiddelse, ejes af denne eller er under dens kontrol.

235

Desuden pålægger den anfægtede afgørelse sagsøgeren at bekræfte, at svaret på anmodningen om oplysninger »omfatter alle dokumenter, der svarer til denne anmodning«, og at de fremlagte dokumenter er »sandfærdige, korrekte og fuldstændige«. I svarskriftet har Kommissionen imidlertid støttet sig til en lempelig standard, hvorefter sagsøgeren kun er forpligtet til at gøre en »rimelig indsats« for at efterkomme den anfægtede afgørelse.

236

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

237

Retssikkerhedsprincippet udgør et generelt EU-retligt princip, der skal sikre forudsigelighed i forbindelse med de situationer og retsforhold, der henhører under EU-retten (jf. i denne retning dom af 15.2.1996, Duff m.fl. mod Kommissionen, C-63/93, EU:C:1996:51, præmis 20). Dette princip kræver, at enhver administrativ retsakt, der skaber retsvirkninger, er klar og utvetydig, for at adressaten ikke skal være i tvivl om sine rettigheder og pligter, således at han kan handle derefter (jf. dom af 1.10.1998, Langnese-Iglo mod Kommissionen, C-279/95 P, EU:C:1998:447, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.3.2014, Cemex m.fl. mod Kommissionen, T-292/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:125, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

238

Det skal indledningsvis fastslås, at for så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at de dokumenter, der er lagret på personlige kommunikationsværktøjer og ‑applikationer, hverken er i sagsøgerens besiddelse, ejes af sagsøgeren eller under dennes kontrol, svarer dette argument i det væsentlige til det argument, der er blevet forkastet i forbindelse med det første og det tredje anbringende, hvorefter sagsøgeren ikke er i stand til at tilgå visse oplysninger, som Kommissionen har anmodet om at få udleveret.

239

Det skal endvidere bemærkes, at den omstændighed, at visse aspekter af den anfægtede afgørelse kan give anledning til fortolkningsspørgsmål, ikke kan anses for at være kilden til en sådan tvetydighed, at Retten skal konkludere, at der foreligger en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, som kan berøre denne afgørelses lovlighed (jf. analogt dom af 14.3.2014, Holcim (Deutschland) og Holcim mod Kommissionen, T-293/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:127, præmis 93).

240

Dette er tilfældet for så vidt angår fortolkningen af udtrykket »dokumenter«. Hvis det antages, at den anfægtede afgørelse faktisk er tvetydig i denne henseende, kan Kommissionen ikke med føje foreholde sagsøgeren, at dennes svar er utilstrækkelige, hvilket kan skyldes, at dens egne spørgsmål er upræcise. Kommissionen har endvidere i svarskriftet bekræftet, at den anfægtede afgørelse kræver, at de oplysninger, som sagsøgeren fremlægger, efter dennes bedste overbevisning skal være sandfærdige, korrekte og fuldstændige. Der er her tale om forhold, der skal tages i betragtning i forbindelse med et eventuelt søgsmål til prøvelse af en afgørelse om pålæggelse af en bøde eller tvangsbøde i henhold til henholdsvis artikel 14, stk. 1, litra c), og artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning nr. 139/2004 (jf. analogt dom af 14.3.2014, Holcim (Deutschland) og Holcim mod Kommissionen, T-293/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:127, præmis 94).

241

Hvad angår sagsøgerens udsagn om, at den anfægtede afgørelse tvinger selskabet til at træffe ulovlige foranstaltninger eller ikke i tilstrækkelig grad beskytter de dokumenter, der henhører under journalistiske kilders fortrolighed, skal det bemærkes, at disse omstændigheder ikke skyldes, at den anfægtede afgørelse er upræcis eller uklar. Det følger heraf, at disse udsagn er irrelevante i forbindelse med et anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet.

242

Det samme gælder sagsøgerens udsagn om, at Kommissionen i svarskriftet har støttet sig til en lempelig standard.

243

Det femte anbringende skal derfor forkastes.

244

Med dette anbringende, der består af to led, har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse mod offentlige myndigheders vilkårlige indgreb i forhold af privat karakter, for så vidt som denne afgørelse går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det formål, der forfølges med Kommissionens undersøgelse, for det første hvad angår det valgte retlige instrument, for det andet mængden af ønskede oplysninger og for det tredje den fastsatte svarfrist. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på noget tilstrækkeligt tungtvejende indicium til at danne grundlag for Kommissionens mistanke om overtrædelser.

245

Kommissionen har gjort gældende, at dette for første gang i replikken fremførte klagepunkt, hvorefter den anfægtede afgørelse ikke er støttet på tilstrækkeligt tungtvejende indicier til at begrunde mistanke om en overtrædelse af reglerne i forordning nr. 139/2004, bør afvises.

246

Sagsøgeren har gjort gældende, at den nærmere angivelse af de indicier, der foranledigede Kommissionen til at nære mistanke om en overtrædelse, og som er påberåbt i den del af svarskriftet, der har overskriften »Kronologisk oversigt over de relevante forhold«, begrunder sagsøgerens fremførelse heraf i replikken.

247

I henhold til procesreglementets artikel 84, stk. 1, må nye anbringender ikke fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, eller de udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har en nær sammenhæng med dette (jf. i denne retning dom af 5.10.2020, HeidelbergCement og Schwenk Zement mod Kommissionen, T-380/17, EU:T:2020:471, præmis 87 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

248

Begrebet »anbringende« som omhandlet i procesreglementets artikel 84, stk. 1, er blevet fortolket udvidende, således at det ligeledes omfatter klagepunkter (dom af 29.11.2018, Spanien mod Kommissionen, T-459/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:857, præmis 25) og argumenter (jf. i denne retning dom af 11.7.2019, Silver Plastics og Johannes Reifenhäuser mod Kommissionen, T-582/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:497, præmis 198).

249

Det skal fastslås, at den omstændighed, at Kommissionen i svarskriftet mere detaljeret i forhold til den anfægtede afgørelse præciserede grundene til, at den besluttede at undersøge de formodede overtrædelser, ikke kan udgøre et forhold, der begrunder fremsættelsen af dette nye klagepunkt. Der var nemlig intet til hinder for, at sagsøgeren fremførte dette klagepunkt i stævningen, hvilket selskabet ikke gjorde. Sagsøgeren har i øvrigt ikke hævdet, at dette klagepunkt udgør en uddybning af et tidligere fremsat anbringende.

250

Det følger heraf, at klagepunktet om, at den anfægtede afgørelse ikke er støttet på tilstrækkeligt tungtvejende indicier, ikke hviler på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under sagsbehandlingen. Klagepunktet må derfor afvises.

251

Under disse omstændigheder er den anmodning, som sagsøgeren har fremsat i forbindelse med dette nye klagepunkt om vedtagelse af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse med henblik på at gøre det muligt for Retten at efterprøve, om Kommissionen var i besiddelse af tilstrækkeligt tungtvejende indicier til at begrunde den anfægtede afgørelse, uden genstand.

252

Sagsøgeren har gjort gældende, at den øjeblikkelige anvendelse af en afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 i stedet for en simpel anmodning i henhold til samme forordnings artikel 11, stk. 2, er uforholdsmæssig. I den foreliggende sag ville anvendelsen af en simpel anmodning om oplysninger have været tilstrækkelig.

253

Sagsøgeren har gentaget de argumenter, der er sammenfattet i præmis 57 og 58 ovenfor, idet selskabet har påpeget, at tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet er så meget desto mere alvorlig, som Kommissionen den 20. september 2023 tilsendte selskabet en anmodning om oplysninger vedrørende emner, der er næsten identiske med dem, der er identificeret i den anfægtede afgørelse.

254

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

255

Hvad indledningsvis angår anvendelsen af en anmodning om oplysninger ved afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 i stedet for en simpel anmodning om oplysninger på grundlag af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 fremgår det af artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, at Kommissionen har ret til at anmode om oplysninger »i form af en anmodning eller [afgørelse]«, uden at denne bestemmelse gør vedtagelsen af en afgørelse betinget af en forudgående simpel anmodning.

256

Kommissionen har nemlig over en vid skønsbeføjelse ved anvendelsen af artikel 11, 14 og 15 i forordning nr. 139/2004 (dom af 4.10.2024, thyssenkrupp mod Kommissionen, C-581/22 P, EU:C:2024:821, præmis 380).

257

Det fremgår af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre, end det er nødvendigt og passende for gennemførelsen af de med den pågældende ordning lovligt tilsigtede formål, hvorved gælder, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom af 12.7.2001, Jippes m.fl., C-189/01, EU:C:2001:420, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

258

Valget mellem en simpel anmodning om oplysninger og en afgørelse skal afhænge af behovet for at indhente de oplysninger, der er nødvendige i forhold til den konkrete sags nærmere omstændigheder (jf. analogt dom af 14.3.2014, Holcim (Deutschland) og Holcim mod Kommissionen, T-293/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:127, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

259

I den foreliggende sag forekommer det, henset til den mængde oplysninger, der skal indsamles og sammenholdes, samt nødvendigheden af en passende undersøgelse og omfanget af de formodede overtrædelser, hverken uberettiget eller uforholdsmæssigt, i forhold til hvad der er nødvendigt for undersøgelsen, at Kommissionen besluttede at anvende en anmodning om oplysninger ved afgørelse, idet en sådan afgørelse, som fremhævet i præmis 61 ovenfor, gør det muligt for den at pålægge sagsøgeren sanktioner, i tilfælde af at oplysningerne er ufuldstændige eller fremsendes for sent.

260

Endvidere krævede anmodningen om oplysninger af 20. september 2023 udelukkende, at sagsøgeren fremlagde forklaringer vedrørende et afgrænset antal bestemte begivenheder og omstændigheder. Den blotte omstændighed, at anmodningen om oplysninger af 20. september 2023 vedrørte emner svarende til dem, der er identificeret i den anfægtede afgørelse, indebærer ikke, at sagsøgeren fremsender oplysninger, som Kommissionen allerede er i besiddelse af, for så vidt som den nævnte afgørelse er baseret på præcise kriterier, som ikke fremgik af denne tidligere anmodning.

261

Endelig skal sagsøgerens argument om, at anvendelsen af en afgørelse i stedet for en simpel anmodning om oplysninger er uforholdsmæssig, for så vidt som sagsøgeren samarbejdede med Kommissionen inden for rammerne af den procedure, der var indledt i forbindelse med fusionskontrollen, forkastes. Det er nemlig tilstrækkeligt at bemærke, at proceduren for undersøgelse af en fusions forenelighed med det indre marked adskiller sig fra undersøgelsesproceduren med henblik på at fastslå en overtrædelse af reglerne i forordning nr. 139/2004.

262

Det følger af det ovenstående, at Kommissionen ikke har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at vedtage en afgørelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 i stedet for en simpel anmodning i henhold til samme forordnings artikel 11, stk. 2.

263

Det sjette anbringendes første led må derfor forkastes.

264

Med det sjette anbringendes andet led, der indeholder seks klagepunkter, tilsigter sagsøgeren i det væsentlige at godtgøre, at forskellige aspekter af den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet ved at pålægge sagsøgeren en uforholdsmæssig arbejdsbyrde, i forhold til hvad der er nødvendigt for Kommissionens undersøgelse.

265

Det bemærkes, at proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens almindelige grundsætninger, indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre, end det er nødvendigt og passende for gennemførelsen af de med den pågældende ordning lovligt tilsigtede formål, hvorved gælder, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og at byrderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom af 12.12.2012, Electrabel mod Kommissionen, T-332/09, EU:T:2012:672, præmis 279 og den deri nævnte retspraksis).

266

Ifølge fast retspraksis har den virksomhed, over for hvilken Kommissionen har indledt en undersøgelse, pligt til at medvirke aktivt, hvilket indebærer, at den skal forsyne Kommissionen med alt det materiale vedrørende undersøgelsens genstand, som den måtte råde over (jf. dom af 9.4.2019, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, T-371/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:232, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

267

Det skal imidlertid fremhæves, at Kommissionens udøvelse af denne beføjelse er underlagt overholdelsen af bl.a. proportionalitetsprincippet. Den forpligtelse til at fremkomme med oplysninger, som pålægges en virksomhed, må ikke udgøre en uforholdsmæssig byrde for virksomheden i forhold, hvad der er nødvendigt for undersøgelsen (jf. dom af 9.4.2019, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, T-371/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:232, præmis 120 og den deri nævnte retspraksis).

268

Den omstændighed alene, at en anmodning om oplysninger pålægger virksomheden en betydelig arbejdsbyrde, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkelig til at godtgøre, at den er uforholdsmæssig, i betragtning af hvad der er nødvendigt for undersøgelsen hvad angår navnlig de formodede overtrædelser, som Kommissionen vil efterprøve, og omstændighederne i forbindelse med den pågældende procedure (jf. analogt dom af 9.4.2019, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, T-371/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:232, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

269

Det følger ligeledes af retspraksis, at henset til det vide skøn, som Kommissionen er tillagt ved forordning nr. 139/2004, tilkommer det den at vurdere, om en oplysning er nødvendig med henblik på at afsløre en overtrædelse af konkurrencereglerne (jf. analogt dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis). Det kan imidlertid ikke kræves, at Kommissionen før enhver anmodning om oplysninger kender de ønskede dokumenters indhold samt deres relative betydning for undersøgelsen (jf. i denne retning og analogt dom af 22.3.2012, Slovak Telekom mod Kommissionen, T-458/09 og T-171/10, EU:T:2012:145, præmis 55).

270

Selv om Kommissionen i forvejen er i besiddelse af visse indicier eller endog beviser for, at der foreligger en overtrædelse, kan den med fuld ret skønne, at det er nødvendigt at anmode om supplerende oplysninger for bedre at kunne afgrænse overtrædelsen og fastslå dens varighed eller kredsen af implicerede virksomheder (jf. i denne retning og analogt dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

271

Hvad angår Unionens retsinstansers prøvelse af Kommissionens vurdering af, om en oplysning er nødvendig, har Domstolen fastslået, at denne nødvendighed må bedømmes i relation til det formål, der anføres i anmodningen om oplysninger, dvs. den mistanke om overtrædelse, som Kommissionen påtænker at undersøge. Kravet om en forbindelse mellem anmodningen om oplysninger og den formodede overtrædelse er opfyldt, hvis Kommissionen på tidspunktet for anmodningen med rimelighed kan antage, at denne oplysning kan bidrage til at fastslå, at denne overtrædelse foreligger (jf. analogt dom af 28.1.2021, Qualcomm og Qualcomm Europe mod Kommissionen, C-466/19 P, EU:C:2021:76, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

272

Idet vurderingen af, om oplysningerne er nødvendige, skal foretages i forhold til det formål, der anføres i anmodningen om oplysninger, skal formålet angives med rimelig præcision, ellers vil det være umuligt at afgøre, om oplysningerne er nødvendige, og Unionens retsinstanser vil blive forhindret i at udøve deres prøvelse (jf. analogt dom af 10.3.2016, Schwenk Zement mod Kommissionen, C-248/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:150, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

273

Sagsøgerens argumenter skal analyseres i lyset af den retspraksis, der er nævnt i præmis 265-272 ovenfor. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt, at det formål, der er anført i anmodningen om oplysninger, er angivet med rimelig præcision i den anfægtede afgørelse.

274

Med det første klagepunkt har sagsøgeren anført, at anmodningen om fremlæggelse af alle de dokumenter, der er »forberedt og/eller modtaget og/eller sendt af de berørte personer og/eller i disses besiddelse« i forbindelse med vedtagelsen af afgørelser vedrørende visse emner, er uforholdsmæssig, i forhold til hvad der er nødvendigt for undersøgelsen, og medfører en uforholdsmæssig stor arbejdsbyrde for sagsøgeren, som er forpligtet til at mødes individuelt med de berørte personer for at drøfte emnerne og fastlægge søgebegreber ud over dem, der allerede er angivet i den anfægtede afgørelse. Kommissionen har i øvrigt ikke fulgt op på de betænkeligheder, som sagsøgeren gav udtryk for i denne henseende.

275

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

276

Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt Kommissionens udsagn om, at emnerne tjener til at sikre, at den søgning, der foretages med nøgleord, er fuldstændig. Sagsøgeren kan derfor ikke med føje hævde, at Kommissionen selv kunne have defineret en mindre indgribende metode ved at identificere andre søgebegreber, eftersom identificeringen af yderligere søgebegreber afhænger af den merværdi, som er forbundet med de berørte personer. Sagsøgeren har derfor ikke godtgjort, at der findes en mindre indgribende metode til at identificere de dokumenter, der er nødvendige for undersøgelsen.

277

Sagsøgeren har endvidere på ingen måde underbygget udsagnet om, at kravet om at høre de berørte personer, hvad enten det er for at identificere yderligere søgebegreber eller for at efterkomme dette aspekt af den anfægtede afgørelse på en alternativ måde, pålægger sagsøgeren en uforholdsmæssig eller urimelig arbejdsbyrde.

278

Det første klagepunkt skal følgelig forkastes.

279

Med det andet klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionens anmodning om, at selskabet skal fremlægge dokumenter fra alle forgængerne og efterfølgerne til personer, der er identificeret ved navns nævnelse, om alle de funktioner, som de har varetaget i den relevante periode, fører til, at yderligere 20 personer er berørt af den anfægtede afgørelse, selv om 4 af disse personer ikke har nogen forbindelse med undersøgelsens genstand.

280

Den anfægtede afgørelse er derfor uforholdsmæssig, så meget desto mere som Kommissionen rådede over oplysninger, der gjorde det muligt for den at fremsætte en mere begrænset anmodning ved at anmode sagsøgeren om kun at fremsende dokumenter vedrørende de forgængere og efterfølgere til personer, der er identificeret ved navns nævnelse i den nævnte afgørelse, og som kunne have deltaget i vedtagelsen af afgørelser, der var af interesse for den.

281

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

282

I det foreliggende tilfælde fremgår det af sjette betragtning til den anfægtede afgørelse, at dens formål er at indhente oplysninger med henblik på at gøre det muligt for Kommissionen at vurdere, om Vivendi udøvede en afgørende indflydelse over Lagardère, der kan udgøre tilsidesættelser af forpligtelsen til anmeldelse og forpligtelsen til udsættelse samt manglende overholdelse af tilsagn i strid med bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004.

283

Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren inden for rammerne af dette klagepunkt ikke har rejst tvivl om relevansen af de dokumenter, som de 15 personer, der er identificeret ved navns nævnelse i den anfægtede afgørelse, har fremsendt eller modtaget. Sagsøgeren har heller ikke bestridt, at de 4 personer, som ifølge sagsøgeren ikke havde nogen forbindelse til de enheder, der var genstand for undersøgelsen, udøvede strategiske funktioner inden for Lagardère-koncernen, navnlig inden for datterselskaber, der var omfattet af Vivendis erhvervelse.

284

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at Kommissionen ikke med rimelighed kunne antage, at disse personers dokumenter kunne hjælpe den med at fastslå, hvorvidt de formodede overtrædelser af forordning nr. 139/2004 forelå. Sagsøgeren har desuden ikke godtgjort, at der findes en mindre indgribende metode til at identificere de dokumenter, der er nødvendige for undersøgelsen, eller hvilken arbejdsbyrde der er forbundet med at søge efter dokumenter fra de fire personer, som ifølge sagsøgeren ikke har nogen forbindelse med undersøgelsens genstand.

285

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig, for så vidt som den pålægger sagsøgeren at fremlægge dokumenter fra forgængere og efterfølgere til personer, der er identificeret ved navns nævnelse.

286

Det andet klagepunkt skal derfor forkastes.

287

Med det tredje klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at unøjagtigheden af visse søgebegreber og måden, hvorpå de anvendes, fører til indsamling af et urimeligt stort antal dokumenter, som ikke har nogen forbindelse med genstanden for Kommissionens undersøgelse.

288

Disse søgebegrebers uforholdsmæssige karakter illustreres af mængden af dokumenter, der frembringes ved anvendelsen af hver kombination af søgebegreber. Den pålagte arbejdsbyrde er urimeligt stor, for så vidt som den sortering, der kræves for at identificere kommunikationen mellem advokater og klienter, følsomme personoplysninger og i givet fald dokumenter, der kan afsløre journalistiske kilder, er så meget mere tidskrævende, jo større antallet af dokumenter er. Kommissionen kunne have valgt en mindre omfattende foranstaltning, uden at det ville have skadet formålet med dens undersøgelse, f.eks. ved at præcisere yderligere søgebegreber eller ved at fastsætte en kortere periode end den relevante periode, navnlig for så vidt angik de beslutninger om fratrædelse eller tiltrædelse af personer, om valg af magasinforsider eller om specifikke projekter eller begivenheder, der var genstand for undersøgelsen.

289

Det ville desuden være uforholdsmæssigt at anmode sagsøgeren om at fremlægge samtlige udvekslinger i en e-mailkorrespondance, SMS-udveksling eller chat-samtale i hele den relevante periode, så snart en enkelt meddelelse i denne samtale vedrører den anfægtede afgørelse, eller når søgebegreberne forekommer forskellige steder i samtalen.

290

Kommissionen har anfægtet disse argumenter.

291

Sagsøgeren har kun fremlagt et konkret eksempel til støtte for argumentet om, at anvendelsen af søgebegreberne på alle de berørte personers data hverken er nødvendig eller den mindst indgribende foranstaltning, som Kommissionen kunne have vedtaget. Sagsøgeren har gjort gældende, at eftersom der ikke er noget søgebegreb, der har forbindelse med forgængeren til den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra b), i bilaget til den anfægtede afgørelse, eller dennes funktioner hos Lagardère, skaber anvendelsen heraf på vedkommendes data nødvendigvis dokumenter, der ikke har nogen forbindelse med undersøgelsen.

292

Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt den omstændighed, at søgebegreberne har forbindelse til den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra b), i bilaget til den anfægtede afgørelse.

293

Selv om sagsøgeren har bestridt, at visse søgebegreber er nødvendige i den forstand, at der skal være en sammenhæng mellem anmodningen om oplysninger og den formodede overtrædelse, har selskabet desuden begrænset sig til i stævningen at hævde, at anvendelsen af de pågældende søgebegreber frembringer mange dokumenter, der ikke har nogen forbindelse til undersøgelsen. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der findes mere hensigtsmæssige søgebegreber med henblik på at nå de legitime mål, der forfølges med den anfægtede afgørelse. Under disse omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at disse søgebegreber ikke er nødvendige.

294

Hvad angår argumentet om, at Kommissionen ikke har fremført noget forhold, der giver anledning til mistanke om, at Vivendi var involveret i ansættelsen i april 2020 af den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra n), i bilaget til den anfægtede afgørelse, hos Lagardère, da Vivendi blot ejede 1% af sagsøgerens kapital, skal det bemærkes, at det fremgår af svarskriftet, at Kommissionen er i besiddelse af indicier, der tyder på, at denne persons overgang til Lagardère var forbundet med et planlagt fusionstiltag. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at disse søgebegreber ikke var nødvendige.

295

Sagsøgerens argumenter om, at der findes lige så egnede, men mindre indgribende foranstaltninger, for at nå undersøgelsens legitime mål, er ikke præcise nok og ikke tilstrækkeligt underbyggede.

296

I første række bemærkes, at selv om sagsøgeren har anført, at Kommissionen kunne have valgt en mindre indgribende foranstaltning, uden at dette ville have skadet formålet med dens undersøgelse, har sagsøgeren kun identificeret en kombination af søgebegreber, som ifølge selskabet kunne have erstattet de søgebegreber, der blev pålagt i den anfægtede afgørelse. Det drejer sig om tilføjelsen af »CNews«, navnet på en nyhedskanal i Frankrig, til søgebegreberne »[del af et efternavn] OR [del af et efternavn] * OR NS«. Sagsøgeren har imidlertid ikke redegjort for grundene til, at tilføjelsen af ordet »CNews« udgør en foranstaltning, der er lige så egnet, men mindre indgribende, til at opfylde formålet med Kommissionens undersøgelse.

297

Hvad i anden række angår udsagnet om, at Kommissionen kunne have individualiseret listen over søgebegreber, således som den havde gjort det i anmodningen om oplysninger af 5. december 2022, bemærkes dels, at den nævnte anmodning – til forskel fra den anfægtede afgørelse – lå inden for rammerne af godkendelsen af den påtænkte fusion. Dels har sagsøgeren heller ikke givet nogen forklaring på, hvilke søgebegreber der er hensigtsmæssige.

298

Hvad i tredje række angår anvendelsen af søgebegreberne »[fornavn]« og »[efternavn]«, sammenholdt med ordet »Vivendi«, kan den omstændighed, at den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra b), i bilaget til den anfægtede afgørelse, sidder i bestyrelsen sammen med en repræsentant for Vivendi, ikke godtgøre, at der findes en anden foranstaltning, der er lige så egnet til at nå undersøgelsens mål. Det samme gør sig gældende for så vidt angår udsagnet om, at anvendelsen af kombinationen af søgebegreber vedrørende tiltrædelse, ansættelse eller udnævnelse af visse berørte personer i deres egne dokumenter fører til en identifikation af alle disse personers dokumenter, hvori tiltrædelsen, ansættelsen eller udnævnelsen af en hvilken som helst person til en hvilken som helst stilling vil blive undersøgt.

299

I fjerde række skal det hævdede om, at det ville være uforholdsmæssigt at kræve, at sagsøgeren fremlægger samtlige udvekslinger i en korrespondance, så snart en enkelt meddelelse i denne samtale svarer til søgebegreberne, forkastes, eftersom konteksten for en oplysning kan gøre det lettere for Kommissionen at forstå den og afklare dens relevans for undersøgelsen.

300

I femte række har sagsøgeren gjort gældende, at anvendelsen af visse søgebegreber på hele den relevante periode er uforholdsmæssig. Dette udsagn skal forkastes, for så vidt som det bl.a. fremgår af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen undersøger udvælgelsen af alle forsider af Paris Match og JDD-Magazine og ikke kun dem, der vedrører bestemte datoer.

301

Med hensyn til tiltræden og fratræden hvad angår de personer, der er identificeret i punkt III, stk. 6, litra d), i bilaget til den anfægtede afgørelse, og præcise begivenheder, såsom projektet vedrørende et tilbud om overtagelse af det amerikanske forlag, Simon & Schuster, samt Margot-sagen, har sagsøgeren, selv om det ikke kan udelukkes, at anvendelsen af søgebegreber kunne have været begrænset til en specifik periode, der er kortere end den relevante periode, undladt at præcisere for Retten, hvor lang denne alternative periode ville være, og betydningen af den anbefalede fremgangsmåde for mængden af de anmodede dokumenter og dermed for sagsøgerens arbejdsbyrde.

302

Det tredje klagepunkt skal derfor forkastes.

303

Med det fjerde klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at anmodningen om at fremlægge samtlige udvekslinger, der fandt sted i den relevante periode mellem de personer, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra a) og c), i bilaget til den anfægtede afgørelse, er uforholdsmæssig, for så vidt som langt størstedelen af deres udvekslinger er uden forbindelse med undersøgelsens genstand.

304

Ifølge sagsøgeren kunne Kommissionen have valgt en mindre indgribende foranstaltning ved at afgrænse denne anmodning ved hjælp af søgebegreber, hvilket ville have ført til identifikation af 765 dokumenter i stedet for 4939.

305

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

306

Det fremgår af sagsakterne, at den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra a), i bilaget til den anfægtede afgørelse, er direktør for et datterselskab til Lagardère, som er et selskab, der er en del af Lagardère-koncernens nyhedsdel, og at den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra c), i bilaget til denne beslutning, er generaldirektøren for et andet Lagardère-datterselskab, der indgår i radiodelen. Endvidere fremgår det af syvende betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 9 ovenfor), at Kommissionens undersøgelse navnlig vedrører de audiovisuelle enheders programmer, radioprogramoversigten, udnævnelser og fratrædelser af journalister hos publikationer samt magasiners redaktionelle valg. De to berørte personer er medlemmer af Lagardère-koncernens forretningsudvalg.

307

Det skal i lighed med det af Kommissionen anførte fastslås, at de personer, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra a) og c), i bilaget til den anfægtede afgørelse, beklæder højtstående stillinger inden for en nøgleaktivitet for Kommissionens undersøgelse, således at de anmodede dokumenter er nødvendige og passende som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 271 ovenfor.

308

Denne konstatering drages ikke i tvivl af sagsøgerens udsagn om, at selskabet vil være forpligtet til blandt 4939 dokumenter at identificere kommunikationen mellem advokater og klienter og følsomme personoplysninger. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den omstændighed, at sagsøgeren er forpligtet til at fremlægge et stort antal dokumenter, ikke gør det muligt at rejse tvivl om, hvorvidt disse dokumenter er nødvendige for Kommissionens undersøgelse. Selv hvis det antages, at den arbejdsbyrde, der er forbundet med dette aspekt af den anfægtede afgørelse, er betydelig, har sagsøgeren ikke godtgjort, at den er uforholdsmæssig, i forhold til hvad der er nødvendigt for undersøgelsen, eller at der findes en mindre indgribende metode til at nå dens mål. I øvrigt fastsætter den anfægtede afgørelse proceduremæssige garantier med henblik på at beskytte kommunikationen mellem advokater og klienter og følsomme personoplysninger.

309

Det følger heraf, at det fjerde klagepunkt skal forkastes.

310

Med det femte klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at den relevante periode er uforholdsmæssig, for så vidt som den begynder den 1. januar 2020 i stedet for den 30. juni 2021. For det første blev fusionsprojektet først bekendtgjort i september 2021, dvs. et år og ni måneder efter begyndelsen af den periode, som Kommissionen lagde til grund, nemlig den 1. januar 2020. For det andet vedrører de emner, der er af interesse for Kommissionen, begivenheder, der tidligst fandt sted i sommeren 2021.

311

Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

312

Det bemærkes, at forordning nr. 139/2004 pålægger Kommissionen at påse, at ingen fusion med fællesskabsdimension i strid med artikel 7 i forordning nr. 139/2004, gennemføres, før den er blevet anmeldt og godkendt.

313

Det fremgår af præmis 84 ovenfor, at formålet med Kommissionens undersøgelse er at indsamle oplysninger med henblik på bl.a. at vurdere, om Vivendi udøvede en afgørende indflydelse over Lagardère, der kan udgøre en tilsidesættelse af forpligtelsen til anmeldelse og/eller forpligtelsen til udsættelse.

314

Henset til den omstændighed, at Vivendis første erhvervelse af kapitalandele i Lagardère fandt sted i marts 2020, kunne Kommissionen på tidspunktet for den anfægtede afgørelse med rimelighed antage, at oplysninger vedrørende perioden fra den 1. januar 2020 kunne hjælpe Kommissionen med at fastslå, hvorvidt denne overtrædelse forelå, navnlig for så vidt som disse oplysninger ville gøre det lettere at forstå samtlige begivenheder og den sammenhæng, hvori de var indtrådt. Det fremgår endvidere af sagsakterne, at Kommissionen i marts 2020 undersøgte udnævnelsen til Lagardères ledelsesorganer af nære slægtninge til den person, der er nævnt i punkt III, stk. 7, litra b), i bilaget til den anfægtede afgørelse, og overgangen af den person, der er nævnt i punkt II, stk. 4, litra n), i bilaget til den anfægtede afgørelse, fra en virksomhed i Vivendi-koncernen til Lagardère-koncernen i april 2020.

315

Det følger heraf, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at den anfægtede afgørelse er uforholdsmæssig, for så vidt som den relevante periode begynder den 1. januar 2020.

316

Det femte klagepunkt skal derfor forkastes.

317

Sagsøgeren har gjort gældende, at svarfristen, der oprindeligt var fastsat til den 27. oktober 2023 og derefter forlænget til den 1. december 2023, er uforholdsmæssig, for så vidt som den er for kort til, at sagsøgeren kan behandle alle Kommissionens anmodninger, og er ikke begrundet i, hvad der er nødvendigt for undersøgelsen.

318

Det skal i lighed med det af Kommissionen anførte fastslås, at sagsøgeren den 20. oktober 2023 anmodede om en forlængelse af fristen på ti uger, hvorved den samlede frist blev forlænget til mere end tre måneder. Desuden blev den frist, der oprindeligt var fastsat til den 27. oktober 2023, forlænget til først den 1. december 2023 og derefter til den 7. februar 2024. Sagsøgeren fik således en længere frist, end den, selskabet anså for nødvendig for fuldt ud at efterkomme den anfægtede afgørelse, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har bestridt.

319

Det sjette klagepunkt skal derfor forkastes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til Kommissionens formalitetsindsigelse i denne henseende.

320

Hvad i øvrigt angår den angivelige tilsidesættelse af det almindelige EU-retlige princip om beskyttelse mod offentlige myndigheders indgreb i en fysisk eller juridisk persons forhold af privat karakter, der er fremsat inden for rammerne af dette anbringende, må det konstateres, at sagsøgeren ikke har fremført noget selvstændigt argument til støtte for dette anbringende, som adskiller sig fra dem, der er fremført til støtte for tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet. Dette klagepunkt skal således forkastes.

321

Det sjette anbringendes andet led og dermed det sjette anbringende i sin helhed skal derfor forkastes.

322

Eftersom alle sagsøgerens anbringender skal forkastes, skal Kommissionen frifindes i det hele.

323

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør denne pålægges at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionen omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom, herunder omkostningerne i forbindelse med de sager om foreløbige forholdsregler, der er registreret under sagsnumrene T-1119/23 R, C-89/24 P (R)-R, C-89/24 P(R), T-1119/23 R-RENV og T-1119/23 RIII.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling, sat med fem dommere):