Sag T-350/23

(offentliggørelse i uddrag)

Rems Kargins

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Anden Afdeling) af 19. marts 2025

»Ansvar uden for kontraktforhold – statsstøtte – Kommissionens intervention som amicus curiae ved en national domstol – retsstridigheden af den adfærd, der lægges EU-institutionen til last – ulovlighedsindsigelse – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – artikel 29, stk. 2, i forordning (EU) nr. 2015/1589 – princippet om magtens tredeling, princippet om de nationale domstoles uafhængighed og princippet om retten til effektive retsmidler, princippet om upartiskhed og princippet om neutralitet«

Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – ulovlighed – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af EU-retten – Kommissionens intervention som amicus curiae ved en national domstol, der er ansvarlig for anvendelsen af statsstøttereglerne – tilsidesættelse af princippet om magtens tredeling, princippet om de nationale domstoles uafhængighed og princippet om retten til effektive retsmidler, princippet om upartiskhed og princippet om neutralitet – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse foreligger ikke – ulovlig adfærd foreligger ikke – Unionen ikke ansvarlig

(Art. 107 TEUF – 109 TEUF, 267 TEUF, 268 TEUF og 340, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41 og 47; Rådets forordning 2015/1589, 37. og 38. betragtning og art. 29, stk. 2)

(jf. præmis 21, 22, 29-39, 41, 42, 44-46, 48-51, 53-55, 58-61, 63-66, 68-72, 74-78, 80, 81 og 83-91)

Resumé

Ved sin dom frifandt Retten Kommissionen i et søgsmål om Unionens ansvar uden for kontraktforhold ( 1 ) med påstand om erstatning for det tab, som sagsøgeren angiveligt havde lidt som følge af Europa-Kommissionens angiveligt ulovlige intervention som amicus curia i forbindelse med en national tvist, der verserede for Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland). Herved tog Retten stilling til lovligheden af den samarbejdsmekanisme mellem Europa-Kommissionen og de nationale domstole, der er fastsat i artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589 ( 2 ), i forbindelse med anvendelsen af statsstøttereglerne.

I det foreliggende tilfælde havde en tidligere aktionær i AS Parex banka foretaget et indskud i denne bank, som var blevet overført til sagsøgeren, Rems Kargins. I forbindelse med bankkrisen i 2008 modtog Parex banka støtteforanstaltninger, som var genstand for to afgørelser fra Kommissionen, der blev vedtaget i henholdsvis 2010 og 2014 ( 3 ). I henhold til den omstruktureringsplan, som Kommissionen godkendte, blev sagsøgerens indskud tildelt en ny enhed.

I 2012 anlagde sagsøgeren et civilt søgsmål mod denne enhed med henblik på tilbagebetaling af det nævnte indskud. En første afgørelse til fordel for sagsøgeren blev afsagt i 2013 og stadfæstet i 2016 ved dom afsagt af Augstākās tiesas Civillietu tiesu palāta (afdelingen for civile sager ved den øverste domstol, Letland).

De lettiske myndigheder underrettede Kommissionen om sidstnævnte dom, for så vidt som den kunne være i strid med dens afgørelser truffet i 2010 og 2014. Kommissionen fremsatte efterfølgende bemærkninger til den nationale domstol som amicus curiae i henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589.

Ved dom afsagt i 2018 ophævede Augstākā tiesa (øverste domstol, Letland) dommen af 2016. Det var på denne baggrund, at sagsøgeren anlagde sag ved Retten med påstand om erstatning for det tab, han angiveligt havde lidt som følge af Kommissionens intervention i den nationale retssag.

Rettens bemærkninger

I denne forbindelse undersøgte Retten bl.a. den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren havde rejst mod artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589.

For det første konstaterede Retten, at forordning 2015/1589 er vedtaget på grundlag af artikel 109 TEUF, som tillægger Rådet en vid beføjelse, for så vidt som denne artikel fastsætter, at Rådet kan udstede de fornødne forordninger med henblik på anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF.

For så vidt som såvel Kommissionen som de nationale domstole ( 4 ) skal anvende artikel 29 TEUF og 107 TEUF, skal samarbejdsmekanismer som dem, der er fastsat i forordning 2015/1589, der dels gør det muligt for domstolene at henvende sig til Kommissionen for at anmode Kommissionen om oplysninger eller om en udtalelse vedrørende anvendelsen af disse regler, dels gør det muligt for Kommissionen at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger for disse retsinstanser, således anses for at være hensigtsmæssige med henblik på anvendelsen af de nævnte artikler i EUF-traktaten.

For det andet fastslog Retten, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, ikke er i strid med artikel 267 TEUF. Retten bemærkede i denne henseende, at det ikke fremgår af denne bestemmelse, at Kommissionens intervention, hverken efter anmodning fra de nationale domstole eller på eget initiativ, griber ind i eller foregriber de nationale domstoles mulighed for eller forpligtelse til at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF ( 5 ).

Dels indgår den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, i ånden af loyalt samarbejde og udgør en støtte for de nationale domstole, idet Kommissionens bemærkninger ikke er bindende for disse retsinstanser.

Dels er de nationale domstoles mulighed for eller forpligtelse til at forelægge et præjudicielt spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF baseret på princippet om ensartet anvendelse og princippet om EU-rettens forrang. De nationale retter kan eller er i givet fald forpligtet til at foretage en præjudiciel forelæggelse, når de enten af egen drift eller efter anmodning fra parterne konstaterer, at realiteten i sagen rummer et af de i denne artikels stk. 1 nævnte spørgsmål. Det er nemlig fuldt ud tænkeligt, at en national domstol efter at have modtaget bemærkninger fra Kommissionen i henhold til artikel 29 i forordning 2015/1589 vedrørende et spørgsmål om anvendelsen af artikel 107 TEUF og 108 TEUF efterfølgende forelægger Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende det samme spørgsmål i henhold til artikel 267 TEUF.

De mekanismer, der er fastsat i artikel 267 TEUF og artikel 29 i forordning 2015/1589, udgør således supplerende mekanismer, som ikke gensidigt udelukker hinanden.

For det tredje fandt Retten, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, ikke er i strid med artikel 108 TEUF. I henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF kan Kommissionen nemlig indbringe sagen, i form af et traktatbrudssøgsmål, direkte for Domstolen, såfremt en medlemsstat ikke retter sig efter en afgørelse fra Kommissionen om, at en statsstøtte ikke er forenelig med det indre marked. Det fremgår derimod ikke af artikel 108 TEUF, at Kommissionen er forhindret i at anlægge sag direkte ved Domstolen på grund af denne institutions intervention som amicus curiae i forbindelse med en national sag i henhold til artikel 29 i forordning 2015/1589. Det fremgår heller ikke af sidstnævnte bestemmelse, at muligheden for at intervenere som amicus curiae er betinget af, at Kommissionen har mulighed for at indbringe en sag for Domstolen i henhold til artikel 108, stk. 2, andet afsnit, TEUF. Kommissionens indgriben i henhold til artikel 29 i forordning 2015/1589 berører derfor ikke den procedure, som Kommissionen kan indlede i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.

Endelig fastslog Retten, at den mekanisme, der er fastsat i artikel 29 i forordning 2015/1589, fastsætter tilstrækkelige processuelle garantier. Kommissionens bemærkninger fremsættes således inden for rammerne af de nationale retsplejeregler, bl.a. vedrørende beskyttelsen af parternes rettigheder, med fuld respekt for de nationale domstoles uafhængighed. Det er derfor de processuelle garantier, der er fastsat i national lovgivning, der finder anvendelse inden for rammerne af den omhandlede nationale procedure, hvilken anses for at være i overensstemmelse med artikel 19 TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

( 1 ) – Baseret på artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF.

( 2 ) – Rådets forordning (EF) nr. 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9). I henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning 2015/1589 gælder, at »[h]vis hensynet til den konsekvente anvendelse af artikel 107, stk. 1, eller artikel 108 i TEUF kræver det, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til medlemsstaternes domstole, der har ansvar for anvendelse af statsstøttereglerne«.

( 3 ) – Kommissionens afgørelse 2011/364/EU af 15.9.2010 om Letlands planlagte statsstøtte C 26/09 (ex N 289/09) til omstruktureringen af AS Parex banka (EUT 2011, L 163, s. 28) og Kommissionens afgørelse (EU) 2015/162 af 9.7.2014 om statsstøtte SA.36612 (2014/C) (ex 2013/NN) som Letland har gennemført for Parex (EUT 2015, L 27, s. 12).

( 4 ) – I henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.

( 5 ) – 38. betragtning til forordning 2015/1589.