RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)
12. marts 2025 ( *1 )
»Regler for institutionerne – medlem af Parlamentet – psykisk chikane – Parlamentets formands afgørelser om, at der er udøvet psykisk chikane over for en akkrediteret parlamentarisk assistent, og om som sanktion at pålægge et parlamentsmedlem tab af retten til dagpenge i ti dage – ret til at blive hørt – ret til forsvar«
I sag T-349/23,
Monica Semedo, Grevenmacher (Luxembourg), ved avocats T. Bontinck, A. Guillerme og L. Marchal,
sagsøger,
mod
Europa-Parlamentet ved D. Boytha, N. Görlitz og A. Krachler, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, S. Papasavvas, og dommerne R. da Silva Passos, N. Półtorak, I. Reine og T. Pynnä (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,
på grundlag af den skriftlige forhandling,
under henvisning til Rettens begæring af 11. juli 2024 til Parlamentet om fremlæggelse af dokumenter og Parlamentets besvarelse indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2024,
efter retsmødet den 8. oktober 2024,
afsagt følgende
Dom
|
1 |
Sagsøgeren, Monica Semedo, har med sit søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelser af 17. april 2023, hvormed Parlamentet for det første fandt, at visse former for adfærd, der var blevet gjort gældende mod hende, individuelt og samlet set udgjorde psykisk chikane som omhandlet i artikel 12a, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »den første anfægtede afgørelse« og »vedtægten«), og for det andet pålagde hende en sanktion bestående i tab af retten til dagpenge i ti dage (herefter »den anden anfægtede afgørelse« og, betragtet sammen med »den første anfægtede afgørelse«, »de anfægtede afgørelser«). |
Tvistens baggrund
|
2 |
Det rådgivende udvalg for behandling af klager over chikane vedrørende medlemmer af Europa-Parlamentet (herefter »udvalget«) underrettede den 4. marts 2022 sagsøgeren, som er et tidligere medlem af Parlamentet, om, at der var indledt en undersøgelse vedrørende hende som følge af en klage indgivet af hendes tidligere akkrediterede parlamentariske assistent (herefter »klageren«), og forelagde hende et resumé af klagerens påstande samt de ikke-fortrolige beviser, som klageren havde fremlagt. Udvalget anmodede sagsøgeren om at fremsende hendes skriftlige bemærkninger til disse påstande inden den 17. marts 2022 og meddelte hende, at det indbød hende til at blive hørt i forbindelse med et kommende møde, sandsynligvis den 26. april 2022. |
|
3 |
Den 17. marts 2022 tilsendte sagsøgeren udvalget sine skriftlige bemærkninger til klagerens påstande. |
|
4 |
Ved e-mail af 7. april 2022 indbød udvalget sagsøgeren til at blive hørt den 26. april 2022. Udvalget præciserede, at dets møder afholdtes for lukkede døre og indgik i en intern administrativ procedure og ikke i en retslig procedure, hvorfor advokater ikke havde adgang til høringerne. |
|
5 |
Den 12. april 2022 fremsendte sagsøgerens rådgivere en skrivelse til udvalget, hvori de anførte, at det fulgte af artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af Domstolens praksis om retten til forsvar i alle procedurer, der kan føre til en bebyrdende afgørelse, at hun ikke kunne nægtes bistand af en advokat, og at de ville bistå hende ved høringen den 26. april 2022. |
|
6 |
Ved skrivelse af 21. april 2022 afslog formanden for udvalget sagsøgerens rådgiveres anmodning om at deltage i høringen den 26. april 2022. |
|
7 |
Ved skrivelse af 22. april 2022 tilkendegav en af sagsøgerens rådgivere over for udvalget, at sagsøgeren ikke ville møde frem til høringen den 26. april 2022 og heller ikke til nogen anden indkaldelse, så længe hun ikke kunne blive bistået af en advokat. |
|
8 |
Den 26. april 2022 blev klageren hørt af udvalget. |
|
9 |
Den 28. april 2022 fremsendte formanden for udvalget en skrivelse til sagsøgerens rådgivere, hvori formanden på ny indbød sagsøgeren til at blive hørt den 31. maj 2022. |
|
10 |
Ved skrivelse af 4. maj 2022 tilkendegav en af sagsøgerens rådgivere, at sagsøgeren og rådgiveren selv kunne deltage i høringen den 31. maj 2022, men at sagsøgeren ikke ville deltage uden sin advokat. |
|
11 |
Den 15. november 2022 vedtog udvalget sin rapport om klagen samt sine anbefalinger (herefter »udvalgets rapport«) og fremlagde disse for Parlamentets formand. Udvalget konkluderede, at de faktiske forhold, som klageren havde anført, udgjorde psykisk chikane som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3. Det anbefalede, at sagsøgeren i medfør af artikel 176 i Parlamentets forretningsorden (herefter »forretningsordenen«) blev pålagt en sanktion bestående i tab af retten til dagpenge i 20 dage. |
|
12 |
Den 19. december 2022 fremsendte Parlamentets formand en anonymiseret version af udvalgets rapport til sagsøgeren og anmodede hende om at fremsende hendes skriftlige bemærkninger til denne rapport inden den 6. januar 2023 i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 2. juli 2018 om udvalgets virkemåde og om dets procedurer (herefter »Præsidiets afgørelse«) og forretningsordenens artikel 176, stk. 2. |
|
13 |
Den 16. januar 2023 fremsatte sagsøgerens rådgivere skriftlige bemærkninger til udvalgets rapport, som Parlamentets formand videresendte til udvalget til vurdering. Sagsøgeren anmodede i sine bemærkninger bl.a. om at få tilsendt samtlige udvalgets sagsakter inklusive de forskellige vidneudsagn, som ikke kunne anonymiseres. |
|
14 |
Den 9. marts 2023 underrettede udvalget Parlamentets formand om, at sagsøgerens skriftlige bemærkninger af 16. januar 2023 ikke ændrede ved konklusionerne i dets rapport. |
|
15 |
Den 17. april 2023 vedtog Parlamentets formand de anfægtede afgørelser. |
Parternes påstande
|
16 |
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
|
|
17 |
Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
|
Retlige bemærkninger
Om formaliteten med hensyn til den påstand, der er rettet mod den anden anfægtede afgørelse
|
18 |
Parlamentet har gjort gældende, at de to anbringender, der er fremsat i stævningen, kun tager sigte på den første anfægtede afgørelse. Det har anført, at eftersom der ikke er fremført nogen argumenter vedrørende den anden anfægtede afgørelse, skal søgsmålet afvises, for så vidt som det er rettet mod denne afgørelse, i medfør af artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som ifølge denne statuts artikel 53 finder anvendelse på Retten, og i medfør af artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement. |
|
19 |
Appellanten har bestridt denne argumentation. |
|
20 |
Det skal i denne forbindelse fastslås, at Parlamentets formand i den anden anfægtede afgørelse besluttede at pålægge sagsøgeren en sanktion, efter at hun havde henvist til den første anfægtede afgørelse, hvori hun konkluderede, at den af klageren påberåbte adfærd udgjorde psykisk chikane fra sagsøgerens side. |
|
21 |
Som sagsøgeren med rette har gjort gældende, afhænger lovligheden af den anden anfægtede afgørelse således af lovligheden af den første anfægtede afgørelse. Rettens annullation af den første anfægtede afgørelse vil nemlig ligeledes medføre annullation af den anden anfægtede afgørelse, uafhængigt af at sagsøgeren ikke har fremført argumenter, der specifikt vedrører sidstnævnte afgørelse. Under alle omstændigheder kan stævningen forstås således, at den indeholder argumenter, der vedrører lovligheden af de to anfægtede afgørelser. |
|
22 |
Det følger heraf, at Parlamentets afvisningspåstand, for så vidt som søgsmålet er rettet mod den anden anfægtede afgørelse, skal forkastes. |
Om realiteten
|
23 |
Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål fremsat to anbringender. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af retten til at blive hørt og af retten til forsvar. Det andet anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn ved kvalificeringen af adfærdsformerne som psykisk chikane. |
|
24 |
Sagsøgeren har under det første anbringende kritiseret Parlamentet for ikke at have hørt hende mundtligt og for at have nægtet hende advokatbistand, først over for udvalget (under det første led) og derefter over for Parlamentets formand (under det andet led). |
|
25 |
Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge dette anbringendes andet led. |
|
26 |
Det første anbringendes andet led består af tre klagepunkter. Under det første klagepunkt har sagsøgeren kritiseret Parlamentet for, at det ikke hørte hende mundtligt over for Parlamentets formand, hvilket er i strid med artikel 11, stk. 2, i Præsidiets afgørelse og chartrets artikel 48. Under det andet klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet nægtede hende advokatbistand over for Parlamentets formand i strid med chartrets artikel 48, retspraksis vedrørende disciplinærsager og de øvrige institutioners almindelige gennemførelsesbestemmelser. Endelig har sagsøgeren under det tredje klagepunkt kritiseret Parlamentet for at have anonymiseret bilagene på en sådan måde, at det var umuligt for hende at forsvare sig. Sagsøgeren har tilføjet, at både udvalgets rapport og de anfægtede afgørelser kunne have været anderledes uden disse uregelmæssigheder. |
|
27 |
Parlamentet har bestridt sagsøgerens argumentation. Det har gjort gældende, for det første at artikel 11, stk. 2, i Præsidiets afgørelse lader det spørgsmål stå åbent, om Parlamentets formands høring af det pågældende parlamentsmedlem skal ske ved en mundtlig eller skriftlig procedure, og at forretningsordenens artikel 176, stk. 2, som regulerer de nærmere regler for høringen over for Parlamentets formand, ikke fastsætter en forpligtelse til at høre parlamentsmedlemmet personligt, for det andet at sagsøgeren kunne fremsætte sine skriftlige bemærkninger med bistand fra sin advokat den 16. januar 2023, inden de for hende bebyrdende anfægtede afgørelser blev vedtaget, og for det tredje at sagsøgeren rådede over det relevante skriftlige bevismateriale og de mundtlige beviser, idet udvalgets rapport indeholdt substansen af de relevante dele af de indhentede vidneudsagn. |
|
28 |
Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge det tredje klagepunkt. |
|
29 |
Sagsøgeren har gjort gældende, at anonymiseringen af bilagene til udvalgets rapport gjorde det umuligt for hende at forsvare sig. For det første henvises der i udvalgets rapport og den første anfægtede afgørelse, således som de blev forelagt for hende, til to vidneudsagn, hvis indhold kun delvist blev gengivet i udvalgets rapport. For det andet indeholder de ikke det skriftlige bevismateriale, der blev lagt vægt på ved karakteriseringen af chikanen. |
Sagsøgerens aktindsigt i vidneudsagnene
|
30 |
Hvad angår aktindsigt i vidneudsagn skal det bemærkes, at under en procedure, der har til formål at fastslå, om der foreligger chikane, indebærer det almindelige princip om overholdelse af retten til forsvar ifølge retspraksis, at den pågældende person, inden der træffes en bebyrdende afgørelse over for vedkommende, under overholdelse af eventuelle krav om fortrolighed skal tilstilles alle sagsakter, såvel belastende som diskulperende, vedrørende den nævnte chikane, og at vedkommende høres om disse (dom af 3.2.2021, Moi mod Parlamentet,T-17/19, EU:T:2021:51, præmis 103). |
|
31 |
Det følger ligeledes af retspraksis, at den person, der beskyldes for chikane, for i fornødent omfang at kunne fremlægge sine bemærkninger har ret til at få tilsendt i det mindste et resumé af udtalelserne fra de forskellige personer, der er blevet hørt i forbindelse med undersøgelsesproceduren, for så vidt som udvalget har brugt disse udtalelser i sin rapport til at afgive anbefalinger til Parlamentets formand, idet fremsendelsen af dette resumé i givet fald skal ske under iagttagelse af fortrolighedsprincippet (jf. i denne retning og analogt dom af 1.9.2021, KN mod EØSU,T-377/20, EU:T:2021:528, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis). |
|
32 |
For at sikre vidneudsagnenes fortrolighed og de formål, som beskyttes med denne fortrolighed, samtidig med at det sikres, at den pågældende person på en effektiv måde høres, inden der træffes en afgørelse, der er bebyrdende for denne, kan der anvendes visse teknikker såsom anonymisering eller videregivelse af det væsentligste indhold af vidneudsagnene i form af et sammendrag eller endog ved at sløre visse dele af indholdet af disse vidneudsagn (jf. i denne retning dom af 4.4.2019, OZ mod EIB,C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 59, og af 25.6.2020, HF mod Parlamentet,C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 66). |
|
33 |
I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren i løbet af den procedure, der førte til vedtagelsen af de anfægtede afgørelser, hverken fik adgang til de udtalelser, som de to vidner havde afgivet for udvalget, eller til det resumé af høringerne af disse to vidner, der fremgår af bilag II til udvalgets rapport, selv om udvalget i den nævnte rapport anvendte disse udtalelser til at formulere anbefalinger til Parlamentets formand, på grundlag af hvilke formanden vedtog de anfægtede afgørelser. Indholdet af bilag II til udvalgets rapport, der indeholder et resumé af høringerne af de to vidner, er nemlig blevet fuldstændigt overstreget. |
|
34 |
Parlamentet har hertil gjort gældende, at den ikke-fortrolige udgave af udvalgets rapport indeholder et resumé, der viser det væsentligste indhold af de vidneudsagn, som udvalget indhentede i løbet af undersøgelsen, således at sagsøgeren alene er blevet frataget de oplysninger, der gør det muligt at identificere de afhørte vidner. |
|
35 |
Henset til argumentationen i præmis 34 ovenfor skal det undersøges, om den ikke-fortrolige udgave af udvalgets rapport indeholder et resumé af de vidneudsagn, som udvalget indhentede i løbet af undersøgelsen, inden det i givet fald afgøres, om dette resumé afspejler det væsentligste indhold af disse vidneudsagn (jf. i denne retning og analogt dom af 1.9.2021, KN mod EØSU,T-377/20, EU:T:2021:528, præmis 121). |
|
36 |
Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt den ikke-fortrolige udgave af udvalgets rapport indeholder et resumé af de afhørte vidners udtalelser, skal det bemærkes, at Parlamentets formand i sin skrivelse af 19. december 2022 til sagsøgeren anførte, at sagsøgeren »[fandt] en anonymiseret udgave af dette udvalgs rapport som bilag til denne skrivelse, hvori der henvis[t]es til de vidneudsagn, som udvalget [havde] indhentet og taget i betragtning i rapportens punkt 5.1.3, 5.2.2, 5.2.3 og 5.2.4«. |
|
37 |
I punkt 5.1.3 i udvalgets rapport, der angår vidnerne, er følgende således angivet: »De to vidner, som udvalget har afhørt, er blevet anset for troværdige, og der har ikke været nogen væsentlige faktuelle modsigelser mellem deres vidneudsagn. Der er kun blevet påvist en forskel i opfattelsen af parlamentsmedlemmets adfærd og de pågældende konfliktsituationer. Ved vurderingen af de to vidners vidneudsagn har udvalget taget hensyn til deres respektive arbejdsmæssige situation. I forhold til flere omstændigheder har de to vidners vidneudsagn imidlertid bekræftet klagerens påstande.« |
|
38 |
I punkt 5.2.2 i udvalgets rapport, der angår påstanden om skabelsen af et stressende arbejdsmiljø, er følgende angivet: »Det fremgår af troværdige mundtlige beviser fremlagt af vidnerne, at mange møder ikke var velorganiserede, og at [fortroligt] ikke var forberedt til disse møder, navnlig for så vidt angår de baggrundsnotater, som de akkrediterede parlamentariske assistenter havde udarbejdet. [fortroligt] har angivet at have modtaget andre meddelelser fra parlamentsmedlemmet sent om aftenen og tidligt om morgenen. […] I forhold til andre mundtlige beviser (bekræftet af et af vidnerne) var der tale om situationer, hvor [fortroligt] anmodede [fortroligt] om at udarbejde baggrundsnotater om kompromisændringsforslag, som endnu ikke var offentliggjort, og om konklusionerne fra et møde i Det Europæiske Råd, som endnu ikke var afsluttet. […] Ifølge de to vidner var tilrettelæggelsen af gruppearbejdet for [fortroligt] problematisk. [fortroligt] har forklaret, at gruppemøderne var en konstant kilde til spænding og ængstelse, at de var kaotiske og uden struktur, og at parlamentsmedlemmet fastsatte korte tidsfrister og var grov i sin optræden. [fortroligt] har angivet, at den tidligere procedure for chikane skabte spændinger, men at der hele tiden blev gjort bestræbelser for at fastlægge en god arbejdspraksis i kabinettet. […] Ifølge det foreliggende bevismateriale, herunder et mundtligt vidneudsagn fra et af vidnerne, tog parlamentsmedlemmet ikke godt imod [fortroligt] under uddannelsen, selv om formålet med uddannelsen netop var at afhjælpe problemet med det faglige forhold mellem assistenten og parlamentsmedlemmet. […]« |
|
39 |
I punkt 5.2.3 i udvalgets rapport, der angår påstanden om aggressive reaktioner, er følgende angivet: »[…] Det fremgår imidlertid af mundtlige beviser, at vidnerne i forskellig grad har bekræftet, at parlamentsmedlemmet henvendte sig til sit personale på en upassende måde, navnlig når hun var under pres. Vidnerne har bekræftet påstandene om, at [fortroligt] ikke kendte til og reagerede aggressivt på klagerens forklaring om den korrekte titel på et direktivforslag (om mindsteløn). Et af vidnerne har tillige bekræftet, at parlamentsmedlemmet råbte ad klageren i telefonen som følge af en afstemningsfejl, og vidnet har nævnt en anden lignende hændelse, som vidnet ikke overværede, men som vedkommende er blevet underrettet om. De skriftlige såvel som de mundtlige beviser angår en situation, der opstod om dagen den 5. juli 2021, mens [fortroligt] rejste til Strasbourg i bil sammen med sin hustru og blev pålagt at deltage i et gruppemøde via Zoom. Under dette møde råbte parlamentsmedlemmet, hvilket et af vidnerne har bekræftet, ad en anden akkrediteret parlamentarisk assistent og bragte [fortroligt] i en så stressset situation, at han tog en forkert frakørsel for at undgå et uheld. Udvalget har vurderet, at de mundtlige beviser er tilstrækkelige til at fastslå, at [fortroligt] har udvist aggressivitet over for klageren, dvs. ved at beskylde klageren for ikke at underrette hende tilstrækkeligt og rettidigt, ved at reagere aggressivt på de forklaringer, som klageren har givet hende, og ved at sanktionere hans fejl ved at råbe ad ham og ved at fremsætte grove kommentarer [.]« |
|
40 |
I punkt 5.2.4 i udvalgets rapport, der angår påstanden om ringeagt for klagerens privatliv og trivsel, er følgende angivet: »[…] Hvad angår [fortroligt]’s afholdelse af orlov af personlige årsager viser det skriftlige bevismateriale (understøttet af vidnernes mundtlige vidneudsagn), at han var sikker på, at han fremlagde de relevante oplysninger, selv om han ikke havde gjort det i god tid i forvejen. […] Et af vidnerne har angivet, at [fortroligt] optrådte »irritabelt« under mødet, efter at klageren havde tilkendegivet sin hensigt om at tage orlov i anledning af sit bryllup, og at hun bad [fortroligt] om at kontakte [fortroligt] under hans orlov for at kontrollere, at han rent faktisk arbejdede som lovet[.] […]« |
|
41 |
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at udvalget i den ikke-fortrolige udgave af sin rapport anførte, at det havde indhentet vidneudsagn fra to vidner, uden at præcisere deres identitet eller funktion. I denne rapport redegøres der i øvrigt for de mundtlige beviser, som udvalget tog hensyn til i forbindelse med fremlæggelsen og vurderingen af hvert enkelt af de påståede tilfælde af chikane. |
|
42 |
Nærmere bestemt indeholder rapporten henvisninger til de mundtlige udtalelser, der er taget i betragtning for hver af de adfærdsformer, som sagsøgeren kritiseres for. For hver enkelt af de omhandlede adfærdsformer præciseres det i øvrigt i rapporten, om den udelukkende understøttes af skriftlige beviser, udelukkende af mundtlige beviser eller af begge typer beviser (s. 9, 11 og 12 i udvalgets rapport). |
|
43 |
Det følger af det ovenstående, at den ikke-fortrolige udgave af udvalgets rapport indeholder et resumé af udtalelserne fra vidnerne. |
|
44 |
For det andet skal det med henblik på at efterprøve, om Parlamentet har overholdt sagsøgerens ret til forsvar, sikres, at resuméet af vidnernes udtalelser afspejler det væsentligste indhold af vidneudsagnene i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 35 ovenfor. |
|
45 |
Med henblik herpå har Retten ved en foranstaltning til bevisoptagelse anmodet Parlamentet om at fremlægge den fortrolige udgave af bilag II til udvalgets rapport og samtidig sikret fortroligheden af dette dokument i forhold til sagsøgeren. |
|
46 |
For det første må det konstateres, at der er forskelle i opfattelsen mellem de to indsamlede mundtlige vidneudsagn. Disse forskelle vedrører bl.a. de relationer, som sagsøgeren havde til de akkrediterede parlamentariske assistenter uden for den arbejdsmæssige sammenhæng, og klagerens ansvar for forringelsen af sit forhold til sagsøgeren. Disse forskelle i opfattelsen fremgår imidlertid ikke af det resumé af vidneudsagnene, der er indeholdt i udvalgets rapport. |
|
47 |
For det andet er der en modsigelse mellem resuméet af vidneudsagnene i udvalgets rapport og indholdet af bilag II til denne rapport. En lang række oplysninger, der i udvalgets rapport præsenteres som fremgående af vidneudsagnene – såsom bl.a. at sagsøgeren ikke var forberedt til gruppemøderne, at møderne havde en kaotisk og forvirrende karakter, og at der blev sendt meddelelser tidligt om morgenen (jf. præmis 38 ovenfor), samt sagsøgerens grove adfærd og råben (jf. præmis 39 ovenfor) og anmodningen om at kontrollere, at klageren arbejdede under sin orlov (jf. præmis 40 ovenfor) – er således på ingen måde nævnt i bilag II til udvalgets rapport. |
|
48 |
Under disse omstændigheder må det konstateres, at udvalgets rapport ikke afspejler det væsentligste indhold af de indhentede vidneudsagn som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 35 ovenfor, dels fordi forskellene i vidnernes opfattelse ikke fremgår af rapporten, dels fordi der er uoverensstemmelser mellem dette dokument og det resumé, der er fremlagt i bilag II hertil. |
|
49 |
I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 30 og 31 ovenfor, må det derfor konkluderes, at sagsøgerens ret til forsvar ikke er blevet overholdt. |
Sagsøgerens aktindsigt i de skriftlige beviser
|
50 |
Hvad angår sagsøgerens aktindsigt i de skriftlige beviser har hun gjort gældende, at udvalgets rapport og den første anfægtede afgørelse, således som de blev meddelt hende, ikke indeholdt det skriftlige bevismateriale, der blev lagt vægt på ved karakteriseringen af chikanen. |
|
51 |
I det foreliggende tilfælde fremgår det af udvalgets rapport og af den første anfægtede afgørelse, at der til støtte for påstanden om skabelsen af et stressende arbejdsmiljø blev taget hensyn til tre meddelelser, som sagsøgeren havde sendt uden for arbejdstiden henholdsvis den 20. oktober 2020 og den 4. og den 6. oktober 2021, og fem anmodninger, som havde en kort tidsfrist eller var udfordrende for klageren, dateret henholdsvis den 20. oktober 2020, den 31. august, den 22. september og den 18. oktober 2021 samt i september måned 2021. |
|
52 |
Blandt det skriftlige bevismateriale, der er nævnt i præmis 51 ovenfor, sendte udvalget imidlertid kun sagsøgeren e-mailen af 4. oktober 2021 og udvekslingen af meddelelser på WhatsApp-applikationen fra september 2021 som bilag til udvalgets skrivelse af 4. marts 2022, hvormed sagsøgeren blev underrettet om, at der var indledt en undersøgelse vedrørende hende. Det øvrige skriftlige bevismateriale fremgår derimod hverken af bilagene til udvalgets skrivelse til sagsøgeren af 4. marts 2022 eller af bilagene til udvalgets rapport, som Parlamentets formand fremsendte til sagsøgeren den 19. december 2022 (jf. præmis 2 og 12 ovenfor). De er derimod blevet fremlagt af Parlamentet under retsforhandlingerne for Retten som bilag til svarskriftet. |
|
53 |
Det følger heraf, at ikke hele det skriftlige bevismateriale, der blev lagt vægt på ved karakteriseringen af chikanen, blev meddelt sagsøgeren under den administrative procedure. |
|
54 |
Parlamentet har gjort gældende, at alle de skriftlige beviser var identificeret i udvalgets rapport ved deres dato, den måde, hvorpå de blev fremsendt, og deres indhold, således at sagsøgeren, for så vidt som hun var ophavsmand hertil, let kunne gennemgå dem og dermed fremsætte sine bemærkninger til dem. Sagsøgeren har i denne henseende ikke bestridt, at hun rådede over de pågældende udvekslinger. |
|
55 |
For at den pågældende kan varetage sit forsvar, skal vedkommende imidlertid have mulighed for at få nøjagtigt kendskab til de sagsakter, som anklagerne mod denne er baseret på i de omhandlede afgørelser (dom af 3.2.2021, Moi mod Parlamentet,T-17/19, EU:T:2021:51, præmis 110). |
|
56 |
Eftersom det i det foreliggende tilfælde fremgår af sagsakterne, at sagsøgeren ikke under den administrative procedure modtog alle de skriftlige beviser fra udvalget eller Parlamentets formand, skal det i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 55 ovenfor, fastslås, at sagsøgerens ret til forsvar ikke er blevet overholdt. |
Konsekvenserne af tilsidesættelsen af princippet om overholdelse af retten til forsvar
|
57 |
Det følger af retspraksis, at en tilsidesættelse af retten til forsvar kun medfører, at den afgørelse, der er truffet i slutningen af en administrativ procedure, annulleres, hvis det må antages, at proceduren kunne føre til et andet resultat, såfremt den pågældende fejl ikke havde foreligget (dom af 4.4.2019, OZ mod EIB,C-558/17 P, EU:C:2019:289, præmis 76). |
|
58 |
Det fremgår ligeledes af retspraksis, at den betingelse, der er nævnt i præmis 57 ovenfor, er opfyldt, når en sagsøger, der ikke har haft adgang til de dokumenter, der i medfør af princippet om retten til forsvar skal meddeles sagsøgeren, ikke har været i stand til i fornødent omfang at fremkomme med sine bemærkninger, og således er blevet frataget en mulighed, om end begrænset, for bedre at sikre sit forsvar (jf. dom af 3.2.2021, Moi mod Parlamentet,T-17/19, EU:T:2021:51, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis). |
|
59 |
I et sådant tilfælde påvirker en manglende fremsendelse af de sagsakter, som administrationen har lagt til grund, henset til beskyttelsen, som følge af retten til forsvar, nødvendigvis lovligheden af de retsakter, der er truffet ved afslutningen af en procedure, som kan berøre sagsøgeren negativt (jf. dom af 3.2.2021, Moi mod Parlamentet,T-17/19, EU:T:2021:51, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis). |
|
60 |
I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren under den procedure, der vedrørte hende, hverken fik adgang til et resumé af hovedindholdet af de vidneudsagn, som udvalget havde indhentet, eller til de sagsakter, som anklagerne mod hende var baseret på, herunder navnlig de e-mails eller beskeder, som anklagerne var baseret på, selv om disse oplysninger blev taget i betragtning ved konstateringen af, at der forelå chikane, og ved vedtagelsen af sanktionen. |
|
61 |
Under disse omstændigheder må det på grundlag af den retspraksis, der er nævnt i præmis 57-59 ovenfor, lægges til grund, at sagsøgeren i det foreliggende tilfælde blev frataget en mulighed for bedre at sikre sit forsvar, og at denne uregelmæssighed uundgåeligt påvirkede indholdet af de anfægtede afgørelser. |
|
62 |
De anfægtede afgørelser skal derfor annulleres på grund af tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, uden at det er fornødent at undersøge de øvrige klagepunkter i det første anbringende eller det andet anbringende. |
Sagsomkostninger
|
63 |
Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Parlamentet har tabt sagen, bør det pålægges dette at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand. |
|
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling): |
|
|
|
Papasavvas da Silva Passos Półtorak Reine Pynnä Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. marts 2025. Underskrifter |
( *1 ) – Processprog: fransk.