Sag T-239/23

Comité interprofessionnel du vin de Champagne
og
Institut national de l’origine et de la qualité (INAO)

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Ottende Udvidede Afdeling) af 25. juni 2025

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-ordmærket NERO CHAMPAGNE – eksisterende beskyttet oprindelsesbetegnelse »Champagne« – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2017/1001 – artikel 103, stk. 2, litra a) og c), i forordning (EU) nr. 1308/2013 – varemærke, der indeholder en beskyttet oprindelsesbetegnelse – produkter, der er i overensstemmelse med produktspecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse – begrundelsespligt – artikel 94 i forordning 2017/1001«

1. Landbrug – ensartede lovgivninger – beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler – forordning nr. 1308/2013 – varemærke, som indeholder eller består af en beskyttet oprindelsesbetegnelse – hindring for registreringen af et sådant varemærke – foreligger ikke

   (Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 102, stk. 1, og art. 103, stk. 2)

   (jf. præmis 31-34)

2. Landbrug – fælles markedsordning – vin – betegnelse og præsentation af vine – beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser – udnyttelse af omdømmet ved en beskyttet oprindelsesbetegnelse – produkter og dertil knyttede tjenesteydelser, der er i overensstemmelse med den beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation – uafkræftelig formodning for manglende udnyttelse af betegnelsens omdømme – udelukket

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra a), nr. ii)]

   (jf. præmis 47-52, 58-60, 64-66 og 69)

3. Landbrug – fælles markedsordning – vin – betegnelse og præsentation af vine – beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser – udnyttelse af omdømmet ved en beskyttet oprindelsesbetegnelse – begreb – anvendelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse for at udnytte denne betegnelses omdømme utilbørligt

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra a), nr. ii)]

   (jf. præmis 52)

4. Landbrug – fælles markedsordning – vin – betegnelse og præsentation af vine – beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser – beskyttelse mod falske eller vildledende angivelser – rækkevidde

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra c)]

   (jf. præmis 75)

5. EU-varemærker – definition på og erhvervelse af et EU-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse rejst af indehaveren af et ikke-registreret varemærke eller et andet erhvervsmæssigt anvendt tegn – geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser – ordmærket NERO CHAMPAGNE – oprindelsesbetegnelsen Champagne

   [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013, art. 103, stk. 2, litra a) og c), og forordning 2017/1001, art. 8, stk. 6]

   (jf. præmis 80-84)

Résumé

Retten udtalte sig i sin dom dels om artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1308/2013 ( 1 ) med hensyn til det nye spørgsmål om en eventuel udnyttelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelses omdømme, når et varemærke, der indeholder denne beskyttede oprindelsesbetegnelse, begrænser sin registrering til produkter, der er i overensstemmelse med produktspecifikationen for den pågældende beskyttede oprindelsesbetegnelse, og til tjenesteydelser, der vedrører sådanne produkter, dels om artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1308/2013 med hensyn til muligheden af, at et varemærke, der indeholder en beskyttet oprindelsesbetegnelse, kan formidle en falsk eller vildledende angivelse.

Den 19. februar 2019 indgav Nero Lifestyle Srl en ansøgning til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) om registrering af ordmærket NERO CHAMPAGNE for flere produkter og tjenesteydelser ( 2 ). Nogle måneder senere, den 2. august 2019, rejste sagsøgerne, Comité interprofessionnel du vin de Champagne og Institut national de l’origine et de la qualité (INAO), indsigelse mod registreringen af det ansøgte varemærke støttet på den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne«, som har været registreret i Den Europæiske Union for vin siden den 18. september 1973.

Indsigelsesafdelingen ved EUIPO tog delvist indsigelsen til følge på grundlag af artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1308/2013 for visse tjenesteydelser og forkastede indsigelsen for de øvrige produkter og tjenesteydelser.

Ved en afgørelse af 17. februar 2023 (herefter »den anfægtede afgørelse«) annullerede appelkammeret ved EUIPO, som sagsøgerne havde indbragt sagen for, delvist indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som indsigelsen var blevet forkastet for visse tjenesteydelser, og tog følgelig indsigelsen vedrørende disse tjenesteydelser til følge. Appelkammeret forkastede imidlertid indsigelsen for de øvrige produkter og tjenesteydelser vedrørende produkter, der er i overensstemmelse med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne«.

Det er i denne sammenhæng, at der blev anlagt sag ved Retten med påstand om annullation og omgørelse af appelkammerets afgørelse, for så vidt som indsigelsen blev forkastet.

Rettens bemærkninger

For det første bemærkede Retten, at artikel 102, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013 principielt ikke forbyder, at et varemærke kan indeholde eller bestå af en beskyttet oprindelsesbetegnelse. Registreringen af et sådant varemærke afvises eller erklæres ugyldig i kun to tilfælde, nemlig når den beskyttede oprindelsesbetegnelse ikke er i overensstemmelse med den pågældende produktspecifikation, eller når anvendelsen af den er omfattet af forordningens artikel 103, stk. 2. Sidstnævnte artikel fastsætter en udtømmende liste over de former for praksis, som beskyttede oprindelsesbetegnelser er beskyttet mod. Nærmere bestemt har artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), til formål at beskytte beskyttede oprindelsesbetegnelser mod enhver direkte eller indirekte kommerciel anvendelse, for så vidt som en sådan anvendelse udnytter den beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme.

Det fremgår således af en samlet læsning af artikel 102, stk. 1, og artikel 103, stk. 2, i forordning nr. 1308/2013, at disse bestemmelser ikke er til hinder for registrering af et varemærke, der indeholder eller består af en beskyttet oprindelsesbetegnelse som sådan, undtagen når en sådan registrering er omfattet af et af de ovennævnte tilfælde.

For det andet udtalte Retten sig om den »begrænsningsteori« ( 3 ), som appelkammeret ved EUIPO anvendte i den anfægtede afgørelse. Det antages ifølge denne teori i det væsentlige, at et varemærke, der indeholder en beskyttet oprindelsesbetegnelse, i princippet ikke kan udnytte denne beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme, når det pågældende varemærke udelukkende er registreret for produkter, der er i overensstemmelse med den pågældende beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation, og for tjenesteydelser, der vedrører sådanne produkter.

Retten understregede imidlertid, at den anfægtede afgørelse mangler klarhed med hensyn til anvendelsen af denne »begrænsningsteori«, navnlig hvad angår karakteren af formodningen for manglende udnyttelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme. Retten opdelte derfor sit ræsonnement i to muligheder, nemlig dels at der var tale om en uafkræftelig formodning, dels at der var tale om en afkræftelig formodning.

Hvad angår den første mulighed fastslog Retten, at appelkammeret anførte, at artikel 103, stk. 2, i forordning nr. 1308/2013 ikke fandt anvendelse, eftersom det ansøgte varemærke vedrørte produkter, der var i overensstemmelse med den beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation, og tjenesteydelser vedrørende sådanne produkter. De tilfælde, der er opregnet i forordningens artikel 103, stk. 2, vedrører imidlertid ikke produkter, som ikke er i overensstemmelse med produktspecifikationen. Artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), præciserer nemlig ikke, at bestemmelsen udelukkende finder anvendelse på anvendelse af den omhandlede beskyttede oprindelsesbetegnelse for lignende produkter eller for produkter og tjenesteydelser, der ikke er i overensstemmelse med denne beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation. Der er således intet i ordlyden af forordningens artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), og artikel 103, stk. 2, litra b)-d), der indikerer, at de heri fastsatte tilfælde ikke kan finde anvendelse på en anvendelse af en beskyttet oprindelsesbetegnelse for produkter, der er i overensstemmelse med den beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation.

Retten fastslog derfor, at artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1308/2013 kan påberåbes med henblik på at modsætte sig registreringen af et varemærke, der indeholder eller består af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, selv om de produkter og tjenesteydelser, der vedrører sådanne produkter, som er omfattet af det ansøgte varemærke, er i overensstemmelse med den omhandlede beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation. I denne henseende burde appelkammeret have foretaget en analyse med henblik på at vurdere, om det ansøgte varemærke udnyttede den beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme, dvs. om anvendelsen af den beskyttede oprindelsesbetegnelse tilsigtede en utilbørlig udnyttelse af dennes omdømme.

Retten fandt derfor, at appelkammeret begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1308/2013, idet det indførte en uafkræftelig formodning.

Hvad angår den mulighed, at formodningen for manglende udnyttelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme er afkræftelig, bemærkede Retten, at det kan antages, at et varemærke, der indeholder eller består af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, og som udelukkende er registreret for produkter, der overholder denne beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation, eller for tilknyttede tjenesteydelser, ikke vil udnytte denne beskyttede oprindelsesbetegnelses omdømme utilbørligt som omhandlet i artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1308/2013, eftersom det kun vil blive anset for at blive anvendt på markedet for produkter, der opfylder kvalitetskravene vedrørende denne beskyttede oprindelsesbetegnelse, eller for tjenesteydelser vedrørende sådanne produkter. Denne formodning kan imidlertid afkræftes, når det på grundlag af konkrete, underbyggede og samstemmende oplysninger kan godtgøres, at et givent varemærke kan udnytte en beskyttet oprindelsesbetegnelses omdømme utilbørligt, selv om det kun betegner produkter, der er i overensstemmelse med denne beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation, eller tilknyttede tjenesteydelser. EUIPO’s instanser skal således efterprøve, om sådanne oplysninger gør det muligt at afkræfte denne formodning.

Følgelig fastslog Retten, at for så vidt som den anfægtede afgørelse fortolkes således, at den indfører en afkræftelig formodning, er den ikke behæftet med en retlig fejl. Det skulle ikke desto mindre undersøges, om appelkammeret i tilstrækkelig grad har redegjort for de grunde, der fik det til at konkludere, at denne formodning ikke var afkræftet i det foreliggende tilfælde.

Retten bemærkede, at der under den administrative procedure var blevet fremført flere momenter, der skulle godtgøre, at det ansøgte varemærke kunne udnytte den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne«’s omdømme. Det drejer sig bl.a. om det høje omdømme, som den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne« har, den omstændighed, at det ansøgte varemærke er et ordmærke, der kan anvendes på mange forskellige måder på markedet, herunder på en måde, der er i strid med formålet med den beskyttede oprindelsesbetegnelse, og argumenter vedrørende mærkningen af de produkter, der markedsføres af Nero Lifestyle.

Retten fandt således, at appelkammeret tilsidesatte den begrundelsespligt, der påhviler det, idet det ikke i tilstrækkelig grad redegjorde for, hvorfor de fremførte momenter ikke kunne afkræfte formodningen i det foreliggende tilfælde.

Retten annullerede derfor appelkammerets afgørelse, for så vidt som den klage, der var indgivet, herved blev forkastet.

Endelig undersøgte Retten, om det ansøgte varemærke, der indeholder den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne« i sin betegnelse, kan blive anset for at formidle en falsk eller vildledende angivelse som omhandlet i artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1308/2013 ( 4 ). Den understregede for det første, at ordet »nero« benyttes i navnet på flere kendte italienske druesorter og i betegnelsen for flere druesorter. Den relevante kundekreds kan derfor blive vildledt til at tro, at det ansøgte varemærke henviser til den omhandlede champagnes druesort.

For det andet vil ordet »nero« af den italiensktalende kundekreds blive opfattet således, at det betyder »sort«. Den relevante kundekreds vil således også kunne blive vildledt med hensyn til farven på den Champagne-vin, der markedsføres under det ansøgte varemærke, til at tro, at der er tale om en ny champagnesort, nemlig en »sort champagne«, selv om champagne ifølge den beskyttede oprindelsesbetegnelses produktspecifikation kun kan være hvidvin eller rosévin.

Retten fandt derfor, at appelkammeret ved EUIPO foretog et urigtigt skøn, da det fandt, at det ansøgte varemærke ikke faldt ind under artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1308/2013.

Retten udøvede således sin beføjelse til at omgøre en afgørelse og tog indsigelsen til følge for de omhandlede produkter og tjenesteydelser, herunder hvad angår »vin, der respekterer kravspecifikation for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Champagne«« i klasse 33.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1308/2013 af 17.12.2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT 2013, L 347, s. 671).

( 2 ) – Der var nærmere bestemt tale om produkter og tjenesteydelser i klasse 33, 35 og 41 i Nicearrangementet af 15.6.1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

( 3 ) – Denne teori udspringer af EUIPO’s retningslinjer for undersøgelse af EU-varemærker (del C (Indsigelse), afsnit 6 (Geografiske betegnelser), punkt 3.1.3 (Grænser for omfanget af beskyttelse af GB’er af relative hindringer)). Det hedder i disse retningslinjer, at »[h]vis en [varemærkeansøgnings] specifikation er begrænset til varer, der er identiske med varen, der er dækket af den [beskyttede oprindelsesbetegnelse eller] geografiske betegnelse, til varer i overensstemmelse med specifikationen for den relevante [beskyttede oprindelsesbetegnelse eller] geografiske betegnelse, sikres den pågældende [beskyttede oprindelsesbetegnelses eller] geografiske betegnelses funktion [...] i forhold til de pågældende produkter, fordi [varemærkeansøgningen] kun dækker produkter med en bestemt geografisk oprindelse og de særlige egenskaber, som er knyttet hertil. En indsigelse mod en [varemærkeansøgning], der er blevet begrænset på passende vis, vil derfor ikke blive taget til følge«.

( 4 ) – Artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning nr. 1308/2013 har til formål at beskytte beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser mod »enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produktets herkomst, oprindelse, art eller væsentlige egenskaber på den indre eller ydre emballage og i reklamer for eller dokumenter vedrørende det pågældende vinavlsprodukt samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af produktets oprindelse«.