1

Sagsøgeren, Insider LLC, har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af afgørelsen truffet den 5. december 2022 af Femte Appelkammer ved Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) (sag R 1152/2022-5) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Den 16. juni 2020 indgav den anden part i sagen for appelkammeret, Florim Alaj, en ansøgning om registrering til EUIPO af et EU-varemærke for følgende figurtegn:

3

Det varemærke, der blev ansøgt om, omfattede tjenesteydelser, der henhører under klasse 41 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »Information, nyheder og kommentarer vedrørende aktuelle begivenheder inden for uddannelse, underholdning og sport via internettet«.

4

Sagsøgeren rejste indsigelse mod registreringen af det ansøgte varemærke for de ovenfor i præmis 3 nævnte tjenesteydelser.

5

Indsigelsen var støttet på følgende to ældre varemærker, som er registreret i Kosovo, og hvorom der blev indgivet ansøgning den 5. maj 2020 for tjenesteydelser i klasse 35, 38 og 41:

–	det kosovoske figurmærke nr. 27063, som er gengivet nedenfor:

6

Den registreringshindring, der blev påberåbt til støtte for indsigelsen, var den, der er omhandlet i artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).

7

Den 10. maj 2022 tog indsigelsesafdelingen indsigelsen til følge og afslog at registrere det ansøgte varemærke for alle de ovenfor i præmis 3 nævnte tjenesteydelser.

8

Den 30. juni 2022 indgav den anden part i sagen for appelkammeret en klage til EUIPO over indsigelsesafdelingens afgørelse.

9

Ved den anfægtede afgørelse gav appelkammeret medhold i klagen, annullerede indsigelsesafdelingens afgørelse og forkastede indsigelsen i sin helhed med den begrundelse, at sagsøgeren ikke inden udløbet af fristen for at fremlægge kendsgerninger, beviser og argumenter til støtte for indsigelsen havde godtgjort, at de påberåbte ældre varemærker eksisterede, og at sagsøgeren var indehaver af disse i henhold til artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i forordning 2017/1001. Appelkammeret fandt bl.a., at de bekræftede oversættelser af registreringsbeviserne for de ældre varemærker, som sagsøgeren havde fremlagt som bevis for eksistensen af de nævnte varemærker og den omstændighed, at sagsøgeren var indehaver heraf (herefter »oversættelserne«), udgjorde uofficielle oversættelser, hvori den oprindelige tekst ikke var synlig, hvilket gjorde det umuligt at kontrollere, om væsentlige oplysninger var nævnt i det originale registreringsbevis.

10

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

11

EUIPO har nedlagt følgende påstande:

12

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren i det væsentlige fremsat tre anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af artikel 27, stk. 2, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til forordning 2017/1001 og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1), for det andet en tilsidesættelse af den nævnte delegerede forordnings artikel 7 og af artikel 24-26 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/626 af 5. marts 2018 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i forordning 2017/1001 og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1431 (EUT 2018, L 104, s. 37) og for det tredje en tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sammenholdt med artikel 94, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001.

13

Det er hensigtsmæssigt først at behandle det første anbringende, derefter det tredje anbringende og endelig i givet fald det andet anbringende.

14

Sagsøgeren har gjort gældende, at den anden part i sagen ikke havde bestridt eksistensen af de ældre varemærker for appelkammeret. Ved at undersøge dette forhold og ægtheden af oversættelserne på eget initiativ tilsidesatte appelkammeret derfor artikel 27, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at appelkammeret hverken forklarede, hvorfor undersøgelsen var nødvendig for at sikre en korrekt anvendelse af forordning 2017/1001, eller hvorfor den vedrørte væsentlige formforskrifter som omhandlet i artikel 27, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625. Endelig har sagsøgeren i det væsentlige anført, at spørgsmålet om ægtheden af oversættelserne snarere er et faktuelt spørgsmål end et retligt spørgsmål, hvorfor den nævnte artikel ikke finder anvendelse i denne henseende.

15

EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter.

16

Det skal indledningsvis bemærkes, at der består en funktionel kontinuitet mellem på den ene side EUIPO’s forskellige instanser og på den anden side appelkamrene. Den kontrol, som appelkamrene udøver, er ikke begrænset til en efterprøvelse af lovligheden af den afgørelse, der er indbragt for dem, men indebærer som følge af klagesagens overførende virkning en ny bedømmelse af tvisten som helhed, idet appelkamrene i det hele skal foretage en fornyet behandling af den oprindelige begæring og tage hensyn til de beviser, der er fremført rettidigt. Det følger således af artikel 71, stk. 1, i forordning 2017/1001, at appelkammeret som følge af den klage, som er forelagt det, skal foretage en ny og fuldstændig prøvelse af indsigelsens realitet, såvel retligt som faktisk (jf. i denne retning dom af 7.12.2017, Coca-Cola mod EUIPO – Mitico (Master), T-61/16, EU:T:2017:877, præmis 115 og den deri nævnte retspraksis).

17

Som det fremgår af artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625, skal den indsigende part indgive beviser for sit ældre varemærkes eller sin ældre rettigheds eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang ved hjælp af bl.a. ansøgnings-, registrerings- eller fornyelsesbeviser samt beviser for sin ret til at gøre indsigelse inden for den frist, der er fastsat til at fremlægge kendsgerninger, beviser og argumenter til støtte for indsigelsen. Hvis indsigelsen er støttet på artikel 8, stk. 3, i forordning 2017/1001, skal den indsigende part navnlig fremlægge bevis for, at den pågældende er indehaver af det ældre varemærke, og for vedkommendes forhold til agenten eller repræsentanten. Det fremgår desuden af artikel 7, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625, at ansøgnings-, registrerings- eller fornyelsesbeviser skal være på proceduresproget eller ledsages af en oversættelse til proceduresproget.

18

Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om appelkammeret dels ex officio kunne tage stilling til den manglende fremlæggelse af de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker og undersøge eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de ældre varemærker samt den omstændighed, at sagsøgeren var indehaver heraf, dels ex officio kunne efterprøve ægtheden af oversættelserne.

19

I denne henseende følger det af artikel 27, stk. 2, andet punktum, i delegeret forordning 2018/625, at retlige spørgsmål, som ikke er rejst af parterne, kan behandles af appelkammeret, hvis det er nødvendigt at afklare dem for at sikre en korrekt gennemførelse af forordning 2017/1001 under hensyntagen til de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter, eller hvis de vedrører væsentlige formforskrifter.

20

Det følger af artikel 7 i delegeret forordning 2018/625, at den omstændighed, at en indsigelse skal underbygges ved at indgive beviser for eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de ældre varemærker, som indsigelsen støttes på, samt den indsigende parts ret til at gøre indsigelse i henhold til artikel 8 i forordning 2017/1001 er nødvendige betingelser for, at indsigelsen kan tages til følge.

21

Det var derfor med rette, at appelkammeret ex officio undersøgte spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger dokumentation for det ældre varemærke i overensstemmelse med artikel 7 i delegeret forordning 2018/625, for så vidt som beviset for eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de ældre varemærker, som indsigelsen er støttet på, samt den omstændighed, at den indsigende part er indehaver heraf, er nødvendige betingelser for, at de relative registreringshindringer i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning 2017/1001 finder anvendelse. Det følger heraf, at denne dokumentation for de ældre rettigheder er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 27, stk. 2, andet punktum, i delegeret forordning 2018/625.

22

I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, er spørgsmålet om oversættelsernes ægthed i øvrigt et retligt spørgsmål. Som anført i præmis 17 ovenfor udgør overholdelsen af forpligtelsen til at underbygge indsigelsen og til at fremlægge en oversættelse til proceduresproget af de beviser, der er fremlagt i denne forbindelse, et spørgsmål, som appelkammeret er forpligtet til at undersøge i overensstemmelse med artikel 7 i delegeret forordning 2018/625, og som kan påvirke dets bedømmelse af den klage, der er indbragt for det. Såfremt det ikke er muligt at sikre sig, at oversættelserne svarer til de originale dokumenter, består der desuden en risiko for, at varemærkeansøgeren ikke har kunnet forsvare sig på passende vis (jf. i denne retning og analogt dom af 13.12.2016, Guiral Broto mod EUIPO – Gastro & Soul (CAFE DEL SOL), T-549/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:719, præmis 28).

23

Det var således med rette, at appelkammeret dels ex officio fastslog, at de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker ikke var blevet fremlagt, og undersøgte eksistensen, gyldigheden og beskyttelsesomfanget af de ældre varemærker samt den omstændighed, at sagsøgeren var indehaver heraf, dels ex officio foretog en efterprøvelse af oversættelsernes ægthed.

24

Det følger heraf, at det første anbringende skal forkastes som ugrundet.

25

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at appelkammeret ved ex officio at fastslå dels, at de originale registreringsbeviser for de omtvistede varemærker ikke var blevet fremlagt, dels at der forelå tvivl med hensyn til ægtheden af oversættelserne af disse dokumenter, uden forinden at opfordre sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger til dette spørgsmål, tilsidesatte chartrets artikel 41, stk. 1, idet det fratog sagsøgeren retten til at blive hørt.

26

EUIPO har bestridt sagsøgerens argumenter og har for det første gjort gældende, at sagsøgeren ikke under den administrative procedure fremlagde noget originalt registreringsbevis for de ældre varemærker, selv om sagsøgeren den 8. marts 2021 modtog en meddelelse, hvori EUIPO fremhævede sagsøgerens forpligtelse til at underbygge de ældre rettigheder inden for den fastsatte frist. Ifølge EUIPO var appelkammeret ikke forpligtet til udelukkende at basere sig på oversættelser og kunne ikke på dette grundlag alene kontrollere, om væsentlige oplysninger såsom ansøgningsdatoen, indehaveren eller listen over tjenesteydelser var nævnt i det originale registreringsbevis. EUIPO har desuden gjort gældende, at appelkammeret ikke tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt, eftersom sagsøgeren i henhold til artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625 var bekendt med forpligtelsen til at fremlægge beviser for de ældre varemærkers eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang samt beviser for sagsøgerens ret til at rejse indsigelse. Endelig var appelkammeret ikke forpligtet til at oplyse sagsøgeren om manglerne ved de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt til støtte for indsigelsen, i overensstemmelse med den nævnte delegerede forordnings artikel 8, stk. 1 og 9.

27

Det skal indledningsvis bemærkes, at i henhold til artikel 94, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001 må EUIPO’s afgørelser kun støttes på grunde og beviser, som de berørte parter har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger om. Denne bestemmelse udgør en særlig anvendelse af det generelle princip om beskyttelse af retten til forsvar, der i øvrigt er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), hvorefter personer, hvis interesser påvirkes af offentlige myndigheders afgørelser, skal have mulighed for effektiv at gøre deres synspunkter gældende (dom af 8.6.2022, Apple mod EUIPO – Swatch (THINK DIFFERENT), T-26/21 – T-28/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:350, præmis 40).

28

Alle EU-retsakter skal nemlig overholde de grundlæggende rettigheder, således som de er anerkendt i chartret, idet overholdelsen af disse er en betingelse for, at de er lovlige, hvilket det påhviler Unionens retsinstanser at prøve inden for rammerne af det fuldstændige system af retsmidler, som er oprettet ved EUF-traktaten, og Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer skal overholde chartret (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 283-285, og udtalelse 2/13 (Unionens tiltrædelse af EMRK) af 18.12.2014, EU:C:2014:2454, præmis 169 og 171).

29

Retten til at blive hørt i forbindelse med enhver procedure, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), som udgør en integrerende del af overholdelsen af retten til forsvar, garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under en administrativ procedure, og inden der over for vedkommende træffes en afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

30

Retten til at blive hørt omfatter endvidere alle forhold af faktisk eller retlig art, som danner grundlag for beslutningsprocessen, men ikke det endelige standpunkt, som administrationen agter at indtage (jf. dom af 7.2.2007, Kustom Musical Amplification mod KHIM (En guitars form), T-317/05, EU:T:2007:39, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det påhviler EUIPO at give parterne i en sag, der verserer for EUIPO’s instanser, mulighed for at gøre deres synspunkter gældende vedrørende alle de forhold, der udgør grundlaget for disse instansers afgørelser (jf. dom af 20.3.2019, Prim mod EUIPO – Primed Halberstadt Medizintechnik (PRIMED), T-138/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:174, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

32

I den foreliggende sag er det ubestridt, at appelkammeret forkastede indsigelsen i henhold til artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625, uden at den indsigende part havde haft mulighed for at tage stilling til den afgørende begrundelse for denne afgørelse. Appelkammeret anførte nemlig selv, at de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker ikke var fremlagt, og at der var tvivl om oversættelsernes ægthed, og udledte heraf alene på dette grundlag som anført i præmis 9 ovenfor, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at de ældre varemærker eksisterede, og at sagsøgeren var indehaver heraf, og at indsigelsen derfor skulle forkastes. Som sagsøgeren har gjort gældende med det tredje anbringende, udgør den omstændighed, at appelkammeret ex officio undersøgte dette spørgsmål uden i det foreliggende tilfælde at have hørt sagsøgeren på dette punkt, en procedurefejl (jf. i denne retning dom af 13.12.2016, CAFE DEL SOL, T-549/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:719, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

33

En tilsidesættelse af retten til forsvar kan imidlertid kun fastslås, for så vidt som den manglende hensyntagen til en berørt parts standpunkt har haft en konkret indvirkning på den pågældende parts mulighed for at forsvare sig. Det kan imidlertid ikke pålægges sagsøgeren at godtgøre, at den anfægtede afgørelse ville have fået et andet indhold, hvis den konstaterede tilsidesættelse ikke havde foreligget, men alene, at en sådan mulighed ikke helt kan udelukkes, da sagsøgeren kunne have forberedt et bedre forsvar, hvis der ikke havde foreligget den formelle fejl (jf. i denne retning dom af 1.10.2009, Foshan Shunde Yongjian Housewares & Hardware mod Rådet, C-141/08 P, EU:C:2009:598, præmis 94 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.3.2019, PRIMED, T-138/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:174, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det skal derfor efterprøves, om det ikke helt kan udelukkes, at proceduren ville have ført til et andet resultat, hvis den formelle fejl, der er nævnt i præmis 32 ovenfor, ikke havde foreligget.

35

Dette er tilfældet i den foreliggende sag. Hvis appelkammeret havde givet sagsøgeren mulighed for effektivt at gøre sine synspunkter gældende vedrørende spørgsmålet om den manglende fremlæggelse af de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker, ville sagsøgeren nemlig have været i stand til at fremlægge disse, hvilket ville have gjort det muligt for appelkammeret at undersøge dem og sikre sig ægtheden af oversættelserne.

36

Den anfægtede afgørelse blev således vedtaget i strid med retten til at blive hørt, som er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

37

Denne konklusion ændres ikke af EUIPO’s argumenter. Hvad for det første angår EUIPO’s argument om, at det på dette trin var for sent at fremlægge de nævnte originale registreringsbeviser, skal det bemærkes, at EUIPO i henhold til artikel 95 i forordning 2017/1001 kan se bort fra kendsgerninger og beviser, som ikke er påberåbt eller fremført rettidigt af de pågældende parter.

38

Således som Domstolen har fastslået, følger det af denne bestemmelses ordlyd, at parternes fremlæggelse af kendsgerninger og beviser som udgangspunkt, og medmindre andet er fastsat, fortsat er mulig efter udløbet af de frister, som en sådan fremlæggelse er underlagt ved anvendelse af bestemmelserne i forordning 2017/1001, og at det på ingen måde er forbudt for EUIPO at tage hensyn til kendsgerninger og beviser, som således er påberåbt eller fremført for sent (jf. dom af 20.3.2019, PRIMED, T-138/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:174, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

39

Ved at præcisere, at EUIPO »kan« beslutte at se bort fra sådanne beviser, giver artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001 således EUIPO en vid skønsbeføjelse med hensyn til at afgøre – med en begrundelse herfor – om der skal tages hensyn til disse (jf. dom af 20.3.2019, PRIMED, T-138/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:174, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at ingen omstændighed vedrørende karakteren af den procedure, der forløber ved appelkammeret, eller vedrørende denne instans’ kompetence i princippet er til hinder for, at appelkammeret med henblik på at træffe afgørelse i den klagesag, som er forelagt det, tager hensyn til kendsgerninger eller beviser, som fremlægges for appelkammeret for første gang (jf. dom af 20.3.2019, PRIMED, T-138/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:174, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

41

I overensstemmelse med artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 kan appelkammeret acceptere beviser, der er fremlagt for første gang for det, såfremt disse beviser opfylder følgende to krav: For det første skal de »umiddelbart [se] ud til at være relevante for sagens udfald«, og for det andet skal de »ikke [have] været forelagt rettidigt af gyldige grunde, navnlig hvis de blot supplerer relevante kendsgerninger og beviser, der allerede var blevet indgivet rettidigt, eller indgives til at bestride konstateringer, der er foretaget eller behandlet i første instans af egen drift i den påklagede afgørelse«.

42

Eftersom appelkammeret i den foreliggende sag rejste tvivl om oversættelsernes ægthed og fandt, at sagsøgeren ved ikke at fremlægge de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker, der lå til grund for indsigelsen, ikke havde opfyldt kravene i artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625 med hensyn til beviset for, at varemærkerne eksisterede, og den omstændighed, at sagsøgeren var indehaver heraf, hvilket indebar, at indsigelsen blev forkastet som ugrundet, som det er blevet fastslået i præmis 35 ovenfor, kan det ikke udelukkes, at sagsøgeren, hvis denne var blevet hørt herom, kunne have fremlagt de originale registreringsbeviser , at appelkammeret i henhold til artikel 27, stk. 4, i delegeret forordning 2018/625 kunne have accepteret dem, og at indsigelsessagen følgelig ville have ført til et andet resultat.

43

For det andet kan EUIPO’s meddelelse til sagsøgeren af 8. marts 2021 i modsætning til, hvad EUIPO har gjort gældende, ikke anses for at opfordre sagsøgeren til at tage stilling til den omstændighed, at de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker ikke var fremlagt, eller til oversættelsernes ægthed. Der er nemlig i den foreliggende sag tale om en standardiseret meddelelse, som på ingen måde nævner spørgsmålene om eksistensen, gyldigheden og omfanget af beskyttelsen af de ældre varemærker eller om ejendomsretten til disse varemærker, som appelkammeret påtænkte at rejse ex officio på grundlag af artikel 7, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625.

44

Den omstændighed, at sagsøgeren i forbindelse med sagen for indsigelsesafdelingen blev oplyst om sin forpligtelse til at fremlægge dokumentation vedrørende de ældre varemærker inden for den fastsatte frist, er desuden uden betydning for vurderingen af, om retten til forsvar blev overholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret. Eftersom appelkamrenes kompetence omfatter en fornyet prøvelse af de afgørelser, der er truffet af EUIPO’s enheder, og appelkammeret i det foreliggende tilfælde på eget initiativ har henvist til, at der ikke foreligger bevis for de ældre varemærkers eksistens, gyldighed og beskyttelsesomfang, kan denne oplysning nemlig ikke anses for at have gjort det muligt for sagsøgeren effektivt at gøre sit synspunkt gældende for appelkammeret vedrørende forkastelsen af dennes indsigelse som følge af den manglende fremlæggelse af de originale registreringsbeviser for de ældre varemærker og tvivl, der herskede med hensyn til ægtheden af oversættelsen af de nævnte beviser (jf. i denne retning og analogt dom af 13.12.2016, CAFE DEL SOL, T-549/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:719, præmis 43).

45

For det tredje fremgår det af ordlyden af artikel 8, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625, at hvis der ikke er fremlagt nogen beviser inden for den fastsatte frist, eller hvis de fremlagte beviser er åbenbart uvedkommende eller åbenbart utilstrækkelige til at opfylde kravene i artikel 7, stk. 2, i den nævnte delegerede forordning, vedrørende de ældre rettigheder, afvises indsigelsen som grundløs. Dette gælder derimod ikke, når visse af disse oplysninger er blevet fremlagt inden for fristen, eller når de ikke er åbenbart uvedkommende eller åbenbart utilstrækkelige. I det foreliggende tilfælde er det dog ubestridt, at sagsøgeren fremlagde oversættelserne af registreringsbeviserne for de ældre varemærker for indsigelsesafdelingen inden for den fastsatte frist. Disse oplysninger er ikke åbenbart uvedkommende eller åbenbart utilstrækkelige, eftersom appelkammeret i tilfælde af, at sagsøgeren var blevet hørt og havde fremlagt originalerne af de nævnte registreringsbeviser i forbindelse med sagen for appelkammeret, under ingen omstændigheder ville have været forpligtet til at forkaste indsigelsen på grundlag af artikel 8, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625. Den nævnte artikel udgør nemlig ikke en regel, der forhindrer appelkammeret i at gøre brug af den skønsbeføjelse, som det er tillagt ved artikel 95, stk. 2, i forordning 2017/1001, eftersom artikel 8, stk. 1, i delegeret forordning 2018/625 skal fortolkes således, at den bringes i overensstemmelse med de trinhøjere retsregler, der er fastsat i forordning 2017/1001 og chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 13.12.2016, CAFE DEL SOL, T-549/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:719, præmis 38).

46

For det fjerde skal det, for så vidt som EUIPO har gjort gældende, at det ikke er forpligtet til udtrykkeligt at opfordre en part til at fremlægge beviser, bemærkes, at det tilkom appelkammeret at sikre sig, at betingelserne i chartrets artikel 41, stk. 2, og artikel 94, stk. 1, andet punktum, i forordning 2017/1001 var opfyldt, hvilket ikke var tilfældet i den foreliggende sag (jf. i denne retning dom af 20.3.2019, PRIMED, T-138/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:174, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

47

Af samtlige ovenstående grunde skal det tredje anbringende tages til følge, og den anfægtede afgørelse annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til det andet anbringende.

48

Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

49

Da EUIPO har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):