Sag T-96/23

Uniper Global Commodities SE

mod

Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder

Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 25. juni 2025

»Energi – det indre marked for elektricitet – forordning (EU) 2017/2195 – ACER’s afgørelse om ændring af metoderne til prissætning af balanceringsenergi – pålæggelse af en midlertidig grænseværdi for priser – klage til ACER’s klagenævn – særlige betingelser og vilkår for indgivelse af klager – artikel 28, stk. 1, og artikel 29 i forordning (EU) 2019/942 – afvisning på grund af manglende klagebeføjelse for klagenævnet – ulovlighedsindsigelse – lighed for loven og effektiv domstolsbeskyttelse – ikke individuelt berørt – egenskaber eller faktiske situationer, som ikke er blevet påberåbt – klagefrist – undskyldelig fejl foreligger ikke«

1. Retslig procedure – stævningens indhold – formkrav – fastlæggelse af søgsmålets genstand – fastlæggelse af anbringenderne ud fra deres indhold og ikke ud fra deres formelle kvalificering

   [Statutten for Domstolen, art. 21; Rettens procesreglement, art. 76, litra d)]

   (jf. præmis 23 og 25)

2. Ulovlighedsindsigelse – accessorisk karakter – implicit, men klar fremsættelse i stævningen – formaliteten

   (Art. 277 TEUF)

   (jf. præmis 24, 26 og 27)

3. EU-ret – fortolkning – metoder – bestemmelse med en klar og præcis ordlyd – forpligtelse til at sikre bestemmelsens effektive virkning

   (jf. præmis 31-34)

4. EU-ret – fortolkning – metoder – forpligtelse til at fortolke den afledte EU-ret i overensstemmelse med en trinhøjere bindende norm – grænser – fortolkning contra legem – ikke tilladt

   (jf. præmis 35-37, 79 og 80)

5. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – regelfastsættende retsakter – retsakter, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger og vedrører sagsøgeren umiddelbart – afgørelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) om ændring af metoderne til prissætning af balanceringsenergi – omfattet

   (Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/942)

   (jf. præmis 42)

6. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – afgørelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) om ændring af metoderne til prissætning af balanceringsenergi – retsakt om oprettelse af ACER, der fastsætter nationale retsmidler mod ACER’s afgørelse – annullationssøgsmål indledt til prøvelse af ACER’s afgørelse, uden at de nationale retsmidler er udtømt – formaliteten – betingelse – sagsøger, som ikke opfylder betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af en intern klage – betingelse opfyldt – tilsidesættelse af lighedsprincippet og princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse – foreligger ikke

   (Art. 263, stk. 5, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 20 og 41; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/942, 34. betragtning samt art. 28, stk. 1, og art. 29)

   (jf. præmis 43-45, 48 og 54-75)

7. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – afgørelse fra Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) om ændring af metoderne til prissætning af balanceringsenergi – søgsmål anlagt af en virksomhed, der er aktiv på det af afgørelsen berørte marked – virksomheden har ikke godtgjort en væsentlig påvirkning af sin stilling på markedet – afvisning

   (Art. 263, stk. 4, TEUF)

   (jf. præmis 92-111)

8. Den Europæiske Unions agenturer – Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) – ACER’s afgørelse – intern klageprocedure for klagenævnet – søgsmål ved Unionens retsinstanser – kompetence – legalitetskontrol med lovligheden af klagenævnets afgørelser – alene hensyntagen til de faktiske og retlige forhold, som blev forelagt klagenævnet

   (Art. 263 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/942, art. 29)

   (jf. præmis 115 og 122)

9. Retslig procedure – søgsmålsfrister – fristernes udløb – undskyldelig fejl – begreb – rækkevidde

   (Art. 263, stk. 6, TEUF)

   (jf. præmis 128-136)

Resumé

Retten bekræftede gyldigheden af afgørelser truffet af klagenævnet for Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER), hvorved klager indgivet af to selskaber til prøvelse af ACER’s afgørelse vedrørende ændring af metoden til prissætning af balanceringsenergi var blevet afvist. Herved tog Retten for det første stilling til juridiske personers klageadgang for ACER’s klagenævn i medfør af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 ( 1 ). For det andet gav Retten præciseringer om, hvornår fysiske eller juridiske personer er individuelt berørt af afgørelser vedtaget af ACER.

Efter forslag fra transmissionssystemoperatørerne vedtog ACER ved afgørelse af 24. januar 2020 en metode til prissætning af balanceringsenergi, hvorved det bl.a. blev bestemt, at priserne for levering af balanceringsenergi ikke skulle være højere eller lavere end en teknisk grænseværdi for prisen på +/- 99999 EUR/MWh.

Ved afgørelse af 25. februar 2022 (herefter »den oprindelige afgørelse«) ændrede ACER midlertidigt nævnte metode, således at grænseværdien for den pågældende tekniske pris blev erstattet med en grænseværdi for prisen på +/- 15000 EUR/MWh, som udelukkende skulle finde anvendelse på udveksling af balanceringsenergi på de europæiske platforme PICASSO og MARI i en periode på 48 måneder fra den 1. juli 2022.

Sagsøgerne, RWE Supply & Trading GmbH og Uniper Global Commodities SE, er to leverandører af balanceringsenergi, som driver virksomhed på det tyske marked, hvor de europæiske platforme PICASSO og MARI er operationelle.

Eftersom disse selskaber mente, at de havde lidt skade som følge af den oprindelige afgørelse, indgav de en klage til ACER’s klagenævn (herefter »klagenævnet«). Ved to afgørelser af 9. december 2022 (herefter »de anfægtede afgørelser«) afviste dette klagenævn klagerne, da selskaberne savnede klagebeføjelse i medfør af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942.

I medfør af denne bestemmelse kan alle fysiske og juridiske personer påklage en afgørelse fra ACER, som er rettet til den pågældende, eller en afgørelse, som berører den pågældende umiddelbart og individuelt. Eftersom sagsøgerne ikke var adressater for den oprindelige afgørelse, fandt klagenævnet, at de ganske vist var umiddelbart berørt af afgørelsen, men ikke individuelt.

I denne sammenhæng indbragte sagsøgerne sagen for Retten med påstand om annullation af de anfægtede afgørelser og, subsidiært, af den oprindelige afgørelse.

Rettens bemærkninger

Til støtte for søgsmålet foreholdt sagsøgerne bl.a. klagenævnet en tilsidesættelse af artikel 263, stk. 4, TEUF ( 2 ), idet dette nævn havde fundet, at de ikke havde de fornødne beføjelser til at indgive en klage over den oprindelige afgørelse til nævnet. Denne afgørelse var imidlertid en regelfastsættende retsakt, som vedrørte sagsøgerne umiddelbart og ikke omfattede gennemførelsesforanstaltninger. Den kunne dermed anfægtes for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF.

Ifølge sagsøgerne skulle artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 for at være i overensstemmelse med princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF, samt princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20, have været fortolket således, at denne bestemmelse tillod dem at indgive en klage over den oprindelige afgørelse til klagenævnet.

Retten fastslog indledningsvis, at dette første anbringende i det væsentlige omfattede to klagepunkter, hvoraf det første vedrørte en fortolkning af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, som ikke var i overensstemmelse med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20 og 47, og det andet vedrørte en implicit ulovlighedsindsigelse i forhold til artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, da denne bestemmelse ikke var i overensstemmelse med disse principper og artikler i chartret.

Med hensyn til det første klagepunkt fremgår det af fast retspraksis, at en fortolkning af en EU-retlig bestemmelse ikke må resultere i, at bestemmelsens ellers klare og præcise ordlyd berøves enhver effektiv virkning. Når betydningen af en sådan bestemmelse således er utvetydig i henhold til selve bestemmelsens ordlyd, kan Unionens retsinstanser ikke fravige denne fortolkning.

Det fremgår af den klare og præcise ordlyd af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, at sagsøgerne som juridiske personer, der ikke var adressater for den oprindelige afgørelse, kun kunne påklage den nævnte afgørelse, såfremt denne ikke alene berørte dem umiddelbart, men ligeledes individuelt. Selv om det er korrekt, at den i denne bestemmelse fastsatte betingelse om at være individuelt berørt skal fortolkes i lyset af de generelle EU-retlige principper, som disse er sikret ved chartret, er det kun muligt at anlægge en bred fortolkning, for så vidt som denne fortolkning er forenelig med ordlyden af den omhandlede bestemmelse og ikke fører til en fortolkning contra legem.

Det følger heraf, at klagenævnet i de anfægtede afgørelser med føje fortolkede artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 således, at denne bestemmelse kun tillod sagsøgerne som juridiske personer at indgive en klage til klagenævnet over den oprindelige afgørelse, hvis nævnte afgørelse ikke alene berørte dem umiddelbart, men tillige individuelt.

Hvad angår det andet klagepunkt bemærkede Retten, at artikel 263, stk. 5, TEUF bestemmer, at der i retsakter om oprettelse af EU-organer, ‑kontorer og ‑agenturer kan fastsættes særlige betingelser og vilkår for fysiske eller juridiske personers indbringelse af klager med henblik på prøvelse af retsakter vedtaget af disse organer, kontorer og agenturer, som skal have retsvirkning for dem.

EU-lovgiver har i artikel 28 og 29 i forordning 2019/942 således bestemt, at de fysiske eller juridiske personer, der er adressater for ACER’s retsakter, eller som er umiddelbart og individuelt berørt heraf, for at sikre hurtig sagsbehandling bør kunne indbringe klager for klagenævnet. Det er i denne forbindelse blevet besluttet blandt de fysiske eller juridiske personer, der kan indbringe en klage direkte til klagenævnet, ikke at medtage de personer, som henhører under den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF. Sidstnævnte kan, såfremt ACER som i det foreliggende tilfælde vedtager en regelfastsættende retsakt, anlægge et annullationssøgsmål direkte ved Retten.

I denne forbindelse udelukkede Retten, at artikel 29 i forordning 2019/942, som kræver, at de interne klagemuligheder er udtømt, inden sagen kan indbringes for Unionens retsinstanser, var til hinder for, at sagsøgerne kunne anlægge et annullationssøgsmål direkte ved Retten. Denne bestemmelse skal nemlig fortolkes således, at den kun finder anvendelse på de kategorier af fysiske eller juridiske personer, som har klageadgang for klagenævnet som omhandlet i denne forordnings artikel 28.

Det følger heraf, at fysiske eller juridiske personer, som henhører under den kategori, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, ikke falder ind under anvendelsesområdet for den obligatoriske forudgående klageprocedure, der er indført ved artikel 28 og 29 i forordning 2019/942, og dermed skal anlægge deres sager direkte ved Retten.

I lyset af disse betragtninger undersøgte Retten i første række, om den forskelsbehandling, som er indført ved artikel 28 i forordning 2019/942 mellem de fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, og de fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den første og den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, for så vidt angår muligheden for at indbringe en klage for klagenævnet er uforenelig med princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20.

Retten bemærkede indledningsvis, at oprettelsen af et klagenævn indgår i en overordnet tilgang med henblik på at give Unionens agenturer klageorganer, når disse havde fået tildelt en beslutningskompetence vedrørende komplekse tekniske eller videnskabelige spørgsmål. Disse klageorganer udgør et egnet middel til at beskytte de berørte parters rettigheder i en sammenhæng, hvor den kontrol, som Unionens retsinstanser udøver, når Unionens myndigheder har en bred skønsmargen, bl.a. vedrørende vurderingen af faktuelle forhold af videnskabelig og teknisk meget kompliceret art, bør begrænse sig til at undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om myndighederne åbenbart har overskredet grænserne for deres skøn.

Idet artikel 28 i forordning 2019/942 ikke tillader de fysiske eller juridiske personer, der er omfattet af den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, at indbringe en klage for klagenævnet, indføres der herved en forskelsbehandling mellem på den ene side fysiske eller juridiske personer, der som sagsøgeren alene kan opnå Rettens begrænsede kontrol med ACER’s afgørelser, bl.a. vedrørende vurderinger af kompliceret videnskabelig, teknisk eller økonomisk art vedrørende energi, og på den anden side dem, der kan indbringe sagen direkte for klagenævnet og således få adgang til en fuld kontrol af ACER’s afgørelser så vidt angår nævnte vurderinger.

En sådan forskelsbehandling er imidlertid begrundet i den mere eller mindre nære sammenhæng, der består mellem de forskellige kategorier af fysiske eller juridiske personer, der berøres af ACER’s afgørelser. Dem, der har tilladelse til at indbringe sagen direkte for klagenævnet, er nemlig identificeret i nævnte afgørelser, for så vidt som de er adressater herfor, eller disse afgørelser påvirker dem på tilsvarende måde som adressaten herfor. Dette er derimod ikke tilfældet med de fysiske eller juridiske personer, der henhører under den kategori, der er omfattet af det tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF.

Det følger endvidere af retspraksis, at det for at kunne kritisere EU-lovgiver for at have tilsidesat ligebehandlingsprincippet, er nødvendigt, at denne har behandlet ensartede situationer forskelligt på en sådan måde, at visse personer stilles ringere end andre. Rettens direkte kontrol med ACER’s retsakt kan ikke anses for at være ugunstig for fysiske eller juridiske personer, der ikke kan indgive en klage direkte til ACER’s klagenævn. Dette kontrolmiddel anses nemlig for at være egnet til at beskytte de fysiske eller juridiske personers rettigheder, som har en mindre nær sammenhæng med denne retsakt.

Det følger heraf, at EU-lovgiver ved artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942 har indført en begrundet forskelsbehandling af fysiske eller juridiske personer, der ikke befinder sig i en identisk eller sammenlignelig situation, henset til ACER’s afgørelser. De skal derfor ikke underkastes de samme særlige betingelser og vilkår for så vidt angår de klager, som de indbringer til prøvelse af de nævnte afgørelser, hvorfor denne forskelsbehandling ikke kan betragtes som en tilsidesættelse af princippet om lighed for loven, der er fastsat i chartrets artikel 20.

I anden række bemærkede Retten med hensyn til den angivelige tilsidesættelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse og chartrets artikel 47 ( 3 ), henset til den manglende mulighed for fysiske eller juridiske personer, der henhører under den tredje situation i artikel 263, stk. 4, TEUF, for at indgive en klage til klagenævnet, at for så vidt som det stadig er muligt at anlægge et annullationssøgsmål ved Retten, kan det ikke fastslås, at EU-lovgiver har tilsidesat nævnte princip ved vedtagelsen af artikel 28 og 29 i forordning 2019/942.

Retten tilføjede, at de eventuelle proceduremæssige komplikationer, der følger af dette klagesystem, herunder den parallelle indgivelse af klager over samme afgørelser fra ACER til klagenævnet og Retten, samt den komplekse karakter af begrebet »individuelt berørt«, som klagenævnets og Rettens respektive kompetencer afhænger af, ikke var tilstrækkelige til at fastslå, at dette system i sig selv er i strid med princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse.

Efter sin analyse af søgsmålet forkastede Retten ligeledes anbringendet om tilsidesættelse af artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, for så vidt som klagenævnet i de anfægtede afgørelser ikke fastslog, at sagsøgerne var individuelt berørt af den oprindelige afgørelse som følge af egenskaber, som var særlige for dem, og som adskilte dem fra alle andre.

For det første præciserede Retten, at der for at vurdere, om sagsøgerne var individuelt berørt i henhold til artikel 28, stk. 1, i forordning 2019/942, skulle henvises til Unionens retsinstansers praksis om den anden situation i artikel 263, stk. 4, TEUF.

De særlige betingelser og vilkår for klager, som er fastlagt ved forordning 2019/942 i medfør af artikel 263, stk. 5, TEUF, skal nemlig fortsat være fuldstændig i overensstemmelse med den generelle ordning, der er fastsat i artikel 263 TEUF, for så vidt angår Unionens retsinstansers kompetence til at påkende de søgsmål, som de får overdraget. Det følger heraf, at når betingelserne for antagelse til realitetsbehandling er de samme i den generelle ordning, der er fastsat i artikel 263 TEUF, som i de særlige betingelser og vilkår, der er vedtaget i medfør af denne bestemmelses stk. 5, skal de principielt fortolkes ensartet.

For det andet begrænsede Retten med hensyn til de egenskaber og den faktiske situation, som sagsøgerne havde gjort gældende for at påvise, at de var individuelt berørt, sin undersøgelse til dem, der ligeledes var fremført for klagenævnet, og som sidstnævnte havde analyseret i de anfægtede afgørelser. Retten skal ganske vist efterprøve lovligheden af disse afgørelser ved at kontrollere klagenævnets anvendelse af EU-retten, henset til bl.a. de faktiske omstændigheder, som er blevet forelagt. Retten kan derimod ikke foretage en sådan efterprøvelse ved at tage hensyn til nye faktiske omstændigheder, der påberåbes eller fremlægges for den.

I lyset af disse præciseringer fastslog Retten, at sagsøgerne henviste til Unionens retsinstansers praksis vedrørende statsstøtte og fusioner for så vidt hvad angår de egenskaber og faktiske omstændigheder, som de havde påberåbt sig for klagenævnet, dvs. deres aktive tilstedeværelse på det tyske marked for balanceringsenergi og deres placering blandt de største leverandører på dette marked, og som de senere udviklede inden for rammerne af dette søgsmål, idet de gjorde gældende, at deres stilling på dette marked blev påvirket væsentligt af den oprindelige afgørelse.

Sagsøgerne kunne imidlertid ikke med føje påberåbe sig denne retspraksis for at gøre gældende, at deres stilling på dette marked blev væsentligt påvirket af nævnte afgørelse. Denne retspraksis er nemlig, i det mindste delvist, baseret på den omstændighed, at der foreligger et aktuelt eller potentielt konkurrenceforhold mellem de af den anfægtede afgørelse begunstigede på det pågældende marked og sagsøgeren, hvis stilling på det pågældende marked eller på tilstødende, tidligere eller efterfølgende markeder på en specifikt angiven negativ måde og i givet fald i væsentlig grad berøres af nævnte afgørelse.

I det foreliggende tilfælde havde sagsøgerne hverken gjort gældende eller godtgjort, at de var i et aktuelt eller potentielt konkurrenceforhold med de ifølge dem egentlige adressater for den oprindelige afgørelse på det tyske marked for balanceringsenergi, hvor de var aktive, og som var berørt af denne afgørelse.

De egenskaber og faktiske omstændigheder, som sagsøgerne havde påberåbt sig, var endvidere under alle omstændigheder ikke af en sådan art, at de adskilte dem i forhold til alle andre.

Eftersom de af sagsøgerne fremsatte anbringender blev forkastet, frifandt Retten ACER i annullationssøgsmålene anlagt til prøvelse af de anfægtede afgørelser.

De subsidiære påstande om annullation af den oprindelige afgørelse blev afvist, idet søgsmålene var anlagt efter udløbet af søgsmålsfristen fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF. I denne henseende bemærkede Retten, at sagsøgerne under omstændighederne i den foreliggende sag ikke kunne påberåbe sig nogen undskyldelig fejl, der kunne have givet mulighed for at fravige forpligtelsen til at overholde den fastsatte klagefrist.

Retten frifandt derfor ACER i det hele.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/942 af 5.6.2019 om oprettelse af Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (EUT 2019, L 158, s. 22).

( 2 ) – I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende (den første situation), eller som berører denne umiddelbart og individuelt (den anden situation), samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger (den tredje situation).

( 3 ) – Som gennemført ved artikel 263, stk. 4, TEUF.