Sag C-798/23 [Abbottly] ( i )

Minister for Justice

mod

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (Irland))

Domstolens dom (Første Afdeling) af 9. oktober 2025

»Præjudiciel forelæggelse – politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 4a, stk. 1 – procedure for overgivelse mellem medlemsstaterne – europæisk arrestordre – betingelser for fuldbyrdelse – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse – obligatorisk fuldbyrdelse – undtagelser – begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« – tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn – manglende opfyldelse af de vilkår, som er fastsat i forbindelse med denne anbringelse – afgørelse, hvorved anbringelsen under polititilsyn konverteres til en frihedsstraf – straf idømt in absentia«

Retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre – arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom, som er afsagt in absentia – den berørte person ikke selv til stede under retssagen – begrebet retssag, der førte til afgørelsen – begrebet afgørelse – afgørelse, hvorved en straf i form af anbringelse under polititilsyn konverteres til en frihedsstraf på grundlag af et fast forhold – omfattet

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 4a, stk. 1)

(jf. præmis 36, 44-51 og 54 samt domskonkl.)

Resumé

I en sag om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre (herefter »den omhandlede europæiske arrestordre«), der var blevet udstedt mod en fysisk person med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf idømt efter konvertering af en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn, fortolkede Domstolen det i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 ( 1 ) indeholdte begreb »den retssag, der førte til afgørelsen«.

Den pågældende person, SH, blev i 2014 idømt straffe af lettiske domstole for to lovovertrædelser. I 2015 blev disse straffe samlet til en frihedsstraf på i alt fire år og ni måneder ledsaget af en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn i tre år, idet tillægsstraffen trådte i kraft på det tidspunkt, hvor SH havde afsonet sin frihedsstraf.

Idet SH ikke overholdt den forpligtelse til at give møde på politistationen senest tre arbejdsdage efter sin løsladelse, som fulgte af hans anbringelse under polititilsyn, blev han kendt skyldig i en administrativ overtrædelse og idømt to bøder.

Den 19. august 2020 traf den kompetente lettiske domstol, til hvilken den kompetente lettiske politistation havde indgivet en anmodning, bestemmelse om, at den endnu ikke udståede del af tillægsstraffen i form af anbringelsen af SH under polititilsyn, dvs. to år og to dage, skulle konverteres til en frihedsstraf på et år og en dag i overensstemmelse med den i lettisk strafferet fastsatte mulighed ( 2 ). Denne afgørelse blev afsagt efter afholdelsen af et retsmøde, som SH, der ikke havde modtaget den til ham tilstillede indkaldelse, ikke mødte frem til. Afgørelsen blev ikke appelleret af SH.

Den kompetente lettiske retsinstans udstedte herefter en europæisk arrestordre mod SH med henblik på fuldbyrdelse af den frihedsstraf, han var blevet idømt den 19. august 2020.

Minister for Justice and Equality (justits- og ligestillingsministeren, Irland) anmodede de kompetente irske judicielle myndigheder om at overgive SH til Republikken Letland på grundlag af den omhandlede europæiske arrestordre Efter at anmodningen var blevet forkastet i første instans og dernæst efter appel på grundlag af den bestemmelse, hvorved artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 ( 3 ) er blevet gennemført i irsk ret, iværksatte Minister for Justice and Equality (justits- og ligestillingsministeren) en ekstraordinær appel for den forelæggende ret, Supreme Court (øverste domstol, Irland).

Ifølge den forelæggende ret kan den omhandlede afgørelse sidestilles med en tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen af en straf, som i overensstemmelse med Domstolens konklusion i Ardic-dommen ( 4 ) ikke er omfattet af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584. Det fremgår af den nævnte dom, at begrebet »afgørelse« – i denne bestemmelses forstand – ikke omfatter en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf, som f.eks. en tilbagekaldelse af udsættelsen af fuldbyrdelsen, medmindre denne afgørelse har til formål eller virkning at ændre enten arten eller længden af nævnte straf, og den myndighed, der har truffet afgørelsen, har haft en skønsbeføjelse i denne henseende.

Eftersom den lettiske retsinstans, der havde udstedt den omhandlede europæiske arrestordre, i det foreliggende tilfælde ikke havde truffet nogen ny retsafgørelse om ændring af arten eller længden af den tidligere idømte frihedsstraf, fandt den forelæggende ret, at der ikke var grundlag for at nægte at udlevere SH. I tilfælde af manglende overholdelse af vilkårene for anbringelsen under polititilsyn bestemmes længden af den frihedsberøvelse, der kan idømmes, nemlig ved en aritmetisk beregning, som er fastsat i lettisk ret. Den afgørelse, hvorved tillægsstraffen i form af anbringelse under polititilsyn konverteres til en frihedsstraf, kan således sidestilles med en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf og falder derfor uden for anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

Den forelæggende ret ønskede imidlertid oplysninger, for så vidt som det forholdt sig således, at selv om udsigten til en ny fængselsstraf var uløseligt forbundet med de straffe, som SH var blevet idømt tidligere, og som var blevet samlet i 2015, pålagde den straf, der blev idømt den 19. august 2020, ikke blot SH at afsone de oprindeligt fastsatte frihedsstraffe.

På denne baggrund ønskede Supreme Court (øverste domstol) oplyst, om begrebet »den retssag, der førte til afgørelsen«, som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, omfatter en procedure, ved hvis afslutning en national retsinstans – på grund af manglende overholdelse af de vilkår, der ledsagede en straf i form af anbringelse under polititilsyn, som den berørte person tidligere var blevet idømt i tillæg til en frihedsstraf – kan træffe afgørelse om at konvertere den ikke-udståede del af denne tillægsstraf til en frihedsstraf.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede, at artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 begrænser muligheden for at nægte at fuldbyrde en europæisk arrestordre ved i denne bestemmelses litra a)-d) udtømmende at opregne de situationer, hvor anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse, der er blevet afsagt under en retssag, hvor den pågældende ikke selv var til stede, ikke kan nægtes.

I hvert af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 4a, stk. 1, litra a)-d), i rammeafgørelse 2002/584, gør fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre således hverken indgreb i retten til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang eller i den berørte persons ret til forsvar.

Inden den fuldbyrdende judicielle myndighed efterprøver, om en af disse situationer foreligger, skal den fastlægge, om der er tale om en situation, i hvilken den eftersøgte ikke selv var til stede under den »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, rammeafgørelse 2002/584.

Efter fast retspraksis skal det nævnte udtryk, som er indeholdt i den omhandlede bestemmelse, forstås således, at det betegner den procedure, der har ført til den retsafgørelse, hvorved den person, som ønskes overgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre, er blevet endeligt dømt ( 5 ).

Domstolen fastslog, at en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf ikke udgør en »afgørelse« som omhandlet i nævnte artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, undtagen når den påvirker skyldsspørgsmålet, eller når den har til formål eller til følge at ændre arten eller længden af denne straf, og den myndighed, der har afsagt den, har haft en skønsmargen i denne henseende ( 6 ).

I det foreliggende tilfælde var grundlaget for udstedelsen af den europæiske arrestordre den afgørelse, hvorved tillægsstraffen i form af anbringelse under polititilsyn blev konverteret til en frihedsstraf. Idet den forelæggende ret ønskede oplyst, om en sådan afgørelse kunne være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, for så vidt som den ikke havde til formål eller virkning at ændre arten og/eller længden af den straf, som den eftersøgte tidligere var blevet idømt, og for så vidt som den myndighed, der havde afsagt den, ikke havde rådet over nogen skønsmargen i denne henseende, undersøgte Domstolen, om den omhandlede afgørelse kunne kvalificeres som »en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf« som omhandlet i retspraksis, i hvilket tilfælde den ikke udgjorde en »afgørelse« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584.

I denne henseende bemærkede Domstolen, at lettisk ret synes at sondre mellem en afgørelse om idømmelse af en frihedsstraf og en afgørelse om anbringelse under polititilsyn, idet sidstnævnte afgørelse i sagens natur altid udgør en tillægsstraf til en frihedsstraf.

Desuden synes lettisk ret ikke at fastsætte en mekanisme til automatisk konvertering af en straf i form af anbringelse under polititilsyn til en frihedsstraf, hvis den pågældende person overtræder vilkårene for denne anbringelse, eftersom retsinstansen råder over en skønsbeføjelse i denne henseende.

Endvidere er formålet med den frihedsstraf, der eventuelt idømmes som følge af den manglende overholdelse af tillægsstraffens vilkår, ikke at straffe den oprindelige strafbare handling, der gav anledning til idømmelsen af straffen i form af anbringelse under polititilsyn som en tillægsstraf, men den specifikke manglende overholdelse af de vilkår, der er knyttet til sidstnævnte straf.

En afgørelse om idømmelse af en frihedsstraf i stedet for en tillægsstraf i form af anbringelse under polititilsyn udgør følgelig ikke en afgørelse om fuldbyrdelse eller anvendelse af en tidligere idømt frihedsstraf, men skal anses for at være en afgørelse om idømmelse af en ny frihedsstraf, hvis karakter er forskellig fra den oprindeligt fastsatte.

En sådan afgørelse skal kvalificeres som en »afgørelse« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, og den procedure, der førte til dens vedtagelse, skal anses for at være omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i denne bestemmelses forstand.

Domstolen præciserede. at det, der har betydning med henblik på kvalificeringen som den »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, er, at proceduren vedrørende konvertering af straffen vil kunne føre til en frihedsberøvelse, der, selv om den var forudsigelig i tilfælde af manglende overholdelse af de vilkår, som ledsagede polititilsynsstraffen, ikke som sådan udgjorde en del af den oprindelige straf og dermed krævede, at der blev pålagt en ny straf, som trådte i stedet for den første.

( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

( 1 ) – Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 (EUT 2009, L 81, s. 24) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).

( 2 ) – Når der inden for en periode på et år idømmes to straffe for manglende overholdelse af de vilkår, som anbringelsen under polititilsyn var underlagt, fastsætter lettisk strafferet en mulighed for, at den kompetente nationale retsinstans kan konvertere tillægsstraffen i form af anbringelse under polititilsyn til en frihedsstraf af en bestemt varighed på grundlag af et fast forhold, nemlig én dags fængsel for hver to dages polititilsyn, der mangler at blive udstået.

( 3 ) – Denne artikel fastsætter, at den fuldbyrdende judicielle myndighed kan nægte at fuldbyrde den europæiske arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, hvis den pågældende ikke selv var til stede under den retssag, der førte til afgørelsen, medmindre en af de situationer, som er opregnet i artiklens stk. 1, litra a)-d), foreligger.

( 4 ) – Dom af 22.12.2017, Ardic (C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026).

( 5 ) – Jf. i denne retning dom af 21.12.2023, Generalstaatsanwaltschaft Berlin (Udeblivelsesdom) (C-396/22, EU:C:2023:1029, præmis 26 og 27 og den deri nævnte retspraksis).

( 6 ) – Dom af 22.12.2017, Ardic (C-571/17 PPU, EU:C:2017:1026, præmis 77 og 88), og af 23.3.2023, Minister for Justice and Equality (Ophævelse af udsættelsen) (C-514/21 og C-515/21, EU:C:2023:235, præmis 53).