–

den rumænske regering ved E. Gane og L. Ghiţă, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved Ș. Ciubotaru, K. Herrmann og F. Ronkes Agerbeek, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side RL, QN, MR, JT, VS og AX, der er tidligere dommere, og på den anden side Curtea de Apel Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) vedrørende den omstændighed, at de ikke har fået udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse ved pensionering.

3

Artikel 66 i Legea nr. 24/2000 privind normele de tehnică legislativă pentru elaborarea actelor normative (lov nr. 24/2000 om lovtekniske regler til udarbejdelse af normative retsakter) af 27. marts 2000 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 260 af 21.4.2010) bestemmer:

»1.   I særlige tilfælde kan anvendelsen af en normativ retsakt suspenderes ved en anden retsakt på samme eller højere niveau. I denne situation skal datoen for suspensionen og dens tidsbegrænsede varighed udtrykkeligt fastsættes.

[...]

3.   Forlængelsen af suspensionen, ændringen eller ophævelsen af den suspenderede bestemmelse eller retsakt kan gøres til genstand for en udtrykkelig bestemmelse eller normativ retsakt med virkning fra datoen for suspensionens udløb.

[...]«

4

Artikel 74 i Legea nr. 303/2004 privind statutul judecătorilor și procurorilor (lov nr. 303/2004 om dommere og anklageres status) af 28. juni 2004 (offentliggjort på ny i Monitorul Oficial al României, del I, nr. 826 af 13.9.2005, herefter »den tidligere lov om dommere og anklageres status«) bestemte:

»1.   For deres arbejde har dommere og anklagere ret til en løn, der fastsættes på grundlag af retsinstansens eller anklagemyndighedens niveau, det embede, der besiddes, ancienniteten inden for retsvæsenet og andre kriterier, der er fastsat ved lov.

2.   Dommere og anklageres løn kan kun nedsættes eller suspenderes i de tilfælde, der er fastsat i denne lov. Dommere og anklageres lønninger fastsættes ved en særlig lov. [...]«

5

Artikel 81 i den tidligere lov om dommere og anklageres status havde følgende ordlyd:

»1.   Dommere og anklagere med en uafbrudt anciennitet på 20 år i retsvæsenet modtager ved deres pensionering eller udtræden af tjenesten af andre årsager, som ikke kan tilregnes dem, en godtgørelse svarende til syv månedlige bruttolønninger, der beskattes i henhold til loven.

2.   Den godtgørelse, der er omhandlet i stk. 1, udbetales kun én gang i løbet af dommerens eller anklagerens karriere og registreres i overensstemmelse med loven.

[...]«

6

Det fremgår af bemærkningerne til Legea nr. 285/2010 privind salarizarea în anul 2011 a personalului plătit din fonduri publice (lov nr. 285/2010 om aflønning for 2011 af personale, der aflønnes med offentlige midler) af 28. december 2010 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 878 af 28.12.2010, herefter »lov nr. 285/2010«), at »[i] 2010 har de finansielle vilkår trods mindre forbedringer i den økonomiske situation vist sig at være vanskeligere end oprindeligt forudset, idet den økonomiske aktivitet i Rumænien i de seneste måneder fortsat har været præget af recession [...]«.

7

Denne lovs artikel 13, stk. 1, fastsætter:

»For 2011 finder lovbestemmelserne om ydelse af støtte eller i givet fald fratrædelsesgodtgørelse ved pensionering, afregistrering, udtræden af tjenesten eller forflyttelse til reservestyrkerne ikke anvendelse.«

8

Suspensionen af udbetalingen af disse godtgørelser er blevet forlænget hvert år til og med 2023, senest ved Ordonanța de urgență a Guvernului nr. 168/2022, privind unele măsuri fiscal-bugetare, prorogarea unor termene, precum și pentru modificarea și completarea unor acte normative (regeringens hastedekret nr. 168/2022 om visse skatte- og budgetmæssige foranstaltninger, forlængelse af visse frister samt ændring og supplering af visse retsakter) af 8. december 2022 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 1186 af 9.12.2022).

9

Legea nr. 303/2022 privind statutul judecătorilor și procurorilor (lov nr. 303/2022 om dommere og anklageres status) af 15. november 2022 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 1102 af 16.11.2022, herefter »den nye lov om dommere og anklageres status«), som trådte i kraft den 16. december 2022, ophævede den tidligere lov om dommere og anklageres status.

10

Sagsøgerne i hovedsagen, der er tidligere dommere, modtog på tidspunktet for deres pensionering ikke den godtgørelse svarende til syv månedlige bruttolønninger, der er fastsat i artikel 81, stk. 1, i den tidligere lov om dommere og anklageres status (herefter »fratrædelsesgodtgørelsen«). Artikel 13, stk. 1, i lov nr. 285/2010 og de bestemmelser, hvorved suspensionen af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen blev forlænget uden afbrydelse til og med 2023, medførte således, at udbetalingen af denne godtgørelse blev suspenderet i 13 på hinanden følgende år, indtil den blev ophævet den 16. december 2022 ved den nye lov om dommere og anklageres status.

11

Sagsøgerne i hovedsagen anlagde sag ved Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest, Rumænien), idet de bl.a. anfægtede forlængelsen af suspensionen af udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen og nedlagde påstand om betaling af erstatning med renter svarende til den fratrædelsesgodtgørelse, som de ikke havde modtaget.

12

Ved dom af 9. maj 2023 gav denne ret dem ikke medhold i søgsmålet, idet den fandt, at det var anlagt for tidligt, i det væsentlige med den begrundelse, at henset til den gentagne suspension af artikel 81, stk. 1, i den tidligere lov om dommere og anklageres status ved flere på hinanden følgende normative retsakter, der blev anset for at være i overensstemmelse med den rumænske forfatning, var fratrædelsesgodtgørelsen ikke blevet en del af sagsøgerne i hovedsagens formue, idet retten til denne godtgørelse var underlagt en betingelse om en ny handling fra lovgiver.

13

Sagsøgerne i hovedsagen har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien), som er den forelæggende ret, idet de bl.a. har gjort gældende, at henset til princippet om dommeres uafhængighed, der følger af artikel 19 TEU, indebar afslaget på at tildele dem fratrædelsesgodtgørelsen en tilsidesættelse af ejendomsretten. De er ligeledes af den opfattelse, at suspensionen af udbetalingen af denne godtgørelse, som var begrundet i den alvorlige økonomiske krise, som Rumænien gennemgik i 2010, kun burde have været af midlertidig karakter. Ophævelsen af artikel 81, stk. 1, i den tidligere lov om dommere og anklageres status er derfor uforholdsmæssig.

14

Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at fratrædelsesgodtgørelsen, som havde til formål at belønne dommerne for uafbrudt at have udøvet deres hverv på tilfredsstillende betingelser i mindst 20 år, blev betragtet som et løntillæg eller et vederlag, eftersom det var en direkte følge af arbejdsforholdet.

15

Den forelæggende ret har anført, at suspensionen af udbetalingen af denne godtgørelse for årene 2010-2022 var blevet besluttet på grund af tvingende hensyn forbundet med nedbringelsen af den rumænske stats uforholdsmæssigt store budgetunderskud. Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at begrundelsen for flere hastedekreter vedtaget af regeringen, som suspenderede udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, fremhævede risikoen for, at Rumæniens budgetunderskud, hvis der ikke blev vedtaget foranstaltninger til lønnedsættelse af denne art, ville overstige den tærskel på 3% af bruttonationalproduktet (BNP), der er fastsat i artikel 126, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 1 i protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, hvilket ville kunne foranledige Kommissionen til at indlede en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud mod denne medlemsstat.

16

Selv om Curtea Constituțională (forfatningsdomstol, Rumænien) fandt, at retten til fratrædelsesgodtgørelse ikke henhørte under kategorien af grundlæggende rettigheder, således at den rumænske lovgiver frit kunne ophæve udbetalingen heraf, ønsker den forelæggende ret oplyst, om den langvarige suspension af en sådan udbetaling, efterfulgt af ophævelsen af en sådan godtgørelse, tilsidesætter princippet om dommeres uafhængighed, der følger af artikel 19 TEU. Den finansielle stabilitet for dommere, herunder pensionerede dommere, er nemlig en af garantierne for retsvæsenets uafhængighed. Der lægges i øvrigt vægt på dette punkt i forskellige internationale instrumenter, navnlig punkt 54 i henstilling CM/Rec (2010)12 fra Europarådets Ministerkomité med overskriften »Dommere: uafhængighed, effektivitet og ansvar«, der blev vedtaget den 17. november 2010 (herefter »Ministerkomitéens henstilling af 2010«), og punkt 6.4 i det europæiske charter om dommeres status, der blev vedtaget i Strasbourg den 10. juli 1998 af Europarådet.

17

På denne baggrund har Curtea de Apel Bucureşti (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (sammenholdt med artikel 2 TEU) fortolkes således, at princippet om dommeres uafhængighed er til hinder for ophævelse af retten for rumænske dommere, som har 20 års uafbrudt anciennitet i retsvæsenet, til på datoen for pensioneringen eller udtrædelsen af tjenesten af andre grunde, som ikke kan tilregnes dommerne, at modtage et beløb svarende til syv månedlige bruttoindplaceringsgodtgørelser, såfremt udøvelsen af denne lønrettighed, inden ophævelsen heraf, er blevet suspenderet uafbrudt og i en lang periode, hovedsageligt af grunde knyttet til forpligtelsen til at nedbringe et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud (lovgiver henviser udtrykkeligt til tærsklen på 3% af [BNP] i [EUF-traktaten])?«

18

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU, skal fortolkes således, at princippet om dommeres uafhængighed er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning, hvorefter dommere med 20 års uafbrudt anciennitet i retsvæsenet på tidspunktet for deres pensionering eller udtræden af tjenesten af andre årsager, som ikke kan tilregnes dem, modtager en fratrædelsesgodtgørelse, ophæves efter at have været vedvarende suspenderet i en længere periode af grunde, der bl.a. er forbundet med den pågældende medlemsstats forpligtelse til at nedbringe et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud.

19

Det fremgår af fast retspraksis, at selv om organiseringen af retsvæsenet i medlemsstaterne henhører under disses kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, navnlig når de vedtager de nærmere regler for fastsættelse af dommeres løn (jf. i denne retning dom af 18.5.2021, Asociaţia Forumul Judecătorilor din România m.fl., C-83/19, C-127/19, C-195/19, C-291/19, C-355/19 og C-397/19, EU:C:2021:393, præmis 111, og af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 33).

20

Artikel 19 TEU, som udmønter det i artikel 2 TEU fastsatte retsstatsprincip, betror de nationale domstole og Domstolen opgaven med at garantere, at EU-retten anvendes fuldt ud i alle medlemsstaterne, og at sikre domstolsbeskyttelsen af borgernes rettigheder i henhold til EU-retten. Med henblik herpå er det afgørende, at disse domstoles uafhængighed bevares. Dette krav, som er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed, er således en del af kerneindholdet i den grundlæggende ret til en effektiv retsbeskyttelse og til en retfærdig rettergang, der har afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten, og for bevarelsen af medlemsstaternes fælles værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 47 og 48 og den deri nævnte retspraksis).

21

Begrebet »retternes uafhængighed« indebærer bl.a., at den pågældende ret udøver sit juridiske hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, således at den dermed er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Ligesom det forhold, at dommerne ved den omhandlede ret er uafsættelige, udgør det forhold, at de oppebærer en løn, der er passende i forhold til betydningen af det hverv, som de udfører, en garanti, der er uløseligt forbundet med dommernes uafhængighed (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

22

Selv om retsinstansernes uafhængighed i overensstemmelse med det princip om magtens tredeling, som er kendetegnende for en retsstats funktionsmåde, bl.a. skal sikres i forhold til den lovgivende og den udøvende magt, kan den omstændighed alene, at den lovgivende og den udøvende magt i en medlemsstat er involveret i fastsættelsen af dommeres løn, ikke i sig selv skabe en afhængighed for dommerne af den lovgivende og den udøvende magt eller give anledning til tvivl med hensyn til dommernes uafhængighed eller upartiskhed. Medlemsstaterne råder nemlig over et vidt skøn, når de udarbejder deres budget og foretager afvejninger mellem de forskellige offentlige udgiftsposter. Denne vide skønsmargen omfatter fastsættelsen af metoden til beregning af disse udgifter og navnlig af dommeres løn, da den nationale lovgivende og udøvende magt er bedst i stand til at tage hensyn til den særlige socioøkonomiske kontekst i den medlemsstat, hvor budgettet skal udarbejdes og dommernes uafhængighed sikres (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 50 og 51).

23

Det forholder sig ikke desto mindre således, at de nationale regler vedrørende aflønning af dommere ikke må give anledning til, at der opstår rimelig tvivl i offentligheden om, hvorvidt de pågældende dommere er uimodtagelige for påvirkninger udefra og neutrale i forhold til de interesser, som står over for hinanden. Med henblik herpå kan chartre, rapporter og andre dokumenter, der er udarbejdet af Europarådets organer eller af FN-organer, give relevante retningslinjer for fortolkningen af EU-retten, når der foreligger nationale bestemmelser, der er vedtaget på området (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 52 og 53).

24

Som Domstolen fastslog i dom af 25. februar 2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė (C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 65), kan en medlemsstats lovgivende og udøvende magt fravige den nationale lovgivning, som på objektiv vis fastlægger de nærmere regler for fastsættelse af dommeres løn, ved at beslutte at nedsætte størrelsen af denne løn, forudsat at en række krav opfyldes.

25

For det første skal en foranstaltning til nedsættelse af dommeres løn eller pension i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet fastsættes ved lov samt være objektiv, forudsigelig og gennemsigtig. Denne lov kan foreskrive, at arbejdsmarkedets parter, navnlig de organisationer, der repræsenterer de pågældende dommere, deltager. I denne forbindelse bidrager lovgivningsprocedurens gennemsigtighed til at sikre dommernes uafhængighed (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 54 og 66).

26

For det andet skal en foranstaltning til nedsættelse af dommeres løn eller pension være begrundet i et mål af almen interesse, såsom et krav om nedbringelse af et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud som omhandlet i artikel 126, stk. 1, TEUF, idet det præciseres, at en medlemsstats mulighed for at påberåbe sig et sådant krav ikke forudsætter, at der over for denne medlemsstat indledes en procedure i henhold til protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 67 og 68 og den deri nævnte retspraksis).

27

De budgetmæssige grunde, der ligger til grund for vedtagelsen af en foranstaltning, der fraviger de almindelige retsregler om aflønning af dommere, skal præciseres klart. Med forbehold af behørigt begrundede ekstraordinære omstændigheder bør disse foranstaltninger desuden ikke specifikt være rettet mod medlemmer af de nationale domstole, men skal indgå i en mere generel ramme, der har til formål at sikre, at en bredere gruppe af medlemmer af den nationale offentlige forvaltning bidrager til den finanspolitiske indsats, der forfølges (jf. i denne retning dom af 27.2.2018, Associação Sindical dos Juízes Portugueses, C-64/16, EU:C:2018:117, præmis 49, og af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 69).

28

Det fremgår således af punkt 54 i Ministerkomitéens henstilling af 2010, at »[d]er bør indføres særlige lovbestemmelser for beskyttelse mod en lønnedsættelse, der specifikt er rettet mod dommere«. Som det derimod præciseres i punkt 57 i begrundelsen for denne henstilling, er »[b]estemmelsen om ikke specifikt at nedsætte dommeres løn ikke til hinder for en lønnedsættelse, der indgår i offentlige politikker, der tager sigte på en generel nedsættelse af lønnen for ansatte i den offentlige sektor«.

29

Når en medlemsstat vedtager budgetbegrænsende foranstaltninger, der rammer dens tjenestemænd og offentligt ansatte, kan den følgelig i et samfund præget af solidaritet, således som det er fremhævet i artikel 2 TEU, beslutte også at anvende disse foranstaltninger på de nationale retter (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 71).

30

For det tredje skal en foranstaltning til nedsættelse af dommeres løn eller pension i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, som udgør et almindeligt princip i EU-retten (dom af 8.3.2022, Bezirkshauptmannschaft Hartberg-Fürstenfeld (Direkte virkning), C-205/20, EU:C:2022:168, præmis 31), være egnet til at sikre gennemførelsen af det forfulgte mål af almen interesse, begrænse sig til, hvad der er strengt nødvendigt for at nå dette mål, og ikke være uforholdsmæssig i forhold til det nævnte mål, hvilket indebærer en afvejning af betydningen af dette mål og alvoren af indgrebet i princippet om dommeres uafhængighed.

31

I denne henseende skal en foranstaltning af denne art, som forekommer egnet til at nå det mål af almen interesse, der er omhandlet i nærværende doms præmis 26, forblive ekstraordinær og midlertidig, for så vidt som den ikke må finde anvendelse ud over den periode, der er nødvendig for at nå det forfulgte legitime mål, såsom nedbringelse af et uforholdsmæssigt stort offentligt underskud. Desuden må den nævnte foranstaltnings indvirkning på dommeres aflønning ikke være uforholdsmæssig i forhold til det forfulgte mål (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 73 og 74).

32

Henset til den vide skønsmargen, som medlemsstaterne er tillagt, når de udarbejder deres budget og foretager afvejninger mellem de forskellige offentlige udgiftsposter, som nævnt i nærværende doms præmis 22, kan en medlemsstat ikke desto mindre vedtage en lovgivningsmæssig foranstaltning, der ikke tilsigter at fravige den grundlæggende lovgivning, der fastsætter dommeres løn, for at imødegå en budgetkrise, men at ændre denne lovgivning for fremtiden ved at nedsætte dommeres løn med henblik på at forbedre medlemsstatens langsigtede budgetmæssige stilling.

33

Princippet om dommeres uafhængighed, som følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU, kan ikke være til hinder for en sådan ændring, selv hvis den ikke er tidsbegrænset, for så vidt som det nyligt fastsatte lønniveau for dommere fortsat er tilstrækkeligt til at sikre deres uafhængighed.

34

Bevarelsen af dommernes uafhængighed kræver nemlig, at selv om der anvendes en budgetmæssig begrænsende foranstaltning over for dem, skal niveauet for deres løn altid være passende i forhold til betydningen af det hverv, som de udøver, således at de forbliver beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe deres uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 21.

35

I denne henseende fremgår det af den retspraksis, der følger af dom af 7. februar 2019, Escribano Vindel (C-49/18, EU:C:2019:106, præmis 70, 71 og 73), at dommeres lønniveau, henset til den pågældende medlemsstats socioøkonomiske kontekst, skal være tilstrækkelig højt til at give dem en vis økonomisk uafhængighed, der kan beskytte dem mod risikoen for, at der sker indgreb eller udøves pres udefra til skade for objektiviteten af deres retsafgørelser. Lønniveauet skal således være af en sådan art, at det beskytter dommerne mod risikoen for korruption.

36

Vurderingen af, om dommeres løn er passende, forudsætter navnlig, at der tages hensyn til den pågældende medlemsstats økonomiske, sociale og finansielle situation. Ud fra dette perspektiv er det hensigtsmæssigt at sammenligne dommernes gennemsnitlige løn med gennemsnitslønnen i den nævnte stat (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 62).

37

Betragtningerne i de to foregående præmisser gælder mutatis mutandis for pensionerede dommere. Den omstændighed, at fungerende dommere har sikkerhed for, at de efter deres pensionering vil modtage en tilstrækkeligt høj pension, kan nemlig beskytte dem mod risikoen for korruption i deres tjenesteperiode.

38

Der skal i denne forbindelse henvises til punkt 54 i Ministerkomitéens henstilling fra 2010, hvorefter »der bør sikres [...] udbetaling af en alderspension, hvis størrelse bør stå i rimeligt forhold til niveauet for aflønningen af siddende dommere«. Det fremgår ligeledes af punkt 6.4 i det europæiske charter om dommeres status, der er nævnt i nærværende doms præmis 16, at denne status skal sikre de dommere, »der har nået den lovbestemte alder for udtræden af tjenesten efter at have udøvet embedet i en nærmere fastsat periode, at der udbetales en alderspension, hvis niveau skal ligge så tæt som muligt på niveauet for deres seneste løn for judiciel virksomhed«.

39

For det fjerde skal en nedsættelse af lønnen kunne gøres til genstand for en effektiv domstolsprøvelse i henhold til de processuelle regler, der er fastsat i den omhandlede medlemsstats lovgivning.

40

Selv om det inden for rammerne af den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, ikke tilkommer Domstolen at anvende de EU-retlige regler på et bestemt tilfælde, kan Domstolen med henblik på at give de forelæggende retter et hensigtsmæssigt svar på grundlag af sagsakterne i hovedsagen samt de for Domstolen indgivne skriftlige indlæg vejlede disse retter på en sådan måde, at de kan træffe afgørelse (dom af 25.2.2025, Sąd Rejonowy w Białymstoku og Adoreikė, C-146/23 og C-374/23, EU:C:2025:109, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

41

I denne henseende bemærkes for det første, at ophævelsen af artikel 81, stk. 1, i den tidligere lov om dommere og anklageres status ved den nye lov om dommere og anklageres status i det foreliggende tilfælde var begrundet i tvingende hensyn, der var knyttet til nedbringelsen af den pågældende medlemsstats uforholdsmæssigt store budgetunderskud, således som det bl.a. fremgik af begrundelsen til lov nr. 285/2010, som nævnt i nærværende doms præmis 6. Som det fremgår af nærværende doms præmis 15, har den forelæggende ret mere generelt anført, at begrundelsen for flere hastedekreter vedtaget af regeringen, som suspenderede udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen, fremhævede risikoen for, at Rumæniens budgetunderskud ville overskride den tærskel på 3% af BNP, der er fastsat i artikel 126, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 1 i protokol (nr. 12) om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til EU-traktaten og EUF-traktaten, og risikoen for, at denne medlemsstat ville stå over for Kommissionens indledning af en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, såfremt der ikke blev vedtaget hasteforanstaltninger til lønnedsættelse.

42

For det andet medfører ophævelsen af fratrædelsesgodtgørelsen en begrænset nedsættelse af de rumænske dommeres løn. Desuden påvirker denne foranstaltning ikke de rumænske dommeres grundløn, men et løntillæg, som kun blev modtaget en enkelt gang, nemlig på tidspunktet for pensioneringen. Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, forekommer ophævelsen af denne godtgørelse derfor ikke uforholdsmæssig.

43

For det tredje, og således som Kommissionen på grundlag af figur 34 i meddelelse COM(2023) 309 final med overskriften »EU’s resultattavle for retlige anliggender 2023« har fremhævet i sit skriftlige indlæg, udgør den årlige gennemsnitsløn for rumænske dommere i begyndelsen af deres karriere og for dommere ved de øverste domstole henholdsvis 2,9 og 5,8 gange den gennemsnitlige årlige bruttoløn i Rumænien.

44

Det følger af de to ovenstående præmisser, at til trods for ophævelsen af artikel 81, stk. 1, i den tidligere lov om dommere og anklageres status er aflønningen af rumænske dommere fortsat i overensstemmelse med betydningen af det hverv, som de udøver.

45

For det fjerde indgår suspensionen og den efterfølgende ophævelse af denne bestemmelse i en bredere politik om nedsættelse af aflønningen af personale i den rumænske offentlige forvaltning. Artikel 13, stk. 1, i lov nr. 285/2010 bestemte således, at »[f]or 2011 finder lovbestemmelserne om ydelse af støtte eller i givet fald fratrædelsesgodtgørelse ved pensionering, afregistrering, udtræden af tjenesten eller forflyttelse til reservestyrkerne ikke anvendelse«. Som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, vedrørte ophævelsen af den støtte, der var knyttet til forflyttelse til reservestyrkerne, imidlertid militærpersonale, politibetjente og tjenestemænd, der havde en særlig status i fængselsvæsenet.

46

I forbindelse med den foreliggende sag bidrog ophævelsen af artikel 81, stk. 1, i den tidligere lov om dommere og anklageres status, efter at denne bestemmelse var blevet vedvarende suspenderet i 13 år, for det femte til at afklare den nationale retstilstand og dermed til at sikre retssikkerheden.

47

Endvidere og med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, kan sagsøgerne i hovedsagen ikke påberåbe sig beskyttelsen af nogen berettiget forventning med hensyn til opretholdelsen af tildelingen af fratrædelsesgodtgørelsen. Som det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, skal »[d]en berettigede forventning om fortsat at kunne gøre brug af et gode hvile på et »tilstrækkeligt grundlag i national ret«, f.eks. når den er bekræftet af en fast praksis ved domstolene, eller når den er baseret på en lovbestemmelse eller en retsakt vedrørende den pågældende formueinteresse« (Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.9.2014, Valle Pierimpiè Società Agricola S.P.A mod Italien, CE:ECHR:2014:0923JUD004615411, § 38).

48

I det foreliggende tilfælde følger det således af såvel den praksis fra Curtea Constituțională (forfatningsdomstol), der er nævnt i nærværende doms præmis 16, som artikel 66, stk. 3, i lov nr. 24/2000, der er nævnt i nærværende doms præmis 3, at retten til at modtage en fratrædelsesgodtgørelse siden 2010 ikke har kunnet anses for at hvile på et tilstrækkeligt grundlag i rumænsk ret. Curtea Constituțională (forfatningsdomstol, Rumænien) fandt således, at eftersom retten til fratrædelsesgodtgørelse ikke henhørte under kategorien af grundlæggende rettigheder, kunne den rumænske lovgiver frit ophæve udbetalingen heraf. Hvad angår den nævnte artikel 66, stk. 3, fastsætter den, at ophævelsen af en bestemmelse, der har været suspenderet, kan gøres til genstand for en udtrykkelig bestemmelse med virkning fra datoen for suspensionens udløb.

49

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU, skal fortolkes således, at princippet om dommeres uafhængighed ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning, hvorefter dommere med 20 års uafbrudt anciennitet i retsvæsenet på tidspunktet for deres pensionering eller udtræden af tjenesten af andre årsager, som ikke kan tilregnes dem, modtager en fratrædelsesgodtgørelse, ophæves efter at have været vedvarende suspenderet i en længere periode af grunde, der bl.a. er forbundet med den pågældende medlemsstats forpligtelse til at nedbringe et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 2 TEU,

skal fortolkes således, at

princippet om dommeres uafhængighed ikke er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning, hvorefter dommere med 20 års uafbrudt anciennitet i retsvæsenet på tidspunktet for deres pensionering eller udtræden af tjenesten af andre årsager, som ikke kan tilregnes dem, modtager en fratrædelsesgodtgørelse, ophæves efter at have været vedvarende suspenderet i en længere periode af grunde, der bl.a. er forbundet med den pågældende medlemsstats forpligtelse til at nedbringe et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud.