–

»TOODE« SIA ved valdes locekle S. Ņukša,

–

den lettiske regering ved J. Davidoviča og K. Pommere, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og P.-L. Krüger, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved I. Georgiopoulos og V. Hitrovs, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 1, litra b), nr. ii), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF] (EUT 2015, L 248, s. 9).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem »TOODE« SIA og Valsts ieņēmumu dienests (den nationale skatte- og afgiftsmyndighed, Letland) (herefter »skatte- og afgiftsmyndigheden«) vedrørende en afgørelse, hvorved denne myndighed afslog at tildele TOODE en støtte med henblik på at sikre driftskapital til virksomheder, som er påvirket af covid-19-krisen.

3

Følgende fremgår af artikel 1 i forordning 2015/1589:

»I denne forordning forstås ved:

[...]

[...]«

4

Kommissionens meddelelse om midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (EUT 2020, C 91 I, s. 1) blev offentliggjort den 20. marts 2020 i Den Europæiske Unions Tidende, før den blev ændret syv gange. Punkt 21 og 22 i denne meddelelse, som ændret ved meddelelse fra Kommissionen af 24. november 2021 (2021/C 473/01, EUT 2021, C 473, s. 1) (herefter »meddelelsen om midlertidige rammebestemmelser«), fremgik af denne meddelelses afsnit 3.1 med overskriften »Begrænsede støttebeløb« og har følgende ordlyd:

5

Artikel 250, stk. 2, i Administratīvā procesa likums (forvaltningsprocesloven) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, bestemmer følgende:

»Ved vurderingen af en forvaltningsakts lovlighed skal retterne, når de træffer afgørelse, alene tage hensyn til den begrundelse, som den offentlige myndighed har angivet i denne forvaltningsakt. Den nævnte begrænsning finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor der nedlægges påstand om, at der vedtages en begunstigende forvaltningsakt.«

6

Artikel 254, stk. 1, i denne lov har følgende ordlyd:

»Såfremt en ret finder, at påstanden om, at der vedtages en begunstigende forvaltningsakt, er begrundet, pålægger retten den offentlige myndighed at vedtage en sådan forvaltningsakt.«

7

De lettiske myndigheder vedtog Ministru kabineta noteikumi Nr. 676 »Noteikumi par atbalstu Covid-19 krīzes skartajiem uzņēmumiem apgrozāmo līdzekļu plūsmas nodrošināšanai« (ministerrådets dekret nr. 676 om vedtagelse af reglerne for støtte med henblik på at sikre driftskapital til virksomheder, som er påvirket af covid-19-krisen) af 10. november 2020 (Latvijas Vēstnesis, 2020, nr. 222A, herefter »de lettiske støtteregler«). Den støtteordning, der blev indført ved de lettiske støtteregler, som trådte i kraft den 17. november 2020, blev indført i overensstemmelse med kravene i afsnit 3.1 i meddelelsen om midlertidige rammebestemmelser. Ved afgørelse SA.59592 (2020/N) af 16. december 2020 fandt Kommissionen, at denne ordning var i overensstemmelse med det indre marked, navnlig for så vidt som den pågældende støtte er blevet ydet senest inden den 30. juni 2021, idet denne dato ved Kommissionens afgørelse SA.100596 (2021/N) af 14. december 2021 efterfølgende blev forlænget til den 30. juni 2022.

8

Punkt 23 i de lettiske støtteregler i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, havde følgende ordlyd:

»Tidspunktet for tildelingen af støtten anses for at være det tidspunkt, hvor skatte- og afgiftsmyndigheden vedtager afgørelsen om at tildele støtten.«

9

Punkt 24 i disse regler var affattet på følgende måde:

»Afgørelsen vedtages senest den 30. juni 2022 i overensstemmelse med [meddelelsen om] de midlertidige rammebestemmelser.«

10

Den 25. marts og den 9. april 2021 anmodede TOODE skatte- og afgiftsmyndigheden om at få tildelt støtte i henhold til den nationale støtteordning med henblik på at sikre driftskapital til virksomheder, som er påvirket af covid-19-krisen. Ved afgørelser af 23. april og 7. juni 2021 og efterfølgende to endelige afgørelser af 9. juni og 23. juli 2021 afslog denne myndighed at tildele TOODE den støtte, hvorom der var anmodet, med den begrundelse, at virksomheden ikke opfyldte de betingelser, der var fastsat i de lettiske støtteregler om reduceret omsætning.

11

TOODE anlagde et søgsmål ved en lettisk ret i første instans, men fik ikke medhold, og har herefter den 29. juni 2022 iværksæt appel ved Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Letland), som er den forelæggende ret. Med denne appel har TOODE nedlagt påstand om, at den nævnte ret i overensstemmelse med forvaltningsproceslovens artikel 254, stk. 1, i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, pålægger skatte- og afgiftsmyndigheden at vedtage en begunstigende forvaltningsakt om at tildele den støtte, hvorom der var anmodet.

12

Den forelæggende ret har påpeget, at Kommissionen, således som det fremgår af nærværende doms præmis 7, erklærede den førnævnte nationale støtteordning forenelig med det indre marked, for så vidt som bl.a. den pågældende støtte i overensstemmelse med punkt 24 i de lettiske støtteregler og punkt 22, litra d), i meddelelsen om midlertidige rammebestemmelser var blevet ydet senest inden den 30. juni 2022. Den har anført, at denne frist udløb under den sag, der blev anlagt ved den.

13

Den nævnte ret har forklaret, at den i forbindelse med den appel, som TOODE har iværksat med påstand om, at der vedtages en begunstigende retsakt, skal vurdere, om dette selskab fortsat kan modtage den støtte, hvorom der er anmodet. I denne forbindelse skal den fastslå det tidspunkt, hvor støtten anses for at være »ydet« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som der er tale om et afgørende element ved vurderingen af, om den nævnte støtte udgør en »eksisterende« eller en »ny« statsstøtte som omhandlet i artikel 1 i forordning 2015/1589. Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at de nationale retter ifølge lettisk ret kun kan pålægges at vedtage begunstigende forvaltningsakter med virkning for fremtiden (ex nunc).

14

Den forelæggende ret har anført, at en statsstøtte anses for at være ydet på det tidspunkt, hvor modtageren i henhold til den nationale lovgivning har opnået en sikker og ubetinget ret til at modtage den. Henset til den omstændighed, at skatte- og afgiftsmyndigheden aldrig har anerkendt retten for TOODE til at blive tildelt den støtte, hvorom der var anmodet, kan en sådan sikker og ubetinget ret for et retssubjekt som TOODE imidlertid principielt kun opstå som følge af en retsafgørelse, når retten efter en fuldstændig legalitetsprøvelse i overensstemmelse med forvaltningsproceslovens artikel 250, stk. 2, andet punktum, i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen, fastslår, at dette retssubjekt har opfyldt alle de i national ret fastsatte betingelser for at modtage den pågældende støtte, og på grundlag af denne lovs artikel 254, stk. 1, pålægger den kompetente myndighed at vedtage en begunstigende forvaltningsakt med virkning for fremtiden.

15

Den forelæggende ret har imidlertid påpeget, at en støtte, som en kompetent myndighed har tildelt en person efter udløbet af den frist, der følger af en af Kommissionen godkendt national støtteordning, i overensstemmelse med Domstolens praksis skal kvalificeres som »ny« støtte. Den forelæggende ret ønsker ikke desto mindre oplyst, om denne retspraksis kan overføres på en situation, hvor den kompetente myndighed med urette afslog at yde støtten, mens denne ordning endnu var gældende, og hvor denne myndighed efter denne ordnings udløb ved en retsafgørelse pålægges at tildele og udbetale støttebeløbet.

16

På denne baggrund har Administratīvā apgabaltiesa (appeldomstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 107, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at statsstøtte, der er omfattet af en af Kommissionen godkendt national støtteordning, skal anses for at være »ydet« som omhandlet i denne bestemmelse på det tidspunkt, hvor den kompetente offentlige myndighed med urette afslog at tildele støtten til en given person, der havde anmodet derom inden for den frist, som var fastsat for dens tildeling, såfremt den ulovlige karakter af dette afslag fastslås ved en retsafgørelse efter udløbet af denne frist.

18

I denne henseende fremgår det af Domstolens praksis, at støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF skal anses for »ydet« på det tidspunkt, hvor retten til at modtage støtten overdrages til støttemodtageren i henhold til de gældende nationale retsregler. Den afgørende faktor med henblik på at fastslå tidspunktet for, at retten til at modtage en statsstøtte overdrages modtagerne af en bestemt støtteforanstaltning, er de pågældende støttemodtageres erhvervelse af en sikker ret til at modtage den og statens tilsvarende forpligtelse til at yde den nævnte støtte. Det er nemlig på dette tidspunkt, at en sådan foranstaltning kan medføre en konkurrencefordrejning, der kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Magdeburger Mühlenwerke, C-129/12, EU:C:2013:200, præmis 40, og af 25.1.2022, Kommissionen mod European Food m.fl., C-638/19 P, EU:C:2022:50, præmis 115-123).

19

Det tilkommer således den forelæggende ret på grundlag af gældende national ret og under iagttagelse af EU-retten at fastsætte det tidspunkt, hvor den i hovedsagen omhandlede støtte skal anses for at være ydet. Med henblik herpå skal den forelæggende ret tage alle i national ret fastsatte betingelser for at opnå den pågældende støtte i betragtning (jf. i denne retning dom af 21.3.2013, Magdeburger Mühlenwerke, C-129/12, EU:C:2013:200, præmis 41, og af 28.10.2020, INAIL, C-608/19, EU:C:2020:865, præmis 31 og 32).

20

Den forelæggende ret skal navnlig afgøre, om national ret i en situation som den i hovedsagen omhandlede tillader, at den sikre ret til at modtage den pågældende støtte skal anses for at være erhvervet ex tunc på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed burde have handlet lovligt, dvs. på det tidspunkt, hvor denne myndighed med urette gav afslag, eller om den pågældende nationale ret derimod kun kan fortolkes således, at denne myndigheds afgørelse om afslag, selv om den erklæres ulovlig, ikke kunne medføre en sikker ret for ansøgeren til at modtage støtten.

21

Henset til den omstændighed, at det fremgår af den forelæggende rets forklaringer, at national ret kun synes at kunne fortolkes i denne sidstnævnte betydning, skal det imidlertid bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. For at kunne give et sådant hensigtsmæssigt svar kan Domstolen desuden inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (jf. i denne retning dom af 20.3.1986, Tissier, 35/85, EU:C:1986:143, præmis 9, og af 9.9.2021, LatRailNet og Latvijas dzelzceļš, C-144/20, EU:C:2021:717, præmis 29).

22

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den i hovedsagen omhandlede støtteordning nærmere bestemt har fastslået skæringsdatoen for tildeling af støtten på grundlag af den dato, der er fastsat i meddelelsen om midlertidige rammebestemmelser, og at denne ordning blev erklæret forenelig med det indre marked ved Kommissionens afgørelse, henset navnlig til den omstændighed, at denne skæringsdato bevirkede, at ordningen var af midlertidig karakter. Det følger heraf, at anvendelsen af den nævnte ordning udgør en gennemførelse af EU-retten som omhandlet i artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

23

Domstolen har i øvrigt allerede haft lejlighed til at fremhæve, at anvendelsen af de EU-retlige bestemmelser på statsstøtteområdet hviler på en forpligtelse til loyalt samarbejde mellem på den ene side de nationale retter og på den anden side henholdsvis Kommissionen og Unionens retsinstanser, og inden for dette samarbejde handler hver i henhold til den rolle, som de er tildelt i traktaten (dom af 21.11.2013, Deutsche Lufthansa, C-284/12, EU:C:2013:755, præmis 41). Selv om det i denne forbindelse, hvis der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente domstole og fastsætte de processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de individuelle rettigheder, som følger af Unionens retsorden, har medlemsstaterne imidlertid en forpligtelse til i hvert enkelt tilfælde at sikre, at retten til en effektiv domstolsbeskyttelse af disse rettigheder overholdes, således som det sikres ved chartrets artikel 47, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 19.3.2015, E.ON Földgáz Trade, C-510/13, EU:C:2015:189, præmis 49 og 50, og af 28.1.2025, ASG 2, C-253/23, EU:C:2025:40, præmis 75). I henhold til denne artikel 47, stk. 1, skal enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, have adgang til effektive retsmidler for en domstol.

24

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 107, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 47, stk. 1, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en fortolkning af en national lovgivning, som har til virkning, at en individuel støtte, der er omfattet af en af Kommissionen godkendt national støtteordning, ikke kan anses for at være »ydet« som omhandlet i denne bestemmelse i EUF-traktaten på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed med urette afslog at tildele støtten til en given person, der havde anmodet derom inden for den frist, som var fastsat for dens tildeling, når den ulovlige karakter af dette afslag er fastslået ved en retsafgørelse efter udløbet af denne frist.

25

Henset til den omstændighed, at fortolkningen af lettisk ret, således som det fremgår af nærværende doms præmis 21, synes at føre til, at den i hovedsagen omhandlede støtte først kan anses for at være »ydet« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF på tidspunktet for vedtagelsen af en begunstigende forvaltningsakt med henblik på fuldbyrdelsen af en retsafgørelse, er det ikke muligt at vedtage en sådan retsakt og dermed gennemføre denne afgørelse, når fristen for tildeling af støtten som i den foreliggende sag udløb under retssagen.

26

En støtte, der er ydet på et tidspunkt, hvor Kommissionens godkendelse af denne støtte ikke længere er gældende, da det drejer sig om ny støtte, skal nemlig meddeles Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF og må ikke gennemføres, så længe Kommissionen ikke har fastslået dens forenelighed med det indre marked (jf. i denne retning dom af 28.10.2021, Eco Fox m.fl., C-915/19 – C-917/19, EU:C:2021:887, præmis 36, og af 7.4.2022, Autonome Provinz Bozen, C-102/21 og C-103/21, EU:C:2022:272, præmis 32, 34 og 42).

27

Det følger heraf, at den effektive adgang til retsmidler, således som den er sikret ved chartrets artikel 47, stk. 1, for et retssubjekt som TOODE, i den situation, som er beskrevet i nærværende doms præmis 25, ikke vil kunne sikres, til trods for at det efter en fuldstændig legalitetsprøvelse ved en retsafgørelse er anerkendt, at TOODE, som støtteansøger, opfyldte alle betingelserne for at kunne modtage denne støtte inden for den tidsmæssige ramme, der var fastsat for den pågældende støtteordning.

28

Fuldbyrdelsen af en retsafgørelse udgør imidlertid en integrerende del af retten til effektive retsmidler som omhandlet i chartrets artikel 47. Denne adgang ville således være illusorisk, såfremt en medlemsstats interne retsorden tillod, at en endelig og bindende retsafgørelse forblev uvirksom til skade for en part (dom af 30.6.2016, Toma og Biroul Executorului Judecătoresc Horaţiu-Vasile Cruduleci, C-205/15, EU:C:2016:499, præmis 43, og af 29.7.2019, Torubarov, C-556/17, EU:C:2019:626, præmis 57).

29

I det i præmis 25 omhandlede tilfælde pålægger chartrets artikel 47, stk. 1, som en EU-retlig bestemmelse, der har direkte virkning, derfor den nationale ret at undlade at anvende national lovgivning, som er til hinder for, at det kan lægges til grund, at den individuelle støtte blev tildelt på tidspunktet for den kompetente myndigheds afgørelse om afslag (jf. i denne retning dom af 24.6.2019, Popławski, C-573/17, EU:C:2019:530, præmis 61, og af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 139 og 140 og den deri nævnte retspraksis). Under disse omstændigheder skal det tidspunkt, hvor denne støtte skal anses for at være »ydet« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, svare til det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed med urette gav dette selskab et afslag.

30

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 107, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 47, stk. 1, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en fortolkning af en national lovgivning, som har til virkning, at en individuel støtte, der er omfattet af en af Kommissionen godkendt national støtteordning, ikke kan anses for at være »ydet« som omhandlet i denne bestemmelse i EUF-traktaten på det tidspunkt, hvor den nationale kompetente myndighed med urette afslog at tildele støtten til en person, der havde anmodet derom inden for den frist, som var fastsat for dens tildeling, når den ulovlige karakter af dette afslag er fastslået ved en retsafgørelse efter udløbet af denne frist.

31

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål skal det indledningsvis bemærkes, at den i hovedsagen omhandlede støtte skal anses for at være ydet på tidspunktet for skatte- og afgiftsmyndighedens afgørelser om afslag, dvs. inden udløbet af den frist, som var fastsat for tildeling af støtten.

32

For at give den forelæggende ret en hensigtsmæssig besvarelse af det andet spørgsmål skal dette spørgsmål derfor forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om artikel 1, litra b), nr. ii), i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at en individuel støtte skal kvalificeres som »eksisterende støtte« som omhandlet i denne bestemmelse, når støtten skal anses for at være tildelt på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed med urette afslog at tildele støtten til en given person, der havde anmodet derom inden for den frist, som var fastsat for dens tildeling, men som herefter udbetales til denne person til gennemførelse af en begunstigende forvaltningsakt, der er vedtaget efter påbud nedlagt ved en retsafgørelse, der fastslår, at afslaget var ulovligt, efter udløbet af denne frist.

33

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at denne forordnings artikel 1, litra b), nr. ii), bestemmer, at »eksisterende støtte« er godkendt støtte, hvilket omfatter støtteordninger og individuel støtte, som er godkendt af Kommissionen eller Rådet. Den nævnte forordnings artikel 1, litra c), bestemmer endvidere, at ved »ny støtte« forstås enhver støtteordning og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.

34

Domstolen har endvidere fastslået, at en støtte skal anses for at være ydet på det tidspunkt, hvor støttemodtageren har opnået den sikre ret til at modtage en statsstøtte i henhold til gældende national ret, hvorfor den faktiske overførsel af de pågældende midler ikke er afgørende (dom af 19.12.2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, EU:C:2019:1121, præmis 36, og af 20.5.2021, Azienda Sanitaria Provinciale di Catania, C-128/19, EU:C:2021:401, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det følger af denne retspraksis, at når en statsstøtte som den i hovedsagen omhandlede anses for at være ydet på et tidspunkt, hvor Kommissionens godkendelse af denne støtte var gældende, skal den kvalificeres som »godkendt støtte« og dermed som »eksisterende støtte« som omhandlet i artikel 1, litra b), nr. ii), i forordning 2015/1589, uafhængigt af den omstændighed, at den udbetales efter udløbet af gyldighedsperioden for den af Kommissionen godkendte støtteordning.

36

Det skal præciseres, således som generaladvokaten har anført i punkt 47 i forslaget til afgørelse, at en sådan fortolkning ikke kan fordreje konkurrencen på markedet. Da det, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 18, er det tidspunkt, hvor retten til at modtage en støtte er blevet tildelt, at en foranstaltning kan medføre en konkurrencefordrejning, der kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, stiller udbetaling af en støtte som den i hovedsagen omhandlede efter udløbet af den pågældende støtteordning nemlig støtteansøgeren i den situation, som den pågældende burde have befundet sig i, hvis den kompetente myndighed havde handlet lovligt, og gør det således netop muligt at genoprette den konkurrencemæssige balance på markedet.

37

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 1, litra b), nr. ii), i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at en individuel støtte skal kvalificeres som »eksisterende støtte« som omhandlet i denne bestemmelse, når støtten skal anses for at være tildelt på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed med urette afslog at tildele støtten til en given person, der havde anmodet derom inden for den frist, som var fastsat for dens tildeling, men som herefter udbetales til denne person til gennemførelse af en begunstigende forvaltningsakt, der er vedtaget efter påbud nedlagt ved en retsafgørelse, der fastslår, at afslaget var ulovligt, efter udløbet af denne frist.

38

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: