–

Institutul de Istorie şi Teorie Literară »G. Călinescu« ved avocat P. Buta,

–

den rumænske regering ved E. Gane, L. Ghiță og A. Rotăreanu, som befuldmægtigede,

–

den franske regering ved T. Lechevallier og B. Travard, som befuldmægtigede,

–

den italienske regering ved S. Fiorentino og G. Palmieri, som befuldmægtigede, bistået af avvocato dello Stato D.G. Pintus,

–

Europa-Kommissionen ved A. Biolan og J. Samnadda, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Institutul de Istorie și Teorie Literară »G. Călinescu« (institut for historie og litterær teori »G. Călinescu«, herefter »Călinescu-instituttet«) og Fundația Națională pentru Știință și Artă (national videnskabs- og kunstfond) og på den anden side HK, der er arving efter B, VP samt GR vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt den kritiske udgave af et værk, der er blevet offentlig ejendom, skal anses for at være et ophavsretligt beskyttet værk.

3

Artikel 1 i Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker, undertegnet i Bern den 9. september 1886 (Parisakten af 24.7.1971), som affattet efter ændringen af 28. september 1979 (herefter »Bernerkonventionen«), bestemmer:

»De lande, for hvilke denne konvention er gældende, udgør en union til værn for ophavsmændenes rettigheder til deres litterære og kunstneriske værker.«

4

Denne konventions artikel 2 fastsætter:

5

Nævnte konventions artikel 9, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Ophavsmænd til litterære og kunstneriske værker, der beskyttes ved denne konvention, har eneret til at tillade reproduktion af deres værker på enhver måde eller i enhver form.«

6

Samme konventions artikel 12 bestemmer:

»Ophavsmænd til litterære eller kunstneriske værker har eneret til at tillade bearbejdelser, arrangementer og andre omformede gengivelser af deres værker.«

7

Traktaten om ophavsret inden for Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), undertegnet den 20. december 1996 i Genève, blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 (EFT 2000, L 89, s. 6).

8

Artikel 1 i WIPO-traktaten om ophavsret med overskriften »Forbindelsen med Bernerkonventionen« fastsætter følgende i stk. 4:

»De kontraherende parter skal iagttage artikel 1 til 21 i og tillægget til Bernerkonventionen.«

9

Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) af 15. april 1994 (EFT 1994, L 336, s. 214, herefter »TRIPS-aftalen«) er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO), som blev undertegnet i Marrakesh den 15. april 1994 og godkendt ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EFT 1994, L 336, s. 1). WTO’s medlemmer, heriblandt alle medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Den Europæiske Union selv, er parter i TRIPS-aftalen.

10

TRIPS-aftalens artikel 9 bestemmer:

11

Artikel 1, stk. 1, i Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (EFT 1993, L 290, s. 9) fastsatte, at ophavsretten til litterære eller kunstneriske værker, som defineret i Bernerkonventionens artikel 2, gælder i ophavsmandens levetid og i 70 år efter vedkommendes død.

12

Dette direktivs artikel 5 med overskriften »Kritiske og videnskabelige udgaver af værker« bestemte følgende:

»Medlemsstaterne kan beskytte kritiske og videnskabelige udgaver af værker, der er blevet offentlig ejendom. Beskyttelsestiden for sådanne rettigheder er højst 30 år fra den første lovlige udgivelse.«

13

Direktiv 93/98 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF af 12. december 2006 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (EUT 2006, L 372, s. 12), som er en kodificering af direktiv 93/98 og i det væsentlige indeholder de samme bestemmelser som sidstnævnte direktiv. Direktiv 2006/116 trådte i kraft den 16. januar 2007.

14

Artikel 2 i direktiv 2001/29 med overskriften »Retten til reproduktion« bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:

[...]«

15

19. betragtning til direktiv 2006/116 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne bør frit kunne opretholde eller indføre andre ophavsretsbeslægtede rettigheder, navnlig med henblik på beskyttelse af kritiske og videnskabelige udgaver af værker. Af hensyn til åbenheden på fællesskabsplan skal medlemsstater, der indfører nye beslægtede rettigheder, dog underrette [Europa-]Kommissionen herom.«

16

Dette direktivs artikel 5 med overskriften »Kritiske og videnskabelige udgaver af værker« bestemmer følgende:

»Medlemsstaterne kan beskytte kritiske og videnskabelige udgaver af værker, der er blevet offentlig ejendom. Beskyttelsestiden for sådanne rettigheder er højst 30 år fra den første lovlige udgivelse.«

17

Artikel 16 i Legea nr. 8/1996 privind dreptul de autor și drepturile conexe (lov nr. 8/1996 om ophavsret og beslægtede rettigheder) af 14. marts 1996 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 60 af 26.3.1996) i den affattelse, som var gældende i 2001, fastsatte:

»Ophavsmanden til et værk har den økonomiske eneret til at tillade oversættelse, udgivelse som samlede værker, bearbejdelse og andre omarbejdelser af sit værk til et afledt værk.«

18

Artikel 8 i lov nr. 8/1996 om ophavsret og beslægtede rettigheder i den affattelse, der var gældende i 2015 og i den nugældende affattelse (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 489 af 14.6.2018), bestemmer:

»Med forbehold af de rettigheder, der tilkommer originalværkets ophavsmænd, finder ophavsretten ligeledes anvendelse på afledte værker, som er frembragt på grundlag af et eller flere eksisterende værker, nemlig:

19

Artikel 23 i lov nr. 8/1996 om ophavsret og beslægtede rettigheder i den affattelse, der var gældende i 2015, og i den nugældende affattelse har følgende ordlyd:

»Ved »frembringelse af afledte værker« forstås i denne lov oversættelse, udgivelse som samlede værker, bearbejdelse og andre omarbejdelser af et eksisterende værk, hvis dette udgør en intellektuel frembringelse.«

20

Professor Dan Slușanschi er ophavsmand til en kritisk udgave af et værk skrevet på latin af prins Dimitrie Cantemir i begyndelsen af det 18. århundrede med titlen »Incrementorum et decrementorum Aulae Othman[n]icae siue Aliothma[n]icae historiae a prima gentis origine ad nostra usque tempora deductae libri tres« (Historien om Det Osmanniske Riges opståen og fald fra dets oprindelse til i dag, i tre bind), der i dag er offentlig ejendom (herefter »Slușanschis kritiske udgave«). Denne kritiske udgave blev første gang udgivet i 2001 af forlaget Amarcord med hjemsted i Timișoara (Rumænien). I 2008 blev en anden kritisk udgave, der var revideret og korrigeret af professor Slușanschi, udgivet af forlaget Paideia med hjemsted i Bukarest (Rumænien) og genudgivet i 2010 og 2012.

21

Slușanschis kritiske udgave var baseret på Dimitrie Cantemirs latinske manuskript, som i 1984 blev fundet på Harvard universitet (De Forenede Stater), der siden 1901 har været ejer af dette manuskript.

22

Til den første udgave af Slușanschis kritiske udgave anvendte professor Slușanschi navnlig det faksimile af det pågældende manuskript, der i 1999 var udgivet i Rumænien, og til den anden udgave fotografiske kopier af dette manuskript, som var stillet til rådighed af ejeren af Dimitrie Cantemirs værk.

23

Efter professor Slușanschis død indgik TB og VP i egenskab af arvinger efter førstnævnte i 2013 en aftale med Călinescu-instituttet, som gav sidstnævnte ret til at anvende professor Slușanschis afskrifter og oversættelser af flere af Dimitrie Cantemirs tekster, herunder af Slușanschis kritiske udgave, med henblik på en komplet udgave af dette værk. Instituttet stillede professor Slușanschis arbejde til rådighed for Fundația Națională pentru Știință și Artă.

24

I 2015 udgav Fundația Națională pentru Știință și Artă en tosproget udgave på latin og rumænsk af værket Dimitrie Cantemir – Istoria măririi și decăderii Curții othomane (Dimitrie Cantemir – Historien om Det Osmanniske Riges opståen og fald) i to bind, som omfattede den latinske tekst af denne udgave ledsaget af kritiske notater udarbejdet af forskere ved Fundația Națională pentru Știință și Artă (herefter »Fundația Națională pentru Știință și Artăs udgave«). Dette værk indeholdt teksten til Slușanschis kritiske udgave, som blev offentliggjort i 2001.

25

Den 8. december 2015 anlagde TB og VP sag ved Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest, Rumænien) med påstand om krænkelse af ophavsretten til Slușanschis kritiske udgave.

26

Ved dom af 21. december 2017 fastslog Tribunalul București (retten i første instans i Bukarest), at Slușanschis kritiske udgave var blevet reproduceret i sin helhed i Fundația Națională pentru Știință și Artăs udgave, og at sidstnævnte ligeledes havde brugt ikke-publicerede tilføjelser eller rettelser, som professor Slușanschi havde lavet til sin udgave, og som han havde til hensigt at bruge i fremtiden. Der blev imidlertid kun henvist til professor Slușanschi i fodnoterne til Fundația Națională pentru Știință și Artăs udgave. Under disse omstændigheder fastslog denne ret, at Călinescu-instituttet og Fundația Națională pentru Știință și Artă havde tilsidesat Slușanschis ideelle rettigheder til at være angivet som ophavsmand til Slușanschis kritiske udgave såvel som de økonomiske rettigheder knyttet til ophavsretten tilhørende Slușanschis arvinger TB og VP, og tilpligtede de sagsøgte at betale erstatning for denne ikke-økonomiske og økonomiske skade.

27

Călinescu-instituttet og Fundația Națională pentru Știință și Artă iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest, Rumænien).

28

Ved dom af 7. april 2021 fastslog Curtea de Apel București (appeldomstolen i Bukarest) navnlig, at Slușanschis kritiske udgave udgjorde et afledt værk som omhandlet i lov nr. 8/1996, eftersom den krævede en kreativ indsats og var resultatet af ophavsmandens intellektuelle virksomhed. Denne appeldomstol bekræftede således, at der forelå en krænkelse af ophavsretten således som fastslået af førsteinstansretten, men nedsatte samtidig det erstatningsbeløb for ikke-økonomisk skade, som Călinescu-instituttet og Fundația Națională pentru Știință și Artă solidarisk skulle betale.

29

Călinescu-instituttet og Fundația Națională pentru Știință și Artă har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol, Rumænien), som er den forelæggende ret.

30

De har i det væsentlige anfægtet Curtea de Apel București’ (appeldomstolen i Bukarest) konstatering af, at en kritisk udgave såsom Slușanschis kritiske udgave udgør et værk, og kritiseret denne domstol for ikke at have anvendt de kriterier, der er fastlagt i Domstolens retspraksis, med henblik på at vurdere den ophavsretlige beskyttelse af en sådan kritisk udgave.

31

Ifølge Călinescu-instituttet og Fundația Națională pentru Știință și Artă er friheden for ophavsmanden til et kritisk værk ekstremt begrænset eller ikke-eksisterende, når det drejer sig om et videnskabeligt værk skrevet på et antikt sprog som latin, hvor syntaks- og sætningskonstruktionsreglerne er præcise.

32

De er i denne henseende af den opfattelse, at i tilfælde af en kritisk udgave er ophavsmandens frie og kreative valg udelukket, idet hans eneste mål er at bruge sine faglige kompetencer til at identificere de tekstversioner, der ligger tættest på den oprindelige ophavsmands intention, når denne ikke fremgår klart af de anvendte manuskripter, men aldrig at erstatte denne med den kritiske udgaves ophavsmands version.

33

Den omstændighed, at der er mulighed for at vælge mellem flere oversættelser af de anvendte ord eller formuleringer, er ikke ensbetydende med, at ophavsmanden har ydet et kreativt, originalt bidrag, således at det ikke i det foreliggende tilfælde kan hævdes, at Slușanschis kritiske udgave afspejler professorens personlighed.

34

I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret oplyst, om den kritiske udgave af et værk kan kvalificeres som et »værk«, der er ophavsretligt beskyttet i henhold til artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29.

35

Den forelæggende ret har anført, at begrebet »værk« ifølge Domstolens praksis forudsætter, at to kumulative kriterier er opfyldt, nemlig for det første, at der foreligger en original genstand i den forstand, at det er både nødvendigt og tilstrækkeligt, at den afspejler ophavsmandens personlighed ved at give udtryk for dennes frie og kreative valg, og for det andet, at der foreligger en genstand, som kan identificeres tilstrækkeligt præcist og objektivt.

36

Hvad angår det første kriterium er den forelæggende ret imidlertid i tvivl om, hvorvidt der reelt foreligger et frit og kreativt valg for ophavsmanden til en kritisk udgave, som fastlægger indholdet af en allerede eksisterende tekst i en forståelig form, der ligger tættest på hensigten hos det oprindelige værks ophavsmand, under iagttagelse af dennes sprogbrug og stil, samtidig med at teksten ledsages af kritiske noter, kommentarer og forklaringer til rettelser, udskiftninger af ord eller tilføjelser, der eventuelt er nødvendige for, at den håndskrevne tekst er forståelig.

37

Hvad angår det andet kriterium er den forelæggende ret også i tvivl om, hvorvidt dette er opfyldt, da det fortsat er uklart, om en kritisk udgave skal betragtes som et værk, der er adskilt fra det oprindelige værk, eller om en sådan udgave tværtimod er sammenfaldende med det oprindelige værk, for så vidt som dens formål netop er at fastlægge teksten i det allerede eksisterende værk.

38

Den forelæggende ret har anført, at i tilfælde af en kritisk udgave er det formål, som ophavsmanden forfølger, at genskabe originalværket på en måde, der ligger så tæt som muligt på den oprindelige ophavsmands hensigt. Ophavsmanden til en kritisk udgave konsulterer det originale værks manuskript og foretager om nødvendigt rettelser eller tilføjelser for at sikre, at det bevarer sin betydning, idet den pågældende supplerer det med kommentarer og forklaringer, der begrunder valget af de relevante termer. På samme måde indebærer det kritiske apparat, der er indeholdt heri, en intellektuel indsats, der afspejler et ofte meget besværligt og langvarigt forskningsarbejde.

39

Set ud fra dette synspunkt kan ophavsmanden til en kritisk udgaves frembringelse således ikke sidestilles med en reproduktion eller en gengivelse i form af et faksimile af manuskriptet til det pågældende originale værk. I det mindste er det kun de kritiske noter, kommentarer og forklaringer, der er knyttet til teksten, der kan anses for at udgøre en genstand, som kan identificeres tilstrækkeligt præcist og objektivt, hvilket bevirker, at det i det foreliggende tilfælde kun er de dele af den kritiske udgave, hvis genstand kan identificeres, der kan beskyttes af ophavsretten.

40

Den forelæggende ret har i øvrigt henvist til Bernerkonventionens artikel 2, stk. 3, der bestemmer, at »oversættelser, bearbejdelser, musikarrangementer og andre omarbejdelser af et litterært eller kunstnerisk værk beskyttes som originalværker, uden at der dog herved gøres indskrænkning i den ret, der tilkommer originalværkets ophavsmand«.

41

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at det originale værk på latin i hovedsagen ubestrideligt er et »litterært værk« som omhandlet i Bernerkonventionen, eftersom denne konvention i de eksempler på »litterære og kunstneriske værker«, som konventionen giver i dens artikel 2, stk. 1, medtager frembringelser på det videnskabelige område.

42

For at en kritisk udgave såsom Slușanschis kritiske udgave kan beskyttes som et originalt værk, skal der derimod i henhold til denne konventions artikel 2, stk. 3, være tale om en »omarbejdelse« af et litterært værk.

43

Ifølge den forelæggende ret skal Unionen, selv om den ikke er kontraherende part i Bernerkonventionen, ikke desto mindre i henhold til artikel 1, stk. 4, i WIPO-traktaten om ophavsret, som den er part i, og som direktiv 2001/29 har til formål at gennemføre, overholde denne konventions artikel 1-21.

44

Endelig har den forelæggende ret bemærket, at Domstolen endnu ikke har taget stilling til, om og på hvilke betingelser en kritisk udgave af et originalt værk i sig selv kan betegnes som et »værk« i henhold til artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29 eller i givet fald en anden bestemmelse i en EU-retsakt, hvilket begrunder, at der fremsættes en anmodning om en præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF.

45

På denne baggrund har Înalta Curte de Casație și Justiție (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i artikel 2, litra a), i direktiv [2001/29] fortolkes således, at en kritisk udgave af et værk, der har til formål at fastlægge et originalværks tekst ved konsultation af manuskriptet med tilføjelse af kommentarer og det nødvendige kritiske apparat, kan betragtes som et ophavsretligt beskyttet værk?«

46

Med sit eneste spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at en kritisk udgave af et værk, der er blevet offentlig ejendom, og som har til formål at genskabe originalværkets tekst med tilføjelse af kommentarer og det nødvendige kritiske apparat, kan anses for et ophavsretligt beskyttet værk som omhandlet i denne bestemmelse.

47

Det skal bemærkes, at direktiv 2001/29 i artikel 2-4 bestemmer, at medlemsstaterne tillægger ophavsmænd en række enerettigheder til deres »værker«, og i artikel 5 fastsætter en række undtagelser fra og indskrænkninger i disse rettigheder. Dette direktiv indeholder imidlertid ingen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret til at fastlægge betydningen og rækkevidden af begrebet »værk«. Under hensyn til kravene både om ensartet anvendelse af EU-retten og om lighedsprincippet bør dette begreb derfor principielt i hele Unionen fortolkes selvstændigt og ensartet (dom af 13.11.2018, Levola Hengelo, C-310/17, EU:C:2018:899, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det følger heraf, at den kritiske udgave af et allerede eksisterende værk såsom Slușanschis kritiske udgave kun kan beskyttes ophavsretligt i henhold til direktiv 2001/29, hvis en sådan udgave kan kvalificeres som et »værk« som omhandlet i dette direktiv.

49

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at begrebet »værk« forudsætter, at to kumulative elementer er opfyldt. Dels indebærer det, at der foreligger en original genstand i den forstand, at denne er ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse. Dels er kvalificeringen som værk forbeholdt de elementer, der er udtryk for en sådan frembringelse (dom af 12.9.2019, Cofemel, C-683/17, EU:C:2019:721, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

50

Hvad for det første angår kriteriet om originalitet fremgår det af Domstolens praksis, at det, for at en genstand kan anses for original, både er nødvendigt og tilstrækkeligt, at den afspejler ophavsmandens personlighed ved at give udtryk for dennes frie og kreative valg. Når frembringelsen af en genstand derimod er bestemt af tekniske hensyn, regler eller andre begrænsninger, der ikke giver plads til kreativ frihed, kan denne genstand ikke anses for at have den nødvendige originalitet for at kunne udgøre et værk (dom af 12.9.2019, Cofemel, C-683/17, EU:C:2019:721, præmis 30 og 31 samt den deri nævnte retspraksis).

51

Den omstændighed, at den omhandlede genstand afspejler ophavsmandens personlighed ved at give udtryk for sidstnævntes frie og kreative valg, udgør således et afgørende element i begrebet »originalitet« og dermed i den ophavsretlige beskyttelse af denne genstand i EU-retten.

52

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at avisartikler kan udgøre »værker«, der er beskyttet af ophavsretten, for hvilken ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse hidrører fra den måde, hvorpå genstanden er præsenteret, samt fra denne ophavsmands sproglige udtryksform (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Infopaq International, C-5/08, EU:C:2009:465, præmis 44).

53

Domstolen har derimod fastslået, at hverken ord som sådan (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Infopaq International, C-5/08, EU:C:2009:465, præmis 46) eller militære rapporter, hvis indhold i det væsentlige er bestemt af de informationer, de indeholder, således at disse informationer og udtrykket heraf i rapporterne er sammenfaldende, og rapporterne således er karakteriseret ved deres rent tekniske funktion, hvilket udelukker enhver originalitet, udgør »værker« (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Funke Medien NRW, C-469/17, EU:C:2019:623, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

54

Med henblik på at afgøre, om en litterær genstand såsom Slușanschis kritiske udgave kan anses for at have den nødvendige originalitet, skal det, således som generaladvokaten har anført i punkt 56 i forslaget til afgørelse, undersøges, om ophavsmanden i forbindelse med udarbejdelsen af den omhandlede genstand har kunnet foretage frie og kreative valg, idet en sådan originalitet ikke udspringer af ordene isoleret set, men af valget, placeringen og kombinationen heraf, hvormed ophavsmanden har udtrykt sin kreative ånd på en original måde og skabt et resultat, der har karakter af en intellektuel frembringelse, idet den kunnen, der er lagt i denne skabelse, i denne forbindelse er irrelevant (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Infopaq International, C-5/08, EU:C:2009:465, præmis 45 og 46, og af 29.7.2019, Funke Medien NRW, C-469/17, EU:C:2019:623, præmis 23).

55

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 63 i forslaget til afgørelse, vil de grammatiske, leksikalske, litterære og stilistiske valg, som ophavsmanden til en kritisk udgave foretager, i denne sammenhæng sandsynligvis være dikteret eller i det mindste påvirket af den pågældendes mangeårige erfaring, filosofiske ekspertise, viden om og forståelse af den tid, hvor originalværket blev udarbejdet, og den historiske periode, som dette værk dækker, kendskab til originalværkets ophavsmand, til dennes stil og sproglige udtryk samt den pågældendes fortolkning af, hvad vedkommende opfatter som hensigten hos ophavsmanden til originalværket.

56

Endelig kan originalitetskriteriet som anført af generaladvokaten i punkt 65 i forslaget til afgørelse også vurderes gennem den kritiske udgaves sammensætning, arbejdets struktur, dets udformning samt placeringen af den oprindelige tekst i forhold til kommentarerne og det kritiske apparat.

57

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Slușanschis kritiske udgave ikke udgør en simpel gengivelse af det latinske manuskript af Dimitrie Cantemirs værk eller af faksimilen af dette manuskript. Formålet med Slușanschis kritiske udgave er nemlig med rettelser og tilføjelser at gengive originalværkets tekst i en fuldstændig og forståelig form, der ligger tættest på den intention, som den oprindelige ophavsmand, dvs. Dimitrie Cantemir, havde.

58

Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen, at kommentarerne og det kritiske apparat i Slușanschis kritiske udgave vedrørende rettelser, erstatninger af ord og tilføjelser, der måtte være nødvendige for forståelsen af manuskriptet til Dimitrie Cantemirs værk, samt de forskellige sprogversioner eller varianter af ord eller udtryk, der måtte være udeladt, også er et resultat af professor Slușanschis intellektuelle frembringelse.

59

Medmindre affattelsen af Slușanschis kritiske udgave er dikteret af rent tekniske hensyn, regler eller begrænsninger uden nogen form for kreativ frihed, synes denne kritiske udgave derfor at opfylde kriteriet om originalitet, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at vurdere.

60

Hvad for det andet angår kriteriet om, at den omhandlede genstand skal kunne identificeres, har Domstolen præciseret, at begrebet »værk« indebærer, at der foreligger en genstand, som kan identificeres tilstrækkeligt præcist og objektivt. Dels skal de myndigheder, der skal overvåge beskyttelsen af ophavsrettens iboende enerettigheder, klart og præcist kunne kende den således beskyttede genstand. Det samme gælder for tredjemænd, over for hvilke den af ophavsmanden til genstanden påberåbte beskyttelse vil kunne gøres gældende. Dels forudsætter den omstændighed, at det i processen med identifikation af nævnte genstand er nødvendigt at fjerne ethvert element af subjektivitet, som skader retssikkerheden, at denne genstand er blevet udtrykt objektivt (jf. i denne retning dom af 12.9.2019, Cofemel, C-683/17, EU:C:2019:721, præmis 32 og 33 samt den deri nævnte retspraksis).

61

I det foreliggende tilfælde udelukker den forelæggende ret ikke, at Slușanschis kritiske udgave kan anses for at være sammenfaldende med manuskriptet af Dimitrie Cantemirs værk, for så vidt som formålet hermed er at genskabe teksten til dette allerede eksisterende værk. Den forelæggende ret har ikke desto mindre anerkendt, at ophavsmanden til en kritisk udgave kan foretage tilpasninger eller tilføjelser til et værk med henblik på at genskabe den oprindelige betydning af manuskriptet heri, således at denne kritiske udgave kan opfylde det andet kriterium.

62

I denne henseende indebærer begrebet »værk« som omhandlet i direktiv 2001/29 som anført i denne doms præmis 60, at der foreligger en genstand, som kan identificeres tilstrækkeligt præcist og objektivt (jf. i denne retning dom af 13.11.2018, Levola Hengelo, C-310/17, EU:C:2018:899, præmis 40) i forhold til de dele, der svarer til det oprindelige værk.

63

Som generaladvokaten har anført i punkt 70 i forslaget til afgørelse, kan den kritiske udgave af et originalværk i sin helhed identificeres tilstrækkeligt præcist og objektivt.

64

Det er nemlig ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at sondre mellem de dele, der svarer til det oprindelige værk, og som i givet fald har været genstand for tekstmæssige ændringer, og de kommentarer, kritiske noter eller forklaringer, der ledsager dem, for i givet fald at identificere de dele, der kan være omfattet af ophavsretlig beskyttelse. En sådan tilgang ville indebære en risiko for at opdele et værk, der kun giver mening i sin helhed, navnlig når sådanne kommentarer, noter eller forklaringer supplerer eller knytter sig til en bestemt del af teksten til det originale værk, som disse kommenterer eller gengiver.

65

Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage under hensyntagen til den særlige karakter af Slușanschis kritiske udgave, der har til formål at gengive den tekst til originalværket, der delvist er gået tabt, ved at ledsage den med kommentarer og det nødvendige kritiske apparat, kan denne kritiske udgave i det foreliggende tilfælde derfor anses for at være et »værk« som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29, forudsat at den er en intellektuel frembringelse, der afspejler ophavsmandens personlighed ved at give udtryk for dennes frie og kreative valg, og at den kan identificeres med tilstrækkelig præcision og objektivitet.

66

Hvad for det tredje angår omfanget af beskyttelsen af værket skal det bemærkes, at når en kritisk udgave har de egenskaber, der er nævnt i denne doms præmis 49, og dermed udgør et værk, er den som sådan ophavsretligt beskyttet i overensstemmelse med direktiv 2001/29, idet det skal bemærkes, at omfanget af denne beskyttelse ikke afhænger af graden af den kreative frihed, som ophavsmanden har haft, og at beskyttelsen derfor ikke er svagere end den beskyttelse, som tildeles andre værker, der er omfattet af dette direktiv (dom af 12.9.2019, Cofemel, C-683/17, EU:C:2019:721, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

67

Det skal tilføjes, at en krænkelse af ophavsretten som anført af generaladvokaten i punkt 73 i forslaget til afgørelse ikke nødvendigvis kræver en fuldstændig reproduktion af værket, men kan bestå i en delvis reproduktion. De forskellige dele af et værk er nemlig ligeledes beskyttede efter artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29, forudsat at de indeholder nogle af de elementer, der er udtryk for ophavsmandens egen intellektuelle frembringelse som skaber af dette værk (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Infopaq International, C-5/08, EU:C:2009:465, præmis 39), hvilket kan være tilfældet, når en ophavsmand bestræber sig på at genskabe et litterært værk, der delvist er gået tabt, på en måde, som ifølge ham ligger så tæt som muligt på den oprindelige ophavsmands hensigt.

68

Endelig, og uafhængigt af ovenstående betragtninger, medfører anerkendelsen af ophavsretten til den kritiske udgave af et litterært værk, der er blevet offentlig ejendom, ikke, at det sidstnævnte værk bliver privat ejendom, og giver ikke ophavsmanden til denne kritiske udgave en eksklusiv rettighed til dette allerede eksisterende værk.

69

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 2, litra a), i direktiv 2001/29 skal fortolkes således, at en kritisk udgave af et værk, der er blevet offentlig ejendom, og som har til formål at genskabe originalværkets tekst med tilføjelse af kommentarer og det nødvendige kritiske apparat, kan anses for et ophavsretligt beskyttet værk som omhandlet i denne bestemmelse, forudsat at den er en intellektuel frembringelse, der afspejler ophavsmandens personlighed ved at give udtryk for dennes frie og kreative valg, og at den kan identificeres med tilstrækkelig præcision og objektivitet.

70

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet

skal fortolkes således, at

en kritisk udgave af et værk, der er blevet offentlig ejendom, og som har til formål at genskabe originalværkets tekst med tilføjelse af kommentarer og det nødvendige kritiske apparat, kan anses for et ophavsretligt beskyttet værk som omhandlet i denne bestemmelse, forudsat at den er en intellektuel frembringelse, der afspejler ophavsmandens personlighed ved at give udtryk for dennes frie og kreative valg, og at den kan identificeres med tilstrækkelig præcision og objektivitet.