–

MTÜ Eesti Suurkiskjad ved M. Ellermaa og E. Lopp,

–

den estiske regering ved M. Kriisa, som befuldmægtiget,

–

den danske regering ved D. Elkan, J.F. Kronborg og C. Maertens, som befuldmægtigede,

–

den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og M. Kopetzki, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved L. Haasbeek, C. Hermes, E. Randvere, N. Ruiz García og K. Toomus, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, litra i), artikel 2, stk. 3, og artikel 14, stk. 1, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT 1992, L 206, s. 7), som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 (EUT 2013, L 158, s. 193) (herefter »habitatdirektivet«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem MTÜ Eesti Suurkiskjad og Keskkonnaamet (miljøkontor, Estland) vedrørende lovligheden af en forvaltningsakt om kvoterne for ulvejagt.

3

15. betragtning til habitatdirektivet lyder således:

»[D]er er [...] behov for en generel beskyttelsesordning for visse arter af planter og dyr; der må fastsættes forvaltningsforanstaltninger for visse arter, hvis deres bevaringsstatus gør det berettiget, herunder indførelse af forbud mod visse fangst- og drabsmetoder samtidig med, at der tages højde for muligheden for fravigelser på visse betingelser.«

4

Direktivets artikel 1 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

5

Direktivets artikel 2 fastsætter:

»1.   Formålet med dette direktiv er at bidrage til at sikre den biologiske diversitet ved at bevare naturtyperne samt de vilde dyr og planter inden for det af medlemsstaternes område i Europa, hvor traktaten finder anvendelse.

2.   De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager sigte på at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for naturtyper samt vilde dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning.

3.   De foranstaltninger, der træffes efter dette direktiv, tager hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg.«

6

Direktivets artikel 11 har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne overvåger de i artikel 2 nævnte naturtypers og arters bevaringsstatus og tager især hensyn til prioriterede naturtyper og prioriterede arter.«

7

Habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at indføre en streng beskyttelsesordning i det naturlige udbredelsesområde for de dyrearter, der er nævnt i bilag IV, litra a), med forbud mod:

8

Direktivets artikel 14, stk. 1, lyder således:

»Hvis medlemsstaterne på baggrund af overvågningen efter artikel 11 finder det nødvendigt, træffer de foranstaltninger med henblik på at sikre, at indsamling i naturen af enheder af de vilde dyre- og plantearter, der er nævnt i bilag V, og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter.«

9

Direktivets artikel 16, stk. 1, fastsætter:

»Hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde, kan medlemsstaterne fravige bestemmelserne i artikel 12, 13, 14 og 15, litra a) og b):

10

Bilag II til direktivet, som har overskriften »Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, hvis bevaring kræver udpegning af særlige bevaringsområder«, nævner blandt disse dyrearter bl.a. »Canis lupus (undtagen den estiske population [...])«.

11

I henhold til bilag IV til habitatdirektivet, som har overskriften »Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse«, er Canis lupus en af disse dyrearter, »bortset fra de [...] estiske populationer«.

12

I medfør af bilag V til direktivet, som har overskriften »Dyre- og plantearter af fællesskabsbetydning, for hvis indsamling i naturen og udnyttelse der kan træffes forvaltningsforanstaltninger«, kan der træffes sådanne foranstaltninger for de estiske populationer af Canis lupus.

13

Artikel 1 i looduskaitseseadus (naturbeskyttelsesloven, RT I 2004, 38, 258) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »naturbeskyttelsesloven«), har følgende ordlyd:

»Denne lov har til formål:

[...]«

14

Naturbeskyttelseslovens artikel 3, der har overskriften »Gunstig status for en naturtype og en art«, fastsætter i stk. 2:

»Statussen for en art anses for gunstig, hvis bestandens størrelse tyder på, at arten fortsat vil bestå på lang sigt som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levested eller ynglested, hvis artens naturlige udbredelsesområde ikke er i tilbagegang, og hvis der er og sandsynligvis fortsat vil være et tilstrækkeligt stort levested til at sikre artens beståen på lang sigt.«

15

Lovens artikel 49, der har overskriften »Handlingsplan for beskyttelse og forvaltning af arten«, bestemmer:

»1) Der udarbejdes en handlingsplan:

2) Den fælles handlingsplan skal indeholde:

[...]«

16

Artikel 21 i Jahiseadus (jagtloven, RT I 2013, 2) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »jagtloven«), som har overskriften »Overvågning af vildt«, fastsætter i stk. 4:

»Den myndighed, der er omhandlet i denne artikels stk. 3 [Keskkonnaagentuur (miljøagentur, Estland)], udarbejder hvert år en overvågningsrapport om vildt. Overvågningsrapporten skal indeholde følgende data:

17

Jagtlovens artikel 22, som har overskriften »Jagtkvoter og ‑struktur«, bestemmer i stk. 2:

»Miljøkontoret fastsætter hvert år kvoterne for jagt på brune bjørne, ulve, losser og gråsæler på grundlag af de rapporter, der er nævnt i denne lovs artikel 21, stk. 4, og jagtrådets forslag.«

18

Den 4. oktober 2012 vedtog den estiske miljøminister en »Handlingsplan for beskyttelse og forvaltning af store rovdyr (Canis lupus (ulv), Lynx lynx (los) og Ursus arctos (brun bjørn)) for perioden 2012-2021« (herefter »handlingsplanen for perioden 2012-2021«).

19

Det blev i handlingsplanen for perioden 2012-2021 anført, at bevaringsstatussen for de estiske bestande af store rovdyr kunne anses for gunstig, og planen sigtede bl.a. mod at opretholde den gunstige bevaringsstatus for ulve med hensyn til såvel den estiske som den baltiske bestand af denne dyreart. Med henblik herpå blev der i handlingsplanen fastlagt en målsætning om opretholdelse af 15-25 ulvekobler med hvalpe om året før jagtsæsonens begyndelse, således at den samlede bestand af arten på estisk område var på ca. 150-250 individer. Inden for dette interval skulle der hvert år fastlægges mål i overensstemmelse med resultaterne af overvågningen, og bestandens størrelse skulle holdes inden for dette interval ved jagt. Formålet var også at mindske de skader, som ulve forårsagede, navnlig ved at prioritere jagt i de områder, hvor ulve forårsagede skader.

20

Ifølge handlingsplanen er den baltiske ulvebestand selv en del af den eurasiske bestand af denne dyreart, hvis naturlige udbredelsesområde strækker sig over Estland, Letland, Litauen, det nordøstlige Polen, Belarus, det nordlige Ukraine og visse russiske regioner. Handlingsplanen angav det omtrentlige antal ulve i Letland og Litauen i 2008 og i de russiske naboregioner til Estland i 2010. Den præciserede ligeledes, at mens der var vedtaget planer for beskyttelse eller for bevaring og forvaltning af ulve i Republikken Letland, Republikken Finland og Republikken Belarus og var ved at blive udarbejdet sådanne planer i Republikken Litauen og Republikken Polen, manglede de derimod i Rusland. Der blev i øvrigt i handlingsplanen for perioden 2012-2021 redegjort for muligheden for at jage ulve i disse medlemsstater og tredjelande. Hvad angår internationalt samarbejde blev det i handlingsplanen bl.a. fremhævet, at Republikken Estland deltog i arbejdsgruppen under Den Internationale Union for Naturbevarelse (herefter »IUCN«), og at der var kontakter mellem denne medlemsstats repræsentant og de lettiske, litauiske, polske, finske, svenske, norske og russiske repræsentanter. Der skulle efter handlingsplanen også indføres en regelmæssig udveksling af oplysninger mellem Republikken Estland og Republikken Letland om den kvantitative udvikling i bestanden af store rovdyr og om jagtkvoterne, og Republikken Estland skulle deltage aktivt i internationale projekter i forbindelse med tilrettelæggelsen af bevaringen og forvaltningen af store rovdyr.

21

Ved afgørelse af 29. oktober 2020 vedtaget i henhold til jagtlovens artikel 22, stk. 2, fastsatte miljøkontoret den første del af kvoten vedrørende ulvejagt for jagtsæsonen 2020/2021 i Estland til 140 individer fordelt på 20 forvaltningsområder, idet det prioriterede avlsområderne og de områder, hvor denne dyreart havde forårsaget skade.

22

Sagsøgeren i hovedsagen, som er en estisk miljøbeskyttelsesforening, anlagde sag ved Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn, Estland) med påstand om annullation af denne afgørelse. Den gjorde til støtte for søgsmålet bl.a. gældende, at ulvens bevaringsstatus i Estland ikke kunne anses for »gunstig« som omhandlet i naturbeskyttelseslovens artikel 3, og at en tilladelse til jagt på 140 ulve ville gøre det endnu vanskeligere at nå målet om at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for denne art.

23

Ved dom af 1. oktober 2021 frifandt Tallinna Halduskohus (forvaltningsdomstolen i Tallinn) sagsøgte.

24

Dommen om frifindelse blev stadfæstet af Tallinna Ringkonnakohus (appeldomstolen i Tallinn, Estland).

25

Appeldomstolens dom om stadfæstelse blev appelleret til Riigikohus (øverste domstol, Estland), som er den forelæggende ret, af appellanten i hovedsagen.

26

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om der, når en medlemsstat vedtager forvaltningsforanstaltninger i henhold til habitatdirektivets artikel 14, med henblik på at efterprøve, om disse foranstaltninger er forenelige med målet om at opretholde eller genoprette en »gunstig bevaringsstatus« for den pågældende art som omhandlet i direktivets artikel 1, litra i), andet afsnit, skal tages hensyn til bevaringsstatussen for bestanden af arten på den pågældende medlemsstats område, eller om det er muligt at tage hensyn til bevaringsstatussen for bestanden på andre EU-medlemsstaters område, i det foreliggende tilfælde den baltiske bestand.

27

Den forelæggende ret har i denne henseende bemærket, at det ikke bestrides, at bevaringsstatussen for den baltiske ulvebestand er »gunstig«, men at appellanten i hovedsagen på grundlag af en vurdering foretaget af IUCN har anført, at den estiske ulvebestand ikke kan anses for at have en sådan bevaringsstatus.

28

I denne sammenhæng har den forelæggende ret for det andet henvist til, at der, så vidt det er den bekendt, ikke findes noget officielt samarbejde med henblik på bevaring af den omhandlede ulvebestand mellem de medlemsstater, hvis område bestandens naturlige udbredelsesområde strækker sig til, men kun en uformel kommunikation mellem videnskabsfolk.

29

For det tredje ønsker den forelæggende ret oplyst, om en bestand af en art, der for så vidt angår en medlemsstat er klassificeret i kategorien »sårbar« på IUCN’s rødliste over truede arter (herefter »IUCN’s rødliste«), navnlig henset til dom af 14. juni 2007, Kommissionen mod Finland (C-342/05, EU:C:2007:341), og af 23. april 2020, Kommissionen mod Finland (Forårsjagt på hanedderfugle) (C-217/19, EU:C:2020:291), kan anses for at have en »gunstig bevaringsstatus« som omhandlet i habitatdirektivet. Den forelæggende ret har i denne henseende bemærket, at den baltiske ulvebestand i den handlingsplan, der er udarbejdet for perioden 2022-2031 i forlængelse af handlingsplanen for perioden 2012-2021, anses for at henhøre under kategorien »ikke truet« (LC) på IUCN’s rødliste, mens den estiske bestand af arten kategoriseres som »sårbar« (VU) og endog burde anses for »moderat truet« (EN), hvis der ikke blev taget hensyn til nabobestandene.

30

Endelig har den forelæggende ret for det fjerde anført, at miljøkontoret og miljøagenturet inden for rammerne af tvisten i hovedsagen altid har gjort gældende, at en stigning i antallet af ulve ville medføre store sociale og økonomiske spændinger. Et af hovedargumenterne for at tillade ulvejagt er således nødvendigheden af at reducere de skader, der forårsages af denne dyreart, navnlig på husdyr.

31

På denne baggrund har Riigikohus (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32

Med de tre første spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om habitatdirektivets artikel 1, litra i), skal fortolkes således, at det forhold, at bestanden af en dyreart på en medlemsstats område er klassificeret i kategorien »sårbar« på IUCN’s rødliste, udelukker, at artens bevaringsstatus på medlemsstatens område anses for »gunstig« som omhandlet i bestemmelsen. I øvrigt ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om samme artikel 1, litra i), skal fortolkes således, at en medlemsstats vedtagelse af forvaltningsforanstaltninger i henhold til direktivets artikel 14, stk. 1, indebærer en forpligtelse til at sikre en gunstig bevaringsstatus for bestanden af den pågældende art på medlemsstatens område, eller om medlemsstaten kan tage hensyn til bevaringsstatussen for den samlede bestand, hvis naturlige udbredelsesområde strækker sig ud over medlemsstatens område, og i givet fald i hvilket omfang og på hvilke betingelser.

33

Det skal indledningsvis bemærkes, at ulven principielt i medfør af habitatdirektivets artikel 12, sammenholdt med bilag IV, litra a), henhører under de arter af »fællesskabsbetydning«, som skal sikres en »streng beskyttelse« som omhandlet i artikel 12.

34

Samme bilag IV, litra a), udelukker imidlertid bl.a. de estiske bestande af ulve fra denne strenge beskyttelse.

35

Disse bestande er således opført i habitatdirektivets bilag V, litra a), som dyreart af fællesskabsbetydning, for hvis indsamling i naturen og udnyttelse der kan træffes forvaltningsforanstaltninger, og som derfor er omfattet af direktivets artikel 14.

36

Hvad angår de forvaltningsforanstaltninger, der kan træffes for de arter, som er opført i bilag V til habitatdirektivet, skal det bemærkes, at det hedder i direktivets artikel 14, stk. 1, at »[h]vis medlemsstaterne på baggrund af overvågningen efter artikel 11 finder det nødvendigt, træffer de foranstaltninger med henblik på at sikre, at indsamling i naturen af enheder af de vilde dyre- og plantearter, der er nævnt i bilag V, og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en tilfredsstillende bevaringsstatus for disse arter«.

37

Det følger af selve ordlyden af denne bestemmelse, at medlemsstaterne råder over et vist skøn med henblik på at afgøre, om det er nødvendigt at vedtage foranstaltninger i medfør af nævnte bestemmelse, som kan begrænse udnyttelsen af de arter, der er opført i bilag V til habitatdirektivet (dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 53).

38

Denne skønsmargen er imidlertid begrænset af forpligtelsen til at overvåge, at indsamlingen af enheder af en art i naturen og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en gunstig bevaringsstatus for denne art (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 55).

39

Det skal nemlig bemærkes, at formålet med enhver foranstaltning, der vedtages af en medlemsstat i henhold til habitatdirektivet, i overensstemmelse med dette direktivs artikel 2, stk. 2, bør være at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for dyrearter af fællesskabsbetydning (dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 56).

40

Som det følger af 15. betragtning til habitatdirektivet, fandt EU-lovgiver behov for at fastsætte en generel beskyttelsesordning for visse arter af planter og dyr, og at der skal fastsættes forvaltningsforanstaltninger for visse arter, »hvis deres bevaringsstatus gør det berettiget«, herunder forbud mod visse fangst- og drabsmetoder, samtidig med at der skulle tages højde for muligheden for fravigelser på visse betingelser. Som sætningsleddet »hvis deres bevaringsstatus gør det berettiget« vidner om, skal vedtagelsen af sådanne foranstaltninger dermed begrundes i behovet for at opretholde eller genoprette en gunstig bevaringsstatus for den pågældende art (dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 57).

41

Når en dyreart har en ugunstig bevaringsstatus, skal de kompetente myndigheder i øvrigt træffe foranstaltninger som omhandlet i habitatdirektivets artikel 14 for at forbedre den pågældende arts bevaringsstatus i et sådant omfang, at bestanden heraf i fremtiden og varigt opnår en gunstig bevaringsstatus (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 69).

42

Endelig skal vurderingen af en arts bevaringsstatus og af hensigtsmæssigheden i at vedtage foranstaltninger i medfør af habitatdirektivets artikel 14 foretages under hensyntagen til bl.a. de nyeste videnskabelige oplysninger, der er opnået takket være overvågningen efter nævnte direktivs artikel 11 (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 65). Det følger i denne henseende af forsigtighedsprincippet, der er fastsat i artikel 191, stk. 2, TEUF, at såfremt en undersøgelse af de bedste videnskabelige data, der er til rådighed, giver anledning til usikkerhed med hensyn til, om en udnyttelse af en art af fællesskabsbetydning er forenelig med opretholdelsen af en gunstig bevaringsstatus for denne art, bør den pågældende medlemsstat afholde sig fra at tillade en sådan udnyttelse (dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

43

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af de sagsakter, som Domstolen råder over, at ulvens bevaringsstatus i Estland blev anset for gunstig i handlingsplanen for perioden 2012-2021. Der er i denne sammenhæng bl.a. blevet taget hensyn til de oplysninger vedrørende nabomedlemsstater og tilgrænsende tredjelande, der er nævnt i denne doms præmis 20.

44

Den forelæggende ret har imidlertid navnlig bemærket, at den estiske ulvebestand i den efterfølgende handlingsplan, der blev udarbejdet for perioden 2022-2031, er klassificeret i kategorien »sårbar« på IUCN’s rødliste, dvs. at der ifølge definitionen i retningslinjerne for anvendelsen af kategorierne og kriterierne på IUCN’s rødliste er en stor risiko for, at den vil uddø i vild tilstand.

45

Det skal i denne henseende først bemærkes, at begrebet »en arts bevaringsstatus« er defineret i habitatdirektivets artikel 1, litra i), første afsnit, som resultatet af alle de forhold, der indvirker på arten, og som på lang sigt kan få indflydelse på dens bestandes udbredelse og talrighed inden for det område, der er nævnt i direktivets artikel 2.

46

Dernæst bemærkes, at en arts bevaringsstatus i henhold til direktivets artikel 1, litra i), andet afsnit, anses for gunstig, forudsat at tre kumulative betingelser er opfyldt. For det første skal data vedrørende bestandsudviklingen af den pågældende art vise, at arten på lang sigt vil opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder. For det andet må artens naturlige udbredelsesområde hverken være i tilbagegang eller inden for en overskuelig fremtid risikere at blive mindsket. For det tredje skal der være og sandsynligvis fortsat ville være et tilstrækkeligt stort levested til på lang sigt at bevare artens bestande (dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis vedrørende habitatdirektivets artikel 16, som giver medlemsstaterne mulighed for at fravige bestemmelserne i direktivets artikel 12-15, og hvis anvendelse ligeledes afhænger af bl.a. opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde, at denne status skal foreligge og, i første omgang og nødvendigvis, vurderes på lokalt og nationalt plan, således at en ugunstig bevaringsstatus på en medlemsstats område eller en del heraf ikke skjules af virkningen af en vurdering, der alene foretages på grænseoverskridende plan, og hvoraf det fremgår, at den nævnte art har en gunstig bevaringsstatus (dom af 11.7.2024, WWF Österreich m.fl., C-601/22, EU:C:2024:595, præmis 57).

48

Det samme gælder nødvendigvis i forbindelse med gennemførelsen af habitatdirektivets artikel 14. Som generaladvokaten har anført i punkt 39 og 40 i forslaget til afgørelse, forholder det sig nemlig således, at hvis en arts bevaringsstatus ikke er gunstig i en medlemsstat, til hvis område artens naturlige udbredelsesområde i det mindste potentielt strækker sig, kan den ikke eller i det mindste ikke i fuldt omfang udfylde sin økologiske funktion i denne medlemsstat, selv hvis bestanden af den pågældende art i medlemsstaten er en del af en bestand med en gunstig bevaringsstatus.

49

Hvad for det første angår den omstændighed, at den estiske ulvebestand er klassificeret i kategorien »sårbar« på IUCN’s rødliste, må det imidlertid konstateres, at hverken habitatdirektivets artikel 1, litra i), eller nogen anden bestemmelse i direktivet med henblik på definitionen af begrebet »en arts bevaringsstatus« henviser til IUCN’s rødliste eller til de kriterier, hvorefter listen udarbejdes, som indikator for, om en art har en gunstig bevaringsstatus eller ej, som generaladvokaten har anført i punkt 85 i forslaget til afgørelse.

50

Som Europa-Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, adskiller den vurderingsmetode, der anvendes med henblik på klassificeringen af arter på IUCN’s rødliste, sig i øvrigt fra den, der skal gennemføres i henhold til habitatdirektivets artikel 1, litra i).

51

Hvis de data, kriterier og bedømmelser, der har ført til klassificeringen af en art på IUCN’s rødliste, som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 86 i forslaget til afgørelse, kan tænkes at indgå i de videnskabelige oplysninger, som den pågældende medlemsstat skal tage hensyn til med henblik på sin egen vurdering (jf. i denne retning dom af 14.6.2007, Kommissionen mod Finland, C-342/05, EU:C:2007:341, præmis 26 og 27, af 23.4.2020, Kommissionen mod Finland (Forårsjagt på hanedderfugle), C-217/19, EU:C:2020:291, præmis 77-88, og af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 65 og 78), udelukker klassificeringen af en art på IUCN’s rødliste og nærmere bestemt i kategorien »sårbar« på nationalt plan derfor ikke i sig selv, at artens bevaringsstatus på den pågældende medlemsstats område ikke desto mindre anses for gunstig, hvis de kumulative betingelser, der er fastsat i habitatdirektivets artikel 1, litra i), andet afsnit, er opfyldt.

52

Hvad for det andet angår disse sidstnævnte betingelser skal det bemærkes, at det med henblik på at afgøre, om en arts bevaringsstatus er gunstig på en medlemsstats område, kan være relevant at tage hensyn til oplysninger om bestandene af arten i andre medlemsstater eller endog i tredjelande. Dette vil navnlig være tilfældet med hensyn til beskyttede dyrearter, der som ulven lever inden for store områder, og hvis »naturlige udbredelsesområde«, som er et af de kriterier, der skal tages i betragtning for at afgøre, om en arts bevaringsstatus er gunstig, derfor svarer til et større område end det geografiske område, som frembyder de fysiske eller biologiske elementer, der er væsentlige for deres liv og reproduktion (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, ASCEL, C-436/22, EU:C:2024:656, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

53

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 48-52 i forslaget til afgørelse, forholder det sig nemlig navnlig med hensyn til en dyreart som ulven således, at de bestande heraf, der ligeledes findes i de medlemsstater eller tilgrænsende tredjelande, som påtænker at vedtage forvaltningsforanstaltninger i henhold til habitatdirektivets artikel 14, stk. 1, har betydning for sidstnævnte medlemsstats undersøgelse af, om bevaringsstatussen for bestanden af arten på dens område er gunstig eller ej, for så vidt som der sker en udveksling mellem disse bestande, idet en sådan udveksling kan udgøre et forhold, der indvirker på arten, og som på lang sigt kan få indflydelse på bestandens udbredelse og talrighed på det nævnte område som omhandlet i direktivets artikel 1, litra i), første afsnit.

54

En sådan udveksling vil faktisk bl.a. kunne kompensere for tab af enheder af en art gennem indvandring eller omvendt afbøde en uforholdsmæssig tilvækst i bestanden af arten i den pågældende medlemsstat gennem udvandring. Udvekslingen kan i øvrigt styrke bestandens genetiske variation.

55

Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har anført i punkt 53 i forslaget til afgørelse, kan udvekslingen mellem medlemsstaternes eller tredjelandenes bestande, der udgør en del af samme bestand, i det foreliggende tilfælde den baltiske bestand af ulve, eller den eurasiske bestand af denne dyreart, endda være en ufravigelig betingelse for bevaringen heraf, navnlig for så vidt angår bestandene i mindre medlemsstater, hvor de naturlige levesteder, som arten kan finde, er for små til en levedygtig bestand. I et sådant tilfælde kan den pågældende art kun sikre sin overlevelse i en sådan medlemsstat, hvis dens bestand, som ikke ville være levedygtig, hvis den forblev isoleret, opretholder en vedvarende udveksling med bestande af samme art i nabomedlemsstaterne eller de tilgrænsende tredjelande. Det kan således under hensyntagen til denne udveksling være muligt at fastslå, at de tre kumulative betingelser for en gunstig bevaringsstatus, der er fastsat i habitatdirektivets artikel 1, litra i), andet afsnit, er opfyldt for denne bestand.

56

Det skal imidlertid understreges, at det, for at en arts bevaringsstatus kan anses for at være gunstig, efter ordlyden af denne bestemmelse, jf. denne doms præmis 46, ikke er tilstrækkeligt, at data vedrørende bestandsudviklingen af den pågældende art viser, at arten vil opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder, at artens naturlige udbredelsesområde ikke er i tilbagegang, og at der er et tilstrækkeligt stort levested til på lang sigt at bevare dens bestande. Det kræves desuden for det første, at data vedrørende bestandsudviklingen af den pågældende art viser, at arten på lang sigt vil opretholde sig selv som en levedygtig bestanddel af dens naturlige levesteder, for det andet, at der ikke er sandsynlighed for, at artens naturlige udbredelsesområde inden for en overskuelig fremtid vil blive mindsket, og for det tredje, at der sandsynligvis fortsat vil være et tilstrækkeligt stort levested til på lang sigt at bevare dens bestande.

57

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, skal der derfor i tilfælde af en tilfredsstillende aktuel situation henset til disse kriterier stadig skabes vished om, at denne situation også vil foreligge i fremtiden, for at det kan fastslås, at en art har en gunstig bevaringsstatus.

58

I denne henseende skal der for det første navnlig tages hensyn til alle forventelige ændringer, som kan påvirke udvekslingen mellem bestanden i den pågældende medlemsstat og de andre bestande, der udgør en del af den samme bestand.

59

Den igangværende opførelse af grænsehegn mellem Republikken Estland, Republikken Letland og Republikken Litauen på den ene side og Republikken Belarus og Den Russiske Føderation på den anden side, som den forelæggende ret har nævnt, udgør en sådan ændring. Disse hegn kan nemlig påvirke udvekslingen mellem bestandene af den pågældende art i de nævnte medlemsstater på den ene side og bestandene af arten i Belarus og Rusland på den anden side.

60

For det andet skal der tages hensyn til det niveau af retlig beskyttelse, som den pågældende art nyder i nabomedlemsstaterne og de tilgrænsende tredjelande.

61

Det kan i princippet formodes, at den konstaterede udveksling mellem bestanden af den pågældende art i en medlemsstat og bestandene af arten i andre medlemsstater også vil finde sted i fremtiden, eftersom de sidstnævnte medlemsstater ligesom den førstnævnte er underlagt kravene i habitatdirektivet.

62

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 63 og 64 i forslaget til afgørelse, er der derimod i mangel af en beskyttelse i et tredjeland svarende til den, der er sikret ved habitatdirektivet eller i det mindste ved konventionen om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder, undertegnet den 19. september 1979 i Bern (EFT 1982, L 38, s. 3), ingen retlig garanti mod en fremtidig forringelse af bestandene i dette tredjeland og dermed af udvekslingen med bestanden i den pågældende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, WWF Österreich m.fl., C-601/22, EU:C:2024:595, præmis 62 og 63 og den deri nævnte retspraksis).

63

Som generaladvokaten har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, bør der endelig for det tredje lægges endnu større vægt på relationerne med bestandene i nabomedlemsstaterne og de tilgrænsende tredjelande, når disse medlemsstater og tredjelande ikke blot anvender sammenlignelige retlige beskyttelsesordninger, men samarbejder med den pågældende medlemsstat om beskyttelse af den pågældende art og f.eks. koordinerer deres beskyttelsesforanstaltninger med den, således at udvekslingen mellem de berørte bestande optimeres.

64

Det kan i øvrigt med henblik på at overvåge, at indsamlingen af enheder af en art i naturen og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en gunstig bevaringsstatus, jf. denne doms præmis 38, vise sig at være nødvendigt, at den medlemsstat, på hvis område der er en ulvebestand, som er en del af en bestand, hvis naturlige udbredelsesområde strækker sig ud over medlemsstatens område, når den agter at tage hensyn til udvekslingen mellem ulvebestanden på det nævnte område og bestandene i nabomedlemsstaterne eller de tilgrænsende tredjelande, deler oplysninger om de grænseoverskridende bevægelser, der er observeret hos enheder af denne art, og om de forvaltningsforanstaltninger, som disse medlemsstater eller tredjelande træffer eller påtænker at træffe med hensyn til bestandene på deres respektive områder, med de pågældende nabomedlemsstater eller tilgrænsende tredjelande. En sådan udveksling af oplysninger kan nemlig på den ene side gøre den pågældende medlemsstats vurdering af sin egen bestands størrelse mere præcis. På den anden side kan det være nødvendigt at indhente oplysninger om de forvaltningsforanstaltninger, der anvendes eller påtænkes af de relevante medlemsstater eller tredjelande, for at den nævnte medlemsstat kan sikre sig, at den pågældende art kan anses for faktisk at have en gunstig bevaringsstatus på dens område. Endelig kan den have brug for oplysninger om de foranstaltninger, der anvendes eller påtænkes af nabomedlemsstaterne eller de tilgrænsende tredjelande, for at kunne sikre sig, at de foranstaltninger, som den påtænker at træffe med hensyn til den omhandlede art, er forenelige med opretholdelsen af en gunstig bevaringsstatus for arten på dens område.

65

Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om ulvens bevaringsstatus i Estland, henset til de faktorer, der er nævnt i denne doms præmis 45-64, kunne anses for at være gunstig på tidspunktet for vedtagelsen af handlingsplanen for perioden 2012-2021, og i givet fald om de forvaltningsforanstaltninger, der blev besluttet i den i hovedsagen omhandlede afgørelse, som er nævnt i denne doms præmis 21, var forenelige med opretholdelsen af denne status for ulven.

66

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål besvares med, at habitatdirektivets artikel 1, litra i), skal fortolkes således, at

67

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om habitatdirektivets artikel 1, litra i), sammenholdt med artikel 2, stk. 3, skal fortolkes således, at der i forbindelse med vurderingen af en dyrearts bevaringsstatus med henblik på vedtagelse af forvaltningsforanstaltninger i henhold til direktivets artikel 14 kan tages hensyn til økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg som omhandlet i artikel 2, stk. 3.

68

Som generaladvokaten har anført i punkt 73-79 i forslaget til afgørelse, kan økonomiske, sociale og kulturelle behov og regionale og lokale særpræg, der kendetegner situationen i en medlemsstat, være relevante med henblik på at fastslå, om bevaringsstatussen for en art på dens område er gunstig som omhandlet i habitatdirektivets artikel 1, litra i). Sådanne behov og særpræg kan nemlig indgå i de forhold, der indvirker på arten, og som på lang sigt kan få indflydelse på dens bestandes udbredelse og talrighed inden for det område, der er nævnt i direktivets artikel 2, stk. 1.

69

Som generaladvokaten ligeledes i det væsentlige har fremhævet i punkt 80-82 i forslaget til afgørelse, kan den pågældende arts bevaringsstatus dog under alle omstændigheder ikke anses for gunstig, når de tre kumulative betingelser i habitatdirektivets artikel 1, litra i), andet afsnit, ikke alle er opfyldt. Hvis det var muligt for medlemsstaterne at være af den opfattelse, at den pågældende arts bevaringsstatus, selv om disse betingelser ikke er opfyldt, alligevel skal anses for at være gunstig på grund af de behov eller særpræg, som direktivets artikel 2, stk. 3, henviser til, ville det nemlig bringe opnåelsen af det i direktivets artikel 2, stk. 2, opstillede mål om bevaring af arten i fare (jf. analogt dom af 7.11.2000, First Corporate Shipping, C-371/98, EU:C:2000:600, præmis 23, og af 14.1.2010, Stadt Papenburg, C-226/08, EU:C:2010:10, præmis 31).

70

Af samme grund kan de økonomiske, sociale og kulturelle behov og de regionale og lokale særpræg, der er omhandlet i habitatdirektivets artikel 2, stk. 3, som i øvrigt ikke udgør en selvstændig fravigelse af den generelle beskyttelsesordning, som dette direktiv har indført (dom af 14.1.2010, Stadt Papenburg, C-226/08, EU:C:2010:10, præmis 32), ikke påberåbes med henblik på at se bort fra forpligtelsen til at overvåge, at indsamlingen af enheder af en art i naturen og udnyttelsen heraf er forenelig med opretholdelsen af en gunstig bevaringsstatus for arten, en forpligtelse, der som bemærket i denne doms præmis 38 begrænser den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over i medfør af direktivets artikel 14. Det er kun inden for grænserne af denne skønsmargen, at medlemsstaterne i princippet har ret til at tage hensyn til de nævnte behov og særpræg.

71

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at habitatdirektivets artikel 1, litra i), sammenholdt med artikel 2, stk. 3, skal fortolkes således, at der i forbindelse med vurderingen af en dyrearts bevaringsstatus med henblik på vedtagelse af forvaltningsforanstaltninger i henhold til direktivets artikel 14 kan tages hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle behov og til regionale og lokale særpræg som omhandlet i artikel 2, stk. 3, eftersom disse behov og særpræg udgør forhold, der indvirker på arten, og som på lang sigt kan få indflydelse på dens bestandes udbredelse og talrighed inden for det område, der er nævnt i direktivets artikel 2, stk. 1. Artens bevaringsstatus kan dog ikke anses for at være gunstig på grund af disse behov og særpræg, hvis de tre kumulative betingelser, der er fastsat i artikel 1, litra i), andet afsnit, ikke er opfyldt.

72

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: