DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

3. juli 2025 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – asylpolitik – international beskyttelse – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – direktiv 2013/32/EU – artikel 46 – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 47 – adgang til effektive retsmidler – krav om en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af retsmidlet – pligt til personligt fremmøde for den myndighed, der har ansvaret for behandlingen af retsmidlet – formodning om, at et retsmiddel er blevet indgivet uretmæssigt – afvisning af retsmidlet som åbenbart ugrundet, uden at der er foretaget en realitetsbehandling – proportionalitetsprincippet«

I sag C-610/23 [Al Nasiria] ( i ),

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Dioikitiko Protodikeio Thessalonikis (forvaltningsdomstolen i første instans i Thessaloniki, Grækenland) ved afgørelse af 30. juni 2023, indgået til Domstolen den 3. oktober 2023, i sagen

mod

Ypourgos Metanastefsis kai Asylou,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, F. Biltgen, Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz (refererende dommer), som fungerende dommer for Første Afdeling, samt dommerne A. Kumin, I. Ziemele og S. Gervasoni,

generaladvokat: L. Medina,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–	den græske regering ved Z. Chatzipavlou, K. Georgiadis og T. Papadopoulou, som befuldmægtigede,

–	Europa-Kommissionen ved F. Blanc-Simonetti og A. Katsimerou, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 6. februar 2025,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører i det væsentlige fortolkningen af artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60), sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2	Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem FO og Ypourgos Metanastefsis kai Asylou (ministeren for immigration og asyl, Grækenland) vedrørende afslaget på den af FO indgivne ansøgning om international beskyttelse.

Retsforskrifter

Folkeretten

Artikel 33 i konventionen om flygtninges retsstilling, der blev undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), og som trådte i kraft den 22. april 1954 og er blevet suppleret af protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967, og som trådte i kraft den 4. oktober 1967, har overskriften »Forbud mod udvisning eller afvisning« og bestemmer følgende i stk. 1:

»Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.«

EU-retten

Direktiv 2008/115/EF

Artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98) fastsætter følgende i stk. 4:

»Er der risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller er en ansøgning om lovligt ophold blevet afvist som åbenbart grundløs eller svigagtig, eller udgør den pågældende person en risiko for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, kan medlemsstaterne undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse, eller de kan indrømme en frist på under syv dage.«

Direktivets artikel 11, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud:

a)	hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller

b)	hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet.

I andre tilfælde kan afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud.«

Direktiv 2011/95/EU

Artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9) bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

»flygtning«: en tredjelandsstatsborger, som i kraft af en velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race, religion, nationalitet, politisk anskuelse eller tilhørsforhold til en bestemt social gruppe opholder sig uden for det land, hvor den pågældende er statsborger, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse, eller en statsløs person, som opholder sig uden for det land, hvor han tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, af samme grunde som anført ovenfor, og som ikke kan eller, på grund af en sådan frygt, ikke vil vende tilbage til dette land, og som ikke er omfattet af artikel 12

[...]

»person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der ikke anerkendes som flygtning, men for hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende, hvis han eller hun sendes tilbage til sit hjemland eller, for så vidt angår en statsløs, til det land, hvor han eller hun tidligere havde sit sædvanlige opholdssted, vil løbe en reel risiko for at lide alvorlig overlast som defineret i artikel 15, og som ikke er omfattet af artikel 17, stk. 1 og 2, og som ikke kan eller, på grund af en sådan risiko, ikke vil påberåbe sig dette lands beskyttelse

[...]«

Direktivets artikel 4, der har overskriften »Vurdering af kendsgerninger og omstændigheder«, fastsætter:

»1. Medlemsstaterne kan betragte det som ansøgerens pligt hurtigst muligt at forelægge alle de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen om international beskyttelse. Medlemsstaterne har pligt til i samarbejde med ansøgeren at vurdere de relevante elementer i ansøgningen.

[...]

3. Vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse foretages ud fra det specifikke sagsforhold, og der tages herunder hensyn til:

a)	alle relevante kendsgerninger vedrørende hjemlandet på det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse om ansøgningen, herunder hjemlandets love og andre bestemmelser og den måde, hvorpå de anvendes

b)	relevante forklaringer og dokumentation forelagt af ansøgeren, herunder oplysninger om, hvorvidt ansøgeren har været eller kan blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast

c)	ansøgerens personlige stilling og forhold, herunder faktorer som baggrund, køn og alder, for på grundlag af ansøgerens personlige forhold at vurdere, om de handlinger, som vedkommende har været eller kan blive udsat for, kan udgøre forfølgelse eller alvorlig overlast

[...]

5. Hvis medlemsstaterne anvender princippet om, at ansøgeren har pligt til at underbygge sin ansøgning om international beskyttelse, og hvis der er aspekter af ansøgerens forklaringer, der ikke er underbygget af dokumentation eller andre beviser, skal disse aspekter ikke bekræftes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)	ansøgeren har oprigtigt bestræbt sig på at underbygge sin ansøgning

b)	alle de relevante elementer, som ansøgeren råder over, er blevet forelagt, og der er givet en tilfredsstillende forklaring på eventuelle manglende relevante elementer

c)	ansøgerens forklaringer anses for sammenhængende og troværdige og strider ikke imod tilgængelige specifikke og generelle oplysninger, der er relevante for ansøgerens sag

d)	ansøgeren har indgivet sin ansøgning om international beskyttelse så tidligt som muligt, medmindre vedkommende kan godtgøre at have haft god grund til ikke at gøre dette, og

e)	ansøgerens almindelige troværdighed er slået fast.«

Direktiv 2013/32

18., 23., 25., 43. og 50. betragtning til direktiv 2013/32 er affattet således:

»(18)

Både medlemsstaterne og ansøgerne om international beskyttelse har interesse i, at der træffes hurtig afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse, dog således at det ikke sker på bekostning af udførelsen af en korrekt og fuldstændig sagsbehandling.

[...]

(23)

Når en afgørelse påklages, bør ansøgere, på visse betingelser, have gratis juridisk bistand og repræsentation af en person, som i henhold til national ret har kompetence hertil. Endvidere bør ansøgere på alle trin i proceduren have ret til, for egen regning, at rådføre sig med juridiske rådgivere eller andre rådgivere, der i henhold til national ret er godkendt eller har tilladelse til at virke som sådanne.

[...]

(25)

Af hensyn til en korrekt anerkendelse af dem, der har behov for beskyttelse som flygtninge efter [...] artikel 1 [i konventionen om flygtninges retsstilling, der blev undertegnet i Genève den 28. juli 1951,] eller personer, der kan indrømmes subsidiær beskyttelse, bør alle ansøgere have effektiv adgang til procedurerne, mulighed for at samarbejde og kommunikere på en passende måde med de kompetente myndigheder, så de kan fremlægge de relevante oplysninger i sagen, og tilstrækkelige proceduremæssige garantier til, at de kan gå videre med sagen i alle faser af proceduren. Proceduren for behandling af en ansøgning om international beskyttelse bør desuden under normale forhold som et minimum sikre ansøgeren: retten til at forblive i landet, indtil den besluttende myndighed træffer afgørelse; [...] retten til passende underretning om en afgørelse og om begrundelsen for denne afgørelse, både hvad angår de faktiske og de retlige spørgsmål, mulighed for at rådføre sig med en juridisk rådgiver eller anden rådgiver; retten til at blive orienteret om deres retsstilling på afgørende tidspunkter i proceduren på et sprog, som de kan forstå eller med rimelighed formodes at forstå; samt i tilfælde af en negativ afgørelse retten til et effektivt retsmiddel ved en domstol eller et domstolslignende organ.

[...]

(43)

Medlemsstaterne bør undersøge substansen i samtlige ansøgninger, dvs. vurdere om den pågældende ansøger kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv, navnlig hvis det med rimelighed kan antages, at et andet land ville foretage undersøgelsen eller yde tilstrækkelig beskyttelse. [...]

[...]

(50)

Det afspejler et grundlæggende princip i EU-retten, at de afgørelser, der træffes vedrørende en ansøgning om international beskyttelse, afslag på genoptagelse af behandlingen af en ansøgning, efter at den er afbrudt, og afgørelser om fratagelse af flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus omfattes af et effektivt retsmiddel ved en domstol eller et domstolslignende organ.«

Artikel 2 i direktiv 2013/32 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

f)	»besluttende myndighed«: enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager

[...]«

Direktivets artikel 28, som har overskriften »Procedure, hvis ansøgningen implicit trækkes tilbage eller opgives«, fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1. Hvis der er rimelig grund til at antage, at en ansøger implicit har trukket sin ansøgning tilbage eller har opgivet den, sikrer medlemsstaterne, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om enten at afbryde sagsbehandlingen eller, under forudsætning af at den besluttende myndighed på grundlag af en passende undersøgelse af ansøgningens substans i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv [2011/95] betragter ansøgningen som grundløs, afslå ansøgningen.

Medlemsstaterne kan antage, at ansøgeren implicit har trukket sin ansøgning om international beskyttelse tilbage eller opgivet den, navnlig hvis det konstateres:

at ansøgeren ikke har besvaret anmodninger om at give oplysninger, der er afgørende for vedkommendes ansøgning, jf. artikel 4 i direktiv [2011/95], eller er udeblevet fra en personlig samtale, jf. nærværende direktivs artikel 14-17, medmindre ansøgeren inden for et rimeligt tidsrum kan påvise, at udeblivelsen skyldtes omstændigheder, som vedkommende ikke selv var herre over

at ansøgeren er rømmet eller uden tilladelse har forladt det sted, hvor vedkommende var indkvarteret eller var anbragt i varetægt, uden at ansøgeren har kontaktet den kompetente myndighed inden for et rimeligt tidsrum, eller ikke inden for et rimeligt tidsrum har opfyldt sin meldepligt eller andre forpligtelser til at kommunikere, medmindre ansøgeren kan påvise, at dette skyldtes omstændigheder, som vedkommende ikke selv var herre over.

Medlemsstaterne kan fastsætte tidsfrister eller retningslinjer for gennemførelsen af disse bestemmelser.

2. Medlemsstaterne sikrer, at en ansøger, der igen melder sig til den kompetente myndighed, efter at der er truffet afgørelse om at afbryde sagsbehandlingen, jf. stk. 1 i denne artikel, har ret til at anmode om at få sin sag genoptaget eller til at indgive en ny ansøgning, som ikke er omfattet af proceduren i artikel 40 og 41.

Medlemsstaterne kan fastsætte en tidsfrist på mindst ni måneder, efter hvilken ansøgerens sag ikke længere kan genoptages, eller efter hvilken den nye ansøgning kan behandles som en fornyet ansøgning, der er omfattet af proceduren i artikel 40 og 41. Medlemsstaterne kan fastsætte, at ansøgerens sag kun kan genoptages én gang.

Medlemsstaterne sikrer, at vedkommende ikke udsendes i modstrid med non-refoulement-princippet.

Medlemsstaterne kan tillade, at den besluttende myndighed genoptager sagen på det trin af sagsbehandlingen, hvor den blev afbrudt.«

Artikel 31 i direktiv 2013/32 med overskriften »Behandlingsprocedure« bestemmer følgende i stk. 8:

»Medlemsstaterne kan fastsætte, at en behandlingsprocedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II fremskyndes og/eller foretages ved grænsen eller i transitområder i overensstemmelse med artikel 43, såfremt:

a)	ansøgeren ved indgivelsen af sin ansøgning og fremlæggelsen af sagens faktiske omstændigheder kun har fremlagt elementer, der ikke er relevante for at fastslå, om vedkommende kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], eller

b)	ansøgeren kommer fra et sikkert oprindelsesland i dette direktivs forstand, eller

c)	ansøgeren har vildledt myndighederne ved at fremlægge falske oplysninger eller dokumenter eller ved at tilbageholde relevante oplysninger eller dokumenter vedrørende sin identitet og/eller nationalitet, som kunne have fået negativ indvirkning på afgørelsen, eller

d)	det er sandsynligt, at ansøgeren i ond tro har tilintetgjort eller bortskaffet et identitets- eller rejsedokument, der ville have bidraget til at fastslå vedkommendes identitet eller nationalitet, eller

ansøgeren har afgivet klart inkonsekvente og modstridende, klart usande eller åbenbart usandsynlige forklaringer, som er i modstrid med tilstrækkeligt kontrollerede oplysninger om oprindelseslandet, hvilket klart gør det utroværdigt, at vedkommende kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], eller

f)	ansøgeren har indgivet en fornyet ansøgning om international beskyttelse, som ikke kan afvises i overensstemmelse med artikel 40, stk. 5, eller

g)	ansøgeren udelukkende indgiver en ansøgning for at forsinke eller forhindre fuldbyrdelsen af en tidligere eller forestående afgørelse, som ville medføre udsendelse af vedkommende, eller

ansøgeren er indrejst ulovligt på medlemsstatens område eller har forlænget sit ophold ulovligt og uden gyldig grund enten har undladt at melde sig til myndighederne eller at indgive en ansøgning om international beskyttelse, så snart det var muligt i betragtning af omstændighederne omkring vedkommendes indrejse, eller

i)	ansøgeren nægter at opfylde forpligtelsen til at få taget fingeraftryk [...], eller

j)	tungtvejende grunde taler for, at ansøgeren kan betragtes som en fare for medlemsstatens nationale sikkerhed eller offentlige orden, eller ansøgeren er blevet tvangsudsendt på grund af alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed eller offentlige orden i henhold til national ret.«

Artikel 32 i direktiv 2013/32, der har overskriften »Grundløse ansøgninger«, fastsætter:

»1. Med forbehold af artikel 27 kan medlemsstaterne kun anse en ansøgning for grundløs, hvis den besluttende myndighed fastslår, at ansøgeren ikke kan indrømmes international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95].

2. I tilfælde af grundløse ansøgninger, hvor en hvilken som helst af de omstændigheder, der er nævnt i artikel 31, stk. 8, gør sig gældende, kan medlemsstaterne også betragte en ansøgning, hvis defineret således i national lovgivning, [som] åbenbart grundløs.«

Artikel 46 i direktiv 2013/32 med overskriften »Retten til effektive retsmidler« bestemmer:

»1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:

en afgørelse, der er truffet om deres ansøgning om international beskyttelse, herunder en afgørelse:

i)	om at betragte en ansøgning som grundløs hvad angår flygtningestatus og/eller subsidiær beskyttelsesstatus

ii)	om afvisning i henhold til artikel 33, stk. 2

iii)	truffet ved en medlemsstats grænse eller i dens transitområder, jf. artikel 43, stk. 1

iv)	om at undlade at foretage en behandling i henhold til artikel 39

b)	et afslag på genoptagelse af behandlingen af en ansøgning, efter at den er afbrudt i henhold til artikel 27 og 28

c)	en afgørelse truffet i henhold til artikel 45 om fratagelse af international beskyttelse.

[...]

3. For at efterkomme stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans.

4. Medlemsstaterne fastsætter rimelige tidsfrister og andre nødvendige bestemmelser for at ansøgeren kan udøve sin til et effektivt retsmiddel som omhandlet i stk. 1. Tidsfristerne må ikke gøre udøvelse af denne ret umulig eller urimeligt vanskelig.

Medlemsstaterne kan også træffe bestemmelser om ex officio-prøvelse af afgørelser, der er truffet i henhold til artikel 43.

5. Med forbehold af stk. 6 tillader medlemsstaterne, at ansøgerne forbliver på området, indtil fristen for at udøve retten til et effektivt retsmiddel er udløbet, og, såfremt ansøgeren har udøvet denne ret inden udløbet af fristen, indtil behandlingen af sagen er afsluttet.

6. I tilfælde af, at der træffes en afgørelse

a)	om at betragte en ansøgning som åbenbart grundløs i overensstemmelse med artikel 32, stk. 2, eller grundløs efter en undersøgelse i overensstemmelse med artikel 31, stk. 8, undtagen i tilfælde, hvor disse afgørelser er baseret på de omstændigheder, der er omhandlet i artikel 31, stk. 8, litra h)

b)	om at betragte en ansøgning som en ansøgning, der kan afvises i henhold til artikel 33, stk. 2, litra a), b) eller d)

c)	om at afvise at genoptage ansøgerens sag, efter at den er blevet afbrudt i medfør af artikel 28, eller

d)	om at undlade at foretage nogen, eller nogen fuldstændig, behandling af ansøgningen i henhold til artikel 39

har en domstol eller et domstolslignende organ beføjelse til, enten efter anmodning fra den berørte ansøger eller ex officio, at afgøre, om ansøgeren kan forblive på medlemsstatens område, såfremt udfaldet af en sådan afgørelse er, at ansøgeren fratages retten til at forblive i medlemsstaten, og hvor retten i sådanne tilfælde til at forblive i medlemsstaten, indtil sagen er afgjort, ikke er omhandlet i national ret.

[...]

11. Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning også fastsætte betingelserne for, hvornår det kan antages, at en ansøger implicit har trukket sit retsmiddel som omhandlet i stk. 1 tilbage eller har opgivet det, samt regler for den procedure, der skal følges i sådanne tilfælde.«

Græsk ret

Lov nr. 3907/2011

Artikel 22, stk. 4, i Nomos 3907/2011, Idrysi Ypiresias Asylou kai Ypiresias Protis Ypodochis, prosarmogi tis ellinikis nomothesias pros tis diatakseis tis Odigias 2008/115/EK schetika me tous koinous kanones kai diadikasies sta krati-meli gia tin epistrophi ton paranomos diamenonton ypikoon triton choron kai loipes diatakseis (lov nr. 3907/2011 om oprettelse af en tjeneste for asyl og første modtagelse, om harmonisering af den græske lovgivning med bestemmelserne i [direktiv 2008/115] og andre bestemmelser) (FEK A’ 7/26.1.2011), har overskriften »Frivillig udrejse« og er sålydende:

»Hvis der er risiko for, at tredjelandsstatsborgeren forsvinder, eller hvis den pågældende udgør en fare for den offentlige sikkerhed, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed [...], eller hvis ansøgningen om lovligt ophold er blevet afvist som åbenbart grundløs eller uretmæssig, må de myndigheder, som har specifik kompetence, ikke indrømme nogen frist for frivillig udrejse.«

Lov nr. 4375/2016

Ved artikel 4, stk. 1, i Nomos 4375/2016, Organosi kai leitourgia Ypiresias Asylou, Archis Prosfygon, Ypiresias Ypodochis kai Taftopoiisis, systasi Genikis Grammateias Ypodochis, prosarmogi tis Ellinikis Nomothesias pros tis diatakseis tis Odigias 2013/32/ΕΕ tou Evropaikou Koinovouliou kai tou Symbouliou »schetika me tis koines diadikasies gia ti chorigisi kai anaklisi tou kathestotos diethnous prostasias (anadiatyposi)« (EE 2013 L 180), diatakseis gia tin ergasia dikaiouchon diethnous prostasias kai alles diatakseis (lov nr. 4375/2016 om organisering og drift af en asyltjeneste, en klagebehandlingsmyndighed og en modtagelses- og identifikationstjeneste, om oprettelse af et generalsekretariat for modtagelse og om harmonisering af græsk lovgivning med bestemmelserne i [direktiv 2013/32] om arbejdet for modtagere af international beskyttelse og andre bestemmelser (FEK A’ 51/3.4.2016), som ændret ved lov nr. 4399/2016 (herefter »lov nr. 4375/2016«), er der med henblik på at sikre den i nævnte direktivs artikel 46 fastsatte ret til et effektivt retsmiddel blevet oprettet uafhængige klagenævn, der har sæde i Athen, og som har stedlig kompetence for hele Grækenland. De har kompetence til at påkende klager indgivet af ansøgere om international beskyttelse med henblik på en retlig og materiel prøvelse af de afgørelser fra Ypiresia Asylou (asyltjenesten, Grækenland), hvorved der i første instans er blevet givet afslag på de ansøgninger, som disse ansøgere har indgivet.

Lov nr. 4636/2019

Direktiv 2013/32 er blevet gennemført i den græske retsorden ved Nomos 4636/2019 peri diethnous prostasias kai alles diatakseis (lov nr. 4636/2019 om international beskyttelse og andre bestemmelser) (FEK A’ 169/1.11.2019) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov nr. 4636/2019«).

Denne lovs artikel 78, stk. 3 og 9, fastsatte:

»3. Ansøgerne har pligt til straks at give møde personligt for de modtagende myndigheder med henblik på at indgive en ansøgning om international beskyttelse og til enhver tid, hvis de indkaldes til de kompetente myndigheder i overensstemmelse med denne del af nærværende lov. [...] I forbindelse med deres personlige fremmøde kan de lade sig bistå af rettergangsfuldmægtige og andre særligt bemyndigede rådgivere i overensstemmelse med artikel 71, stk. 1. Pligten til at give personligt fremmøde på alle trin af proceduren for behandling af ansøgningen eller klagen bortfalder ikke som følge af tilstedeværelsen af de personer, der er omhandlet i det foregående stykke. Som en undtagelse gælder følgende bestemmelser specifikt for høringer med henblik på behandling af klager ved de uafhængige klagenævn:

Hvis ansøgerne bor i modtagelses- eller indkvarteringsfaciliteter, er de ikke forpligtet til at give personligt fremmøde. I sådanne tilfælde kan ansøgerne enten lade sig repræsentere af rettergangsfuldmægtige, særligt bemyndigede rådgivere eller andre bemyndigede personer i henhold til artikel 71, stk. 1, eller ved ethvert egnet middel og senest dagen før datoen for høringen tilstille klagebehandlingsmyndigheden en attest fra den ansvarlige for modtagelses- eller indkvarteringsfaciliteten. Denne attest skal angive, at ansøgerne rent faktisk bor i modtagelses- eller indkvarteringscentret på datoen for anmodningen om attestering. Denne dato må ikke ligge mere end tre (3) dage fra datoen for høringen med henblik på behandling af klagen.

Er ansøgerne blevet pålagt begrænsninger i deres ret til at færdes frit eller en pligt til at opholde sig et bestemt sted i overensstemmelse med artikel 45, er de ikke forpligtet til at give personligt fremmøde. I sådanne tilfælde kan ansøgerne enten lade sig repræsentere af rettergangsfuldmægtige, særligt bemyndigede rådgivere eller andre bemyndigede personer i henhold til artikel 71, stk. 1, eller ved ethvert egnet middel og senest dagen før datoen for høringen tilstille klagebehandlingsmyndigheden en attest fra politistationen eller borgerservicecentret på deres bopælssted, som bekræfter, at de mødte op personligt på datoen for anmodningen om attestering. Denne dato må ikke ligge mere end to (2) dage fra datoen for høringen med henblik på behandling af klagen. Såfremt de i litra a) og b) omhandlede attester ikke når frem til den klagebehandlende myndighed, anses ansøgeren for stiltiende at have trukket sin klage tilbage i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende lovs artikel 81.

I tilfælde af force majeure, såsom alvorlig sygdom, et alvorligt fysisk handicap eller en uoverstigelig hindring, der forhindrer ansøgeren i at give personligt fremmøde, suspenderes pligten til at give personligt fremmøde, så længe force majeure-forholdet består. I et sådant tilfælde skal ansøgeren indgive en anmodning med angivelse af de omstændigheder, der udgør force majeure eller en uoverstigelig hindring, som forhindrer den pågældende i at give personligt fremmøde, idet denne anmodning skal være behørigt underbygget med dokumentation og certifikater eller attester fra den kompetente offentlige tjeneste. Hvis det konstateres, at de ovennævnte tilfælde med force majeure eller uoverstigelige hindringer foreligger, og forudsat at ansøgeren giver personligt fremmøde for de kompetente myndigheder, bortfalder virkningerne af ikke at give fremmøde i henhold til nærværende stykke.

[...]

9. I tilfælde af tilsidesættelse af pligten til at samarbejde med de kompetente myndigheder som præciseret i de foregående stykker, og navnlig hvis den pågældende ikke kommunikerer eller samarbejder med myndighederne med henblik på at fastlægge de forhold, der er nødvendige for behandlingen af ansøgningen, med den virkning, at en velordnet afvikling af procedurerne til behandling af ansøgningen om international beskyttelse forhindres, anses den nævnte anmodning eller klagen for implicit at være blevet trukket tilbage i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende lovs artikel 81.«

Den nævnte lovs artikel 81 havde følgende ordlyd:

»1. Hvis der er rimelig grund til at antage, at en ansøger implicit har trukket sin ansøgning tilbage, foretager de myndigheder, der har kompetence til at træffe afgørelse, en passende materiel undersøgelse af ansøgningen i overensstemmelse med nærværende lovs artikel 4 på grundlag af de oplysninger, som tjenesten råder over, og hvis disse myndigheder finder, at ansøgningen er grundløs, afslår de den. Hvis det ikke er muligt at foretage en passende materiel undersøgelse af ansøgningen på grundlag af de oplysninger, som tjenesten råder over, og i overensstemmelse med det foregående stykke, ophører de kompetente myndigheder med at behandle ansøgningen og træffer afgørelse om afbrydelse. Afgørelsen om at afbryde behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse indebærer samtidig, at ansøgeren skal tilbagesendes i overensstemmelse med bestemmelserne i lov nr. 3907/2011 og i lov nr. 3386/2005. De ovennævnte retsakter meddeles i overensstemmelse med bestemmelserne i nærværende lovs artikel 82.

2. En implicit tilbagetrækning lægges til grund, bl.a. når det er godtgjort, at ansøgeren:

a)	ikke har besvaret de anmodninger, hvorved den pågældende er blevet opfordret til at fremlægge oplysninger, der er væsentlige for vedkommendes ansøgning [...] eller

b)	ikke er mødt op til en personlig samtale eller en høring for [det uafhængige] klagenævn i overensstemmelse med nærværende lovs artikel 77 og 97, skønt den pågældende var blevet gyldigt indkaldt, eller

c)	er forsvundet fra det sted, hvor den pågældende var frihedsberøvet [...]

d)	har forladt det sted, hvor vedkommende boede, uden at anmode om tilladelse hertil eller uden at underrette de kompetente myndigheder herom, skønt den pågældende var forpligtet hertil, eller har forladt landet uden at have fået tilladelse hertil af de kompetente modtagende myndigheder, eller

e)	ikke har overholdt de forpligtelser, der følger af nærværende lovs artikel 78, eller ikke har overholdt forpligtelsen til regelmæssigt at melde sig hos myndighederne eller andre underretningsforpligtelser, [...] eller

f)	ikke er mødt op for at få fornyet sit kort som ansøger om international beskyttelse [senest] dagen efter kortets udløbsdato, jf. artikel 70, eller

g)	ikke samarbejder med myndighederne i strid med sin pligt til at samarbejde i henhold til artikel 78,

[...]

3. Ansøgeren kan i overensstemmelse med nærværende lovs artikel 92 påklage de afgørelser om afslag, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, til de uafhængige klagenævn.

4. Når en afgørelse om afbrydelse er blevet truffet i henhold til stk. 1, har ansøgeren ret til en enkelt gang, inden for en frist på ni (9) måneder fra datoen for afgørelsen om afbrydelse, at anmode den myndighed, som har truffet afgørelsen, om at fortsætte proceduren for behandling af vedkommendes sag eller om ret til at indgive en ny ansøgning, der ikke er omfattet af proceduren [for fornyede ansøgninger] som omhandlet i artikel 89. Ansøgeren udvises ikke af landet, og ingen afgørelse om tilbagesendelse fuldbyrdes, så længe der ikke er truffet endelig afgørelse om denne anmodning.«

Artikel 92 i lov nr. 4636/2019 med overskriften »Klageadgang« bestemte følgende i stk. 1 og 4:

»1. Ansøgeren har til den myndighed, der har ansvaret for at behandle klager, og som er omhandlet i artikel 4 i lov nr. 4375/2016, ret til at indgive den i artikel 7, stk. 5, i lov nr. 4375/2016 omhandlede administrative klage over:

en afgørelse om afvisning af en ansøgning om international beskyttelse som grundløs efter den almindelige procedure eller om tilbagekaldelse af en international beskyttelsesstatus samt en afgørelse om tildeling af international beskyttelsesstatus, for så vidt angår den del, hvorved det nægtes at anerkende ansøgeren som flygtning, senest tredive (30) dage efter meddelelsen af afgørelsen eller fra den dato, hvor klageren anses for at have fået kendskab til afgørelsen i henhold til stk. 5 i artikel 82

b)	en afgørelse om afvisning af eller afslag på en ansøgning om international beskyttelse efter den fremskyndede procedure [...]

[...]

4. Hvis der gives afslag på klagen, bliver ansøgeren – medmindre der er tale om en uledsaget mindreårig – tilbageholdt i centret for tilbageholdte forud for afrejsen, indtil udsendelsen af den pågældende har fundet sted, eller indtil den pågældendes ansøgning er endeligt imødekommet. Indgivelse af en fornyet ansøgning og/eller et annullationssøgsmål og/eller et søgsmål om suspension medfører ikke automatisk ophævelse af tilbageholdelsen.«

20	Den nævnte lovs artikel 95, stk. 1, var affattet på følgende måde: »Når klagen indgives, underretter den kompetente modtagende myndighed samme dag ansøgeren om den dato, hvor klagen vil blive gjort til genstand for en høring.«

Lovens § 97, stk. 2, fastsatte:

»Under sagen for de uafhængige klagenævn skal klageren give fremmøde personligt eller gennem en rettergangsfuldmægtig, jf. dog artikel 78, stk. 3. Hvis ansøgeren ikke giver personligt fremmøde eller ikke fremsender den attest, der er omhandlet i artikel 78, stk. 3, anses den pågældende for at have indgivet klagen udelukkende med det formål at forsinke eller forhindre fuldbyrdelsen af en tidligere eller forestående afgørelse om udvisning eller om enhver anden form for udsendelse, og vedkommendes klage afvises som åbenbart grundløs.«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

22	Den 28. februar 2019 indgav FO, der er irakisk statsborger, en ansøgning om international beskyttelse til Perifereiako Grafeio Asylou Samou (det regionale asylkontor på Samos, Grækenland) med den begrundelse, at hans liv var i fare i hjemlandet.

Under en samtale, der blev afholdt af Perifereiako Grafeio Asylou Thessalonikis (det regionale asylkontor i Thessaloniki, Grækenland) den 24. februar 2020, erklærede FO, at han havde haft et kærlighedsforhold til en ung kvinde, hvorfor et medlem af kvindens familie havde angrebet og såret ham med et skydevåben. FO anmeldte hændelsen til politiet, som ikke gjorde noget ved det. Idet FO efter den nævnte hændelse havde opretholdt forholdet til den nævnte kvinde, blev han genstand for en klanbeslutning om at dræbe ham. Under den administrative procedure for behandling af FO’s ansøgning om international beskyttelse fremlagde han et dokument, der var dateret den 1. oktober 2018, og som – ifølge den uofficielle oversættelse, der var vedlagt som bilag hertil – var tilstillet »alle stammer og bestemmer, at han skal dræbes på grund af en stammerelateret overtrædelse«.

Ved afgørelse af 18. maj 2020 gav det regionale asylkontor i Thessaloniki afslag på FO’s ansøgning om international beskyttelse med den begrundelse, at hans erklæringer vedrørende hans forhold til en ung kvinde og de grunde, der havde tvunget ham til at forlade sit land, ikke var troværdige. Det dokument, der er dateret den 1. oktober 2018, og hvori der angiveligt er blevet givet ordre til at dræbe FO, blev ikke anerkendt som et afgørende bevis, eftersom de heri fremsatte erklæringer var upræcise, og eftersom det var umuligt at kontrollere ægtheden heraf.

Den 27. august 2021 indgav FO med bistand fra en befuldmægtiget advokat en klage over denne afgørelse til Tredje Uafhængige Klagenævn. I forbindelse med indgivelsen af klagen blev han for det første underrettet om, at datoen for klagebehandlingen var fastsat til den 11. oktober 2021, for det andet, at proceduren for behandling af denne type klager som hovedregel var skriftlig, men at han, såfremt han blev indkaldt til mundtlig høring, ville blive underrettet herom mindst ti arbejdsdage før datoen for behandlingen af hans klage, og at han for det tredje, selv om han ikke måtte blive indkaldt til en høring, under alle omstændigheder skulle give personligt fremmøde for dette nævn på datoen for behandlingen af denne klage, kl. 9.30, medmindre han opholdt sig lovligt på et modtagelses- og identifikationscenter eller var blevet genstand for en foranstaltning til begrænsning af hans færden og ophold på et sted beliggende uden for Attika-regionen (Grækenland).

FO gav ikke personligt fremmøde for Tredje Uafhængige Klagenævn på datoen for høringen til behandling af hans klage. Efter at have kontrolleret, at FO ikke boede på et modtagelses- og identifikationscenter, at han ikke var blevet genstand for nogen foranstaltning til begrænsning af hans færden, og at det heller ikke fremgik, at der forelå force majeure, som umuliggjorde hans tilstedeværelse under høringen, afviste det pågældende nævn følgelig klagen som åbenbart ugrundet på grundlag af artikel 97, stk. 2, i lov nr. 4636/2019 uden at behandle klagens realitet. I henhold til artikel 22, stk. 4, i lov nr. 3907/2011 traf nævnet desuden en tilbagesendelsesforanstaltning uden en frist for frivillig udrejse af landet over for FO.

FO har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af den nævnte afgørelse ved Diikitiko Protodikio Thessalonikis (forvaltningsdomstolen i første instans i Thessaloniki, Grækenland), som er den forelæggende ret, idet han har gjort gældende, at Tredje Uafhængige Klagenævn på ulovlig vis havde afvist hans klage med den begrundelse alene, at han ikke havde været til stede under høringen til behandling af klagen, og uden i tilstrækkelig grad at undersøge grundlaget for klagen, skønt han ikke havde været i stand til at møde op til denne høring på grund af økonomiske vanskeligheder, der havde forhindret ham i at rejse fra Thessaloniki, hvor han bor, til Athen (Grækenland).

Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at de uafhængige klageinstanser blev oprettet ved artikel 4, stk. 1, i lov nr. 4375/2016 med henblik på at sikre den ret til effektive retsmidler, der er fastsat i artikel 46 i direktiv 2013/32 og i chartrets artikel 47 til fordel for personer, som er omfattet af afgørelser om afslag på den internationale beskyttelse, der er blevet ansøgt om. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at disse nævn – henset til den retspraksis, der følger af dom af 31. januar 2013, D. og A. (C-175/11, EU:C:2013:45) – er »domstole eller domstolslignende organer« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 46.

Når dette er sagt, ønsker den forelæggende ret oplyst, om den pligt til at give personligt fremmøde for de pågældende nævn og de konsekvenser af den manglende overholdelse af denne pligt, der er fastsat i den nationale lovgivning, er forenelige med artikel 46 i direktiv 2013/32 og – i mangel af en specifik bestemmelse i dette direktiv, der regulerer fremmødet for ansøgere om international beskyttelse ved den retsinstans, for hvilken retsmidlet er blevet iværksat – med ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet.

I denne henseende har den forelæggende ret for det første anført, at artikel 46, stk. 1 og 3, i direktiv 2013/32 opstiller et krav om, at den domstol eller det domstolslignende organ, for hvilken eller hvilket en ansøger om international beskyttelse har iværksat et retsmiddel, skal foretage en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, hvilket den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning ikke sikrer, når ansøgeren ikke personligt giver fremmøde for de uafhængige klagenævn, for så vidt som klagen i en sådan situation bliver afvist som åbenbart ugrundet uden at blive realitetsbehandlet.

For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, om den procedure, der finder sted for sådanne nævn, med henblik på anvendelsen af ækvivalensprincippet skal sammenlignes med den procedure, som er fastsat for andre administrative myndigheder, for hvilke der er indgivet en administrativ klage, eller med den procedure, som finder anvendelse på et søgsmål vedrørende realiteten eller et annullationssøgsmål ved en forvaltningsdomstol. Den forelæggende ret har præciseret, at den berørte person i ingen af disse to tilfælde er forpligtet til at give personligt fremmøde i forbindelse med behandlingen af vedkommendes klage, men at den pågældende bl.a. kan lade sig repræsentere af en befuldmægtiget advokat.

Hvad for det tredje angår effektivitetsprincippet har den forelæggende ret anført, at artikel 97, stk. 2, i lov nr. 4636/2019 har til formål at gøre det muligt for de uafhængige klagenævn at sikre sig, at ansøgerne om international beskyttelse bevarer en interesse i udfaldet af deres klage, og at de fortsat befinder sig på græsk område, med henblik på at undgå en realitetsbehandling af ansøgninger, der er blevet uden genstand for disse ansøgere, og for at fremskynde behandlingen af de øvrige klager. Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om denne bestemmelse ved at pålægge de ansøgere, der ikke er omfattet af en af undtagelserne i nævnte lovs artikel 78, stk. 3, at begive sig fra et hvilket som helst sted i Grækenland til disse nævns sæde i Athen uden at kunne lade sig repræsentere af en advokat eller en anden person, og ved at fastsætte en formodning om, at der er tale om en uretmæssig indgivelse af klagen i tilfælde af manglende overholdelse af denne processuelle pligt, gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at anvende EU-retten og pålægger de nævnte ansøgere en uforholdsmæssig byrde.

I denne henseende har den forelæggende ret gjort gældende, at mens artikel 97, stk. 2, i lov nr. 4636/2019 i sådanne tilfælde fastsætter, at klagen skal afvises som åbenbart grundløs, giver direktiv 2013/32 medlemsstaterne mulighed for at fastsætte en formodning om implicit tilbagetrækning af ansøgningen om international beskyttelse i tilfælde af manglende overholdelse af en af de forpligtelser til at svare myndighederne, som er fastsat i dette direktiv. Ifølge direktivet forudsætter en afvisning af en sådan ansøgning som åbenbart grundløs nemlig, at ansøgningen i det mindste er grundløs.

Ifølge artikel 7, stk. 4, og artikel 11, stk. 1, litra a), i direktiv 2008/115 er en afvisning af en sådan ansøgning som åbenbart grundløst desuden til hinder for, at der indrømmes en frist for frivillig udrejse, og medfører endvidere, at tredjelandsstatsborgeren pålægges et indrejseforbud. Selv om artikel 46, stk. 11, i direktiv 2013/32 bestemmer, at medlemsstaterne kan fastsætte de betingelser, der gør det muligt at antage, at en ansøger om international beskyttelse implicit har trukket sit retsmiddel tilbage eller har opgivet det, samt reglerne for den procedure, der skal følges i sådanne tilfælde, indeholder dette direktiv i øvrigt ingen bestemmelser om muligheden for at afvise retsmidler som åbenbart grundløse.

På denne baggrund har Dioikitiko Protodikeio Thessalonikis (forvaltningsdomstolen i første instans i Thessaloniki) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Henset til betydningen af det retsmiddel, der er fastsat i artikel 46 i direktiv 2013/32, kan lovgiver da udlede en formodning om, at en klage er blevet indgivet uretmæssigt, og bestemme, at der følgelig gives afslag på klagen som åbenbart grundløs, uden en fuldstændig og ex nunc-undersøgelse af sagen (hvilket også resulterer i, at der ikke indrømmes en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 22, stk. 4, i lov [nr. 3907/2011] og artikel 7 i direktiv 2008/115), såfremt ansøgeren [om international beskyttelse] ikke personligt er mødt for [det nævn], der har behandlet sagen?

Hvis det fastslås, at dette spørgsmål er omfattet af princippet om medlemsstaternes procesautonomi, udgøres de tilsvarende nationale procedureregler i forbindelse med undersøgelsen af ækvivalensprincippet da af de regler, som regulerer procedurer for administrative [nævn], der behandler klager på grundlag af national ret, eller af procedurereglerne for anlæg af materielle søgsmål (eller annullationssøgsmål) for forvaltningsdomstolene?

Er bestemmelsen om forpligtelsen til at møde frem personligt (eller til at indsende den attest, som er omhandlet i artikel 78, stk. 3, i lov [nr. 4636/2019], når dette er foreskrevet) forenelig med effektivitetsprincippet i EU-retten, og navnlig med den effektive udøvelse af retten til effektive retsmidler? I denne sammenhæng spørges der endvidere, om det er relevant, for det første at formodningen om misbrug af retten til at indgive klage i henhold til artikel 97, stk. 2, i lov [nr. 4636/2019] svarer til det, som følger af den almene erfaring, og for det andet at den samme adfærd, hvis den udvises i forbindelse med behandlingen (i første instans) af ansøgninger om international beskyttelse, medfører en formodning om stiltiende opgivelse af ansøgningen og ikke afvisning af ansøgningen som åbenbart grundløs?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Indledende bemærkninger

For så vidt som den forelæggende ret ønsker oplyst, om den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 46 i direktiv 2013/32, som fastsætter en klageprocedure til prøvelse af afgørelser truffet af den myndighed, der har kompetence til at træffe afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse i første instans, er forenelig med EU-retten, skal det indledningsvis efterprøves, om de uafhængige klagenævn, der i begrundelsen for artikel 86 i lov nr. 4399/2016 om ændring af lov nr. 4375/2016 kvalificeres som »domstolslignende« organer, og som er blevet oprettet ved sidstnævnte lovs artikel 4, stk. 1, kan anses for at være »domstole eller domstolslignende organer« som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 46, stk. 1, der gør det muligt at sikre adgangen til effektive retsmidler.

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at selv om de uafhængige klagenævn ikke anses for at være retsinstanser i den nationale retsordens forstand, udøver de beføjelser af retslig karakter, hvilket ikke kan drages i tvivl af den omstændighed, at deres retsakter kan gøres til genstand for annullationssøgsmål ved de kompetente forvaltningsdomstole, hvis afgørelser medfører en fuldbyrdelsesforpligtelse.

Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at ansøgere om international beskyttelse har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med forskellige retsakter, der vedrører deres ansøgninger om international beskyttelse, herunder bl.a. afgørelser om afslag på sådanne ansøgninger som grundløse. Således som det fremgår af 50. betragtning til direktiv 2013/32, afspejler det i øvrigt et grundlæggende princip i EU-retten, at de afgørelser, der træffes vedrørende bl.a. en ansøgning om international beskyttelse, skal omfattes af et effektivt retsmiddel ved en domstol eller et domstolslignende organ.

I denne henseende skal det bemærkes, at for at afgøre, om et organ udgør en »ret« med henblik på udøvelsen af effektive retsmidler til prøvelse af afgørelser fra den besluttende myndighed som omhandlet i Rådets direktiv 2005/85/EF af 1. december 2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT 2005, L 326, s. 13), har Domstolen henvist til de samme kriterier som dem, der er udviklet med henblik på at vurdere, om et forelæggende organ har karakter af en »ret« som omhandlet i artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 31.1.2013, D. og A., C-175/11, EU:C:2013:45, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis), idet det bemærkes, at dette direktiv i første punktum i 27. betragtning hertil indeholdt en udtrykkelig henvisning til »en ret i den betydning, som anvendes i artikel [267 TEUF]«. Den omstændighed, at 50. betragtning til direktiv 2013/32 ikke indeholder en sådan henvisning, ændrer intet ved denne vurdering.

Efter Domstolens faste praksis skal der derfor ved bedømmelsen af, om et kompetent organ er en »ret«, tages en hel række forhold i betragtning, såsom om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som obligatorisk retsinstans, anvender en kontradiktorisk sagsbehandling, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, samt om det er uafhængigt (jf. i denne retning dom af 17.9.1997, Dorsch Consult, C-54/96, EU:C:1997:413, præmis 23, og af 7.5.2024, NADA m.fl., C-115/22, EU:C:2024:384, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at de uafhængige klagenævn, der har kompetence til at træffe afgørelse om klager indgivet af ansøgere om international beskyttelse, er blevet oprettet ved den nationale lovgivning, som finder anvendelse i hovedsagen, med henblik på at foretage en retlig og materiel prøvelse af de afgørelser, hvorved der i første instans er blevet givet afslag på de af ansøgerne indgivne ansøgninger.

I denne henseende fremgår det indledningsvis af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, at hvert af disse nævn består af et flertal af dommere ved de almindelige forvaltningsdomstole, hvis embedsperiode er tre år, og som er personligt og funktionelt uafhængige i udøvelsen af deres hverv. Desuden har de pågældende nævn status som tredjeparter i forhold til parterne i de klagesager, der indbringes for dem, og ingen af nævnenes medlemmer repræsenterer forvaltningen, hvilket sikrer, at princippet om upartiskhed overholdes. Dernæst respekterer proceduren for nævnene retten til at blive hørt og retten til forsvar, samtidig med at der tages hensyn til de særlige kendetegn ved proceduren for international beskyttelse, der indebærer iagttagelse af fortroligheden. Endelig bliver de pågældende nævns afgørelser vedtaget efter en grundig retlig og faktisk undersøgelse, og de indeholder en fuldstændig, specifik og konkret begrundelse. Disse afgørelser er bindende for parterne, navnlig den kompetente minister, og kan kun anfægtes inden for rammerne af et annullationssøgsmål ved forvaltningsdomstolene.

Hvad særligt angår kriteriet om uafhængighed skal det bemærkes, at den omstændighed, at de uafhængige klagenævns retsakter er underlagt en domstolsprøvelse, der foretages af de almindelige forvaltningsdomstole, i sig selv kan beskytte disse nævn mod eventuelle fristelser til at give efter for indblanding eller ydre pres, der ville kunne bringe deres medlemmers uafhængighed i fare (jf. analogt dom af 31.1.2013, D. og A., C-175/11, EU:C:2013:45, præmis 103).

Under disse omstændigheder og med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse må det fastslås, at de uafhængige klagenævn, der er oprettet ved den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning for at behandle de klager, som ansøgere om international beskyttelse indgiver over de over for dem trufne afgørelser, opfylder de nødvendige betingelser for at kunne anses for at være »domstole eller domstolslignende organer« som omhandlet i artikel 46 i direktiv 2013/32. Hverken de oplysninger, der er blevet fremlagt af den forelæggende ret, eller de argumenter, som den græske regering og Europa-Kommissionen har fremført, indeholder nemlig elementer, der kan rejse tvivl om denne vurdering i lyset af de kriterier, der følger af Domstolens faste praksis som omhandlet i nærværende doms præmis 40.

Om de forelagte spørgsmål

Med sine to spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 46 i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som, i tilfælde af at en ansøger om international beskyttelse ikke overholder den processuelle pligt til at give personligt fremmøde for den retsinstans, der har kompetence til at behandle vedkommendes klage over afgørelsen om afslag på den pågældendes ansøgning, fastsætter en formodning om, at klagen er blevet indgivet uretmæssigt, og at klagen skal afvises som åbenbart grundløs, uden at der foretages en realitetsbehandling.

I det foreliggende tilfælde udspringer den forelæggende rets tvivl med hensyn til fortolkningen af EU-retten af den omstændighed, at det af den nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 46 i direktiv 2013/32 fremgår, at når ansøgeren om international beskyttelse ikke giver personligt fremmøde for den retsinstans, der har kompetence til at træffe afgørelse om ansøgerens klage over afgørelsen om afslag på dennes ansøgning, anses klagen for at være blevet indgivet udelukkende med det formål at forsinke eller forhindre fuldbyrdelsen af en tidligere eller forestående afgørelse om udvisning eller om enhver anden form for udsendelse, og klagen skal afvises som åbenbart grundløs. Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at manglende personligt fremmøde for den kompetente retsinstans kan skyldes grunde, som ikke har nogen forbindelse med hensigten om at forhindre eller forsinke fuldbyrdelsen af en tidligere eller forestående afgørelse om udvisning af ansøgeren eller om enhver anden form for udsendelse af vedkommende. Den forelæggende ret er desuden af den opfattelse, at ifølge direktiv 2013/32 følger der af denne ansøgers manglende overholdelse af pligten til at give møde for myndighederne en formodning om implicit tilbagetrækning af ansøgningen om international beskyttelse og ikke en afvisning af denne ansøgning som åbenbart grundløs.

Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 pålægger medlemsstaterne at sikre ansøgere om international beskyttelse adgang til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ til prøvelse af afgørelser vedrørende deres ansøgninger, herunder bl.a. afgørelser om afslag på en ansøgning om international beskyttelse som grundløs, uden dog udtømmende at fastlægge de processuelle regler for disse retsmidler.

Dernæst bemærkes, at artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32, hvis formål er at præcisere rækkevidden af adgangen til effektive retsmidler, fastsætter, at for at efterkomme direktivets artikel 46, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at den domstol eller det domstolslignende organ, for hvilken eller hvilket afgørelsen om ansøgningen om international beskyttelse er blevet indbragt, foretager »en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95]« (jf. i denne retning dom af 25.7.2018, Alheto, C-585/16, EU:C:2018:584, præmis 105 og 106).

Det bemærkes særligt, at i henhold til artikel 46, stk. 3, i direktiv 2013/32 skal det retsmiddel, som en ansøger om international beskyttelse iværksætter, omfatte en retsinstans’ prøvelse af samtlige de faktiske og retlige forhold, som gør det muligt for denne at foretage en ajourført bedømmelse af det konkrete tilfælde, således at der kan foretages en fuldstændig behandling af ansøgningen om international beskyttelse, uden at der er behov for at sende sagen tilbage til den besluttende myndighed. En sådan fortolkning fremmer det med direktiv 2013/32 forfulgte formål om at sikre, at sådanne ansøgninger behandles så hurtigt som muligt, dog således at dette ikke sker på bekostning af udførelsen af en korrekt og fuldstændig sagsbehandling (dom af 8.2.2024, Bundesrepublik Deutschland (Antagelse af en fornyet ansøgning til behandling), C-216/22, EU:C:2024:122, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

Endelig overlader artikel 46, stk. 4, første punktum, i direktiv 2013/32 det til medlemsstaterne at fastsætte de nødvendige bestemmelser for, at ansøgerne om international beskyttelse kan udøve deres ret til et effektivt retsmiddel (dom af 9.9.2020, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Afvisning af en fornyet ansøgning – klagefrist), C-651/19, EU:C:2020:681, præmis 33).

Selv om det – i mangel af EU-retlig lovgivning på området – i medfør af princippet om medlemsstaternes procesautonomi og under overholdelse af ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet tilkommer den nationale retsorden at fastsætte de processuelle regler for de retsmidler, som har til formål at sikre beskyttelsen af de individuelle rettigheder, der følger af Unionens retsorden (jf. i denne retning dom af 3.4.2025, Barouk, C-283/24, EU:C:2025:236, præmis 37), har medlemsstaterne imidlertid ansvaret for i hvert enkelt tilfælde at sikre, at retten til en effektiv domstolsbeskyttelse af disse rettigheder overholdes, således som det sikres ved chartrets artikel 47 (jf. i denne retning dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság, C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 142 og den deri nævnte retspraksis).

Følgelig skal kendetegnene ved de retsmidler, der er fastsat i artikel 46 i direktiv 2013/32, fastlægges i overensstemmelse med nævnte artikel 47, som tillægger enhver person, hvis EU-retligt sikrede rettigheder og friheder er blevet krænket, en adgang til effektive retsmidler for en domstol. Det følger heraf, at hver medlemsstat, der er bundet af dette direktiv, skal udforme sin nationale lovgivning på en måde, der gør det muligt for ansøgere om international beskyttelse at udøve deres ret til effektive retsmidler som sikret ved nævnte artikel 47 og konkretiseret ved artikel 46 i direktiv 2013/32 (jf. i denne retning dom af 8.2.2024, Bundesrepublik Deutschland (Antagelse af en fornyet ansøgning til behandling), C-216/22, EU:C:2024:122, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

I det foreliggende tilfælde fastsætter artikel 92 i lov nr. 4636/2019, som gennemfører artikel 46 i direktiv 2013/32 i den nationale retsorden, en ret for ansøgeren om international beskyttelse til at indgive en klage over en afgørelse om afslag på den pågældendes ansøgning. Den nævnte lovs artikel 97 regulerer proceduren for behandling af denne klage ved de uafhængige klagenævn. I henhold til stk. 2 i nævnte artikel 97 er ansøgere om international beskyttelse, uanset hvor de opholder sig i Grækenland, forpligtet til at begive sig til disse nævns sæde for at give møde dér, medmindre de er omfattet af en af undtagelserne i den nævnte lovs artikel 78, stk. 3. De pågældende nævn har alle deres sæde i Athen. Desuden fastsætter den nævnte lovs artikel 97, stk. 2, andet punktum, at den retlige konsekvens af en manglende overholdelse af denne pligt til at give personligt fremmøde er, at ansøgeren anses for at have indgivet klagen udelukkende med det formål at forsinke eller forhindre fuldbyrdelsen af en tidligere eller forestående afgørelse om udvisning eller om enhver anden form for udsendelse, og at vedkommendes klage afvises som åbenbart grundløs.

Ved at indføre dette proceskrav og ved at fastsætte, at en manglende overholdelse heraf medfører en sådan konsekvens, begrænser den i hovedsagen omhandlede lovgivning sig ganske vist til at definere en fremgangsmåde, hvorefter ansøgerne kan iværksætte et retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om afslag på deres ansøgning om international beskyttelse. Denne fremgangsmåde kan imidlertid begrænse disse ansøgeres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, eftersom den pålægger dem en begrænsning, der er knyttet til deres fysiske tilstedeværelse under proceduren for de uafhængige klagenævn, som klagen indgives til, idet der ellers på dem anvendes en formodning om, at deres ansøgninger implicit er blevet trukket tilbage, og idet de ellers får deres ansøgninger afvist som åbenbart grundløse, uden at der foretages nogen realitetsbehandling.

Chartrets artikel 52, stk. 1, anerkender, at der kan indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, som er fastsat i chartret, forudsat at disse begrænsninger er fastlagt i lovgivningen, at de respekterer disse rettigheders og friheders væsentligste indhold, og at de under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder (dom af 6.10.2020, État luxembourgeois (Ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af en anmodning om oplysninger på skatteområdet), C-245/19 og C-246/19, EU:C:2020:795, præmis 51).

I denne henseende bemærkes, at selv om direktiv 2013/32 hverken fastsætter specifikke krav med hensyn til de processuelle forpligtelser, der påhviler ansøgeren i forbindelse med behandlingen af et effektivt retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om afslag på den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, såsom personligt fremmøde, eller konsekvenserne af den manglende overholdelse af disse forpligtelser, giver artikel 46, stk. 11, i direktiv 2013/32 medlemsstaterne mulighed for i deres nationale lovgivning at fastsætte betingelserne for, hvornår det kan antages, at en ansøger implicit har trukket sit retsmiddel som omhandlet i stk. 1 i nævnte artikel 46 tilbage eller har opgivet det, samt regler for den procedure, der skal følges i sådanne tilfælde.

Således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, har det processuelle krav, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, og den konsekvens, der følger af den manglende overholdelse af dette krav, til formål dels at sikre, at ansøgerne har en reel interesse i at indgive en klage, ved at kontrollere, at de befinder sig på det nationale område på det tidspunkt, hvor klagen vil blive behandlet, dels således at bidrage til en korrekt og hurtig afvikling af proceduren ved den kompetente retsinstans. Målene om en hurtig behandling af sådanne klager og om at bevare domstolssystemets effektivitet udgør legitime mål, for så vidt som de bidrager til, at de retsinstanser, til hvilke disse klager indgives, koncentrerer sig om de klager, der hidrører fra ansøgere, som har en reel interesse i udfaldet af deres klage. De udgør således legitime mål og begrunder indførelsen af en formodning som den i hovedsagen omhandlede, som både medlemsstaterne og ansøgerne om en sådan beskyttelse har interesse i, således som det præciseres i 18. betragtning til det nævnte direktiv.

Domstolen har nemlig allerede fastslået, at processuelle regler, der sikrer en hurtigere behandling af åbenbart grundløse ansøgninger om international beskyttelse, gør det muligt at foretage en mere effektiv behandling af ansøgninger indgivet af personer, som er berettiget til flygtningestatus, og bidrager således til, at proceduren for behandling af ansøgninger om international beskyttelse forløber tilfredsstillende (jf. i denne retning dom af 9.9.2020, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Afvisning af en fornyet ansøgning – klagefrist), C-651/19, EU:C:2020:681, præmis 54 og 55 og den deri nævnte retspraksis).

En national lovgivning, der fastsætter en pligt til at give personligt fremmøde for den retsinstans, som har kompetence til at træffe afgørelse om en klage over en afgørelse om afslag på en ansøgning om international beskyttelse, og i tilfælde af manglende overholdelse af denne pligt en formodning, der svarer til en formodning om implicit tilbagetrækning af eller afkald på en sådan ansøgning, kan følgelig principielt begrundes under henvisning til det formål om hurtig behandling, som direktiv 2013/32 tilsigter, til retssikkerhedsprincippet og til en velordnet afvikling af proceduren for behandling af ansøgninger om international beskyttelse (jf. analogt dom af 9.9.2020, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Afvisning af en fornyet ansøgning – klagefrist), C-651/19, EU:C:2020:681, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

En medlemsstats lovgivning, der har til formål at gennemføre den ret til effektive retsmidler, som er fastsat i artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32, skal imidlertid overholde proportionalitetsprincippet, hvilket bl.a. forudsætter, at den er egnet til at sikre opfyldelsen af det forfulgte mål, at den ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, og at den er forholdsmæssig (jf. analogt dom af 6.10.2020, État luxembourgeois (Ret til at anlægge søgsmål til prøvelse af en anmodning om oplysninger på skatteområdet), C-245/19 og C-246/19, EU:C:2020:795, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

For det første har den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, således som det fremgår af nærværende doms præmis 53 og 57, til formål at gøre det muligt for de uafhængige klagenævn at sikre en hurtig behandling af klager over afslag på ansøgninger om international beskyttelse og at bevare domstolssystemets effektivitet, således at disse nævn kan koncentrere sig om de ansøgere, der har en reel interesse i udfaldet af deres klage. Den processuelle pligt, der forpligter ansøgerne til at give personligt fremmøde for de pågældende nævn, synes nemlig at kunne bidrage til virkeliggørelsen af disse mål. For så vidt som den nævnte pligt muliggør en mere effektiv behandling af de ansøgninger, der indgives af ansøgere, som bevarer en interesse i udfaldet af deres klage, samtidig med at det undgås at foretage en realitetsbehandling af ansøgninger, der er blevet uden genstand, bidrager den således til en velordnet afvikling af proceduren for behandling af ansøgninger om international beskyttelse.

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den nævnte nationale lovgivning ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de forfulgte mål, ser det i det foreliggende tilfælde ud til, at der kan overvejes mindre indgribende foranstaltninger, såsom muligheden for, at de ansøgere, der har indgivet en klage, kan lade sig repræsentere af en advokat eller en anden person, som er bemyndiget hertil, og med henblik på at bevise deres tilstedeværelse på græsk område give fremmøde for en politistation eller en anden offentlig eller retslig myndighed i nærheden af deres bopælssted, hvilken mulighed svarer til den, der er fastsat i artikel 78, stk. 3, litra b), i lov nr. 4636/2019.

Som den græske regering har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, er den processuelle pligt til personligt fremmøde og konsekvenserne af en manglende overholdelse af denne pligt ganske vist klart fastsat i den nationale lovgivning. I denne henseende fremgår det af artikel 95, stk. 1, i lov nr. 4636/2019, at en ansøger, der indgiver en klage over afgørelsen om afslag på den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, skal underrettes om datoen for høringen vedrørende behandlingen af vedkommendes klage samme dag, som klagen indgives, og om pligten til på denne dato at give personligt fremmøde for det kompetente uafhængige klagenævn, med undtagelse af de tilfælde af force majeure eller uoverstigelige hindringer, der forhindrer ansøgerens fremmøde som omhandlet i denne lovs artikel 78, stk. 3, andet afsnit, og hvori der kan indledes en procedure, som gør det muligt at suspendere pligten til personligt fremmøde, så længe force majeure-forholdet består, og gør det muligt at fjerne retsvirkningerne af det manglende fremmøde.

For det tredje skal det imidlertid endvidere efterprøves, om de processuelle regler, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, ikke står i misforhold til målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse, henset til den indvirkning, som de kan have på ansøgernes udøvelse af deres ret til effektive retsmidler.

I denne henseende skal det bemærkes, at selv om en national regel, der fastsætter et processuelt krav om personligt fremmøde og, i tilfælde af manglende overholdelse af dette krav, en formodning om implicit tilbagetrækning af eller afkald på et retsmiddel, kan begrundes i hensyn, som er knyttet til retssikkerheden og til en velordnet afvikling af proceduren for behandling af ansøgninger om international beskyttelse, må denne regel imidlertid ikke være til hinder for udførelsen af en korrekt og fuldstændig behandling af disse ansøgninger. Det fremgår nemlig af 18. betragtning til direktiv 2013/32, at en foranstaltning, der har til formål at fremskynde den procedure for behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som er indført ved en medlemsstats lovgivning, ikke må ske på bekostning af udførelsen af en korrekt og fuldstændig behandling af disse ansøgninger.

Som det fremgår af de oplysninger, der er blevet fremlagt af den forelæggende ret, forholder det sig i det foreliggende tilfælde således, at ansøgerens pligt til at give personligt fremmøde for den retsinstans, som har kompetence til at træffe afgørelse om den pågældendes klage over en afgørelse om afslag på en sådan ansøgning – hvilken pligt kun har til formål at kontrollere ansøgerens tilstedeværelse på det nationale område og ikke at blive hørt – indebærer en urimelig og uforholdsmæssig byrde for de ansøgere om international beskyttelse, der ikke har bopæl i Athen-regionen, såsom sagsøgeren i hovedsagen, der bor flere hundrede kilometer fra denne region, idet disse ansøgere, såfremt de ikke befinder sig i en situation, der udgør en af de undtagelser, som er fastsat i artikel 78, stk. 3, i lov nr. 4636/2019, er forpligtet til at begive sig til Athen, hvor de uafhængige klagenævn er beliggende, med det ene formål at dokumentere deres tilstedeværelse, uden dog nødvendigvis at blive hørt. I denne henseende kan den omstændighed, at ansøgerne i henhold til artikel 95, stk. 1, i lov nr. 4636/2019 i god tid underrettes om deres pligt til at give personligt fremmøde for disse nævn, ikke ændre denne konstatering.

Den uforholdsmæssige karakter af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning følger nemlig bl.a. af den retsvirkning, der er fastsat i denne lovgivning i tilfælde af manglende overholdelse af pligten til personligt fremmøde eller i tilfælde af manglende fremsendelse af en attest, som godtgør, at der foreligger et tilfælde af force majeure eller en uoverstigelig hindring, for så vidt som den fastsætter en uafkræftelig formodning om, at klagen er blevet indgivet uretmæssigt, således at den skal afvises som åbenbart ugrundet uden nogen realitetsbehandling. Således som den forelæggende ret har anført, kan det manglende personlige fremmøde for den retsinstans, der har kompetence til at træffe afgørelse om klagen, skyldes grunde, som ikke er knyttet til nogen hensigt om at forhindre eller forsinke fuldbyrdelsen af en tidligere eller forestående afgørelse om udvisning af ansøgeren eller om enhver anden form for udsendelse af denne.

Under disse omstændigheder, og således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 77-89 i forslaget til afgørelse, forholder det sig – under omstændigheder, hvor ansøgere om international beskyttelse skal begive sig til landets hovedstad for at give personligt fremmøde og ikke for at blive hørt, idet de skal afholde udgifter til transport, ophold og indkvartering, der kan være væsentlige – således, at en formodning om, at en klage er blevet indgivet uretmæssigt, hvorved den skal afvises som åbenbart grundløs, uden at fastsætte andre midler, hvorved en sådan ansøger kan bevise sin tilstedeværelse på det nationale område, og uden at give vedkommende de materielle midler, der gør det muligt at overholde pligten til at være fysisk til stede under høringen, kan gøre udøvelsen af retten til effektive retsmidler som omhandlet i artikel 46, stk. 1, i direktiv 2013/32 uforholdsmæssigt vanskelig og således udgøre et indgreb i den ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i chartrets artikel 47.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 46 i direktiv 2013/32, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som – i tilfælde af at en ansøger om international beskyttelse ikke overholder den processuelle pligt til at give personligt fremmøde for den retsinstans, der har kompetence til at behandle vedkommendes klage over afgørelsen om afslag på den pågældendes ansøgning, hvilken pligt kun har til formål at efterprøve ansøgerens tilstedeværelse på det nationale område og ikke en høring af denne – fastsætter en formodning om, at klagen er blevet indgivet uretmæssigt, og at klagen skal afvises som åbenbart grundløs.

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 46 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som – i tilfælde af at en ansøger om international beskyttelse ikke overholder den processuelle pligt til at give personligt fremmøde for den retsinstans, der har kompetence til at behandle vedkommendes klage over afgørelsen om afslag på den pågældendes ansøgning, hvilken pligt kun har til formål at efterprøve ansøgerens tilstedeværelse på det nationale område og ikke en høring af denne – fastsætter en formodning om, at klagen er blevet indgivet uretmæssigt, og at klagen skal afvises som åbenbart grundløs.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: græsk.

( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.