DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

27. februar 2025 ( *1 )

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 25, stk. 1 – værnetingsaftale – bedømmelse af gyldigheden af værnetingsaftalen – unøjagtig og ubalanceret karakter – lovvalg – begrebet »materielt ugyldig««

I sag C-537/23,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig) ved afgørelse af 13. april 2023, indgået til Domstolen den 22. august 2023, i sagen

Società Italiana Lastre SpA (SIL)

mod

Agora SARL,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af Domstolens vicepræsident, T. von Danwitz, som fungerende formand for Første Afdeling, og dommerne A. Kumin (refererende dommer) og A. Arabadjiev,

generaladvokat: A.M. Collins,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–	Società Italiana Lastre SpA (SIL) ved avocat F. Boucard,

–	den franske regering ved R. Bénard og B. Dourthe, som befuldmægtigede,

–	den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–	Europa-Kommissionen ved S. Noë og W. Wils, som befuldmægtigede,

og idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet, at sagen skal pådømmes uden forslag til afgørelse,

afsagt følgende

Dom

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1, herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Società Italiana Lastre SpA (SIL) (herefter »SIL«), et italiensk selskab, og Agora SARL, et fransk selskab, vedrørende de franske retters kompetence til at påkende en sag om opfyldelse af en garantiforpligtelse indgivet af Agora mod SIL i forbindelse med en sag om ansvar og erstatning anlagt mod disse to selskaber.

Retsforskrifter

Folkeretten

Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler

Artikel 5, stk. 1, i Haagerkonventionen af 30. juni 2005 om værnetingsaftaler, undertegnet den 1. april 2009, hvis indgåelse blev godkendt på Den Europæiske Unions vegne ved Rådets afgørelse 2014/887/EU af 4. december 2014 (EUT 2014, L 353, s. 5), bestemmer:

»Den eller de domstole i en kontraherende stat, der er fastlagt i en eksklusiv værnetingsaftale, har kompetence til at behandle en tvist, som er omfattet af aftalen, medmindre aftalen er ugyldig i henhold til lovgivningen i den pågældende stat.«

Lugano II-konventionen

Artikel 1 i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet den 30. oktober 2007 (herefter »Lugano II-konventionen«), og hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008 (EUT 2009, L 147, s. 1), bestemmer:

»1. Denne konvention finder anvendelse på civil- og handelsretlige sager, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

[...]

3. I denne konvention forstås ved »konventionsstat« enhver stat, som er kontraherende part i denne konvention, eller en medlemsstat i Det Europæiske Fællesskab. Det kan også betyde Det Europæiske Fællesskab.«

5	Konventionens afsnit II med overskriften »Kompetence« indeholder bl.a. afdeling 1 og 2 heri, som samler henholdsvis de almindelige kompetenceregler og de specielle kompetenceregler.

Nævnte konventions artikel 23, stk. 1, bestemmer:

»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en konventionsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en konventionsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

a)	skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

b)	i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c)	inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.«

EU-retten

Bruxelleskonventionen

Artikel 17 i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), fastsatte:

»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst én af dem har bopæl på en kontraherende stats område, har vedtaget, at en ret eller retterne i en kontraherende stat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er alene denne ret eller retterne i den pågældende stat kompetente. En sådan aftale om retternes kompetence skal være indgået enten:

a)	skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

b)	i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c)	inden for international handel, i den form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindeligt kendt og regelmæssigt fulgt af parter i kontrakter af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

[...]

Såfremt en aftale om retternes kompetence kun er indgået til fordel for én af parterne, bevarer denne retten til at anlægge sag ved enhver anden ret, der er kompetent efter denne konvention.

[...]«

Bruxelles I-forordningen

Artikel 23 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1, herefter »Bruxelles I-forordningen«), bestemte i stk. 1:

»Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

a)	skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

b)	i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c)	inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.«

Bruxelles Ia-forordningen

Følgende fremgår af 4., 6., 15., 16. og 18.-20. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen:

»(4)	[...] Det er tvingende nødvendigt at have bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og sikre hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat.

[...]

(6)	For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.

[...]

(15)

Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. Dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af tvistens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(16)

Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje. Kriteriet nær tilknytning bør tjene til at skabe retssikkerhed og undgå muligheden for, at sagsøgte indstævnes for en ret i en medlemsstat, som vedkommende ikke med rimelighed kunne forudse. [...]

[...]

(18)	For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.

(19)	Friheden til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end forsikrings-, forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed er begrænset, bør respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der er fastsat i denne forordning.

(20)

Opstår der spørgsmål om, hvorvidt en værnetingsaftale til fordel for en ret eller retterne i en medlemsstat er materielt ugyldig, bør spørgsmålet afgøres i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den ret eller de retter, der er valgt i aftalen, er beliggende, herunder den pågældende medlemsstats lovvalgsregler.«

Denne forordnings artikel 1 har følgende ordlyd:

»1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a)	fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller eller mellem parterne i et forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs

b)	konkurs, akkord og andre lignende ordninger

c)	social sikring

voldgift

e)	underholdspligt, der er opstået i forbindelse med et familieforhold, slægtskab, ægteskab eller svogerskab

f)	arv efter loven eller testamente, herunder underholdspligt som følge af dødsfald.«

Forordningens kapitel II med overskriften »Kompetence« indeholder bl.a. afdeling 1-5 og 7 heri, hvilke henholdsvis har overskriften »Almindelige bestemmelser«, »Specielle kompetenceregler«, »Kompetence i forsikringssager«, »Kompetence i sager om forbrugeraftaler«, »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« og »Aftaler om værneting«.

Samme forordnings artikel 15, som findes i forordningens kapitel II, afdeling 3, fastsætter:

»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

[...]

2)	der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling

[...]«

Bruxelles Ia-forordningens artikel 19, som findes i forordningens kapitel II, afdeling 4, bestemmer:

»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

[...]

2)	der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, [...]

[...]«

Denne forordnings artikel 23, som findes i forordningens kapitel II, afdeling 5, har følgende ordlyd:

»Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale:

[...]

2)	der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.«

Forordningens artikel 25, som findes i forordningens kapitel II, afdeling 7, er affattet således:

»1. Såfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. Værnetingsaftalen skal være indgået:

a)	skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse

b)	i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c)	inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

[...]

4. Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i strid med artikel 15, 19 eller 23 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 24 er enekompetente.

[...]«

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

16	Med henblik på udførelsen af et bygge- og anlægsarbejde bestilt af to fysiske personer som bygherrer indgik Agora en kontrakt om levering af facadebeklædning med SIL.

Denne leveringskontrakt indeholdt en værnetingsaftale (herefter »den pågældende værnetingsaftale«), som fastsatte, at »[v]ed enhver tvist, der er opstået i forbindelse med nærværende kontrakt, eller som har et særligt retsforhold til kontrakten, tilkommer kompetencen retten i Brescia [(Italien)][, idet SIL] forbeholder sig retten til at tage retsskridt ved en anden kompetent ret i Italien eller i udlandet«.

Efter at have konstateret mangler i forbindelse med udførelsen af det pågældende bygge- og anlægsarbejde indklagede bygherrerne i november 2019 og januar 2020 bl.a. Agora og SIL for tribunal de grande instance de Rennes (retten i første instans i Rennes, Frankrig) i en sag med påstand om ansvar og erstatning.

19	Agora fremsatte over for SIL krav om opfyldelse af en garantiforpligtelse. På grundlag af den pågældende værnetingsaftale gjorde SIL indsigelse mod dette krav om opfyldelse af en garantiforpligtelse, idet SIL fremsatte indsigelse om den franske rets manglende internationale kompetence.

20	Ved kendelse af 11. februar 2021 gav tribunal de grande instance de Rennes (retten i første instans i Rennes) ikke SIL medhold i denne indsigelse om manglende kompetence. SIL kærede denne afgørelse.

Ved dom af 4. november 2021 stadfæstede cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes, Frankrig), uden at tage stilling til gyldigheden af værnetingsaftalen i forhold til italiensk ret, den nævnte afgørelse med den begrundelse, at den pågældende værnetingsaftale var ulovlig, for så vidt som den gav SIL et bredere udvalg af retter, hvorved der kunne anlægges sag, end Agora, uden at præcisere de objektive forhold, som parterne var nået til enighed om med henblik på at identificere den ret, ved hvilken der kunne anlægges sag, således at den gav SIL et skønsmæssigt valg, der var i strid med målet om forudsigelighed, som værnetingsklausuler skal opfylde.

SIL har iværksat kassationsanke til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret. SIL har gjort gældende, at cour d’appel de Rennes (appeldomstolen i Rennes) har tilsidesat Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, idet gyldigheden af en værnetingsklausul skal bedømmes i forhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvis retter er blevet udpeget i medfør af denne klausul, og følgelig i den foreliggende sag i forhold til italiensk ret og ikke fransk ret.

I denne henseende har den forelæggende ret rejst spørgsmål om den præcise rækkevidde af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, for så vidt som denne bestemmelse i det væsentlige fastsætter, at en værnetingsaftale i princippet skal have retsvirkning, medmindre den er »materielt ugyldig efter loven i den [medlemsstat, hvis retter er udpeget i henhold til denne værnetingsaftale]«.

I den foreliggende sag opstår indledningsvis spørgsmålet om, hvorvidt gyldigheden af en værnetingsaftale, som bestrides på grund af dens angivelige unøjagtige og ubalancerede karakter, skal behandles i forhold til de selvstændige kriterier, der kan udledes af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, og de mål om forudsigelighed og retssikkerhed, der forfølges med denne forordning, eller om denne behandling skal foretages på grundlag af kriterierne vedrørende grundene til, at en sådan værnetingsaftale er »materielt ugyldig«, med den konsekvens, at denne gyldighed i henhold til denne artikel 25, stk. 1, første punktum, skal bedømmes efter loven i medlemsstaten for den ret, der er udpeget i henhold til denne værnetingsaftale. I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret bl.a. oplyst, om begrebet »materielt ugyldig« skal fortolkes snævert, således at disse ugyldighedsgrunde er begrænset til svig, fejl, bedrageri, vold og manglende retsevne.

Såfremt gyldigheden af en værnetingsaftale, som bestrides på grund af dens angivelige unøjagtige og ubalancerede karakter, skal behandles i forhold til de selvstændige kriterier, der kan udledes af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, og de mål om forudsigelighed og retssikkerhed, der forfølges med denne forordning, ønsker den forelæggende ret dernæst oplyst, om denne bestemmelse skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, som binder den ene af parterne til at anlægge sag ved alene den ret, der udpeges heri, selv om den giver den anden part ret til, ud over ved denne ret, at anlægge sag ved enhver anden kompetent ret, er gyldig.

Såfremt gyldigheden af en værnetingsaftale, som bestrides på grund af dens angivelige ubalancerede karakter, skal behandles i forhold til kriterierne vedrørende grundene til, at denne værnetingsaftale er »materielt ugyldig« som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse, ønsker den forelæggende ret endelig oplyst, hvilken national lovgivning der finder anvendelse ved bedømmelsen af denne gyldighed, såfremt nævnte værnetingsaftale giver den ene af parterne ret til at anlægge sag ved retterne i flere stater, og denne part endnu ikke har truffet dette valg på den dag, hvor sagen er anlagt.

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)

Når der er tale om asymmetriske værnetingsklausuler, som kun giver en af parterne mulighed for at vælge en ret efter eget valg, der har kompetence i henhold til de almindelige retsregler, ud over den ret, som er nævnt i denne klausul, og såfremt den anden part gør gældende, at denne klausul er ulovlig som følge af dens unøjagtighed og/eller dens ulige karakter, skal dette spørgsmål da afgøres på baggrund af de selvstændige regler i Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, og under hensyn til det mål om forudsigelighed og retssikkerhed, der forfølges med denne forordning, eller skal spørgsmålet afgøres ved anvendelse af lovgivningen i den medlemsstat, der er udpeget ved klausulen? Med andre ord vedrører dette spørgsmål i denne bestemmelses forstand klausulens materielle gyldighed? Skal det derimod antages, at betingelserne for klausulens materielle gyldighed skal fortolkes indskrænkende og kun omfatter materielle ugyldighedsgrunde, navnlig svig, fejl, bedrageri, vold og manglende retsevne?

Såfremt spørgsmålet om, hvorvidt klausulen er unøjagtig eller ubalanceret, skal afgøres på grundlag af selvstændige regler, skal Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, da fortolkes således, at en klausul, som kun tillader en part at anlægge en sag ved en enkelt ret, mens den anden part foruden denne ret kan anlægge sag ved en anden ret, der har kompetence i henhold til de almindelige retsregler, skal eller ikke skal finde anvendelse?

Såfremt asymmetrien i en klausul skal anses for at være et spørgsmål om materiel gyldighed, hvordan skal denne tekst da fortolkes, og navnlig henvisningen til lovgivningen i den stat, hvor den valgte ret er beliggende, når flere retter er udpeget i denne klausul, eller når klausulen har udpeget en ret, men samtidig giver en af parterne mulighed for at vælge en anden ret, og når dette valg ikke endnu er truffet på den dag, hvor sagen er anlagt:

–	Er den nationale lovgivning, der finder anvendelse, kun den lovgivning, som gælder for den eneste udtrykkeligt udpegede ret, uanset at der også kan anlægges sag ved andre retter?

–	Hvis der er tale om flere udpegede retter, er det da muligt at henholde sig til lovgivningen ved den ret, hvor sagen faktisk er anlagt?

–	Skal det henset til 20. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen antages, at henvisningen til lovgivningen ved retten i den udpegede medlemsstat skal forstås som de materielle regler i denne stat eller den pågældende stats lovvalgsregler?«

Om de præjudicielle spørgsmål

Det første spørgsmål

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, skal fortolkes således, at i forbindelse med bedømmelsen af gyldigheden af en værnetingsaftale skal indsigelser om den angivelige unøjagtige og ubalancerede karakter af denne værnetingsaftale behandles i forhold til kriterierne vedrørende grundene til, at denne værnetingsaftale er »materielt ugyldig«, der er defineret i medlemsstaternes lovgivning i overensstemmelse med denne bestemmelse, eller således, at behandlingen af disse indsigelser skal foretages på grundlag af de selvstændige kriterier, der kan udledes af denne artikel.

Det følger af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, at »[s]åfremt parterne [...] har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat«.

Bruxelles Ia-forordningen definerer ikke begrebet »materielt ugyldig« og foretager heller ikke en henvisning til medlemsstaternes lovgivning for en definition af dette begreb. I henhold til Domstolens praksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at ordlyden af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, normalt i hele EU skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal ske efter ordlydens normale mening i sædvanlig sprogbrug under hensyntagen til ikke alene den sammenhæng, hvori den indgår, men ligeledes til det med den pågældende lovgivning forfulgte mål (jf. i denne retning dom af 10.6.2021, Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs (Uskyldig medhjælper),C-279/19, EU:C:2021:473, præmis 23, og af 4.10.2024, AFAÏA,C-228/23, EU:C:2024:829, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

Ifølge dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug anvendes udtrykket »materielt« for det første i domme og i processkrifter for at bekendtgøre, at efter at have behandlet spørgsmålene om kompetence behandler retten spørgsmål vedrørende selve sagens genstand, dvs. spørgsmål vedrørende de faktiske og retlige omstændigheder, som retten skal afgøre efter parternes påstande.

Når dette er sagt, skal det bemærkes, at for så vidt som Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, fastsætter, at de retter, som parterne har aftalt skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er kompetente, »medmindre« værnetingsaftalen er »materielt ugyldig« efter loven i den medlemsstat, hvis retter er udpeget, begrænser denne bestemmelse sig til at fastsætte en lovvalgsregel. Denne bestemmelse præciserer således, hvilken national lovgivning der finder anvendelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en sådan værnetingsaftale, til trods for at samtlige gyldighedsbetingelser i denne artikel er opfyldt, er ugyldig af andre grunde i henhold til denne nationale lovgivning.

Hvad for det andet angår den sammenhæng, som Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, indgår i, må det fastslås, at 20. betragtning hertil har en ordlyd, der svarer til ordlyden af denne bestemmelse, idet det heri anføres, at »[o]pstår der spørgsmål om, hvorvidt en værnetingsaftale til fordel for en ret eller retterne i en medlemsstat er materielt ugyldig, bør spørgsmålet afgøres i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den ret eller de retter, der er valgt i aftalen, er beliggende«.

Det bemærkes endvidere, at ifølge fast retspraksis skal bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningens artikel 25 fortolkes strengt for så vidt angår de deri opstillede betingelser, idet de både fraviger reglen i denne forordnings artikel 4, i henhold til hvilken kompetencen afgøres efter det almindelige princip om, at en sag skal anlægges, hvor sagsøgte har bopæl, og reglen om, at de specielle kompetenceregler afgøres efter forordningens artikel 7-9 (jf. i denne retning dom af 8.3.2018, Saey Home & Garden, C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 24).

Det bemærkes, at ud over henvisningen til begrebet »materielt ugyldig« fastsætter Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, både materielle, nemlig »parterne [...] har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold«, og formelle gyldighedsbetingelser for værnetingsaftaler.

Det må følgelig fastslås, at dette begreb omfatter de almindelige grunde til en aftales ugyldighed, nemlig bl.a. mangler ved viljeserklæringen såsom fejl, bedrageri, vold og manglende retsevne, som er grunde, der til forskel fra gyldighedsbetingelserne for værnetingsaftaler ikke er reguleret af Bruxelles Ia-forordningen, men af lovgivningen i den medlemsstat, hvis retter er udpeget.

En fortolkning af begrebet om, at en værnetingsaftale er »materielt ugyldig«, hvorefter det udelukkende omfatter dens ugyldighed med hensyn til de almindelige grunde til en aftales ugyldighed i den nationale lovgivning for den ret, der er udpeget ved denne værnetingsaftale, er for det tredje i overensstemmelse med de mål, der forfølges med Bruxelles Ia-forordningen.

Således, og som det bl.a. fremgår af 4., 6., 15. og 16. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen, har denne forordning til formål at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og at fastlægge dem i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt. Det fremgår tillige heraf, at EU-lovgiver har ønsket at vedtage kompetenceregler, som frembyder en høj grad af forudsigelighed og gennemsigtighed med henblik på at styrke retssikkerheden og hensynet til god retspleje.

Domstolen har gentagne gange fastslået, at med henblik på at fremme disse mål, navnlig hensynet til retssikkerheden, skal den retslige beskyttelse af personer bosat i EU styrkes ved at gøre det let for en sagsøger at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, ved hvilken ret vedkommende kan sagsøges. I denne sammenhæng kræver hensynet til retssikkerheden, at den nationale ret, som har fået en sag forelagt, uden vanskeligheder kan tage stilling til, om den er kompetent, uden at skulle undersøge sagen i realiteten (dom af 29.7.2024, FTI Touristik (Grænseoverskridende element),C-774/22, EU:C:2024:646, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

For det fjerde stemmer den fortolkning, der er anlagt i nærværende doms præmis 32 og 36, overens med tilblivelsen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1. I begrundelsen til sit forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(2010) 748 endelig), som ligger til grund for Bruxelles Ia-forordningen, fremhævede Europa-Kommissionen således på s. 9 i denne begrundelse, at ændringen af Bruxelles I-forordningens artikel 23, som er blevet til Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, havde til formål at indføre »en harmoniseret lovvalgsregel om den materielle gyldighed af værnetingsaftaler, der sikrer en lignende løsning på dette spørgsmål, uanset for hvilken ret sagen indbringes[, og som afspejler de løsninger, der blev anvendt i Haagerkonventionen af [30. juni] 2005 om værnetingsaftaler« [...].

I den foreliggende sag angår den forelæggende rets tvivl spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende værnetingsaftales angivelige unøjagtige eller ubalancerede karakter kan udgøre en grund til, at værnetingsaftalen er »materielt ugyldig« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, idet spørgsmålet, om der foreligger materiel ugyldighed, skal afgøres i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, hvor den ret, der er valgt i aftalen, er beliggende, eller om spørgsmålet, om sådan materiel ugyldighed foreligger, skal afgøres i overensstemmelse med de selvstændige kriterier, der kan udledes af denne artikel.

Hvad for det første angår bedømmelsen af, om en værnetingsaftale er af tilstrækkelig præcis karakter med henblik på bestemmelsen af, hvilken ret eller hvilke retter i en medlemsstat der skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister mellem parterne, skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis vedrørende Bruxelleskonventionens artikel 17, stk. 1, første punktum, og Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, første punktum, at udtrykket »har aftalt«, der er indeholdt i disse bestemmelser, ikke skal fortolkes således, at de kræver, at en sådan klausul skal være formuleret således, at det er muligt at fastslå, hvilken ret der har kompetencen, udelukkende ud fra klausulens ordlyd. Det er således tilstrækkeligt, at bestemmelsen angiver de objektive forhold, som parterne er nået til enighed om med henblik på valget af den eller de retter, som de vil indbringe allerede opståede eller fremtidige tvister for. Disse forhold, som skal være tilstrækkeligt præcise til at sætte den ret, som sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den har kompetence til at påkende sagen, kan eventuelt konkretiseres gennem de omstændigheder, der foreligger i sagen for denne ret (dom af 9.11.2000, Coreck,C-387/98, EU:C:2000:606, præmis 15, og af 7.7.2016, Hőszig,C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 43).

Desuden har Domstolen nærmere bestemt fastslået, at for at lette gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser indebærer Bruxelleskonventionens artikel 17, stk. 1, første punktum, et præcisionskrav, som en værnetingsaftale skal opfylde (jf. i denne retning dom af 9.11.2000, Coreck,C-387/98, EU:C:2000:606, præmis 17).

Det følger heraf, at i medfør af Bruxelleskonventionens artikel 17, stk. 1, første punktum, og Bruxelles I-forordningens artikel 23, stk. 1, første punktum, indebærer betingelsen om, at parterne »har aftalt«, at en ret eller retterne i en konventionsstat eller en medlemsstat skal være kompetente, et præcisionskrav for at være gyldig.

For så vidt som Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, som ifølge tabellen i bilag III til denne forordning svarer til Bruxelles I-forordningens artikel 23 – ligeledes indeholder udtrykket »har aftalt«, kan denne retspraksis overføres på Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 25.4.2024, Maersk og Mapfre España, C-345/22 – C-347/22, EU:C:2024:349, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis), således at for at være gyldig skal en værnetingsaftale i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse bl.a. tilstrækkeligt præcist angive de objektive forhold, som parterne er nået til enighed om med henblik på at udpege den eller de retter, som de vil indbringe allerede opståede eller fremtidige tvister for.

46	Kravet om præcision bidrager endvidere nødvendigvis til målene om forudsigelighed, gennemsigtighed og retssikkerhed, som er nævnt i 15. og 16. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen.

Følgelig skal præcisionskravet, som betinger gyldigheden af en værnetingsaftale, ikke behandles i forhold til kriterierne vedrørende grundene til, at en værnetingsaftale er »materielt ugyldig« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, men i forhold til de selvstændige kriterier, der kan udledes af denne artikel 25, således som fortolket af Domstolen.

Hvad for det andet angår en værnetingsaftales angivelige ubalancerede karakter skal det bemærkes, at i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 4, er aftaler om værneting ugyldige, bl.a. såfremt de ikke opfylder de gyldighedsbetingelser, der er opstillet i denne forordnings artikel 15, 19 eller 23. Det følger imidlertid af disse sidstnævnte bestemmelser, at en værnetingaftale, som giver den svage part i en forsikringsaftale, forbrugeraftale eller arbejdsaftale ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der principielt har kompetence i medfør af bestemmelserne i afdeling 3-5 under kapitel II i nævnte forordning, hvorunder henhører henholdsvis de nævnte artikler, forbliver gyldig. I medfør af denne artikel 25, stk. 4, er en sådan værnetingsaftale derimod ugyldig, når den fastsætter en fravigelse af kompetence til fordel for forsikringsgiver, forbrugerens medkontrahent eller arbejdsgiver.

Som det således i det væsentlige fremgår af 18. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen, er forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler kendetegnet ved en vis ubalance mellem parterne, som bestemmelserne i denne forordnings artikel 15, 19 og 23 tilsigter at korrigere ved at lade den svage part nyde godt af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, FTI Touristik (Grænseoverskridende element),C-774/22, EU:C:2024:646, præmis 44).

50	For så vidt angår disse aftaler regulerer Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 4, sammenholdt med artikel 15, 19 og 23 heri, således udtrykkeligt de tilfælde, hvor en værnetingsaftale er ubalanceret, og de tilfælde, hvor den ikke er det.

Det må følgelig fastslås, at gyldigheden af en værnetingsaftale med hensyn til dens angivelige ubalancerede karakter ikke skal behandles i forhold til kriterierne vedrørende grundene til, at en værnetingsaftale er »materielt ugyldig« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, men i forhold til de selvstændige kriterier, der kan udledes af denne artikel 25, således som fortolket af Domstolen.

Denne fortolkning ændres ikke af den omstændighed, at Bruxelleskonventionens artikel 17 fastsatte, at »[s]åfremt en aftale om retternes kompetence kun er indgået til fordel for én af parterne, bevarer denne retten til at anlægge sag ved enhver anden ret, der er kompetent efter denne konvention«, og anerkendte derfor implicit gyldigheden af en værnetingsaftale, uanset den ubalancerede karakter heraf. Ganske vist indeholder hverken Bruxelles I-forordningens artikel 23 eller Bruxelles Ia-forordningens artikel 25 en tilsvarende regel for så vidt angår gyldigheden af en sådan værnetingsaftale, der er ubalanceret. Når dette er sagt, er det tilstrækkeligt at bemærke, således som Kommissionen har anført i sit skriftlige indlæg, at det fremgår af begrundelsen til forslaget til Rådets forordning (EF) om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, fremsat af Kommissionen (KOM(1999) 348 endelig udg., s. 19), som ligger til grund for Bruxelles I-forordningen, at formålet med at lade denne regel udgå ikke var udtryk for andet end EU-lovgivers valg om »at bekræfte, at den kompetence, der følger af en værnetingsklausul, er en enekompetence [...], dog således, at parterne kan aftale, at den ikke skal være en enekompetence[, idet] [d]enne lempelse er foretaget for at tilgodese aftalefriheden«.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, skal fortolkes således, at i forbindelse med bedømmelsen af gyldigheden af en værnetingsaftale skal indsigelser om den angivelige unøjagtige og ubalancerede karakter af denne værnetingsaftale ikke behandles i forhold til kriterierne vedrørende grundene til, at denne værnetingsaftale er »materielt ugyldig«, således som defineret i medlemsstaternes lovgivning i overensstemmelse med denne bestemmelse, men på grundlag af de selvstændige kriterier, der kan udledes af denne artikel.

Det andet spørgsmål

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, i medfør af hvilken den ene af parterne heri kun kan anlægge sag ved den ene ret, som udpeges heri, hvorimod den giver den anden part ret til, ud over ved denne ret, at anlægge sag ved enhver anden kompetent ret, er gyldig.

For så vidt som den pågældende værnetingsaftale i den foreliggende sag for det første synes at give SIL ret til at anlægge sag ved retterne i de forskellige stater, idet den fastsætter, at dette selskab forbeholder sig ret til at tage retsskridt »ved en anden kompetent ret i Italien eller i udlandet«, skal det bemærkes, at selv om ordlyden af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, første punktum, henviser til retterne »i en medlemsstat«, kan denne bestemmelse dog ikke fortolkes således, at parterne nødvendigvis skal udpege retterne i én og samme medlemsstat.

At pålægge en sådan begrænsning ville således stride mod parternes aftalefrihed, der, således som det fremgår af 19. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen, skal respekteres, med forbehold af dels de undtagelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 25, stk. 4, sammenholdt med artikel 15, 19 og 23 heri, i sager om forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler, i hvilke aftaler værnetingsaftaler kun begrænset kan fravige de kompetenceregler, der er fastsat i forordningen, dels de værneting, der er tillagt enekompetence, i overensstemmelse med denne artikel 25, stk. 4, sammenholdt med samme forordnings artikel 24.

Den kompetence, der er tillagt værneting i henhold til bestemmelserne i kapitel II i Bruxelles Ia-forordningen, bekræfter endvidere, at parterne i visse situationer kan anlægge sag ved retterne i flere medlemsstater. Det fremgår således af denne forordnings artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, sammenholdt med artikel 7 og 8 heri, at en person, der har bopæl på en medlemsstats område, ikke alene kan sagsøges ved retterne i denne medlemsstat, men ligeledes ved retterne i en anden medlemsstat, bl.a. såfremt opfyldelsesstedet for den pågældende kontaktlige forpligtelse, det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, eller en anden sagsøgts bopæl befinder sig i en sådan anden medlemsstat.

I den foreliggende sag kan gyldigheden af den pågældende værnetingsaftale således ikke drages i tvivl i forhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, idet denne værnetingsaftale giver en part ret til at anlægge sag ved retterne i forskellige medlemsstater eller stater, der er parter i Lugano II-konventionen som omhandlet i sidstnævntes artikel 23, stk. 1, første punktum, sammenholdt med artikel 1, stk. 3, heri.

For det andet bemærkes, at en værnetingsaftale, som tilstrækkeligt præcist udpeger, at der kan anlægges sag ved retterne i medlemsstaterne eller i stater, der er parter i Lugano II-konventionen, dvs. dels en bestemt ret, dels de øvrige retter, der har kompetence i medfør af bestemmelserne i kapitel II, afdeling 1 og 2, i Bruxelles Ia-forordningen samt denne konventions afsnit II, afdeling 1 og 2, opfylder det præcisionskrav, der følger af denne forordnings artikel 25, stk. 1, samt målene om forudsigelighed, gennemsigtighed og retssikkerhed, der er anført i 15. og 16. betragtning til forordningen. Der er således reelt tale om en henvisning til de almindelige kompetenceregler, der er fastsat i samme forordning og i nævnte konvention.

Når dette er sagt, skal det præciseres, at såfremt den pågældende værnetingsaftale, for så vidt som den omhandler »en anden kompetent ret [...] i udlandet«, skulle fortolkes således, at den ligeledes udpeger én eller flere retter i én eller flere stater, der hverken er EU-medlemsstater eller parter i Lugano II-konventionen, ville den i så fald være i strid med Bruxelles Ia-forordningen. Denne værnetingsaftale ville således følgelig være i strid med målene om forudsigelighed, gennemsigtighed og retssikkerhed, der er anført i 15. og 16. betragtning til denne forordning, for så vidt som EU-retten ikke i sig selv giver mulighed for at udpege de retter, der har kompetence, idet denne udpegelse i givet fald følger af anvendelsen af tredjelandes internationale privatretlige regler.

61	I et sådant tilfælde er der en øget risiko for, at der opstår kompetencekonflikter, som vil være til skade for retssikkerheden, idet anvendelsen af disse nationale regler ville kunne føre til forskellige løsninger (jf. i denne retning dom af 8.2.2024, Inkreal,C-566/22, EU:C:2024:123, præmis 31).

Den pågældende værnetingsaftale kan følgelig kun opfylde præcisionskravet, henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 42, for så vidt som den kan fortolkes således, at den udpeger retten i Brescia og de kompetente retter i medlemsstaterne eller i de stater, der er parter i Lugano II-konventionen, til at påkende tvister mellem parterne.

Hvad for det tredje angår gyldigheden af en værnetingsaftale, som giver flere rettigheder til én part end til den anden, skal det bemærkes, at undtagen i de tilfælde, der udtrykkeligt er forbudt ved Bruxelles Ia-forordningen, kan den ubalancerede karakter af en sådan værnetingsaftale ikke rejse tvivl om gyldigheden heraf på grundlag af de krav, der er opstillet i denne forordnings artikel 25.

Bruxelles Ia-forordningens artikel 25 er således – på samme måde som Bruxelleskonventionen og Bruxelles I-forordningen – baseret på princippet om parternes frie vilje (jf. i denne retning dom af 9.11.2000, Coreck,C-387/98, EU:C:2000:606, præmis 14, af 7.2.2013, Refcomp,C-543/10, EU:C:2013:62, præmis 26, og af 18.11.2020, DelayFix,C-519/19, EU:C:2020:933, præmis 38). Som det fremgår af nærværende doms præmis 56, må det af 19. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen udledes, at EU-lovgiver har ønsket at prioritere overholdelsen af dette princip, således at parternes valg skal respekteres, med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 25, stk. 4, sammenholdt med artikel 15, 19, 23 og 24 heri. Endvidere, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 48-50, giver disse artikler 15, 19 og 23, som denne artikel 25, stk. 4, henviser til, udtrykkeligt mulighed for at indgå ubalancerede værnetingsaftaler til fordel for den svage part i henholdsvis en forsikringsaftale, forbrugeraftale eller arbejdsaftale. Den ubalancerede karakter af en sådan værnetingsaftale betyder således ikke, at den af denne grund er ulovlig, hvis parterne frit har indgået denne.

I den foreliggende sag, og med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, synes den pågældende værnetingsaftale hverken at være i strid med bestemmelserne i Bruxelles Ia-forordningens artikel 15, 19 eller 23 eller at fravige en enekompetence i henhold til dens artikel 25, således at den ikke er i strid med denne forordnings artikel 25, uanset dens ubalancerede karakter.

Under alle omstændigheder fremgår det af Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1, andet punktum, at kompetencen for den ret, som er udpeget ved en værnetingsaftale, er en enekompetence, medmindre parterne har aftalt andet. Den omstændighed, at kun Agora i henhold til den pågældende værnetingsaftale er forpligtet til at overholde denne enekompetence, som er tillagt retten i Brescia, synes følgelig ikke i sig selv at være i strid med denne artikel 25.

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel Bruxelles Ia-forordningens artikel 25, stk. 1 og 4, skal fortolkes således, at en værnetingsaftale, i medfør af hvilken den ene af parterne heri kun kan anlægge sag ved den ene ret, som udpeges heri, hvorimod aftalen giver den anden part ret til, ud over ved denne ret, at anlægge sag ved enhver anden kompetent ret, er gyldig i det omfang, aftalen for det første udpeger retterne i én eller flere stater, der enten er EU-medlemsstater eller er parter i Lugano II-konventionen, for det andet tilstrækkeligt præcist angiver de objektive forhold for at sætte den ret, som sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den har kompetence til at påkende sagen, og for det tredje ikke er i strid med bestemmelserne i denne forordnings artikel 15, 19 eller 23 og ikke fraviger en enekompetence i henhold til forordningens artikel 24.

Det tredje spørgsmål

68	Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje spørgsmål.

Sagsomkostninger

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 25, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

i forbindelse med bedømmelsen af gyldigheden af en værnetingsaftale skal indsigelser om den angivelige unøjagtige og ubalancerede karakter af denne værnetingsaftale ikke behandles i forhold til kriterierne vedrørende grundene til, at denne værnetingsaftale er »materielt ugyldig«, således som defineret i medlemsstaternes lovgivning i overensstemmelse med denne bestemmelse, men på grundlag af de selvstændige kriterier, der kan udledes af denne artikel.

Artikel 25, stk. 1 og 4, i forordning nr. 1215/2012

skal fortolkes således, at

en værnetingsaftale, i medfør af hvilken den ene af parterne heri kun kan anlægge sag ved den ene ret, som udpeges heri, hvorimod aftalen giver den anden part ret til, ud over ved denne ret, at anlægge sag ved enhver anden kompetent ret, er gyldig i det omfang, aftalen for det første udpeger retterne i én eller flere stater, der enten er medlemsstater i Den Europæiske Union eller er parter i konventionen om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, der blev undertegnet den 30. oktober 2007, og hvis indgåelse blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2009/430/EF af 27. november 2008, for det andet tilstrækkeligt præcist angiver de objektive forhold for at sætte den ret, som sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den har kompetence til at påkende sagen, og for det tredje ikke er i strid med bestemmelserne i denne forordnings artikel 15, 19 eller 23 og ikke fraviger en enekompetence i henhold til forordningens artikel 24.

Underskrifter

( *1 ) – Processprog: fransk.