–

Bundesrepublik Deutschland ved Rechtsanwalt C. Strasser,

–

Mutua Madrileña Automovilista ved Rechtsanwalt O. Riedmeyer,

–

den spanske regering ved A. Gavela Llopis og J. Ruiz Sánchez, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Noë og S. Van den Bogaert, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1), sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland) og Mutua Madrileña Automovilista, et spansk forsikringsselskab, vedrørende et krav om erstatning fremsat af denne medlemsstat for den løn, som den har udbetalt til en tjenestemand, da vedkommende var uarbejdsdygtig som følge af en ulykke, der involverede et køretøj, der var forsikret hos dette selskab.

3

Følgende fremgår af 15., 16., 18. og 34. betragtning til forordning nr. 1215/2012:

[...]

[...]

4

Forordningens artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).«

5

Kapitel II i forordning nr. 1215/2012, som omhandler »[k]ompetence«, indeholder en afdeling 1, som har overskriften »Almindelige bestemmelser«, og hvori findes forordningens artikel 4-6.

6

Forordningens artikel 4, stk. 1, fastsætter:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

7

Samme forordnings artikel 5, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«

8

Afdeling 3 under kapitel II i forordning nr. 1215/2012, der har overskriften »Kompetence i forsikringssager«, indeholder forordningens artikel 10-16.

9

Forordningens artikel 10 er affattet således:

»I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5).«

10

Forordningens artikel 11, stk. 1, bestemmer:

»En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

[...]«

11

Samme forordnings artikel 13, stk. 2, fastsætter:

»Artikel 10, 11 og 12 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.«

12

Artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

»Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:

13

Den 8. marts 2020 kom en statstjenestemand, der var ansat ved Deutsche Patent- und Markenamt (den tyske patent- og varemærkemyndighed) på myndighedens kontor i München (Tyskland) og bosiddende i denne by, til skade ved en trafikulykke i Spanien. Et køretøj, der var involveret i ulykken, var ansvarsforsikret hos det spanske selskab Mutua Madrileña Automovilista.

14

I den periode, hvor denne tjenestemand var uarbejdsdygtig på grund af sine skader, fortsatte hendes arbejdsgiver, Forbundsrepublikken Tyskland, med at udbetale hendes løn. Ved skrivelse af 25. januar 2021 fremsatte denne arbejdsgiver krav om tilbagebetaling af det således udbetalte beløb over for den skadebehandlingsrepræsentant, der af Mutua Madrileña Automovilista var udpeget i Tyskland, og som afslog at betale denne erstatning, idet det anførtes, at den pågældende tjenestemand havde forvoldt ulykken.

15

Forbundsrepublikken Tyskland anlagde i sin egenskab af arbejdsgiver et civilt søgsmål ved Amtsgericht München (byretten i München, Tyskland) med påstand om, at Mutua Madrileña Automovilista tilpligtedes at betale Forbundsrepublikken Tyskland en erstatning for det tab, der fulgte af udbetalingen af den garanterede løn til den pågældende tjenestemand. Da dette selskab havde hjemsted i Spanien, gjorde det gældende, at den ret, ved hvilken sagen var anlagt, ikke havde international kompetence. Selskabet bestred endvidere, at der var grundlag for søgsmålet.

16

Ved dom af 16. februar 2022 erklærede nævnte ret, at den ikke havde international kompetence med den begrundelse, at Forbundsrepublikken Tyskland ikke kunne gøre brug af de specielle kompetenceregler i forsikringssager, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012. Efter en vurdering af beskyttelsesbehovene for kategorier af retssubjekter fandt nævnte ret således, at en arbejdsgiver, som har egenskab af stat, navnlig hvis denne i øvrigt påtager sig rollen som socialsikringsinstitution, ikke kan gøre brug af disse regler, der som undtagelser skal fortolkes indskrænkende.

17

Forbundsrepublikken Tyskland har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I, Tyskland), som er den forelæggende ret, og som har rejst tvivl om, hvorvidt det er med rette, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt i første instans, har erklæret ikke at have kompetence, henset til disse bestemmelser i forordning nr. 1215/2012.

18

Forbundsrepublikken Tyskland har i denne henseende gjort gældende, at den lovbestemte subrogation som følge af den fortsatte udbetaling af den løn, der udbetales til den tilskadekomne tjenestemand, for hvem denne medlemsstat var arbejdsgiver under vedkommendes uarbejdsdygtighed, har erhvervet de krav om erstatning, som denne tjenestemand ville have mod forsikringsgiveren for det køretøj, der var involveret i den ulykke, hvorved hun kom til skade. I denne egenskab kan Forbundsrepublikken Tyskland, i lighed med den pågældende ansatte, påberåbe sig, at retterne i den medlemsstat, hvor skadelidte har bopæl, har kompetence. Det følger af Domstolens praksis på dette område, at det ikke er nødvendigt at foretage en vurdering fra sag til sag og at anvende et kriterium om sagsøgers svagere stilling. For at sikre forudsigeligheden af retternes kompetence skal enhver erhverver, der handler på grundlag af en sådan lovbestemt subrogation og ikke som socialsikringsinstitution eller forsikringsgiver, tværtimod have mulighed for at anlægge sag ved disse retter i sin egenskab af skadelidte.

19

Mutua Madrileña Automovilista har derimod gjort gældende, at det følger af beskyttelsesformålet i artikel 11, stk. 1, litra b), og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, at kun en sagsøger, der befinder sig i en svagere stilling i forhold til det forsikringsselskab, der sagsøges, kan omfattes af disse bestemmelser for at undgå den principielle kompetence for retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl. Domstolen har således allerede afvist at lade såvel en socialsikringsinstitution som erhvervsdrivende i forsikringsbranchen være omfattet. Det samme må gælde, når sagsøger er en stat, især når denne sidstnævnte leverer ydelser, der efter deres art svarer til socialforsikringsydelser, hvilket er tilfældet for Forbundsrepublikken Tyskland.

20

Ifølge den forelæggende ret har parterne i hovedsagen ikke bestridt, at Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med gældende bestemmelser i spansk ret har til hensigt at anlægge et direkte søgsmål mod Mutua Madrileña Automovilista i dennes egenskab af forsikringsgiver for det køretøj, der var involveret i den ulykke, hvorved den pågældende tjenestemand kom til skade. Det er ligeledes ubestridt, at denne medlemsstat har anlagt sag på grundlag af en lovbestemt subrogation af rettigheder, som følger af bestemmelser i tysk ret, hvorefter en arbejdsgiver, der, når en tjenestemand er kommet til skade, har udbetalt løn under vedkommendes uarbejdsdygtighed som følge af disse skader, indtræder i den ret til erstatning, som denne tjenestemand i henhold til loven har over for tredjemand.

21

Henset til de forhold, der kan udledes af Domstolens praksis og tysk retspraksis, ønsker den forelæggende ret oplyst, om en medlemsstat, der som arbejdsgiver anlægger et direkte søgsmål mod en forsikringsgiver på grundlag af en lovbestemt subrogation i det krav om erstatning, som en tjenestemand, der er kommet til skade ved en ulykke, har, kan gøre brug af de specielle kompetenceregler i forsikringssager, der er fastlagt til fordel for »skadelidte« ved bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, litra b), sammenholdt med bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, i lyset af 15. og 18. betragtning hertil. Den forelæggende ret har fremhævet, at disse specielle kompetenceregler har karakter af en undtagelse, og at en sådan sagsøger er et folkeretligt retssubjekt.

22

På denne baggrund har Landgericht München I (den regionale ret i første instans i München I) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 13, stk. 2, i [forordning nr. 1215/2012], sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), fortolkes således, at også en EU-medlemsstat i sin egenskab af arbejdsgiver, der har opretholdt aflønningen af en tjenestemand under dennes (midlertidige) uarbejdsdygtighed efter en trafikulykke og er indtrådt i de rettigheder, der tilkommer denne, over for et selskab, som er etableret i en anden medlemsstat, [hos] hvilket det køretøj, der var involveret i ulykken, er ansvarsforsikret, kan anlægge sag mod forsikringsselskabet som »skadelidt« i den [førstnævnte] bestemmelses forstand ved retten på det sted, hvor den uarbejdsdygtige tjenestemand har bopæl, såfremt der er hjemmel [til] et direkte sagsanlæg?«

23

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at en medlemsstat, der handler som arbejdsgiver, der er indtrådt i den ved en trafikulykke skadelidt tjenestemands rettigheder, hvis aflønning den har opretholdt under vedkommendes uarbejdsdygtighed, i sin egenskab af »skadelidte« som omhandlet i denne artikel 13, stk. 2, kan sagsøge det selskab, hos hvilket det køretøj, der var involveret i ulykken, er ansvarsforsikret, ved retten på det sted, hvor denne tjenestemand har bopæl, såfremt der er hjemmel til et direkte sagsanlæg.

24

Indledningsvis skal det fremhæves, at Domstolens fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 ligeledes gælder for bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012, således som det fremgår af 34. betragtning hertil, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden. I den foreliggende sag er dette tilfældet dels med Bruxelles-konventionens artikel 8, stk. 1, nr. 2), artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning nr. 44/2001 og artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, dels med Bruxelles-konventionens artikel 10, stk. 2, artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 (jf. i denne retning dom af 31.1.2018, Hofsoe, C-106/17, EU:C:2018:50, præmis 36, og af 30.6.2022, Allianz Elementar Versicherung, C-652/20, EU:C:2022:514, præmis 20-24 og 30).

25

Hvad angår det forelagte spørgsmål bemærkes for det første, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med 15. og 16. betragtning hertil, opstiller en almindelig kompetenceregel, hvorefter personer, der har bopæl på en medlemsstats område, skal sagsøges ved retterne i denne medlemsstat, undtagen i nogle få tilfælde, der er defineret i denne forordning.

26

Artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter således, at som en fravigelse af denne almindelige bestemmelse kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 i denne forordnings kapitel II. Navnlig indeholder afdeling 3 i dette kapitel II de specielle kompetenceregler i forsikringssager, som findes i forordningens artikel 10-16, og som udgør en selvstændig ordning for fordeling af retternes kompetence i disse sager (jf. i denne retning dom af 30.6.2022, Allianz Elementar Versicherung, C-652/20, EU:C:2022:514, præmis 44 og 45 og den deri nævnte retspraksis).

27

Det fremgår af 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012, at en forsikringssag er kendetegnet ved en vis uligevægt mellem parterne, som bestemmelserne i afdeling 3 i forordningens kapitel II tilsigter at korrigere ved at lade den svage part nyde godt af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler. Disse bestemmelser har således til formål at sikre, at denne svage part kan sagsøge den stærke part ved en ret i en medlemsstat, der er let tilgængelig (jf. i denne retning dom af 27.4.2023, A1 og A2 (Forsikring af et lystfartøj), C-352/21, EU:C:2023:344, præmis 48 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

28

Navnlig fastsætter artikel 11, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012, at en forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges ved retterne i denne stat. I forordningens artikel 11, stk. 1, litra b), tilføjes det, at en sådan forsikringsgiver ligeledes kan sagsøges i en anden medlemsstat, nærmere bestemt ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl, i de tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren. I medfør af forordningens artikel 13, stk. 2, finder bestemmelserne i artikel 11 heri anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel til et sådant direkte sagsanlæg.

29

For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at de kompetenceregler, der fraviger den almindelige regel om, at sagen kan anlægges ved retten på sted, hvor sagsøgte har bopæl, skal fortolkes indskrænkende, hvilket udelukker en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, som udtrykkeligt er fastsat ved forordning nr. 1215/2012, navnlig hvad angår kompetencen for retten på det sted, hvor sagsøgeren har sin bopæl, således som fastsat i artikel 11, stk. 1, litra b), heri (jf. i denne retning dom af 30.6.2022, Allianz Elementar Versicherung, C-652/20, EU:C:2022:514, præmis 46 og 47 og den deri nævnte retspraksis).

30

Domstolen har ligeledes fastslået, at det beskyttelsesformål, der forfølges med de specielle kompetenceregler i afdeling 3 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012, ligesom tidligere de i afdeling 3 i kapitel II i forordning nr. 44/2001, indebærer, at anvendelsen af disse regler ikke udvides til at omfatte personer, som ikke har behov for beskyttelsen (jf. i denne retning dom af 17.9.2009, Vorarlberger Gebietskrankenkasse, C-347/08, EU:C:2009:561, præmis 40 og 41, og af 21.10.2021, T.B. og D. (Kompetence i forsikringssager), C-393/20, EU:C:2021:871, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

31

Domstolen har endvidere fastslået, at såvel artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra b), heri, som artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, litra b), heri, skal fortolkes således, at de specielle kompetenceregler i forsikringssager omfatter personer, der har lidt en skade, uden at kredsen af personer, som har lidt skade, indskrænkes til dem, der direkte har lidt skade (jf. i denne retning for så vidt angår den første af disse forordninger dom af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 33, og for så vidt angår den sidstnævnte forordning dom af 31.1.2018, Hofsoe, C-106/17, EU:C:2018:50, præmis 37).

32

Visse kategorier af personer, der er indtrådt i den direkte skadelidtes rettigheder, kan således ligeledes gøre brug af de kompetenceregler, der er fastsat i bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, sammenholdt med bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, med henblik på at sagsøge en forsikringsgiver ved en anden ret end den, hvor forsikringsgiveren har bopæl, når de personer, der er indtrådt, kan kvalificeres som »skadelidte« som omhandlet i denne artikel 13, stk. 2.

33

Domstolen har imidlertid præciseret, at der ikke skal foretages en vurdering fra sag til sag af spørgsmålet om, hvorvidt den person, der har anlagt sagen mod den pågældende forsikringsgiver, kan anses for en »svag part« med henblik på at kunne omfattes af begrebet »skadelidte« som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012. Som Domstolen allerede har fremhævet, ville en sådan vurdering således skabe en risiko for retlig usikkerhed og være i modstrid med formålet med forordning nr. 1215/2012, der er angivet i 15. betragtning hertil, ifølge hvilken kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 34, og af 21.10.2021, T.B. og D. (Kompetence i forsikringssager), C-393/20, EU:C:2021:871, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

34

Inden for den således definerede sammenhæng, og idet den har fastslået, at en særlig beskyttelse i forholdet mellem professionelle aktører inden for forsikringsbranchen generelt set ikke er begrundet, idet ingen af parterne kan anses for at befinde sig i en svagere situation end modparten, har Domstolen udelukket anvendelsen af artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, litra b), heri, i de tilfælde, hvor den, der er indtrådt i den direkte skadelidte persons krav, er en sådan professionel aktør (jf. i denne retning dom af 31.1.2018, Hofsoe, C-106/17, EU:C:2018:50, præmis 41-43 og 47 og den deri nævnte retspraksis, og af 20.5.2021, CNP, C-913/19, EU:C:2021:399, præmis 40-43).

35

Tilsvarende har Domstolen udelukket anvendelsen af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med artikel 9, stk. 1, litra b), heri, som svarer til de nævnte bestemmelser i forordning nr. 1215/2012, i de tilfælde, hvor den, der er indtrådt i den direkte skadelidte persons krav, er en socialsikringsinstitution, der handler med henblik på tilbagebetaling af ydelser, der er ydet til den heri sikrede person, som er skadelidte i en trafikulykke (jf. i denne retning dom af 17.9.2009, Vorarlberger Gebietskrankenkasse, C-347/08, EU:C:2009:561, præmis 33, 42, 43 og 47).

36

Derimod har Domstolen med hensyn til disse bestemmelser i forordning nr. 44/2001 fastslået, at den arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder ved at have betalt dennes løn i en uarbejdsdygtighedsperiode, og som i denne ene egenskab anlægger et søgsmål på grundlag af den af medarbejderen lidte skade, kan anses for svagere end den forsikringsgiver, som vedkommende sagsøger (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 36).

37

Domstolen fastslog således, at i medfør af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 44/2001 kan de arbejdsgivere, der er indtrådt i deres medarbejderes erstatningsrettigheder – i egenskab af personer, som har lidt skade, og uanset deres størrelse og deres retlige form – påberåbe sig de særlige kompetenceregler, der er fastsat i denne forordnings artikel 8-10 (dom af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 35).

38

I den foreliggende sag ønsker den forelæggende ret oplyst, om det af denne retspraksis følger, at en medlemsstat, der handler som arbejdsgiver, som er indtrådt i en direkte skadelidt tjenestemands erstatningskrav, for så vidt som denne er kommet til skade ved en ulykke, der involverer et forsikret køretøj, selv skal anses for at være »skadelidte« som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 som følge af den omstændighed, at den har opretholdt aflønningen af denne tjenestemand under vedkommendes uarbejdsdygtighed, således at en sådan stat i egenskab af arbejdsgiver har mulighed for at sagsøge den pågældende forsikringsgiver ved retten på det sted, hvor sagsøgeren har bopæl, i henhold til denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), såfremt der er hjemmel til et sådant direkte sagsanlæg.

39

Som generaladvokaten har anført i punkt 50-55 i forslaget til afgørelse, svarer den situation, som Domstolen undersøgte i den sag, der gav anledning til dom af 20. juli 2017, MMA IARD (C-340/16, EU:C:2017:576), til den, der foreligger i hovedsagen. Den nævnte dom blev således afsagt i sammenhæng med et søgsmål anlagt af en offentligretlig enhed, der handlede som arbejdsgiver ligesom den sagsøgende medlemsstat i den foreliggende tvist i hovedsagen. Desuden var denne enhed indtrådt i en af sine ansattes erstatningskrav under faktiske omstændigheder svarende til dem, der ligger til grund for denne tvist, for så vidt som der ligeledes var tale om et søgsmål om erstatning for den løn, der fortsat var blevet udbetalt til en ansat, her en tjenestemand, som var kommet til skade i en trafikulykke. De betragtninger, som Domstolen lagde til grund i den nævnte dom, kan derfor overføres på den foreliggende sag.

40

Denne analogi gælder så meget desto mere, som en medlemsstat, der handler med henblik på erstatning, ikke som folkeretligt retssubjekt, men alene i sin egenskab af arbejdsgiver, der er indtrådt i en ansats rettigheder, uanset om vedkommende er tjenestemand eller ej, er underlagt de samme materielle og processuelle regler som et privatretligt retssubjekt.

41

Henset til det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 1215/2012, således som det er defineret i artikel 1, stk. 1, heri, skal tvisten endvidere – for at en medlemsstat kan gøre brug af de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning – pr. definition angå »det civil- og handelsretlige område« i denne bestemmelses forstand, hvilket navnlig udelukker udøvelsen af offentligretlige beføjelser og dermed udøvelsen af beføjelser, som er særligt vidtgående i forhold til de almindelige retsregler (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Mahá, C-494/23, EU:C:2024:848, præmis 30-32).

42

Følgelig skal artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med artikel 11, stk. 1, litra b), heri, fortolkes således, at en arbejdsgiver, der har opretholdt aflønningen af sin medarbejder under dennes fravær efter en trafikulykke, og som er indtrådt i denne medarbejders rettigheder mod den forsikringsgiver, hos hvem der er tegnet ansvarsforsikring for det i denne ulykke involverede køretøj, skal anses for at være »skadelidte« som omhandlet i denne artikel 13, stk. 2, også i de tilfælde, hvor sagsøger som i den foreliggende sag er en medlemsstat, der handler i egenskab af arbejdsgiver.

43

I denne sammenhæng er den af sagsøgte i hovedsagen påberåbte omstændighed, at en sådan medlemsstat i øvrigt udøver en socialsikringsinstitutions funktioner, uden betydning, eftersom den fortolkning, som den forelæggende ret har anmodet om, udtrykkeligt kun vedrører det tilfælde, hvor den pågældende medlemsstat kun anlægger sag om erstatning i sin egenskab af arbejdsgiver, der er indtrådt i den ansattes ret til erstatning, og ikke i sin egenskab af socialsikringsinstitution.

44

For det tredje bemærkes, at henset til ordlyden af det forelagte spørgsmål, synes den forelæggende ret at være af den opfattelse, at i henhold til bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, sammenholdt med bestemmelserne i artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012, er det i det tilfælde, hvor en sagsøger, der har anlagt sag mod et forsikringsselskab, er en medlemsstat, som handler i egenskab af arbejdsgiver, og som er indtrådt i den direkte skadelidte ansattes rettigheder, retten på det sted, hvor denne ansatte har bopæl, som har stedlig kompetence.

45

Denne opfattelse kan ikke tiltrædes. Det skal for det første bemærkes, at ved at udpege »retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl«, udpeger artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012 direkte en bestemt ret i en medlemsstat uden henvisning til de regler for fordeling af den stedlige kompetence, der er gældende i denne medlemsstat, således at når denne bestemmelse finder anvendelse, da fastlægger den både den internationale kompetence og den stedlige kompetence for den således udpegede ret (jf. i denne retning dom af 30.6.2022, Allianz Elementar Versicherung, C-652/20, EU:C:2022:514, præmis 38 og 57).

46

For det andet fremgår det af Domstolens praksis, at en arbejdsgiver, der er indtrådt i sin medarbejders rettigheder, på grund af det forhold, at den har udbetalt sidstnævntes løn, selv har lidt en skade og derfor selv er »skadelidte« som omhandlet i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, således at en sådan arbejdsgiver kan nyde godt af den mulighed, der er fastsat i denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), for at anlægge sag mod forsikringsgiver ved retten på det sted, hvor den pågældende arbejdsgiver har sin bopæl (jf. i denne retning dom af 13.12.2007, FBTO Schadeverzekeringen, C-463/06, EU:C:2007:792, præmis 31, og af 20.7.2017, MMA IARD, C-340/16, EU:C:2017:576, præmis 35-37 og 39).

47

Eftersom denne arbejdsgiver, der er indtrådt i rettighederne, er den eneste, der kan gøre de krav om erstatning, der følger af subrogationen, gældende, er det i øvrigt ikke nødvendigt at stille krav om, at denne skal anlægge sag ved retten på det sted, hvor den ansatte har bopæl, for at imødegå risikoen for en mangedobling af værneting. I overensstemmelse med konstateringen i denne doms præmis 42 gælder disse betragtninger ligeledes i et tilfælde som det foreliggende, hvor den arbejdsgiver, der er indtrådt i rettighederne, er en medlemsstat.

48

Hvad for det tredje specifikt angår fastlæggelsen af det sted, hvor en sådan arbejdsgiver, der er indtrådt i rettighederne, har bopæl, når denne er en medlemsstat, bemærkes, at det følger af artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, at juridiske personer ved anvendelsen af denne forordning har bopæl det sted, hvor de har deres vedtægtsmæssige hjemsted, deres hovedkontor eller deres hovedvirksomhed. I en sådan situation skal det sted, hvor en sådan medlemsstat, som er arbejdsgiver, har bopæl, defineres som det sted, hvor den administrative enhed, som beskæftiger den pågældende tjenestemand, og som i praksis har lidt den skade, der er forbundet med sidstnævntes fravær under dennes uarbejdsdygtighed, har sit hjemsted. Denne fortolkning er, for så vidt som den sikrer en nær tilknytning mellem den ret, der har kompetence, og tvisten, i overensstemmelse med formålene om kompetencereglernes forudsigelighed, hensynet til god retspleje og retssikkerhed, som fremgår af 15. og 16. betragtning til nævnte forordning.

49

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b), skal fortolkes således, at en medlemsstat, der handler som arbejdsgiver, der er indtrådt i den ved en trafikulykke skadelidt tjenestemands rettigheder, hvis aflønning den har opretholdt under vedkommendes uarbejdsdygtighed, i sin egenskab af »skadelidte« som omhandlet i denne artikel 13, stk. 2, kan sagsøge det selskab, hos hvilket det køretøj, der var involveret i ulykken, er ansvarsforsikret, ved retten ikke på det sted, hvor denne tjenestemand har bopæl, men på det sted, hvor den administrative enhed, som beskæftiger den pågældende tjenestemand, har sit hjemsted, såfremt der er hjemmel til et direkte sagsanlæg.

50

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med denne forordnings artikel 11, stk. 1, litra b),

skal fortolkes således, at

en medlemsstat, der handler som arbejdsgiver, der er indtrådt i den ved en trafikulykke skadelidt tjenestemands rettigheder, hvis aflønning den har opretholdt under vedkommendes uarbejdsdygtighed, i sin egenskab af »skadelidte« som omhandlet i denne artikel 13, stk. 2, kan sagsøge det selskab, hos hvilket det køretøj, der var involveret i ulykken, er ansvarsforsikret, ved retten ikke på det sted, hvor denne tjenestemand har bopæl, men på det sted, hvor den administrative enhed, som beskæftiger den pågældende tjenestemand, har sit hjemsted, såfremt der er hjemmel til et direkte sagsanlæg.