1

Med appellen har eins energie in sachsen GmbH & Co. KG nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 17. maj 2023, eins energie in sachsen mod Kommissionen (T-318/20, herefter den appellerede dom, EU:T:2023:262), hvorved Retten afviste appellantens søgsmål anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse C(2019) 1711 final af 26. februar 2019 om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (sag M.8871 – RWE/E.ON Assets) (EUT 2020, C 111, s. 1, herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Tvistens baggrund er anført i den appellerede doms præmis 2-11 og kan sammenfattes som følger.

3

RWE AG er et tysk selskab, som på tidspunktet for anmeldelsen af den påtænkte fusion deltog i hele energiforsyningskæden, herunder på områderne for produktion, engroslevering, transmission, distribution, detailhandel med energi og energitjenester til forbrugerne. RWE og dets datterselskaber, herunder innogy SE, er aktive i flere medlemsstater.

4

E.ON SE er et tysk selskab, som på samme tidspunkt drev virksomhed i hele elforsyningskæden, uanset om der var tale om produktion, engrossalg, distribution eller detailhandel med elektricitet. E.ON ejer og driver virksomhed med elproduktion i flere medlemsstater.

5

Appellanten er et kommunalt tysk selskab, der producerer elektricitet både fra konventionelle energikilder takket være sit kraftvarmeværk og i et kulkraftværk samt fra vedvarende energikilder gennem sine solcelleparker. Appellantens produktionsaktiver er beliggende i Tyskland.

6

Den i det foreliggende tilfælde omhandlede fusion indgår i en kompleks udveksling af aktiver mellem RWE og E.ON, som blev annonceret af de to berørte virksomheder den 11. og 12. marts 2018 (herefter »den samlede fusion«). Ved den første fusion, nemlig den fusion, der er omhandlet i den foreliggende sag, ønsker RWE således at erhverve enekontrol eller fælles kontrol over visse produktionsaktiver tilhørende E.ON. Den anden fusion består af E.ON’s erhvervelse af enekontrollen med distributions- og detailhandelsaktiver samt visse af innogys produktionsaktiver, hvilket selskab er kontrolleret af RWE. For så vidt angår den tredje fusion er det fastsat, at RWE erhverver 16,67% af aktierne i E.ON.

7

Den anden fusion (herefter »M.8870-fusionen«) blev anmeldt til Europa-Kommissionen den 31. januar 2019. Kommissionen vedtog afgørelse C(2019) 6530 final af 17. september 2019 om en fusions forenelighed med det indre marked og EØS-aftalen (sag M.8870 – E.ON/Innogy) (EUT 2020, C 379, s. 16).

8

Den tredje fusion blev anmeldt til Bundeskartellamt (forbundskonkurrencemyndighed, Tyskland), som godkendte denne ved afgørelse af 26. februar 2019 (sag B8-28/19).

9

Den 22. januar 2019 modtog Kommissionen en anmeldelse af en påtænkt fusion i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1), hvorved RWE ønskede at erhverve enekontrol eller fælles kontrol over visse af E.ON’s produktionsaktiver som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra b).

10

Den 31. januar 2019 offentliggjorde Kommissionen den forudgående anmeldelse af denne fusion i Den Europæiske Unions Tidende (sag M.8871 – RWE/E.ON Assets) (EUT 2019, C 38, s. 22, herefter »M.8871-fusionen«) i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 139/2004.

11

I forbindelse med sin undersøgelse af M.8871-fusionen gennemførte Kommissionen en markedsundersøgelse og fremsendte derfor et spørgeskema til visse virksomheder, idet appellanten imidlertid ikke deltog i denne undersøgelse.

12

Den 26. februar 2019 vedtog Kommissionen den omtvistede afgørelse, hvorved M.8871-fusionen blev erklæret forenelig med det indre marked under den undersøgelsesfase, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning nr. 139/2004 og i artikel 57 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) af 2. maj 1992 (EUT 1994, L 1, s. 3).

13

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. maj 2020 anlagde appellanten sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

14

Appellanten fremsatte seks anbringender, hvoraf det første vedrørte en urigtig opdeling af analysen af den samlede fusion, det andet vedrørte en tilsidesættelse af begrundelsespligten, det tredje vedrørte en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, det fjerde vedrørte en tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, det femte vedrørte åbenbart urigtige skøn, og det sjette anbringende vedrørte en tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu.

15

Ved den appellerede dom afviste Retten søgsmålet, med den begrundelse at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF og dermed ikke havde søgsmålskompetence.

16

I denne henseende anførte Retten følgende i den appellerede doms præmis 24-31:

17

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. juli 2023 har appellanten iværksat denne appel.

18

Samme dag har appellanten, som i 2021 desuden havde anlagt søgsmål med påstand om annullation af afgørelse C(2019) 6530 final (sag T-59/21), der fortsat verserede for Retten den 21. juli 2023, anmodet om udsættelse af behandlingen af denne appel indtil afsigelsen af Rettens dom i nævnte annullationssøgsmål.

19

Ved afgørelse af 19. september 2023 har Domstolens præsident, efter at have hørt parterne om denne anmodning om udsættelse og om den eventuelle forening af ni appeller – herunder nærværende appel – i sagerne C-464/23 P, C-465/23 P, C-466/23 P, C-467/23 P, C-468/23 P, C-469/23 P, C-470/23 P, C-484/23 P og C-485/23 P, der er iværksat til prøvelse af Rettens domme i sagerne T-312/20, T-313/20, T-314/20, T-315/20, T-317/20, T-318/20, T-319/20, T-320/20 og T-321/20, forkastet anmodningen om udsættelse og alene anordnet forening af appellerne i sagerne C-464/23 P, C-465/23 P, C-467/23 P, C-468/23 P og C-470/23 P vedrørende Rettens domme om realiteten uden de fire øvrige appeller, herunder nærværende sag, som er iværksat til prøvelse af Rettens domme om afvisning af søgsmålene.

20

Appellanten har nedlagt følgende påstande:

21

Kommissionen har, støttet af de øvrige parter, nedlagt følgende påstande:

22

Til støtte for appellen har appellanten fremsat seks anbringender om tilsidesættelse af begrundelsespligten, urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder og tilsidesættelse af appellantens processuelle rettigheder (det første anbringende), urigtig anvendelse af artikel 263, stk. 4, TEUF (det andet anbringende), fejlagtigt manglende anvendelse af artikel 101 TEUF (det tredje anbringende), urigtig anvendelse af artikel 3 i forordning nr. 139/2004 (det fjerde anbringende), urigtig anvendelse af denne forordnings artikel 2 (det femte anbringende) og tilsidesættelse af principperne om fordelingen af bevisbyrden (det sjette anbringende).

23

Det andet anbringende behandles først, hvorefter det første anbringende undersøges.

24

Med det andet anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at det i tilfælde af en afgørelse, hvorved en fusion erklæres forenelig med det indre marked, ikke er nødvendigt, at en tredje virksomhed, for at denne virksomhed kan anses for individuelt berørt af denne afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, formelt har deltaget i den administrative procedure. Det er ud fra et processuelt synspunkt tilstrækkeligt, at denne person er blevet indrømmet rettigheder til deltagelse, underretning og høring, såfremt der er en potentiel skade på dennes materielle interesser.

25

I den appellerede doms præmis 27-31 støttede Retten sig alene på appellantens manglende formelle deltagelse i proceduren vedrørende M.8871-fusionen. Selv om deltagelsen i en procedure kan anvendes som et indicium for at afgøre, om en person er individuelt berørt af en retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, kan denne deltagelse ikke udgøre et ufravigeligt krav i tilfælde af en kompleks fusion, der er foretaget i flere dele, såsom den samlede fusion. Det afgørende er, at appellanten ved en undersøgelse udarbejdet af en virksomhed, der yder økonomisk rådgivning, om Residual Supply Index (restforsyningsindeks), som appellanten har medfinansieret, påvirkede indholdet af den omtvistede afgørelse, hvilket ses af denne afgørelses tekst. Kommissionen foretog desuden en kunstig adskillelse af proceduren vedrørende M.8871-fusionen fra proceduren vedrørende M.8870-fusionen.

26

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

27

Det skal indledningsvis bemærkes, at det følger af artikel 263, stk. 4, TEUF, at en fysisk eller juridisk person kun kan anlægge sag til prøvelse af en afgørelse, som er rettet til en anden person, såfremt afgørelsen berører vedkommende umiddelbart og individuelt.

28

Det fremgår i denne henseende af Domstolens faste praksis, at andre personer end en afgørelses adressater kun kan hævde, at de berøres individuelt, såfremt afgørelsen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan afgørelse (dom af 14.9.2023, Land Rheinland-Pfalz mod Deutsche Lufthansa, C-466/21 P, EU:C:2023:666, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

29

Når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at en fusion er forenelig med det indre marked, og når det drejer sig om en tredje virksomhed, er det på grundlag af en række samstemmende indicier eller faktiske omstændigheder, der kan vedrøre både denne virksomheds deltagelse i den administrative procedure og påvirkningen af dens stilling på markedet, at det skal afgøres, om den er individuelt berørt. Selv om den blotte deltagelse i proceduren ganske vist ikke i sig selv kan godtgøre, at en sagsøger er individuelt berørt af afgørelsen, især ikke når der er tale om fusioner, hvor en omhyggelig undersøgelse kræver regelmæssig kontakt med mange virksomheder, forholder det sig ikke desto mindre således, at den aktive deltagelse i den administrative procedure er et forhold, der jævnligt tages hensyn til i retspraksis på konkurrenceområdet, herunder også i forbindelse med fusionskontrollen, med henblik på i forening med andre specifikke omstændigheder at godtgøre, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Desuden skal den aktuelle eller fremtidige stilling på markedet for en virksomhed, som er tredjemand i forhold til en fusion på et marked, der kan påvirkes af denne fusion, påvirkes væsentligt, for at denne virksomhed kan anses for individuelt berørt af afgørelsen, hvorved nævnte fusion erklæres forenelig med det indre marked (jf. i denne retning dom af 31.3.1998, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, C-68/94 og C-30/95, EU:C:1998:148, præmis 54-56 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det følger heraf, at Retten ikke begik en retlig fejl ved vurderingerne i den appellerede doms præmis 24 og 25, hvori gengives det materielle indhold af denne retspraksis, hvoraf fremgår, at selve deltagelsen i den administrative procedure ikke er tilstrækkelig til, at en tredje virksomhed kan anses for individuelt berørt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

31

Herefter fastslog Retten i den appellerede doms præmis 29, at appellanten ikke havde deltaget i proceduren vedrørende M.8871-fusionen, og tilføjede i nævnte doms præmis 30, at denne virksomhed i retsmødet ikke havde fremført noget argument med henblik på at godtgøre, at den havde henvendt sig til Kommissionen for at deltage i denne procedure. Appellanten har ikke anfægtet Rettens konstateringer.

32

Hvad angår appellantens argument om, at det ikke er spørgsmålet om dette selskabs formelle deltagelse i proceduren vedrørende M.8871-fusionen, der er afgørende, men selskabets konkrete påvirkning gennem den undersøgelse, der er nævnt i nærværende doms præmis 25, af den omtvistede afgørelses indhold, skal det bemærkes, at Kommissionen i 59.-65. betragtning til denne afgørelse ganske vist undersøgte flere undersøgelser om restforsyningsindekset, som den var blevet forelagt af såvel fusionsparterne som tredjemand. Den blotte omstændighed, at appellanten har medfinansieret en af disse undersøgelser, er imidlertid ikke tilstrækkelig til at finde, at dette selskab deltog aktivt i den administrative procedure som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 29.

33

Med hensyn til argumentet om, at proceduren vedrørende M.8871-fusionen kunstigt blev adskilt fra proceduren vedrørende M.8870-fusionen, skal det i øvrigt bemærkes, at appellanten i denne henseende ikke har fremlagt nogen oplysning, der kan godtgøre, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af de betingelser for antagelse til realitetsbehandling, der er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF. Med dette argument har appellanten nemlig i virkeligheden tilsigtet ikke at anfægte specifikke præmisser i den appellerede dom, men Kommissionens materielle afgørelse om godkendelse af hver af de to fusioner individuelt set. Nævnte argument skal dermed afvises.

34

På denne baggrund skal det andet anbringendes første led forkastes.

35

Med det andet anbringendes andet led har appellanten for det første gjort gældende, at Retten tilsidesatte det forhold, at betingelsen om, at en person skal være individuelt berørt af den retsakt, hvorom vedkommende har nedlagt påstand om annullation, kan godtgøres af »specifikke omstændigheder«. Retten undlod navnlig at undersøge de i selskabets stævning anførte oplysninger, herunder de særlige kendetegn ved markedet, den betydelige størrelse af de investeringer, som dette selskab har tilladt, dets position som RWE’s direkte konkurrent eller fusionens indvirkning på selskabets konkurrencemæssige stilling.

36

For det andet har appellanten gjort gældende, at når der er flere sagsøgere, kan et søgsmål antages til realitetsbehandling i sin helhed, når blot en af sagsøgerne er individuelt berørt, og tilføjet, at det forholder sig på samme måde, når flere sagsøgere har anlagt separate søgsmål. Ifølge appellanten begik Retten også en fejl i forhold til artikel 263, stk. 4, TEUF ved ikke at forene dette selskabs søgsmål med de andre, parallelle søgsmål, hvorom det blev fastslået, at de kunne antages til realitetsbehandling.

37

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, bestridt appellantens argumenter.

38

Med hensyn til appellantens første argument skal det bemærkes, at dette selskab herved i det væsentlige har foreholdt Retten, at den ikke undersøgte de oplysninger, som selskabet havde anført i stævningen for at godtgøre, at der i det foreliggende tilfælde forelå specifikke omstændigheder, der gjorde det muligt at påvise, at nævnte selskab var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse.

39

Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis, dels at formålet med Domstolens efterprøvelse under en appelsag bl.a. er at undersøge, om Retten i tilstrækkelig grad har taget stilling til alle de argumenter, som appellanten har fremført, og dels at anbringendet om Rettens manglende stillingtagen til argumenter fremført i første instans i det væsentlige svarer til påberåbelse af en tilsidesættelse af begrundelsespligten (dom af 14.9.2023, Land Rheinland-Pfalz mod Deutsche Lufthansa, C-466/21 P, EU:C:2023:666, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis).

40

Det første argument vedrører således Rettens begrundelsespligt, som er genstand for det første anbringende, og vil derfor blive undersøgt i forbindelse med dette anbringende.

41

Hvad angår det andet argument om, at Rettens afgørelse om ikke at forene appellantens søgsmål med de øvrige søgsmål, der ligeledes var anlagt til prøvelse af den omtvistede afgørelse, men hvorom det blev fastslået, at de kunne antages til realitetsbehandling, udgjorde en fejl i forhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, hvilket hindrede den antagelse til realitetsbehandling, som opbygningen af proceduren imidlertid krævede, skal det bemærkes, at en afgørelse om forening eller adskillelse af sager udgør en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse for Retten, som ikke er omfattet af Domstolens prøvelsesret (jf. i denne retning kendelse af 14.12.1995, Hogan mod Domstolen, C-173/95 P, EU:C:1995:461, præmis 15).

42

Eftersom en kendelse om forening i øvrigt ikke påvirker de pågældende sagers indbyrdes uafhængighed og selvstændige karakter (dom af 21.6.2001, Moccia Irme m.fl. mod Kommissionen,C-280/99 P – C-282/99 P, EU:C:2001:348, præmis 66), skal et søgsmål anlagt af en sagsøger, som ikke opfylder de fornødne krav til formaliteten i artikel 263, stk. 4, TEUF, afvises, uafhængigt af om søgsmålet i medfør af artikel 68 i Rettens procesreglement eventuelt er blevet forenet med et andet søgsmål, hvorom Retten har fastslået, at det kan antages til realitetsbehandling.

43

På denne baggrund og med det i nærværende doms præmis 40 udtrykte forbehold skal det andet anbringendes andet led forkastes, og dermed forkastes det andet anbringende i det hele.

44

Med det første anbringendes første led har appellanten gjort gældende, at Retten afviste søgsmålet, fordi dette selskab ikke havde deltaget i den administrative procedure vedrørende M.8871-fusionen. Det præciseres ikke i den appellerede dom, om den af appellanten anførte materielle skade på selskabets stilling på markedet er uden betydning, eller hvorfor det måtte forholde sig således, men i nævnte doms præmis 31 omtales blot »fraværet af særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af selskabets stilling på markedet«. Det fremgår ikke af denne præmis 31, at Retten efterprøvede, om en part kan være individuelt berørt i medfør af artikel 263, stk. 4, TEUF, selv om vedkommende ikke formelt har deltaget i proceduren. Appellanten anførte sin stilling som RWE’s direkte konkurrent samt den konkrete skade, som selskabets interesser blev påført. En begrundelse, som undlader at besvare argumenter af denne art, er behæftet med en fejl.

45

Med det første anbringendes andet led har appellanten gjort gældende, at stævningen i første instans, bl.a. suppleret med dette selskabs skriftlige bemærkninger af 7. juli 2021 til RWE’s interventionsindlæg og med de mundtlige bemærkninger i retsmødet, indeholdt en fuldstændig beskrivelse af dets investeringer og omfanget heraf, selskabets aktiviteter, der konkurrerede med RWE inden for elproduktion, den måde, hvorpå dette selskab blev berørt specifikt, samt skaden på dets stilling på markedet. Med konstateringen i den appellerede doms præmis 31 antydede Retten, at dette selskab ikke havde påberåbt sig nogen særlig omstændighed, hvorved den gengav selskabets argumenter urigtigt.

46

Med det første anbringendes tredje led har appellanten gjort gældende, at den ret til effektive retsmidler og til upartiskhed under en retfærdig rettergang, der er sikret ved artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, indebærer, at Retten får kendskab til parternes bemærkninger og tager hensyn hertil, når den træffer sin afgørelse, selv om den ikke er bundet af indholdet af disse bemærkninger. Det følger ligeledes af denne ret, at Retten skal angive de relevante grunde for sin afgørelse og besvare indsigelser. Jo mere væsentligt en omstændighed eller et juridisk argument er, desto vigtigere er det, at begrundelsen besvarer parternes argumentation. Den materielle påvirkning er et centralt aspekt ved formaliteten, som Retten burde have taget stilling til som led i sin undersøgelse af egen drift.

47

Kommissionen har, støttet af E.ON og RWE, anført, at Retten i tilstrækkelig grad begrundede, hvorfor appellantens stilling på markedet ikke var påvirket, hvorved den opfyldte de af Domstolen fastsatte krav til begrundelse af domme. Retten præciserede, at den ikke havde påvist særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af denne stilling, og herved fastslog den, at intet individualiserede appellanten i forhold til andre konkurrenter.

48

Med det første anbringendes tre led samt det i nærværende doms præmis 38 nævnte argument, der er fremført inden for rammerne af det andet anbringendes andet led, som skal behandles samlet, har appellanten i virkeligheden gjort gældende, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten med hensyn til dette selskabs søgsmålskompetence.

49

Det skal bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsen for en dom klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som Retten har lagt til grund (dom af 11.6.2015, EMA mod Kommissionen,C-100/14 P, EU:C:2015:382, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis), idet den begrundelsespligt, der påhviler Retten i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, ikke pålægger den at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Selv om begrundelsen således kan være indirekte, skal denne begrundelse ikke desto mindre gøre det muligt for de berørte parter at få kendskab til begrundelsen for, at Retten ikke har godtaget deres argumenter, og at Domstolen kan råde over oplysninger, der er nødvendige for, at den kan udøve sin prøvelsesret inden for rammerne af en appel (dom af 18.6.2020, Primart mod EUIPO, C-702/18 P, EU:C:2020:489, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

50

I den foreliggende sag anførte Retten i den appellerede doms præmis 24-31 – efter at den i den nævnte doms præmis 21 havde bemærket, at i overensstemmelse med artikel 263, stk. 4, TEUF kan en fysisk eller juridisk person kun anlægge sag til prøvelse af en afgørelse, som er rettet til en anden person, såfremt afgørelsen berører vedkommende umiddelbart og individuelt – de grunde, den baserede sig på for at fastslå, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i denne bestemmelse.

51

I nævnte doms præmis 24 anførte Retten navnlig den faste retspraksis, der er omtalt i nærværende doms præmis 28.

52

I den appellerede doms præmis 25 anførte Retten, at når der er tale om en afgørelse, hvorved det fastslås, at en fusion er forenelig med det indre marked, og når det drejer sig om en tredje virksomhed, skal det fastslås dels på grundlag af dens deltagelse i den administrative procedure, dels på grundlag af påvirkningen af dens stilling på markedet, om den er individuelt berørt. I præmis 25 tilføjede Retten, at selv om den blotte deltagelse i proceduren ganske vist ikke i sig selv kan godtgøre, at en sagsøger er individuelt berørt af en afgørelse, især ikke når der er tale om fusioner, hvor en omhyggelig undersøgelse kræver regelmæssig kontakt med mange virksomheder, forholder det sig ikke desto mindre således, at den aktive deltagelse i den administrative procedure er et forhold, der jævnligt tages hensyn til i retspraksis på konkurrenceområdet, herunder også i forbindelse med fusionskontrollen, med henblik på i forening med andre specifikke omstændigheder at godtgøre, at sagen kan antages til realitetsbehandling.

53

Derefter undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 27-30 spørgsmålet om, hvorvidt appellanten kunne anses for at have deltaget i proceduren vedrørende M.8871-fusionen, og den konkluderede, at dette selskab ikke havde deltaget aktivt i denne procedure.

54

Endelig anførte Retten i nævnte doms præmis 31, at eftersom appellanten ikke havde deltaget aktivt i nævnte procedure, skulle det, også henset til fraværet af særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af selskabets stilling på markedet, fastslås, at det ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse.

55

Som appellanten har anført til støtte for appellen, havde dette selskab i såvel stævningen som i bemærkningerne til RWE’s interventionsindlæg fremført en række oplysninger om den angiveligt væsentlige påvirkning af sin stilling på markedet som følge af M.8871-fusionen, hvilke oplysninger ifølge selskabet kunne godtgøre, at det var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

56

Det skal fastslås, at Retten ved blot at konstatere, at der ikke forelå nogen særlig omstændighed vedrørende påvirkningen af appellantens stilling på markedet, ikke angav en selv kortfattet begrundelse, der gjorde det muligt dels for appellanten at forstå, om de argumenter, som dette selskab havde fremført til støtte for, at dets stilling på markedet blev påvirket væsentligt, var blevet undersøgt, og i bekræftende fald hvorfor de blev anset for uegnede til at påvise en sådan påvirkning, dels for Domstolen at råde over tilstrækkelige oplysninger til at kunne foretage sin prøvelse, som det kræves i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 49.

57

På denne baggrund tilsidesatte Retten den begrundelsespligt, der påhviler den i medfør af artikel 36 og artikel 53, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

58

Det følger heraf, at det første anbringende samt det første argument, som er nævnt i nærværende doms præmis 38, og som er fremført inden for rammerne af det andet anbringendes andet led, skal tages til følge.

59

Følgelig ophæves den appellerede dom, for så vidt som Retten i nævnte doms præmis 31 fastslog, at der ikke forelå særlige omstændigheder vedrørende påvirkningen af appellantens stilling på markedet, og i dommens præmis 32 bl.a. baseret på denne grund fastslog, at appellanten ikke var individuelt berørt af den omtvistede afgørelse, hvorfor dette selskabs søgsmål skulle afvises.

60

I overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, andet punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan Domstolen, når den ophæver den af Retten trufne afgørelse, selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse.

61

Det forholder sig således i den foreliggende sag.

62

Det skal med henblik på vurderingen af appellantens søgsmålskompetence bemærkes, som det fremgår af nærværende doms præmis 29 bemærkes, at den aktuelle eller fremtidige stilling på markedet for en virksomhed, der er tredjemand i forhold til en fusion på et marked, der kan påvirkes af denne fusion, skal påvirkes væsentligt, for at denne virksomhed kan anses for individuelt berørt af den afgørelse, hvorved nævnte fusion erklæres forenelig med det indre marked. I denne sidstnævnte henseende er den blotte omstændighed, at en retsakt såsom den omtvistede afgørelse er egnet til at øve en vis indflydelse på de på det relevante marked herskende konkurrenceforhold, og at den berørte virksomhed på en eller anden måde konkurrerede med modtageren af denne retsakt, under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig til, at den pågældende virksomhed kan betragtes som individuelt berørt af den nævnte retsakt (jf. analogt dom af 22.11.2007, Spanien mod Lenzing, C-525/04 P, EU:C:2007:698, præmis 32).

63

Det skal fastslås, at de betragtninger, som appellanten anførte i søgsmålet for Retten, for så vidt som de vedrører dette selskabs stilling på markedet, i det væsentlige består i at omtale sine aktionærer, antallet af ansatte, aktiviteter på markedet eller endda særlige kendetegn ved dette marked, uden at appellanten imidlertid godtgjorde, hvorledes disse omstændigheder og aktiviteter, uanset om det var som konkurrent eller som investor, kunne individualisere selskabet på lignende måde som adressaterne for den omtvistede afgørelse. Nævnte omstændigheder og aktiviteter kan nemlig være kendetegnende for enhver anden energiproducent og gør det ikke muligt at adskille appellanten på en særlig måde i forhold til sine øvrige konkurrenter på markedet.

64

Denne samme konstatering gælder for de øvrige argumenter, som appellanten fremførte i søgsmålet, for det første om at dette selskab skal købe elektricitet fra et net i et tidligere led for at sikre forsyningssikkerheden for sine kunder, der påføres en byrde ved den i de seneste år konstaterede forøgelse af afgifterne herved, for det andet styrkelsen af RWE’s rolle som partner til elleverandørerne samt appellantens argument, som blev fremført i bemærkningerne af 7. juli 2021 til RWE’s interventionsindlæg, og som vedrører skabelsen af en »gigant på produktionsområdet til skade for konkurrencen«.

65

Det følger heraf, at appellanten ikke har godtgjort, at dette selskabs stilling på markedet påvirkes væsentligt af den pågældende fusion. Som det fremgår af nærværende doms præmis 29, er selv en aktiv deltagelse i den administrative procedure vedrørende en fusion, der, som det er anført i denne doms præmis 31 og 32, i øvrigt ikke er påvist i det foreliggende tilfælde, ikke kan anses for tilstrækkelig til at godtgøre, at en afgørelse, hvorved denne fusion er erklæret forenelig med det indre marked, berører en virksomhed individuelt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF.

66

Appellanten har følgelig ikke godtgjort, at dette selskab er individuelt berørt af den omtvistede afgørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Eftersom de i denne bestemmelse fastsatte betingelser for at være umiddelbart og individuelt berørt er kumulative, som det fremgår af nærværende doms præmis 27, skal appellantens annullationssøgsmål afvises.

67

På denne baggrund er det ufornødent at træffe afgørelse om det tredje til det sjette appelanbringende, som indeholder materielle argumenter, der er baseret på den urigtige antagelse, at søgsmålet i første instans kunne antages til realitetsbehandling.

68

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen tages til følge, og Domstolen selv endeligt afgør sagen. Procesreglementets artikel 138, stk. 3, der i medfør af dets artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, bestemmer, at hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger.

69

Eftersom appellantens første appelanbringende og det argument, der er nævnt i nærværende doms præmis 38, er blevet taget til følge i den foreliggende sag, og annullationssøgsmålet er blevet afvist, bestemmes det, at hver part bærer sine egne omkostninger.

70

Procesreglementets artikel 140, stk. 1, som ligeledes finder anvendelse i appelsager, bestemmer, at de medlemsstater, som er indtrådt i sagen, bærer deres egne omkostninger. Følgelig bør Forbundsrepublikken Tyskland bære sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Femte Afdeling):