–

Κ.Α.Μ. ved dikigoros N. Charalambidou,

–

Republikken Cypern ved F. Sotiriou og E. Symeonidou, som befuldmægtigede,

–

Forbundsrepublikken Tyskland ved J. Möller og R. Kanitz, som befuldmægtigede,

–

Europa-Parlamentet ved I. Anagnostopoulou og R. van de Westelaken, som befuldmægtigede,

–

Rådet for Den Europæiske Union ved M. Balta, M. Moore og K. Pleśniak, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved T. Adamopoulos, A. Azéma, F. Blanc, J. Hottiaux og A. Katsimerou, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører dels fortolkningen af artikel 12 og artikel 14, stk. 4, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9) samt af artikel 18 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), dels gyldigheden af nævnte artikel 14, stk. 4, litra a), i lyset af artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem K.A.M. og Republikken Cypern, repræsenteret ved Ypiresia Asylou (asyltjenesten, Cypern), vedrørende denne tjenestes afslag på hans ansøgning om tildeling af flygtningestatus med den begrundelse, at han udgjorde en fare for denne medlemsstats sikkerhed.

3

Artikel 1 i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Genève den 28. juli 1951 (United Nations Treaty Series, bind 189, s. 150, nr. 2545 (1954)), trådt i kraft den 22. april 1954 og suppleret ved protokollen om flygtninges retsstilling, der blev indgået i New York den 31. januar 1967 og trådte i kraft den 4. oktober 1967 (herefter »Genèvekonventionen«), har overskriften »Bestemmelse af udtrykket »flygtning«« og fastsætter følgende i afsnit F:

»[Genèvekonventionens] bestemmelser skal ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han:

4

Konventionens artikel 33 med overskriften »Forbud mod udvisning eller afvisning« bestemmer:

»1.   Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.

2.   Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.«

5

21., 31. og 37. betragtning til direktiv 2011/95 er sålydende:

[...]

[...]

6

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

7

Det nævnte direktivs kapitel II, der har overskriften »Vurdering af ansøgninger om international beskyttelse«, og som indeholder direktivets artikel 4-8, fastsætter de elementer, der er relevante med henblik på at godtgøre ansøgerens behov for international beskyttelse. I direktivets kapitel III, der har overskriften »Anerkendelse som flygtning«, og som indeholder direktivets artikel 9-12, opregnes kriterierne vedrørende status som flygtning.

8

Artikel 12 i direktiv 2011/95 med overskriften »Udelukkelse« bestemmer følgende i stk. 2:

»En tredjelandsstatsborger eller statsløs er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning, hvis der er tungtvejende grunde til at antage at:

9

Direktivets artikel 13, der har overskriften »Tildeling af flygtningestatus«, har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere og statsløse, der kan anerkendes som flygtninge i medfør af kapitel II og III, flygtningestatus.«

10

Stk. 4-6 i det nævnte direktivs artikel 14 med overskriften »Tilbagekaldelse og afslutning af eller afslag på forlængelse af flygtningestatus« er affattet således:

»4.   Medlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge status, der er tildelt en flygtning af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ, når:

5.   Medlemsstaterne kan i de situationer, der er beskrevet i stk. 4, beslutte ikke at tildele status til en flygtning, hvis der endnu ikke er truffet en sådan afgørelse.

6.   Personer, som stk. 4 eller 5 finder anvendelse på, har de rettigheder, der er fastsat i artikel 3, 4, 16, 22, 31, 32 og 33 i Genèvekonventionen, eller tilsvarende rettigheder, for så vidt de befinder sig i medlemsstaten.«

11

Det nævnte direktivs artikel 21, som har overskriften »Beskyttelse mod refoulement«, fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne overholder princippet om non-refoulement i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser.

2.   Hvis det ikke er forbudt i henhold til de i stk. 1 nævnte internationale forpligtelser, kan en medlemsstat udsende en flygtning, uanset om den pågældende er formelt anerkendt eller ej, når:

3.   Medlemsstaterne kan tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge opholdstilladelsen for eller afslå at give opholdstilladelse til en flygtning, hvis denne falder ind under stk. 2.«

12

Stk. 1, første afsnit, i artikel 24 i direktiv 2011/95 med overskriften »Opholdstilladelser« er sålydende:

»Så snart som muligt efter at ansøgerne har fået tildelt international beskyttelse og med forbehold af artikel 21, stk. 3, udsteder medlemsstaterne en opholdstilladelse til personer med flygtningestatus, som skal være gyldig i mindst tre år, og som kan fornyes, medmindre tvingende hensyn til statens sikkerhed eller den offentlige orden tilsiger andet.«

13

Artikel 5 i Peri Prosfygon Nómos tou 2000 (lov om flygtninge af 2000) (EE, bilag 6 (I), nr. 3383, 28.1.2000, s. 1), som ændret (herefter »flygtningeloven«), har overskriften »Udelukkelse af ansøgeren« og bestemmer følgende:

»(1)   Ansøgeren er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning:

[...]

[...]«

14

Flygtningelovens artikel 6A fastsætter:

»1)   Flygtningestatus skal tilbagekaldes, når chefen for [asyltjenesten]:

[...]

1A)   Hvis en ansøgning indgives af en person, der falder ind under en af de kategorier, som er omhandlet i stk. 1, litra c) og d), giver chefen for [asyltjenesten] ved afgørelse afslag på ansøgningen om tildeling af flygtningestatus.

2)   Hvis chefen for [asyltjenesten], efter at denne har behandlet sagen ved analog anvendelse af den i artikel 13 fastsatte almindelige procedure for behandling af ansøgninger, konstaterer, at en af de i stk. 1 omhandlede betingelser er opfyldt, tilbagekalder chefen den pågældende persons flygtningestatus ved en skriftlig og begrundet afgørelse, hvori chefen anfører de faktiske og retlige grunde, som afgørelsen er støttet på; chefen underretter også den pågældende person om dennes ret til at påklage afgørelsen [...]

[...]

5)   De personer, der er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, litra b), eller stk. 1A, nyder – så længe de befinder sig på de områder, som kontrolleres af republikkens regering – de rettigheder, der er fastsat i [Genèvekonventionens] artikel 3, 4, 16, 22, 31, 32 og 33.«

15

Flygtningelovens artikel 29 med overskriften »Udvisning af personer med international beskyttelse« har følgende ordlyd:

»1)   Chefen for [Tmima Archeiou Plithysmou kai Metanastefsis (myndighed med ansvar for folkeregistret og immigration)] har beføjelse til at træffe afgørelse om udvisning af en person med international beskyttelse:

[...]

4)   Det er forbudt at træffe afgørelse om udvisning af en flygtning [...] til et land, hvor den pågældendes liv eller frihed er i fare, eller hvor vedkommende risikerer at blive udsat for tortur, for nedværdigende eller umenneskelig straf eller behandling eller for forfølgelse på grund af den pågældendes køn, religion, nationalitet, tilhørsforhold til et bestemt samfund eller politiske anskuelser eller på grund af væbnede konflikter eller miljøkatastrofer.

[...]

6)   De personer, der er omfattet af bestemmelserne i stk. 1, nyder – så længe de befinder sig på de områder, som kontrolleres af republikkens regering – de rettigheder, der er fastsat i [Genèvekonventionens] artikel 3, 4, 16, 22, 31, 32 og 33.«

16

Sagsøgeren i hovedsagen, K.A.M., som er en marokkansk statsborger, der indrejste ulovligt på Republikken Cyperns område den 29. december 2018, indgav den 10. januar 2019 en ansøgning om international beskyttelse til asyltjenesten.

17

Den 28. januar 2019 tilstillede Grafeio Katapolemisis tis Tromokratias (kontor for terrorbekæmpelse, Cypern) asyltjenesten en fortrolig skrivelse, hvori kontoret anførte, at sagsøgeren i hovedsagen var farlig.

18

Ifølge de oplysninger, som sagsøgeren i hovedsagen er blevet gjort bekendt med, og som han har henvist til i sit skriftlige indlæg for Domstolen, er det i denne skrivelse for det første angivet, at de oplysninger, som Republikken Cyperns myndigheder havde indhentet, identificerede den pågældende som værende en person, der udførte en operationel aktivitet til fordel for en terrorgruppe, for det andet, at han havde modsagt sig selv bl.a. med hensyn til sine rejser forud for sin indrejse på det nationale område, og for det tredje, at sagsøgeren i hovedsagen havde været i kontakt med de belgiske, spanske og franske politimyndigheder for forskellige lovovertrædelser og havde truet med at angribe den belgiske ambassade i Marokko.

19

Den 16. april 2019 meddelte asyltjenesten sagsøgeren i hovedsagen afslag på hans ansøgning om international beskyttelse. I denne henseende kom tjenesten frem til »den konstatering, at der [var] tungtvejende grunde til at antage, at [K.A.M.], hvis han vend[te] tilbage til Marokko, vil[le] blive udsat for alvorlig forfølgelse såvel af landets myndigheder som af samfundet« på grund af hans anskuelser, og tjenesten konkluderede heraf, at »det syn[t]es at fremgå af [K.A.M.’s] ovennævnte påstande, at de subjektive og objektive elementer, der k[unne] godtgøre, at han [var] flygtet fra sit hjemland og ikke ønske[de] at vende tilbage dertil på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse af en af de grunde, som er omhandlet i artikel 3, stk. 1, i flygtningeloven af 2000 og flygtningeloven af 2018, [va]r opfyldt for så vidt angår ham«. Idet asyltjenesten anførte, at de kompetente myndigheder havde betegnet den pågældende som værende en farlig person for det cypriotiske samfund og for Republikken Cyperns sikkerhed, fandt denne tjeneste imidlertid, at de i flygtningelovens artikel 6A, stk. 1, litra c), og artikel 6A, stk. 1A, var opfyldt, og afslog følgelig at tildele ham flygtningestatus.

20

Den 30. juli 2019 stadfæstede Anatheoritiki Archi Prosfygon (klagenævn på flygtningeområdet, Cypern) (herefter »klagenævnet«), til hvilket sagsøgeren i hovedsagen den samme dag havde indgivet en administrativ klage over den nævnte afgørelse, sidstnævnte afgørelse. Af grunde svarende til denne fandt klagenævnet nemlig, at »der [var] anledning til at tilbagekalde hans flygtningestatus i overensstemmelse med artikel 6A, stk. 1, litra c), og artikel 6A, stk. 1A, i flygtningeloven af 2000 og flygtningeloven af 2018«.

21

Den 14. oktober 2019 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag ved Dioikitiko Dikastirio Diethnous Prostasias (forvaltningsdomstol for international beskyttelse, Cypern), som er den forelæggende ret, med påstand om annullation af klagenævnets afgørelse af 30. juli 2019.

22

Inden for rammerne af dette søgsmål har K.A.M. i det væsentlige gjort gældende, at den forelæggende ret bør forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse med henblik på at afgøre, om artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 kan fortolkes således, at denne bestemmelse tillader en tilbagekaldelse af flygtningestatus på grund af tidligere adfærd eller handlinger, som flygtningen angiveligt har udvist eller begået uden for beskyttelseslandet inden sin indrejse i dette land, og som ikke henhører under de handlinger, der udgør grunde til udelukkelse fra at blive anerkendt som flygtning, og som heller ikke kan være omfattet af Genèvekonventionens artikel 33 som adfærd, der blev udvist forud for den pågældende persons indrejse i beskyttelseslandet, og om en sådan fortolkning af den nævnte bestemmelse, såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, udvider den udtømmende liste over de tilfælde, hvor udelukkelse af status som flygtning er tilladt i medfør af Genèvekonventionen.

23

Republikken Cypern har for sin del for den forelæggende ret bestridt, at de spørgsmål, som sagsøgeren i hovedsagen har foreslået, er relevante for løsningen af tvisten i hovedsagen, og har desuden gjort gældende, at begrebet »fare for sikkerheden i [staten]« allerede er blevet fortolket af Domstolen, og at spørgsmål vedrørende statens sikkerhed henhører under medlemsstaternes enekompetence.

24

Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at det er ubestridt mellem parterne i hovedsagen, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for afslaget på at tildele sagsøgeren i hovedsagen flygtningestatus, er knyttet til dennes tidligere adfærd eller handlinger, som blev udvist eller begået forud for hans indrejse på det nationale område.

25

Dernæst har den forelæggende ret anført, at selv om Domstolen allerede er blevet forelagt spørgsmål svarende til dem, der er rejst i forbindelse med den foreliggende sag, har den endnu ikke specifikt besvaret de sidstnævnte spørgsmål.

26

I denne henseende har den forelæggende ret for det første bemærket, at inden for rammerne af den sag, som gav anledning til dom af 14. maj 2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403), var Domstolen blevet forelagt spørgsmål om, hvorvidt de bestemmelser i direktiv 2011/95 – særlig direktivets artikel 14, stk. 4-6 – der gør det muligt for medlemsstaterne at inddrage eller give afslag på at tildele flygtningestatus, udgjorde en tilbagekaldelses- eller udelukkelsesgrund, som ikke er indeholdt i Genèvekonventionen, og hvorvidt disse bestemmelser var gyldige i lyset af de regler i chartret og i EUF-traktaten, hvorefter Den Europæiske Unions asylpolitik skal være i overensstemmelse med Genèvekonventionen.

27

Den forelæggende ret har desuden anført, at Domstolen i den nævnte dom fastslog, at de nævnte bestemmelser var gyldige, og at den nærmere bestemt anførte, at tilbagekaldelse og afslag på tildeling af flygtningestatus ikke bevirker, at en person, der har en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland, fratages sin flygtningestatus eller de rettigheder, som Genèvekonventionen knytter til denne status, hvorved der således sondres mellem begrebet »anerkend[t] som flygtning« i Genèvekonventionens forstand og begrebet »flygtningestatus« som defineret i direktiv 2011/95.

28

For det andet har den forelæggende ret anført, at Domstolen i præmis 100-105 i dom af 9. november 2010, B og D (C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661), fastslog, at de udelukkelsesgrunde, der er fastsat i artikel 12, stk. 2, litra b) og c), i Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2004, L 304, s. 12), som blev omarbejdet ved direktiv 2011/95, har til formål at sanktionere handlinger, der er begået i fortiden, men præciserede, at enhver aktuel fare, som en flygtning eventuelt udgør for den pågældende medlemsstat, ikke kan tages i betragtning inden for rammerne af denne bestemmelse, men inden for rammerne af dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra a), eller artikel 21, stk. 2.

29

På denne baggrund har Dioikitiko Dikastirio Diethnous Prostasias (forvaltningsdomstol for international beskyttelse) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

30

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den ved artikel 267 TEUF indførte samarbejdsprocedure med de nationale retter tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den, og ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges (dom af 5.12.2023, Nordic Info,C-128/22, EU:C:2023:951, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det skal indledningsvis bemærkes, at i overensstemmelse med de krav, der følger af såvel en ensartet anvendelse af EU-retten som lighedsprincippet, skal de begreber i EU-retlige bestemmelser, der – ligesom det er tilfældet med artikel 14, stk. 4 og 5, i direktiv 2011/95 – ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge deres betydning og deres rækkevidde, normalt i hele EU undergives en selvstændig og ensartet fortolkning (jf. analogt dom af 6.7.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Særlig grov forbrydelse), C-402/22, EU:C:2023:543, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

32

I denne henseende fremgår det udtrykkeligt af ordlyden af det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, at tilbagekaldelse af flygtningestatus indebærer, at denne status forinden er blevet »tildelt en flygtning af et regeringsorgan, et administrativt organ, et retsligt eller kvasiretsligt organ«. Derimod forudsætter den i artiklens stk. 5 fastsatte mulighed for ikke at tildele flygtningestatus, at der »endnu ikke er truffet« en afgørelse om tildeling af denne status.

33

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret med sine præjudicielle spørgsmål alene anmodet om en fortolkning af artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 vedrørende tilbagekaldelse af flygtningestatus.

34

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at asyltjenesten ved den afgørelse, der blev meddelt den 16. april 2019, gav afslag på den ansøgning om international beskyttelse, som sagsøgeren i hovedsagen havde indgivet den 10. januar 2019. Som den forelæggende ret har bekræftet som svar på en anmodning om oplysninger fra Domstolen, er der ikke forud for denne afgørelse truffet nogen tidligere afgørelse, hvorved sagsøgeren i hovedsagen er blevet tildelt flygtningestatus af et regeringsorgan, et administrativt organ eller et retsligt eller kvasiretsligt organ i Republikken Cypern som omhandlet i artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95.

35

I sit svar på Domstolens anmodning om oplysninger har den forelæggende ret ganske vist gjort gældende, at asyltjenesten i sidste ende gav afslag på sagsøgeren i hovedsagens ansøgning om international beskyttelse efter at have konkluderet, at de elementer, der kunne godtgøre, at denne person havde en velbegrundet frygt for forfølgelse i sit hjemland, var opfyldt, og derfor efter at have truffet en afgørelse om anerkendelse af hans flygtningestatus og dermed om imødekommelse af hans ansøgning om tildeling af denne status. Det følger heraf, at det endelige afslag på denne ansøgning skal anses for en »tilbagekaldelse«. Den forelæggende ret har desuden anført, at denne status udtrykkeligt blev tilbagekaldt ved klagenævnets afgørelse.

36

Det skal imidlertid bemærkes, at artikel 14, stk. 4 og 5, i direktiv 2011/95 – som fastslået af Domstolen – i den sammenhæng, hvori den ved dette direktiv indførte ordning indgår, ikke skal fortolkes således, at en tilbagekaldelse af flygtningestatus eller et afslag på at tildele en sådan status medfører, at den pågældende tredjelandsstatsborger eller statsløse, som opfylder betingelserne i direktivets artikel 2, litra d), sammenholdt med bestemmelserne i direktivets kapitel III, mister egenskaben af flygtning som omhandlet i nævnte artikel 2, litra d), og Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A. Den omstændighed, at den pågældende person er omfattet af et af de i artikel 14, stk. 4 og 5, i direktiv 2011/95 omhandlede tilfælde, betyder nemlig ikke, at den pågældende ophører med at opfylde de materielle betingelser, der er afgørende for egenskaben af flygtning, og som vedrører det forhold, at der foreligger en velbegrundet frygt for forfølgelse i den pågældendes hjemland (dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 97 og 98).

37

I modsætning til, hvad den forelæggende ret synes at lægge til grund, betyder den omstændighed, at den kompetente myndighed i begrundelsen for en afgørelse om afslag på tildeling af »status« som flygtning konstaterede, at den pågældende ansøger om international beskyttelse opfyldte de i dette direktiv fastsatte materielle betingelser, der er afgørende for »egenskaben« af flygtning, derfor ikke nødvendigvis, at denne afgørelse skal anses for at være en »tilbagekaldelse« af denne »status«. Uanset en sådan konstatering har medlemsstaterne, når de ikke allerede har tildelt den nævnte status, nemlig netop mulighed for at afslå at tildele den på grundlag af direktivets artikel 14, stk. 5, bl.a. når der er rimelig grund til at anse den pågældende ansøger for at være en person, der udgør en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i, som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 4, litra a).

38

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den forelæggende ret med sine spørgsmål både henviser til den situation, hvor flygtningestatus tilbagekaldes, og til den situation, hvor der gives afslag på tildeling af denne status i det tilfælde, der er beskrevet i artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95, og at den nævnte retsinstans følgelig ikke blot anmoder om en fortolkning af denne bestemmelse, men også af direktivets artikel 14, stk. 5. Det tilkommer den forelæggende ret på grundlag af de oplysninger, der er anført i nærværende doms præmis 32-37, at undersøge, om de i tvisten i hovedsagen omhandlede oprindelige afgørelser fra asyltjenesten og klagenævnet skal anses for afgørelser om tilbagekaldelse af den nævnte status eller for afgørelser om afslag på tildeling heraf.

39

Med det første og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95, sammenholdt med artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18, skal fortolkes således, at en medlemsstat kan tilbagekalde flygtningestatus eller beslutte ikke at tildele den, når de rimelige grunde til at anse flygtningen for at være en trussel mod denne medlemsstats sikkerhed er baseret på den pågældendes handlinger eller adfærd forud for sin indrejse på den nævnte medlemsstats område, henset til dels den omstændighed, at disse handlinger og denne adfærd ikke henhører under de grunde til udelukkelse fra at blive anerkendt som flygtning, der udtrykkeligt er fastsat i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit F, og i det nævnte direktivs artikel 12, dels de betingelser, der finder anvendelse med hensyn til begrebet »en fare for det lands sikkerhed«, og som er omhandlet i denne konventions artikel 33, stk. 2, og de alvorlige konsekvenser, som dette har for flygtningen.

40

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt udtrykket »rimelig grund til at anse [flygtningen for] en person, der udgør en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i« – som omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 – kan henvise til denne flygtnings handlinger eller adfærd forud for vedkommendes indrejse på den pågældende medlemsstats område, skal det bemærkes, at ingen bestemmelse i dette direktiv definerer betydningen og rækkevidden af dette udtryk. Det skal derfor fortolkes i overensstemmelse med sin sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der samtidig skal tages hensyn til den sammenhæng, hvori det anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som det udgør en del af (jf. analogt dom af 6.7.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Særlig grov forbrydelse), C-402/22, EU:C:2023:543, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

41

Hvad indledningsvis angår den sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug af udtrykket »rimelig grund til at anse [flygtningen for] en person, der udgør en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i«, skal det bemærkes, at dette udtryk, henset til sin generelle karakter, ikke synes at henvise til nogen form for begrænsning af en sådan »rimelig grund«, hverken geografisk eller tidsmæssigt eller med hensyn til arten af de faktiske omstændigheder, som denne grund er baseret på (jf. i denne retning og analogt dom af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl.,C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis).

42

Hvad dernæst angår den sammenhæng, hvori det nævnte udtryk anvendes, skal det bemærkes, at i modsætning til artikel 14, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/95, der henviser til to kumulative elementer vedrørende tilstedeværelsen af dels en endelig dom for en særlig grov forbrydelse, dels en fare for samfundet i den medlemsstat, hvori den pågældende tredjelandsstatsborger befinder sig, gør dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra a), det muligt at inddrage flygtningestatus for en tredjelandsstatsborger, som udgør en trussel mod denne medlemsstats sikkerhed, uanset om der foreligger en sådan dom (jf. i denne retning dom af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 30 og 40).

43

Hvad endelig angår det mål, der forfølges med artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95, skal det fastslås, at denne bestemmelse – idet den henviser til »en fare for sikkerheden i den medlemsstat, vedkommende befinder sig i« – har til formål at forebygge en risiko for et indgreb i denne sikkerhed, der kan opstå som følge af den berørte persons tilstedeværelse på denne medlemsstats område, på det tidspunkt, hvor den kompetente myndighed træffer afgørelse, eller på et senere tidspunkt.

44

Det er desuden korrekt, at den nævnte bestemmelse udgør en undtagelse til den regel, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 13, og hvorefter medlemsstaterne tildeler tredjelandsstatsborgere, der kan anerkendes som flygtninge, flygtningestatus, og bestemmelsen skal derfor fortolkes strengt (jf. analogt dom af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

45

Tidligere forhold eller adfærd, der kan tilregnes den nævnte person, kan imidlertid udgøre relevante omstændigheder med henblik på at undersøge personens tendens til i fremtiden at opretholde en sådan adfærd eller til at gentage sådanne forhold, navnlig henset til grovheden af denne adfærd eller disse forhold, til det tidsrum, der er forløbet siden denne adfærd eller disse forhold, og til en eventuel efterfølgende udvikling (jf. i denne retning dom af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 63 og 64 samt den deri nævnte retspraksis).

46

Det kan derfor ikke kræves af den kompetente myndighed, at denne skal udelukke en hensyntagen til tidligere forhold eller adfærd, der kan tilregnes flygtningen, alene med den begrundelse, at de indtrådte før flygtningens indrejse på den medlemsstats område, som den pågældende befinder sig i.

47

Således som den tyske regering har anført, synes nødvendigheden af at tage hensyn til sådanne forhold eller en sådan adfærd så meget desto mere påkrævet, når den kompetente myndighed for første gang skal træffe afgørelse om en ansøgning om tildeling af flygtningestatus, der er blevet indgivet af en ansøger om international beskyttelse, som er indrejst på området kort tid forinden. Hvis dette ikke var tilfældet, ville vurderingen af den eventuelle fare, som flygtningen udgør for den pågældende medlemsstats sikkerhed, i denne situation nemlig i praksis kunne vise sig at være uforholdsmæssigt vanskelig. Artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95, der netop giver medlemsstaterne tilladelse til at nægte at tildele flygtningestatus i en sådan situation, ville derfor blive frataget en del af sin effektive virkning.

48

Hvad for det andet angår arten af de handlinger eller den adfærd, der blev begået eller udvist forud for flygtningens indrejse på den pågældende medlemsstats område, og som kan tages i betragtning med henblik på vurderingen af, hvorvidt der foreligger en fare mod denne medlemsstats sikkerhed, skal det bemærkes, at artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 vedrører en anden form for fare end den, hvortil der henvises i dette direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), som omhandler en fare for samfundet i denne medlemsstat (dom af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 41).

49

Mere specifikt svarer det i artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 omhandlede begreb »sikkerheden i den medlemsstat, [flygtningen] befinder sig i«, til begrebet »statens sikkerhed«, der er omhandlet i direktivets artikel 24, stk. 1. I denne henseende skal der tages hensyn til Domstolens praksis, hvorefter begrebet »den offentlige sikkerhed« – som omhandlet i artikel 28, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (E[Ø]F) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35) – omfatter både en medlemsstats indre og ydre sikkerhed, og dermed, at en trussel mod de grundlæggende offentlige institutioners og tjenesters funktionsmåde eller befolkningens overlevelse samt risikoen for en alvorlig forstyrrelse af de internationale forbindelser eller af nationernes fredelige sameksistens eller en trussel mod militære interesser kan påvirke den offentlige sikkerhed (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, T.,C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

50

Det bemærkes navnlig, at begrebet »statens sikkerhed« – således som det fremgår af 37. betragtning til direktiv 2011/95 – også omfatter de tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger er medlem af en sammenslutning, der støtter international terrorisme, eller støtter en sådan sammenslutning.

51

Det tilkommer derfor den forelæggende ret at afgøre, om de oplysninger, som kontoret for terrorbekæmpelse tilstillede asyltjenesten, og som henviser til den af sagsøgeren i hovedsagen udviste adfærd og til forhold vedrørende ham, der indtrådte på et tidspunkt forud for hans indrejse på det nationale område, kan give anledning til at frygte en risiko for skade på den pågældende medlemsstats indre eller ydre sikkerhed som defineret i den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i nærværende doms præmis 49.

52

Den omstændighed, at artikel 14, stk. 4, litra a), i direktiv 2011/95 henviser til en »rimelig grund til at anse« ansøgeren om international beskyttelse for at være en person, der udgør en fare for sikkerheden i den pågældende medlemsstat, mens direktivets artikel 14, stk. 4, litra b), henviser til den situation, hvor denne ansøger efter en endelig dom for en særlig grov forbrydelse »udgør« en fare for samfundet i denne medlemsstat, synes desuden at tyde på, at den førstnævnte bestemmelse ikke alene kan omfatte en reel og umiddelbar fare, men også en potentiel fare (jf. i denne retning og analogt dom af 2.4.2020, Kommissionen mod Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik (Midlertidig flytningsordning for ansøgere om international beskyttelse), C-715/17, C-718/17 og C-719/17, EU:C:2020:257, præmis 157 og den deri nævnte retspraksis, samt af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 52 og 53).

53

Det påhviler imidlertid den kompetente myndighed ved anvendelsen af artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95 for hvert enkelt tilfælde at foretage en vurdering af alle de særlige omstændigheder i den pågældende sag (dom af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis), henset bl.a. til de elementer, der er omhandlet i nærværende doms præmis 45.

54

Det følger nemlig af de nævnte bestemmelsers ordlyd, at den nævnte myndighed skal råde over en skønsmargen med henblik på at afgøre, om hensyn vedrørende den pågældende medlemsstats nationale sikkerhed skal give anledning eller ej til en tilbagekaldelse af flygtningestatus eller til et afslag på tildeling heraf, hvilket udelukker, at konstateringen af, at der foreligger en trussel mod den nationale sikkerhed, automatisk indebærer en sådan afgørelse. Endvidere skal rækkevidden af de oplysninger, der fremlægges af organer, som varetager særlige opgaver i tilknytning til den nationale sikkerhed, og disse oplysningers relevans for afgørelsen frit vurderes af den nævnte myndighed (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság m.fl.,C-159/21, EU:C:2022:708, præmis 81 og 83).

55

For det tredje kan en hensyntagen til tidligere forhold eller adfærd, som kan tilregnes flygtningen eller ansøgeren om international beskyttelse, ikke begrænses af den omstændighed, at disse forhold og denne adfærd ikke udgør grunde til udelukkelse fra flygtningestatus, der udtrykkeligt er fastsat i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit F, og i det nævnte direktivs artikel 12.

56

I denne henseende skal det bemærkes, at selv om Unionen ikke er kontraherende part i Genèvekonventionen, er den ikke desto mindre i medfør af artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18 forpligtet til at iagttage denne konventions regler. Fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2011/95 skal derfor ske under iagttagelse af Genèvekonventionen og andre relevante traktater som omhandlet i artikel 78, stk. 1, TEUF og under iagttagelse af de rettigheder, som anerkendes i chartret, nærmere bestemt chartrets artikel 18 (jf. i denne retning dom af 1.3.2016, Alo og Osso, C-443/14 og C-444/14, EU:C:2016:127, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis, samt af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 74).

57

Det forholder sig imidlertid således, at den sondring, som findes mellem på den ene side de udelukkelsesgrunde, der er omhandlet i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 2 – som er indsat i direktivets kapitel III – og hvorefter en tredjelandsstatsborger »er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning«, og på den anden side de grunde til tilbagekaldelse eller afslag på tildeling af denne status, der er fastsat i direktivets artikel 14, stk. 4 og 5, i det væsentlige afspejler sondringen mellem Genèvekonventionens artikel 1, afsnit F, og denne konventions artikel 33, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 6.7.2023, Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-8/22, EU:C:2023:542, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

58

Navnlig fremgår det af ordlyden af nævnte artikel 12, stk. 2, at når de heri fastsatte betingelser er opfyldt, er den pågældende person »udelukket« fra at blive anerkendt som flygtning. Endvidere gør artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95 inden for rammerne af systemet i dette direktiv udtrykkeligt status som »flygtning« betinget af, at den pågældende ikke er omfattet af direktivets artikel 12 (jf. analogt for så vidt angår direktiv 2004/83 dom af 9.11.2010, B og D, C-57/09 og C-101/09, EU:C:2010:661, præmis 107). Som anført i nærværende doms præmis 36 medfører en tilbagekaldelse af flygtningestatus eller et afslag på at tildele en sådan status på grundlag af det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, eller artikel 14, stk. 5, derimod ikke, at den pågældende tredjelandsstatsborger mister egenskaben af flygtning som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra d), og Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A.

59

For det fjerde skal det bemærkes, at de i artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/95 omhandlede tilfælde, hvor medlemsstaterne kan tilbagekalde flygtningestatus eller – i medfør af stk. 5 i nævnte artikel 14 – beslutte ikke at tildele denne status, ganske vist i det væsentlige svarer til de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan udsende en flygtning i medfør af dette direktivs artikel 21, stk. 2, og Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 93).

60

Såfremt udsendelsen af en flygtning, som er omfattet af et af de tilfælde, der er omhandlet i artikel 14, stk. 4 og 5, og artikel 21, stk. 2, i direktiv 2011/95, medfører en risiko for tilsidesættelse af den pågældendes grundlæggende rettigheder som fastsat i chartrets artikel 4 og artikel 19, stk. 2 – der indeholder et absolut forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, uanset den berørte persons handlinger, og et absolut forbud mod udsendelse til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for, at en person udsættes for en sådan behandling – kan den pågældende medlemsstat imidlertid ikke fravige princippet om non-refoulement i Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2 (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 94 og 95).

61

Eftersom det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4 og 5, for så vidt angår de heri omhandlede tilfælde fastsætter en mulighed for, at medlemsstaterne kan tilbagekalde en flygtningestatus eller afslå at tildele en sådan status, mens Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2, for sit vedkommende tillader udsendelse af en flygtning, som er omfattet af et af disse tilfælde, til et land, hvor den pågældendes liv eller frihed ville være truet, fastsætter EU-retten under disse omstændigheder en international beskyttelse af de berørte flygtninge, der er mere vidtgående end den beskyttelse, som er sikret ved den nævnte konvention (dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 96).

62

En tilbagekaldelse af flygtningestatus eller et afslag på tildeling af denne status i henhold til artikel 14, stk. 4, eller artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95 kan derfor ikke anses for at indebære en stillingtagen til det særskilte spørgsmål om, hvorvidt denne person kan udsendes til sit oprindelsesland (jf. i denne retning dom af 6.7.2023, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (Flygtning, der har begået en grov forbrydelse), C-663/21, EU:C:2023:540, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

63

Inden for rammerne af afvejningen mellem på den ene side vurderingen af den fare, som flygtningen udgør for sikkerheden i den medlemsstat, hvor vedkommende er bosiddende, med henblik på at afgøre, om denne fare begrunder en tilbagekaldelse af flygtningestatus eller et afslag på at tildele den pågældende denne status, og på den anden side konsekvenserne af denne tilbagekaldelse eller dette afslag for flygtningens situation, er det derfor ufornødent at henvise til, at graden af faren er så alvorlig, at den begrunder, at den pågældende udsendes til sit hjemland på de betingelser, der er fastsat i Genèvekonventionens artikel 33, stk. 2.

64

Mere specifikt kan visse omstændigheder, der ikke frembyder den alvorsgrad, som kan begrunde en udsendelse af denne ansøger, ikke desto mindre anses for at være en »rimelig grund«, der kan begrunde afslaget på at tildele ansøgeren en opholdstilladelse (jf. i denne retning dom af 24.6.2015, T.,C-373/13, EU:C:2015:413, præmis 75).

65

Henvisningen til en rimelig grund til at anse, at ansøgeren om international beskyttelse eller flygtningen udgør en fare for sikkerheden i værtsmedlemsstaten, indrømmer nemlig sidstnævnte medlemsstat en vid skønsmargen (jf. i denne retning og analogt dom af 2.4.2020, Kommissionen mod Polen, Ungarn og Den Tjekkiske Republik (Midlertidig flytningsordning for ansøgere om international beskyttelse), C-715/17, C-718/17 og C-719/17, EU:C:2020:257, præmis 156).

66

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første og det tredje spørgsmål skal besvares med, at artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95, sammenholdt med artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18, skal fortolkes således, at en medlemsstat kan tilbagekalde en flygtningestatus eller beslutte ikke at tildele den, når de rimelige grunde til at anse flygtningen for at udgøre en fare for denne medlemsstats sikkerhed som omhandlet i direktivets artikel 14, stk. 4, litra a), er baseret på den pågældendes handlinger eller adfærd forud for sin indrejse på den nævnte medlemsstats område. Det er uden betydning, at disse handlinger og denne adfærd ikke henhører under de grunde til udelukkelse fra at blive anerkendt som flygtning, der udtrykkeligt er fastsat i Genèvekonventionens artikel 1, afsnit F, og i det nævnte direktivs artikel 12. Med henblik på at vurdere dels alvorsgraden af den fare, som begrunder tilbagekaldelsen af flygtningestatus eller afslaget på tildeling af denne status, dels konsekvenserne af denne tilbagekaldelse eller dette afslag for flygtningens situation, skal der hverken henvises til de betingelser, der finder anvendelse på begrebet »en fare for det lands sikkerhed«, og som er omhandlet i den nævnte konventions artikel 33, stk. 2, eller til de alvorlige konsekvenser, som dette har for flygtningen.

67

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95 – såfremt det første og det tredje spørgsmål besvares bekræftende – er gyldige i lyset af artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18, for så vidt som disse bestemmelser opstiller et krav om iagttagelse af Genèvekonventionen og navnlig dennes artikel 1, afsnit F.

68

Indledningsvis skal det bemærkes, at i medfør af artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18 skal direktiv 2011/95 være i overensstemmelse med Genèvekonventionens regler (jf. i denne retning dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

69

Som anført i nærværende doms præmis 57 forholder det sig imidlertid således, at der skal tages hensyn til den sondring, som findes mellem på den ene side de udelukkelsesgrunde, der er omhandlet i det nævnte direktivs artikel 12, stk. 2 – som er indsat i direktivets kapitel III – og hvorefter en tredjelandsstatsborger »er udelukket fra at blive anerkendt som flygtning«, og på den anden side de grunde til tilbagekaldelse eller afslag på tildeling af denne status, der er fastsat i direktivets artikel 14, stk. 4 og 5, idet det bemærkes, at denne sondring i det væsentlige afspejler sondringen mellem Genèvekonventionens artikel 1, afsnit F, og denne konventions artikel 33, stk. 2.

70

Eftersom Domstolen – som det er blevet anført i nærværende doms præmis 36 – i dom af 14. maj 2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus) (C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 97), fastslog, at en tilbagekaldelse af flygtningestatus eller et afslag på at tildele en sådan status på grundlag af artikel 14, stk. 4, eller artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95 ikke medfører, at den pågældende tredjelandsstatsborger mister egenskaben af flygtning som omhandlet i direktivets artikel 2, litra d), og Genèvekonventionens artikel 1, afsnit A, kan nævnte artikel 14, stk. 4 og 5, således ikke fortolkes således, at der herved er blevet tilføjet grunde til udelukkelse fra flygtningestatus, der er nye i forhold til dem, som er fastsat i dette direktivs artikel 12, stk. 2, og konventionens artikel 1, afsnit F.

71

Det skal i øvrigt bemærkes, at Domstolen i den nævnte dom nåede frem til den konklusion, at der i forbindelse med undersøgelsen af artikel 14, stk. 4-6, i direktiv 2011/95 ikke var fremkommet noget forhold, der kunne berøre gyldigheden af disse bestemmelser i forhold til artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18 (dom af 14.5.2019, M m.fl. (Tilbagekaldelse af flygtningestatus), C-391/16, C-77/17 og C-78/17, EU:C:2019:403, præmis 112). Det følger af det ovenstående, at den inden for rammerne af den foreliggende sag foretagne undersøgelse af det nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, intet nyt har frembragt, der kan rejse tvivl om denne konklusion, for så vidt som den vedrører disse sidstnævnte bestemmelser.

72

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at undersøgelsen af artikel 14, stk. 4, litra a), og artikel 14, stk. 5, i direktiv 2011/95 intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af disse bestemmelser i lyset af artikel 78, stk. 1, TEUF og chartrets artikel 18.

73

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: