Sag C-365/23 [Arce] ( i )

SIA »A«

mod

C m.fl.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Augstākā tiesa (Senāts))

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 20. marts 2025

»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – anvendelsesområde – artikel 2, litra b) – artikel 3, stk. 1 – artikel 4, stk. 2 – artikel 5 – artikel 6, stk. 1 – artikel 8a – standardkontrakt – kontrakt indgået mellem en erhvervsdrivende, der leverer tjenesteydelser inden for sportslig udvikling og karrierefremme, og en mindreårig »lovende« spiller repræsenteret af sine forældre – vilkår, der fastsætter en forpligtelse til at betale den erhvervsdrivende et vederlag svarende til 10% af de indtægter, som denne sportsudøver modtager i de følgende 15 år – Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – artikel 17 og 24 – ejendomsret – børns rettigheder«

  1. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – aftale om støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere indgået mellem en erhvervsdrivende og en mindreårig lovende spiller, der repræsenteres af sine forældre – spiller, der ikke var professionel på tidspunktet for aftalens indgåelse – omfattet

    (Rådets direktiv 93/13, art. 1, stk. 1)

    (jf. præmis 43-47 og 54 samt domskonkl. 1)

  2. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – begrebet forbruger – lovende spiller, der har indgået en aftale om støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere med en erhvervsdrivende – spiller, der ikke var professionel på tidspunktet for aftalens indgåelse – omfattet – spiller, der er blevet professionel i løbet af kontraktens gennemførelse – ingen betydning

    [Rådets direktiv 93/13, art. 2, litra b)]

    (jf. præmis 48-53)

  3. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – vilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller som vedrører overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor – vilkår indeholdt i en aftale om støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere indgået mellem en erhvervsdrivende og en mindreårig lovende spiller, der repræsenteres af sine forældre – vilkår, hvorefter en spiller skal betale et vederlag svarende til 10% af dennes indtægter i de følgende 15 år efter indgåelsen af aftalen – omfattet – national lovgivning, der gør det muligt for en national domstol at vurdere, om et sådant vilkår er urimeligt, selv om det er affattet klart og forståeligt – lovlighed

    (Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2, og art. 8)

    (jf. præmis 58-66 og domskonkl. 2)

  4. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – vilkår affattet klart og forståeligt – begreb – kontraktvilkår om, at en ung sportsudøver skal betale en erhvervsdrivende et vederlag svarende til 10% af dennes indtægter i de følgende 15 år efter indgåelsen af en aftale om levering af støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere – manglende meddelelse til forbrugeren inden aftalens indgåelse af alle de oplysninger, der var nødvendige for, at denne kunne vurdere de økonomiske konsekvenser af den aftale, vedkommende indgik – ikke omfattet

    (Rådets direktiv 93/13, art. 5)

    (jf. præmis 68-71 og 73-76 samt domskonkl. 3)

  5. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – urimeligt kontraktvilkår i artikel 3’s forstand – væsentlig skævhed mellem parternes rettigheder og pligter i henhold til en aftale – begreb – kontraktvilkår om, at en ung sportsudøver skal betale en erhvervsdrivende et vederlag svarende til 10% af dennes indtægter i de følgende 15 år efter indgåelsen af en aftale om levering af støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere – vilkår, der ikke fastsætter en forbindelse mellem værdien af den leverede tjenesteydelse og de omkostninger, der pålægges forbrugeren – ikke omfattet

    (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1)

    (jf. præmis 77-87 og domskonkl. 4)

  6. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – konstatering af, at et vilkår er urimeligt – rækkevidde – ændring af indholdet af et urimeligt vilkår – nedsættelse af det beløb, som forbrugeren skal betale, til de udgifter, tjenesteyderen reelt har afholdt ved gennemførelsen af aftalen – ikke tilladt

    (Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1, og art. 6, stk. 1)

    (jf. præmis 89-95 og domskonkl. 5)

  7. Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – urimeligt kontraktvilkår i artikel 3’s forstand – begreb – kontraktvilkår om, at en ung sportsudøver skal betale en erhvervsdrivende et vederlag svarende til 10% af dennes indtægter i de følgende 15 år efter indgåelsen af en aftale om levering af støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere – omfattet – den nationale ret bedømmer, om der foreligger et urimeligt kontraktvilkår – kriterier – aftale indgået af en mindreårige sportsudøvers forældre i hans navn – ung sportsudøver, der var mindreårig på tidspunktet for aftalens indgåelse

    (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 17, stk. 1, og art. 24, stk. 2; direktiv 93/13)

    (jf. præmis 98-104 og domskonkl. 6)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Augstākā tiesa (Senāts) (øverste domstol, Letland) præciserede Domstolen rækkevidden af begrebet »forbruger« og definerede kriterierne for bedømmelsen af, om et kontraktvilkår er urimeligt som omhandlet i direktiv 93/13 ( 1 ), i forbindelse med en aftale om støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme indgået mellem en erhvervsdrivende og en mindreårig »lovende« spiller repræsenteret af sine forældre, der i forhold til denne fastsatte en forpligtelse til at betale den erhvervsdrivende et vederlag svarende til 10% af de indtægter, som denne sportsudøver modtog i de følgende 15 år.

A er et selskab, der tilbyder sportsudøvere støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karrierefremme. Den 14. januar 2009 indgik C, der var et barn på 17 år, repræsenteret ved sine forældre, D og E, en aftale om støtte af C’s sportslige udvikling og karrierefremme inden for basketballområdet for en periode på 15 år. I henhold til denne aftale, der blev indgået på et tidspunkt, hvor C endnu ikke var professionel sportsudøver, forpligtede C sig til at betale A et vederlag svarende til 10% af alle A’s nettoindtægter i aftalens løbetid, forhøjet med den merværdiafgift, der finder anvendelse i Letland, forudsat at disse indtægter udgjorde mindst 1500 EUR om måneden.

Idet A var af den opfattelse, at det vederlag, der var fastsat i aftalen for de til C leverede tjenesteydelser, ikke var blevet betalt, anlagde A den 29. juni 2020 sag ved de lettiske domstole med påstand om, at C og hans forældre tilpligtedes at betale A et beløb på 1663777,99 EUR, svarende til 10% af C’s indtægter fra kontrakter indgået med sportsklubber.

Retten i første instans og senere appeldomstolen frifandt C og hans forældre i forbindelse med A’s søgsmål, med den begrundelse, at aftalen ikke var i overensstemmelse med de nationale bestemmelser om beskyttelse af forbrugernes rettigheder. Disse retter fandt navnlig, at vilkåret om, at C skulle betale et vederlag på 10% af sin indkomst i hele aftalens løbetid, var urimeligt.

A iværksatte kassationsanke ved den forelæggende ret. Den forelæggende ret nærede tvivl om, hvorvidt direktiv 93/13 finder anvendelse på sportsområdet. Den forelæggende ret ønskede ligeledes oplyst, om det i hovedsagen omhandlede kontraktvilkår kunne anses for at være affattet klart og forståeligt, og om det skabte en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser i direktivets forstand ( 2 ).

Domstolens bemærkninger

For det første bemærkede Domstolen, at direktiv 93/13 er et generelt forbrugerbeskyttelsesdirektiv, der finder anvendelse på alle erhvervssektorer. Dette direktiv definerer de aftaler, det finder anvendelse på, gennem en henvisning til karakteren af de kontraherende parter – om de handler inden for rammerne af deres erhvervsmæssige virksomhed eller ej. Således er en aftale om levering af støttetjenesteydelser med henblik på en sportsudøvers udvikling og karriere, der er indgået mellem en erhvervsdrivende, der udøver virksomhed inden for udvikling af sportsudøvere, og en mindreårig »lovende« spiller, repræsenteret af sine forældre, som dengang ikke var professionel inden for den pågældende sport og derfor havde egenskab af forbruger, omfattet af direktiv 93/13’s anvendelsesområde ( 3 ). En persons status som »forbruger« skal vurderes på tidspunktet for en aftales indgåelse. En mindreårig, der har indgået en sådan aftale, bevarer således denne status, uanset om den pågældende karrieremæssigt udvikler sig til en professionel sportsudøver i løbet af aftalens løbetid, uanset at vedkommende anses for at være en »lovende« spiller inden for den sportsgren, hvor han er blevet professionel spiller, eller at vedkommende har kunnet råde over potentielt vigtige oplysninger inden for denne disciplin.

For det andet understregede Domstolen, at et vilkår om, at en ung sportsudøver skal betale et vederlag svarende til 10% af de indtægter, som den pågældende opnår i de følgende 15 år efter indgåelsen af denne aftale for levering af i aftalen omhandlede støttetjenesteydelser med henblik på udvikling og karriere inden for en bestemt sportsgren, er et kontraktvilkår, der er relevant med henblik på fastlæggelsen af både aftalens hovedgenstand som overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor. Det følger heraf, at et sådant vilkår er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, og at en national domstol principielt kun kan vurdere, om vilkåret er urimeligt, hvis den når frem til den konklusion, at vilkåret ikke er affattet klart og forståeligt. For så vidt som dette direktiv udtrykkeligt fastsætter muligheden for at vedtage eller opretholde strengere bestemmelser på det område, som det regulerer ( 4 ), er det imidlertid ikke til hinder for en national lovgivning, der tillader domstolsprøvelse af, om et sådant vilkår er urimeligt, selv når det er affattet klart og forståeligt.

For det tredje fastslog Domstolen, at et kontraktvilkår, der begrænser sig til at fastsætte, at en ung sportsudøver som modydelse for levering af støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere forpligter sig til at betale et vederlag svarende til 10% af de indtægter, som den pågældende opnår i de følgende 15 år efter indgåelsen af denne aftale, uden at forbrugeren inden aftalens indgåelse meddeles alle de oplysninger, der er nødvendige for, at denne kan vurdere de økonomiske konsekvenser af den aftale, vedkommende indgår i, ikke skal anses for at være affattet klart og forståeligt. Et sådant vilkår kan nemlig kun i sig selv anses for at gøre det muligt for den berørte at vurdere de økonomiske følger, som dette kan have for den pågældende, såfremt det præcist angiver de pågældende indtægter. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve dels, om oplysningerne i den omhandlede aftale vedrørende disse indtægter har en sådan grad af præcision, dels, om den pågældende på tidspunktet for indgåelsen af denne aftale for så vidt angår såvel arten af de tjenesteydelser, som den erhvervsdrivende skulle levere, som beregningsgrundlaget for det vederlag, der skulle betales som modydelse, rådede over alle de oplysninger, der var nødvendige for, at denne kunne vurdere de økonomiske konsekvenser af den aftale, han indgik.

For det fjerde bemærkede Domstolen, at det i forbindelse med vurderingen af, om et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, er urimeligt, tilkommer den nationale ret under hensyn til alle omstændighederne i sagen at efterprøve først den eventuelt manglende overholdelse af kravet om god tro og dernæst, om der foreligger en betydelig skævhed til skade for forbrugeren som omhandlet i denne bestemmelse. Domstolen præciserede, at en sådan skævhed ikke skabes ved et kontraktvilkår, som fastsætter, at en ung sportsudøver som modydelse for levering af støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere forpligter sig til at betale et vederlag svarende til 10% af de indtægter, som den pågældende opnår i de følgende 15 år efter indgåelsen af denne aftale, alene af den grund, at dette vilkår ikke fastsætter en forbindelse mellem værdien af den leverede tjenesteydelse og de omkostninger, der pålægges forbrugeren. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en sådan skævhed, skal nemlig bl.a. vurderes i lyset af de gældende regler i den nationale lovgivning, såfremt der ikke foreligger en aftale mellem parterne herom, loyal og rimelig markedspraksis på tidspunktet for den omhandlede aftales indgåelse med hensyn til vederlag inden for den pågældende sportsgren samt alle omstændighederne i forbindelse med denne aftales indgåelse og alle andre vilkår heri eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne.

For det femte fastslog Domstolen, at direktiv 93/13 er til hinder for, at en national domstol, der har fastslået, at et vilkår i en aftale, der er indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, er urimeligt, nedsætter det beløb, som forbrugeren skal betale, til de udgifter, tjenesteyderen reelt har afholdt i forbindelse med gennemførelsen af aftalen. En sådan adgang kunne nemlig bidrage til at ophæve den afskrækkende virkning over for erhvervsdrivende, der opstår ved helt og holdent at undlade at anvende sådanne urimelige vilkår over for forbrugerne, for så vidt som de erhvervsdrivende fortsat ville være fristede til at anvende disse vilkår, vel vidende, at aftalen, selv hvis disse skulle blive erklæret ugyldige, ikke desto mindre ville kunne tilpasses i nødvendigt omfang af den nationale ret, således at deres interesse på denne måde blev sikret.

Endelig fastslog Domstolen, at i det tilfælde, hvor et kontraktvilkår fastsætter, at en forbruger som modydelse for levering af støttetjenesteydelser med henblik på sportslig udvikling og karriere forpligter sig til at betale et vederlag svarende til 10% af de indtægter, som den pågældende opnår i de følgende 15 år efter indgåelsen af denne aftale, er den omstændighed, at forbrugeren var mindreårig på tidspunktet for indgåelsen af aftalen, og at sidstnævnte blev indgået af den mindreåriges forældre i hans navn, relevant med henblik på vurderingen af, om et sådant vilkår er urimeligt. I denne henseende er den forelæggende ret ved anvendelsen af direktiv 93/13 forpligtet til at overholde de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder ejendomsretten og børns rettigheder ( 5 ). Navnlig skal denne domstol tage hensyn til, at barnets tarv skal komme i første række, uden at dette forhindrer den i også at tage højde for den omstændighed, at C’s forældre selv havde kendskab til det professionelle sportsmiljø, eller til, at C var fyldt 17 år på tidspunktet for denne aftales indgåelse.


( i ) – Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.

( 1 ) – Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 (EUF 2011, L 304, s. 64).

( 2 ) – Artikel 3 og 5 i direktiv 93/13.

( 3 ) – Artikel 2, litra b), i direktiv 93/13.

( 4 ) – Artikel 8 i direktiv 93/13.

( 5 ) – Artikel 17 og 24 i chartret om grundlæggende rettigheder.