Sag C-264/23
Booking.com BV
og
Booking.com (Deutschland) GmbH
mod
25hours Hotel Company Berlin GmbH m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam)
Domstolens dom (Anden Afdeling) af 19. september 2024
»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – artikel 101 TEUF – aftaler mellem virksomheder – kontrakter indgået mellem en onlinereservationsplatform og hoteller – klausuler om prislighed – accessorisk begrænsning – gruppefritagelse – vertikale aftaler – forordning (EU) nr. 330/2010 – artikel 3, stk. 1 – afgrænsningen af det relevante marked«
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse og relevansen af de forelagte spørgsmål – den nationale rets vurdering – formodning for, at de forelagte spørgsmål er relevante – søgsmål om erstatning for skade forårsaget af overtrædelser af konkurrencereglerne – bevisværdi, som nævnte nationale retsinstans kan tillægge endelige afgørelser truffet i en anden medlemsstat – ingen betydning
(Art. 267 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/104, art. 9, stk. 2 og 3)
(jf. præmis 33-40)
Konkurrencebegrænsende aftaler – konkurrencebegrænsning – accessorisk begrænsning – begreb – begrænsning, som er nødvendig for at gennemføre en hovedtransaktion, der ikke er konkurrencebegrænsende – objektiv og forholdsmæssig karakter – bedømmelsen af den objektive karakter – betingelser, som adskiller sig fra dem, der kræves med henblik på at opnå en fritagelse
(Art. 101, stk. 1 og 3, TEUF)
(jf. præmis 51-53, 55-58, 65 og 66)
Konkurrencebegrænsende aftaler – konkurrencebegrænsning – accessorisk begrænsning – begreb – begrænsning, som er nødvendig for at gennemføre en hovedtransaktion, der ikke er konkurrencebegrænsende – objektiv og forholdsmæssig karakter – vurdering af den forholdsmæssige karakter
(Art. 101, stk. 1 og 3, TEUF)
(jf. præmis 54)
Konkurrencebegrænsende aftaler – konkurrencebegrænsning – accessorisk begrænsning – begreb – begrænsning, som er nødvendig for at gennemføre en hovedtransaktion, der ikke er konkurrencebegrænsende – objektiv og forholdsmæssig karakter – klausuler om prislighed i kontrakter mellem onlinehotelreservationsplatforme og udbydere af indkvartering – udelukket
(Art. 101, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 59-64, 72, 73 og 75 samt domskonkl. 1)
Konkurrencebegrænsende aftaler – forbud – gruppefritagelse – vertikale aftaler – forordning nr. 330/2010 – betingelser – relevant marked – afgrænsning – kriterier – varers eller tjenesteydelsers substituerbarhed på udbudssiden og på efterspørgselssiden – formidlingstjenester, som leveres af en hotelreservationsplatform i aftaler indgået mellem udbydere af indkvartering og forbrugere – konkret undersøgelse af nævnte tjenesters substituerbarhed – relevante faktorer – hensyntagen til vurderinger fra en national konkurrencemyndighed og nationale appelretter – efterprøvelse påhviler den nationale ret
(Art. 101, stk. 1 og 3, TEUF; Rådets forordning nr. 330/2010, art. 3, stk. 1)
(jf. præmis 80-82 og 85-90 samt domskonkl. 2)
Sammendrag
I forbindelse med en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene, herefter »den forelæggende ret«) gav Domstolen nye præciseringer om anvendelsen af det princip om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, der er omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF, på de klausuler om prislighed, som Booking.com i lighed med andre hotelreservationsplatforme anvender i kontrakter, der indgås med udbydere af indkvartering. I det foreliggende tilfælde fastslog Domstolen, at sådanne klausuler ikke kan kvalificeres som »accessoriske begrænsninger«, der som sådan falder uden for anvendelsesområdet for denne bestemmelse, inden den gav indikationer om elementerne i afgrænsningen af det relevante marked med henblik anvendelsen af fritagelsesforordning nr. 330/2010 ( 1 ).
Booking.com BV, der er et nederlandsk selskab, skaber forbindelse mellem indkvarteringsstederne og kunderne på sin onlinehotelreservationsplatform booking.com, mod at indkvarteringsstederne betaler provision til dette selskab for hver reservation foretaget gennem denne platform, der ikke annulleres. Booking.com har drevet virksomhed på det tyske marked siden 2006 med støtte fra sit tyske datterselskab Booking.com (Deutschland).
Indtil 2015 indsatte Booking.com en såkaldt »bred paritetsklausul« i de almindelige vilkår i kontrakterne indgået med udbydere af indkvartering, i medfør af hvilken de sidstnævnte ikke på deres egne eller tredjemands salgskanaler, herunder konkurrerende onlineplatforme, måtte udbyde værelser til lavere priser end den, der blev tilbudt på Booking.coms websted.
I 2015 forpligtede Booking.com sig til efter aftale med de franske, de italienske og de svenske konkurrencemyndigheder at fjerne den brede paritetsklausul og erstatte den med en såkaldt »smal« paritetsklausul, som begrænsede forbuddet for udbydere af indkvartering mod at tilbyde deres værelser til bedre priser end dem, der blev tilbudt på Booking.com, til tilbuddene på deres egne salgskanaler.
Ved afgørelse af 22. december 2015, truffet efter rådføring med Kommissionen, fastslog Bundeskartellamt (forbundskonkurrencemyndighed, Tyskland), at en sådan smal paritetsklausul ligeledes var i strid med det EU-retlige og tysk rets forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, og pålagde derfor Booking.com at bringe anvendelsen heraf til ophør. Ved afgørelse af 18. maj 2021 ophævede Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), for hvilken forbudskonkurrencemyndigheden havde iværksat appel, dom afsagt af Oberlandesgericht Düsseldorf (den regionale ret i første instans i Düsseldorf, Tyskland) den 4. juni 2019, hvorved Booking.com delvist havde fået medhold i søgsmålet anlagt til prøvelse af afgørelsen fra denne myndighed. Forbundsdomstolen fastslog efter at have spurgt Domstolen, at den smalle paritetsklausul begrænsede konkurrencen på markedet for onlinehotelreservationsplatforme og markedet for hotelophold betydeligt. En sådan begrænsning kunne kvalificeres som en »accessorisk begrænsning«, eftersom det ikke var godtgjort, at Booking.coms rentabilitet ville blive påvirket uden denne. Klausulen kunne heller ikke indrømmes en fritagelse i medfør af forordning nr. 330/2010 eller nogen anden fritagelse fra det EU-retlige eller tysk rets forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.
Det var i denne sammenhæng, at Booking.com anlagde sag ved den forelæggende ret med påstand om, at det bl.a. blev fastslået, at de paritetsklausuler, som dette selskab anvendte, ikke var i strid med artikel 101 TEUF. 63 tyske hoteller nedlagde som modkrav for denne retsinstans påstand om, at det blev fastslået, at Booking.com havde overtrådt artikel 101 TEUF, og at dette selskab skulle pålægges at betale erstatning for overtrædelse af artikel 101 TEUF.
Den forelæggende ret ønskede oplyst, om de paritetsklausuler, som onlinehotelreservationsplatformene anvendte, skulle anses for at udgøre accessoriske begrænsninger som omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Såfremt denne kvalificering skulle forkastes, mente den forelæggende ret, at det skulle afklares, om disse klausuler kunne fritages efter forordning nr. 330/2010. Den spurgte derfor Domstolen, hvordan det relevante produktmarked skulle afgrænses i det foreliggende tilfælde med henblik på anvendelsen af denne forordning.
Domstolens bemærkninger
Indledningsvis gav Domstolen de ønskede præciseringer om anvendelsesområdet for det forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, der er omhandlet i artikel 101, stk. 1, TEUF. Det fremgår i denne henseende af fast retspraksis, at hvis en bestemt transaktion eller aktivitet ikke er omfattet af det princip om forbud, der er fastsat i artikel 101, stk. 1, TEUF, fordi den ikke har nogen indvirkning på konkurrencen eller har en positiv indvirkning herpå, er en begrænsning af den kommercielle selvstændighed for en eller flere af deltagerne i denne transaktion eller denne aktivitet, som umiddelbart kan fremstå konkurrencebegrænsende, heller ikke omfattet af nævnte princip om forbud, hvis denne begrænsning er accessorisk i forhold til nævnte transaktion.
For det første skal det, for at en konkurrencebegrænsning kan kvalificeres som »accessorisk«, undersøges, om gennemførelsen af hovedtransaktionen ville være umulig uden den pågældende begrænsning, idet det præciseres, at det forhold, at denne transaktion blot bliver vanskeligere at gennemføre eller mindre profitabel uden den pågældende begrænsning, ikke kan anses for at gøre denne begrænsning »objektivt nødvendig« for gennemførelsen af hovedtransaktionen. For det andet skal den pågældende begrænsning være forholdsmæssig i forhold til de mål, der ligger til grund for hovedtransaktionen.
Det skal i denne forbindelse præciseres, at der skal sondres mellem begrebet »accessoriske begrænsninger«, således som det undersøges inden for rammerne af artikel 101, stk. 1, TEUF, og fritagelsen støttet på artikel 101, stk. 3, TEUF. Til forskel fra sidstnævnte indebærer betingelsen om, at en begrænsning skal være objektivt nødvendig for hovedtransaktionen, ikke en afvejning af en aftales konkurrencefremmende og konkurrencebegrænsende virkninger, men en afgørelse af, om den pågældende begrænsning inden for de særlige rammer for denne transaktion er uomgængelig for at gennemføre nævnte transaktion. Selv om det i princippet alene tilkommer den forelæggende ret, henset til samtlige de faktiske omstændigheder, som den er forelagt, at afgøre, om betingelserne for konstatering af en accessorisk begrænsning er opfyldt, har Domstolen imidlertid kompetence til at give den forelæggende ret oplysninger med henblik på at vejlede den i undersøgelsen af disse betingelser.
I det foreliggende tilfælde bemærkede Domstolen, at selv om leveringen af onlinehotelreservationstjenesterne havde haft en neutral indvirkning på konkurrencen eller endda en positiv indvirkning herpå, var det derimod ikke godtgjort, at hverken de brede eller smalle paritetsklausuler var objektivt nødvendige for at gennemføre denne hovedtransaktion og stod i rimeligt forhold til det mål, der forfulgtes med denne. Selv om de brede paritetsklausuler åbenbart skabte mærkbare begrænsende virkninger, kunne de smalle paritetsklausuler, som ganske vist var mindre restriktive, heller ikke anses for at være objektivt nødvendige for at sikre hotelreservationsplatformens økonomiske levedygtighed.
Selv hvis det antoges påvist, at disse klausuler tilsigtede at bekæmpe eventuelle tilfælde af snylteri, og at de var uomgængelige for at sikre effektivitetsgevinster og sikre nævnte tjenesters kommercielle succes, gjorde dette det heller ikke muligt at kvalificere nævnte klausuler som »accessoriske begrænsninger«.
I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at undersøgelsen af, om en begrænsning er objektivt nødvendig, bl.a. kan støttes på en kontrafaktisk analyse, der gør det muligt at undersøge, hvorledes tjenesteydelserne ville have fungeret uden paritetsklausulen. Den bemærkede i denne henseende, at Booking.coms virksomhed ikke var blevet skadet i de medlemsstater, hvor disse klausuler er blevet forbudt.
Henset til ovenstående betragtninger skulle Domstolen dernæst præcisere betingelserne for at fritage visse aftaler i medfør af artikel 101, stk. 3, TEUF, som er omhandlet i forordning nr. 330/2010. Den forelæggende ret havde taget udgangspunkt i postulatet om, at klausulerne om prislighed indgik i en »vertikal aftale« indgået mellem Booking.com og de forskellige udbydere af indkvartering. Disse aftaler indrømmes en fritagelse, når de opfylder visse betingelser, herunder at den pågældende aktørs markedsandelstærskel på 30%.
I denne henseende bemærkede Domstolen, at det for at afgrænse det relevante produktmarked skal efterprøves, om de produkter eller tjenesteydelser, som indgår i samme marked, er indbyrdes substituerbare for forbrugerne.
Det skulle i det foreliggende tilfælde undersøges, om andre typer formidlingstjenester og andre salgskanaler kunne erstatte de tjenester, som Booking.com leverede, hvad angår efterspørgslen hos udbydere af indkvartering såvel som slutkundernes efterspørgsel, selv om disse kanaler havde andre kendetegn og ikke tilbød de samme søge- og sammenligningsfunktioner vedrørende tilbuddene. Domstolen fremhævede, at afgrænsningen af det relevante marked afhænger af en grundig undersøgelse af de faktiske omstændigheder, som alene den forelæggende ret kan foretage, og det forholdt sig så meget desto mere således, eftersom Domstolen kun var blevet forelagt få oplysninger.
Med henblik herpå påhvilede det denne retsinstans at tage hensyn til alle de oplysninger, som den var forelagt. Som led heri indgik de vurderinger, der var blevet anlagt af forbundskonkurrencemyndigheden og appelretterne i Tyskland med hensyn til afgrænsningen af det relevante produktmarked, i de særligt relevante kontekstuelle elementer.
Det tilkom imidlertid retsinstansen at afgøre, om en sådan markedsafgrænsning, som tog hensyn til de særlige kendetegn ved »aftaletjenester«, der udbydes af hotelreservationsplatforme, set fra såvel udbyderne af indkvartering som slutkundernes synspunkt, var behæftet med en urigtig analyse eller er støttet på urigtige konstateringer.
( 1 ) – Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20.4.2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EUT 2010, L 102, s. 1).