–

Europa-Kommissionen ved S. Noë og I. Zaloguin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 18, stk. 1, TEUF og artikel 21 TEUF, artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), artikel 4, stk. 1, artikel 5, stk. 1, og artikel 62, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1) samt af artikel 7 og artikel 22, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1784 af 25. november 2020 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager (forkyndelse af dokumenter) (EUT 2020, L 405, s. 40).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en procedure for udstedelse af et betalingspåbud, der er blevet iværksat af varmeenergileverandøren »Toplofikatsia Sofia« EAD mod den betalingspligtige kunde V.Z.A. for et beløb svarende til værdien af den varme, der er blevet leveret til dennes lejlighed i Sofia (Bulgarien).

3

13. og 15. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

[...]

4

Denne forordnings artikel 4 har følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

2.   Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for statsborgere i den pågældende medlemsstat.«

5

Forordningens artikel 5, stk. 1, bestemmer følgende:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«

6

Samme forordnings artikel 7, nr. 1), fastsætter følgende:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

7

Artikel 62 i forordning nr. 1215/2012 er affattet således:

»1.   Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.

2.   Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.«

8

Artikel 1 i forordning 2020/1784 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer følgende:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på grænseoverskridende forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civil- og handelsretlige sager. [...]

2.   Med undtagelse af artikel 7 finder denne forordning ikke anvendelse, når adressen på den person, for hvem et dokument skal forkyndes, ikke er kendt.

[...]«

9

Denne forordnings artikel 7 med overskriften »Bistand ved adresseforespørgsler« er affattet således:

»1.   Hvor adressen på den person, for hvem et retsligt eller udenretsligt dokument skal forkyndes i en anden medlemsstat, ikke er kendt, yder nævnte medlemsstat bistand til at finde frem til den pågældende adresse på mindst en af følgende måder:

2.   Hver medlemsstat giver [Europa-]Kommissionen følgende oplysninger med henblik på at stille dem til rådighed gennem den europæiske e-justiceportal:

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om enhver senere ændring af de i første afsnit omhandlede oplysninger.«

10

Forordningens artikel 22 med overskriften »Sagsøgte, der ikke giver møde« fastsætter følgende:

»1.   Når en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse i henhold til denne forordning, og sagsøgte ikke har givet møde, må der ikke træffes afgørelse i sagen, før det er fastslået, at forkyndelsen eller afleveringen af dokumentet fandt sted i så god tid, at sagsøgte har kunnet afgive et svar, og at:

2.   Hver medlemsstat kan meddele Kommissionen, at en ret uanset stk. 1 kan afsige dom, selv hvis der ikke er modtaget nogen attest om forkyndelse eller aflevering af stævningen eller et tilsvarende dokument, forudsat at følgende betingelser alle er opfyldt:

Disse oplysninger gøres tilgængelige for offentligheden gennem den europæiske e-justiceportal.

3.   Uanset stk. 1 og 2 kan retten i begrundede hastende tilfælde træffe afgørelse om anvendelse af hvilke som helst foreløbige eller sikrende retsmidler.

4.   Hvor en stævning eller et tilsvarende dokument har skullet fremsendes til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse i overensstemmelse med denne forordning, og der er afsagt dom over en sagsøgt, som ikke har givet møde, har dommeren mulighed for at indrømme sagsøgte tilsidesættelse af virkningerne af, at fristen for appel af dommen er udløbet, såfremt følgende betingelser begge er opfyldt:

En anmodning om sådan tilsidesættelse kan kun fremsættes inden for en rimelig frist, efter at sagsøgte har fået kendskab til dommen.

Hver medlemsstat kan meddele Kommissionen, at en sådan anmodning om tilsidesættelse ikke vil være antagelig, hvis den fremsættes efter udløbet af en frist angivet af medlemsstaten i den pågældende meddelelse. Nævnte frist må under ingen omstændigheder være kortere end et år efter afsigelsen af dommen. Disse oplysninger gøres tilgængelige gennem den europæiske e-justiceportal.

5.   Stk. 4 finder ikke anvendelse på domme om personers status eller handleevne.«

11

Zakon za grazhdanskata registratsia (lov om folkeregistret, DV nr. 67 af 27.7.1999) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »ZGR«), bestemmer i artikel 90, stk. 1, følgende:

»Enhver person, der er omfattet af en folkeregistrering i henhold til denne lov, er forpligtet til skriftligt at angive sin faste og aktuelle adresse [...]«

12

ZGR’s artikel 93 fastsætter følgende:

»1.   Ved »fast adresse« forstås adressen på den lokalitet, som personen vælger til at blive optaget i folkeregistret.

2.   Den faste adresse er altid på Republikken Bulgariens område.

3.   Ingen kan have mere end én fast adresse.

4.   Bulgarske statsborgere, der bor i udlandet, og som ikke er opført i folkeregistret og ikke kan angive nogen fast adresse i Bulgarien, opføres ex officio i folkeregistret i distriktet »Sredets« i byen Sofia.

5.   Borgernes faste adresse er en postadresse til korrespondance med de statslige myndigheder og de lokale myndigheder.

6.   Borgernes faste adresse benyttes til at udøve eller gøre brug af rettigheder eller tjenester i de tilfælde, der er fastsat ved lov eller ved enhver anden retsforskrift.

7.   Den faste adresse kan være den samme som den aktuelle adresse.«

13

ZGR’s artikel 94 er affattet således:

»1.   Den aktuelle adresse er den adresse, hvor personen bor.

2.   Ingen kan have mere end én aktuel adresse.

3.   Den aktuelle adresse på bulgarske statsborgere, der har bopæl i udlandet, er kun opført i folkeregistret med navnet på den stat, hvori de bor.«

14

ZGR’s artikel 96, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Den aktuelle adresse meddeles ved en adresseerklæring, som personen afgiver til de i artikel 92, stk. 1, nævnte myndigheder. En bulgarsk statsborger, der bor i udlandet, angiver sin aktuelle adresse, dvs. den stat, hvori vedkommende bor, til de i artikel 92, stk. 1, nævnte myndigheder på det sted, hvor denne har sin faste adresse.«

15

Kodeks na mezhdunarodnoto chastno pravo (lov om international privatret, DV nr. 42 af 17.5.2005) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »KMChP«), bestemmer i artikel 4 følgende:

»(1)   Bulgarske domstole og andre organer har international kompetence, når:

[...]«

16

KMChP’s artikel 48, stk. 7, er affattet således:

»I denne lov forstås ved en fysisk persons »sædvanlige opholdssted« det sted, hvor vedkommende har sit væsentlige levested, uden at dette sted nødvendigvis er knyttet til en registrering eller en opholds- eller etableringstilladelse. Med henblik på at fastlægge dette sted skal der navnlig tages hensyn til denne persons personlige eller erhvervsmæssige forhold som følge af dennes varige tilknytning til det samme sted eller til personens hensigt om at etablere en sådan tilknytning.«

17

Grazhdanski protsesualen kodeks (den civile retsplejelov, DV nr. 59 af 20.7.2007) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »GPK«), bestemmer i artikel 38 med overskriften »Forkyndelsesadresse« følgende:

»Forkyndelsen sker på den adresse, der er angivet i sagsakterne. Når adressaten ikke træffes på den angivne adresse, sker forkyndelsen på vedkommendes aktuelle adresse og, hvis en sådan ikke findes, på vedkommendes faste adresse.«

18

GPK’s artikel 40 med overskriften »Modtager af retslige dokumenter« bestemmer følgende:

»(1)   En part, der opholder sig i eller flytter til udlandet i mere end en måned, er forpligtet til over for domstolens sæde at angive en person med henblik på forkyndelse, dvs. en modtager af retslige dokumenter, hvis vedkommende ikke har nogen repræsentant i sagen i Bulgarien. Den samme forpligtelse påhviler en retlig repræsentant, en kurator og en fuldmagtshaver.

(2)   Hvis de i stk. 1 omhandlede personer ikke angiver en sådan adressat, skal alle dokumenter tilføres sagsakterne og anses for at være forkyndt. Domstolen underretter disse personer om disse konsekvenser ved forkyndelsen af det første dokument.«

19

GPK’s artikel 41 med overskriften »Underretningspligt« fastsætter følgende:

»(1)   En part, som er fraværende mere end en måned på den adresse, som vedkommende har meddelt i sagen, eller hvor der er sket forkyndelse for vedkommende, er forpligtet til at oplyse domstolen om sin nye adresse. Den samme forpligtelse påhviler en retlig repræsentant, en kurator og en fuldmagtshaver.

(2)   I tilfælde af manglende overholdelse af den i stk. 1 omhandlede forpligtelse skal alle underretninger tilføres sagsakterne og anses for at være forkyndt. Domstolen underretter parten om disse konsekvenser ved forkyndelsen af den første underretning.«

20

GPK’s artikel 53 med overskriften »Forkyndelse for udlændinge med bopæl i landet« har følgende ordlyd:

»Forkyndelse for udlændinge med bopæl i landet sker på den adresse, der er angivet over for de kompetente administrative myndigheder.«

21

GPK’s artikel 410 med overskriften »Anmodning om udstedelse af et handlepåbud« bestemmer følgende:

»(1)   Rekvirenten kan anmode om udstedelse af et påbud:

[...]«

22

GPK’s artikel 411 med overskriften »Udstedelse af et handlepåbud« har følgende ordlyd:

»(1)   Anmodningen indgives til rajonen sad [(kredsdomstol)] i den retskreds, hvor skyldneren har sin faste adresse eller sit hjemsted. Denne retsinstans efterprøver ex officio inden for en frist på tre dage sin stedlige kompetence. En anmodning over for en forbruger skal indgives ved domstolen i den retskreds, hvor forbrugeren har sin aktuelle adresse, eller, hvis der ikke findes en aktuel adresse, hvor den pågældende har sin faste adresse. Hvis domstolen finder, at sagen ikke henhører under dens kompetence, oversender den straks sagen til den kompetente domstol.

(2)   Domstolen behandler anmodningen i et retsmøde angående de processuelle aspekter og udsteder et handlepåbud inden for den i stk. 1 fastsatte frist bortset fra i tilfælde, hvor:

[...]

(3)   Hvis Domstolen imødekommer anmodningen, udsteder den et handlepåbud, hvoraf en kopi forkyndes for skyldneren.«

23

Toplofikatsia Sofia er et selskab i henhold til bulgarsk ret, som leverer varmeenergi. Den 6. marts 2023 indgav selskabet en anmodning til Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien), som er den forelæggende ret, om udstedelse af et betalingspåbud mod V.Z.A., der er bulgarsk statsborger.

24

Dette selskab kræver, at V.Z.A. betaler et beløb på 700,61 bulgarske leva (BGN) (ca. 358 EUR) med den begrundelse, at han som ejer af en lejlighed i Sofia i en fællesejet ejendom ikke har betalt fakturaen for sit varmeforbrug i perioden fra den 15. september 2020 til den 22. februar 2023 for denne lejlighed.

25

Den forelæggende ret har præciseret, at V.Z.A. endnu ikke er part i proceduren i hovedsagen, og at han først bliver det, efter at det ønskede betalingspåbud er blevet udstedt, forudsat at denne ret har kompetence til at træffe afgørelse om denne anmodning.

26

Denne ret har anført, at det fremgår af de undersøgelser, som den i henhold til sine forpligtelser efter bulgarsk lovgivning har foretaget ex officio under proceduren i hovedsagen, at V.Z.A. siden år 2000 har været registreret i det nationale folkeregister som havende sin faste adresse i Sofia. Den 6. marts 2010 angav V.Z.A. imidlertid sin aktuelle adresse i en anden medlemsstat end Republikken Bulgarien. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at bulgarsk ret ikke gør det muligt at angive en fuldstændig og aktuel adresse i udlandet.

27

Den forelæggende ret har ligeledes henvist til en bindende fortolkningsafgørelse truffet af Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien) den 18. juni 2014 (herefter »afgørelsen af 18. juni 2014«) vedrørende de tilfælde af afslag på udstedelse af et påbud, der er fastsat i GPK’s artikel 411, stk. 2, nr. 4 og 5.

28

Ifølge afgørelsen af 18. juni 2014 skal det ved indgivelsen af en anmodning om udstedelse af et påbud i henhold til GPK’s artikel 411 efterprøves, om der er en fast adresse eller et sædvanligt opholdssted på Republikken Bulgariens område på datoen for forkyndelsen af det én gang udstedte påbud, uanset at det følger af GPK’s artikel 411, stk. 2, nr. 4 og 5, at udstedelsen af et sådant påbud skal afslås, når der ikke er en fast adresse eller et sædvanligt opholdssted på dette område.

29

Det fremgår af afgørelsen af 18. juni 2014, at når det konstateres, at en ret har udstedt et betalingspåbud over for en skyldner, der ikke har en fast adresse på Republikken Bulgariens område, skal denne ret ex officio erklære dette påbud ugyldigt. Når det derimod konstateres, at denne skyldner ikke har noget sædvanligt opholdssted på Republikken Bulgariens område, kan det udstedte påbud ikke erklæres ugyldigt af den ret, der har udstedt det. I dette sidstnævnte tilfælde skal denne ret ved forkyndelsen af dette påbud efterprøve, om skyldneren har en fast adresse i Bulgarien, og hvis dette er tilfældet, anses betalingspåkravet for at være forskriftsmæssigt forkyndt enten ved meddelelse til en person i skyldnerens hjem eller ved opslag af en meddelelse. Det er følgelig kun muligt at påberåbe sig anvendelsen af GPK’s artikel 411, stk. 2, nr. 5, ved iværksættelse af en appel.

30

Den forelæggende ret har anført, at afgørelsen af 18. juni 2014 blev truffet, inden GPK’s artikel 411, stk. 1, blev ændret, således at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, nu er forpligtet til ex officio at efterprøve sin stedlige kompetence på grundlag af bl.a. skyldnerens faste adresse.

31

Ifølge denne ret følger det af GPK’s artikel 411, således som fortolket af Varhoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), at der altid vil skulle udstedes et betalingspåbud over for en skyldner, der er bulgarsk statsborger, og hvis faste adresse fortsat er registreret i Bulgarien, selv om denne skyldner har en adresse i udlandet, som ligeledes er opført i folkeregistret. En sådan fortolkning vil imidlertid kunne skade den regel, der er opstillet i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, hvorefter en skyldner, der har bopæl i en medlemsstat, som udgangspunkt kun kan sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

32

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at bulgarske statsborgeres faste adresse i henhold til ZGR’s artikel 93 forbliver på bulgarsk område og ikke kan ændres i tilfælde af flytning til en anden medlemsstat. Dette udgør en hindring for bulgarske statsborgeres udøvelse af retten til fri bevægelighed og valg af opholdssted, som er sikret ved artikel 21 TEUF.

33

Desuden vil bulgarske statsborgere, der har udøvet deres ret til fri bevægelighed, potentielt befinde sig i en situation med omvendt forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, hvilket er i strid med artikel 18 TEUF. I henhold til GPK’s artikel 53 skal statsborgere fra andre EU-medlemsstater, der har fast bopæl i Bulgarien, nemlig modtage forkyndelser på den adresse, der er angivet over for indvandringsmyndighederne. Når disse statsborgere fra andre EU-medlemsstater ophører med at have bopæl på bulgarsk område, har de bulgarske retter ikke længere kompetence i forhold til dem i henhold til kompetencekriteriet vedrørende bopæl. Bulgarske statsborgere kan derimod ikke annullere registreringen af deres faste adresse og skal fortsat have en modtager, der er parat til at modtage forkyndelser på deres vegne i Bulgarien.

34

Ifølge den forelæggende ret følger det i øvrigt af ZGR’s artikel 94, stk. 3, sammenholdt med denne lovs artikel 93, stk. 2, at en bulgarsk statsborger ikke kan registrere en nøjagtig adresse uden for Bulgarien, idet den eneste angivelse, som forvaltningen foretager herom, er angivelsen af den stat, som denne statsborger er flyttet til. Dette er grunden til, at KMChP’s artikel 4 fastsætter sagsøgtes sædvanlige opholdssted som værende et kompetencekriterium i de internationale privatretlige forhold, som EU-retten ikke finder anvendelse på.

35

I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret indledningsvis oplyst, om artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 er til hinder for, at den internationale kompetence for en ret, der er blevet forelagt en anmodning om udstedelse af et betalingspåbud, fastslås under hensyntagen til begrebet »bopæl«, således som det følger af de nationale retsforskrifter, der er relevante i hovedsagen. Denne ret har præciseret, at selv om det ikke kan udelukkes, at den kan støtte sin internationale kompetence på artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 – idet den kontrakt, som den krævede fordring udspringer af, angår levering af varme til en fast ejendom beliggende i Sofia – er spørgsmålet om fastlæggelse af bopælen fortsat relevant.

36

Den forelæggende ret har dernæst rejst det spørgsmål, om det forbud, der ved afgørelsen af 18. juni 2014 blev pålagt en ret mod at støtte sig på skyldnerens aktuelle adresse for at fastslå, at sidstnævnte ikke har sit sædvanlige opholdssted på Republikken Bulgariens område, er foreneligt med artikel 18 TEUF, eftersom dette forbud udgør omvendt forskelsbehandling.

37

For så vidt som national ret ikke gør det muligt for den forelæggende ret at fastlægge skyldnerens adresse uden for Bulgarien, ønsker den endelig oplyst, om den i denne henseende kan støtte sig på muligheden i artikel 7 i forordning 2020/1784 for at få bistand fra den pågældende medlemsstat.

38

På denne baggrund har Sofijski Rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

39

Det følger af fast retspraksis, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister, og at begrundelsen for den præjudicielle forelæggelsesprocedure ikke er, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

40

Som det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

41

Domstolen har således fastslået, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure bl.a. forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

42

I det konkrete tilfælde er den forelæggende ret i henhold til GPK’s artikel 411, stk. 1, forpligtet til ex officio at efterprøve sin kompetence til at udstede et betalingspåbud. Med henblik herpå har denne ret forelagt Domstolen fire præjudicielle spørgsmål, der vedrører fortolkningen af forordning nr. 1215/2012 og forordning 2020/1784 samt fortolkningen af artikel 18, stk. 1, TEUF, artikel 21 TEUF og chartrets artikel 47, stk. 2.

43

Hvad for det første angår den ønskede fortolkning af chartrets artikel 47, stk. 2, fremgår det på ingen måde af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at denne fortolkning fremstår som objektivt nødvendig for den afgørelse, som den forelæggende ret skal træffe (jf. i denne retning dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis. Den forelæggende ret har således hverken angivet den forbindelse, som den har fastslået mellem denne bestemmelse og tvisten i hovedsagen, eller grundene til, at en fortolkning af den nævnte bestemmelse efter dens opfattelse er nødvendig for afgørelsen af denne tvist.

44

Hvad for det andet angår den ønskede fortolkning af artikel 22 i forordning 2020/1784 skal det bemærkes, at denne artikel, således som det fremgår af dens overskrift, regulerer den nationale rets forpligtelser, såfremt sagsøgte ikke giver møde. Denne artikel finder anvendelse, når en stævning eller et tilsvarende dokument allerede er blevet fremsendt til en anden medlemsstat med henblik på forkyndelse, og vedrører en kontradiktorisk procedure, der ligger efter den, der er omhandlet i hovedsagen, som skyldneren endnu ikke er part i. Artikel 22 i forordning 2020/1784 tager således udgangspunkt i en forudsætning, der i det foreliggende tilfælde kun er hypotetisk, nemlig at sagsøgte ikke giver møde.

45

Det følger heraf, at for så vidt som anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af chartrets artikel 47, stk. 2, og artikel 22, stk. 1 og 2, i forordning 2020/1784, har den ingen forbindelse med realiteten i tvisten i hovedsagen eller dennes genstand, og den kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

46

Hvad for det første angår fortolkningen af de relevante bestemmelser i forordning nr. 1215/2012 rejser det spørgsmål sig indledningsvis, om tvisten i hovedsagen er omfattet af denne forordning, idet anvendelsen af denne kræver, at der foreligger et element af tilknytning til udlandet. Selv om den pågældende skyldner endnu ikke er part i proceduren i hovedsagen, forholder det sig i det foreliggende tilfælde ikke desto mindre således, at anmodningen om udstedelse af et betalingspåbud er indgivet mod denne skyldner, der har bopæl i en anden medlemsstat, hvilket udgør et tilstrækkeligt element af tilknytning til udlandet til, at denne forordning finder anvendelse.

47

Hvad for det andet angår fortolkningen af artikel 18 TEUF skal det påpeges, at denne artikel kun kan anvendes selvstændigt på forhold omfattet af EU-retten, for hvilke der ikke findes særlige bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling (jf. i denne retning dom af 10.2.2011, Missionswerk Werner Heukelbach, C-25/10, EU:C:2011:65, præmis 18, og af 28.9.2023, Ryanair mod Kommissionen, C-321/21 P, EU:C:2023:713, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

48

Hvad i det foreliggende tilfælde angår den problematik, som de forelagte spørgsmål i det væsentlige rejser, nemlig problematikken om de forskellige fremgangsmåder til fastlæggelse af bopælen alt efter, om der er tale om bulgarske statsborgere eller udenlandske statsborgere bosiddende i Bulgarien, opstiller artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 imidlertid et forbud mod forskelsbehandling, idet denne bestemmelse forbyder enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet for så vidt angår anvendelsen af de kompetenceregler, der er indført ved denne forordning. Artikel 18 TEUF skal derfor ikke anvendes selvstændigt, og der skal følgelig heller ikke anlægges en særskilt fortolkning heraf.

49

For det tredje skal det bemærkes, at for så vidt som forordning nr. 1215/2012 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), som selv erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse to sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for fortolkningen af forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 (dom af 9.7.2020, Verein für Konsumenteninformation, C-343/19, EU:C:2020:534, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

50

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter statsborgere i en medlemsstat, der er bosiddende i en anden medlemsstat, anses for at have bopæl på en adresse, der stadig er registreret i den første medlemsstat.

51

I denne henseende skal det indledningsvis bemærkes, at begrebet »bopæl« er afgørende i opbygningen af forordning nr. 1215/2012, da det udgør det generelle tilknytningskriterium, der gør det muligt at fastslå den internationale kompetence i overensstemmelse med denne forordnings artikel 4, stk. 1, som henviser til sagsøgtes bopæl uanset dennes nationalitet (jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 22 og 23).

52

Som det fremgår af Jenard-rapporten om konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979, C 59, s. 1), hvis kommentarer om begrundelsen for valget af bopælskriteriet også gælder for fortolkningen af forordning nr. 1215/2012, var EU-lovgivers valg om at give dette kriterium forrang frem for nationalitetskriteriet dikteret af nødvendigheden af at lette en ensartet anvendelse af kompetencereglerne med henblik på at undgå forskellige kompetenceregler, alt efter om tvisterne vedrører statsborgere i en kontraherende stat eller en statsborger i en kontraherende stat og en udenlandsk statsborger eller to udenlandske statsborgere.

53

I lighed med konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, og forordning nr. 44/2001 giver forordning nr. 1215/2012 ikke en definition af begrebet »bopæl«. I denne sidstnævnte forordnings artikel 62, stk. 1, henvises således til den interne lovgivning i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, med henblik på at afgøre, om en part har bopæl på denne medlemsstats område. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, i henhold til forordningens artikel 62, stk. 2, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.

54

Medlemsstaterne har derfor som udgangspunkt kompetence til at fastlægge en fysisk persons bopæl efter deres egen lovgivning.

55

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at anvendelsen af nationale regler ikke må svække den effektive virkning af en EU-retsakt. Som Domstolen i det væsentlige har fastslået hvad angår forordning nr. 44/2001 – hvilken retspraksis kan anvendes på fortolkningen af forordning nr. 1215/2012 – kan anvendelsen af en medlemsstats procesregler nemlig ikke svække den effektive virkning af det i forordningen fastsatte system ved at tilsidesætte de principper, der er opstillet heri (jf. i denne retning dom af 28.4.2009, Apostolides, C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

56

Som det fremgår af nærværende doms præmis 51, hviler den ordning, der er indført ved forordning nr. 1215/2012, på EU-lovgivers valg om at basere de ensartede kompetenceregler på kriteriet om sagsøgtes bopæl og ikke på kriteriet om sagsøgtes nationalitet. Følgelig, og som Kommissionen ligeledes har gjort gældende i sit skriftlige indlæg, kan en medlemsstat ikke ændre dette grundlæggende valg ved at anvende nationale regler, hvorefter dens statsborgere obligatorisk har bopæl på dens område.

57

I den konkrete sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at der i bulgarsk ret anlægges en sondring i forhold til bulgarske statsborgere mellem disses faste adresse og aktuelle adresse.

58

Enhver bulgarsk statsborger har en enkelt fast adresse på Republikken Bulgariens område, som svarer til den adresse, der er opført i folkeregistret, og som altid forbliver på dette område. Bulgarske statsborgere, der bor i udlandet, og som ikke kan dokumentere at have en fast adresse i Bulgarien, opføres ex officio i folkeregistret i distriktet Sredets i byen Sofia. Den aktuelle adresse svarer derimod til den adresse, hvor den pågældende person bor. For bulgarske statsborgere, der er bosat i udlandet, angives denne adresse i folkeregistret med navnet på den stat, hvori de bor, uden at der ifølge den forelæggende ret er nogen mulighed for, at sådanne statsborgere kan registrere en nøjagtig adresse beliggende uden for Bulgarien. Som den forelæggende ret har præciseret, er bulgarske statsborgere derfor forpligtet til at have en fast adresse i Bulgarien, uanset hvor disse statsborgere rent faktisk bor.

59

Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, sidestiller den bulgarske lovgivning, således som den er beskrevet af denne ret, bulgarske statsborgeres bopæl med deres faste adresse, som altid befinder sig i Bulgarien uafhængigt af, om de er bosiddende i Bulgarien eller i udlandet, og denne lovgivning gør det ikke muligt for disse statsborgere at registrere en fuldstændig adresse i en anden medlemsstat, selv om de har fast bopæl dér og således kan anses for at have bopæl på denne anden medlemsstats område i henhold til denne medlemsstats lovgivning, som skal anvendes i henhold til artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012.

60

Det skal ligeledes præciseres, at det udelukkende tilkommer den forelæggende ret at fastlægge rækkevidden af begrebet »bopæl« i national ret. Såfremt en national lovgivning automatisk knytter dette begreb til en varig, obligatorisk og undertiden fiktiv adresse, der er registreret for enhver statsborger i den pågældende medlemsstat, skader en sådan lovgivning imidlertid den effektive virkning af forordning nr. 1215/2012, da den reelt er ensbetydende med at erstatte bopælskriteriet, som ligger til grund for de kompetenceregler, der er indført ved denne forordning, med nationalitetskriteriet.

61

Under disse omstændigheder er det ufornødent at behandle spørgsmålet om, hvorvidt artikel 21 TEUF ligeledes er til hinder for en national lovgivning som den, der er beskrevet i den foregående præmis.

62

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter statsborgere i en medlemsstat, der er bosiddende i en anden medlemsstat, anses for at have bopæl på en adresse, der stadig er registreret i den første medlemsstat.

63

Det fremgår af fast retspraksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen efter omstændighederne at omformulere de spørgsmål, den forelægges (dom af 30.1.2024, Direktor na Glavna direktsiaNatsionalna politsia pri MVR – Sofia, C-118/22, EU:C:2024:97, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

64

I det foreliggende tilfælde udspringer det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, af den omstændighed, at den forelæggende ret – således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse – har anført, at den i henhold til GPK’s artikel 411, således som fortolket i afgørelsen af 18. juni 2014, er forpligtet til at udstede et betalingspåbud mod en skyldner, der er bulgarsk statsborger, og hvis faste adresse er beliggende i Bulgarien, selv om der er rimelige grunde til at tro, at denne debitor på tidspunktet for indgivelsen af denne anmodning om et betalingspåbud havde bopæl på en anden medlemsstats område, og at denne ret følgelig ikke har international kompetence til at træffe afgørelse om en sådan anmodning efter artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.

65

Ifølge den forelæggende ret kan det ikke udelukkes, at den kan støtte sin kompetence på en anden bestemmelse, nemlig denne forordnings artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, der er indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 2. Den spørger imidlertid, om denne forordnings artikel 5, stk. 1, er til hinder for, at den er forpligtet til at udstede et betalingspåbud over for en skyldner, hvis aktuelle adresse er i en anden medlemsstat. I denne sammenhæng er den forelæggende ret ligeledes i tvivl om, hvorvidt det er relevant, hvornår den pågældende debitor har registreret en aktuel adresse.

66

Det skal følgelig fastslås, at den forelæggende ret med det andet og det tredje spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en national lovgivning, således som fortolket i national retspraksis, tillægger en ret i en medlemsstat kompetence til at udstede et betalingspåbud over for en skyldner, i forhold til hvem der er rimelige grunde til at tro, at denne har bopæl på en anden medlemsstats område.

67

Som anført i nærværende doms præmis 51 fastsætter artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 den almindelige kompetenceregel, som ligger til grund for denne forordning, nemlig reglen om sagsøgtes bopæl, uanset sagsøgtes nationalitet.

68

I henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i denne forordnings kapitel II, afdeling 2-7. Disse afdelinger indeholder særlige kompetenceregler, kompetenceregler i sager om forsikringsaftaler, forbrugeraftaler, individuelle arbejdsaftaler samt regler om enekompetence og regler om aftaler om værneting.

69

Det følger af de nævnte afdelinger, at det kun er muligt at fastslå, at en ret i en medlemsstat har international kompetence til at påkende en sag mod en sagsøgt, der har bopæl på en anden medlemsstats område, i de situationer, der er reguleret i disse afdelinger.

70

I den konkrete sag bør den forelæggende ret kunne udstede et betalingspåbud over for en skyldner, i forhold til hvem der er rimelige grunde til at tro, at denne på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om et betalingspåbud havde bopæl i en anden medlemsstat end Republikken Bulgarien, hvis den kan støtte sin kompetence til at træffe afgørelse om en sådan anmodning på en af de kompetenceregler, der er fastsat i afdeling 2-7 i forordning nr. 1215/2012.

71

De omstændigheder, der skal tages i betragtning ved fastlæggelsen af kompetencen, er således dem, der forelå på tidspunktet for indgivelsen af den pågældende anmodning om et betalingspåbud.

72

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det andet og det tredje spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en national lovgivning, således som fortolket i national retspraksis, tillægger en ret i en medlemsstat kompetence til at udstede et betalingspåbud over for en skyldner, i forhold til hvem der er rimelige grunde til at tro, at denne på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om et betalingspåbud havde bopæl på en anden medlemsstats område, i andre situationer end dem, der er fastsat i denne forordnings kapitel II, afdeling 2-7.

73

Med sit fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7 i forordning 2020/1784 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at udstede et betalingspåbud over for en skyldner, i forhold til hvem der er rimelige grunde til at tro, at denne har bopæl på en anden medlemsstats område, henvender sig til de kompetente myndigheder og anvender de midler, som denne anden medlemsstat stiller til rådighed, for at identificere denne debitors adresse med henblik på forkyndelsen af dette betalingspåbud.

74

Indledningsvis skal det bemærkes, at hvis den forelæggende ret når til den konklusion, at den har kompetence til at påkende hovedsagen på grundlag af en af de kompetenceregler, der er fastsat i kapitel II, afdeling 2-7, i forordning nr. 1215/2012, og at den følgelig kan udstede det ønskede betalingspåbud over for den pågældende skyldner, selv om denne har bopæl på en anden medlemsstats område, er den forpligtet til at forkynde dette betalingspåbud for denne skyldner.

75

I denne henseende følger det af Domstolens praksis, at når adressaten for et retsligt dokument er bosiddende i udlandet, er forkyndelsen af dette dokument som udgangspunkt omfattet af anvendelsesområdet for forordning 2020/1784 og skal foretages med de midler, som er indført ved denne forordning, med undtagelse bl.a. af den situation, hvor denne modtagers bopæl eller sædvanlige opholdssted er ukendt (jf. analogt dom af 19.12.2012, Alder, C-325/11, EU:C:2012:824, præmis 24 og 25).

76

I denne sidstnævnte situation består der imidlertid – i henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning 2020/1784, som henviser til denne forordnings artikel 7 – en forpligtelse til at bistå med at finde frem til adressen på adressaten for det dokument, der skal forkyndes.

77

Artikel 7 i forordning 2020/1784 bestemmer, at hvor adressen på den person, for hvem et retsligt eller udenretsligt dokument skal forkyndes i en anden medlemsstat, ikke er kendt, yder denne anden medlemsstat bistand til at finde frem til den pågældende adresse enten ved at udpege de myndigheder, som de fremsendende instanser kan rette henvendelse til i dette øjemed, eller ved at tillade direkte indtastning i bopælsregistre eller andre databaser af anmodninger om oplysninger vedrørende den pågældende adresse ved hjælp af en standardformular, der er til rådighed på »den europæiske e-justiceportal«, eller ved at give oplysninger gennem denne portal om, hvordan den samme adresse kan findes.

78

Følgelig kan en ret i en medlemsstat, som skal forkynde et retsligt eller udenretsligt dokument i en anden medlemsstat, anvende alle de midler, der er stillet til rådighed i henhold til artikel 7 i forordning 2020/1784, med henblik på at fastlægge adressen på modtageren af det dokument, der skal forkyndes.

79

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 7 i forordning 2020/1784 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at udstede et betalingspåbud over for en skyldner, i forhold til hvem der er rimelige grunde til at tro, at denne har bopæl på en anden medlemsstats område, henvender sig til de kompetente myndigheder og anvender de midler, som denne anden medlemsstat stiller til rådighed, for at identificere denne debitors adresse med henblik på forkyndelsen af dette betalingspåbud.

80

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret: