–

den polske regering ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller og M. Hellmann, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved J. Hottiaux og S. Noë, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, og artikel 26 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Credit Agricole Bank Polska S.A., der har hjemsted i Polen, og AB, der er en forbruger, hvis nuværende adresse er ukendt, vedrørende betaling af et pengebeløb, som banken i henhold til en forbrugerkreditaftale afkræver AB.

3

Følgende fremgår af 6., 15. og 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012:

[...]

[...]

4

Denne forordnings artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5

Den nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, er affattet således:

»Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.«

6

Samme forordnings artikel 6, stk. 1, er sålydende:

»Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 18, stk. 1, artikel 21, stk. 2, samt artikel 24 og 25.«

7

Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter:

»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6 og artikel 7, nr. 5):

8

Denne forordnings artikel 18, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller, uanset medkontrahentens bopæl, ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2.   Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«

9

Forordningens artikel 26 har følgende ordlyd:

»1.   For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 24 er enekompetent.

2.   Med hensyn til spørgsmål omfattet af afdeling 3, 4 eller 5 skal retten, såfremt forsikringstageren, den sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen, den skadelidte, forbrugeren eller arbejdstageren er den sagsøgte, inden den fastslår, at den har kompetence i henhold til stk. 1, sikre sig, at sagsøgte er orienteret om sin ret til at bestride rettens kompetence og om retsvirkningerne af at give møde eller af ikke at give møde.«

10

Samme forordnings artikel 28, stk. 1 og 2, er affattet som følger:

»1.   Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent, medmindre den er kompetent efter bestemmelserne i denne forordning.

2.   Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.«

11

Artikel 62 i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:

»1.   Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.

2.   Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.«

12

Artikel 144, stk. 1, i ustawa – Kodeks postępowania cywilnego (lov om indførelse af den civile retsplejelov) af 17. november 1964 (Dz. U. nr. 43, pos. 296) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »den civile retsplejelov«), bestemmer:

»Rettens præsident beskikker en procesværge, hvis sagsøgeren godtgør, at partens bopæl ikke er kendt. [...]«

13

Den civile retsplejelovs artikel 69, stk. 3, som finder tilsvarende anvendelse på den procesværge, der er beskikket i henhold til denne lovs artikel 144, bestemmer:

»Den procesværge, der er beskikket i medfør af stk. 1, har beføjelse til at udføre alle handlinger i forbindelse med den pågældende sag.«

14

Den civile retsplejelovs artikel 1391 fastsætter:

»1)   Såfremt sagsøgte trods en ny forkyndelse i overensstemmelse med artikel 139, stk. 1, andet punktum, ikke har afhentet stævningen eller et andet processuelt dokument, som gør det klart, at det er nødvendigt for den pågældende at forsvare sine rettigheder, og der ikke forinden er blevet forkyndt noget dokument for den pågældende i henhold til fremgangsmåden i de foregående artikler, og artikel 139, stk. 2-31, eller en anden særlig bestemmelse om forkyndelsesvirkning ikke finder anvendelse, underretter retsformanden sagsøgeren herom ved at tilsende denne en genpart af det dokument, der er rettet til sagsøgte, og pålægger denne at forkynde dette dokument for sagsøgte ved en stævningsmand.

2)   Sagsøgeren skal inden for en frist på to måneder fra det tidspunkt, hvor den i stk. 1 omhandlede forpligtelse er blevet forkyndt for den pågældende, fremsende en bekræftelse af, at dokumentet er forkyndt for sagsøgte af en stævningsmand, sende dokumentet tilbage og angive sagsøgtes nuværende adresse eller fremlægge bevis for, at sagsøgte har bopæl på den adresse, der er anført i stævningen. Når fristen er udløbet uden virkning, finder artikel 177, stk. 1, nr. 6, anvendelse.«

15

Ved sag anlagt den 22. december 2021 ved Sąd Rejonowy dla Warszawy – Śródmieścia w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – centrum, Polen), der er den forelæggende ret, har Credit Agricole Bank Polska nedlagt påstand om, at AB, der er statsborger i et tredjeland og har egenskab af forbruger, tilpligtes at betale kreditinstituttet et beløb på 10591,64 polske zloty (PLN) (ca. 2250 EUR) med tillæg af renter samt sagsomkostninger.

16

Søgsmålet er støttet på en forbrugerkreditaftale, der blev indgået den 16. juli 2020 mellem sagsøgeren i hovedsagen og sagsøgte i hovedsagen med henblik på sidstnævntes køb af en mobiltelefon. Den adresse på sagsøgte, der var angivet i stævningen, svarede til den adresse, der var angivet i denne kontrakt.

17

Den 30. marts 2022 udstedte retsembedsmanden ved den forelæggende ret (herefter »retsembedsmanden«) et betalingspålæg mod AB, hvorved sidstnævnte blev pålagt at betale sagsøgeren i hovedsagen et beløb på 10591,64 PLN med tillæg af morarenter i henhold til kontrakten og sagsomkostninger med tillæg af lovbestemte morarenter, beregnet fra den dato, hvor betalingspåkravet blev endeligt, og indtil datoen for betalingen.

18

En kopi af denne stævning og det nævnte betalingspåkrav samt af andre oplysninger til sagsøgte i hovedsagen blev sendt med posten til sidstnævntes adresse, som var angivet i stævningen. Den 5. maj 2022 blev denne skrivelse returneret, da den ikke var blevet afhentet af adressaten.

19

Retsembedsmanden pålagde sagsøgeren i hovedsagens befuldmægtigede ved en stævningsmand at forkynde en kopi af stævningen og betalingspåkravet for sagsøgte i hovedsagen i overensstemmelse med polsk ret, idet sagen i modsat fald ville blive udsat. Ved skrivelse af 15. september 2022 meddelte denne befuldmægtigede den forelæggende ret, at den pågældende forkyndelse ikke havde kunnet foretages, idet sagsøgte ikke var kendt på den angivne adresse.

20

Ved kendelse af 4. oktober 2022 beskikkede retsembedsmanden en procesværge til fordel for sagsøgte.

21

Den 26. oktober 2022 rejste denne procesværge indsigelse mod det betalingspåkrav, der var blevet udstedt den 30. marts samme år, med den begrundelse, at sagsøgeren i hovedsagen ikke havde godtgjort at have en fordring svarende til det beløb, som den krævede betalt. Procesværgen anførte ligeledes, at den pågældende ikke er i stand til at fastlægge sagsøgtes bopæl, men har ikke fremsat nogen indsigelse vedrørende den forelæggende rets internationale kompetence til at påkende hovedsagen i henhold til artikel 17 og 18 i forordning nr. 1215/2012.

22

De tiltag, som denne ret, den befuldmægtigede for sagsøgeren i hovedsagen og procesværgen for sagsøgte i hovedsagen har foretaget, har ikke gjort det muligt at identificere sidstnævntes bopæl eller opholdssted. De gjorde det alene muligt at fastslå, at sagsøgte var ankommet til Polen den 29. september 2017, at sidstnævnte havde forladt den adresse, hvor han var registreret i denne medlemsstat i løbet af 2018, og at han ikke på tidspunktet for den således foretagne kontrol var frihedsberøvet på den nævnte medlemsstats område.

23

Ifølge den forelæggende ret er det ikke udelukket, at sagsøgte i hovedsagen har forladt det polske område, men denne omstændighed kan ikke fastslås med sikkerhed, henset til den manglende kontrol ved visse landgrænser i Republikken Polen.

24

Den forelæggende ret ønsker indledningsvis oplyst, om den, henset til artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, er forpligtet til at fastslå sin kompetence i overensstemmelse med reglerne i national ret eller i overensstemmelse med de ensartede kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning.

25

Ifølge denne ret fremgår det af den retspraksis, der følger af dom af 17. november 2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745), og af 15. marts 2012, G (C-292/10, EU:C:2012:142), at anvendelsen af reglerne i national ret i stedet for reglerne om ensartet kompetence kun er mulig, hvis den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at sagsøgte, der er unionsborger og ikke har bopæl i den medlemsstat, hvor sidstnævnte ret er beliggende, faktisk er bosat uden for Den Europæiske Unions område.

26

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om denne retspraksis også bør finde anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor den berørte sagsøgte er en person, der ikke er statsborger i en medlemsstat, men som sandsynligvis har bopæl på en medlemsstats område. Den forelæggende ret har anført, at overholdelsen af princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i EU-retten, navnlig når der er tale om forbrugere, kan tale for en bekræftende besvarelse af dette spørgsmål.

27

Den forelæggende ret ønsker dernæst oplyst, om det, henset til artikel 26 i forordning nr. 1215/2012, er muligt at lægge til grund, at sagsøgte i hovedsagen har givet møde for og følgelig har accepteret kompetencen for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, når sagen verserer i overværelse af denne sagsøgtes procesværge.

28

Den forelæggende ret har præciseret, at ordningen med en procesværge i sagsøgtes fravær har til formål at sikre retten til domstolsprøvelse for en sagsøger, der af grunde, som den pågældende ikke har nogen indflydelse på, ikke er i stand til at fastslå den berørte sagsøgtes bopæl. Den forelæggende ret har anført, således som det fremgår af den retspraksis, der følger af dom af 2. april 2009, Gambazzi (C-394/07, EU:C:2009:219), og af 17. november 2011, Hypoteční banka (C-327/10, EU:C:2011:745), at selv om muligheden for at fortsætte sagen uden sagsøgtes vidende ved som i hovedsagen at forkynde stævningen for en procesværge, der er beskikket af den ret, ved hvilken sagen er anlagt, begrænser denne sagsøgtes ret til forsvar, er en sådan begrænsning begrundet i forhold til sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

29

Den forelæggende ret har imidlertid udtrykt tvivl med hensyn til muligheden for, at procesværgen for en fraværende forbruger, hvis bopæl ikke er kendt, accepterer kompetencen for en ret, der reelt ikke har kompetence i henhold til forordning nr. 1215/2012, ved at give møde for denne ret.

30

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at hovedsagen adskiller sig fra den sag, der gav anledning til dom af 10. oktober 1996, Hendrikman og Feyen (C-78/95, EU:C:1996:380), hvor Domstolen fastslog, at fremmøde af en repræsentant, der er ulovligt udpeget for en sagsøgt, ikke kan anses for at svare til, at denne sagsøgte har givet møde. I det foreliggende tilfælde er den sagsøgte i hovedsagens procesværge nemlig blevet beskikket i henhold til polsk ret, og denne procesværge er bemyndiget til at udføre alle de handlinger, der er forbundet med hovedsagen, på vegne af den sagsøgte, hvis bopæl er forblevet ukendt under sagen.

31

Ifølge denne ret følger det af artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, at det med henblik på, at en forbruger kan formodes at have accepteret en rets kompetence, som ikke følger af denne forordning, bl.a. af forordningens artikel 18, stk. 2, er nødvendigt, at denne forbruger er orienteret om sin ret til at bestride rettens kompetence og om retsvirkningerne af at give møde eller af ikke at give møde. En antagelse om, at denne orientering kan erstattes af en orientering til den nævnte forbrugers repræsentant, kan derfor være i strid med det grundlæggende formål, der forfølges med artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, som er at beskytte denne forbruger.

32

På denne baggrund har Sąd Rejonowy dla Warszawy – Śródmieścia w Warszawie (retten i første instans i Warszawa – centrum) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

33

For det første bemærkes, at for så vidt som forordning nr. 1215/2012 har ophævet og erstattet Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1), som selv erstattede konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af disse sidstnævnte instrumenters bestemmelser ligeledes for forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (dom af 9.7.2020, Verein für Konsumenteninformation,C-343/19, EU:C:2020:534, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

34

For det andet må det konstateres, at den forelæggende ret både i begrundelsen for anmodningen om præjudiciel afgørelse og i selve de forelagte spørgsmål har henvist skiftevis til sagsøgte i hovedsagens opholdssted og bopæl.

35

Det skal imidlertid bemærkes, at forordning nr. 1215/2012 alene henviser til begrebet sagsøgtes »bopæl«, som udgør det generelle tilknytningskriterium, der gør det muligt at fastslå en rets internationale kompetence i overensstemmelse med denne forordnings artikel 4, stk. 1.

36

Som det i denne henseende udtrykkeligt fremgår af Jenard-rapporten om konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979, C 59, s. 1), hvis kommentarer om fastlæggelse af bopæl ligeledes gælder for fortolkningen af forordning nr. 1215/2012, er EU-lovgivers valg om at anvende kriteriet om sagsøgtes bopæl og ikke kriteriet om sagsøgtes sædvanlige opholdssted eller begge disse kriterier samtidig begrundet i nødvendigheden af at undgå, at der findes flere værneting.

37

I lighed med konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret, og forordning nr. 44/2001 definerer forordning nr. 1215/2012 ikke begrebet »bopæl«. Denne sidstnævnte forordnings artikel 62, stk. 1, henviser således til lovgivningen i den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, med henblik på at afgøre, om en part har bopæl på denne medlemsstats område. Det fremgår af artikel 62, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, at »[h]ar en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning«.

38

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det bemærkes, at det tilkommer den forelæggende ret at fastslå sin kompetence til at påkende hovedsagen under hensyntagen til begrebet »bopæl« som fastsat i polsk ret.

39

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at når den senest kendte bopæl for en sagsøgt, der er statsborger i et tredjeland og har egenskab af forbruger, befinder sig på den medlemsstats område, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, og når denne ret hverken kan identificere denne sagsøgtes aktuelle bopæl eller er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at den sagsøgte faktisk har bopæl på en anden medlemsstats område eller uden for Unionens område, afgøres kompetencen til at påkende denne tvist af lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende.

40

Det bemærkes, at forordning nr. 1215/2012 tilsigter at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede ved at fastsætte kompetenceregler, som frembyder en høj grad af forudsigelighed. Forordningen tilsigter således ud fra hensynet til retssikkerheden at styrke den retslige beskyttelse af personer bosat i EU ved at gøre det let for sagsøgeren at finde den ret, for hvilken sagen kan indbringes, og ved at gøre det muligt for sagsøgte på rimelig vis at forudse, for hvilken ret den pågældende kan sagsøges (dom af 4.10.2018, Feniks,C-337/17, EU:C:2018:805, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

41

Forordningens artikel 6, stk. 1, bestemmer, at har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog forordningens artikel 18, stk. 1, artikel 21, stk. 2, samt artikel 24 og 25.

42

For så vidt som artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 gør det muligt at anvende hver enkelt medlemsstats retsregler i stedet for de ensartede kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning, skal den forudsætning, der ligger til grund for anvendelsen af denne bestemmelse, nemlig at sagsøgte ikke har bopæl på en medlemsstats område, fortolkes strengt.

43

En sådan streng fortolkning er så meget desto mere begrundet, hvis sagsøgte er forbruger og således i overensstemmelse med artikel 18 i forordning nr. 1215/2012 nyder en forstærket beskyttelse som følge af indførelsen af en speciel kompetenceregel til fordel for retterne i den medlemsstat, på hvis område den pågældende har bopæl. Det kan nemlig ikke udelukkes, at en sådan forbruger kan løbe en risiko for at miste denne beskyttelse i tilfælde af anvendelse af de nationale kompetenceregler.

44

Dette er grunden til, at Domstolen, såfremt bopælen for en sagsøgt forbruger, der er statsborger i en medlemsstat, er ukendt, har fastslået, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, hvis ordlyd i det væsentlige svarer til ordlyden af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, kun finder anvendelse, hvis den nationale ret er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at denne sagsøgte faktisk er bosat uden for Unionens område (jf. i denne retning dom af 17.11.2011, Hypoteční banka,C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 42, og af 15.3.2012, G,C-292/10, EU:C:2012:142, præmis 42).

45

Domstolen fastslog derimod, at når den nationale ret ikke er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at den sagsøgte forbruger faktisk er bosat uden for Unionens område, og hvor det ikke er lykkedes at identificere det sted, hvor forbrugeren har sin bopæl, omfatter den specielle kompetenceregel i artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 44/2001, nu artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, hvorefter en sag, som agtes rejst mod forbrugeren af dennes medkontrahent, skal anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, ligeledes forbrugerens senest kendte bopæl (jf. i denne retning dom af 17.11.2011, Hypoteční banka,C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 42).

46

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 44 og 45, ligeledes finder anvendelse i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en sag anlægges mod en forbruger, som ikke er statsborger i en medlemsstat, men statsborger i et tredjeland, og hvis senest kendte bopæl befinder sig på den medlemsstats område, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, uden at det med sikkerhed kan fastslås, om denne forbruger har forladt dette område og er rejst til en anden medlemsstat, eller om den pågældende har forladt Unionens område.

47

I denne henseende bemærkes, således som det er anført i nærværende doms præmis 35, at forordning nr. 1215/2012 er baseret på kriteriet om sagsøgtes bopæl og ikke på kriteriet om dennes nationalitet. Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer nemlig, at personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, skal sagsøges ved retterne i denne stat.

48

Den kompetenceregel, der er baseret på den sagsøgte forbrugers senest kendte bopæl på en medlemsstats område, som er nævnt i nærværende doms præmis 45, finder følgelig anvendelse uafhængigt af denne forbrugers nationalitet.

49

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at når den senest kendte bopæl for en sagsøgt, der er statsborger i et tredjeland og har egenskab af forbruger, befinder sig på den medlemsstats område, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, og når denne ret hverken kan identificere denne sagsøgtes aktuelle bopæl eller er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at den sagsøgte faktisk har bopæl på en anden medlemsstats område eller uden for Den Europæiske Unions område, afgøres kompetencen til at påkende denne tvist ikke af lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, men af denne forordnings artikel 18, stk. 2, som tillægger den ret, i hvis retskreds den pågældende sagsøgtes senest kendte bopæl er beliggende, kompetence til at påkende en sådan tvist.

50

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 26, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at det forhold, at en procesværge, der af en national ret er beskikket til at repræsentere en sagsøgt forbruger, der er fraværende, og hvis nuværende bopæl er ukendt, giver møde for en ret, svarer til, at forbrugeren giver møde for denne ret, og således gør det muligt at formode, at den nævnte ret har international kompetence.

51

Indledningsvis bemærkes, at artikel 26 i forordning nr. 1215/2012 er indeholdt i forordningens kapitel II, afdeling 7, der har overskriften »Aftaler om værneting«.

52

Denne forordnings artikel 26, stk. 1, fastsætter en kompetenceregel, som er baseret på sagsøgtes fremmøde, for alle tvister, hvor kompetencen for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke følger af andre af den nævnte forordnings bestemmelser, med undtagelse af tvister, der er omfattet af en regel om enekompetence i henhold til samme forordnings artikel 24, med hensyn til hvilke sagsøgtes fremmøde ikke medfører en aftale om værneting.

53

Artikel 26, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 pålægger i forbindelse med forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og individuelle arbejdsaftaler den ret, der anser sig for kompetent i medfør af denne artikels stk. 1, en oplysningspligt over for den svage part, inden den erklærer at have kompetence. Når en sagsøgt forbruger giver møde for en anden ret end retten på det sted, hvor vedkommende har bopæl, som har kompetence i henhold til artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, således sikre sig, at forbrugeren er orienteret om sin ret til at bestride rettens kompetence og om retsvirkningerne af at give møde.

54

Det fremgår af det ovenstående, at spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en aftale om værneting som følge af, at den sagsøgte forbruger eller i givet fald dennes procesværge giver møde, kun opstår i en situation, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke har kompetence til at påkende den pågældende tvist i medfør af andre bestemmelser end artikel 26, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012.

55

Som det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, har den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde, såfremt det ikke er lykkedes at identificere det sted, hvor den pågældende forbruger har bopæl, og i mangel af indicier for, at denne forbruger faktisk har forladt Unionens område, kompetence på grundlag af artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012, idet den er den ret, som er beliggende på stedet for den nævnte forbrugers senest kendte bopæl.

56

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

skal fortolkes således, at

når den senest kendte bopæl for en sagsøgt, der er statsborger i et tredjeland og har egenskab af forbruger, befinder sig på den medlemsstats område, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende, og når denne ret hverken kan identificere denne sagsøgtes aktuelle bopæl eller er i besiddelse af indicier, der gør det muligt for den at fastslå, at den sagsøgte faktisk har bopæl på en anden medlemsstats område eller uden for Den Europæiske Unions område, afgøres kompetencen til at påkende denne tvist ikke af lovgivningen i den medlemsstat, hvor denne ret er beliggende, men af denne forordnings artikel 18, stk. 2, som tillægger den ret, i hvis retskreds den pågældende sagsøgtes senest kendte bopæl er beliggende, kompetence til at påkende en sådan tvist.