Sag C-119/23

Virgilijus Valančius

mod

Lietuvos Republikos Vyriausybė

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Vilniaus apygardos administracinis teismas)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 29. juli 2024

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU – artikel 254, stk. 2, TEUF – udnævnelse af dommere ved Den Europæiske Unions Ret – personer, hvis uafhængighed er uomtvistelig – de nødvendige kvalifikationer til at varetage høje retslige funktioner – national procedure for indstilling af en kandidat til embedet som dommer ved Den Europæiske Unions Ret – gruppe af uafhængige eksperter til at vurdere kandidaterne – rangordnet liste over kandidater, der opfylder de krav, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF – indstilling af en anden kandidat på den rangordnede liste end den bedst placerede – udtalelse fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF, om kandidaternes kvalifikationer«

Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – rækkevidde – procedure for udnævnelse af dommere ved Unionens retsinstanser – national procedure for indstilling af en kandidat til embedet som dommer ved Den Europæiske Unions Ret – anmodning om fortolkning af de krav, der er fastsat ved traktaterne, vedrørende udnævnelse af dommere ved Retten – omfattet

(Art. 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU; art. 254, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 28-34)
EU-ret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – princippet om dommeres uafhængighed – rækkevidde – samspillet med retten til adgang til en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov

(Art. 2 TEU og art. 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU)

(jf. præmis 46-50)
Den Europæiske Unions Domstol – udnævnelse af dommere ved Den Europæiske Unions Ret – krav om uafhængighed og faglige kvalifikationer, der er fastsat ved EU-retten – betydning for den nationale procedure for indstilling af en kandidat til embedet som dommer ved Retten – nationale bestemmelser, hvorefter en gruppe af uafhængige eksperter, der vurderer kandidaterne og opstiller en rangordnet liste, medvirker i udvælgelsesproceduren – den nationale regerings indstilling af en anden kandidat på denne liste end den bedst placerede – lovlighed – garantier for overholdelsen af disse krav

(Art. 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU; art. 254, stk. 2, TEUF)

(jf. præmis 53, 54, 56-60, 62, 63, 65 og 66 samt domskonkl.)

Resumé

I forbindelse med en præjudiciel forelæggelse fra Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale domstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen) udtalte Domstolen (Store Afdeling) sig om betydningen af traktaternes bestemmelser om udnævnelse af dommere ved Den Europæiske Unions Ret ( 1 ) for den nationale procedure for indstilling af en kandidat til at udøve dette embede.

I 2016 blev Virgilijus Valančius udnævnt til dommer ved Retten. Efter udløbet af hans embedsperiode i august 2019 fortsatte han med at udøve embedet ( 2 ). I 2021 blev der vedtaget en procedure med henblik på udvælgelse af en kandidat til embedet som dommer ved Retten ( 3 ). I overensstemmelse med denne procedure opstillede en arbejdsgruppe, der overvejende bestod af uafhængige eksperter, en rangordnet liste over kandidater i faldende rækkefølge efter opnåede point. Virgilijus Valančius var den bedst placerede kandidat på denne liste.

I 2022 besluttede den litauiske regering at indstille den næstbedst placerede person på denne liste som kandidat til embedet som dommer ved Retten. Efter at det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF, havde afgivet en negativ udtalelse om denne kandidat, besluttede den litauiske regering at indstille den tredjebedst placerede person på samme liste til embedet. I 2023 blev sidstnævnte person udnævnt til dommer ved Retten.

Virgilijus Valančius anfægtede lovligheden af den litauiske regerings afgørelser om indstilling ved den forelæggende ret og nedlagde bl.a. påstand om udstedelse af påbud til regeringen om at genåbne proceduren for indstilling og foreslå navnet på den bedst placerede kandidat på den rangordnede liste.

På denne baggrund anmodede den forelæggende ret Domstolen om at udtale sig om fortolkningen af traktaternes bestemmelser om udnævnelse af dommere ved Retten.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede med hensyn til sin kompetence til at træffe afgørelse vedrørende anmodningen om præjudiciel afgørelse, at proceduren for udnævnelse af en dommer ved Retten i henhold til EU-retten ( 4 ) består af tre faser. I den første fase foreslår den pågældende medlemsstats regering en kandidat til embedet som dommer ved Retten ved at fremsende dette forslag til Generalsekretariatet for Rådet. I den anden fase afgiver det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF, en udtalelse om denne kandidats kvalifikationer til at udøve embedet som dommer ved Retten, henset til kravene i artikel 254, stk. 2, TEUF. I den tredje fase, der følger efter høringen af dette udvalg, foretager medlemsstaternes regeringer gennem deres repræsentanter udnævnelsen af kandidaten til dommer ved Retten ved en afgørelse, der træffes efter fælles overenskomst og efter forslag fra den pågældende medlemsstats regering. Den afgørelse om indstilling af en kandidat til embedet som dommer ved Retten, der træffes af en medlemsstats regering, udgør således den første fase i udnævnelsesproceduren i henhold til artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF, og den er derfor af denne grund omfattet af anvendelsesområdet for disse bestemmelser. På denne baggrund er det åbenbart, at fortolkningen af disse bestemmelser falder ind under Domstolens præjudicielle kompetence.

Hvad angår realiteten med hensyn til de forelagte præjudicielle spørgsmål fremhævede Domstolen, at kravet om domstolenes uafhængighed konkretiserer en af Unionens og medlemsstaternes grundlæggende værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, som er selve Unionens identitet som fælles retsorden, og som både Unionen og medlemsstaterne skal overholde. Eftersom dette krav om uafhængighed, der omfatter to aspekter, nemlig uafhængighed i snæver forstand og upartiskhed, er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed, og eftersom artikel 19 TEU lægger den retslige kontrol inden for Unionens retsorden på Domstolen sammen med de nationale domstole, er dette krav både et krav på EU-retligt plan til bl.a. dommerne ved Retten og på medlemsstatsplan til de nationale domstole.

Domstolen bemærkede desuden, at kravet om en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, er nært knyttet til bl.a. kravet om uafhængighed i den forstand, at begge krav tager sigte på overholdelse af grundlæggende rettigheder, nemlig lovens suverænitet og magtens tredeling, som er grundlæggende principper i retsstaten, der er fastslået som værdi i artikel 2 TEU. Kravet om en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, omfatter efter selve sin art proceduren for udnævnelse af dommere, idet det herved er blevet præciseret, at en domstols uafhængighed navnlig måles ud fra, hvordan dens medlemmer er blevet udnævnt.

I denne henseende skal de materielle betingelser og den processuelle fremgangsmåde vedrørende udnævnelsen af dommere ved Retten gøre det muligt at udelukke enhver rimelig tvivl hos borgerne med hensyn til, at de opfylder de krav, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og i artikel 254, stk. 2, TEUF, som går på dels, at der skal vælges personer, hvis »uafhængighed er uomtvistelig«, dels at disse skal have de »nødvendige kvalifikationer til at varetage høje retslige funktioner«. Med henblik herpå er det bl.a. nødvendigt at sikre integriteten af hele proceduren for udnævnelse af dommere ved Retten og dermed af resultatet af proceduren i hver af dens faser.

Hvad først angår den nationale fase for indstilling af en kandidat til embedet som dommer ved Retten bemærkede Domstolen for det første, at det i mangel af specifikke bestemmelser herom i EU-retten tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte den processuelle fremgangsmåde for indstilling af en kandidat til dette embede, idet denne fremgangsmåde ikke må give anledning til rimelig tvivl hos borgerne om, at den indstillede kandidat opfylder de krav, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF. I denne henseende kan den omstændighed, at repræsentanter for den lovgivende eller den udøvende magt deltager i proceduren for udnævnelse af dommere, ikke i sig selv rejse en sådan rimelig tvivl hos borgerne. Når dette er sagt, kan uafhængige rådgivende organers deltagelse og det forhold, at national ret fastsætter en begrundelsespligt, bidrage til at gøre udnævnelsesproceduren mere objektiv ved at begrænse den skønsbeføjelse, som den institution, der har udnævnelsesbeføjelsen, råder over.

Hvad for det andet angår de materielle betingelser, der er fastsat vedrørende udvælgelsen og indstillingen af kandidaterne til embedet som dommer ved Retten, fremhævede Domstolen, at medlemsstaterne, selv om de råder over en vid skønsmargen ved fastlæggelsen af disse betingelser, dog – uanset hvilken processuel fremgangsmåde der anvendes i denne henseende – skal sikre, at de indstillede kandidater opfylder de krav om uafhængighed og faglige kvalifikationer, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF.

Dernæst fremhævede Domstolen, at efterprøvelsen af de af medlemsstaterne indstillede kandidaters kvalifikationer til at udøve embedet som dommer ved Retten, henset til disse krav, ligeledes hører under det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF. Dette udvalg skal nemlig ved vedtagelsen af udtalelsen om en indstillet kandidats kvalifikationer efterprøve, om denne kandidat opfylder de krav om uafhængighed og faglige kvalifikationer, som er nødvendige for at udøve embedet som dommer ved Retten.

I denne sammenhæng præciserede Domstolen, at selv om en åben, gennemsigtig og stringent udvælgelsesprocedure er et relevant element i forbindelse med efterprøvelsen af, om den indstillede kandidat opfylder disse krav, udgør fraværet af en sådan procedure derimod ikke som sådan en grund til, at der kan rejses tvivl om, hvorvidt kravene er opfyldt. I forbindelse med denne efterprøvelse kan det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF, anmode den regering, som har foretaget indstillingen, om at fremsende supplerende oplysninger eller andre elementer, som udvalget finder nødvendige for sine rådslagninger.

Endelig anførte Domstolen, at det ligeledes påhviler medlemsstaternes regeringer, gennem deres repræsentanter, at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF, når de, henset til udtalelsen fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF, beslutter at udnævne den kandidat, som en af disse regeringer har indstillet, til dommer ved Retten. Når kandidaten først er udnævnt, bliver den pågældende således dommer ved en af Unionens retsinstanser og repræsenterer ikke den medlemsstat, som har indstillet vedkommende.

Henset til disse betragtninger konkluderede Domstolen, at når en medlemsstat har fastsat en procedure for udvælgelse af kandidater til embedet som dommer ved Retten, hvor en gruppe, der overvejende består af uafhængige eksperter, har til opgave at vurdere disse kandidater og opstille en rangordnet liste over de kandidater blandt disse, der opfylder kravene i artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF, og – som en anbefaling – at angive den bedst placerede kandidat på denne liste, er den omstændighed alene, at denne medlemsstats regering beslutter at indstille en anden kandidat på den nævnte liste end den bedst placerede, ikke i sig selv tilstrækkelig til at konkludere, at denne indstilling kan give anledning til rimelig tvivl med hensyn til den indstillede kandidats opfyldelse af disse krav. Desuden bekræftede den omstændighed, at det udvalg, der er omhandlet i artikel 255 TEUF, afgav en positiv udtalelse om den kandidat, som den nationale regering havde indstillet, og som var tredjebedst placeret på den rangordnede liste, at medlemsstaternes regeringers afgørelse om at udnævne denne kandidat var i overensstemmelse med ovennævnte krav.

( 1 ) – Artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU og artikel 254, stk. 2, TEUF.

( 2 ) – I henhold til artikel 5, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

( 3 ) – Pretendento į Europos Sąjungos Bendrojo Teismo teisėjus atrankos tvarkos aprašas (beskrivelse af proceduren for udvælgelse af kandidater til embedet som dommer ved Den Europæiske Unions Ret) i den affattelse, der fandt anvendelse på tvisten i hovedsagen, vedtaget ved bekendtgørelse nr. 1R-65 udstedt af Republikken Litauens justitsminister den 9.3.2021.

( 4 ) – Bl.a. ifølge artikel 19, stk. 2, tredje afsnit, TEU, artikel 254, stk. 2, TEUF og artikel 255 TEUF.