–

Prokuratura Okręgowa w Warszawie ved A. Bortkiewicz,

–

den polske regering ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved K. Herrmann og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt af retssikkerhedsprincippet, princippet om, at endelige retsafgørelser ikke kan omgøres, proportionalitetsprincippet og princippet om procesautonomi.

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsesprocedurer vedrørende fire endelige retsafgørelser, hvorved KB, RZ, AN og CG blev idømt strafferetlige sanktioner.

3

Artikel 9, stk. 1 og 2, i ustawa – Kodeks karny wykonawczy (lov om fuldbyrdelse af straffe) af 6. juni 1997 (Dz. U. 2023, position 127, herefter »lov om straffuldbyrdelse«) bestemmer:

»1.   Fuldbyrdelsesproceduren indledes straks efter, at dommen er blevet eksigibel.

2.   En dom eller en kendelse, der er afsagt i henhold til artikel 420 i ustawa – Kodeks postępowania karnego [(strafferetsplejeloven) af 6. juni 1997 (Dz. U. 2022, position 1375)] vedrørende konfiskation eller materielle beviser, bliver eksigibel på det tidspunkt, hvor den bliver endelig, medmindre andet er fastsat i loven.«

4

Artikel 13, stk. 1, i lov om straffuldbyrdelse har følgende ordlyd:

»Den fuldbyrdende myndighed og enhver person, der er direkte berørt af afgørelsen, kan anmode den ret, der har truffet afgørelsen, om at fjerne enhver tvivl med hensyn til fuldbyrdelsen af afgørelsen eller indsigelser vedrørende beregningen af straffen. Denne rets kendelse kan appelleres.«

5

Denne lovs artikel 15, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Retten afbryder fuldbyrdelsesproceduren i tilfælde af forældelse af fuldbyrdelsen af straffen, den domfældtes død eller enhver anden grund, der forhindrer denne procedure.«

6

Ved dom af 28. december 2022 afsagt af Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) blev KB idømt to måneders betinget fængsel og en bøde for offentligt at have fornærmet Republikken Polens præsident den 1. og den 2. marts 2022 via det sociale netværk Twitter (sag C-114/23).

7

Ved dom af 28. november 2022 fra samme ret blev RZ idømt en betinget fængselsstraf på et år og en bøde for at have foranlediget en anden person til at disponere negativt over sine egne formuegoder med henblik på at opnå en økonomisk fordel (sag C-115/23).

8

Ved dom af 9. februar 2023 afsagt af den nævnte ret blev AN idømt en samlet frihedsstraf på 11 måneder for to tilfælde af IT-bedrageri (sag C-132/23).

9

Disse tre domme blev afsagt af en enkelt dommer, dommer LM, i sag C-114/23 og sag C-132/23, og dommer OP, i sag C-115/23. De er blevet endelige, uden at de er blevet appelleret.

10

CG blev ved dom af 30. december 2022 afsagt af Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen) idømt otte års fængsel for fysisk og psykisk mishandling af et spædbarn (sag C-160/23). Denne dom, der blev afsagt af et dommerkollegium bestående af tre dommere, der traf afgørelse som appelinstans, nemlig JL, KS og MP, er ligeledes blevet endelig.

11

Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), som er den forelæggende ret, skal træffe afgørelse om fuldbyrdelse af de fire endelige retsafgørelser, der er nævnt i denne doms præmis 6-10.

12

Den forelæggende ret har fremhævet, at såvel de enkelte dommere ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa), LM og OP, som de tre dommere ved Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa), JL, KS og MP (herefter samlet »de omhandlede dommere«), blev udnævnt ved afgørelser truffet af præsidenten for Republikken Polen efter indstilling fra Krajowa Rada Sądownictwa (domstolsrådet, Polen), i den sammensætning, der følger af ustawa o zmianie ustawy o Krajowej Radzie Sądownictwa oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om det nationale domstolsråd og visse andre love) af 8. december 2017 (Dz. U. af 2018, position 3). Det er imidlertid blevet fastslået, at dette organ ikke er uafhængigt.

13

Det følger heraf, at en retsinstans, der er sammensat af en dommer, der er udnævnt efter indstilling fra domstolsrådet i den sammensætning, der følger af den i den foregående præmis omhandlede lov, ikke er lovligt sammensat og ikke kan anses for at være en uafhængig og upartisk domstol som omhandlet i bl.a. chartrets artikel 47.

14

Den forelæggende ret har desuden i sin anmodning om præjudiciel afgørelse i sag C-160/23 anført, at Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) ved flere domme allerede har ophævet domme afsagt af et dommerkollegium ved Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa), som dommer JL var en del af, bl.a. i en sag, hvor han havde sæde med dommerne KS og MP. Sąd Najwyższy (øverste domstol) fremhævede i den forbindelse de omstændigheder, der lå til grund for udnævnelsen af dommer JL, hans forbindelse til den lovgivende magt og hans virksomhed som anklager i disciplinærsager for dommere ved de almindelige domstole. De samme betragtninger gør sig gældende for så vidt angår dommer KS. Hvad angår dommer MP tog Sąd Najwyższy (øverste domstol) hensyn til, at hans udnævnelse og beskæftigelse ved domstolsrådet var ulovlig, hvilket ville føre til en tilsidesættelse af domstolene og dommernes uafhængighed.

15

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at polsk ret, fortolket i lyset af EU-retten og Domstolens praksis, gør det muligt for de retsinstanser, der træffer afgørelse om realiteten i straffesager, at undersøge en indsigelse om manglende overholdelse af kravene i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, som den anklagede, de øvrige parter i sagen og dommeren selv kan gøre gældende. I det foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke blevet rejst nogen indsigelse herom i forbindelse med de fire straffesager, der har givet anledning til de endelige retsafgørelser, der er genstand for fuldbyrdelsesprocedurerne i hovedsagerne, og de omhandlede dommere har ikke undersøgt, om disse krav er overholdt.

16

I denne sammenhæng er den forelæggende ret af den opfattelse, at det er nødvendigt at afgøre, om overholdelsen af de nævnte krav i henhold til EU-retten kan efterprøves, i givet fald ex officio, på et senere tidspunkt, bl.a. under en retslig fuldbyrdelsesprocedure. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at dette bør være tilfældet.

17

I det foreliggende tilfælde ville den nævnte ret således skulle fastslå, at de endelige retsafgørelser, der er genstand for fuldbyrdelsesprocedurerne for den, er en nullitet på grund af, at de betingelser, hvorunder de pågældende dommere blev udnævnt, er ulovlige. Den bør i så fald afslutte disse sager, og KB, RZ, AN og CG’s strafferetlige ansvar bør gøres til genstand for nye retsafgørelser.

18

På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

19

Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 4. og den 18. april 2023 er sagerne C-114/23, C-115/23, C-132/23 og C-160/23 blevet forenet med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt dommen.

20

Den forelæggende ret har anmodet om, at nærværende præjudicielle forelæggelser undergives den præjudicielle fremskyndede procedure, der er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement. Til støtte for sine anmodninger har den gjort gældende, at hovedsagerne henhører under strafferetten, at disse sager vedrører grundlæggende rettigheder, og at det er af almen interesse, at lovovertræderne straks gøres strafferetligt ansvarlige.

21

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, bestemmer, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

22

Det følger af fast retspraksis, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (jf. dom af 2.3.2021, A.B. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved den øverste domstol – søgsmål), C-824/18, EU:C:2021:153, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

23

I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 4. og den 18. april 2023, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme de anmodninger, der er omhandlet i nærværende doms præmis 20. Den forelæggende ret har således ikke fremført specifikke grunde vedrørende omstændighederne i fuldbyrdelsesprocedurerne, som gør det nødvendigt, at der hurtigt bliver truffet afgørelse om anmodningerne om præjudiciel afgørelse. Desuden kan den omstændighed, at hovedsagerne henhører under strafferetten, ikke i sig selv begrunde en fremskyndet behandling af disse (jf. i denne retning dom af 16.11.2021, Prokuratura Rejonowa w Mińsku Mazowieckim m.fl., C-748/19 – C-754/19, EU:C:2021:931, præmis 26). Endelig kan den blotte interesse for borgerne, som ganske vist er berettiget, i hurtigst muligt at fastlægge omfanget af de rettigheder, som de udleder af EU-retten, ikke godtgøre, at der foreligger en ekstraordinær omstændighed (jf. dom af 28.4.2022, Phoenix Contact, C-44/21, EU:C:2022:309, præmis 16).

24

Efter en anmodning om oplysninger fra Domstolen, som den 4. april 2023 blev sendt til den forelæggende ret, har denne bl.a. givet nærmere oplysninger om sin rolle i fuldbyrdelsesprocedurerne. Denne ret har anført, at den for så vidt angår endelige domme afsagt i straffesager af dommerkollegierne ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) har kompetence til at vedtage de foranstaltninger, der er fastsat i lov om straffuldbyrdelse. Der er tale om foranstaltninger såsom for det første ordren om straffuldbyrdelse, for det andet fængsling af den domfældte ved hjælp af politiet med henblik på afsoning af den idømte straf, for det tredje fuldbyrdelse af en sådan dom, for så vidt som den pålægger den domfældte at betale sagsomkostninger til statskassen, for det fjerde en undersøgelse i givet fald af en anmodning om udsættelse af fuldbyrdelsen af en frihedsstraf og for det femte udstedelse af en arrestordre med henblik på eftersøgning af den domfældte i tilfælde af dennes flugt.

25

Den polske regering har i det væsentlige gjort gældende, at problemstillinger vedrørende medlemsstaternes domstolsorganisation henhører under medlemsstaternes enekompetence og ikke under EU-rettens materielle anvendelsesområde.

26

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne ganske vist henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og at dette navnlig kan være tilfældet for så vidt angår nationale regler vedrørende vedtagelse af afgørelser om udnævnelse af dommere og efter omstændighederne regler vedrørende domstolsprøvelsen i forbindelse med sådanne udnævnelsesprocedurer (jf. dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

27

Det fremgår desuden klart af ordlyden af de præjudicielle spørgsmål, at disse ikke vedrører fortolkningen af polsk ret, men af de EU-retlige bestemmelser og generelle principper, som de vedrører.

28

Det følger heraf, at Domstolen har kompetence til at udtale sig om anmodningerne om præjudiciel afgørelse.

29

Prokuratura Okręgowa w Warszawie (den regionale anklagemyndighed i Warszawa, Polen) og den polske regering har bestridt, at de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, i det væsentlige med den begrundelse, at en besvarelse af de præjudicielle spørgsmål ikke er nødvendig.

30

Den regionale anklagemyndighed i Warszawa har således i det væsentlige gjort gældende, at formålet med fuldbyrdelsesprocedurerne i hovedsagen er at sikre, at en endelig retsafgørelse, der er truffet inden for rammerne af en straffesag, finder anvendelse, og ikke at afgøre en tvist med henblik på at træffe afgørelse om realiteten. Den forelæggende ret er som fuldbyrdelsesret bundet af indholdet af de endelige eksigible retsafgørelser og har ikke kompetence til at efterprøve deres gyldighed.

31

Den polske regering har for sit vedkommende i det væsentlige gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål er hypotetiske. Anmodningerne om præjudiciel afgørelse giver ikke anledning til særlige betænkeligheder med hensyn til uafhængigheden af de retter, der har truffet de i hovedsagen omhandlede endelige retsafgørelser. Den forelæggende rets tvivl vedrører udelukkende den omstændighed, at de omhandlede dommere er blevet udnævnt efter indstilling fra et organ, hvoraf halvdelen af medlemmerne er blevet valgt af den lovgivende magt. Det fremgår imidlertid af Domstolens praksis, at en sådan udnævnelse ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at fastslå, at der er sket en tilsidesættelse af retten til en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov.

32

I denne henseende har Domstolen gentagne gange fastslået, at proceduren efter artikel 267 TEUF er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister, og at begrundelsen for den præjudicielle forelæggelsesprocedure ikke er, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (jf. dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

33

Som det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

34

Domstolen har således fastslået, at det følger af såvel ordlyden som opbygningen af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle procedure bl.a. forudsætter, at der reelt verserer en retssag for den nationale domstol, og at denne domstol skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (jf. dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

35

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den forelæggende rets forklaringer, at denne skal træffe afgørelse inden for rammerne af en fuldbyrdelsesprocedure for endelige retsafgørelser om straffedomme, som ikke længere kan appelleres. Ifølge denne ret kunne sammensætningen af de dommerkollegier, der har truffet disse afgørelser, have været prøvet under straffehovedsagerne, som ifølge de sagsakter, som Domstolen råder over, adskiller sig fra fuldbyrdelsesproceduren.

36

Henset til de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, synes en sådan prøvelse derimod at være udelukket på stadiet for fuldbyrdelsen af de nævnte afgørelser. Den forelæggende ret har således ikke henvist til nogen bestemmelse i polsk procesret, der giver den kompetence til at foretage en undersøgelse af, om de nævnte afgørelser er forenelige med bl.a. EU-retten. Ifølge de forklaringer, som den nævnte ret har afgivet som svar på den anmodning om oplysninger, der er omhandlet i nærværende doms præmis 24, er dens kompetence på fuldbyrdelsesstadiet desuden begrænset til vedtagelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i lov om straffuldbyrdelse.

37

Henset til disse forhold fremgår det ikke, at den forelæggende ret i henhold til polsk ret har kompetence til at vurdere lovligheden, navnlig i lyset af EU-retten, af de dommerkollegier, der har afsagt de endelige straffedomme, der er genstand for de fuldbyrdelsesprocedurer, som er indbragt for den.

38

De spørgsmål, der er stillet i de foreliggende forenede sager, vedrører således reelt et trin, der ligger forud for disse fuldbyrdelsesprocedurer, som er blevet endeligt afsluttet, og som adskiller sig fra de nævnte fuldbyrdelsesprocedurer. De opfylder således ikke et behov, der er forbundet med afgørelsen af hovedsagerne, men har til formål at opnå en generel vurdering, der ikke hænger sammen med behovene i disse sager (jf. analogt dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det følger heraf, at de nævnte spørgsmål går ud over rammerne for den judicielle opgave, der påhviler Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF (jf. analogt dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

40

På denne baggrund skal det fastslås, at de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

41

Da sagernes behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

De anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er blevet indgivet af Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) ved afgørelse af 18. februar 2023 (sag C-114/23 og sag C-115/23), af 6. marts 2023 (sag C-132/23) og af 14. marts 2023 (sag C-160/23), kan ikke antages til realitetsbehandling.