–

HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung AG ved advokati G.I. Ilieva og L.I. Todev,

–

den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den tyske regering ved J. Möller, P. Busche og M. Hellmann, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Georgieva og W. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) (EUT 2007, L 199, s. 40).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side E.N.I. og Y.K.I., der er bulgarske statsborgere, og på den anden side HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung AG (herefter »HUK-COBURG«) vedrørende sidstnævntes pligt til at betale erstatning i medfør af det lovpligtige erstatningsansvar for motorkøretøjer for den ikke-økonomiske skade, som de førstnævnte har lidt som følge af deres datters død i forbindelse med en trafikulykke i Tyskland.

3

Følgende fremgår af 6., 7., 14., 16. og 32. betragtning til Rom II-forordningen:

[…]

[…]

4

Forordningens artikel 4, stk. 1, er sålydende:

»Medmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder.«

5

Forordningens artikel 15, litra c), bestemmer følgende:

»Den lov, der i henhold til denne forordning skal anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, finder navnlig anvendelse på spørgsmål om:

[…]

[…]«

6

Nævnte forordnings artikel 16 med overskriften »Overordnede præceptive bestemmelser« er sålydende:

»Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af bestemmelser i domstolslandets lov i en situation, hvor disse bestemmelser er præceptive, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på forpligtelsen uden for kontrakt.«

7

Artikel 9 med overskriften »Overordnede præceptive bestemmelser« i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6) bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Overordnede præceptive bestemmelser er bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordning.

2.   Intet i denne forordning begrænser anvendelsen af overordnede præceptive bestemmelser i domstolslandets lov.«

8

Ansvar i forhold uden for kontrakt er i bulgarsk ret reguleret ved bestemmelserne i artikel 45-54 i zakon za zadalzheniyata i dogovorite (lov om obligationsforhold og kontrakter) i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (DV nr. 275 af 22.11.1950).

9

Artikel 45 i lov om obligationsforhold og kontrakter fastsætter:

»(1)   Den, der på grund af sin culpøse adfærd har forvoldt en anden person skade, er forpligtet til at afhjælpe denne skade.

(2)   I alle de tilfælde, hvor skader opstår som følge af en ulovlig handling, er der formodning om culpøs adfærd, indtil det modsatte er bevist.«

10

Artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter bestemmer:

»Retten fastlægger erstatningen for ikke-økonomisk skade i henhold til principper om rimelighed.«

11

Under overskriften »Ikke-økonomisk skade« fastsætter § 253 i Bürgerliches Gezetzbuch (den civile lovbog) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »BGB«), følgende:

»(1)   Der kan kun forlanges økonomisk erstatning for ikke-økonomisk skade i lovbestemte tilfælde.

(2)   Såfremt der skal betales erstatning for skade som følge af en krænkelse af legeme, sundhed, frihed eller seksuel selvbestemmelse, kan der også forlanges passende økonomisk erstatning for en ikke-økonomisk skade.«

12

BGB’s § 823 med overskriften »Erstatningspligt« bestemmer i stk. 1:

»Den, der forsætligt eller uagtsomt retsstridigt krænker en andens liv, legeme, sundhed, frihed, ejendom eller andre rettigheder, er forpligtet til at betale erstatning til den pågældende person for den heraf opståede skade.«

13

§ 7 i Straßenverkehrsgesetz (færdselsloven) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, med overskriften »Ansvar for ihændehaveren af køretøjet, anvendelse af motorkøretøjet uden ihændehaverens samtykke og uden indehaverens samtykke« bestemmer i stk. 1:

»Hvis en person ved anvendelsen af et motorkøretøj dræbes, lider skade på legeme eller sundhed, eller hvis der forvoldes tingsskade, skal indehaveren erstatte den skade, der derved forvoldes den skadelidte.«

14

§ 11 i færdselsloven i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har overskriften »Omfanget af erstatningspligten i tilfælde af personskade«. Denne bestemmelse fastsætter følgende:

»I tilfælde af tilskadekomst eller helbredsskader skal erstatningen dække skadelidtes udgifter til helbredelse og det økonomiske tab, som den pågældende har lidt som følge af midlertidig eller varig uarbejdsdygtighed eller nedsat erhvervsevne eller midlertidig eller varig forøgelse af behovene som følge af legemsbeskadigelse eller sundhedsskade. Der kan ligeledes kræves en rimelig økonomisk erstatning for ikke-økonomisk skade.«

15

§ 115 i Gesetz über den Versicherungsvertrag (lov om forsikringsaftaler) af 23. november 2007 (BGBl. 2007 I, s. 2631) med overskriften »Direkte krav« i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, fastsætter i stk. 1:

»Tredjemand kan ligeledes gøre sin ret til erstatning gældende over for forsikringsgiveren

1.   hvis der er tale om en ansvarsforsikring, der har til formål at opfylde en forsikringspligt i henhold til lov om lovpligtig forsikring […]

[...]

Retten til direkte krav følger af forsikringsselskabets forpligtelser i henhold til forsikringsforholdet og, såfremt der ikke foreligger en forpligtelse, af § 117, stk. 1-4. Forsikringsselskabet skal betale erstatningen i penge. Forsikringsgiveren og forsikringstageren, der er forpligtet til at erstatte skaden, hæfter solidarisk.«

16

Den 27. juli 2014 døde datteren til E.N.I. og Y.K.I., der er sagsøgere i hovedsagen, under en trafikulykke i Tyskland. Skadevolderen var ansvarsforsikret hos HUK-COBURG, et forsikringsselskab med hjemsted i Tyskland.

17

Den 25. juli 2017 anlagde sagsøgerne i hovedsagen sag mod HUK-COBURG ved Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) med påstand om betaling af en erstatning på 250000 bulgarske leva (BGN) (ca. 125000 EUR) til hver som erstatning for den ikke-økonomiske skade, som de havde lidt som følge af deres datters død.

18

Den 27. september 2017 udbetalte HUK-COBURG et beløb på 2500 EUR til hver af forældrene som erstatning for den ikke-økonomiske skade som følge af dette dødsfald.

19

Ved dom af 23. december 2019 gav Sofijski gradski sad (byretten i Sofia) sagsøgerne i hovedsagen delvist medhold, idet den tilkendte hver af dem en erstatning på 100000 bulgarske leva (BGN) (ca. 50000 EUR), hvoraf et beløb på ca. 2500 EUR, som forsikringsselskabet havde udbetalt, blev fratrukket.

20

Denne dom blev ændret af Apelativen sad – Sofia (appeldomstolen i Sofia, Bulgarien). Denne ret forkastede sagsøgerne i hovedsagens søgsmål i sin helhed, idet den fandt, at de ikke havde godtgjort, at deres smerter og psykiske lidelser havde medført en patologisk sygdomsskade, hvilket i henhold til tysk ret, der finder anvendelse i henhold til Rom II-forordningens artikel 4, stk. 1, er en forudsætning for erstatning af en ikke-økonomisk skade. Denne ret forkastede deres argumentation om, at det i henhold til Rom II-forordningens artikel 16 ikke er tysk lov, der finder anvendelse, men domstolslandets lov, dvs. artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter. Ifølge nævnte ret udgør de beløb, som HUK-COBURG allerede har betalt, ikke en anerkendelse fra forsikringsgiverens side af sagsøgerne i hovedsagens krav og svarer til den »mindre erstatning« for ikke-økonomisk skade, der er fastsat i BGB’s § 253, stk. 2.

21

Sagsøgerne i hovedsagen har iværksat kassationsanke ved Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol, Bulgarien), som er den forelæggende ret.

22

Den forelæggende ret har indledningsvis anført, at den tyske lovgivning, der finder anvendelse i den foreliggende sag i henhold til Rom II-forordningens artikel 4, er identisk med den, der var omhandlet i den sag, der gav anledning til dom af 15. december 2022, HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung (C-577/21, EU:C:2022:992), der vedrørte den samme trafikulykke som den i den foreliggende sag omhandlede.

23

Dernæst har den forelæggende ret anført, at Domstolen i den nævnte dom fastslog, at denne tyske lovgivning henhørte under de nationale materielle bestemmelser om erstatningsansvar, som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11) henviser til. Den nævnte tyske lovgivning fastsætter et objektivt kriterium, der gør det muligt at identificere den ikke-økonomiske skade, der kan give anledning til erstatning til et nærtstående familiemedlem til offeret for en trafikulykke. Domstolen fastslog, at direktiv 2009/103 ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter bindende kriterier for fastlæggelsen af de ikke-økonomiske skader, der kan give anledning til erstatning.

24

Endelig har den forelæggende ret præciseret, at til forskel fra den nævnte tyske lovgivning, hvorefter retten til erstatning for ikke-økonomisk skade er underlagt tre betingelser, nemlig at offeret har lidt skade på sin egen sundhed, at vedkommende er et nærtstående familiemedlem til det direkte offer, og at der er en årsagsforbindelse mellem den fejl, som den ansvarlige for ulykken har begået, og denne skade, bestemmer den bulgarske lovgivning, nærmere bestemt artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter, at retten fastlægger erstatningen for ikke-økonomisk skade i henhold til principper om rimelighed. Det følger af bindende retspraksis fra Varchoven sad (øverste domstol, Bulgarien) og Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), at enhver psykisk smerte og overlast, som forældre lider på grund af deres barns død som følge af en trafikulykke, der er indtruffet som følge af en strafbar handling, eller en handling uden for kontrakt, i henhold til bulgarsk ret kan give anledning til en erstatning, uden at det er nødvendigt, at skaden har påført forældrene en patologisk sundhedsskade. Erstatningens størrelse afhænger af de særlige omstændigheder, der kendetegner den foreliggende sag, idet det beløb, der sædvanligvis tildeles en forælder for en ikke-økonomisk skade som følge af et barns død i en trafikulykke i 2014, var på ca. 120000 BGN (ca. 61000 EUR). Den forelæggende ret er af den opfattelse, at hvis det antages, at sagsøgerne i hovedsagens påstande skal tages til følge, og at de har ført bevis for en patologisk sundhedsskade, udgør det maksimale erstatningsbeløb, som forældrene kan opnå i henhold til tysk ret, 5000 EUR.

25

På denne baggrund har Varchoven kasatsionen sad (øverste kassationsdomstol), besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal [Rom II-forordningens] artikel 16 [...] fortolkes således, at en national bestemmelse som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter et grundlæggende princip i medlemsstatens ret, såsom princippet om rimelighed, finder anvendelse ved fastsættelsen af erstatningen for ikke-økonomisk skade i tilfælde, hvor nærtstående personers død er indtruffet som følge af en strafbar handling, kan anses for en overordnet præceptiv bestemmelse som omhandlet i denne artikel?«

26

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Rom II-forordningens artikel 16 skal fortolkes således, at en national bestemmelse, der fastsætter, at erstatningen for ikke-økonomisk skade, som familiemedlemmer til en person, der er omkommet ved en trafikulykke, har lidt, der af retten fastsættes efter rimelighed, kan anses for at være en overordnet præceptiv bestemmelse som omhandlet i denne artikel.

27

I henhold til Rom II-forordningens artikel 4, stk. 1, og medmindre andet er fastsat i denne forordning, anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, der udspringer af en skadevoldende handling, loven i det land, hvor skaden indtræder, uanset i hvilket land den skadevoldende begivenhed fandt sted, og uanset i hvilket land eller hvilke lande de indirekte følger af denne begivenhed indtræder. Denne forordnings artikel 15, litra c), bestemmer, at den lov, der i henhold til denne forordning skal anvendes på en forpligtelse uden for kontrakt, bl.a. finder anvendelse på spørgsmål om skadens eksistens, art og vurderingen af den eller den ønskede genoprettelse.

28

I henhold til Rom II-forordningens artikel 16 berører bestemmelserne i denne forordning imidlertid ikke anvendelsen af bestemmelser i domstolslandets lov i en situation, hvor disse bestemmelser er præceptive, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på forpligtelsen uden for kontrakt.

29

Det skal i første række bemærkes, at det fremgår af ordlyden af artikel 16 i Rom II-forordningen for det første, at den fastsætter en undtagelse fra den lov, der finder anvendelse på den forpligtelse uden for kontrakt, der er udpeget i henhold til de lovvalgsregler, der er fastsat i denne forordning, såsom artikel 4 og artikel 15, litra c), heri, for så vidt som den nævnte artikel tillader anvendelse af den nationale lovgivning i den medlemsstat, på hvis område retssagen føres.

30

Nævnte artikel 16 skal derfor fortolkes indskrænkende (jf. analogt dom af 31.1.2019, Da Silva Martins, C-149/18, EU:C:2019:84, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

31

Desuden består det formål, der forfølges med Rom II-forordningen, således som det fremgår af 6., 14. og 16. betragtning hertil, bl.a. i at skabe større sikkerhed om, hvilken lov der skal anvendes, uanset i hvilket land søgsmålet anlægges, samt at øge forudsigeligheden af retsafgørelser og at sikre en fornuftig balance mellem den påstået ansvarliges interesser og den skadelidtes interesser (dom af 17.5.2023, Fonds de Garantie des Victimes des Actes de Terrorisme et d’Autres Infractions (FGTI), C-264/22, EU:C:2023:417, præmis 30). En udvidende fortolkning af Rom II-forordningens artikel 16 ville derfor være i strid med dette formål.

32

For det andet fremgår det af ordlyden af denne artikel 16, at den nævnte undtagelse finder anvendelse, når bestemmelserne i domstolslandets lov »er præceptive«.

33

For at sådanne bestemmelser kan finde anvendelse og begrunde anvendelsen af nævnte artikel 16, skal den retsstilling, som den nationale ret skal tage stilling til, ikke desto mindre have en tilstrækkelig tæt tilknytning til den medlemsstat, hvor retten er beliggende.

34

Den omstændighed, at der ses bort fra den udenlandske lov, der er udpeget i henhold til Rom II-forordningens artikel 4, indebærer således, således som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, at denne ret først skal undersøge, om denne retlige situation har en sådan tilknytning til denne medlemsstat.

35

Hvis den retlige situation, der er genstand for denne undersøgelse, har tilknytning til flere medlemsstater, er det således muligt, at den nævnte nationale ret, bl.a. i lyset af den tilknytning, som denne retlige situation har til den medlemsstat, hvis lov udpeges i medfør af lovvalgsreglerne, skal fastslå, at der ikke foreligger en tilstrækkelig tæt tilknytning til den medlemsstat, hvor retten er beliggende.

36

I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne i hovedsagen, som er bulgarske statsborgere med bopæl i Bulgarien, anlagt sag ved en ret i denne medlemsstat. Den trafikulykke, hvor datteren til sagsøgerne i hovedsagens døde, indtraf imidlertid i Tyskland. Skadevolderen var forsikret hos et forsikringsselskab i denne medlemsstat. Som det fremgår af præmis 15-17 i dom af 15. december 2022, HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung (C-577/21, EU:C:2022:992), der, således som det er nævnt i nærværende doms præmis 22, vedrører den samme trafikulykke, var såvel skadelidte som skadevolderen i øvrigt bulgarske statsborgere med bopæl i Tyskland. Det er bl.a. på grundlag af disse forhold, at det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, om der foreligger en tilstrækkelig tæt tilknytning til Bulgarien i hovedsagen.

37

Hvad i anden række angår kvalificeringen af en national bestemmelse som »overordnede præceptive bestemmelser« som omhandlet i Rom II-forordningens artikel 16 bemærkes, at dette begreb er identisk med begrebet »overordnede præceptive bestemmelser« som omhandlet i Rom I-forordningens artikel 9, således at Domstolens fortolkning af sidstnævnte begreb ligeledes gælder for fortolkningen af det førstnævnte, henset til kravet om ensartet anvendelse af Rom I- og Rom II-forordningen (jf. i denne retning dom af 31.1.2019, Da Silva Martins, C-149/18, EU:C:2019:84, præmis 28).

38

Rom I-forordningens artikel 9 definerer »[o]verordnede præceptive bestemmelser« som bestemmelser, hvis overholdelse af et land anses for at være så afgørende for beskyttelsen af dets offentlige interesser, som f.eks. dets politiske, sociale og økonomiske struktur, at bestemmelserne finder anvendelse på alle forhold, der falder ind under deres anvendelsesområde, uanset hvilken lov der i øvrigt skal anvendes på aftalen i henhold til denne forordning.

39

Ifølge Domstolens praksis vedrørende denne artikel 9 tilkommer det den nationale ret i forbindelse med sin vurdering af karakteren af en »overordne[t] præcepti[v] bestemmels[e]« i den nationale lovgivning ikke alene at tage hensyn til lovens præcise ordlyd, men også til dennes generelle opbygning og til de samlede omstændigheder, hvorunder den nævnte lov er blevet vedtaget, for deraf at kunne udlede, om den er af præceptiv karakter, for så vidt som det fremgår, at den nationale lovgiver har vedtaget den med henblik på at beskytte en interesse, som den pågældende medlemsstat har anset for vigtig (dom af 31.1.2019, Da Silva Martins, C-149/18, EU:C:2019:84, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

40

For at fastslå, at der er tale om en »overordnet præceptiv bestemmelse« som omhandlet i Rom II-forordningens artikel 16, bemærkes, at den nationale ret, på grundlag af en detaljeret analyse af denne bestemmelses ordlyd, generelle opbygning, formål og de samlede omstændigheder, hvorunder den pågældende nationale bestemmelse er vedtaget, skal fastslå, at den har en sådan vigtighed i den nationale retsorden, at den begrunder afvigelse fra den lov, der i henhold til denne forordnings artikel 4 finder anvendelse (dom af 31.1.2019, Da Silva Martins, C-149/18, EU:C:2019:84, præmis 31). Det fremgår af denne doms præmis 30 og 34, at anvendelsen af en overordnet præceptiv bestemmelse kræver, at den forelæggende ret angiver særligt vigtige grunde, der begrunder dens anvendelse.

41

Anvendelsen af en sådan bestemmelse kræver således, at den nationale ret for det første ud over ordlyden og den almindelige opbygning af den angiveligt præceptive nationale bestemmelse efterprøver de hensyn og formål, der ligger til grund for den pågældende bestemmelses vedtagelse, med henblik på at afgøre, om den nationale lovgiver havde til hensigt at tillægge denne en præceptiv karakter. Den nationale ret skal således undersøge, om denne bestemmelse er blevet vedtaget med henblik på at beskytte en eller flere interesser, som domstolslandet anser for væsentlige, og om denne medlemsstat anser overholdelsen af den nævnte bestemmelse for at være afgørende for beskyttelsen af disse interesser.

42

For det andet skal det fremgå af den bedømmelse, som den nationale ret skal foretage af den retlige situation, at anvendelsen af samme bestemmelse er absolut nødvendig for at beskytte den pågældende væsentlige interesse i den foreliggende sag.

43

Det følger heraf, at den nationale ret ikke kan anvende undtagelsen i Rom II-forordningens artikel 16, hvis det formål om beskyttelse af den omhandlede interesse, der forfølges med den pågældende bestemmelse i domstolslandets lov, også kan opnås ved anvendelse af den lov, der er udpeget i medfør af denne forordnings lovvalgsregler.

44

I tredje række skal det bemærkes, at medlemsstaternes retters anvendelse af overordnede præceptive bestemmelser kun er mulig under særlige omstændigheder, når »almene hensyn«, således som det fremgår af 32. betragtning til Rom II-forordningen, begrunder dette. I denne henseende fremgår det af den definition af begrebet »overordnede præceptive bestemmelser« i Rom I-forordningen, der er nævnt i denne doms præmis 38, der, henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 37, er identisk med definitionen af begrebet »overordnet præceptiv bestemmelse« i denne forordnings artikel 16, at en sådan lov eller bestemmelse nødvendigvis skal tilsigte at beskytte offentlige interesser af særlig betydning, såsom dem, der vedrører domstolslandets politiske, sociale og økonomiske struktur. Der er tale om interesser, som denne medlemsstat anser for væsentlige, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 39.

45

Det følger ganske vist af henvisningen i 32. betragtning til Rom II-forordningen til reglerne for vurdering af erstatning for skader, at EU-lovgiver principielt ikke har udelukket muligheden for, at regler, der beskytter individuelle interesser, i givet fald kan anses for overordnede præceptive bestemmelser. Det følger nemlig af denne betragtnings anden del, at den opfattelse, der ligger til grund for de i en medlemsstat gældende regler om erstatning for skade uden for kontraktforhold, kan begrunde anvendelsen af domstolslandets lov i medfør af denne forordnings artikel 16.

46

Henset til definitionen af begrebet »overordnede præceptive bestemmelser« kan nationale bestemmelser, der har til formål at beskytte individuelle interesser, imidlertid ikke anvendes af en national ret som »overordnede præceptive bestemmelser« medmindre det af den detaljerede analyse, som denne ret har pligt til at foretage, klart fremgår, at beskyttelsen af en persongruppes individuelle interesser, som disse bestemmelser har til formål at sikre, svarer til en offentlig interesse, som anses for væsentlig. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 62 i forslaget til afgørelse, skal det godtgøres, at der foreligger en tilstrækkelig tilknytning til en sådan offentlig interesse inden for den berørte medlemsstats retsorden.

47

I det foreliggende tilfælde kan artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter, således som det fremgår af denne doms præmis 40, kun finde anvendelse på den i hovedsagen omhandlede retlige situation i stedet for tysk ret, der i princippet finder anvendelse i henhold til Rom II-forordningens artikel 4, hvis dens anvendelse er begrundet i særligt vigtige hensyn, som afspejler offentlige interesser, som anses for væsentlige i den bulgarske retsorden. I denne henseende har den forelæggende ret anført, at princippet om rimelighed, der er fastsat i artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter, er et grundlæggende princip i bulgarsk ret og udgør et af den bulgarske retsordens grundlæggende retsprincipper. For så vidt som denne bestemmelse har til formål at beskytte en kategori af fysiske personers individuelle interesser, bemærkes, at den detaljerede analyse, som den nationale ret skal foretage, desuden indebærer, at det klart skal fremgå, at denne beskyttelse svarer til en offentlig interesse, som anses for væsentlig, og som bestemmelsen skal beskytte, således at den pågældende medlemsstat anser overholdelsen af denne interesse for afgørende.

48

Desuden bemærkes, at selv om det ikke tilkommer Domstolen at vurdere en national bestemmelse i lyset af de kriterier, der er nævnt i nærværende doms præmis 40, skal det bemærkes, at det følger af nærværende doms præmis 43, at anvendelsen af undtagelsen i Rom II-forordningens artikel 16 er udelukket, når anvendelsen af den lov, der er udpeget af denne forordning, ligeledes gør det muligt at opnå det formål om beskyttelse af den offentlige interesse, som anses for væsentlig, og som den pågældende bestemmelse i domstolslandets lovgivning har til formål at sikre.

49

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at tysk ret fastsætter muligheden for en »passende økonomisk erstatning« for den ikke-økonomiske skade, mens artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter bestemmer, at retten fastsætter erstatningen for denne skade »efter rimelighed«, idet disse nationale ordninger således begge synes at være baseret på princippet om rimelighed.

50

Det fremgår imidlertid ligeledes af anmodningen om præjudiciel afgørelse for det første, at det maksimale erstatningsbeløb, der kan tilkendes i henhold til tysk ret, er ca. 5000 EUR, mens det beløb, der sædvanligvis tildeles i henhold til artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter, beløber sig til ca. 120000 BGN (ca. 61000 EUR). Som generaladvokaten imidlertid i det væsentlige har anført i punkt 32 i forslaget til afgørelse, gør den omstændighed alene, at anvendelsen af domstolslandets lov for så vidt angår erstatningens størrelse fører til en anden løsning end den, der ville have været resultatet af anvendelsen af den lov, der udpeges efter lovvalgsreglen, det ikke muligt at konkludere, at anvendelsen af sidstnævnte lov ikke kan opfylde det formål om beskyttelse af den offentlige interesse, som anses for væsentlig, og som i givet fald er sikret ved den pågældende bestemmelse i domstolslandets lov.

51

For det andet skal det bemærkes, at det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at der i henhold til artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter systematisk kan tilkendes en økonomisk godtgørelse for smerter og psykiske lidelser, mens den tyske lov, der er udpeget i henhold til Rom II-forordningens artikel 4, kun tillader erstatning på dette grundlag, når den skadevoldende handling har medført en patologisk sundhedsskade. Med forbehold af den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, synes denne tyske lov og den bulgarske lov således i disse to henseender at hvile på helt forskellige opfattelser med hensyn til retten til erstatning.

52

Det kan følgelig ikke udelukkes, at skadelidte i identiske tilfælde vil kunne opnå en erstatning på ca. 120000 BGN (ca. 61000 EUR) for den smerte og psykiske lidelse, som vedkommende har lidt, og som ikke har medført nogen patologisk sundhedsskade, mens denne person i henhold til tysk ret ikke kan opnå erstatning.

53

Det tilkommer derfor den forelæggende ret at afgøre, om anvendelsen af den tyske lov, som ikke foreskriver erstatning for smerter og psykiske lidelser, der ikke medfører en patologisk sundhedsskade, gør det muligt at opnå formålet om beskyttelse af den offentlige interesse, som anses for væsentlig, og som i givet fald er sikret ved artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter.

54

Endelig skal det i fjerde række bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at en medlemsstats lovgivning, der opfylder den minimumsbeskyttelse, der er foreskrevet i et EU-direktiv, kan fraviges til fordel for domstolslandets lov på grund af dens ufravigelige karakter, når den ret, ved hvilken sagen er anlagt, konkret konstaterer, at lovgiver i domstolsstaten i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv har fundet det afgørende inden for sin retsorden at yde den berørte person en beskyttelse, der går videre end den, der er fastsat i nævnte direktiv, under hensyn til arten af og formålet med sådanne præceptive bestemmelser (jf. i denne retning dom af 17.10.2013, Unamar, C-184/12, EU:C:2013:663, præmis 50-52).

55

I præmis 34-37, 42 og 48 i dom af 15. december 2022, HUK-COBURG-Allgemeine Versicherung (C-577/21, EU:C:2022:992), fastslog Domstolen imidlertid i det væsentlige, at selv om det tilkommer medlemsstaterne at sikre, at erstatningen for den ikke-økonomiske skade, som pårørende til ofrene for trafikulykker har lidt, er dækket af en lovpligtig forsikring, der mindst svarer til de mindstebeløb, der er fastsat i direktiv 2009/103, opstiller dette direktiv ikke specifikke krav med hensyn til valget af en erstatningsordning med henblik på at fastlægge omfanget af den erstatning, der skal tildeles på grundlag af den forsikredes erstatningsansvar, som i det væsentlige er reguleret af national ret.

56

Eftersom det nævnte direktiv ikke har til formål at harmonisere omfanget af erstatningen for den skade, som et indirekte offer for en trafikulykke har lidt, og artikel 52 i lov om obligationsforhold og kontrakter, der har til formål at fastlægge omfanget af erstatningen for den ikke-økonomiske skade, som et sådant offer har lidt, således ikke kan anses for at være blevet vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af dette direktiv, er denne artikel 52 følgelig ikke omfattet af det tilfælde, der er omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 54.

57

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det forelagte spørgsmål skal besvares med, at Rom II-forordningens artikel 16 skal fortolkes således, at en national bestemmelse, der fastsætter, at erstatningen for ikke-økonomisk skade, som familiemedlemmer til en person, der er omkommet ved en trafikulykke, har lidt, fastsættes af retten efter rimelighed, ikke kan anses for at være en »overordnet præceptiv bestemmelse« som omhandlet i denne artikel, medmindre den ret, for hvilken sagen er indbragt – når den omhandlede retlige situation er tilstrækkeligt tæt knyttet til den medlemsstat, hvor retten er beliggende – på grundlag af en detaljeret analyse af denne nationale bestemmelses ordlyd, generelle opbygning, formål og sammenhæng fastslår, at overholdelsen heraf anses for at være afgørende i denne medlemsstats retsorden, fordi den forfølger et formål om beskyttelse af en offentlig interesse, som anses for væsentlig, som ikke kan opnås ved anvendelse af den lov, der udpeges i henhold til denne forordnings artikel 4.

58

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Fjerde Afdeling) for ret:

Artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)

skal fortolkes således, at

en national bestemmelse, der fastsætter, at erstatningen for ikke-økonomisk skade, som familiemedlemmer til en person, der er omkommet ved en trafikulykke, har lidt, fastsættes af retten efter rimelighed, ikke kan anses for at være en »overordnet præceptiv bestemmelse« som omhandlet i denne artikel, medmindre den ret, for hvilken sagen er indbragt – når den omhandlede retlige situation er tilstrækkeligt tæt knyttet til den medlemsstat, hvor retten er beliggende – på grundlag af en detaljeret analyse af denne nationale bestemmelses ordlyd, generelle opbygning, formål og sammenhæng fastslår, at overholdelsen heraf anses for at være afgørende i denne medlemsstats retsorden, fordi den forfølger et formål om beskyttelse af en offentlig interesse, som anses for væsentlig, som ikke kan opnås ved anvendelse af den lov, der udpeges i henhold til denne forordnings artikel 4.