–

Sagrario og hendes to mindreårige børn ved abogado E. Leiva Vojkovic,

–

den spanske regering ved I. Herranz Elizalde, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved I. Galindo Martín og J. Hottiaux, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 15, stk. 3, i Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (EUT 2003, L 251, s. 12) og af artikel 7, artikel 24, artikel 33, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side en mor og hendes to mindreårige børn, der alle er tredjelandsstatsborgere, og på den anden side Subdelegación del Gobierno en Barcelona (regeringens repræsentant i Barcelona, Spanien) (herefter »den kompetente nationale myndighed«) vedrørende afslag på fornyelse af deres opholdstilladelse som følge af familiesammenføring.

3

Følgende fremgår af 2., 4., 6. og 15. betragtning til direktiv 2003/86:

[...]

[...]

[...]

4

Dette direktivs artikel 1, der findes i direktivets kapitel I med overskriften »Almindelige bestemmelser«, har følgende ordlyd:

»Formålet med dette direktiv er at fastsætte betingelserne for udøvelsen af retten til familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på medlemsstaternes område.«

5

I dette kapitel bestemmer direktivets artikel 2 følgende:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

6

I direktivets kapitel VI med overskriften »Familiemedlemmernes indrejse og ophold« er dets artikel 15 affattet som følger:

»1.   Senest efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring.

Medlemsstaterne kan, hvis den familiemæssige tilknytning ophører, begrænse meddelelse af opholdstilladelse som omhandlet i første afsnit til ægtefællen eller den ugifte partner.

2.   Medlemsstaterne kan meddele myndige børn og slægtninge i lige opstigende linje, jf. artikel 4, stk. 2, selvstændig opholdstilladelse.

3.   Hvis ægtefællen dør, eller parterne skilles eller separeres, eller hvis førstegradsslægtninge i lige opstigende linje eller efterkommere i lige linje dør, kan der efter ansøgning, hvis det kræves, udstedes selvstændig opholdstilladelse til personer, der er indrejst med henblik på familiesammenføring. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der sikrer, at der meddeles selvstændig opholdstilladelse, hvis der opstår særligt vanskelige situationer.

4.   Betingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret.«

7

Artikel 16, stk. 3, i kapitel VII i direktiv 2003/86 vedrørende »Sanktioner og retsmidler« fastsætter:

»Medlemsstaterne kan inddrage eller nægte at forny et familiemedlems opholdstilladelse, hvis referencepersonens ophold ophører, og familiemedlemmet endnu ikke har selvstændig opholdsret i henhold til artikel 15.«

8

I dette kapitel bestemmer direktivets artikel 17 følgende:

»Hvis der gives afslag på opholdstilladelse, eller opholdstilladelsen inddrages eller ikke fornyes, eller hvis der træffes afgørelse om udsendelse af referencepersonen eller dennes familiemedlemmer, tager medlemsstaterne behørigt hensyn til arten og holdbarheden af vedkommendes familiemæssige tilknytning og til, hvor længe vedkommende har opholdt sig i medlemsstaten, samt til, om der er familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til hjemlandet.«

9

Artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EØF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 7, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35) med overskriften »Bevarelse af familiemedlemmers ret til ophold i tilfælde af skilsmisse eller omstødelse af ægteskabet eller det registrerede partnerskabs ophør« fastsætter følgende i stk. 2:

»Skilsmisse, omstødelse af ægteskabet eller ophør af det registrerede partnerskab som omhandlet i artikel 2, nr. 2), litra b), betyder ikke, at familiemedlemmer til unionsborgere, der ikke er statsborgere i en medlemsstat, mister deres ret til ophold, jf. dog andet afsnit:

[...]

[...]«

10

Punkt 5.3 i meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 3. april 2014 om retningslinjer for anvendelsen af direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring (COM(2014) 210 final) med overskriften »Adgang til en selvstændig opholdstilladelse« har følgende ordlyd:

»I artikel 15, stk. 1, fastsættes det, at senest efter fem års ophold har ægtefællen eller den ugifte partner samt børn, der er blevet myndige, efter ansøgning, hvis det kræves, ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, hvis familiemedlemmet ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring. Ophold skal forstås som lovligt ophold, og Kommissionen understreger, at medlemsstaterne har lov til at udstede tilladelsen tidligere. Hvis den familiemæssige tilknytning ophører, skal ægtefællen eller den ugifte partner under alle omstændigheder stadig have ret til en selvstændig opholdstilladelse, men medlemsstaterne har ret til at udelukke voksne børn. Selv om det i artikel 15, stk. 4, fastsættes, at betingelserne skal fastsættes i den nationale lovgivning, fastsættes det i artikel 15, stk. 3, at der ved den familiemæssige tilknytnings ophør bl.a. skal forstås, at ægtefællen dør, eller parterne skilles eller separeres.

Artikel 15, stk. 2, og artikel 15, stk. 3, første punktum, tillader medlemsstaterne på et hvilket som helst tidspunkt at udstede selvstændige opholdstilladelser til voksne børn og førstegradsslægtninge, som artikel 4, stk. 2, finder anvendelse på, og ved ansøgning alle personer, der er indrejst som følge af familiesammenføring, hvis ægtefællen dør, eller parterne skilles eller separeres, eller hvis førstegradsslægtninge i lige opstigende linje eller efterkommere i lige linje dør.

I artikel 15, stk. 3, andet punktum, fastsættes det, at medlemsstaterne skal udstede selvstændige opholdstilladelser til alle familiemedlemmer, der er indrejst som følge af familiesammenføring, hvis der opstår særligt vanskelige situationer. Medlemsstaterne skal med henblik herpå fastsætte bestemmelser herom i national lovgivning. De særligt vanskelige situationer skal være forårsaget af den familiære situation eller den familiære tilknytnings ophør, ikke på grund af problemer forårsaget af andre årsager. Eksempler på særligt vanskelige situationer kan f.eks. være tilfælde af vold i hjemmet mod kvinder og børn, visse tilfælde af tvangsægteskaber, risiko for kønslemlæstelse af piger/kvinder eller tilfælde, hvor personen vil befinde sig i en særlig vanskelig familiær situation, hvis den pågældende tvinges til at vende tilbage til oprindelseslandet.«

11

Artikel 19 i Ley Orgánica 4/2000 sobre derechos y libertades de los extranjeros en España y su integración social (lov nr. 4/2000 om rettigheder og friheder for udlændinge i Spanien og om deres sociale integration) af 11. januar 2000 (BOE nr. 10 af 12.1.2000, s. 1139) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer:

»1.   Den opholdstilladelse som følge af familiesammenføring, som den familiesammenførte ægtefælle og de familiesammenførte børn har, giver dem, når de når den erhvervsaktive alder, ret til at arbejde, uden at det er nødvendigt at foretage yderligere administrative skridt.

2.   Den familiesammenførte ægtefælle kan opnå selvstændig opholdstilladelse, når den pågældende har tilstrækkelige økonomiske midler til at forsørge sig selv.

Hvis den familiesammenførte ægtefælle er offer for kønsbaseret vold, kan den pågældende opnå selvstændig opholds- og arbejdstilladelse, uden at ovennævnte betingelse skal være opfyldt, når der er udstedt en beskyttelsesordre til fordel for vedkommende eller i mangel heraf en rapport fra Ministerio Fiscal [(anklagemyndigheden, Spanien)] om tegn på kønsbaseret vold.

3.   Familiesammenførte børn kan opnå selvstændig opholdstilladelse, når de når myndighedsalderen og har tilstrækkelige økonomiske midler til at forsørge sig selv.

4.   Formen og størrelsen af de økonomiske midler, der anses for at være tilstrækkelige til, at de familiesammenførte familiemedlemmer kan opnå selvstændig opholdstilladelse, fastsættes ved bekendtgørelse.

5.   Hvis referencepersonen dør, kan de sammenførte familiemedlemmer opnå en selvstændig opholdstilladelse på nærmere fastsatte vilkår.«

12

Artikel 59 i Real Decreto 557/2011 por el que se aprueba el Reglamento de la Ley Orgánica 4/2000, tras su reforma por Ley Orgánica 2/2009 (kongeligt dekret nr. 557/2011 om godkendelse af gennemførelsesbekendtgørelsen til organisk lov nr. 4/2000, som ændret ved organisk lov nr. 2/2009) af 20. april 2011 (BOE nr. 103 af 30.4.2011, s. 43821) (herefter »kongeligt dekret nr. 557/2011«) med overskriften »Familiesammenførte familiemedlemmers ophold uafhængigt af referencepersonens« bestemmer:

»1.   Den familiesammenførte ægtefælle eller partner kan opnå selvstændig opholds- og arbejdstilladelse, hvis den pågældende opfylder en af følgende betingelser og ikke har gæld til skattemyndighederne eller socialsikringsmyndighederne:

[...]

2.   Derudover kan ægtefællen eller partneren opnå selvstændig opholds- og arbejdstilladelse i følgende tilfælde:

3.   I de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvor andre familiemedlemmer ud over ægtefællen eller partneren har opnået familiesammenføring, bevarer disse andre familiemedlemmer den meddelte opholdstilladelse og er med henblik på fornyelse af opholdstilladelsen som følge af familiesammenføring afhængige af det familiemedlem, som de bor sammen med.

4.   Børn og mindreårige, hvis juridiske repræsentant er referencepersonen, opnår selvstændig opholdstilladelse, når de når myndighedsalderen og kan bevise, at de befinder sig i en af de situationer, der er beskrevet i denne artikels stk. 1, eller når de har nået myndighedsalderen og har opholdt sig i Spanien i fem år.

[...]«

13

Artikel 61 i kongeligt dekret nr. 557/2011 med overskriften »Fornyelse af opholdstilladelser som følge af familiesammenføring« bestemmer i stk. 3:

»Følgende betingelser skal være opfyldt for fornyelse af en opholdstilladelse som følge af familiesammenføring:

[...]«

14

Stk. 4 i første tillægsbestemmelse til kongeligt dekret nr. 557/2011 har følgende ordlyd:

»På forslag af chefen for Secretaría de Estado de Inmigración y Emigración [(statssekretariatet for indvandring og udvandring, Spanien)], under henvisning til rapporten fra chefen for Secretaría de Estado de Seguridad [(statssekretariatet for sikkerhed, Spanien)] og, hvor det er relevant, fra cheferne for Subsecretarías de Asuntos Exteriores y de Cooperación y de Política Territorial y Administración Pública [(undersekretariaterne for udenrigsanliggender, samarbejde og territorial politik samt offentlig administration, Spanien)], kan Consejo de Ministros [(ministerrådet, Spanien)], når økonomiske, sociale eller arbejdsmæssige omstændigheder taler derfor, og i særligt relevante tilfælde, der ikke er omfattet af lovgivningen, efter at have informeret og hørt Comisión Laboral Tripartita de Inmigración [(trepartsarbejdskommission for indvandring, Spanien)] udstede instrukser med henblik på meddelelse af midlertidige opholds- og/eller arbejdstilladelser, som i henhold til betingelserne i [disse] instrukser kan være knyttet til en periode, et job eller et sted, eller opholdstilladelser [...] Tilsvarende kan chefen for statssekretariatet for indvandring og udvandring efter rapport fra chefen for statssekretariatet for sikkerhed tildele midlertidige individuelle opholdstilladelser, når der foreligger helt særlige omstændigheder, der ikke er omfattet af gennemførelsesbekendtgørelsen.«

15

De tre sagsøgere i hovedsagen, en mor og hendes to mindreårige børn, var indehavere af en opholdstilladelse som følge af familiesammenføring, idet referencepersonen var morens ægtefælle og de to børns far.

16

Den 22. april 2021 indgav de fire familiemedlemmer en ansøgning om opholdstilladelse som fastboende udlænding.

17

Ved afgørelse af 27. maj 2021 afslog den kompetente nationale myndighed referencepersonens ansøgning, eftersom vedkommende var opført i strafferegistret.

18

Ved afgørelse af 22. juni 2021 afslog denne nationale myndighed ligeledes de af sagsøgerne i hovedsagen indgivne ansøgninger om familiesammenføring med den begrundelse, at referencepersonen i strid med betingelsen i artikel 61, stk. 3, litra b), nr. 1, i kongeligt dekret nr. 557/2011 ikke havde arbejds- og/eller opholdstilladelse.

19

Juzgado de lo Contencioso-Administrativo n.o 5 de Barcelona (forvaltningsdomstol nr. 5 i Barcelona, Spanien), der er den forelæggende ret, ved hvilken sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag med påstand om annullation af denne afgørelse, har anført, at den nævnte afgørelse blev truffet, uden at den kompetente nationale myndighed i overensstemmelse med artikel 17 i direktiv 2003/86 havde foretaget en vurdering af arten og holdbarheden af de pågældende personers familiemæssige tilknytning, af varigheden af deres ophold og af den familiemæssige, kulturelle og sociale tilknytning til bopælslandet og hjemlandet.

20

Eftersom artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86 ikke præciserer de tilfælde, hvor der foreligger »særligt vanskelige situationer«, som begrunder, at en referencepersons familiemedlemmer meddeles selvstændig opholdstilladelse, kan det ifølge den forelæggende ret ikke udelukkes, at et sådant begreb omfatter det tilfælde, hvor disse sidstnævnte mister deres opholdstilladelse som følge af familiesammenføring af grunde, som de ikke har indflydelse på, navnlig når der er tale om mindreårige børn og om personer, der befinder sig i en situation, hvor der er strukturel forskelsbehandling i deres hjemland, hvilket er tilfældet for kvinder fra bestemte tredjelande, hvor kvinder står uden beskyttelse.

21

Den forelæggende ret har for det første nævnt, at den spanske lovgivning imidlertid ikke omfatter nogen procedure, hvorunder de berørte personer kan påberåbe sig individuelle forhold, og hvorved der kan foretages en forudgående høring af mindreårige, således at de kompetente nationale myndigheder træffer afgørelse uden hensyntagen til den personlige situation for familiesammenførte familiemedlemmer. Disse befinder sig derfor øjeblikkeligt i en ulovlig situation. Det følger imidlertid af Domstolens praksis, således som den fremgår af dom af 27. juni 2006, Parlamentet mod Rådet (C-540/03, EU:C:2006:429, præmis 62-64), og af 14. marts 2019, Y.Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring) (C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 51-55), at disse nationale myndigheder, inden de træffer afgørelse om familiesammenføring, skal vurdere alle de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde, idet enhver automatisk afgørelse er udelukket.

22

Den forelæggende ret har for det andet anført, at artikel 59 i kongeligt dekret nr. 557/2011 på trods af, at artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86 indeholder et påbud, ikke nævner de tilfælde, hvor der er tale om »særligt vanskelige situationer« som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse. Selv om stk. 4 i første tillægsbestemmelse til dette kongelige dekret bestemmer, at der meddeles opholdstilladelse i særlige tilfælde, der ikke er omfattet af lovgivningen, synes dette stykke ifølge den forelæggende ret desuden ikke at være i overensstemmelse med direktiv 2003/86. Den forelæggende ret har således anført, at kompetencen til at meddele en sådan opholdstilladelse ikke er tillagt organer i den decentrale del af administrationen, der har kompetence med hensyn til meddelelse af opholdstilladelser, men den centrale statslige administration, og at en sådan meddelelse henhører under sidstnævntes skønsbeføjelse, hvilket ikke hindrer automatisk vedtagelse af afgørelser om opholdstilladelser.

23

På denne baggrund har Juzgado de lo Contencioso-Administrativo n.o 5 de Barcelona (forvaltningsdomstol nr. 5 i Barcelona) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Med det første til det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som ikke fastsætter, at den kompetente nationale myndighed med henvisning til, at der foreligger en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i denne bestemmelse, er forpligtet til at udstede en selvstændig opholdstilladelse til en referencepersons familiemedlemmer, når disse har mistet deres opholdstilladelse af grunde, som de ikke har indflydelse på, eller når mindreårige børn er en del af denne familie.

25

Med henblik på behandlingen af disse spørgsmål skal det i første omgang bemærkes, at medlemsstaterne i medfør af dette direktivs artikel 16, stk. 3, kan inddrage eller afslå at forny opholdstilladelsen for en referencepersons familiemedlem, hvis referencepersonens ophold ophører, og det pågældende familiemedlem endnu ikke har selvstændig opholdsret i henhold til det nævnte direktivs artikel 15.

26

I denne henseende fremgår det indledningsvis af artikel 15, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2003/86, at en referencepersons ægtefælle, ugifte partner eller børn, der er blevet myndige, har ret til at få selvstændig opholdstilladelse, uafhængig af referencepersonens opholdstilladelse, senest efter fem års ophold, hvis de ikke har fået opholdstilladelse med andre begrundelser end familiesammenføring, idet medlemsstaterne imidlertid i overensstemmelse med denne bestemmelses andet afsnit har mulighed for at begrænse meddelelsen af en sådan selvstændig opholdstilladelse til ægtefællen eller den ugifte partner, hvis den familiemæssige tilknytning ophører. I medfør af artikel 15, stk. 2, kan medlemsstaterne også meddele en selvstændig opholdstilladelse til referencepersonens myndige børn og slægtninge i lige opstigende linje.

27

Dernæst kan der i medfør af dette direktivs artikel 15, stk. 3, første punktum, udstedes selvstændig opholdstilladelse, selv inden udløbet af den femårige opholdsperiode, der er fastsat i artikel 15, stk. 1, til personer, der er indrejst med henblik på familiesammenføring, hvis ægtefællen dør, eller parterne skilles eller separeres, eller hvis førstegradsslægtninge i lige opstigende linje eller efterkommere i lige linje dør. Artikel 15, stk. 3, andet punktum, fastsætter, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der sikrer, at der meddeles selvstændig opholdstilladelse, hvis der opstår »særligt vanskelige situationer«.

28

Endelig fremgår det af det nævnte direktivs artikel 15, stk. 4, at betingelserne i forbindelse med denne selvstændige opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret.

29

Det er i lyset af disse indledende betragtninger, at rækkevidden af artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86, som er genstand for de tre første spørgsmål, skal præciseres.

30

Det skal indledningsvis fastslås, at hverken denne bestemmelse eller nogen anden bestemmelse i dette direktiv definerer begrebet »særligt vanskelig situation« eller giver eksempler på en sådan situation.

31

I modsætning til, hvad den spanske regering har gjort gældende i retsmødet, følger det imidlertid ikke heraf, at rækkevidden af dette begreb kan fastsættes ensidigt af medlemsstaterne, således at disse har en ubegrænset handlefrihed til at definere dette i national ret.

32

Det må nemlig konstateres, således som generaladvokaten har anført i punkt 40 i forslaget til afgørelse, at artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 anerkender en ret for de familiemedlemmer, der er omhandlet i denne bestemmelse, idet det heri kræves, at medlemsstaterne vedtager bestemmelser, der sikrer meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse i tilfælde af »særligt vanskelige situationer«, og i denne henseende fastsætter en væsentlig materiel betingelse for meddelelsen af en sådan opholdstilladelse, uden på nogen måde at henvise til medlemsstaternes ret.

33

Eftersom dette direktivs artikel 15, stk. 4, præciserer, at betingelserne i forbindelse med den selvstændige opholdstilladelses meddelelse og gyldighedsperiode fastsættes i henhold til national ret, har Domstolen ganske vist fastslået, at den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne er indrømmet inden for rammerne af det nævnte direktiv, skal anses for at være vid for så vidt angår betingelserne for meddelelse på grundlag af samme direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum, af en selvstændig opholdstilladelse til en tredjelandsstatsborger, der er indrejst på den pågældende medlemsstats område med henblik på familiesammenføring, når den pågældende befinder sig i en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i sidstnævnte bestemmelse (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 85 og 86).

34

Ved i artikel 15, stk. 4, i direktiv 2003/86 at have indført en henvisning til national ret har EU-lovgiver således givet udtryk for, at denne ønskede at overlade det til hver medlemsstat at fastsætte de betingelser, hvorunder en selvstændig opholdstilladelse skal meddeles en tredjelandsstatsborger, der er indrejst på dens område med henblik på familiesammenføring, når den pågældende befinder sig i en sådan situation (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at medlemsstaterne ikke må anvende den skønsmargen, som de er indrømmet, på en måde, der ville være i strid med den effektive virkning af eller formålet med dette direktiv, eller som ville være i strid med proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 88 og den deri nævnte retspraksis). En medlemsstat kan således ikke fastsætte betingelser, der er så strenge, at de udgør en hindring, der er vanskelig at overvinde, og som i praksis forhindrer meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse (jf. i denne retning dom af 7.11.2018, C og A, C-257/17, EU:C:2018:876, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

36

Heraf følger, at medlemsstaterne ikke kan råde over en ubegrænset skønsmargen ved fastlæggelsen af de omstændigheder, der henhører under en »særligt vanskelig situation«, idet den effektive virkning af eller formålet med den forpligtelse, der i henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 påhviler dem til at vedtage bestemmelser, der sikrer det pågældende familiemedlem ret til at opnå en selvstændig opholdstilladelse i tilfælde af en sådan situation, ellers ville blive bragt i fare.

37

I denne henseende bemærkes, at der ifølge Domstolens praksis ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse skal tages hensyn til dennes ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 18.4.2024, Girelli Alcool, C-509/22, EU:C:2024:341, præmis 77). Denne bestemmelses tilblivelseshistorie kan ligeledes give relevante elementer med henblik på dens fortolkning (jf. i denne retning dom af 7.9.2022, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Karakteren af retten til ophold i henhold til artikel 20 TEUF), C-624/20, EU:C:2022:639, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

38

Hvad for det første angår ordlyden af artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 skal det fastslås, at udtrykket »særligt vanskelig situation«, henset til dets betydning i almindelig sprogbrug, forudsætter, således som generaladvokaten har anført i punkt 49 i forslaget til afgørelse, at der foreligger omstændigheder, der på grund af deres art er meget alvorlige eller belastende for det pågældende familiemedlem, eller som udsætter vedkommende for en høj grad af utryghed eller sårbarhed, der overstiger de sædvanlige risici i et normalt familieliv.

39

Denne fortolkning er for det andet i overensstemmelse med det formål, der forfølges med denne bestemmelse og med den EU-lovgivning, som den er en del af.

40

Det bemærkes, at direktiv 2003/86, således som det fremgår af anden, fjerde og sjette betragtning hertil, generelt tager sigte på at sikre beskyttelsen af familien samt på at lette tredjelandsstatsborgeres integration i medlemsstaterne ved at muliggøre et familieliv og ved at bidrage til at skabe en sociokulturel stabilitet ved hjælp af familiesammenføring (jf. i denne retning bl.a. dom af 21.4.2016, Khachab, C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 26, af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 83, og af 1.8.2022, Bundesrepublik Deutschland (Familiesammenføring med en mindreårig flygtning), C-273/20 og C-355/20, EU:C:2022:617, præmis 58).

41

Ifølge fast retspraksis skal foranstaltninger vedrørende familiesammenføring i øvrigt være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, særligt retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7 og artikel 24, stk. 2 og 3, som pålægger medlemsstaterne at behandle ansøgninger om familiesammenføring i de berørte børns interesse og ud fra et ønske om at begunstige familielivet (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.3.2019, E., C-635/17, EU:C:2019:192, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis, og af 1.8.2022, Bundesrepublik Deutschland (Familiesammenføring med en mindreårig flygtning), C-273/20 og C-355/20, EU:C:2022:617, præmis 59).

42

Artikel 15 i direktiv 2003/86 indgår, således som det fremgår af 15. betragtning hertil, fuldt ud i dette formål om beskyttelse af familien ved at gøre det muligt for en referencepersons familiemedlemmer, der har fået opholdstilladelse med henblik på familiesammenføring, at få en selvstændig status, som er uafhængig af referencepersonens status, med henblik på at fremme deres integration ved at lette deres adgang til undervisning, beskæftigelse og erhvervsuddannelse.

43

I denne sammenhæng forfølger dette direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum, det specifikke formål om at beskytte familiemedlemmerne til en referenceperson ved at tildele dem en status, som er uafhængig af denne sidstnævnte, selv inden udløbet af opholdsperioden på fem år, der giver fuld adgang til denne status i medfør af artikel 15, stk. 1, første afsnit, ved at sikre disse familiemedlemmer en ret til ophold i værtsmedlemsstaten, som ikke følger af deres afhængighed af referencepersonen, når denne afhængighed giver anledning til særlige vanskeligheder som følge af familiesituationen, hvilket, således som generaladvokaten har anført i punkt 46 i forslaget til afgørelse, skaber et reelt behov for, at de beskyttes ved meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse.

44

I denne forbindelse bemærkes, at i modsætning til, hvad den spanske regering har gjort gældende, er det uden betydning, at meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse til de pågældende familiemedlemmer i medfør af det nævnte direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum kan have til følge, at familien adskilles, for så vidt som referencepersonen på grund af fortabelsen af sin opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten kan være forpligtet til at vende tilbage til sit hjemland, mens disse familiemedlemmer fortsat kan opholde sig i denne medlemsstat.

45

Som det fremgår af nærværende doms præmis 40-42, er det formål, der forfølges med artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86, nemlig ikke nødvendigvis sammenfaldende med det mere generelle formål, der forfølges med dette direktiv. Mens dette direktiv i sin helhed har til formål at beskytte familien gennem foretagelsen af en familiesammenføring, har dette direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum, for sit vedkommende til formål at beskytte familien ved i forbindelse med en allerede eksisterende familiesammenføring at tildele de pågældende familiemedlemmer en selvstændig status, som i visse tilfælde kan gøre det lettere for disse at fjerne sig fra referencepersonen og dermed føre til, at visse familiemedlemmer adskilles.

46

Domstolen har således bemærket, at artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 bl.a. har til formål ved meddelelse af en selvstændig opholdstilladelse at beskytte en tredjelandsstatsborger, der er indrejst på værtsmedlemsstatens område med henblik på familiesammenføring, og som har været udsat for vold i hjemmet begået af referencepersonen under ægteskabet (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 69, 70, 85 og 89).

47

Denne fortolkning af begrebet »særligt vanskelig situation« som omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 understøttes af begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ret til familiesammenføring, forelagt af Kommissionen den 1. december 1999 (KOM(1999) 638 endelig, s. 22), hvorefter denne bestemmelse bl.a. sigter mod at beskytte kvinder, der er ofre for vold i familien, og som ikke må straffes ved, at man inddrager deres opholdstilladelse, hvis de beslutter at forlade hjemmet, samt enker og fraskilte og forstødte kvinder, der ville være i en særlig vanskelig situation, hvis de blev tvunget til at vende tilbage til hjemlandet.

48

Disse eksempler overlapper i øvrigt de eksempler, der er nævnt i punkt 5.3 i retningslinjerne for anvendelsen af direktiv 2003/86, der som eksempler på »særligt vanskelige situationer« som omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 ikke alene nævner tilfælde af vold i hjemmet, der involverer kvinder og børn, samt de tilfælde, hvor den pågældende ville befinde sig i en særlig vanskelig familiær situation, hvis vedkommende var tvunget til at vende tilbage til sit hjemland, men også visse tilfælde af tvangsægteskaber eller risiko for kvindelig kønslemlæstelse (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 64).

49

For det tredje understøttes ovenstående fortolkning af den sammenhæng, hvori artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86 indgår, således som den for det første fremgår af en samlet læsning af de to punktummer, der udgør denne bestemmelse.

50

Det følger nemlig af artikel 15, stk. 3, første punktum, i direktiv 2003/86, at hvis ægtefællen dør, eller parterne skilles eller separeres, eller hvis førstegradsslægtninge i lige opstigende linje eller efterkommere i lige linje dør, har de kompetente nationale myndigheder, således som det fremgår af ordet »kan«, blot mulighed for at udstede en selvstændig opholdstilladelse til personer, der er indrejst med henblik på familiesammenføring, ved at udøve deres skøn i denne henseende, selv om sådanne situationer allerede i sig selv kan anses for at være situationer, der frembyder ikke ubetydelige vanskeligheder for de pågældende personer.

51

Som det er anført i nærværende doms præmis 32 og 36, pålægger dette direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum, derimod medlemsstaterne at vedtage bestemmelser, der sikrer meddelelsen af en sådan selvstændig opholdstilladelse i tilfælde af »særligt vanskelige situationer« som omhandlet i denne bestemmelse.

52

En sådan graduering i opbygningen af denne artikel 15, stk. 3, viser, at bestemmelsens andet punktum omhandler familiesituationer, der er endnu mere alvorlige end dem, der allerede er omfattet af bestemmelsens første punktum for så vidt angår utrygheden eller sårbarheden for det pågældende familiemedlem, således at disse situationer skal overstige de sædvanlige risici i et normalt familieliv.

53

Når dette er sagt, kan det i modsætning til, hvad den spanske regering har gjort gældende, ikke heraf udledes, at der er en forbindelse mellem de to punktummer i artikel 15, stk. 3, i direktiv 2003/86, således at den »særligt vanskelige situation«, der er omfattet af denne bestemmelses andet punktum, nødvendigvis skal være forårsaget af et brud på det ægteskabelige bånd, således som det følger af dødsfaldet, skilsmissen eller separationen som omhandlet i nævnte bestemmelses første punktum.

54

For ikke at fratage artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 enhver effektiv virkning og undergrave det formål, der forfølges med denne bestemmelse, som består i at give de omhandlede familiemedlemmer en status, der er uafhængig af referencepersonens status, kan de situationer, der er omfattet af bestemmelsen, nemlig ikke indskrænkes alene til de vanskeligheder, der følger af et brud på det ægteskabelige bånd, eftersom alvoren af de vanskeligheder, som familiemedlemmet til en referenceperson kan støde på, kan være uden sammenhæng med et sådant brud og tværtimod følge af en opretholdelse af ægteskabet, navnlig i tilfælde af vold i hjemmet, tvangsægteskaber eller risiko for kvindelig kønslemlæstelse, bl.a. når referencepersonen i tilfælde af fortabelse af opholdsretten kan blive nødsaget til at vende tilbage til sit hjemland.

55

Som Kommissionen med rette har gjort gældende, følger det heraf, at den »særligt vanskelige situation« som omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 skal følge af de pågældende tredjelandsstatsborgeres familiemæssige situation i bred forstand, uden at det har nogen betydning, om denne situation er forbundet med opløsningen af ægteskabet.

56

Denne fortolkning understøttes for det andet af artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i direktiv 2004/38, der for så vidt angår familiemedlemmer til unionsborgere deler formålet om at sikre beskyttelsen af familiemedlemmer, der er udsat for vold i hjemmet, med artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 (jf. i denne retning dom af 2.9.2021, État belge (Ret til ophold i tilfælde af vold i hjemmet), C-930/19, EU:C:2021:657, præmis 70 og 89).

57

Artikel 13, stk. 2, første afsnit, litra c), i direktiv 2004/38 bestemmer nemlig ligeledes, at skilsmisse, omstødelse af ægteskabet eller ophør af det registrerede partnerskab ikke betyder, at familiemedlemmer til unionsborgere mister deres ret til ophold, hvis der foreligger en særlig vanskelig situation, og nævner herved udtrykkeligt som eksempel på sådanne situationer den omstændighed, at den pågældende har været udsat for vold i hjemmet, »mens ægteskabet eller det registrerede partnerskab stadig bestod«, således at det herved udtrykkeligt fremgår, at sådanne situationer kan opstå, selv hvis der ikke er sket brud på det ægteskabelige bånd.

58

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at den omstændighed, at der foreligger en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 kræver, at det godtgøres, at en tredjelandsstatsborger, der opholder sig på værtsmedlemsstatens område som følge af familiesammenføring, på grund af familiemæssige forhold står over for omstændigheder, der på grund af deres art er meget alvorlige eller belastende, eller som udsætter vedkommende for en høj grad af utryghed eller sårbarhed, der for den pågældende skaber et reelt behov for beskyttelse, som sikres ved meddelelse af selvstændig opholdstilladelse, uden at det herved har betydning, om det ægteskabelige bånd er blevet brudt.

59

Heraf følger, at den blotte tilstedeværelse af mindreårige børn blandt referencepersonens familiemedlemmer eller den omstændighed, at sidstnævntes fortabelse af opholdstilladelsen er en følge af omstændigheder, der er specifikke for referencepersonen, såsom at denne har begået en strafbar handling, ikke er tilstrækkelig til at begrunde meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse med henvisning til, at der foreligger en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86.

60

Hvad navnlig angår denne anden omstændighed skal det fremhæves, at familiemedlemmernes fortabelse af deres opholdstilladelse på grund af omstændigheder, som de ikke har indflydelse på, afspejler princippet om, at så længe de pågældende familiemedlemmer ikke har opnået en selvstændig opholdsret på grundlag af dette direktivs artikel 15, i overensstemmelse med de formål, der forfølges med direktiv 2003/86, som anført i nærværende doms præmis 40 og 41, er deres opholdsret en ret, der er afledt af den pågældende referencepersons ret til ophold, og som er bestemt til at fremme sidstnævntes integration (jf. i denne retning dom af 14.3.2019, Y.Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring), C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 47).

61

I denne henseende bemærkes, at det, henset til referencepersonens centrale betydning i den ordning, der er indført ved direktiv 2003/86, er i overensstemmelse med de formål, der forfølges med dette direktiv, og med direktivets underliggende logik, at referencepersonens fortabelse af sin opholdstilladelse eller den manglende fornyelse af denne af grunde, som er specifikke for den pågældende, principielt kan have indvirkning på familiesammenføringsprocessen og navnlig på de opholdstilladelser, der meddeles denne referencepersons familiemedlemmer (jf. analogt dom af 14.3.2019, Y.Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring), C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 46).

62

Eftersom direktiv 2003/86 i overensstemmelse med dets artikel 1 har til at formål at fastsætte betingelserne for udøvelsen af retten til familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på medlemsstaternes område, er denne ret ligeledes forbeholdt sådanne tredjelandsstatsborgere, hvilket bekræftes af den definition af begreberne »referenceperson« og »familiesammenføring«, som er indeholdt i dette direktivs artikel 2, litra c) og d). En referenceperson, som har fået inddraget sin opholdstilladelse, kan imidlertid ikke længere anses for at have lovligt ophold på en medlemsstats område. Det er således a priori begrundet, at opholdstilladelser, der er meddelt dennes familiemedlemmer på grundlag af direktiv 2003/86, også kan inddrages eller fornyelse heraf kan afslås, uden at disse sidstnævnte kan påberåbe sig en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i dette direktivs artikel 15, stk. 3, andet punktum, alene med den begrundelse, at de ikke har indflydelse på grundene til inddragelsen (jf. analogt dom af 14.3.2019, Y.Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring), C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 48).

63

Det første til det tredje spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som ikke fastsætter, at den kompetente nationale myndighed med henvisning til, at der foreligger en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i denne bestemmelse, er forpligtet til at udstede en selvstændig opholdstilladelse til en referencepersons familiemedlemmer, når disse har mistet deres opholdstilladelse af grunde, som de ikke har indflydelse på, eller når mindreårige børn er en del af denne familie.

64

Den spanske regering har gjort gældende, at det femte spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, da det ikke vedrører fortolkningen af EU-retten. Hverken artikel 15, stk. 3, eller artikel 17 i direktiv 2003/86 fastsætter nemlig regler om høring af andre personer end den, der ansøger om familiesammenføring, og EU-retten indeholder ingen bestemmelse om mindreårige børns handleevne i en administrativ procedure.

65

Dette spørgsmål forekommer desuden hypotetisk, for så vidt som forelæggelsesafgørelsen dels ikke indeholder nogen oplysninger om de i hovedsagen omhandlede mindreårige børns alder, dels nævner, at alle de berørte familiemedlemmer har indgivet en ansøgning om opholdstilladelse som fastboende udlændinge med henblik på familiesammenføring, hvilket viser, at alle disse familiemedlemmer har deltaget sammen i den administrative procedure. Det nævnte spørgsmål hviler i øvrigt på den »urealistiske forudsætning«, at mindreårige børn kan påberåbe sig en opholdsret uden for familieenheden. Under alle omstændigheder fremgår det ikke af forelæggelsesafgørelsen, at moren til disse børn har anmodet om, at børnene høres, og at der ikke er nogen holdepunkter for at antage, at der foreligger en interessekonflikt mellem dem.

66

Det bemærkes, at der i medfør af fast retspraksis gælder en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge, og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve, er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en hensigtsmæssig besvarelse af de stillede spørgsmål (dom af 11.4.2024, Sozialministeriumservice, C-116/23, EU:C:2024:292, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

67

I det foreliggende tilfælde skal det således for det første fastslås, at spørgsmålet om, hvorvidt mindreårige børn i medfør af EU-retten har ret til at blive hørt, inden der træffes en afgørelse om afslag på fornyelse af deres opholdstilladelse som følge af familiesammenføring, henhører under det forelagte spørgsmåls realitet og ikke under formaliteten.

68

For det andet kan dette spørgsmål ikke anses for at være hypotetisk, eftersom hovedsagen ifølge den udtrykkelige ordlyd af forelæggelsesafgørelsen vedrører lovligheden af en afgørelse, hvorved den kompetente nationale myndighed over for de to i hovedsagen omhandlede mindreårige børn, som var i besiddelse af en opholdstilladelse som følge af familiesammenføring, gav afslag på at forny denne opholdstilladelse, efter at referencepersonen havde mistet sin opholdstilladelse.

69

Det er i denne henseende uden betydning, at forelæggelsesafgørelsen ikke angiver disse to mindreårige børns præcise alder. Den omstændighed, at der ikke foreligger en sådan angivelse vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, hvis fastlæggelse alene henhører under den forelæggende rets kompetence, påvirker på ingen måde spørgsmålet om, hvorvidt det forelagte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, eftersom det ikke kan forhindre Domstolen i at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar på dette spørgsmål ved at foretage den ønskede fortolkning af EU-retten.

70

Hvad angår de omstændigheder, som den spanske regering har påberåbt sig, hvorefter de to mindreårige børn i det foreliggende tilfælde har indgivet en ansøgning sammen med de øvrige familiemedlemmer, deres mor ikke har anmodet om, at de høres, og der ikke ses at foreligge nogen tegn på en interessekonflikt, skal det endvidere fastslås, at de ligeledes vedrører faktiske omstændigheder, som det alene tilkommer den forelæggende ret at vurdere med henblik på at afgøre tvisten i hovedsagen. Disse omstændigheder er derfor uden betydning for, om det femte spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

71

Det skal derfor fastslås, at dette spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

72

Med det fjerde til det sjette spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17 i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som gør det muligt for den kompetente nationale myndighed at vedtage en afgørelse om afslag på fornyelse af en opholdstilladelse, der er blevet udstedt til en referencepersons familiemedlemmer, uden først at have foretaget en individuel undersøgelse af deres situation og uden at have hørt dem, og i bekræftende fald, om der i et tilfælde, hvor denne afgørelse vedrører et mindreårigt barn, skal foretages en høring af dette barn.

73

Hvad for det første angår rækkevidden af den undersøgelse, der påhviler den kompetente nationale myndighed, bemærkes, at medlemsstaterne ifølge den udtrykkelige ordlyd af artikel 17 i direktiv 2003/86, hvis der gives afslag på opholdstilladelse, eller hvis opholdstilladelsen inddrages eller ikke fornyes, skal tage behørigt hensyn til arten og holdbarheden af den pågældendes familiemæssige tilknytning og til, hvor længe vedkommende har opholdt sig i værtsmedlemsstaten, samt til, om der er familiemæssig, kulturel eller social tilknytning til hjemlandet.

74

Det påhviler derfor den kompetente national myndighed ved gennemførelsen af direktiv 2003/86 bl.a. at foretage en individuel vurdering af det omhandlede familiemedlems situation, som tager hensyn til alle de relevante elementer i den foreliggende sag, og som, når det er relevant, lægger særlig vægt på de berørte børns interesser og på ønsket om at begunstige familielivet. Det er navnlig omstændigheder såsom de berørte børns alder, deres situation i hjemlandet og deres afhængighed af forældrene, der kan påvirke omfanget og intensiteten af den påkrævede vurdering (jf. i denne retning dom af 13.3.2019, E., C-635/17, EU:C:2019:192, præmis 58 og 59 og den deri nævnte retspraksis).

75

Denne vurdering skal foretages i lyset af de formål, der forfølges med dette direktiv (dom af 1.8.2022, Bundesrepublik Deutschland (Familiesammenføring med en mindreårig flygtning), C-273/20 og C-355/20, EU:C:2022:617, præmis 61), idet der skal foretages en afbalanceret og rimelig vurdering af alle de involverede interesser (dom af 21.4.2016, Khachab, C-558/14, EU:C:2016:285, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

76

Afslag på opholdstilladelse kan følgelig ikke ske automatisk (jf. i denne retning dom af 14.3.2019, Y.Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring), C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 51, og af 12.12.2019, G.S. og V.G. (Trussel mod den offentlige orden), C-381/18 og C-382/18, EU:C:2019:1072, præmis 65).

77

Heraf følger, at en afgørelse om afslag på fornyelse af en opholdstilladelse, der er meddelt en referencepersons familiemedlemmer, kun kan træffes efter en individuel undersøgelse, der tager hensyn til alle de relevante forhold vedrørende disse familiemedlemmers situation, herunder navnlig de omstændigheder, der gør det muligt for den kompetente nationale myndighed at vurdere, om der for deres vedkommende foreligger grunde, der i medfør af artikel 15, stk. 3, andet punktum, i direktiv 2003/86 begrunder meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse som følge af, at der foreligger en »særligt vanskelig situation« som omhandlet i denne bestemmelse.

78

I denne henseende kan det forhold, at de pågældende familiemedlemmer mister deres opholdstilladelse af grunde, som de ikke har indflydelse på, eller at der blandt disse familiemedlemmer er mindreårige børn, ganske vist ikke i sig selv, således som det fremgår af nærværende doms præmis 59-63, godtgøre, at der foreligger en sådan »særligt vanskelig situation«. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at disse omstændigheder, sammenholdt med andre omstændigheder vedrørende de berørte personers familieliv, som dog ikke synes at være blevet gjort gældende i hovedsagen, kan bidrage til at begrunde meddelelsen af en selvstændig opholdstilladelse i medfør af denne artikel 15, stk. 3, andet punktum (jf. analogt dom af 14.3.2019, Y.Z. m.fl. (Svig i forbindelse med familiesammenføring), C-557/17, EU:C:2019:203, præmis 54 og 55).

79

Hvad for det andet angår retten til at blive hørt bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at denne grundlæggende rettighed, som skal overholdes, selv når det gældende regelsæt ikke udtrykkeligt foreskriver dette (jf. bl.a. dom af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis), garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. i denne retning bl.a. dom af 12.5.2022, Boshab mod Rådet, C-242/21 P, EU:C:2022:375, præmis 57 og 58, og af 29.9.2022, HIM mod Kommissionen, C-500/21 P, EU:C:2022:741, præmis 42 og 43), idet det præciseres, at denne ret ikke nødvendigvis indebærer en forpligtelse til at gøre det muligt for denne person at udtrykke sig mundtligt (kendelse af 21.5.2019, Le Pen mod Parlamentet, C-525/18 P, EU:C:2019:435, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

80

Det fremgår i øvrigt af Domstolens praksis, at retten til at blive hørt ligeledes indebærer, at den kompetente nationale myndighed tager ethvert nødvendigt hensyn til de af den pågældende således fremlagte bemærkninger ved, med omhu og upartiskhed, at undersøge alle de relevante elementer i den foreliggende sag, og ved at begrunde sin afgørelse udførligt, idet forpligtelsen til at begrunde en afgørelse på en måde, der er tilstrækkeligt specifik og konkret til at gøre det muligt for den pågældende at forstå grundene til det afslag, der er blevet meddelt på den pågældendes ansøgning, således udgør en nødvendig følge af princippet om overholdelsen af retten til forsvar (dom af 11.12.2014, Boudjlida, C-249/13, EU:C:2014:2431, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

81

I det foreliggende tilfælde skal det i lighed med det af Kommissionen anførte fastslås, at en afgørelse om afslag på fornyelse af en opholdstilladelse, der er meddelt en referencepersons familiemedlemmer, åbenbart kan berøre sidstnævntes interesser negativt, således at de skal høres af den kompetente nationale myndighed, inden der træffes en sådan afgørelse.

82

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt mindreårige børn ligeledes skal høres af denne myndighed, bemærkes, at chartrets artikel 24, stk. 1, kræver, at børn frit kan udtrykke deres synspunkter, og at der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.

83

Chartrets artikel 24, stk. 2, pålægger desuden den kompetente nationale myndighed i alle handlinger vedrørende børn at lade barnets tarv komme i første række.

84

Ifølge fast retspraksis indebærer denne sidstnævnte bestemmelse, at barnets tarv i alle handlinger vedrørende børn, der udføres af medlemsstaterne ved anvendelsen af direktiv 2003/86, kommer i første række (jf. i denne retning dom af 1.8.2022, Bundesrepublik Deutschland (Familiesammenføring med en mindreårig flygtning), C-273/20 og C-355/20, EU:C:2022:617, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

85

Muligheden for en høring, som ikke nødvendigvis er påkrævet af hensyn til barnets tarv, skal således gøres til genstand for en vurdering på grundlag af de krav, der er forbundet med barnets tarv i hvert enkelt tilfælde (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Aguirre Zarraga, C-491/10 PPU, EU:C:2010:828, præmis 63 og 64).

86

Heraf følger, at bestemmelserne i chartrets artikel 24 ikke kræver en høring af barnet som sådant, men at barnet har mulighed for at blive hørt (jf. i denne retning dom af 22.12.2010, Aguirre Zarraga, C-491/10 PPU, EU:C:2010:828, præmis 62).

87

Heraf følger, at barnets ret til at blive hørt således ikke nødvendigvis kræver, at der foretages en høring, men den kræver, at barnet får stillet retlige procedurer og betingelser til rådighed, som gør det muligt for det frit at udtrykke sine synspunkter, og at disse synspunkter indhentes.

88

Når afgørelsen om afslag på fornyelse af en opholdstilladelse vedrører et mindreårigt barn, tilkommer det derfor medlemsstaterne at træffe alle passende foranstaltninger for at give dette barn en reel og effektiv mulighed for at blive hørt, i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.

89

Det fjerde til det sjette spørgsmål skal følgelig besvares med, at artikel 17 i direktiv 2003/86 skal fortolkes således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som gør det muligt for den kompetente nationale myndighed at vedtage en afgørelse om afslag på fornyelse af en opholdstilladelse, der er blevet udstedt til en referencepersons familiemedlemmer, uden først at have foretaget en individuel undersøgelse af deres situation og uden at have hørt dem. Når denne afgørelse vedrører et mindreårigt barn, tilkommer det medlemsstaterne at træffe alle passende foranstaltninger for at give dette barn en reel og effektiv mulighed for at blive hørt, i overensstemmelse med barnets alder og modenhed.

90

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: