Sag C-14/23

XXX

mod

État belge, ved Secrétaire d’État à l’Asile et la Migration

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Belgien))

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 29. juli 2024

»Præjudiciel forelæggelse – indvandringspolitik – direktiv (EU) 2016/801 – betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier – artikel 20, stk. 2, litra f) – ansøgning om indrejse på en medlemsstats område med henblik på studier – andre formål – afslag på visum – begrundelse for afslag på ansøgningen – manglende gennemførelse – det generelle princip om forbud mod misbrug – artikel 34, stk. 5 – medlemsstaternes procesautonomi – grundlæggende ret til effektive retsmidler – artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter og au pair-ansættelse – direktiv 2016/801 – begrundelse for afslag på ansøgningen om indrejse – andre formål med opholdet end dem, som er angivet i ansøgningen om indrejse – manglende gennemførelse af dette formål i national lovgivning – afslag på visum med henblik på studier på baggrund af ansøgerens manglende reelle hensigt om at studere – lovlighed – anvendelse af det generelle EU-retlige princip om forbud mod misbrug

[Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2016/801, art. 3, nr. 3), art. 5, stk. 3, art. 7 og 11, art. 20, stk. 2, litra f), og art. 24]

(jf. præmis 35-39, 41, 47, 48, 50, 51, 53-55 og 58 samt domskonkl. 1)
Grænsekontrol, asyl og indvandring – indvandringspolitik – tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter og au pair-ansættelse – direktiv 2016/801 – proceduregarantier og gennemsigtighed – afslag på et visum med henblik på studier – medlemsstaternes forpligtelse til at foreskrive en procedure, som sikrer et retsmiddel til prøvelse af denne afgørelse – national lovgivning, der kun fastsætter en ret til at anlægge et annullationssøgsmål – lovlighed – betingelser

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/801, art. 34, stk. 5)

(jf. præmis 60-67 og domskonkl. 2)

Resumé

I en præjudiciel sag fra Conseil d’État (appeldomstol i forvaltningsretlige sager, Belgien) udtalte Domstolen sig dels om en medlemsstats beføjelse til at nægte en tredjelandsstatsborger et visum med henblik på studier i tilfælde af, at den pågældende ikke havde nogen reel hensigt om at studere, dels om omfanget af domstolsprøvelsen af denne afgørelse, henset til de proceduremæssige garantier, der er fastsat i direktiv 2016/801 ( 1 ).

I august 2020 indgav sagsøgeren i hovedsagen, der var tredjelandsstatsborger, en ansøgning om visum med henblik på at studere i Belgien. Sagsøgeren blev meddelt afslag på dette visum med den begrundelse, at uoverensstemmelserne i dennes studieplan viste, at sagsøgeren ikke havde nogen reel hensigt om faktisk at studere i Belgien. Sagsøgeren i hovedsagen anlagde derefter sag ved Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager, Belgien) med påstand om annullation af denne afgørelse. Da sidstnævnte ret ikke gav sagsøgeren medhold, iværksatte sagsøgeren kassationsappel ved den forelæggende ret.

I forbindelse med dette søgsmål gjorde sagsøgeren i hovedsagen navnlig gældende, at bestemmelsen i direktiv 2016/801, der tillader medlemsstaterne at give afslag på en ansøgning om indrejse, når det er godtgjort, at tredjelandsstatsborgeren opholder sig med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse, ikke var gennemført i belgisk ret ( 2 ). Sagsøgeren gjorde desuden gældende, at fremgangsmåden for den kontrol, som Conseil du contentieux des étrangers (domstol i udlændingeretlige sager) udøvede, og som var begrænset til en legalitetskontrol, tilsidesatte de krav, der følger af EU-retten ( 3 ).

Da den forelæggende ret var i tvivl om, hvorvidt det under sådanne omstændigheder var muligt at afslå ansøgningen om indrejse på belgisk område, og om omfanget af domstolsprøvelsen af afgørelsen om afslag på en sådan ansøgning, besluttede den at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

Domstolens bemærkninger

Domstolen fastslog for det første, at medlemsstaterne i henhold til artikel 5, stk. 3, i direktiv 2016/801 er forpligtede til at udstede en opholdstilladelse med henblik på studier til en ansøger, der opfylder kravene i dette direktiv. Ingen af disse krav henviser imidlertid udtrykkeligt til, at der foreligger en reel hensigt om at studere på den pågældende medlemsstats område.

Når dette er sagt, følger det af et almindeligt EU-retligt princip, at borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug. En medlemsstat skal følgelig nægte at indrømme fordelene i disse retlige bestemmelser, såfremt disse ikke er blevet påberåbt med henblik på at gennemføre målene med disse bestemmelser, men med henblik på at drage nytte af en EU-retlig fordel, selv om betingelserne for indrømmelse af denne fordel alene er opfyldt formelt.

Selv om artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 således fastsætter, at den pågældende medlemsstat kan give afslag på en ansøgning om indrejse, når den er i besiddelse af beviser eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren vil opholde sig i landet med henblik på andre formål end dem, der ligger til grund for ansøgningen om indrejse, udelukker denne bestemmelse således ikke anvendelsen af det EU-retlige princip om forbud mod misbrug, for så vidt som anvendelsen af nævnte princip ikke er underlagt et krav om gennemførelse, som det er tilfældet med bestemmelserne i et direktiv.

Når der er tale om en ansøgning om indrejse med henblik på studier, kræver konstateringen af et sådant misbrug derfor, at det godtgøres, at den pågældende tredjelandsstatsborger har indgivet sin ansøgning om indrejse uden reelt at have til hensigt som sin primære aktivitet at følge et studieprogram på fuld tid på en videregående uddannelsesinstitution med henblik på at opnå et bevis for en højere uddannelse, der er anerkendt af den pågældende medlemsstat.

En ansøgning om indrejse kan imidlertid kun afslås, hvis karakteren af misbrug fremgår tilstrækkeligt klart af alle de relevante oplysninger, som de kompetente myndigheder råder over med henblik på at vurdere denne ansøgning. Eftersom de omstændigheder, der gør det muligt at fastslå, at en ansøgning om indrejse med henblik på studier er urimelig, nødvendigvis er specifikke for hver enkelt sag, kan der i denne henseende ikke opstilles en udtømmende liste over de relevante faktorer. Det kan derfor ikke antages, at en sådan anmodning eventuelt har karakter af misbrug, henset til visse elementer, men skal vurderes fra sag til sag efter en individuel vurdering af samtlige omstændigheder i forbindelse med hver ansøgning. I denne henseende tilkommer det de kompetente myndigheder at udføre passende kontrol eller kræve dokumentation, der er nødvendig for en individuel vurdering af ansøgningen, i givet fald ved at opfordre ansøgeren til at komme med præciseringer og forklaringer i denne henseende.

Under alle omstændigheder kan den omstændighed, at den tredjelandsstatsborger, der har indgivet ansøgningen om indrejse med henblik på studier, ligeledes har til hensigt at udøve en anden aktivitet på den pågældende medlemsstats område, navnlig hvis den anden aktivitet ikke påvirker gennemførelsen af de studier, der begrunder denne ansøgning som primær aktivitet, derfor ikke anses for nødvendigvis at udgøre et indicium for misbrug. Uoverensstemmelserne i ansøgerens studieprojekt kan derimod udgøre en af de objektive omstændigheder, der indgår i konstateringen af, at der foreligger misbrug, med den begrundelse, at ansøgerens ansøgning reelt har andre formål end at gennemføre studier, for så vidt som disse uoverensstemmelser er tilstrækkeligt åbenbare og vurderes i lyset af alle de særlige omstændigheder i den foreliggende sag. En omstændighed, der kan anses for at være almindelig under en videregående uddannelse, såsom en ændring af studieretning, vil således ikke i sig selv være tilstrækkelig til at godtgøre, at der ikke foreligger en reel hensigt om at studere på denne medlemsstats område. På samme måde vil den blotte omstændighed, at de påtænkte studier ikke er direkte forbundet med de forfulgte erhvervsmæssige mål, heller ikke nødvendigvis være udtryk for en manglende hensigt om rent faktisk at følge de studier, der ligger til grund for ansøgningen om optagelse.

Hvad for det andet angår domstolsprøvelsen af afgørelsen om afslag på en ansøgning om indrejse bemærkede Domstolen indledningsvis, at kendetegnene ved den klageprocedure, der er omhandlet i artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801, skal fastlægges i overensstemmelse med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Det fremgår således af det behov, der følger af chartrets artikel 47, for at sikre effektiviteten af det søgsmål, der er anlagt til prøvelse af den oprindelige administrative afgørelse om afslag på den berørte persons ansøgning, at der i tilfælde af annullation af denne afgørelse træffes en ny afgørelse inden for en kort frist, som er i overensstemmelse med den vurdering, der er indeholdt i den dom, hvorved den annullerede afgørelse blev annulleret.

Det følger heraf, at for så vidt angår ansøgninger om indrejse på en medlemsstats område med henblik på studier er den omstændighed, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, kun har kompetence til at træffe afgørelse om annullation af en afgørelse fra de kompetente myndigheder om afslag på en sådan ansøgning, uden at kunne erstatte disse myndigheders vurdering med sin egen eller træffe en ny afgørelse, principielt tilstrækkelig til at opfylde kravene i chartrets artikel 47, forudsat at de nævnte myndigheder i givet fald er bundet af den vurdering, der er indeholdt i den dom, hvorved denne afgørelse annulleres. I en sådan situation skal det desuden sikres, at de betingelser, hvorunder dette retsmiddel iværksættes, og i givet fald den dom, der afsiges efter dette, er af en sådan art, at de i princippet gør det muligt at træffe en ny afgørelse inden for en kort frist, således at den tilstrækkeligt påpasselige tredjelandsstatsborger kan drage fordel af den fulde virkning af de rettigheder, som den pågældende har i henhold til direktiv 2016/801.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/801 af 11.5.2016 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på forskning, studier, praktik, volontørtjeneste, elevudvekslingsprogrammer eller uddannelsesprojekter og au pair-ansættelse (EUT 2016, L 132, s. 21).

( 2 ) – I medfør af artikel 20, stk. 2, litra f), i direktiv 2016/801 kan en medlemsstat give afslag på en ansøgning om indrejse, når den er i besiddelse af dokumentation for eller alvorlige og objektive grunde til at fastslå, at tredjelandsstatsborgeren ville opholde sig i medlemsstaten med henblik på andre formål end dem, på grundlag af hvilke den pågældende ansøger om indrejse.

( 3 ) – Artikel 34, stk. 5, i direktiv 2016/801 pålægger medlemsstaterne at fastsætte, at afgørelser om afslag på ansøgninger om indrejse kan påklages.