1.

Den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af Rettens dom af 12. juli 2023 ( 2 ), hvorved Retten frifandt Kommissionen i et annullationssøgsmål til prøvelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1879 ( 3 ), hvorved registreringen af tre beskyttede geografiske betegnelser blev afvist.

2.

Den Europæiske Union har et højt udviklet system til beskyttelse af registrerede betegnelser på landbrugsprodukter og fødevarer ( 4 ). Denne ordning er blevet styrket, ændret og ensrettet fra den 13. maj 2024 ved forordning (EU) 2024/1143 ( 5 ), der har indført en mere ensrettet ordning for geografiske betegnelser for vin, spiritus og landbrugsprodukter, og hvorved forordning nr. 1151/2012 er blevet ophævet. Denne nye forordning 2024/1143 finder ikke anvendelse i denne sag, men dens bestemmelser afviger næsten ikke fra bestemmelserne i forordning nr. 1151/2012 for så vidt angår de i denne sag stillede spørgsmål.

3.

Forordning nr. 1151/2012 indfører en fælles og centraliseret beskyttelsesordning for hele Unionen, hvad enten der er tale om beskyttede oprindelsesbetegnelser eller beskyttede geografiske betegnelser.

4.

Ansøgninger om beskyttelse af geografiske betegnelser behandles ved en sammensat administrativ procedure, hvori de nationale myndigheder og Europa-Kommissionen deltager.

5.

Hidtil har Domstolen hovedsageligt behandlet tvister vedrørende det »nationale« stadium af sådanne procedurer. Med den foreliggende appel får den mulighed for at undersøge, i hvilket omfang Kommissionen i det »europæiske« stadium af proceduren kan afvise at registrere ( 6 ) flere beskyttede geografiske betegnelser, der tidligere er blevet godkendt af de franske myndigheder.

6.

Følgende fremgår af 58. betragtning:

»For at sikre, at registrerede oprindelsesbetegnelser, geografiske betegnelser og garanterede traditionelle specialiteter opfylder de betingelser, der er fastsat i denne forordning, bør ansøgningerne gennemgås af den berørte medlemsstats nationale myndigheder i overensstemmelse med de fælles minimumsbestemmelser, der omfatter en national indsigelsesprocedure. Kommissionen bør derefter gennemgå ansøgningerne for at sikre, at de ikke indeholder åbenlyse fejl, og at der er taget hensyn til EU-retten og interesserne hos interessenter uden for ansøgningsmedlemsstaten.«

7.

Artikel 13 (»Beskyttelse«) har følgende ordlyd:

»1.   Registrerede betegnelser beskyttes mod:

[…]

[…]

3.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige administrative og retslige foranstaltninger til at hindre eller standse ulovlig anvendelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser som omhandlet i stk. 1 i forbindelse med produkter, der fremstilles eller markedsføres i den pågældende medlemsstat.

[…]«

8.

Artikel 49 (»Ansøgning om registrering af betegnelser«) bestemmer:

»1.   Det er kun de sammenslutninger, som beskæftiger sig med de produkter med den betegnelse, som skal registreres, der kan indgive ansøgninger om registrering af betegnelser inden for rammerne af de kvalitetsordninger, der er nævnt i artikel 48.

[…]

2.   Hvis der inden for rammerne af ordningen i afsnit II indgives en ansøgning, som vedrører et geografisk område i en medlemsstat, eller hvis der inden for rammerne af ordningen i afsnit III indgives en ansøgning, som er udarbejdet af en sammenslutning, der er etableret i en medlemsstat, stiles ansøgningen til myndighederne i den pågældende medlemsstat.

Medlemsstaten gennemgår med passende midler ansøgningen for at kontrollere, om den er berettiget og opfylder betingelserne for den pågældende ordning.

3.   I forbindelse med den gennemgang, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, andet afsnit, iværksætter medlemsstaten en national indsigelsesprocedure, der sikrer passende offentliggørelse af ansøgningen og et rimeligt tidsrum, hvori enhver fysisk eller juridisk person, der har en legitim interesse, og som er etableret i eller har bopæl på medlemsstatens område, kan gøre indsigelse mod ansøgningen.

Medlemsstaten undersøger, om de indsigelser, der er modtaget i medfør af den ordning, der er omhandlet i afsnit II, kan antages i lyset af kriterierne i artikel 10, stk. 1, eller om de indsigelser, der er modtaget under den ordning, der er omhandlet i afsnit III, kan antages i lyset af kriterierne i artikel 21, stk. 1.

4.   Hvis medlemsstaten efter en vurdering af eventuelle indsigelser finder, at forordningens krav er opfyldt, kan den træffe positiv afgørelse og indsende et ansøgningsdossier til Kommissionen. Den orienterer i sådanne tilfælde Kommissionen om indsigelser, som kan antages, modtaget fra en fysisk eller juridisk person, som lovligt har markedsført de pågældende produkter ved hjælp af de pågældende betegnelser uafbrudt i mindst fem år forud for datoen for offentliggørelsen som angivet i stk. 3.

Medlemsstaten sørger for at offentliggøre sin positive afgørelse og for, at enhver fysisk eller juridisk person med en legitim interesse har mulighed for at påklage den.

Medlemsstaten sikrer, at den udgave af varespecifikationen, der ligger til grund for dens positive afgørelse, offentliggøres, og giver elektronisk adgang til varespecifikationen.

Hvad angår beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser sikrer medlemsstaten endvidere passende offentliggørelse af den udgave af varespecifikationen, på grundlag af hvilken Kommissionen træffer afgørelse i henhold til artikel 50, stk. 2.

5.   Hvis der inden for rammerne af ordningen i afsnit II indgives en ansøgning, som vedrører et geografisk område i et tredjeland, eller hvis der inden for rammerne af ordningen i afsnit III indgives en ansøgning, som er udarbejdet af en sammenslutning, der er etableret i et tredjeland, stiles ansøgningen til Kommissionen, enten direkte eller via myndighederne i det pågældende tredjeland.

[…]«

9.

Artikel 50 (»Kommissionens gennemgang af ansøgninger og offentliggørelse med henblik på indsigelser«) er affattet som følger:

»1.   Kommissionen gennemgår med passende midler enhver ansøgning, som den modtager i henhold til artikel 49, med henblik på at kontrollere, om den er berettiget og opfylder betingelserne for den pågældende ordning. Denne gennemgang bør ikke tage mere end seks måneder. Hvis denne tidsfrist overskrides, underretter Kommissionen ansøgeren om grundene til forsinkelsen.

Kommissionen offentliggør mindst en gang om måneden en liste over de betegnelser, som der er indgivet registreringsansøgning for, med en angivelse af datoen for indgivelsen.

[…]«

10.

Følgende fastsættes i artikel 52 (»Afgørelse om registrering«):

»1.   Hvis Kommissionen på grundlag af de oplysninger, den har til rådighed efter den kontrol, den har foretaget i henhold til artikel 50, stk. 1, første afsnit, finder, at betingelserne for registrering ikke er opfyldt, vedtager den gennemførelsesretsakter, der afviser ansøgningen. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 57, stk. 2.

2.   Modtager Kommissionen ikke nogen meddelelse om indsigelse eller begrundet indsigelse, som kan antages i henhold til artikel 51, vedtager den, uden at anvende den procedure, der er omhandlet i artikel 57, stk. 2, gennemførelsesretsakter om registrering af betegnelsen.

3.   Modtager Kommissionen en begrundet indsigelse, som kan antages, træffer den efter de konsultationer, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3, og idet den tager hensyn til resultaterne heraf, enten:

4.   Retsakter, der vedrører registreringer, og afgørelser om afvisning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.«

11.

Tvistens faktiske omstændigheder er beskrevet i den appellerede doms præmis 4-9, som opsummeres nedenfor.

12.

Betegnelserne »Jambon sec de Corse«/»Jambon sec de Corse – Prisuttu«, »Lonzo de Corse«/»Lonzo de Corse – Lonzu« og »Coppa de Corse«/»Coppa de Corse – Coppa di Corsica« blev registreret som beskyttede oprindelsesbetegnelser den 28. maj 2014 ved tre gennemførelsesforordninger ( 7 ).

13.

I december 2015 indgav Consortium des Charcutiers Corses syv ansøgninger om registrering som beskyttede geografiske betegnelser til de franske nationale myndigheder i henhold til forordning nr. 1151/2012. De syv ansøgninger vedrørte følgende betegnelser: »Jambon sec de l’Île de Beauté«, »Coppa de l’Île de Beauté«, »Lonzo de l’Île de Beauté«, »Saucisson sec de l’Île de Beauté«, »Pancetta de l’Île de Beauté«, »Figatelli de l’Île de Beauté« og »Bulagna de l’Île de Beauté«.

14.

Den 20. april 2018 udstedte ministre de l’Agriculture et de l’Alimentation (landbrugs- og fødevareministeren, Frankrig) og ministre de l’Économie et des Finances (økonomi- og finansministeren, Frankrig) syv bekendtgørelser om godkendelse af de syv tilsvarende varespecifikationer med henblik på fremsendelse til Kommissionen til godkendelse.

15.

Den 27. juni 2018 anlagde den sammenslutning ( 8 ), der var indehaver af varespecifikationerne for de beskyttede oprindelsesbetegnelser »Jambon sec de Corse - Prisuttu«, »Coppa de Corse – Coppa di Corsica« og »Lonzo de Corse – Lonzu«, ved stævninger indleveret til Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) sag med påstand om annullation af bekendtgørelserne af 20. april 2018 om godkendelse af varespecifikationerne for betegnelserne »Jambon sec de l’Île de Beauté«, »Coppa de l’Île de Beauté« og »Lonzo de l’Île de Beauté«. Efter den nævnte sammenslutnings opfattelse efterlignede eller antydede ordene »Île de Beauté« navnlig ordet »Corse« og skabte derfor en forveksling med de betegnelser, der allerede var registreret som beskyttede oprindelsesbetegnelser.

16.

Den 17. august 2018 fremsendte de franske myndigheder de syv ansøgninger om registrering af betegnelserne på de korsikanske pølser som beskyttede geografiske betegnelser til Kommissionen.

17.

For så vidt angår ansøgningerne om registrering som beskyttede geografiske betegnelser af betegnelserne »Jambon sec de l’Île de Beauté«, »Lonzo de l’Île de Beauté« og »Coppa de l’Île de Beauté« fremsendte Kommissionen den 12. februar 2019 og den 24. november 2020 to skrivelser til de franske myndigheder, hvori den anmodede om yderligere oplysninger, bl.a. for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de eventuelt ikke kunne registreres.

18.

De nationale myndigheder svarede, at de var af den opfattelse, at de to produktgrupper (dvs. de registrerede beskyttede oprindelsesbetegnelser og ansøgningerne om beskyttelse som beskyttede geografiske betegnelser) var klart forskellige for så vidt angår produkterne, og at betegnelserne forekom dem tilstrækkeligt forskellige.

19.

Ved dom af 19. december 2019 (vedrørende betegnelsen »Jambon sec de l’Île de Beauté« (beskyttet geografisk betegnelse)) og to domme af 13. februar 2020 (vedrørende henholdsvis betegnelserne »Coppa de l’Île de Beauté« (beskyttet geografisk betegnelse) og »Lonzo de l’Île de Beauté« (beskyttet geografisk betegnelse)) forkastede Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) de tre nævnte søgsmål, der var anlagt af sammenslutningen, som forvalter de beskyttede oprindelsesbetegnelser.

20.

Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) fandt navnlig, at »[…] sagsøgerne ikke med føje [kan] gøre gældende, at den anfægtede bekendtgørelse tilsidesætter bestemmelserne i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning [nr. 1151/2012]« (præmis 5 i de tre domme afsagt af Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager)).

21.

Efter at have gennemgået ansøgningerne om registrering af de syv beskyttede geografiske betegnelser for korsikanske pølser afviste Kommissionen registreringen af tre af disse ved gennemførelsesafgørelse 2021/1879. Derimod godkendte den de fire øvrige ansøgninger, som var blevet indgivet af de franske myndigheder ( 9 ).

22.

Den 20. januar 2022 anlagde Consortium des Charcutiers Corses og et antal tilknyttede producenter et søgsmål ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.

23.

Den 12. juli 2023 frifandt Retten Europa-Kommissionen og pålagde sagsøgerne at betale sagens omkostninger.

24.

Sagsøgerne havde gjort to annullationsanbringender gældende: a) at Kommissionen havde overskredet sine beføjelser, og b) at de nationale myndigheder og Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i tilstrækkelig grad havde bevist, at de tre ansøgninger om registrering var i overensstemmelse med artikel 7 og 13 i forordning nr. 1151/2012.

25.

De grunde, der ifølge Retten ledte til frifindelsen af Europa-Kommissionen, var sammenfattende følgende:

26.

Den 19. september 2023 iværksatte Consortium des Charcutiers Corses og de tilknyttede producenter den foreliggende appel.

27.

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

28.

Kommission har nedlagt følgende påstande:

29.

Appellanterne har fremsat fire anbringender til støtte for deres appel:

30.

Af disse fire anbringender har Domstolen fundet det nødvendigt at fremsætte et forslag til afgørelse vedrørende de to første. Jeg vil begynde min undersøgelse heraf med det andet anbringende, som ud fra et logisk synspunkt forekommer mig at være det vigtigste, eftersom det snarere vedrører Kommissionens beføjelser end indholdet af dens afgørelse.

31.

Appellanterne har foreholdt Retten at have tilsidesat de regler om kompetencefordeling mellem de nationale myndigheder og Kommissionen, som er fastsat i artikel 49 og 50 i forordning nr. 1151/2012, i forbindelse med proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse ( 12 ).

32.

Efter deres opfattelse har Kommissionen begrænsede skønsbeføjelser i forbindelse med registreringsproceduren, idet den alene har mulighed for at kontrollere den formelle rigtighed af den af de nationale myndigheder fremsendte ansøgning om beskyttelse af en geografisk betegnelse samt at undersøge, om de nationale myndigheder har begået en åbenbar fejl i det nationale stadium af proceduren.

33.

Kommissionen har bestridt denne argumentation og har støttet rigtigheden af Rettens ræsonnement og løsning i den appellerede dom.

34.

Registreringen af en beskyttet geografisk betegnelse sker ved hjælp af en sammensat administrativ procedure, der involverer de kompetente myndigheder i medlemsstaten og Kommissionen. Således fremgår det af 58. betragtning til forordning nr. 1151/2012 ( 13 ).

35.

Proceduren for registrering af beskyttede geografiske betegnelser ( 14 ) består af et indledende nationalt stadium, som er reguleret i artikel 49 i forordning nr. 1151/2012. Stadiet indledes med ansøgningen om registrering af den beskyttede geografiske betegnelse, som den interesserede producentsammenslutning indgiver til myndighederne i den medlemsstat, hvor produktionsområdet er geografisk beliggende.

36.

Den nationale myndighed skal med passende midler gennemgå ansøgningen for at kontrollere, om den er berettiget og opfylder de materielle betingelser i forordning nr. 1151/2012 ( 15 ). Medlemsstaten sikrer en passende offentliggørelse af ansøgningen og et rimeligt tidsrum, hvori enhver fysisk eller juridisk person, der har en legitim interesse, og som er etableret i eller har bopæl på medlemsstatens område, kan gøre indsigelse mod ansøgningen ( 16 ).

37.

De nationale myndigheder vurderer de indsigelser, der er modtaget, og træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgningen opfylder betingelserne i forordning nr. 1151/2012. Hvis myndighedernes vurdering er positiv, træffer de en positiv afgørelse. De skal ligeledes sikre, at den udgave af varespecifikationen, der ligger til grund for deres positive afgørelse, offentliggøres, ligesom de skal give elektronisk adgang til varespecifikationen ( 17 ). Endvidere sørger medlemsstaten for at offentliggøre sin positive afgørelse og for, at enhver fysisk eller juridisk person med en legitim interesse har mulighed for at påklage den ( 18 ).

38.

Såfremt den nationale myndighed træffer en positiv afgørelse, afsluttes det nationale stadium ved, at ansøgningsdossieret vedrørende registrering af den beskyttede geografiske betegnelse indsendes til Kommissionen, vedlagt de modtagne indsigelser, som kan antages ( 19 ).

39.

Når der er tale om ansøgninger om registrering af beskyttede geografiske betegnelser fra tredjelande, findes der naturligvis intet nationalt stadium. Proceduren gennemføres for Kommissionen, idet den samlede beslutningskompetence ligger hos denne ( 20 ).

40.

Det europæiske stadium af proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse, som er reguleret i artikel 50 i forordning nr. 1151/2012, indledes med den gennemgang, som Kommissionen skal foretage, når den har modtaget den nationale afgørelse, for at kontrollere, om ansøgningen er berettiget og opfylder betingelserne for en beskyttet geografisk betegnelse.

41.

Såfremt Kommissionen efter denne gennemgang (som ikke bør tage mere end seks måneder) finder, at »betingelserne for registrering ikke er opfyldt«, afviser den ansøgningen om registrering af den beskyttede geografiske betegnelse ( 21 ). Godkender den derimod ansøgningen, offentliggør den i EU-Tidende enhedsdokumentet og henvisningen til den offentliggjorte varespecifikation ( 22 ).

42.

Efter offentliggørelse i EU-Tidende kan myndighederne i en medlemsstat eller i et tredjeland eller fysiske eller juridiske personer med en legitim interesse, som er etableret i et tredjeland, indgive meddelelse om indsigelse. Kommissionen fremsender denne meddelelse til den myndighed eller det organ, der har indgivet ansøgningen ( 23 ), hvorefter der indledes en procedure, hvis denne indsigelse kan antages ( 24 ).

43.

Modtager Kommissionen ingen meddelelse om indsigelse (eller nogen begrundet indsigelse, som kan antages), træffer den afgørelse om registrering af den beskyttede geografiske betegnelse. Kommissionen følger samme fremgangsmåde, hvis den modtager en begrundet indsigelse, som kan antages, og der er opnået enighed efter de konsultationer, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3, i forordning nr. 1151/2012. Såfremt der ikke opnås enighed, træffer Kommissionen i givet fald afgørelse om vedtagelse af gennemførelsesretsakter med henblik på registrering af den beskyttede geografiske betegnelse ( 25 ).

44.

Retsakter, der vedrører registrering, samt afgørelser om afvisning af registrering af en beskyttet geografisk betegnelse offentliggøres under alle omstændigheder i EU-Tidende ( 26 ).

45.

Domstolen har i forbindelse med sin praksis haft lejlighed til at præcisere, hvad der kendetegner denne sammensatte administrative procedure. Til forskel fra de sammensatte procedurer inden for rammerne af bankunionen ( 27 ) (hvor det nationale stadium ganske enkelt er en forberedende fase til det europæiske stadium, og hvor den samlede beslutningsbeføjelse ligger hos EU-institutionen eller ‑organet), har det nationale stadium af proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse et selvstændigt indhold, for så vidt som de nationale myndigheder træffer afgørelser med virkning over for tredjemand (og ikke blot forberedende afgørelser), som er underlagt de nationale retsinstansers kontrol.

46.

I GAEC Jeanningros-dommen ( 28 ) stadfæstede Domstolen sin praksis vedrørende det nationale stadium af proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse. Den bemærkede navnlig, at myndighederne i den relevante medlemsstat har en specifik og selvstændig beslutningsbeføjelse i det pågældende nationale stadium.

47.

Domstolen har bemærket, »at forordning nr. 1151/2012 indfører en kompetencefordelingsordning i den forstand, at navnlig beslutningen om at registrere en betegnelse som beskyttet geografisk betegnelse kun kan træffes af Kommissionen, hvis den pågældende medlemsstat har indgivet en ansøgning herom, og en sådan ansøgning kun kan indgives, såfremt denne medlemsstat har kontrolleret, at den er berettiget. Begrundelsen for denne kompetencefordelingsordning er navnlig, at registrering af en beskyttet geografisk betegnelse forudsætter en kontrol af, at visse betingelser er opfyldt, hvilket i vidt omfang kræver indgående kendskab til forhold, som er særegne for den pågældende medlemsstat, og som de kompetente myndigheder i denne stat er bedst til at kontrollere« ( 29 ).

48.

I henhold til denne retspraksis har den nationale myndighed kontrol over proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse, hvilket bl.a. ( 30 ) begrundes af følgende årsager:

49.

Eftersom kontrollen med det nationale stadium af denne sammensatte procedure ligger hos den nationale myndighed, udgør dens afgørelser ikke blot forberedende retsakter til Kommissionens efterfølgende afgørelse, men har derimod et selvstændigt indhold samt retsvirkninger for ansøgerne om den beskyttede geografiske betegnelse. Derfor accepterer Domstolen, at de nationale retter efterprøver de nationale myndigheders afgørelser vedrørende registrering af en beskyttet geografisk betegnelse ( 31 ).

50.

Den omstændighed, at det nationale stadium af proceduren har et selvstændigt indhold, svækker efter appellanternes opfattelse det europæiske stadium af proceduren i en sådan grad, at Kommissionen bør begrænse sig til at efterprøve, om det dossier, som den nationale myndighed har fremsendt, er fuldstændigt, og til at kontrollere, at den nationale myndighed ikke har foretaget et åbenbart urigtigt skøn.

51.

Ud fra denne forudsætning, og eftersom Retten i den appellerede dom ikke fandt, at det europæiske stadium af proceduren giver Kommissionen en så snæver skønsbeføjelse, har appellanterne gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 49 og 50 i forordning nr. 1151/2012.

52.

Jeg er derimod af den opfattelse, at Retten ikke begik nogen retlig fejl.

53.

Kommissionen gennemgår de af de nationale myndigheder fremsendte ansøgninger »for at sikre, at de ikke indeholder åbenlyse fejl, og at der er taget hensyn til EU-retten og interesserne hos interessenter uden for ansøgningsmedlemsstaten« ( 32 ).

54.

Artikel 50, stk. 1, i forordning nr. 1151/2012 bekræfter, at Kommissionen »med passende midler [gennemgår] enhver ansøgning, som den modtager i henhold til artikel 49, med henblik på at kontrollere, om den er berettiget og opfylder betingelserne for den pågældende ordning«. På baggrund af denne undersøgelse kan Kommissionen afvise ansøgningen, såfremt den »finder, at betingelserne for registrering ikke er opfyldt« (forordningens artikel 52, stk. 1).

55.

Selv om forordning nr. 1151/2012 ikke definerer udtrykket »passende midler«, fremgår det klart af de ovennævnte bestemmelser i denne forordning, at Kommissionen ved en anvendelse heraf ikke er bundet af de nationale myndigheders vurdering og råder over et selvstændigt skøn. Dette blev med rette fastslået af Retten i den appellerede dom (præmis 44).

56.

I det europæiske stadium af proceduren skal Kommissionen efterprøve tre elementer, som hver især hviler på deres egen logik:

57.

Kommissionen har således i første omgang beføjelse til at efterprøve de åbenbare fejl, som de nationale myndigheder kan have begået i det nationale stadium af proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse. Dette er kun naturligt, eftersom de pågældende myndigheder har en materiel beslutningskompetence i dette stadium, som er underlagt de nationale domstoles kontrol.

58.

Domstolens henvisning til, at Kommissionen kun har et »begrænset eller intet skøn« i forbindelse med procedurer vedrørende ændring af varespecifikationer og registrering af beskyttede geografiske betegnelser (GAEC Jeanningros-dommen, præmis 25), vedrører – som Retten med rette bemærkede – det nationale stadium af proceduren ( 34 ). Domstolens ræsonnementer i andre domme skal forstås på tilsvarende vis ( 35 ).

59.

I det europæiske stadium af disse procedurer råder Kommissionen imidlertid, således som Retten har bemærket ( 36 ), over et selvstændigt skøn og er ikke bundet af de nationale myndigheders vurdering. Den kan godkende eller afvise registreringen af beskyttede geografiske betegnelser på grundlag af en vurdering af, om de opstillede betingelser er opfyldt eller ej.

60.

Kommissionens selvstændige beslutningskompetence i det europæiske stadium af denne procedure går videre end til blot at kontrollere formelle og åbenbare fejl i den nationale behandling af ansøgningen. Kommissionen skal foretage en fuldstændig analyse af den ansøgning om registrering, som de nationale myndigheder har godkendt, med henblik på at kontrollere, at den opfylder kravene i forordning nr. 1151/2012.

61.

Denne fuldstændige analyse kan lede til, at Kommissionen træffer en anden afgørelse end den, der blev truffet af de nationale myndigheder. Dette har til dels været tilfældet i den foreliggende sag ( 37 ).

62.

Kommissionens kompetence til at behandle og tage stilling til grænseoverskridende indsigelser indgivet af interesserede parter fra andre medlemsstater vedrørende registreringen af en beskyttet geografisk betegnelse (artikel 51 i forordning nr. 1151/2012) bekræfter dens selvstændige kompetence til at træffe afgørelse vedrørende ansøgninger om registrering ( 38 ).

63.

På tilsvarende vis forudsætter en ensartet anvendelse af de i forordning nr. 1151/2012 fastsatte betingelser for registrering af beskyttede geografiske betegnelser, at Kommissionen i det europæiske stadium af proceduren har en selvstændig beføjelse til at fastlægge den ensartede praksis, som medlemsstaternes myndigheder skal følge. Såfremt den ikke var tillagt en sådan selvstændig beslutningskompetence, ville der være en betydelig risiko for, at betingelserne for registrering af beskyttede geografiske betegnelser ville blive anvendt forskelligt i de enkelte medlemsstater.

64.

Det europæiske stadium af proceduren ville ikke have noget selvstændigt indhold, såfremt Kommissionen var forpligtet til at følge de nationale myndigheders vurderinger og ikke kunne afvise registreringsansøgninger, som var blevet godkendt af disse myndigheder. Den i forordning nr. 1151/2012 fastsatte procedure for registrering af beskyttede geografiske betegnelser ville ophøre med at være en ægte sammensat procedure, såfremt dens europæiske stadium blev svækket gennem en betydelig reduktion af Kommissionens beføjelser.

65.

Følgelig deler jeg Rettens opfattelse med hensyn til, at Kommissionen har beføjelse til at kontrollere, at den af de nationale myndigheder indgivne ansøgning om registrering af den beskyttede geografiske betegnelse er i overensstemmelse med de gældende EU-retlige bestemmelser. Det andet appelanbringende bør således forkastes.

66.

Appellanterne har foreholdt Retten, at den på ulovlig vis har suppleret de i artikel 5, 6 og 7 i forordning nr. 1151/2012 fastsatte betingelser for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse med et krav om, at den betegnelse, der søges registreret som beskyttet geografisk betegnelse, ikke må tilsidesætte beskyttelsen mod antydning som omhandlet i den pågældende forordnings artikel 13, stk. 1, litra b).

67.

Efter appellanternes opfattelse blev det i den appellerede dom med rette fastslået (præmis 29 og 30), at artikel 13 i forordning nr. 1151/2012 ikke omhandler registreringen, men derimod omfanget af beskyttelsen af de registrerede betegnelser, og at den »derfor ikke i sig selv [kan] udgøre retsgrundlaget for at afslå en registreringsansøgning«.

68.

Det er imidlertid deres opfattelse, at Retten afveg fra denne konklusion og begik flere retlige fejl i den appellerede doms præmis 32-40:

69.

Kommissionen har bestridt disse argumenter, idet den tilslutter sig den kombinerede anvendelse af artikel 7, stk. 1, litra a), og artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1151/2012, som Retten har slået til lyd for. Denne anvendelse finder sted for første gang på grund af de særlige omstændigheder ved den situation, der opstod i forbindelse med de omtvistede ansøgninger om registrering af beskyttede geografiske betegnelser.

70.

De særlige omstændigheder, som Kommissionen henviser til, består af en sekvens af omstændigheder, som bør tages i betragtning:

71.

Kommissionens argumentation, som Retten tilsluttede sig i den appellerede dom, forekommer mig at være korrekt, og jeg er ikke enig i appellanternes argumenter til støtte for deres første appelanbringende.

72.

I henhold til artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1151/2012 skal en beskyttet geografisk betegnelse opfylde bestemmelserne i en varespecifikation, der blandt andre elementer mindst omfatter »den betegnelse, der skal beskyttes som oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse, således som den anvendes både i handelssprog og i daglig sprogbrug og kun på de sprog, som bruges eller tidligere blev brugt til at beskrive det bestemte produkt i det afgrænsede geografiske område«.

73.

Jeg har allerede gjort rede for, at det i det europæiske stadium af proceduren for registrering af en beskyttet geografisk betegnelse tilkommer Kommissionen at afvise ansøgningen, såfremt de nødvendige betingelser ikke er opfyldt. En af disse betingelser er, at varespecifikationen skal indeholde en betegnelse på produktet, som lovligt kan anvendes i handelen.

74.

Anvendelsen af en betegnelse er ulovlig, når den tilsidesætter beskyttelsen mod antydning som fastsat i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1151/2012. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[r]egistrerede betegnelser beskyttes mod […] enhver uretmæssig anvendelse, efterligning eller antydning, selv om produkternes eller tjenesteydelsernes virkelige oprindelse er angivet […]«.

75.

Som det med rette blev bemærket i den appellerede dom (præmis 36 og 37), ville en tilladelse til registrering af en beskyttet geografisk betegnelse, som antyder en betegnelse, der allerede er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse, fratage den beskyttelse, der er fastsat i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1151/2012, sin effektive virkning. Når først den pågældende betegnelse er registreret som beskyttet geografisk betegnelse, vil den betegnelse, der forud herfor er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse, ikke længere nyde den beskyttelse mod den beskyttede geografiske betegnelse, som er fastsat i den pågældende bestemmelse. Varespecifikationen i en ansøgning om registrering af en beskyttet geografisk betegnelse kan således ikke omfatte en betegnelse, der antyder betegnelsen på en tidligere registreret beskyttet oprindelsesbetegnelse.

76.

Appellanterne har gjort gældende, at det tilkommer de nationale myndigheder, og ikke Kommissionen, at efterprøve tilsidesættelser af artikel 13 i forordning nr. 1151/2012. Jeg deler ikke dette standpunkt, eftersom følgende forhold efter min opfattelse gør sig gældende:

77.

Domstolen har fastslået, »at ordningen for beskyttelse af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser i det væsentlige har til formål at sikre forbrugerne, at landbrugsprodukter med en registreret betegnelse på grund af deres oprindelse fra et bestemt geografisk område har visse særlige kendetegn og følgelig i kraft af deres geografiske oprindelse tilbyder en kvalitetsgaranti, med det formål at gøre det muligt for erhvervsdrivende inden for landbruget, som har påtaget sig at gøre en reel indsats for at fremstille kvalitetsprodukter, at opnå bedre indtægter, og hindre tredjemand i at misbruge det renommé, som følger af produkternes kvalitet« ( 43 ).

78.

Forbuddet mod antydning i artikel 13, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1151/2012 sigter mod at hindre, at andre producenter utilbørligt udnytter omdømmet for allerede registrerede beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser.

79.

Efter Domstolens opfattelse »omfatter begrebet »antydning« det tilfælde, hvor det udtryk, der anvendes som betegnelse for et produkt, omfatter en del af en beskyttet geografisk betegnelse, således at forbrugeren, når denne ser det pågældende produkts navn, føres til at tænke på den vare, som betegnelsen gælder for« ( 44 ). Det væsentlige er, at forbrugeren skaber en tilstrækkelig direkte og entydig forbindelse mellem det begreb, der anvendes til at betegne det omhandlede produkt, og den beskyttede geografiske betegnelse.

80.

Retspraksis vedrørende udtrykket »antydning« ( 45 ) er hovedsageligt blevet skabt i forbindelse med behandlingen af anmodninger om præjudiciel afgørelse på området for varemærker og betegnelser, der er beskyttet ved hjælp af beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser. Mindre hyppige er afgørelser i appelsager til prøvelse af Rettens domme vedrørende fortolkningen (og anvendelsen) af dette udtryk.

81.

Domstolen har således fastslået, at Rettens bedømmelser, hvorved den accepterer eller afviser, at et nyt tegn med fornødent særpræg (i givet fald en ansøgning om beskyttet oprindelsesbetegnelse eller beskyttet geografisk betegnelse) antyder en allerede beskyttet betegnelse, er »af faktisk art«, og i princippet ikke kan anfægtes i en appelsag ( 46 ).

82.

På denne baggrund er der ikke grundlag for at give medhold i appellanternes kritik af, at Retten tilsluttede sig Kommissionens standpunkt med hensyn til, at der forelå antydning i den foreliggende sag. Der er tale om et faktisk spørgsmål, hvorom Retten har det sidste ord, og som ikke kan gøres til genstand for appel.

83.

Såfremt Domstolen måtte fastslå, at bedømmelsen af dette spørgsmål kan prøves i en appelsag, er jeg enig med Retten i, at den antydning, der lå til grund for den anfægtede afgørelse, har fundet sted.

84.

De omtvistede betegnelser, der har været anvendt i handelen siden 2015, henviser til det samme geografiske område (øen Korsika) som de beskyttede oprindelsesbetegnelser. Syntagmet »Île de Beauté« er et almindeligt udtryk, som for en fransk forbruger leder tankerne hen på øen Korsika ( 47 ). Selv om betegnelserne ikke er helt eller delvist enslydende ( 48 ), er der synonymi, og det kan ikke udelukkes, at der er tale om antydning, hvilket ikke kræver fonetisk lighed.

85.

Forskellen i kvalitet mellem de produkter, for hvilke der ansøges om registrering som beskyttet geografisk betegnelse, og dem, der allerede er omfattet af en beskyttet oprindelsesbetegnelse, fremgår ikke af mærkningen og er kun kendt af et særligt informeret publikum. Disse forskelle peger i retning af en ringere kvalitet af de produkter, der er omfattet af de beskyttede geografiske betegnelser, samt en svagere forbindelse til produktionsområdet ( 49 ). Forbrugernes opfattelse er ikke tilstrækkelig til at fastslå, at de beskyttede geografiske betegnelser, hvis registrering der ansøges om, har selvstændig karakter i forhold til de registrerede beskyttede oprindelsesbetegnelser uden støtte i objektive studier og undersøgelser ( 50 ).

86.

Endelig har appellanterne gjort gældende, at den appellerede dom er til hinder for, at betegnelser af forskellig art for ensartede varer fra samme geografiske område kan eksistere side om side.

87.

Om end Retten ikke udtrykkeligt tog stilling til dette argument i den appellerede dom, analyserede den forskellige tilfælde af sameksistens mellem beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser ( 51 ), og der forekommer mig ikke at være begået nogen retlige fejl i dens ræsonnement vedrørende dette spørgsmål. De eksempler på sameksistens mellem beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser, som appellanterne har henvist til, blev godtaget i henhold til retsforskrifter, som i mellemtiden er blevet ophævet (den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Corse/Vin de Corse« og den beskyttede geografiske betegnelse »Île de Beauté«), eller som var gældende, inden Unionens ordning for beskyttelse af geografiske betegnelser trådte i kraft (den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Aceto balsamico tradizionale di Modena« og den beskyttede geografiske betegnelse »Aceto Balsamico di Modena«).

88.

Under ordningen i forordning nr. 1151/2012 skal sameksistensen af to ensartede betegnelser for de samme produkter og på det samme geografiske område som udgangspunkt afvises, eftersom en senere beskyttet geografisk betegnelse vil forringe den beskyttelse, som den eksisterende beskyttede oprindelsesbetegnelse nyder i henhold til denne forordning, og dermed svække dens omdømme.

89.

Kort sagt bør det første appelanbringende ligeledes forkastes.

90.

Eftersom dette forslag til afgørelse alene vedrører to af appelanbringenderne, og ikke de øvrige, er det ikke muligt for mig at tage stilling til, om appellanterne skal tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

91.

Jeg foreslår således, at Domstolen forkaster det første og det andet appelanbringende i den iværksatte appel til prøvelse af Rettens dom af 12. juli 2023, Cunsorziu di i Salamaghji Corsi – Consortium des Charcutiers Corses m.fl. mod Kommissionen (T-34/22, EU:T:2023:386).