1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse fra Sozialgericht Detmold (domstolen i socialretlige sager i Detmold, Tyskland) er indgivet i forbindelse med en tvist mellem FL og Jobcenter Arbeitplus Bielefeld (jobcentret i Bielefeld, Tyskland) ( 2 ), som har givet FL afslag på tildeling af de grundlæggende sociale sikringsydelser, der er fastsat i tysk lovgivning. Da denne afgørelse er begrundet i den tilladelse, i henhold til hvilket FL opholder sig lovligt på tysk område, har han med henblik på at opnå disse ydelser anfægtet den omstændighed, at han ikke kan indrømmes en opholdsret, der er fastsat i denne lovgivning, og som er baseret på udøvelse af forældremyndighed over hans barn, alene af den grund, at barnet ikke er tysk.

2.

Til forskel fra tidligere præjudicielle forelæggelser vedrørende sociale ydelser, som en »mobil« unionsborger ( 3 ) hævdede at have ret til, vedrører det hidtil ubesvarede spørgsmål, der i den foreliggende sag er forelagt Domstolen, en ulige behandling med hensyn til betingelserne for tildeling af en national opholdsret og ikke dens økonomiske virkninger i forhold til egne statsborgere.

3.

Domstolen anmodes nemlig om at udtale sig om foreneligheden med EU-retten af en lovgivning om en national opholdsret, der ikke finder anvendelse på en »mobil« unionsborger på grund af dennes barns nationalitet, som ikke er nationaliteten i værtsmedlemsstaten, når betingelserne for tildeling af denne ret henhører under denne medlemsstats kompetence.

4.

Omstændighederne i hovedsagen giver således Domstolen lejlighed til at præcisere anvendelsesområdet for artikel 24 i direktiv 2004/38/EF ( 4 ) om ligebehandling, henset til dens seneste praksis vedrørende situationen for »mobile« unionsborgere, som tildeles en opholdsret i henhold til en national lovgivning, der fritager dem for at opfylde de betingelser om midler, der er fastsat i dette direktiv ( 5 ).

5.

Artikel 18, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt.«

6.

Artikel 14 i direktiv 2004/38 med overskriften »Bevarelse af retten til ophold« bestemmer i stk. 2 og 4:

»2.   Unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til ophold som omhandlet i artikel 7, 12 og 13, såfremt de opfylder de i disse artikler opstillede betingelser.

[...]

4.   Uanset stk. 1 og 2 og med forbehold af kapitel VI må der under ingen omstændigheder iværksættes foranstaltninger til udsendelse af unionsborgere eller deres familiemedlemmer, hvis:

[...]

7.

Direktivets artikel 24 med overskriften »Ligebehandling« har følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af specifikke bestemmelser, der udtrykkeligt fremgår af traktaten og den afledte ret, anvendes traktatens bestemmelser uden forskelsbehandling på alle unionsborgere, der i henhold til dette direktiv opholder sig i værtsmedlemsstaten, og på værtsmedlemsstatens egne statsborgere. [...]

2.   Uanset stk. 1 er værtsmedlemsstaten ikke forpligtet til at tillægge ret til sociale ydelser i de første tre måneder af et ophold eller eventuelt i den længere periode, der er omhandlet i artikel 14, stk. 4, litra b) [...] til andre personer end arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der har bevaret denne status, samt deres familiemedlemmer.«

8.

Direktivets artikel 37 med overskriften »Gunstigere nationale bestemmelser« lyder som følger:

»Dette direktiv berører ikke love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, der er gunstigere for de personer, der er omfattet af dette direktiv.«

9.

§ 28 i Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om ophold, beskæftigelse og integration af udlændinge på Forbundsrepublikkens område) ( 6 ) af 30. juli 2004 ( 7 ) (herefter »lov om ophold«) med overskriften »Familiesammenføring med tyske statsborgere« bestemmer i stk. 1:

»Opholdstilladelse udstedes til

såfremt den tyske statsborger har sit sædvanlige opholdssted på Forbundsrepublikkens område. […]«

10.

§ 11, stk. 14, i Gesetz über die allgemeine Freizügigkeit von Unionsbürgern (lov om unionsborgeres ret til fri bevægelighed) ( 8 ) af 30. juli 2004 ( 9 ) bestemmer:

»Lov om ophold finder også anvendelse, når den medfører en mere fordelagtig retsstilling end denne lov. […]«

11.

§ 7 i Sozialgesetzbuch Zweites Buch, Grundsicherung für Arbeitssuchende (bog II i lov om socialsikring, grundsikring for arbejdssøgende ( 10 )) ( 11 ) (herefter »SGB II«) med overskriften »Ydelsesmodtagere« bestemmer i stk. 1:

»Ret til ydelser i medfør af denne lov har personer:

Udelukket herfra er:

[...]

samt deres familiemedlemmer.

[...]

[…] Uanset andet punktum, nr. 2, udbetales der ydelser til udlændinge og deres familiemedlemmer i henhold til denne lov, når de i mindst fem år har haft deres sædvanlige opholdssted i Tyskland, [...]«

12.

§ 23 i Sozialgesetzbuch Zwölftes Buch, Sozialhilfe (bog XII i lov om socialsikring, social bistand) ( 12 ) (herefter »SGB XII«) med overskriften »Social bistand til udlændinge« bestemmer:

»1)   En udlænding, der har taget egentligt ophold på det nationale område, har ret til forsørgelsesbistand, sygehjælp, bistand i forbindelse med graviditet og barsel samt adgang til lægebehandling i henhold til denne lovs bestemmelser. Bestemmelserne i kapitel 4 gælder uændret. Der kan i øvrigt tildeles social bistand, hvis dette er berettiget i det konkrete tilfælde. De i første punktum nævnte begrænsninger finder ikke anvendelse på udlændinge, der har fået udstedt tidsubegrænset opholdstilladelse eller en tidsbegrænset opholdstilladelse, og som må forventes at tage permanent ophold på Forbundsrepublikkens område. De bestemmelser, der gælder for tildeling af andre sociale ydelser end de ydelser, der er nævnt i første punktum, gælder uændret.

[...]

3)   Der udbetales ikke ydelser til udlændinge og deres familiemedlemmer i henhold til stk. 1 eller kapitel 4, hvis

[...]

[...]

[…] Uanset første punktum, nr. 2 og 3, udbetales der ydelser til udlændinge og deres familiemedlemmer i henhold til stk. 1, første og andet punktum, hvis de i mindst fem år har opholdt sig i Tyskland uden væsentlige afbrydelser [...]«

13.

Sagsøgeren i hovedsagen, FL, der er polsk statsborger, rejste den 30. maj 2020 fra Nederlandene ind i Tyskland sammen med sin »ugifte samlever« ( 13 ), som også er polsk statsborger. Hun havde haft et kort ophold i Nederlandene, men havde ellers boet i Tyskland siden sin indrejse fra Polen den 30. august 2015.

14.

Den 27. november 2020 blev deres fælles barn født i Tyskland, og barnet har også polsk statsborgerskab.

15.

FL, hans samlever og deres fælles barn ansøgte Jobcenter Bielefeld om grundlæggende sociale sikringsydelser i henhold til SGB II. Ved afgørelser af 3. december 2020 og 21. december 2020 imødekom Jobcenter Bielefeld ansøgningen fra FL’s samlever med virkning fra den 30. maj 2020 og for barnets vedkommende fra datoen for dets fødsel. Ved afgørelse af 21. april 2021 blev FL’s ansøgning derimod afslået for perioden fra den 30. maj 2020 til den 28. februar 2021 med den begrundelse, at hans opholdsret kun udsprang af, at han var arbejdssøgende, og at han ikke havde nogen anden opholdsret, der kunne give ham ret til ydelser i henhold til SGB II.

16.

Ved afgørelse af 19. juli 2021 afviste Jobcenter Bielefeld FL’s klage som ugrundet og anførte i det væsentlige den samme begrundelse. Jobcenter Bielefeld fastslog navnlig, at FL ikke har opholdsret:

17.

Ifølge Jobcenter Bielefeld skal § 28 i lov om ophold, henset til artikel 4 i forordning (EF) nr. 883/2004 ( 17 ), desuden ikke fortolkes således, at den ugifte far til en ikke-skolepligtig unionsborger skal have opholdsret i henhold til EU-retten.

18.

Den blotte omstændighed, at den ugifte far ikke modtager nogen grundlæggende sociale sikringsydelser i henhold til SGB II, fratager i øvrigt ikke hans samlever den effektive ret til fri bevægelighed og ophold.

19.

FL har den 12. august 2021 anlagt et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse ved den forelæggende ret. Han er i det væsentlige af den opfattelse, at der følger en opholdsret af § 28, stk. 1, første punktum, nr. 3, i lov om ophold, sammenholdt med artikel 6 i Grundgesetz für die Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tysklands forfatning) ( 18 ) og artikel 8 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ( 19 ). Han har gjort gældende, at en begrænsning af retten til familiesammenføring med henblik på udøvelse af forældremyndighed til kun at omfatte »tyske statsborgere« er i strid med EU-retten. Det stiller visse borgere urimeligt ringe og udgør en begrænsning af den frie bevægelighed ( 20 ).

20.

Jobcenter Bielefeld og Amt für soziale Leistungen (Sozialamt) der Stadt Bielefeld (socialkontoret i Bielefeld, Tyskland), som er adciteret i sagen, har som svar herpå gjort gældende, at der ikke følger en opholdsret af § 28, stk. 1, første punktum, nr. 3, i lov om ophold, eftersom denne bestemmelse efter sin ordlyd kun finder anvendelse på »tyske statsborgere« og ikke på »unionsborgere«. Det er et iboende kendetegn ved den nationale immigrations- og opholdslovgivning, at der sondres mellem »tyske statsborgere« og »udlændinge«. Denne lovgivning udgør ikke en tilsidesættelse af EU-retten.

21.

Den forelæggende ret har anført, at de højere retsinstansers retspraksis er divergerende for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt et afslag på opholdstilladelse til en unionsborger, der udøver forældremyndighed over et mindreårigt barn, som bor i Tyskland, har ret til fri bevægelighed og er statsborger i en anden medlemsstat, udgør forskelsbehandling.

22.

Den forelæggende ret har ligeledes præciseret, at Bundesverfassungsgericht (forbundsdomstol i forfatningsretlige sager, Tyskland) i en kendelse af 4. oktober 2019 ( 21 ) anførte, at det er omdiskuteret i retspraksis fra de regionale appeldomstole i socialretlige sager og i retslitteraturen, om § 11, stk. 1, ellevte punktum, i lov om unionsborgeres ret til fri bevægelighed i den affattelse, der var gældende indtil den 23. november 2020 ( 22 ), sammenholdt med § 28, stk. 1, første punktum, nr. 3, i lov om ophold og artikel 18, stk. 1, TEUF, kan medføre opholdsret for en forælder, der udøver forældremyndighed over en mindreårig unionsborger, der, fordi vedkommende ledsages af den anden forælder, har ret til fri bevægelighed i henhold til § 3, stk. 1, første punktum, i lov om unionsborgeres ret til fri bevægelighed.

23.

Da den øverste domstol ikke har truffet afgørelse herom, finder den forelæggende ret det nødvendigt at forelægge sagen for Domstolen, så den kan tage stilling til, om den tyske lovgivning er forenelig med EU-retten, navnlig artikel 18 TEUF, artikel 20 TEUF og artikel 21, stk. 2, TEUF samt artikel 33, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 23 ), forordning (EF) nr. 987/2009 ( 24 ) og direktiv 2004/38.

24.

På denne baggrund har Sozialgericht Detmold (domstolen i socialretlige sager i Detmold) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal EU-retten fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, hvorefter en opholdstilladelse i forbindelse med [udøvelse af forældemyndighed] kun skal tildeles den udenlandske forælder til et mindreårigt ugift [nationalt] barn, når barnet har sit sædvanlige opholdssted [på det nationale område], hvilket medfører, at unionsborgere i en medlemsstat ikke har en sådan ret til opholdstilladelse med henblik på [udøvelse af forældremyndighed over] en mindreårig unionsborger, som er statsborger i en anden medlemsstat end den [stat, hvis nationale lovgivning sagen drejer sig om]?«

25.

Der er indgivet skriftlige indlæg af Europa-Kommissionen, der ligesom den tyske regering deltog i det retsmøde, der blev afholdt den 14. november 2024, hvor de ligeledes besvarede Domstolens spørgsmål til mundtlig besvarelse.

26.

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om en medlemsstats nationale lovgivning, hvorefter der ikke kan gives opholdstilladelse med henblik på udøvelse af forældremyndighed til en »mobil« unionsborger, der er forælder til et mindreårigt ugift barn, der ikke er statsborger i den værtsmedlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, er forenelig med EU-retten og navnlig, henset til begrundelsen for anmodningen, med artikel 18 TEUF og chartrets artikel 33, stk. 1, samt direktiv 2004/38.

27.

Denne nationale lovgivning, som gør det muligt for en medlemsstat at vedtage gunstigere bestemmelser med hensyn til opholdsret end dem, der er fastsat i EU-retten ( 25 ), henhører under artikel 37 i direktiv 2004/38.

28.

Denne lovgivning fremmer familiesammenføring med henblik på den udenlandske forælders udøvelse af forældremyndighed over et tysk barn ( 26 ). Da der ikke er noget forbehold med hensyn til børn, der også er unionsborgere, medfører denne lovgivning forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som er forbudt i henhold til EU-retten. Dette almindelige lighedsprincip er et af EU-rettens grundlæggende principper ( 27 ).

29.

Følgende fremgår nemlig af fast retspraksis, der er nævnt i præmis 62, 63 og 65 ( 28 ) i CG-dommen:

30.

Endvidere fastslog Domstolen i præmis 66 i CG-dommen, at »[p]rincippet om forbud mod forskelsbehandling er [...] fastsat i artikel 24 i direktiv 2004/38 i forhold til unionsborgere, som udøver deres ret til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område«.

31.

I denne henseende bemærkede Domstolen i det væsentlige i denne doms præmis 67, at direktiv 2004/38 finder anvendelse på og giver de heri fastsatte rettigheder til »mobile« unionsborgere ( 30 ), og den fastslog, at spørgsmålet om, hvorvidt sådanne borgere udsættes for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, skal vurderes i lyset af samme direktivs artikel 24 og ikke artikel 18, stk. 1, TEUF.

32.

Jeg skal nævne, at på dette trin i CG-dommens begrundelse er den omstændighed, at opholdsretten er fastsat i nationale bestemmelser, der er gunstigere end bestemmelserne i direktiv 2004/38, uden betydning, selv om den pågældende i denne omhandlede sag havde en national opholdsret, og direktivets artikel 24, stk. 1, begrænser anvendelsen af ligebehandlingsprincippet til unionsborgere, der opholder sig i værtsmedlemsstaten i henhold til dette direktiv ( 31 ).

33.

Eftersom FL i den foreliggende sag opholder sig lovligt på tysk område som arbejdssøgende ( 32 ), forekommer det derfor umiddelbart logisk, således som Kommissionen har gjort gældende, at støtte sig på artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 og svare den forelæggende ret således, at den nationale lovgivning, der indebærer en forskellig behandling i forhold til egne statsborgere, er i strid med det i direktivet fastsatte ligebehandlingsprincip, i det væsentlige med den begrundelse, at denne lovgivning berører den effektive udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

34.

Hvad angår FL’s barn skal det desuden præciseres, at den omstændighed, at barnet er født på tysk område og ikke har gjort brug af retten til fri bevægelighed, er uden betydning for dets udøvelse som unionsborger af retten til fri bevægelighed og ophold for personer ( 33 ).

35.

Jeg er imidlertid ikke overbevist om, at artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 finder anvendelse i den foreliggende sag. Derfor vil jeg, efter at have givet udtryk for mine forbehold, anføre, hvilket grundlag der efter min opfattelse bør lægges til grund.

36.

Valget af et sådant grundlag, som indebærer en sammenligning med egne statsborgere, hviler på to forskellige tilgange til den omhandlede forskelsbehandling på grundlag af barnets nationalitet, alt efter om situationen ses ud fra barnets eller den udenlandske forælders synsvinkel, således som Kommissionen har anført.

37.

Den omhandlede nationale lovgivning bevirker, at et ikke-tysk barn udsættes for direkte forskelsbehandling i forhold til et tysk barn, som kan nyde godt af sin udenlandske forælders tilstedeværelse på tysk område med henblik på udøvelse af forældremyndighed.

38.

Hvad angår den udenlandske forælder, hvis barn ikke er tysk, må det antages, at forælderen på grund af barnets nationalitet udsættes for direkte forskelsbehandling ( 34 ), som forhindrer vedkommende i at udøve forældremyndighed over sit barn på samme vilkår som en tysk forælder. For så vidt som forskelsbehandlingen er knyttet til barnets nationalitet, kan den kvalificeres som »tilknytningsbegrundet« forskelsbehandling ( 35 ) eller forskelsbehandling »ved tilknytning« ( 36 ), idet disse udtryk anvendes synonymt. De har til formål at kvalificere en situation, hvor den person, der er genstand for direkte forskelsbehandling på grundlag af et kriterium (handicap eller et andet kriterium såsom nationalitet, i det foreliggende tilfælde det, at barnet er et tysk barn), ikke opfylder dette kriterium, men hvor det er det nævnte kriterium, der udgør begrundelsen for den hævdede mindre gunstige behandling. Det er således retten for den person, der er berørt af forskelsbehandlingskriteriet, der mobiliseres, og ikke en selvstændig ret for den pågældende person.

39.

Uanset om der er tale om barnet eller forælderen, opstår der imidlertid en alvorlig vanskelighed på grund af tvistens genstand, som er tildeling af en national opholdsret ( 37 ).

40.

Jeg skal erindre om, at artikel 24, stk. 1, første punktum, i direktiv 2004/38 bestemmer, at »[m]ed forbehold af specifikke bestemmelser, der udtrykkeligt fremgår af traktaten og den afledte ret, anvendes traktatens bestemmelser uden forskelsbehandling på alle unionsborgere, der i henhold til dette direktiv opholder sig i værtsmedlemsstaten, og på værtsmedlemsstatens egne statsborgere«.

41.

I den foreliggende sag opholder både barnet og forælderen sig ganske vist i Tyskland i henhold til direktiv 2004/38. Selv om den forelæggende rets spørgsmål vedrører betingelserne for tildeling af en national opholdsret, har det desuden til formål at få anerkendt en ret til grundlæggende sociale sikringsydelser på samme betingelser som for egne statsborgere.

42.

Det er dette punkt, der efter min opfattelse skal gøres helt klart. Den i hovedsagen omhandlede ligebehandling vedrører udelukkende betingelserne for tildeling af en opholdstilladelse og ikke adgangen til grundlæggende sociale sikringsydelser. Når denne tilladelse er opnået, udbetales disse ydelser uden sondring mellem modtagerne ( 38 ).

43.

Princippet om ligebehandling med egne statsborgere, der er fastsat i artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38, kan imidlertid ikke føre til, at der tildeles en opholdsret, hverken direkte for faderen eller indirekte for barnet.

44.

Hidtil er denne artikel 24 i Domstolens praksis blevet fortolket i forbindelse med ansøgninger om sociale ydelser, hvor den ulige behandling blev påberåbt i forhold til de rettigheder, som egne statsborgere i samme økonomiske situation havde ( 39 ). Domstolen har udtalt sig om betingelserne for anvendelse af princippet om ligebehandling med egne statsborgere med hensyn til virkningerne af en opholdsret ( 40 ). Opholdsretten skal tildeles i henhold til direktiv 2004/38 ( 41 ), og hvad angår dens virkninger er der kun udtrykkeligt fastsat undtagelser for bestemte kategorier af personer med hensyn til sociale ydelser ( 42 ).

45.

I den foreliggende sag befinder FL’s ansøgning sig på et tidligere stadium, idet den drejer sig om retten til ophold.

46.

Jeg er derfor – i modsætning til Kommissionen, der har baseret sig på artikel 24, stk. 2, i direktiv 2004/38 med den begrundelse, at bestemmelsen ikke fastsætter en undtagelse fra ligebehandlingsprincippet med hensyn til opholdsret – af den opfattelse, at dette princip ikke kan tjene til at give en sådan ret. Med andre ord kan opnåelse af en opholdstilladelse i henhold til den omhandlede nationale lovgivning ikke være en virkning af det nævnte princip, som unionsborgere nyder godt af i kraft af deres opholdsret i henhold til dette direktiv.

47.

Der kan udledes et andet argument af denne bestemmelses ordlyd. Bestemmelsen foreskriver udtrykkeligt en sammenligning med egne statsborgere. Disse kan imidlertid ikke selv påberåbe sig en opholdsret, eftersom de allerede ubetinget har en sådan ret ( 43 ). Det ligebehandlingsprincip, der er nævnt i direktiv 2004/38, finder således ikke anvendelse med hensyn til opholdsret, heller ikke når den er reguleret af gunstigere nationale bestemmelser.

48.

Kan en teleologisk fortolkning af artikel 24 i direktiv 2004/38, eftersom sammenligningen med egne statsborgere skal foretages »inden for traktatens anvendelsesområde«, da foretrækkes ( 44 ), således som Kommissionen har foreslået? Selv om ligebehandlingen med værtsmedlemsstatens egne statsborgere ikke direkte gør sig gældende med hensyn til opholdsret, kan dette med andre ord være tilfældet inden for andre af traktatens anvendelsesområder udelukkende på grundlag af formålet med den pågældende lovgivning. I denne henseende har Kommissionen på grundlag af artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 ud fra barnets synspunkt gjort gældende, at den omhandlede nationale lovgivning griber ind i den effektive virkning af barnets opholdsret på tysk område i henhold til dette direktiv ( 45 ), for så vidt som barnet ikke kan have et familieliv på samme måde som et tysk barn. Denne institution har for det første gjort gældende, at EU-retten, og navnlig chartrets artikel 7 og 24, ikke kun beskytter familielivet og barnets ret til trivsel, og for det andet, at den effektive virkning af et lille barns opholdsret indebærer, at dette barn har ret til at blive ledsaget og passet af den person, der har forældremyndigheden over det ( 46 ).

49.

Set i sammenhæng med artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 forudsætter disse argumenter således, at det lægges til grund, at den omhandlede lovgivning, som gør det lettere for udenlandske forældre til tyske børn at udøve forældremyndighed, gør det muligt – sammenlignet med egne statsborgere, der udøver de samme forældrerettigheder – fuldt ud at udøve de rettigheder, der er knyttet til udøvelsen af retten til fri bevægelighed og ophold, som omfatter retten til at have et familieliv med alle de rettigheder, der er knyttet hertil, for forældre i forholdet til deres børn ( 47 ).

50.

Det kan ligeledes anføres, at den omhandlede nationale lovgivning, der er vedtaget til fordel for udenlandske forældre, og som kombinerer en opholdstilladelse til familiesammenføring med muligheden for i denne forbindelse at opnå grundlæggende sociale sikringsydelser, bidrager til at sikre den frie bevægelighed og et familieliv under normale og værdige omstændigheder ( 48 ).

51.

Disse rettigheder, der skal beskyttes uden betingelser om nationalitet, begrunder således anvendelsen af artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 med henblik på at vurdere, om den omhandlede nationale lovgivning er forenelig med EU-retten, hvilket ville udløse en ret til ophold på det nationale område.

52.

Disse rettigheder er nemlig af afgørende betydning. Set i dette lys ville princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, som konkretiseret i artikel 24 i direktiv 2004/38, med de undtagelser, der er fastsat i artikel 24, stk. 2, imidlertid være særdeles vidtrækkende med risiko for at være i strid med direktivets formål.

53.

I denne henseende er FL’s situation et konkret eksempel på, at det er vigtigt ikke at anlægge en udvidende fortolkning af anvendelsesområdet for artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38. Jeg erindrer om, at FL på tysk område har en opholdsret som arbejdssøgende, der er fastsat i dette direktiv, og derfor kan påberåbe sig anvendelsen af nævnte direktivs artikel 24, stk. 1, med henblik på andre virkninger end dem, der er fastsat med hensyn til grundlæggende sociale sikringsydelser, eftersom han ikke er berettiget hertil i henhold til samme direktivs artikel 24, stk. 2.

54.

Henset til den forelæggende rets proceduremæssige præciseringer ( 49 ) er det i øvrigt ubestridt, at FL ikke har nogen anden opholdsret i henhold til direktiv 2004/38, bl.a. på grundlag af sine familiemæssige forhold ( 50 ), og dermed ikke kan gøre krav på de grundlæggende sociale sikringsydelser, der er knyttet hertil.

55.

At give FL mulighed for på grundlag af artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 at opnå en opholdsret, der gør det muligt for ham at have et familieliv under de samme omstændigheder som dem, der gælder for egne statsborgere, sætter efter min opfattelse spørgsmålstegn ved de grænser, der er fastsat i dette direktiv på det familiemæssige og økonomiske område ( 51 ), og dermed ved den overordnede balance, som EU-lovgiver har valgt.

56.

Dette begrunder desuden, at en national lovgivning, der gør det muligt at udstede en opholdstilladelse til en unionsborger, hvis situation er omfattet af direktiv 2004/38, ikke skal underlægges princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er konkretiseret i samme direktivs artikel 24, stk. 1.

57.

Under disse omstændigheder skal det anføres, at anvendelsen af det princip, der er opstillet i CG-dommen, hvorefter det er i lyset af artikel 24 i direktiv 2004/38 og ikke artikel 18, stk. 1, TEUF, at det skal vurderes, om »mobile« unionsborgere udsættes for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ( 52 ), skal begrænses til situationer, hvor virkningerne af en opholdsret, der er tildelt i henhold til dette direktiv, undersøges i forhold til egne statsborgere, hvilket udelukker de gunstigere nationale foranstaltninger med hensyn til opholdsret.

58.

Da artikel 24, stk. 1, i direktiv 2004/38 ikke kan fortolkes, skal de betingelser, hvorunder artikel 18 TEUF finder anvendelse, præciseres.

59.

Valget af et sådant grundlag for retten til ligebehandling med henblik på opnåelse af en opholdstilladelse følger af den konstatering, at den omhandlede lovgivning for forælderen medfører en forskelsbehandling mellem »mobile« unionsborgere på grundlag af nationaliteten af det barn, som den pågældende forælder har forældremyndighed over. Domstolen har tidligere fastslået, at artikel 18, stk. 1, TEUF vedrører situationer, der henhører under EU-rettens anvendelsesområde, og hvori en statsborger i en medlemsstat udsættes for forskelsbehandling i forhold til statsborgerne i en anden medlemsstat alene på grundlag af sin nationalitet ( 53 ).

60.

For barnet er det, fordi opholdstilladelsen for dets forælder i henhold til den nationale lovgivning sikrer effektiviteten af barnets ret til at færdes og opholde sig frit på tysk område i henhold til artikel 20, stk. 2, første afsnit, litra a), TEUF og artikel 21 TEUF, at ligebehandling med et tysk barn kan påberåbes. Dette krav kan støttes på artikel 18 TEUF, når der ikke er tale om en konsekvens af en opholdsret i henhold til direktiv 2004/38 som omhandlet i direktivets artikel 24 ( 54 ).

61.

En sådan analyse af såvel FL’s som hans barns situation ( 55 ), selv om de opholder sig i Tyskland i henhold til direktiv 2004/38, har den fordel, at den er i overensstemmelse med den del af begrundelsen i CG-dommen, hvori Domstolen bemærkede, at medlemsstaterne ikke anvender direktiv 2004/38, når de fastsætter en opholdsret i henhold til en gunstigere ordning end den, der er indført ved dette direktiv ( 56 ).

62.

En sådan analyse falder således ind under Domstolens praksis vedrørende de særlige bestemmelser om det princip, der er fastsat i artikel 18 TEUF, og vedrørende de rettigheder, der følger af artikel 20 TEUF og artikel 21 TEUF.

63.

I denne henseende har den tyske regering i retsmødet gjort gældende, at det var lovgivers hensigt at konkretisere en rettighed i henhold til forfatningens artikel 11, som sikrer familiens enhed på det tyske nationale område. Kommissionen har i samme retning præciseret, at det, der oprindeligt i 1990 blot var en ret, der var forbeholdt tyske statsborgere i medfør af den tyske forfatning, nu er blevet en grundlæggende rettighed i Unionen. Ifølge denne institution skal begrundelsen for en forælders ophold til fordel for et tysk barn, som skulle beskyttes, i dag gælde for alle børn med lovligt ophold i Tyskland, når de er unionsborgere. Der er således enighed om, at den omhandlede nationale lovgivning har et grundlag svarende til det, der er fastsat i artikel 20 TEUF og artikel 21 TEUF.

64.

Betingelserne for udstedelse af en opholdstilladelse, som medfører en forskelsbehandling mellem »mobile« unionsborgere, er således omfattet af artikel 18 TEUF, idet der ikke findes særlige bestemmelser, der foreskriver en tilpasning af princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet i et sådant tilfælde. Den omstændighed, at dette spørgsmål vedrører en »mobil« unionsborger, hvis situation er reguleret ved direktiv 2004/38, er uden betydning.

65.

I den foreliggende sag er den nationale lovgivning i strid med et sådant grundlæggende princip, idet den indrømmer forældre til tyske børn en gunstigere behandling med hensyn til opholdstilladelse.

66.

Selv om fastsættelsen af gunstigere betingelser end dem, der er fastsat i EU-retten på dette område, henhører under medlemsstaternes udøvelse af deres kompetence, skal medlemsstaterne desuden overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten.

67.

Det er vigtigt at erindre om Domstolens afgørelse i CG-dommen hvad angår chartrets anvendelse, hvorefter en medlemsstat, som fastsætter en national regel om ophold på betingelser, der er gunstigere end dem, der er fastsat i direktiv 2004/38, gennemfører EUF-traktatens bestemmelser om status som unionsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed på medlemsstaternes område i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF. I henhold til chartrets artikel 51, stk. 1, er denne medlemsstat følgelig forpligtet til at overholde chartrets bestemmelser ( 57 ).

68.

I den situation, der er genstand for tvisten i hovedsagen, er, som jeg allerede har nævnt ( 58 ), retten til respekt for privatlivet og familielivet som sikret ved chartrets artikel 7 og børns rettigheder som sikret ved dets artikel 24, bl.a. kravet om, at barnets tarv sættes i første række i alle handlinger vedrørende børn, og barnets ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, grundlæggende ( 59 ).

69.

I besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål er konstateringen af, at der foreligger forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, efter min opfattelse tilstrækkelig, uden at det er nødvendigt at præcisere, hvilke andre grundlæggende rettigheder i henhold til chartret den pågældende medlemsstat skal overholde ved udøvelsen af sin kompetence i situationer, der er omfattet af EU-retten. I denne henseende er det uden betydning, om den direkte forskelsbehandling er tilknytningsbegrundet ( 60 ) eller ej, eftersom begrundelsen i den nationale lovgivning under alle omstændigheder ikke er relevant i forhold til de påberåbte principper, der ligeledes er fastsat og beskyttet i EU-retten ( 61 ).

70.

Jeg foreslår derfor Domstolen at begrænse sin besvarelse til en fortolkning af artikel 18 TEUF, sammenholdt med artikel 20, stk. 2, første afsnit, litra a), TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF.

71.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det præjudicielle spørgsmål, som Sozialgericht Detmold (domstolen i socialretlige sager i Detmold, Tyskland) har forelagt, således:

»Artikel 18 TEUF, sammenholdt med artikel 20, stk. 2, første afsnit, litra a), TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF,

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse er til hinder for en værtsmedlemsstats nationale lovgivning, hvorefter meddelelse af opholdstilladelse med henblik på udøvelse af forældremyndighed alene er forbeholdt »mobile« unionsborgere, der er forældre til et mindreårigt ugift barn, som er statsborger i den værtsmedlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, og afslås, når barnet er statsborger i en anden medlemsstat.«