Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
N. EMILIOU
fremsat den 27. juni 2024 (1)
Forenede sager C-123/23 og C-202/23 [Khan Yunis og Baabda] (i)
N.A.K.,
E.A.K.,
Y.A.K. (C-123/23)
M.E.O. (C-202/23)
mod
Bundesrepublik Deutschland
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden, Tyskland))
» Præjudiciel forelæggelse – område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – asyl – direktiv 2013/32/EU – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – ansøgning om international beskyttelse – afvisningsgrunde – artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40 – fornyet ansøgning om international beskyttelse – omstændigheder, hvorunder en fornyet ansøgning kan afvises – mulighed for at afvise en fornyet ansøgning, der er indgivet, efter at en anden medlemsstat har afsluttet en asylprocedure vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende «
I. Indledning
1. De foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32/EU (2). Denne bestemmelse giver medlemsstaterne ret til at afvise »fornyede ansøgninger« på visse betingelser. I henhold til dette direktivs artikel 2, litra q), er »fornyede ansøgninger« ansøgninger om international beskyttelse indgivet, »efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning« indgivet af den samme person.
2. Begge bestemmelser er tavse med hensyn til, om denne afvisningsgrund kun kan anvendes i en sammenhæng, hvor begge ansøgninger behandles af den samme medlemsstat, eller også i en situation, der involverer flere medlemsstater, hvor den tidligere asylprocedure er blevet gennemført af en anden medlemsstat (medlemsstat A) end den, hvortil den »fornyede ansøgning« er indgivet (medlemsstat B).
3. I henhold til tysk ret kan Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundsstyrelsen for indvandrere og flygtninge, Tyskland, herefter »Bundesamt«), såfremt visse kriterier er opfyldt, afvise en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af den samme ansøger »efter afslutningen af en asylprocedure [i en anden medlemsstat], hvor den pågældende ikke blev tilkendt asyl«. Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden, Tyskland) ønsker oplyst, om en sådan bestemmelse er forenelig med artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q).
4. Domstolen er allerede blevet anmodet om at tage stilling til dette spørgsmål (3). Domstolen har imidlertid ved tidligere lejligheder begrænset sine konklusioner til de særlige situationer, hvor den endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den berørte person var blevet truffet af et tredjeland eller en medlemsstat, som, selv om den gennemførte forordning (EU) nr. 604/2013 (4), hverken var bundet af direktiv 2013/32 eller direktiv 2011/95/EU (5) (dvs. Norge og Danmark). I de foreliggende sager opfordres Domstolen til at undersøge anvendelsen af afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 i det scenario, hvor ansøgninger om international beskyttelse indgives successivt af den samme person i forskellige medlemsstater, der deltager fuldt ud i det fælles europæiske asylsystem.
II. Retsforskrifter
A. EU-retten
5. Artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 definerer begrebet »fornyet ansøgning« som »en ny ansøgning om international beskyttelse, der indgives, efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning, herunder i tilfælde, hvor ansøgeren udtrykkeligt har trukket sin ansøgning tilbage, og i tilfælde, hvor den besluttende myndighed har afslået ansøgningen, efter at den implicit er blevet trukket tilbage i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1«, i dette direktiv.
6. Artikel 33 i direktiv 2013/32 med overskriften »Ansøgninger, der kan afvises« bestemmer:
»1. Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med [Dublin III-forordningen] ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.
2. Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:
[…]
d) ansøgningen er en fornyet ansøgning, hvori der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], eller
[…]«
7. Direktivets artikel 40 med overskriften »Fornyede ansøgninger« har følgende ordlyd:
»1. Hvis en person, som har søgt om international beskyttelse i en medlemsstat, afgiver yderligere forklaringer eller indgiver en fornyet ansøgning i samme medlemsstat, behandler medlemsstaten disse yderligere forklaringer eller elementerne i den fornyede ansøgning inden for rammerne af behandlingen af den tidligere ansøgning eller inden for rammerne af behandlingen af en afgørelse, som bliver påklaget eller prøvet, for så vidt de ansvarlige myndigheder kan tage hensyn til og behandle alle de elementer, der ligger til grund for de yderligere forklaringer eller den fornyede ansøgning inden for disse rammer.
2. Med henblik på at træffe en afgørelse om antagelse af en ansøgning om international beskyttelse til behandling i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), underkastes en fornyet ansøgning om international beskyttelse først en indledende undersøgelse af, om der er fremkommet nye elementer eller oplysninger af betydning, eller ansøgeren har fremlagt sådanne, med henblik på at fastslå, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95].
3. Konkluderes det i den i stk. 2 omhandlede indledende undersøgelse, at der er fremkommet nye elementer eller oplysninger, eller har ansøgeren fremlagt sådanne, som i væsentligt omfang gør det sandsynligt, at ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv [2011/95], realitetsbehandles ansøgningen i overensstemmelse med kapitel II. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at en fornyet ansøgning af andre grunde skal underkastes yderligere behandling.
[…]
5. Hvis en fornyet ansøgning ikke behandles yderligere i henhold til denne artikel, skal den afvises i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, litra d).
[…]
7. Afgiver en person, for hvem der er truffet en afgørelse om overførsel, som skal gennemføres i henhold til [Dublin III-forordningen], yderligere forklaringer, eller indgiver vedkommende en fornyet ansøgning i den medlemsstat, som skal foretage overførslen, skal disse forklaringer eller fornyede ansøgninger behandles af den ansvarlige medlemsstat som fastlagt i den forordning i overensstemmelse med dette direktiv.«
B. Tysk ret
8. De væsentligste materielle og processuelle regler vedrørende asylsager fremgår af Asylgesetz (asylloven) af 26. juni 1992 (BGB1. 1992 I, s. 1126), som offentliggjort den 2. september 2008 (BGB1. 2008 I, s. 1798), i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »AsylG«).
9. AsylG’s § 29 med overskriften »Ansøgninger, som ikke kan antages til realitetsbehandling« fastsætter:
»1) Ansøgningen antages ikke til realitetsbehandling, såfremt:
[…]
5. der i tilfælde af en fornyet ansøgning som omhandlet i § 71 eller en genfremsat ansøgning som omhandlet i § 71a ikke skal gennemføres endnu en asylprocedure.«
10. AsylG’s § 71a med overskriften »Genfremsat ansøgning« fastsætter:
»1) Såfremt udlændingen efter at have gennemført en asylprocedure og fået afslag på asyl i et sikkert tredjeland (§ 26a), som er omfattet af [de EU-retlige] regler for ansvaret for at gennemføre asylproceduren, eller som Forbundsrepublikken Tyskland har indgået en folkeretlig aftale med herom, indgiver en asylansøgning (genfremsat ansøgning) i Forbundsrepublikken Tyskland, skal der kun gennemføres endnu en asylprocedure, hvis Forbundsrepublikken Tyskland har ansvaret for at gennemføre asylproceduren, og betingelserne i § 51, stk. 1-3, i Verwaltungsverfahrensgesetz [(lov om forvaltningsproceduren) i den affattelse, der blev offentliggjort den 23. januar 2003 (BGB1. 2003 I, s. 102), herefter »VwVfG«)] er opfyldt; prøvelsen påhviler Bundesamt.«
11. VwVfG indeholder generelle bestemmelser om offentlige myndigheders administrative procedurer. Denne lovs § 51, stk. 1 og 2, har følgende ordlyd:
»1) Myndigheden skal på den pågældendes anmodning træffe afgørelse om at ophæve eller ændre en forvaltningsakt, som ikke kan anfægtes, såfremt
1. de faktiske omstændigheder eller den retstilstand, der ligger til grund for forvaltningsakten, efterfølgende har ændret sig til den pågældendes fordel
2. der foreligger nye beviser, som ville have medført en for den pågældende gunstigere afgørelse
3. der foreligger grunde til at genoptage sagen i overensstemmelse med § 580 i Zivilprozessordnung [(lov om retsplejen i civile sager)].
2) Ansøgningen skal kun antages til behandling, hvis den pågældende uden alvorlig forsømmelse var ude af stand til at gøre begrundelsen for genoptagelsen gældende i den tidligere procedure, navnlig ved hjælp af et retsmiddel.«
III. De faktiske omstændigheder, de nationale retsforhandlinger og de præjudicielle spørgsmål
A. Sag C-123/23
12. Sagsøgerne i hovedsagen, N.A.K, E.A.K. og Y.A.K., er statsløse af palæstinensisk oprindelse, som tidligere har boet i Gazastriben. N.A.K, der er født i 1985, er mor til E.A.K og Y.A.K.
13. Sagsøgerne indrejste ifølge egne oplysninger i Forbundsrepublikken Tyskland den 11. november 2019 og anmodede om asyl den 15. november 2019. Deres ansøgninger blev formelt registreret af Bundesamt den 22. november 2019.
14. N.A.K. oplyste, at hun havde forladt Gazastriben i 2018 sammen med sine børn som følge af Hamas’ forfølgelse af dem på grund af sin ægtemands politiske aktiviteter, og at de var rejst til Tyskland via bl.a. Spanien og Belgien. De havde boet i Belgien i ca. et år og indgav ansøgninger om international beskyttelse der.
15. N.A.K. anførte ligeledes, at hendes mand var indrejst i Forbundsrepublikken Tyskland i 2014, og at han havde ansøgt om international beskyttelse der. Hans ansøgning om international beskyttelse var imidlertid blevet afslået ved afgørelse af 31. marts 2017.
16. Bundesamt fremsatte en anmodning om tilbagetagelse i henhold til artikel 23, 24 og 25 i Dublin III-forordningen til de kompetente spanske myndigheder. Ved skrivelse af 28. november 2019 afslog disse myndigheder denne anmodning, idet de anførte, at de ikke var ansvarlige for behandlingen af N.A.K.s og hendes børns ansøgninger.
17. Bundesamt fremsatte ikke en anmodning om tilbagetagelse til de belgiske myndigheder. Den sendte imidlertid en anmodning om oplysninger til disse myndigheder i henhold til Dublin III-forordningens artikel 34, som har til formål at lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne.
18. I deres svar af 5. marts 2021 anførte de belgiske myndigheder, at N.A.K. havde indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Belgien den 21. august 2018. Hendes ansøgning blev imidlertid afslået den 5. juli 2019 efter en realitetsbehandling. Disse myndigheder anførte, at det under asylproceduren ikke på troværdig vis var blevet godtgjort, at N.A.K. risikerede at blive udsat for forfølgelse eller alvorlig overlast i sit hjemland. De havde desuden fastslået, at N.A.K. kunne ansøge om beskyttelse eller bistand fra FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (United Nation Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East, herefter »UNRWA«), når hun vendte tilbage til Gazastriben.
19. De belgiske myndigheder anførte endvidere, at N.A.K. ikke havde anket denne afgørelse, som derfor var blevet endelig.
20. Ved afgørelse af 25. maj 2021 afviste Bundesamt N.A.K.s og hendes børns ansøgninger og traf bestemmelse om, at de skulle udsendes til Gazastriben.
21. Bundesamt angav navnlig, at det i henhold til § 71a, stk. 1, i AsylG ikke var nødvendigt at gennemføre en ny asylprocedure i forhold til sagsøgerne i hovedsagen. Deres tidligere ansøgninger om international beskyttelse var nemlig blevet afslået af de belgiske myndigheder, og der forelå ikke nogen genoptagelsesgrunde i henhold til § 51, stk. 1-3, i VwVfG. Bundesamt anførte i denne forbindelse, at N.A.K.s og hendes børns faktiske og retlige omstændigheder ikke havde ændret sig, og at de ikke havde fremlagt nye beviser.
22. Sagsøgerne i hovedsagen anlagde den 9. juni 2021 sag ved Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden), den forelæggende ret, til prøvelse af denne afgørelse. N.A.K. hævdede, at hun risikerede væsentlige ulemper i Gazastriben, da vold mod kvinder, især fraskilte og ugifte, var socialt acceptabelt der. Endvidere var adgangen til sundhedspleje og arbejde begrænset, og de prekære forhold i Gazastriben ville ikke give hende og hendes to børn mulighed for at sikre deres grundlæggende behov. N.A.K. tilføjede, at hun ikke havde nogen støtte fra familien i Gazastriben, ligesom det heller ikke kunne forventes, at UNRWA kunne yde tilstrækkelig støtte til hende og hendes børn. De belgiske myndigheder tog ikke højde for disse omstændigheder. Hun gjorde ligeledes gældende, at det faktisk var umuligt for hende selv og hendes børn at vende tilbage til Gazastriben og på ny stille sig under UNRWA’s beskyttelse. Henset til disse forhold gjorde hun gældende, at de skulle tilkendes flygtningestatus.
23. Ved kendelse af 31. august 2021 anordnede den forelæggende ret, at N.A.K.s klage over udsendelsesanordningen i den anfægtede afgørelse skulle tillægges opsættende virkning. Den konkluderede under henvisning til bemærkningerne i sag C-8/20, L.R. (Afslag på asylansøgning i Norge), at der var tvivl om, hvorvidt § 71a i AsylG var forenelig med EU-retten.
24. På denne baggrund har Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32/EU, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q), fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i denne medlemsstat, skal afvises, hvis en ansøgning om international beskyttelse, der tidligere er blevet indgivet i en anden medlemsstat, er blevet endeligt afslået af den anden medlemsstat?«
B. Sag C-202/23
25. Sagsøgeren i hovedsagen, M.E.O., er libanesisk statsborger, født i 1989. Han indrejste til Forbundsrepublikken Tyskland den 2. marts 2020 og ansøgte om asyl samme dag. Hans ansøgning blev registreret af Bundesamt den 30. april 2020. Efter at en Eurodac-forespørgsel fra Bundesamt gav et hit i kategori 1 for Polen, accepterede de polske myndigheder ved skrivelse af 29. april 2020 at tilbagetage M.E.O.
26. Ved afgørelse af 25. juni 2020 afviste Bundesamt M.E.O.s ansøgning og traf bestemmelse om, at han skulle udsendes til Polen. Bundesamt anførte, at Polen var ansvarlig for gennemførelsen af asylproceduren.
27. Den 6. juli 2020 klagede M.E.O. over denne afgørelse og anmodede om foreløbige forholdsregler ved Verwaltungsgericht Düsseldorf (forvaltningsdomstolen i Düsseldorf, Tyskland). Denne ret afslog denne anmodning.
28. I begyndelsen af november 2020 meddelte Bundesamt de polske myndigheder, at selv om fristen for overførslen af M.E.O. til Polen endnu ikke var udløbet, var det i realiteten ikke muligt at gennemføre overførslen, eftersom M.E.O var forsvundet.
29. Ved skrivelse af 2. februar 2021 annullerede Bundesamt sin afgørelse af 25. juni 2020 med den begrundelse, at fristen for overførsel af M.E.O. var udløbet. Efter en anmodning om oplysninger fra Bundesamt meddelte de polske myndigheder ved skrivelse af 28. april 2021, at asylproceduren i Polen var blevet afbrudt den 20. april 2020. Denne procedure kunne M.E.O. have genoptaget indtil januar 2021 (dvs. inden for ni måneder fra datoen for afgørelsen om at afbryde sagsbehandlingen), men nu var det for sent at genoptage den.
30. Ved afgørelse af 14. juli 2021 afviste Bundesamt den af M.E.O. indgivne asylansøgning og anordnede hans udsendelse til Libanon. Bundesamt begrundede afgørelsen med, at der i henhold til AsylG’s § 71a, stk. 1, ikke skulle gennemføres endnu en asylprocedure i Tyskland, idet asylproceduren i Polen var blevet afbrudt, uden at M.E.O. havde opnået international beskyttelse dér. Bundesamt anførte i denne forbindelse, at M.E.O.s faktiske og retlige situation ikke havde ændret sig i forhold til den situation, der var beskrevet i hans tidligere ansøgning i Polen, og der var heller ikke fremlagt nye beviser.
31. Den 27. juli 2021 anlagde M.E.O. sag til prøvelse af denne afgørelse ved Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden), den forelæggende ret.
32. Ved kendelse af 31. august 2021 anordnede den forelæggende ret, at den sag, som M.E.O. havde anlagt til prøvelse af den udsendelsesanordning, der var indeholdt i Bundesamts afgørelse, havde opsættende virkning. Den forelæggende ret har endvidere anført, at den er i tvivl om fortolkningen af begrebet »fornyet ansøgning« og foreneligheden af AsylG’s § 71a med EU-retten.
33. På denne baggrund har Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32/EU, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q), fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for en medlemsstats bestemmelse, hvorefter en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i denne medlemsstat, skal afvises, hvis ansøgeren allerede tidligere har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat, og sagen er blevet afbrudt af den anden medlemsstat, fordi ansøgeren ikke har forfulgt sagen i denne medlemsstat?
2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:
Skal artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32/EU, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q), fortolkes således, at [denne bestemmelse] er til hinder for en medlemsstats bestemmelse, hvorefter en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i denne medlemsstat, skal afvises, hvis ansøgeren allerede tidligere har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en anden medlemsstat, og sagen er blevet indstillet af den anden medlemsstat, fordi ansøgeren ikke har forfulgt sagen i den anden medlemsstat, selv om asylsagen i den anden medlemsstat stadig kan genåbnes af den anden medlemsstat, hvis ansøgeren anmoder om dette i den anden medlemsstat?
3) Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:
Foreskriver EU-retten, hvilket tidspunkt der i forbindelse med afgørelsen af en ansøgning om international beskyttelse er afgørende for, om en asylsag, der tidligere er blevet afbrudt i en anden medlemsstat, stadig kan genåbnes, eller følger dette spørgsmål alene national ret?
4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares med, at EU-retten indeholder sådanne bestemmelser:
Hvilket tidspunkt er i henhold til EU-retten i forbindelse med afgørelsen af en ansøgning om international beskyttelse afgørende for, om en asylsag, der tidligere er blevet afbrudt i en anden medlemsstat, stadig kan genåbnes?«
IV. Retsforhandlingerne for Domstolen
34. Anmodningerne om præjudiciel afgørelse af 28. oktober 2022 blev registreret ved Domstolen den 1. marts 2023 (i sag C-123/23) og den 28. marts 2023 (i sag C-202/23).
35. Ved beslutning truffet af Domstolens præsident den 10. maj 2023 er sagerne C-123/23 og C-202/23 blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.
36. Forbundsrepublikken Tyskland, den franske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Forbundsrepublikken Tyskland og Kommissionen deltog i retsmødet, der fandt sted den 29. februar 2024.
V. Bedømmelse
37. Man kan let forestille sig, at en asylansøger for at maksimere sine muligheder for at opnå international beskyttelse kan ønske at indgive ansøgninger om international beskyttelse i mere end én medlemsstat. EU-lovgiver, der er bevidst om vigtigheden af at undgå blokeringer i systemet som følge af medlemsstaternes myndigheders forpligtelse til at behandle flere ansøgninger fra samme ansøger og for at undgå »forum shopping« (6), har i Dublin III-forordningen medtaget specifikke bestemmelser, der har til formål at begrænse behandlingen af ansøgninger indgivet af den samme person til en enkelt medlemsstat (7) og dermed begrænse »sekundære bevægelser« (8). Den har i det væsentlige indført en »one-stop-shop«-mekanisme, hvis formål det er at afskrække asylansøgere fra at indlede flere asylprocedurer i forskellige medlemsstater (medlemsstat A, B osv.) samtidigt, eller successivt ved at indlede en asylprocedure i medlemsstat B, C osv. når en asylprocedure er afsluttet eller afbrudt i medlemsstat A.
38. Jeg vil indlede med at beskrive de bestemmelser i Dublin III-forordningen, som EU-lovgiver udtrykkeligt har vedtaget for at undgå, at dette scenario overhovedet opstår (A). Jeg vil dernæst undersøge, om det, under anvendelse af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra q), er muligt for medlemsstaterne at supplere denne løsning ved at gøre det muligt for deres kompetente myndigheder og domstole på visse betingelser at afvise en ansøgning, der er indgivet, efter at en anden medlemsstat har gennemført en asylprocedure vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person (B). Det vigtigste spørgsmål, der rejses i de foreliggende sager, vedrører anvendelsen af disse bestemmelser i en situation, der involverer forskellige medlemsstater, nemlig en person, der ansøger om asyl i medlemsstat B (her Tyskland), mens der allerede er gennemført en asylprocedure med hensyn til en tidligere ansøgning fra den samme person i medlemsstat A (her henholdsvis Belgien og Polen).
A. »Tilbagetagelsesprocedurer«: EU-lovgivers udtrykkelige løsning
39. Med henblik på at modvirke, at den samme person indgiver ansøgninger om international beskyttelse i forskellige medlemsstater, har EU-lovgiver i Dublin III-forordningen vedtaget bestemmelser, der fastsætter, at disse ansøgninger kun behandles af én medlemsstat (herefter »den ansvarlige medlemsstat«). Det fremgår specifikt af denne forordnings artikel 18, stk. 1, litra b)-d), at den ansvarlige medlemsstat er forpligtet til at »tilbagetage« en ansøger, der har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat (9).
1. Kortfattet overblik over »tilbagetagelsesproceduren«
40. »Tilbagetagelsesproceduren« er beskrevet i Dublin III-forordningens artikel 23-25. Denne procedure begynder med, at »den anmodende medlemsstat« (dvs. den medlemsstat, hvor ansøgeren opholder sig) indgiver en »anmodning om tilbagetagelse« til den ansvarlige medlemsstat. Hvis denne procedure gennemføres med succes, kulminerer den med, at ansøgeren overføres fra den anmodende medlemsstat til denne anden medlemsstat. De nærmere bestemmelser og frister for overførslen er nærmere beskrevet i forordningens artikel 29.
41. Jeg udleder af disse bestemmelser, at de situationer, hvori den anmodende medlemsstat kan fremsætte en »anmodning om tilbagetagelse«, for det første omfatter det tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger eller en statsløs ansøger om asyl i en anden medlemsstat, mens vedkommendes ansøgning er under behandling i den ansvarlige medlemsstat, eller efter at den pågældende har trukket sin ansøgning tilbage i denne medlemsstat [Dublin III-forordningens artikel 18, [stk. 1,] litra b) og c)], og for det andet det tilfælde, hvor vedkommende trækker sin ansøgning tilbage, efter at den ansvarlige medlemsstat har meddelt afslag på vedkommendes ansøgning [artikel 18, [stk. 1,] litra d), i denne forordning]. Jeg forstår, at den første situation svarer til de faktiske omstændigheder i hovedsagen i sag C-202/23, eftersom asylproceduren i Polen vedrørende en tidligere ansøgning fra M.E.O. stadig var under behandling på det tidspunkt, hvor han »indgav« sin ansøgning til Bundesamt. Denne procedure blev imidlertid et par dage senere afbrudt i henhold til artikel 28, stk. 1, i direktiv 2013/32 med den begrundelse, at M.E.O. implicit havde trukket sin tidligere ansøgning tilbage over for de polske myndigheder. Den anden situation omfatter de faktiske omstændigheder i hovedsagen i sag C-123/23.
42. Det følger heraf, at Bundesamt i begge tilfælde havde en »indlysende« løsning til rådighed for at undgå at skulle behandle de ansøgninger, der var indgivet af N.A.K. og hendes børn på den ene side og M.E.O. på den anden side. Man kunne nemlig have fremsat en »anmodning om tilbagetagelse« til henholdsvis Polen og Belgien og have organiseret overførslen af disse personer til disse medlemsstater. Faktisk fremsatte Bundesamt en sådan anmodning i sag C-202/23. Umiddelbart kan det derfor synes unødvendigt at give medlemsstaterne mulighed for at anvende et andet værktøj (nemlig afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32) under sådanne omstændigheder.
43. Som jeg nu vil redegøre for (og som de faktiske omstændigheder i hovedsagerne illustrerer), kan der imidlertid være forhindringer for gennemførelsen af »tilbagetagelsesprocedurer«. EU-lovgiver har desuden præciseret, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at anvende sådanne procedurer.
2. »Tilbagetagelsesprocedurer«: en delvis løsning...
44. »Tilbagetagelsesprocedurer« vil ikke føre til et resultat i de følgende situationer. For det første kan den medlemsstat, hvor ansøgeren har indgivet en »fornyet ansøgning« (medlemsstat B), undlade at overholde fristen for at fremsætte en »anmodning om tilbagetagelse« til den ansvarlige medlemsstat (medlemsstat A) (10). Hvis dette er tilfældet, bliver medlemsstat B ansvarlig for behandlingen af den pågældende persons »fornyede ansøgning« i stedet for medlemsstat A (11). For det andet kan den anmodede medlemsstat (medlemsstat A), hvis »anmodningen om tilbagetagelse« fremsættes rettidigt af medlemsstat B, afvise at tilbagetage den pågældende, f.eks. med den begrundelse, at den reelt ikke er den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den (12). Dette er faktisk, hvad der skete i sag C-123/23: Først fremsatte Bundesamt en anmodning om tilbagetagelse til de kompetente spanske myndigheder, som afslog anmodningen, idet disse myndigheder ikke anså sig for at være ansvarlige for behandlingen af ansøgningerne fra N.A.K. og hendes børn, eftersom disse personer i mellemtiden havde ansøgt om asyl i Belgien og havde fået deres ansøgninger behandlet af de belgiske myndigheder. For det tredje kan medlemsstat B, selv om medlemsstat A accepterer tilbagetagelsen af ansøgeren, alligevel undlade at overføre vedkommende til medlemsstat A under overholdelse af de frister, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 29. I en sådan situation fritages medlemsstat A for sin forpligtelse til at tage den pågældende person tilbage, og ansvaret overgår til medlemsstat B (13). Det var det, der skete i sag C-202/23: Bundesamt kunne ikke overføre M.E.O. til Polen inden for den gældende frist (fordi han var forsvundet) og blev derfor ansvarlig for behandlingen af hans ansøgning.
45. Desuden er medlemsstaterne ikke forpligtede til at anvende tilbagetagelsesprocedurer. Artikel 23, stk. 1, i Dublin III-forordningen begrænser sig nemlig til at anføre, at medlemsstat B »kan anmode« (14) medlemsstat A om at tilbagetage den pågældende. Endvidere giver den »diskretionære klausul« i artikel 17, stk. 1, i denne forordning hver medlemsstat mulighed for at beslutte at behandle »en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet«. Det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse i sag C-123/23, at Forbundsrepublikken Tyskland, efter at dens »anmodning om tilbagetagelse« til de spanske myndigheder var blevet afvist, på grundlag af artikel 17, stk. 1, i Dublin III-forordningen erklærede sig selv ansvarlig for behandlingen af N.A.K.s og hendes børns ansøgninger, der var indgivet til den. Forbundsrepublikken Tyskland har i retsmødet forklaret, at grunden til, at den havde støttet sig på denne bestemmelse, var, at det på dette tidspunkt under alle omstændigheder var for sent for den i tide at fremsætte en anden »anmodning om tilbagetagelse« til de belgiske myndigheder.
46. I alle de situationer, som jeg netop har beskrevet, kan ansvaret for behandlingen af en ansøgning således overgå (hvilket det faktisk gjorde i hovedsagerne i de foreliggende sager) fra den medlemsstat, hvor den samme person tidligere havde ansøgt om asyl, medlemsstat A (i det foreliggende tilfælde Belgien og Polen), til den medlemsstat, hvor en sådan ansøgning er blevet indgivet, medlemsstat B (i det foreliggende tilfælde Tyskland).
47. Det er på denne baggrund, at det eneste spørgsmål i sag C-123/23 og de fire spørgsmål i sag C-202/23 skal undersøges.
B. Artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra q): et supplerende værktøj?
48. I de følgende afsnit vil jeg redegøre for, hvorfor jeg er af den opfattelse, at artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), skal fortolkes således, at de ikke udelukker, at myndighederne i medlemsstat B, i den situation, hvor medlemsstat B (i det foreliggende tilfælde Tyskland) bliver den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af den ansøgning, der er indgivet til den i stedet for medlemsstat A, kan afvise en »fornyet ansøgning«, der er indgivet til dem, selv om asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person ikke er blevet behandlet af disse myndigheder, men af myndighederne i medlemsstat A (2).
49. Inden jeg gør det, vil jeg imidlertid først redegøre for, hvorfor jeg er af den opfattelse, at en ansøgning som den, M.E.O. har indgivet i sag C-202/23, uanset om disse bestemmelser finder anvendelse i en sådan sammenhæng, hvor flere medlemsstater er involveret, under alle omstændigheder ikke kan afvises i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32. For at afvisningsgrunden i denne bestemmelse kan finde anvendelse, er den første forudsætning nemlig, at ansøgningen skal være en »fornyet ansøgning« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra q), hvilket forudsætter, at myndighederne i medlemsstat A har truffet en »endelig afgørelse« vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende person. Som jeg vil forklare, opfylder en anmodning som den, M.E.O. har indgivet, ikke dette krav (1).
1. Situationen i sag C-202/23: behovet for en »endelig afgørelse« vedrørende en tidligere ansøgning [artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32]
50. Den forelæggende ret har anført, at M.E.O.s ansøgning til Bundesamt er dateret den 2. marts 2020, og at den blev registreret den 30. april 2020. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at asylproceduren i Polen vedrørende en tidligere ansøgning fra M.E.O. den 20. april 2020 var blevet afbrudt i henhold til artikel 28, stk. 1, i direktiv 2013/32 (15) med den begrundelse, at M.E.O. implicit havde trukket ansøgningen tilbage. Denne procedure kunne imidlertid have været genoptaget frem til januar 2021.
51. I den forbindelse konstaterer jeg, at artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 bestemmer, at udtrykket »fornyet ansøgning« omfatter det scenario, hvor der indgives en ny ansøgning, »efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning, herunder [...] tilfælde, hvor den besluttende myndighed har afslået ansøgningen, efter at den implicit er blevet trukket tilbage i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1,« i nævnte direktiv. Den omstændighed alene, at asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende blev afsluttet på grundlag af denne artikel, og at en sådan ansøgning implicit blev trukket tilbage af denne person, er således ikke i sig selv til hinder for, at en ansøgning, der efterfølgende indgives af den samme person, kan anses for en »fornyet ansøgning« som omhandlet i den nævnte bestemmelse.
52. Som Kommissionen imidlertid med rette har påpeget, skal afgørelsen om at afbryde den tidligere asylprocedure i et sådant scenario for det første allerede være truffet af medlemsstat A på det tidspunkt, hvor den pågældende person indgiver sin ansøgning i medlemsstat B, for at ansøgningen kan være omfattet af definitionen af »fornyet ansøgning« i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 (16). For det andet skal den pågældende person ikke længere have mulighed for at genoptage denne procedure (ellers kan afgørelsen ikke betragtes som endelig).
53. Jeg er enig med Kommissionen i, at en anmodning som den, M.E.O. indgav til Bundesamt, ikke opfylder dette første krav. Da M.E.O. indgav sin ansøgning til Bundesamt den 2. marts 2020, var de polske myndigheders afgørelse om at afbryde asylproceduren vedrørende hans tidligere ansøgning (som er dateret den 20. april 2020) således endnu ikke blevet truffet.
54. I denne forbindelse er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den dato, hvor M.E.O indgav sin ansøgning i Tyskland, er den relevante. Ifølge denne ret kan den relevante dato ligeledes være den dato, hvor denne ansøgning blev registreret, eller den dato, hvor Bundesamt blev ansvarlig for behandlingen af den (hvilke begge ligger efter de polske myndigheders afgørelse om at afbryde den asylprocedure, der verserede hos dem). Jeg konstaterer, at artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 fastslår, at en ansøgning kun kan betragtes som en »fornyet ansøgning«, hvis en sådan ansøgning »indgives, efter at der er truffet [...] afgørelse om en tidligere ansøgning« (17). Jeg forstår ordet »indgives« således, at det henviser til et tidspunkt, der ikke kun er forskelligt fra det tidspunkt, hvor denne myndighed erklærer sig ansvarlig for behandlingen heraf, men også fra det tidspunkt, hvor ansøgningen registreres, og i sag C-202/23 svarende til datoen 2. marts 2020 (den dato, der fremgår af M.E.O.s ansøgning). Den handling, hvorved en ansøgning om international beskyttelse »indgives«, indeholder nemlig ingen administrative formaliteter (18). Denne fortolkning følger navnlig af artikel 6, stk. 1, i dette direktiv, som fastslår, at »[n]år en person indgiver en ansøgning om international beskyttelse [...], skal registreringen ske senest tre arbejdsdage efter, at ansøgningen er indgivet«.
55. For så vidt angår det andet krav, som jeg har nævnt i punkt 53 ovenfor, er jeg af den opfattelse, at M.E.O.s ansøgning til Bundesamt heller ikke opfylder dette krav, idet M.E.O., da han indgav denne ansøgning, stadig kunne genoptage proceduren ved de polske myndigheder indtil den 20. januar 2021.
56. I den forbindelse minder jeg om, at artikel 28, stk. 1, i direktiv 2013/32 skal læses i sammenhæng med artikel 28, stk. 2, i samme direktiv, som fastsætter, at medlemsstaterne skal sikre, at en ansøger, over for hvem der er truffet afgørelse om at afbryde asylproceduren, i en periode på mindst ni måneder har ret til at anmode om at få sin sag genoptaget eller til at indgive en ny ansøgning, »som ikke er omfattet af proceduren i artikel 40 og 41« (19). Eftersom artikel 40 og 41 i direktiv 2013/32 beskriver den procedure, der finder anvendelse på »fornyede ansøgninger«, er det efter min opfattelse klart, at en ansøgning, der er indgivet inden udløbet af denne frist på ni måneder eller mere (på et tidspunkt, hvor asylproceduren i medlemsstat A stadig kan genoptages), under ingen omstændigheder kan betragtes som en »fornyet ansøgning« som omhandlet i direktivets artikel 2, litra q) (20).
57. På den baggrund foreslår jeg, at Domstolen besvarer de fire spørgsmål, der er forelagt i sag C-202/23, således, at den omstændighed alene, at asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning om international beskyttelse fra den pågældende er blevet afsluttet ved en afgørelse om at afbryde sagsbehandlingen i medfør af artikel 28, stk. 1, i direktiv 2013/32, ikke i sig selv er til hinder for, at en ansøgning, der efterfølgende indgives af den samme person, betragtes som en »fornyet ansøgning« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra q). En sådan ansøgning kan imidlertid ikke anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse, og afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 finder ikke anvendelse, hvis afgørelsen om at afbryde asylproceduren vedrørende den tidligere ansøgning endnu ikke er truffet, eller hvis den pågældende stadig har mulighed for at genoptage denne procedure. I denne forbindelse fremgår det af artikel 28, stk. 2, i dette direktiv, at »[m]edlemsstaterne kan fastsætte en tidsfrist på mindst ni måneder«, inden for hvilken proceduren kan genoptages. Det tilkommer medlemsstaterne i deres nationale ret at fastsætte denne frist, så længe den ikke er kortere end den minimumsfrist på ni måneder, der er fastsat i denne bestemmelse.
58. For at være helt tydelig, hvis en asylansøger ansøger om international beskyttelse i medlemsstat B, inden afgørelsen om at afbryde asylproceduren i medlemsstat A er truffet, eller inden fristen for genoptagelse af denne procedure er udløbet, har medlemsstat B ikke andet valg end enten at anvende den »tilbagetagelsesprocedure«, der er beskrevet i Dublin III-forordningen, eller erklære sig ansvarlig for behandlingen af den ansøgning, der er indgivet til den (i henhold til direktivets artikel 17, stk. 1), og foretage en fuldstændig prøvelse af, om ansøgerens anbringender er velbegrundede (21).
2. Situationen i sag C-123/23: anvendeligheden af afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 i en sammenhæng mellem medlemsstater
59. Situationen i sag C-123/23 er ikke kendetegnet ved det problem, som jeg har identificeret i det foregående afsnit. Den forelæggende ret har anført, at asylproceduren i medlemsstat A (Belgien) på det tidspunkt, hvor N.A.K. og hendes børn indgav en asylansøgning til Bundesamt, var blevet afsluttet med en endelig negativ afgørelse. De belgiske myndigheder havde nemlig afvist N.A.K.s og hendes børns krav i en afgørelse, som ikke kunne påklages. Disse myndigheder havde derfor truffet en »endelig afgørelse« som omhandlet i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra e), som fastsætter, at der ved »»endelig afgørelse« [forstås] en afgørelse om, hvorvidt en tredjelandsstatsborger eller statsløs kan indrømmes flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus i henhold til direktiv [2011/95], og for hvilken der ikke findes flere retsmidler«.
60. På denne baggrund afhænger spørgsmålet om, hvorvidt Forbundsrepublikken Tyskland, som har erklæret sig ansvarlig for behandlingen af N.A.K.s og hendes børns ansøgninger (22), kan påberåbe sig afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, stadig af, om denne bestemmelse, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), kræver, at den tidligere ansøgning og den »fornyede ansøgning« skal være indgivet i samme medlemsstat.
61. For at forklare, hvorfor disse bestemmelser efter min opfattelse ikke pålægger et sådant krav, vil jeg foretage en ordlyds-, kontekstuel og teleologisk fortolkning af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q).
a) Ordlydsfortolkning
62. Artikel 33 i direktiv 2013/32 med overskriften »Ansøgninger, der kan afvises« indeholder en liste over undtagelser til hovedreglen, hvorefter medlemsstaternes kompetente myndigheder skal realitetsbehandle ansøgninger om international beskyttelse (23). Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at en ansøgning om international beskyttelse »udelukkende kan« afvises, »hvis« en af de grunde, der er opregnet i dette stykke, finder anvendelse. Jeg forstår for det første denne bestemmelse således, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at afvise en ansøgning. For det andet står det ikke medlemsstaterne frit for at indføre yderligere afvisningsgrunde i deres lovgivning (24).
63. Under disse omstændigheder er det efter min opfattelse klart, at afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i dette direktiv, som finder anvendelse på »fornyede ansøgninger«, skal forstås som en både fakultativ og udtømmende grund til at afvise sådanne ansøgninger. Anvendeligheden af denne begrundelse i en sammenhæng, der involverer flere medlemsstater, som deltager fuldt ud i det fælles europæiske asylsystem, afhænger således af, om ordlyden af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), er tilstrækkelig bred til at tage højde for denne mulighed.
64. Jeg konstaterer i den forbindelse, at det ikke fremgår af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, at asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende, som er afsluttet ved en endelig afgørelse, nødvendigvis skal være blevet gennemført af den samme medlemsstat som den, hvori denne person efterfølgende har ansøgt om asyl. Faktisk indeholder denne bestemmelse to udtrykkelige betingelser, for det første, at ansøgningen skal være en »fornyet ansøgning«, og for det andet, at der ikke er fremkommet »nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse«. Bestemmelsen er tavs om det sted, hvor denne asylprocedure skal have været gennemført – et spørgsmål, som efter min opfattelse vedrører den første betingelse. Artikel 2, litra q), i dette direktiv er lige så uklar i denne henseende.
65. Som jeg allerede har anført i indledningen ovenfor, har Domstolen fortolket den første betingelse i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 således, at den er til hinder for, at en ansøgning betragtes som en »fornyet ansøgning«, når den indgives, efter at en ansøgning fra den samme person er blevet behandlet af et tredjeland (Norge) eller af en medlemsstat (Danmark), der er bundet af Dublin III-forordningen, men ikke af dette direktiv eller direktiv 2011/95. Den har baseret denne konklusion på det faktum, at den endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende person skal være vedtaget af en stat, der er bundet af sidstnævnte direktiv. Domstolen har imidlertid udtrykkeligt anført, at dens konklusion »med forbehold af det særlige spørgsmål om, hvorvidt begrebet »fornyet ansøgning« finder anvendelse på en ny ansøgning om international beskyttelse, der indgives til en medlemsstat, efter at en anden medlemsstat[, som er bundet af dette direktiv,] ved endelig afgørelse har afslået en tidligere ansøgning« (25). Domstolen lod derfor dette spørgsmål stå åbent.
66. For så vidt angår den anden betingelse i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, skal det tilføjes, at Domstolen i en sammenhæng, hvor den blev anmodet om at tage stilling til betydningen af begrebet »nye elementer eller oplysninger« som omhandlet i artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 40, stk. 2 og 3, i direktiv 2013/32, har fastslået, at de tilfælde, hvor dette direktiv kræver, at en »fornyet ansøgning« skal antages til realitetsbehandling, skal fortolkes bredt (26). I den forbindelse har den mindet om, at medlemsstaternes myndigheder, undtagen i de tilfælde, der er omfattet af de grunde, der er anført i artikel 33, stk. 2, i dette instrument, er forpligtet til at realitetsbehandle ansøgninger om international beskyttelse, som jeg allerede har forklaret i punkt 62 ovenfor. Denne dom er imidlertid af begrænset relevans for det spørgsmål, der rejses i de foreliggende sager. Det kan nemlig ikke udledes af Domstolens konklusioner, at en betingelse, som ikke fremgår expressis verbis af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 (nemlig at en ansøgning kun kan afvises som en »fornyet ansøgning«, hvis den indgives i en medlemsstat, der har truffet en endelig afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra samme person), og som ikke vedrører den anden, men den første af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, faktisk skal indfortolkes i bestemmelsen.
67. Jeg afslutter dette afsnit med at konstatere, at Domstolen allerede har tilkendegivet, om end i en specifik situation (27), som ikke vedrørte artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, men den tilsvarende bestemmelse i direktiv 2005/85/EF (28), som fandt anvendelse, før direktiv 2013/32 trådte i kraft, at en ansøgning indgivet i en medlemsstat, efter at en tidligere identisk ansøgning fra den samme person var blevet afvist ved en endelig afgørelse i en anden (første) medlemsstat, kunne afvises af denne anden medlemsstat (29).
68. I lyset af disse forhold er jeg enig med Forbundsrepublikken Tyskland i, at ordlyden af artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 er tilstrækkelig bred til at tage højde for muligheden for, at afvisningsgrunden i den første af disse bestemmelser finder anvendelse i en sammenhæng, der involverer flere medlemsstater, som deltager fuldt ud i det fælles europæiske asylsystem. Samtidig kan jeg ikke konkludere, at der foreligger en sådan mulighed alene på grundlag af disse bestemmelsers ordlyd – hvorfor jeg nu vil foretage en kontekstuel og teleologisk fortolkning af disse bestemmelser.
b) Kontekstuel og teleologisk fortolkning
69. En kontekstuel og teleologisk fortolkning af artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32 understøtter efter min opfattelse den konklusion, at disse bestemmelser kan finde anvendelse, når den endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende er blevet truffet af en medlemsstat, der deltager fuldt ud i det fælles europæiske asylsystem, men som er en anden end den medlemsstat, hvor denne person på nuværende tidspunkt ansøger om asyl.
70. For det første skal disse bestemmelser læses i sammenhæng med artikel 40 i direktiv 2013/32, der i stk. 2-5 beskriver den procedure, der generelt finder anvendelse på »fornyede ansøgninger«. Ingen af disse stykker indeholder nogen angivelse af, at afvisningsgrunden i direktivets artikel 33, stk. 2, litra d) (eller begrebet »fornyet ansøgning« som defineret i direktivets artikel 2, litra q), for den sags skyld), skal begrænses til situationer, hvor der kun indgives fornyede ansøgninger i samme medlemsstat. Mest bemærkelsesværdigt begrænser artikel 40, stk. 5, i direktiv 2013/32 sig blot til at fastsætte, at »[h]vis en fornyet ansøgning ikke behandles yderligere i henhold til denne artikel, skal den afvises i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, litra d),« i dette direktiv.
71. Denne konstatering drages ikke i tvivl af den omstændighed, at artikel 40 i direktiv 2013/32 indeholder et andet stykke (stk. 1), der specifikt nævner »fornyede ansøgninger«, der indgives »i samme medlemsstat«. Dette stykke er nemlig ikke en bestemmelse med generel rækkevidde, der ligesom artikel 40, stk. 2-5, har til formål at dække alle de situationer, hvor en ansøgning kan betragtes som en »fornyet ansøgning«. Som Domstolen for nylig har bekræftet, omhandler dette stykke, for så vidt som det finder anvendelse på »fornyede ansøgninger«, det meget specifikke tilfælde, hvor den nationale lovgivning undtagelsesvis tillader, at den procedure, på grundlag af hvilken den tidligere ansøgning blev endeligt afslået, genoptages som følge af en fornyet ansøgning (30).
72. Det begrænsede anvendelsesområde for artikel 40, stk. 1, i direktiv 2013/32, bekræftes af stk. 7 i samme artikel. Dette stykke finder anvendelse i en situation, hvor en person, for hvem en afgørelse om overførsel (vedtaget i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29) skal gennemføres, afgiver nye erklæringer eller indgiver en fornyet ansøgning i den overførende medlemsstat. Det forhold, at den situation, der er omfattet af artikel 40, stk. 7, i direktiv 2013/32, er forskellig fra den situation, der er omfattet af samme direktivs artikel 40, stk. 1, bekræfter, at denne bestemmelse alene er lex specialis (31).
73. Under alle omstændigheder gør artikel 40, stk. 7, i direktiv 2013/32 det efter min opfattelse klart (32), at begrebet »fornyet ansøgning« som defineret i direktivets artikel 2, litra q), ikke er begrænset til en ansøgning, der indgives i den samme medlemsstat som den, hvor en tidligere ansøgning fra den samme person blev indgivet. Dette begreb anvendes faktisk i artikel 40, stk. 7, i direktiv 2013/32 om en ansøgning, der indgives til en anden medlemsstat, nemlig den medlemsstat, som skal foretage overførslen (33).
74. For det andet skal artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 læses i sammenhæng med de andre afvisningsgrunde, der er indeholdt i artikel 33, stk. 2, i dette direktiv, særligt direktivets artikel 33, stk. 2, litra a). Denne bestemmelse gør det muligt for medlemsstaterne at afvise en ansøgning med den begrundelse, at »en anden medlemsstat har indrømmet international beskyttelse«. Selv om det er klart, at artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 vedrører et andet faktuelt scenario end artikel 33, stk. 2, litra d), i samme direktiv (nemlig det tilfælde, hvor en anden medlemsstat har reageret positivt og ikke negativt på en tidligere ansøgning fra den samme person), forekommer det mig, at »skillelinjen« mellem de to bestemmelsers respektive anvendelsesområde ikke altid er klar.
75. Faktisk har Domstolen allerede anvendt artikel 32, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 på delvis negative afgørelser. I dommen i sagen Ibrahim m.fl. (34) fastslog Domstolen, at afvisningsgrunden i denne bestemmelse kunne anvendes af Bundesamt til at afvise ansøgninger fra personer, der tidligere havde fået tildelt subsidiær beskyttelse, men ikke flygtningestatus, af en anden medlemsstat. Den udtalte, at »[artikel 33, stk. 2, litra a),] udvider [...] den mulighed, der tidligere var fastsat i artikel 25, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/85, som udelukkende tillod en sådan afvisning, hvis en anden medlemsstat havde givet ansøgeren flygtningestatus«.
76. I denne dom understregede Domstolen, at artikel 33, stk. 2, litra a), i direktiv 2013/32 (der, som jeg netop har forklaret, giver medlemsstaterne ret til at afvise en ansøgning, der indgives af en ansøger, efter at en anden medlemsstat i det væsentlige har afvist at give vedkommende flygtningestatus) udgør et udtryk for princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne (35). På den baggrund hævder Kommissionen imidlertid, at det, hvis artikel 33, stk. 2, litra d), tillades at finde anvendelse i situationer mellem medlemsstater, vil være mere end et udtryk for princippet om gensidig tillid, idet det vil være ensbetydende med gensidig anerkendelse af negative asylafgørelser. En sådan gensidig anerkendelse kan kun være mulig i en situation, hvor EU-lovgiver udtrykkeligt har fastsat dette.
77. Jeg deler ikke denne opfattelse.
78. Jeg er faktisk enig med Forbundsrepublikken Tyskland i, at Kommissionens ræsonnement ikke tager hensyn til et vigtigt element. Efter min opfattelse forudsætter den gensidige anerkendelse af negative asylafgørelser en høj grad af »automatisering« og kræver, at en afgørelse truffet af myndighederne i en medlemsstat har bindende virkning for myndighederne i en anden medlemsstat, som i princippet ville være forpligtet til at anerkende og fuldbyrde den, som om det var deres egen (36). Jeg er enig i, at det kan være vanskeligt at pålægge medlemsstaternes myndigheder sådanne forpligtelser uden nogen udtrykkelig bestemmelse i den primære ret eller en udtrykkelig hensigt fra EU-lovgivers side (37).
79. Som jeg har forklaret i punkt 62 ovenfor, fremgår det imidlertid klart af ordlyden af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at afvise en ansøgning i medfør af denne bestemmelse (38). Såfremt Domstolen vælger den løsning, som jeg foreslår, indebærer det, at medlemsstat B, når den bliver mødt med en »fornyet ansøgning« indgivet efter asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person, der er afsluttet med en endelig afgørelse i medlemsstat A, frit (for så vidt som den er den ansvarlige medlemsstat i henhold til de kriterier, der er fastsat i Dublin III-forordningen) kan vælge at foretage en fuldstændig realitetsbehandling af de argumenter, der fremsættes i forbindelse med en sådan fornyet ansøgning, uden at være bundet af nogen afgørelse truffet af en medlemsstat vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person.
80. Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at en fortolkning af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), som betyder, at den ligesom direktivets artikel 33, stk. 2, litra a), kan finde anvendelse i situationer mellem medlemsstater, ikke ville være ensbetydende med at skabe et system med gensidig anerkendelse, hvor medlemsstaterne ville være forpligtede til at anerkende og fuldbyrde andre medlemsstaters afgørelser. Om noget ville en sådan fortolkning blot bekræfte, at afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 også er et udtryk for princippet om gensidig tillid. Denne fortolkning ville også være i overensstemmelse med den omstændighed, at EU-lovgiver endnu ikke fuldt ud har virkeliggjort det formål, som forfølges med artikel 78, stk. 2, litra a), TEUF, nemlig en ensartet asylstatus for tredjelandsstatsborgere, der gælder i hele Unionen, ved at fastsætte et princip om gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af afgørelser om tildeling af eller afslag på flygtningestatus og præcisere de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af dette princip (39).
81. For det tredje er jeg af den opfattelse, at en fortolkning af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), som jeg foreslår, vil bidrage til målet om at begrænse »sekundære bevægelser« mellem medlemsstaterne. Dette mål, som ligger til grund for hele det fælles europæiske asylsystem, kommer konkret til udtryk i 13. betragtning til direktiv 2013/32.
82. Som Kommissionen og den franske regering har mindet om, har det visse konsekvenser for ansøgeren at betragte en ansøgning som en »fornyet ansøgning«. Ikke alene kan en sådan ansøgning afvises i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, den kan også (hvis ikke den afvises) (40) behandles efter en fremskyndet procedure (41). Medlemsstaterne kan endvidere gøre undtagelser fra ansøgerens ret til at forblive på deres område (42). Endelig kan en »fornyet ansøgning« afslås som »åbenbart grundløs« efter en fremskyndet procedure, og medlemsstaterne kan under sådanne omstændigheder undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse og lade afgørelsen om tilbagesendelse ledsage af et indrejseforbud (43).
83. Hvad sker der, hvis sådanne konsekvenser kun kan knyttes til »fornyede ansøgninger« indgivet i samme medlemsstat (medlemsstat A) og aldrig til ansøgninger indgivet i en anden medlemsstat (medlemsstat B), efter at ansøgeren har foretaget en »sekundær bevægelse« ved at flytte fra medlemsstat A til medlemsstat B? Den ansøger, der foretager en sådan »sekundær bevægelse«, får faktisk en gunstigere behandling end den, der »overholder reglerne« og forbliver i den ansvarlige medlemsstat. Den pågældende kan i bund og grund starte forfra med en »ren tavle« i medlemsstat B, idet denne medlemsstat er forpligtet til at foretage en fuldstændig realitetsbehandling af den pågældendes ansøgning. Overordnet set kan asylansøgere derfor blive tilskyndet til at flytte fra medlemsstat A til medlemsstat B, så snart de modtager en negativ afgørelse i medlemsstat A. De kan endog afholde sig fra at påklage en sådan afgørelse i medlemsstat A og lade den blive endelig (eftersom dette baner vejen for, at de kan indlede en ny procedure i medlemsstat B). Med henblik på at maksimere deres chancer for at få foretaget en fuldstændig undersøgelse af deres situation igen, kan asylansøgere også tilskyndes til at indgive »nye« ansøgninger i så mange andre medlemsstater som muligt (44).
84. Under sådanne omstændigheder tilskyndes sekundære bevægelser utvivlsomt snarere end begrænses. Hvis medlemsstat B derimod har mulighed for at afvise en »fornyet ansøgning«, der er indgivet til den, selv om den endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person ikke er blevet truffet af medlemsstatens myndigheder, men af myndighederne i medlemsstat A, er fristelsen for denne person til overhovedet at nå frem til medlemsstat B betydeligt mindre.
85. For det fjerde er jeg af den opfattelse, at den fortolkning, som jeg foreslår Domstolen at anlægge, bidrager til et andet formål med direktiv 2013/32, nemlig, som det fremgår af 36. betragtning til direktivet, under visse betingelser at lette den administrative byrde, der pålægges medlemsstaternes kompetente myndigheder.
86. »Sekundære bevægelser« medfører betydelige administrative byrder for de kompetente nationale myndigheder i medlemsstaterne, navnlig dem, hvor der indgives en »fornyet ansøgning«, og hvor ansøgeren ikke kan sendes tilbage til den medlemsstat, der har gennemført asylproceduren i forbindelse med en tidligere ansøgning fra den pågældende.
87. For at vende tilbage til de forskellige scenarier, som jeg har beskrevet i punkt 44-47, er det korrekt, at den »tilbagetagelsesprocedure«, der er indført ved Dublin III-forordningen, i visse tilfælde kan fejle og ansvaret for at behandle den »fornyede ansøgning« skifte fra medlemsstat A til medlemsstat B, fordi medlemsstat B selv skaber en »hindring« for gennemførelsen af denne procedure (f.eks. hvis den ikke rettidigt fremsætter en anmodning om tilbagetagelse) eller erklærer sig ansvarlig for behandlingen af den. I andre tilfælde kan årsagen til, at tilbagetagelsesproceduren fejler, imidlertid være uden for medlemsstat B’s kontrol (45). Man kan let gøre gældende, at det ville være uforholdsmæssigt at kræve, at medlemsstat B i alle tilfælde, hvor der indgives en »fornyet ansøgning«, skulle foretage en ny, fuldstændig undersøgelse af substansen i en sådan ansøgning.
88. Endelig, og inden jeg afslutter dette afsnit, konstaterer jeg, at den franske regering har gjort gældende, at artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 skal læses i sammenhæng med 36. betragtning hertil, hvis andet punktum knytter medlemsstaternes mulighed for at afvise »fornyede ansøgninger« til princippet om res judicata. Efter denne regerings opfattelse finder princippet om res judicata kun anvendelse på interne forhold i en enkelt medlemsstat. Som sådan gør den gældende, at afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 kun kan anvendes, når den negative endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person er truffet af den samme medlemsstat som den, hvortil den »fornyede ansøgning« indgives.
89. Jeg er ikke enig med den franske regering i, at et sådant resultat kan følge af den omstændighed alene, at andet punktum i 36. betragtning til direktiv 2013/32 henviser til princippet om res judicata.
90. I denne henseende erindrer jeg om, således som jeg forklarede i mit forslag til afgørelse Bundesrepublik Deutschland (Formaliteten med hensyn til en fornyet ansøgning) (46), at dette princip ikke nødvendigvis spiller en rolle i enhver situation, hvor der indgives en fornyet ansøgning. For at princippet om res judicata er relevant, kræves således en retsafgørelse. Selv i en rent intern situation kan proceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende være blevet afsluttet med blot en administrativ afgørelse fra de kompetente myndigheder, som ikke rettidigt er blevet anfægtet ved en domstol eller et domstolslignende organ. I sådanne tilfælde kan princippet om res judicata ikke finde anvendelse, idet der ikke foreligger en retsafgørelse, der giver anledning til anvendelse heraf (47). Det følger heraf, at betydningen af dette princip inden for rammerne af anvendelsen af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 ikke bør overbetones, da det selv i rent interne situationer ikke dækker alle de tilfælde, hvor en »fornyet ansøgning« kan afvises.
91. Det skal tilføjes, at første punktum i 36. betragtning til direktiv 2013/32 allerede afspejler denne ide. Denne sætning fastsætter nemlig – med en ordlyd, hvis rækkevidde er bredere end den, der er anvendt i denne betragtnings andet punktum – at »[i]ndgiver en ansøger en fornyet ansøgning uden at fremlægge nyt bevismateriale eller nye argumenter, vil det være ude af proportioner at pålægge medlemsstaterne at gennemføre en ny fuldstændig behandlingsprocedure«. I modsætning til den franske regering er jeg således af den opfattelse, at henvisningen til princippet om res judicata i 36. betragtning, andet punktum, til direktiv 2013/32 ikke støtter den konklusion, at afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 kun finder anvendelse, hvis asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den pågældende person blev gennemført i den samme medlemsstat som den, hvor den »fornyede ansøgning« indgives.
c) Foreløbig konklusion
92. På baggrund af det ovenfor anførte er jeg af den opfattelse, at artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), skal fortolkes således, at disse bestemmelser i den situation, hvor medlemsstat B bliver den medlemsstat, der (i henhold til de kriterier, der er fastsat i Dublin III-forordningen) er ansvarlig for behandlingen af den ansøgning, som den har fået forelagt i stedet for medlemsstat A, kan påberåbes af medlemsstat B med henblik på at afvise en »fornyet ansøgning«, der er indgivet i denne medlemsstat, selv om asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person blev afsluttet med en endelig afgørelse i medlemsstat A; denne løsning ville faktisk fremme mindst to af de formål, der forfølges med dette direktiv – nemlig for det første at begrænse »sekundære bevægelser« og for det andet at lette den administrative byrde for medlemsstaternes kompetente myndigheder i visse situationer. Denne fortolkning ville desuden konkretisere princippet om gensidig tillid, der, som jeg har forklaret, udgør grundlaget for det fælles europæiske asylsystem. Jeg ser hverken noget i ordlyden af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med dette direktivs artikel 2, litra q), eller andre bestemmelser i direktivet, som ville være i strid med denne fortolkning.
93. Når dette er sagt, står det tilbage at forklare, hvorfor den løsning, som jeg foreslår Domstolen at træffe, ikke er i strid med beskyttelsen af ansøgernes rettigheder og ikke risikerer at bringe effektiviteten af »tilbagetagelsesproceduren« i fare.
d) Betydningen af at beskytte ansøgernes rettigheder og effektiviteten af »tilbagetagelsesproceduren«
94. Den franske regering har under henvisning til de betragtninger, som jeg har anført i punkt 82 i dette forslag til afgørelse, gjort gældende, at den fortolkning, som Forbundsrepublikken Tyskland har forfægtet, kan undergrave den korrekte og fuldstændige undersøgelse af sagsøgerens situation, hvis betydning Domstolen konsekvent har fremhævet i sin praksis (48). Kommissionen har indtaget en lignende holdning og har anført, at der er praktiske hindringer for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne. Ifølge Kommissionen kan det være vanskeligt for medlemsstat B at være i besiddelse af alle de relevante oplysninger, som ligger til grund for den negative endelige afgørelse, som medlemsstat A har truffet, og dermed at vurdere, om »der er fremkommet nye elementer eller oplysninger, der har til formål at fastslå, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95 [...], eller ansøgeren har fremlagt sådanne«. Fejlmulighederne for medlemsstaternes kompetente myndigheder kan derfor være større i situationer mellem medlemsstater end i rent interne situationer.
95. Jeg er enig med såvel den franske regering som Kommissionen i, at ansøgernes rettigheder ikke kan tilsidesættes af hensyn til målene om at begrænse »sekundære bevægelser« eller mindske de administrative byrder for medlemsstaternes kompetente myndigheder. Som jeg anførte i mit forslag til afgørelse Bundesrepublik Deutschland (Formaliteten med hensyn til en fornyet ansøgning) (49), er det klart, at EU-lovgiver i forbindelse med vedtagelsen af bestemmelserne om »fornyede ansøgninger« ikke alene havde til hensigt at »lette« disse myndigheders arbejdsbyrde, men også til enhver tid at sikre et tilstrækkeligt højt beskyttelsesniveau for asylansøgere (ved at sikre dem en effektiv adgang til en passende undersøgelse af deres situation) (50) samt overholdelse af non-refoulement-princippet, hvorefter ingen kan sendes tilbage til forfølgelse (51).
96. Jeg er imidlertid af flere grunde af den opfattelse, at den løsning, som jeg foreslår Domstolen at vælge, er forenelig med disse andre formål.
97. I denne henseende vil jeg begynde med at nævne Dublin III-forordningens artikel 34. Denne bestemmelse har til formål at lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne ved at pålægge dem en forpligtelse til at samarbejde. Det angives i stk. 1, at »[h]ver medlemsstat meddeler enhver anden medlemsstat, der anmoder herom, personoplysninger om ansøgeren, som er relevante og tilstrækkelige og ikke omfatter mere, end hvad der kræves«, bl.a. med henblik på behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Det fremgår af denne artikels stk. 2, litra g), at de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatter »status over sagsbehandlingen og eventuelt indholdet af den trufne afgørelse«.
98. Forbundsrepublikken Tyskland har i retsmødet forklaret, at de belgiske myndigheder i sag C-123/23 som svar på Bundesamts »anmodning om oplysninger« fremsat i henhold til Dublin III-forordningens artikel 34 gav Bundesamt fuld adgang til den afgørelse, som de havde truffet vedrørende N.A.K.s og hendes børns tidligere ansøgninger. Under disse omstændigheder er jeg i modsætning til Kommissionen af den opfattelse, at det sagtens kan være muligt for medlemsstat B at være i besiddelse af alle de oplysninger, som medlemsstat A’s negative endelige afgørelse var baseret på.
99. Når dette er sagt, er jeg enig med Kommissionen i, at det høje beskyttelsesniveau, der skal sikres asylansøgere, ikke kan nås, hvis de kompetente myndigheder i en medlemsstat også kan afvise en »fornyet ansøgning« i situationer, hvor de ikke har adgang til alle de elementer, der lå til grund for den negative endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person.
100. I denne henseende gør jeg imidlertid opmærksom på, at Forbundsrepublikken Tyskland i retsmødet med rette fremhævede, at hvis der mangler oplysninger om den asylprocedure, der er gennemført i medlemsstat A, vil ansøgernes rettigheder alligevel være beskyttede, idet medlemsstat B de facto vil være nødt til at fastslå, at deres fornyede ansøgninger kan antages til behandling. Under sådanne omstændigheder vil denne medlemsstat nemlig ikke kunne udelukke, at »der [...] er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse«, og at den anden af de to udtrykkelige betingelser i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 (52) ikke er opfyldt.
101. Jeg minder om, at artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, som jeg har forklaret i mit forslag til afgørelse Bundesrepublik Deutschland (Formaliteten med hensyn til en fornyet ansøgning) (53), skal fortolkes således, at selv om medlemsstaterne har ret til at afvise fornyede ansøgninger, er denne mulighed kun åben for de kompetente nationale myndigheder, hvis der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt sådanne »nye elementer eller oplysninger«. Enhver usikkerhed om, hvorvidt denne betingelse er opfyldt (enten på grund af manglende oplysninger eller af andre grunde), skal fortolkes til fordel for den pågældende og medføre, at den »fornyede ansøgning« kan antages til realitetsbehandling.
102. I modsætning til Kommissionen er jeg derfor, ligesom Forbundsrepublikken Tyskland, af den opfattelse, at manglende oplysninger vedrørende den tidligere asylprocedure, der er gennemført i en første medlemsstat (medlemsstat A), ikke kan have en negativ indvirkning på behandlingen af den pågældendes »fornyede ansøgning« i en anden medlemsstat (medlemsstat B). Dette er en vigtig begrænsning, som betinger denne medlemsstats myndigheders mulighed for at afvise denne ansøgning i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32.
103. Der foreligger efter min opfattelse en anden begrænsning, som ligeledes følger af betingelsen om, at »der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse«.
104. Som jeg allerede har anført i punkt 66 i dette forslag til afgørelse, anlagde Domstolen i sin nylige dom Forbundsrepublikken Tyskland (Antagelse af en fornyet ansøgning til behandling) (54) en bred fortolkning af begrebet »nyt element«. Domstolen har således bekræftet, at dette begreb ikke blot omfatter de faktiske, men også de retlige omstændigheder, herunder en dom fra Domstolen, som den tidligere afgørelse ikke tog i betragtning, uanset om en sådan dom er blevet afsagt før eller efter vedtagelsen af afgørelsen vedrørende den tidligere ansøgning.
105. Efter min opfattelse følger det af denne dom (55), at retterne eller de kompetente myndigheder i medlemsstat B under alle omstændigheder vil være afskåret fra at afvise en »fornyet ansøgning«, der er indgivet til dem, i medfør af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), hvis de er i tvivl om, hvorvidt den endelige afgørelse, hvorved medlemsstat A afslog en tidligere ansøgning fra samme person, ikke tog hensyn til en dom afsagt af Domstolen, som er relevant for, om ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå international beskyttelse. Dette er endnu en vigtig begrænsning, der bidrager til at sikre et højt beskyttelsesniveau for asylansøgere.
106. Under disse omstændigheder er jeg i modsætning til den franske regering og Kommissionen af den opfattelse, at den løsning, som jeg foreslår Domstolen, skaber en passende balance mellem på den ene side behovet for at begrænse »sekundære bevægelser« og lette den administrative byrde for medlemsstaternes kompetente myndigheder, og på den anden side vigtigheden af at sikre beskyttelsen af ansøgernes rettigheder.
107. Endelig medgiver jeg, at jeg er enig med de berørte parter i, at artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q), ikke kan fortolkes på den måde, som jeg foreslår, hvis en sådan fortolkning vil fratage »tilbagetagelsesproceduren« (hvis centrale elementer jeg har beskrevet i afsnit A.1 ovenfor) dens formål eller nytte.
108. I denne henseende erindrer jeg imidlertid for det første om, at den løsning, som jeg foreslår Domstolen, kun finder anvendelse, hvis medlemsstat B bliver den ansvarlige medlemsstat i stedet for medlemsstat A – dvs. kun i de situationer, hvor Dublin III-forordningen faktisk gør det muligt, at ansvaret overgår fra medlemsstat A til medlemsstat B, og hvor en »tilbagetagelsesprocedure« ikke indledes eller er resultatløs. Artikel 33, stk. 1, i direktiv 2013/32 bekræfter denne begrænsning, idet den fastslår, at de afvisningsgrunde, der er anført i direktivets artikel 33, stk. 2, litra a)-e), giver medlemsstaterne mulighed for at afvise ansøgninger om international beskyttelse i visse tilfælde, der supplerer (men ikke erstatter) dem, »hvor en ansøgning i overensstemmelse med [Dublin III-forordningen] ikke behandles« (56).
109. For det andet er jeg af den opfattelse, at denne løsning ikke kan gøre den »tilbagetagelsesprocedure«, der er beskrevet i forordningen, irrelevant eller ubrugelig. I denne henseende er det korrekt, at medlemsstat B, når den har fået forelagt en »fornyet ansøgning« indgivet efter vedtagelsen af en endelig afgørelse i medlemsstat A vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person, kan finde det lettere at undgå komplikationerne ved »tilbagetagelsesproceduren« (med de forskellige trin og strenge frister) og i stedet henholde sig til den diskretionære klausul i artikel 17, stk. 1, i denne forordning. I et sådant scenario kunne medlemsstat B først erklære sig »ansvarlig« for behandlingen af den »fornyede ansøgning« og derefter afvise denne ansøgning i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), uden først at fremsætte en »anmodning om tilbagetagelse« og forlade sig på den »tilbagetagelsesprocedure« og overførselsmekanisme, der er indført ved Dublin III-forordningen (57).
110. Jeg er imidlertid ikke sikker på, at medlemsstat B nødvendigvis vil foretrække dette scenario. Før denne medlemsstats myndigheder kan afvise en »fornyet ansøgning« i henhold til disse bestemmelser, skal de nemlig først overholde alle trin i den specifikke procedure, der finder anvendelse på »fornyede ansøgninger«, som er beskrevet i artikel 40 i direktiv 2013/32.
111. I den forbindelse angiver denne artikels stk. 2 og 3, som Domstolen for nylig har bekræftet (58), at medlemsstaternes kompetente myndigheder ved vurderingen af, om en fornyet ansøgning kan antages til behandling, i det væsentlige skal følge en procedure i to etaper. For det første skal de underkaste den fornyede ansøgning en indledende undersøgelse (artikel 40, stk. 2). I forbindelse med denne indledende undersøgelse skal de afgøre, om der foreligger et eller flere »nye elementer«, som har betydning for vurderingen af, om den pågældende person kan anerkendes som en person med international beskyttelse. Er dette tilfældet, fortsætter vurderingen af, om den fornyede ansøgning kan antages til behandling, derefter i henhold til dette direktivs artikel 40, stk. 3, som kræver, at disse myndigheder fastsætter, hvorvidt nye elementer »i væsentligt omfang gør det sandsynligt«, at ansøgeren kan anerkendes som en person med flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus. Samlet set tager denne procedure stadig tid og kræver administrative ressourcer. Samtidig er den forbundet med en række forpligtelser, som påhviler medlemsstaten over for ansøgeren, samt en række rettigheder, som denne ansøger kan udøve (herunder retten til at påklage afgørelsen om afvisning) (59).
112. Desuden er der altid mulighed for, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne ved afslutningen af den procedure, der er beskrevet i artikel 40, stk. 2 og 3, i direktiv 2013/32, konkluderer, at den »fornyede ansøgning« kan antages til realitetsbehandling. Hvis der foreligger et eller flere »nye elementer«, har disse myndigheder nemlig ikke mulighed for at afvise den fornyede ansøgning. I stedet skal de foretage en realitetsbehandling og sikre, at denne undersøgelse er i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier, der er opregnet i dette direktivs kapitel II (60).
113. Henset til disse forhold er det min opfattelse, at den løsning, som jeg foreslår Domstolen, ikke risikerer at bringe effektiviteten af den »tilbagetagelsesprocedure«, der er fastsat i Dublin III-forordningen, i fare. Jeg er nemlig af den opfattelse, at denne løsning faktisk kan bidrage til at styrke denne procedure, såfremt medlemsstat B påberåber sig den.
114. Lad mig illustrere. Hvis medlemsstat B ikke havde mulighed for i medfør af artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra q), at afvise den »fornyede ansøgning« fra en ansøger, der tidligere har ansøgt om international beskyttelse i en anden medlemsstat, kunne medlemsstat B enten med held indlede en »tilbagetagelsesprocedure« og overføre ansøgeren tilbage til medlemsstat A eller realitetsbehandle denne ansøgning. Hvad ville ansøgeren gøre i et sådant scenario? Efter min opfattelse ville den pågældende så vidt muligt forsøge at undgå en overførsel til medlemsstat A med henblik på at maksimere sine muligheder for en ny og fuldstændig undersøgelse af vedkommendes situation i medlemsstat B, såfremt overførslen mislykkes. På den anden side ville ansøgeren, hvis medlemsstat B havde mulighed for at afvise den »fornyede ansøgning« i henhold til disse bestemmelser, måske ikke udvise en sådan modstand. Samlet set kunne det i sidste ende øge chancerne for succes med den »tilbagetagelsesprocedure« og den overførselsmekanisme, som EU-lovgiver har indført med Dublin III-forordningen.
115. Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang minde om, at den fortolkning, som jeg foreslår Domstolen at anlægge, blot åbner mulighed for, at medlemsstaterne kan vedtage bestemmelser med henblik på at afvise »fornyede ansøgninger«, der indgives til dem, efter at en tidligere ansøgning fra samme person er blevet afvist ved en endelig afgørelse i en anden medlemsstat (i overensstemmelse med betingelserne i artikel 33, stk. 2, litra d), og artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32). Den forpligter dem ikke til at gøre det.
VI. Forslag til afgørelse
116. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Verwaltungsgericht Minden (forvaltningsdomstolen i Minden, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål således:
»1) Artikel 33, stk. 2, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q),
skal fortolkes således, at den omstændighed alene, at asylproceduren vedrørende en tidligere ansøgning om international beskyttelse fra den pågældende er blevet afsluttet ved en afgørelse om at afbryde sagsbehandlingen i medfør af artikel 28, stk. 1, i direktiv 2013/32, ikke i sig selv er til hinder for, at en ansøgning, der efterfølgende indgives af den samme person, betragtes som en »fornyet ansøgning« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra q). En sådan ansøgning kan imidlertid ikke anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for denne bestemmelse, og afvisningsgrunden i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32 finder ikke anvendelse, hvis afgørelsen om at afbryde asylproceduren vedrørende den tidligere ansøgning endnu ikke er truffet, eller hvis den pågældende stadig har mulighed for at genoptage denne procedure. I denne forbindelse angiver artikel 28, stk. 2, i dette direktiv, at »[m]edlemsstaterne kan fastsætte en tidsfrist på mindst ni måneder«, inden for hvilken proceduren kan genoptages. Det tilkommer medlemsstaterne i deres nationale ret at fastsætte denne frist, så længe den ikke er kortere end den minimumsfrist på ni måneder, der er fastsat i denne bestemmelse.
2) Artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, sammenholdt med samme direktivs artikel 2, litra q),
skal fortolkes således, at disse bestemmelser finder anvendelse i den situation, hvor en anden medlemsstat end den medlemsstat, der har truffet den endelige afgørelse om en tidligere ansøgning om international beskyttelse vedrørende den pågældende, bliver den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af en ny ansøgning indgivet af den pågældende (i henhold til de kriterier, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne). Disse bestemmelser giver den ansvarlige medlemsstat mulighed for at afvise den nye ansøgning med den begrundelse, at den udgør en »fornyet ansøgning« som omhandlet i direktivets artikel 2, litra q), og at asylproceduren vedrørende den pågældendes tidligere ansøgning allerede er blevet afsluttet ved en endelig afgørelse i den anden medlemsstat. Denne mulighed er imidlertid underlagt den betingelse, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32, om, at »der ikke er fremkommet, eller fra ansøgerens side er blevet fremlagt, nye elementer eller oplysninger af betydning for, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse«.«
1 – Originalsprog: engelsk.
i Den foreliggende sags navn er et vedtaget navn. Det svarer ikke til et navn på en part i sagen.
2 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 26.6.2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT 2013, L 180, s. 60).
3 – Jf. dom af 20.5.2021, L.R. (Afslag på asylansøgning i Norge) (C-8/20, herefter »dommen i sagen L.R. (Afslag på asylansøgning i Norge)«, EU:C:2021:404), og af 22.9.2022, Forbundsrepublikken Tyskland (Afslag på asylansøgning i Danmark) (C-497/21, herefter »dommen i sagen Forbundsrepublikken Tyskland (Afslag på asylansøgning i Danmark)«, EU:C:2022:721).
4 – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«).
5 – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT 2011, L 337, s. 9).
6 – Jf. dom af 10.12.2013, Abdullahi (C-394/12, EU:C:2013:813, præmis 53).
7 – Jf. Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1: »En ansøgning behandles kun af den medlemsstat [...].«
8 – Dvs. ansøgernes bevægelser fra en medlemsstat til en anden, når de allerede har nået EU’s område, hvilket bl.a. kan begrundes med forskelle i retssystemerne eller modtagelses- og levevilkår.
9 – I henhold til artikel 18, stk. 1, litra a), i Dublin III-forordningen, er den ansvarlige medlemsstat ligeledes forpligtet til på de betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 21, 22 og 29, at overtage (ikke tilbagetage) en ansøger, der har indgivet en ansøgning i en anden medlemsstat, inden den pågældendes ansøgning blev behandlet i den ansvarlige medlemsstat. Denne situation svarer imidlertid ikke til de i hovedsagerne omhandlede.
10 – Jf. artikel 23, stk. 2, i Dublin III-forordningen, som angiver, at en »anmodning om tilbagetagelse« skal fremsættes inden for to måneder efter modtagelsen af hittet i Eurodac. Er anmodningen baseret på andre beviser end oplysninger fra Eurodacsystemet, skal den fremsættes senest tre måneder efter indgivelsen af den »fornyede ansøgning«.
11 – Jf. artikel 23, stk. 3, i denne forordning.
12 – Jf. artikel 25, stk. 1, i Dublin III-forordningen. I henhold til artikel 25, stk. 5, i denne forordning, bliver medlemsstat B ikke den ansvarlige medlemsstat, hvis medlemsstat A ikke rettidigt besvarer »anmodningen om tilbagetagelse«. I stedet anses medlemsstat A’s passivitet for at være ensbetydende med en accept af anmodningen.
13 – Jf. artikel 29, stk. 2, i denne forordning.
14 – Min fremhævelse. Det følger heraf, at medlemsstat B altid kan beslutte ikke at indlede en »tilbagetagelsesprocedure« og selv behandle en ansøgning, der er indgivet til den. Denne fortolkning er blevet bekræftet af Domstolen, som har fastslået, at myndighederne i en medlemsstat, hvor der indgives en ny ansøgning, i henhold til artikel 23, stk. 1, i Dublin III-forordningen har beføjelse (ikke pligt) til at fremsætte en »anmodning om tilbagetagelse« af den pågældende (jf. dom af 5.7.2018, X, C-213/17, EU:C:2018:538, præmis 33).
15 – Det fremgår i det væsentlige af denne bestemmelse, at en asylprocedure kan afbrydes, hvis den pågældende implicit trækker ansøgningen tilbage eller opgiver ansøgningen.
16 – Denne bestemmelse forudsætter nemlig, at ansøgningen indgives, »efter at der er truffet [...] afgørelse om en tidligere ansøgning«.
17 – Min fremhævelse.
18 – Jf. i denne forbindelse mit forslag til afgørelse Valstybės sienos apsaugos tarnyba m.fl. (C-72/22 PPU, EU:C:2022:431, punkt 57 og 58).
19 – Min fremhævelse.
20 – Denne fortolkning støttes af artikel 18, stk. 2, i Dublin III-forordningen, hvoraf det i det væsentlige fremgår, at hvis ansøgeren sendes tilbage til medlemsstat A (den medlemsstat, der har afbrudt asylproceduren for så vidt angår en tidligere ansøgning fra den berørte person), behandler denne medlemsstat ikke en sådan »ny« ansøgning som en »fornyet ansøgning« som omhandlet i direktiv 2013/32 og er forpligtet til at behandle den.
21 – Det skal tilføjes, at en ansøgning, der er indgivet i medlemsstat B inden udløbet af den frist, som ansøgeren har til at genoptage asylproceduren i medlemsstat A, for så vidt angår dennes tidligere ansøgning aldrig kan anses for en »fornyet ansøgning«. Den relevante dato er som tidligere nævnt datoen for indgivelsen af ansøgningen. Medlemsstat B kan således ikke blot afvente udløbet af denne frist og derefter »omklassificere« ansøgningen til en »fornyet ansøgning« og afvise den i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), i direktiv 2013/32.
22 – Jf. punkt 45 ovenfor.
23 – Jf. 18. betragtning til direktiv 2013/32, som kræver, at de kompetente myndigheder foretager en korrekt og fuldstændig sagsbehandling, og 43. betragtning til samme direktiv, hvori det anføres, at »[m]edlemsstaterne bør undersøge substansen i samtlige ansøgninger, dvs. vurdere om den pågældende ansøger kan anerkendes med henblik på international beskyttelse [...]«, medmindre andet er fastsat i dette direktiv. Jf. også dom af 8.2.2024, Forbundsrepublikken Tyskland (Antagelse af en fornyet ansøgning til behandling) (C-216/22, EU:C:2024:122, præmis 34).
24 – Jf. mit forslag til afgørelse Bundesrepublik Deutschland (Formaliteten med hensyn til en fornyet ansøgning (C-216/22, EU:C:2023:646, punkt 31). Jf. også i denne forbindelse dom af 19.3.2020, Bevándorlási és Menekültügyi Hivatal (Tompa) (C-564/18, EU:C:2020:218, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).
25 – Jf. henholdsvis præmis 40 og 46 i dommen i sagen L.R. (Afslag på asylansøgning i Norge) og dommen i sagen Forbundsrepublikken Tyskland (Afslag på asylansøgning i Danmark).
26 – Jf. dom af 8.2.2024, Forbundsrepublikken Tyskland (Antagelse af en fornyet ansøgning til behandling) (C-216/22, EU:C:2024:122, præmis 34-37).
27 – Nemlig den situation, at en ansøgning blev indgivet af en mindreårig i den medlemsstat, hvor han eller hun befandt sig, efter at en tidligere identisk ansøgning indgivet af vedkommende var blevet afvist ved en endelig afgørelse i en anden (første) medlemsstat.
28 – Jf. artikel 25 i Rådets direktiv af 1.12.2005 om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i medlemsstaterne (EUT 2005, L 326, s. 13).
29 – Jf. dom af 6.6.2013, MA m.fl. (C-648/11, EU:C:2013:367, præmis 63 og 64). Jeg er imidlertid enig med Kommissionen i, at Domstolen i denne dom ikke præciserede grundene til, at den fandt, at artikel 25 i direktiv 2005/85 kunne påberåbes af den anden medlemsstat i en sådan situation.
30 – Jf. dom af 13.6.2024, Zamestnik-predsedatel na Darzjavna agentsija za bezjantsite (Flygtningestatus – statsløs af palæstinensisk oprindelse) (C-563/22, EU:C:2024:494, præmis 57).
31 – Det samme ræsonnement kan efter min opfattelse anvendes med hensyn til artikel 41, stk. 1, litra b), i direktiv 2013/32, der ligesom direktivets artikel 40, stk. 1, specifikt henviser til »en anden fornyet ansøgning i den samme medlemsstat«. I denne forbindelse er jeg enig med Forbundsrepublikken Tyskland i, at man kan gå ud fra, at EU-lovgiver, hvis denne havde ønsket, at begrebet »fornyet ansøgning«, der er anvendt i artikel 2, litra q), i direktiv 2013/32, kun skulle omfatte ansøgninger, der indgives i samme medlemsstat, ikke ville have fundet det nødvendigt i direktivets artikel 40, stk. 1, og artikel 41, stk. 1, litra b), men ikke i andre bestemmelser i denne retsakt, at anvende de specifikke ord »i samme medlemsstat«.
32 – Jeg erindrer om, at artikel 40, stk. 7, i direktiv 2013/32 bestemmer, at »[a]fgiver en person, for hvem der er truffet en afgørelse om overførsel, som skal gennemføres i henhold til [Dublin III-forordningen], yderligere forklaringer, eller indgiver vedkommende en fornyet ansøgning i den medlemsstat, som skal foretage overførslen, skal disse forklaringer eller fornyede ansøgninger behandles af den ansvarlige medlemsstat som fastlagt i den forordning i overensstemmelse med dette direktiv« (min fremhævelse).
33 – I denne henseende skal det tilføjes, at Kommissionen i sit forslag til forordning, der erstatter direktiv 2013/32, med henblik på at præcisere proceduren for behandling af fornyede ansøgninger definerede disse ansøgninger som dem, der »indgives i en medlemsstat af den samme ansøger«, efter at der er givet endeligt afslag på en forudgående ansøgning. Dette forslag er efter min opfattelse en yderligere indikation af, at begrebet »fornyet ansøgning« allerede i forbindelse med anvendelsen af direktiv 2013/32 omfatter en ansøgning, der indgives til en anden medlemsstat end den, der har truffet den endelige afgørelse vedrørende en tidligere ansøgning fra den samme person (jf. artikel 42, stk. 1, i »Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles procedure for international beskyttelse i EU og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU« (COM(2016) 467 final), tilgængelig på: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52016PC0467). For den seneste udvikling i lovgivningsprocessen, som var tilgængelig på tidspunktet for udarbejdelsen af dette forslag til afgørelse, se artikel 4, litra s), og artikel 39, stk. 2, i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles procedure for international beskyttelse i EU og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU, Rådets og Europa-Parlamentets dokument, 2016/0224/A(COD) og PE-CONS 16/24 af 26.4.2024.
34 – Dom af 19.3.2019 (C-297/17, C-318/17, C-319/17 og C-438/17, EU:C:2019:219, præmis 58).
35 – Ibidem, præmis 85.
36 – Jf. mere generelt om princippet om gensidig anerkendelse på asylretsområdet generaladvokat Medinas forslag til afgørelse Bundesrepublik Deutschland (Virkningen af en afgørelse om tildeling af flygtningestatus) (C-753/22, EU:C:2024:82, punkt 45).
37 – Jf. generaladvokat Richard de la Tours forslag til afgørelse Generalstaatsanwaltschaft Hamm (Begæring om udlevering af en flygtning til Tyrkiet) (C-352/22, EU:C:2023:794, punkt 65). Et eksempel på, at EU-lovgiver har vedtaget en sådan ramme for gensidig anerkendelse på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, findes i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27.11.2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (EUT 2008, L 327, s. 27), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26.2.2009 (EUT 2009, L 81, s. 24).
38 – Det skal tilføjes, at det følger af artikel 5 i direktiv 2013/32, at »[m]edlemsstaterne kan indføre eller bibeholde gunstigere standarder for procedurerne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, for så vidt sådanne standarder er forenelige med dette direktiv«.
39 – Jf. dom af 18.6.2024, Bundesrepublik Deutschland (Virkningen af en afgørelse om tildeling af flygtningestatus) (C-753/22, EU:C:2024:524, præmis 56 og 68). Jf. også generaladvokat Richard de la Tours forslag til afgørelse Generalstaatsanwaltschaft Hamm (Begæring om udlevering af en flygtning til Tyrkiet) (C-352/22, EU:C:2023:794, punkt 64).
40 – I denne forbindelse skal det tilføjes, at medlemsstaterne i forbindelse med den indledende undersøgelse af, om den »fornyede ansøgning« kan antages til behandling, ikke er forpligtede til at afholde en personlig samtale med ansøgeren [jf. artikel 42, stk. 2, litra b), i direktiv 2013/32].
41 – Jf. artikel 31, stk. 8, litra f), i direktiv 2013/32.
42 – Jf. artikel 41, stk. 1, i direktiv 2013/32.
43 – Jf. artikel 32, stk. 2, i direktiv 2013/32. Jf. også artikel 7, stk. 4, og artikel 11, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16.12.2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98)
44 – Jf. i denne forbindelse generaladvokat Saugmandsgaard Øes forslag til afgørelse Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (Fornyet ansøgning om international beskyttelse) (C-18/20, EU:C:2021:302, punkt 77-79).
45 – Dette illustreres faktisk af de faktiske omstændigheder i hovedsagen i sag C-123/23. Forbundsrepublikken Tyskland har i retsmødet forklaret, at fordi Bundesamt først havde anmodet de spanske myndigheder om at tage sagsøgerne tilbage, var det på det tidspunkt, hvor det forsøgte at gøre det samme over for de belgiske myndigheder, for sent for det at fremsætte en »anmodning om tilbagetagelse«.
46 – C-216/22, EU:C:2023:646 (punkt 51-53).
47 – Jf. dom af 14.5.2020, Országos Idegenrendészeti Főigazgatóság Dél-alföldi Regionális Igazgatóság (C-924/19 PPU og C-925/19 PPU, EU:C:2020:367, præmis 186).
48 – Jf. bl.a. dom af 9.9.2021, Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl (Fornyet ansøgning om international beskyttelse) (C-18/20, EU:C:2021:710, præmis 43).
49 – C-216/22, EU:C:2023:646 (punkt 29).
50 – Jf. navnlig 18. betragtning til direktiv 2013/32, hvorefter »[b]åde medlemsstaterne og ansøgerne om international beskyttelse har interesse i, at der træffes hurtig afgørelse om ansøgninger om international beskyttelse, dog således at det ikke sker på bekostning af udførelsen af en korrekt og fuldstændig sagsbehandling« (min fremhævelse). Jf. ligeledes 25. betragtning til direktivet, hvoraf det fremgår, at »alle ansøgere [bør] have effektiv adgang til procedurerne«.
51 – Jf. tredje betragtning til direktiv 2013/32.
52 – Jf. punkt 64 ovenfor.
53 – C-216/22, EU:C:2023:646 (punkt 29).
54 – Dom af 8.2.2024 (C-216/22, EU:C:2024:122, præmis 38-40).
55 – Ibidem.
56 – Endvidere gør artikel 40, stk. 7, i direktiv 2013/32 det klart, at »tilbagetagelsesproceduren« rent faktisk finder anvendelse på »fornyede ansøgninger«, der indgives i andre medlemsstater.
57 – Det skal tilføjes, at Kommissionen i sit forslag til forordning, der erstatter Dublin III-forordningen, anførte, at det i EU allerede i 2014 kun var ca. en fjerdedel af det samlede antal anmodninger om overtagelse og tilbagetagelse, som blev accepteret af den ansvarlige medlemsstat, der rent faktisk førte til en overførsel (jf. s. 11 i forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (COM(2016) 270 final), tilgængelig på følgende adresse: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2016:0270:FIN).
58 – Jf. dom af 10.6.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Nye elementer eller oplysninger) (C-921/19, EU:C:2021:478, præmis 34-37).
59 – Hvis de kompetente myndigheder konkluderer, at den fornyede ansøgning kan afvises, skal de navnlig underrette ansøgeren om grundene til dette resultat (i henhold til direktivets artikel 42, stk. 3), og vedkommende skal også have mulighed for at udøve sin ret til effektive retsmidler over for de kompetente myndigheders afgørelse ved en domstol eller et domstolslignende organ (jf. direktivets artikel 46, stk. 1).
60 – Jf. artikel 40, stk. 3, i direktiv 2013/32.