1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU, artikel 18 TEUF, 20 TEUF og 21 TEUF samt artikel 1, 7, 20, 21 og 45 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem en person, der er statsborger i Rumænien, og denne medlemsstats nationale myndigheder, der har til opgave at føre civilstandsregistret og forvalte personnumre ( 3 ), på grund af deres afslag på at anerkende den pågældendes nye fornavn og den kønsidentitet ( 4 ), som han har erhvervet ( 5 ) i Det Forenede Kongerige, hvor den pågældende ligeledes er statsborger, og indføre disse oplysninger i hans fødselsregistreringsdokument.

3.

Denne sag giver Domstolen lejlighed til at præcisere rækkevidden af dens afgørelser vedrørende anerkendelse af unionsborgeres personlige status på grundlag af artikel 21 TEUF inden for rammerne af medlemsstaternes kompetence på civilstandsområdet og personlig status.

4.

Det fjerde og det ottende afsnit i præamblen til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab ( 6 ), der blev vedtaget den 17. oktober 2019 og trådte i kraft den 1. februar 2020, og som blev godkendt ved Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 ( 7 ), er affattet således:

»[s]om minder om, at EU-retten og Euratomretten i sin helhed i overensstemmelse med artikel 50 [TEU] sammenholdt med Euratomtraktatens artikel 106a og med forbehold af denne aftales bestemmelser ophører med at finde anvendelse på Det Forenede Kongerige på datoen for denne aftales ikrafttræden,

[...]

[s]om tager i betragtning, at det er i både Unionens og Det Forenede Kongeriges interesse at fastlægge en overgangsperiode eller gennemførelsesperiode, i hvilken EU-retten, herunder internationale aftaler bør finde anvendelse for og i Det Forenede Kongerige og som hovedregel med samme virkning for så vidt angår medlemsstaterne for at undgå forstyrrelser i den periode, hvor der føres forhandlinger om aftalen/aftalerne om de fremtidige forbindelser«.

5.

Udtrædelsesaftalens artikel 126 med overskriften »Overgangsperiode«, der findes i aftalens fjerde del vedrørende »[o]vergang«, har følgende ordlyd:

»Der er en overgangs- eller gennemførelsesperiode, som starter på dagen for denne aftales ikrafttræden og slutter den 31. december 2020.«

6.

Denne aftales artikel 127 med overskriften »Overgangsperiodens anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1, første afsnit, og stk. 6:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, finder EU-retten anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overgangsperioden.

[...]

6.   Medmindre andet er fastsat i denne aftale, forstås enhver henvisning til medlemsstaterne i den EU-ret, som finder anvendelse i henhold til stk. 1, herunder som gennemført og anvendt af medlemsstaterne, i overgangsperioden således, at den omfatter Det Forenede Kongerige.«

7.

Artikel 9 i Legea nr. 119/1996 cu privire la actele de stare civilă (lov nr. 119/1996 om civilregistrets dokumenter) ( 8 ) af 16. oktober 1996 (herefter »lov nr. 119/1996«) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»Såfremt civilregistrets tjenestemand eller den funktionær, som varetager folkeregistrets opgaver, nægter at udfærdige et dokument eller indføre en oplysning, som er omfattet af dennes kompetence, kan den skadelidte anlægge sag ved den kompetente ret i henhold til loven.«

8.

Lovens artikel 43 fastsætter:

»I fødselsregistreringsdokumenter, og i givet fald i vielses- eller dødsattester, indføres oplysninger om ændringer i civilregistrets oplysninger vedrørende den pågældende i følgende tilfælde:

[...]

f) ændring af navn

[...]

9.

Nævnte lovs artikel 57, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Sletning, supplering eller ændring af civilregistrets dokumenter og oplysningerne heri kan kun finde sted i kraft af en endelig retsafgørelse.«

10.

I henhold til artikel 1, 2 og 10 ff. i lov nr. 119/1996 udsteder de myndigheder, der har til opgave at føre civilstandsregistret, fødsels-, vielses- og dødsattester på grundlag af civilstandsattester, som de opbevarer uden at gengive dem i deres helhed.

11.

Artikel 4, stk. 2, litra l), i Ordonanța Guvernului nr. 41/2003 privind dobândirea și schimbarea pe cale administrativă a numelor persoanelor fizice (regeringens kendelse nr. 41/2003 om erhvervelse og ændring af fysiske personers navne ad administrativ vej) ( 9 ) af 30. januar 2003 fastsatte:

»Anmodninger om navneændring imødekommes i følgende tilfælde:

[...]

12.

Artikel 131, stk. 2, i den metode, der blev vedtaget med Hotărârea Guvernului nr. 64/2011 pentru aprobarea Metodologiei cu privire la aplicarea unitară a dispozițiilor în materie de stare civilă (regeringsafgørelse nr. 64/2011 om godkendelse af metoden for ensartet anvendelse af bestemmelserne på civilstandsområdet) af 26. januar 2011 har følgende ordlyd:

»Personnummeret tildeles på grundlag af oplysningerne i fødselsregistreringsdokumentet vedrørende køn og fødselsdato.«

13.

Dette personnummer indføres i civilstandsattesterne ( 10 ).

14.

Ifølge den rumænske lovgivning om udstedelse af identitetskort og pas ( 11 ) indføres i disse dokumenter bl.a. indehaverens efternavn, fornavn, køn og personnummer. Ændringer af disse oplysninger, der er foretaget i udlandet, kan ikke få virkning i Rumænien, medmindre de forudgående er blevet registreret af en borgerservice i forbindelse med udstedelsen af enten et pas i tilfælde af ændring af efternavn og fornavn eller et identitetskort i tilfælde af ændring af oplysninger om civilstand. I henhold til artikel 19, litra i), i regeringens nøddekret nr. 97/2005 udsteder den offentlige tjeneste, der er ansvarlig for personregistret, et nyt identitetsdokument i tilfælde af kønsskifte.

15.

Ifølge artikel 2, stk. 1, og artikel 3 i Gender Recognition Act 2004 (lov af 2004 om kønsanerkendelse) i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen ( 12 ), kan en person, der er fyldt 18 år, og som ønsker at opnå retlig anerkendelse af det køn, som vedkommende har afgivet erklæring om, indgive en ansøgning til et kønsanerkendelsesudvalg, der undersøger den dokumentation, som den pågældende har fremlagt med henblik på at opnå en kønsanerkendelsesattest ( 13 ). Det drejer sig dels om en diagnose om kønsdysfori stillet af en læge eller en psykolog med speciale på området, dels om en erklæring på tro og love om, at den pågældende har levet som sit erhvervede køn i mindst to år og har til hensigt at leve som sit erhvervede køn resten af sit liv.

16.

Denne lovs artikel 9, stk. 1, bestemmer, at udstedelsen af en endelig kønsanerkendelsesattest medfører en fuldstændig anerkendelse i alle henseender af ansøgerens erhvervede køn. Den kan dog ikke anvendes som identifikationsmiddel ( 14 ).

17.

I henhold til Enrolment of Deeds (Change of Name) Regulations 1994 (bekendtgørelse af 1994 om registrering af retsakter (navneændring)) ( 15 ), kan en statsborger i Commonwealth ændre sit for- og efternavn ved en simpel erklæring, nærmere bestemt en deed poll, som for personer, der er fyldt 18 år, kan registreres på justitskontoret ved High Court of Justice (England & Wales), King’s Bench Division (ret i første instans (England og Wales), afdelingen for King’s Bench, Det Forenede Kongerige). I så fald offentliggøres erklæringen i The London Gazette. Denne registrering er ikke obligatorisk, idet beviset for navneændringen kan føres ved hjælp af alle retsmidler.

18.

Sagsøgeren ( 16 ), der er rumænsk statsborger, blev ved fødslen den 24. august 1992 i Cluj-Napoca (Rumænien) registreret som kvinde.

19.

Efter at være flyttet til Det Forenede Kongerige med sine forældre i 2008 opnåede sagsøgeren den 21. april 2016 britisk statsborgerskab ved naturalisation. Siden da har han haft dobbelt statsborgerskab, rumænsk og britisk.

20.

Den 21. februar 2017 ændrede sagsøgeren sit fornavn og sin tiltaleform fra kvinde til mand efter »deed poll«-proceduren.

21.

Efter gennemførelsen af denne formalitet fik han udskiftet visse officielle dokumenter, som var udstedt af de britiske myndigheder, nærmere bestemt sit kørekort og sit pas.

22.

Den 29. juni 2020 fik sagsøgeren i Det Forenede Kongerige udstedt en »Gender Recognition Certificate« (kønsanerkendelsesattest), som bekræfter hans mandlige kønsidentitet.

23.

I maj 2021 anmodede sagsøgeren på grundlag af to af de i Det Forenede Kongerige udstedte dokumenter, nemlig deed poll-dokumentet og kønsanerkendelsesattesten, Clujs borgerservice om at indføre oplysningerne vedrørende ændringen af sit fornavn, køn og personnummer i sit fødselsregistreringsdokument, således at det afspejler hans mandlige køn, og om at udstede en ny fødselsattest indeholdende disse nye oplysninger.

24.

På grund af borgerservicens afslag anlagde sagsøgeren den 14. september 2021 sag ved Judecătoria Sectorului 6 Bucureşti (retten i første instans, afdeling 6, i Bukarest, Rumænien), som er den forelæggende ret, med de samme påstande i et søgsmål anlagt mod Clujs borgerservice, direktoratet for folkeregistret og forvaltning af indenrigsministeriets databaser og Cluj-Napoca kommune.

25.

Sagsøgeren nedlagde påstand om, at den forelæggende ret bestemmer, at hans fødselsregistreringsdokument skal bringes i overensstemmelse med hans kønsidentitet, der er blevet endeligt anerkendt i Det Forenede Kongerige. Han har anmodet om en direkte anvendelse af EU-retten, herunder af enhver unionsborgers ret til at færdes og opholde sig frit på Unionens område, for at han uhindret kan udøve denne ret, idet han råder over et rejsedokument, der er i overensstemmelse med hans kønsidentitet som mand. Sagsøgeren har gjort gældende, at pligten til at foretage en ny retlig procedure i Rumænien, som direkte har til formål at opnå tilladelse til kønsskiftet, udsætter ham for risiko for at opnå en modsatrettet afgørelse i forhold til den, som blev truffet af Det Forenede Kongeriges myndigheder, idet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ( 17 ) har fundet, at den rumænske procedure er uklar og uforudsigelig ( 18 ).

26.

De sagsøgte rumænske myndigheder har gjort gældende, at søgsmålet har til formål at opnå anerkendelse af hans nye personlige sociale status, der er en følge af ændringer foretaget i udlandet. I henhold til artikel 43, litra i), i lov nr. 119/1996 indføres oplysninger om ændringer i civilstand i tilfælde af kønsskifte imidlertid i fødselsregistreringsdokumenter på grundlag af en retsafgørelse, der er blevet endelig.

27.

I denne sag er Consiliul Naţional pentru Combaterea Discriminării (det nationale råd til bekæmpelse af forskelsbehandling, Rumænien) adciteret, og anmodningen fra Asociația Accept (foreningen Accept) om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for sagsøgeren er blevet taget til følge.

28.

Den forelæggende ret har indledningsvis henvist til Domstolens relevante praksis, navnlig dom af 2. oktober 2003, Garcia Avello ( 19 ), af 14. oktober 2008, Grunkin og Paul ( 20 ), af 8. juni 2017, Freitag ( 21 ), og af 14. december 2021, Stolitjna obsjtjina, rajon »Pantjarevo« ( 22 ), for dernæst at udtrykke tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning er i overensstemmelse med de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, for så vidt som denne lovgivning forpligter den berørte person til at gennemgå en ny retlig procedure i en af de medlemsstater, hvori han er statsborger, selv om han allerede har afsluttet en procedure med positivt udfald i en anden medlemsstat, hvori han ligeledes er statsborger, uanset karakteren af den procedure, der er gennemført i sidstnævnte medlemsstat, navnlig uanset om denne procedure har administrativ eller retlig karakter.

29.

Endelig er den forelæggende ret af den opfattelse, at løsningen af tvisten i hovedsagen ligeledes afhænger af en afklaring af konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal det navnlig præciseres, om en medlemsstat er forpligtet til at anerkende retsvirkningerne af en kønsskifteprocedure, der er gennemført i en stat, som var en medlemsstat, da denne procedure blev indledt, men som havde forladt Unionen på det tidspunkt, hvor proceduren blev afsluttet.

30.

På denne baggrund har Judecătoria Sectorului 6 București (retten i første instans, afdeling 6, i Bukarest) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31.

Sagsøgeren, foreningen Accept, Cluj-Napoca kommune, den rumænske, den tyske, den græske, den ungarske, den nederlandske og den polske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Sagsøgeren, foreningen Accept, den tyske, den ungarske, den nederlandske og den polske regering samt Kommissionen har besvaret de spørgsmål, som Domstolen havde stillet til mundtlig besvarelse, i retsmødet, der blev afholdt den 23. januar 2024.

32.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører en anmodning om at få indført en ændring af fornavn og køn i et fødselsregistreringsdokument på grundlag af dokumenter, der er registreret i Det Forenede Kongerige, det ene før denne stats udtræden af Unionen, og det andet inden udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalen. Sagsøgeren, der er statsborger i Det Forenede Kongerige, hvor han har bopæl, og i Rumænien, hvor han er født, har gjort gældende, at udstedelsen af et rejsedokument, som er i overensstemmelse med hans kønsidentitet, vil gøre det muligt for ham at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit i Unionen i sin egenskab af unionsborger.

33.

Den forelæggende ret er således for det første i tvivl om, hvorvidt afslaget på at anerkende de ændringer af en unionsborgers identitet, der er opnået i en stat, hvori EU-retten på det pågældende tidspunkt var gældende, med henblik på ajourføring af den pågældendes fødselsregistreringsdokument er velbegrundet, henset til EU-retten. For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke konsekvenser der skal drages af Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.

34.

På EU-rettens nuværende udviklingstrin findes der ingen lovgivning eller retspraksis, der regulerer spørgsmål vedrørende ajourføring i den medlemsstat, hvor en unionsborger er født, af oplysningerne i civilstandsattester om køn eller kønsidentitet på grundlag af attester, der er udarbejdet, eller afgørelser, der er truffet i en anden medlemsstat.

35.

Det skal nemlig for det første erindres, at der ikke findes nogen forordning, der gælder for det civilretlige samarbejde. Spørgsmål om personers civilstand er udtrykkeligt udelukket fra anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 23 ), og sådan har det forholdt sig siden konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 24 ). Tvistens genstand er heller ikke omfattet af anvendelsesområdet for Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 ( 25 ).

36.

Selv om EU-lovgiver greb ind for at lette cirkulationen af civilstandsattester, behandlede den endvidere ikke virkningerne heraf, således som det fremgår af titlen på Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1191 af 6. juli 2016 om fremme af den frie bevægelighed for borgere gennem en forenkling af kravene vedrørende fremlæggelse af visse offentlige dokumenter i Den Europæiske Union og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 ( 26 ). Denne forordning, hvis retsgrundlag bl.a. er artikel 21, stk. 2, TEUF, indeholder bestemmelser om flersprogede formularer og en generel fritagelse for legalisering i Unionen. Spørgsmålet om ajourføring af de nationale civilstandsregistre er ikke behandlet, selv om det blev behandlet i afsnit 4 i Kommissionens grønbog »Færre administrative henvendelser for borgerne: Fremme af fri cirkulation af offentlige dokumenter og anerkendelse af virkningerne af civilstandsattester« ( 27 ).

37.

For det andet omhandler Domstolens faste praksis på civilstandsområdet det for- og efternavn, der er angivet i civilstandsattesterne. Domstolen har fastslået, at selv om reglerne for indførelse af disse oplysninger om en persons identitet henhører under medlemsstaternes kompetence, skal medlemsstaterne imidlertid overholde EU-retten under udøvelsen af denne kompetence, og herunder EUF-traktatens bestemmelser om den ret, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig på medlemsstaternes område ( 28 ).

38.

For det tredje erindrede Domstolen om, at »spørgsmål om personers civilstand, som reglerne om ægteskab og slægtskab henhører under, [...] et område, der henhører under medlemsstaternes kompetence, og EU-retten gør ikke indgreb i denne kompetence. Det står således medlemsstaterne frit for i deres nationale lovgivning at indføre mulighed for ægteskab for personer af samme køn og forældreskab for disse eller at undlade dette. Medlemsstaterne skal imidlertid under udøvelsen af denne kompetence overholde EU-retten og navnlig EUF-traktatens bestemmelser om den ret, der tilkommer enhver unionsborger til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, idet de med henblik herpå anerkender civilstanden for personer, der er etableret i en anden medlemsstat, i overensstemmelse med dennes lovgivning« ( 29 ).

39.

Ifølge denne faste retspraksis foreligger der en tilknytning til EU-retten, når det drejer sig om personer, som er statsborgere i en medlemsstat og opholder sig lovligt på en anden medlemsstats område ( 30 ). Enhver unionsborger i denne situation kan derfor påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne egenskab, bl.a. rettighederne fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF, herunder i givet fald i forhold til sin oprindelsesmedlemsstat ( 31 ).

40.

I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren i sin egenskab af unionsborger har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit i en anden medlemsstat end sin oprindelsesmedlemsstat i overensstemmelse med artikel 21 TEUF, og at han er blevet statsborger i førstnævnte stat.

41.

Endvidere har sagsøgeren i sin oprindelsesmedlemsstat påberåbt sig rettigheder, som den pågældende har erhvervet efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed i Det Forenede Kongerige, som dengang var en EU-medlemsstat. Efter at denne stat ikke længere er en medlemsstat, er det endelig i sin egenskab af unionsborger alene som følge af sit rumænske statsborgerskab, at den pågældende ønsker at kunne færdes frit på Unionens område med rumænske identitets- og rejsedokumenter ( 32 ).

42.

Sagsøgerens situation henhører dermed under EU-rettens anvendelsesområde. Spørgsmålet er imidlertid, om der kan rejses tvivl om denne bedømmelse som følge af, at sagsøgeren har gjort sine rettigheder gældende i Rumænien efter Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen.

43.

For det første skal det erindres, at

44.

For det andet skal det konstateres, at

45.

Heraf kan efter min opfattelse udledes, at denne kønsanerkendelsesattest, der er udarbejdet i overgangsperioden, skal undersøges i den pågældende medlemsstat som et officielt dokument fra en anden medlemsstat ( 33 ) i overensstemmelse med den EU-ret, der var gældende på tidspunktet for anmodningens behandling.

46.

Denne kvalificering afhænger ikke af udløbet af overgangsperioden og dermed af den dato, hvor dens virkninger blev påberåbt af den berørte person ( 34 ). Den begrænsning af bevægelsesfriheden, som sagsøgeren har påberåbt sig ( 35 ) med henblik på afslaget på ajourføring af sit fødselsregistreringsdokument, kan principielt bedømmes ud fra bestemmelserne i artikel 21 TEUF.

47.

Med disse to spørgsmål, som efter min opfattelse bør behandles samlet, ønsker den forelæggende ret således nærmere bestemt oplyst, om artikel 21 TEUF og chartrets artikel 7 og 45 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at myndighederne i en medlemsstat giver en statsborger i den pågældende medlemsstat, der også er britisk statsborger, afslag på at anerkende dennes fornavn og kønsidentitet, der er erklæret og erhvervet lovligt i Det Forenede Kongerige, og indføre disse oplysninger i fødselsregistreringsdokumentet, selv om denne stat endnu var medlem af Unionen, da den første erklæring blev afgivet, og selv om EU-retten stadig var gældende, da den anden erklæring blev afgivet, med den begrundelse, at en bestemmelse i national ret gør muligheden for at opnå en sådan indførelse betinget af, at kønsskiftet er blevet anerkendt af en retsinstans i førstnævnte medlemsstat.

48.

Det skal derfor undersøges, hvilke konsekvenser på civilstandsområdet der ifølge EU-retten kan drages af de omtvistede dokumenter.

49.

Henset til betingelserne for anerkendelse i en medlemsstat af virkningerne af offentlige dokumenter, der er udfærdiget i en anden medlemsstat, skal jeg for det første nævne, at den forelæggende ret anser det for givet, at de i hovedsagen omhandlede dokumenter, som hverken er civilstandsattester eller retsafgørelser, er gyldige og på området på civilstand kan have de samme virkninger med hensyn til sagsøgerens identitet ( 36 ) som dem, der anerkendes af de britiske myndigheder, som har udstedt et nyt pas og et kørekort efter erklæringen om ændring af fornavn og tiltaleform (deed poll), hvorved der ikke er foretaget nogen præcisering angående kønsanerkendelsesattesten ( 37 ).

50.

Hvad for det andet angår en anmodning om ajourføring af en unionsborgers fødselsregistreringsdokument skal der henvises til Domstolens afgørelser på civilstandsområdet, der alene vedrører en medlemsstats myndigheders afslag på at anerkende det for- eller efternavn, der under omstændigheder svarende til dem i hovedsagen blev erhvervet af en statsborger i denne medlemsstat, der havde udøvet sin ret til fri bevægelighed og ligeledes var statsborger i en anden medlemsstat, idet for- eller efternavnet blev fastlagt efter de gældende regler i sidstnævnte medlemsstat ( 38 ).

51.

Domstolen bemærkede først, at »en persons for- og efternavn er en grundlæggende del af denne persons identitet og privatliv, som er beskyttet ved [chartrets] artikel 7 [...] samt ved artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)«. Domstolen fastslog ligeledes, at selv om chartrets artikel 7 ikke udtrykkeligt henviser til navne, berører en persons for- og efternavn ikke desto mindre den pågældendes privatliv og familieliv, eftersom det udgør et middel til personlig identifikation og skaber en forbindelse til en familie ( 39 ).

52.

Dernæst fastslog Domstolen, at et afslag på at anerkende navnet for en unionsborger, der er opnået lovligt i en anden medlemsstat, kan hindre udøvelsen af den i artikel 21 TEUF sikrede ret til at færdes og tage ophold på medlemsstaternes område, idet der vil kunne opstå risiko for forveksling og ulemper som følge af en uoverensstemmelse mellem de to navne, der anvendes for den samme person, med henblik på at bevise både hans identitet og hans familierelationer ( 40 ).

53.

Når der i den nationale ret findes andre retsgrundlag for at foretage navneændring efter anmodning fra den berørte, har Domstolen endelig fastslået, at disse for at kunne anses for at være forenelige med EU-retten ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre de rettigheder, der er tillagt ved artikel 21 TEUF. Når der ikke findes EU-retlige bestemmelser om ændring af efternavne, skal reglerne i national ret endvidere overholde ækvivalensprincippet ( 41 ).

54.

I disse afgørelser, der var baseret på enhver unionsborger ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, fandt Domstolen, at dokumenter vedrørende civilstanden i en medlemsstat skulle bringes i overensstemmelse med et for- eller efternavn, der var erhvervet i en anden medlemsstat, enten i henhold til reglerne om tildeling af navn ( 42 ) eller efter en frivillig ændring ( 43 ).

55.

Logikken, der ligger til grund for denne retspraksis, er princippet om automatisk anerkendelse, i en ånd af gensidig tillid mellem medlemsstaterne og med henblik på at sikre de berørte personers frie bevægelighed i disse stater, af et for- eller efternavn, der er erhvervet i en anden medlemsstat, og beror ikke på en forvaltnings- eller retsakt. Denne logik adskiller sig derfor fra logikken bag anerkendelsen af virkningerne af et udenlandsk dokument eller en udenlandsk dom efter metoderne i international privatret ( 44 ), der kunne begrunde udarbejdelsen af særregler på andre grundlag end artikel 21 TEUF ( 45 ).

56.

På denne baggrund skal det undersøges, under hvilke omstændigheder denne retspraksis kan overføres, idet der sondres mellem de i hovedsagen omhandlede dokumenter, eftersom Domstolen allerede har taget stilling til den automatiske anerkendelse af et nyt fornavn.

57.

For så vidt angår den ændring af fornavnet, som sagsøgeren fik foretaget i Det Forenede Kongerige før anerkendelsen af sin kønsidentitet, er det i den foreliggende sag ubestridt, at det fornavn, der er angivet i sagsøgerens britiske pas og kørekort, ikke er identisk med det, der er anført i det rumænske civilstandsregister og i de rumænske administrative dokumenter. Ligesom i den sag, der gav anledning til Bogendorff-dommen ( 46 ), og så meget mere i tilfælde af, at der vælges et nyt fornavn i tilknytning til en efterfølgende erklæring om kønsidentitet, hersker der ingen tvivl om, at den omstændighed, at en og samme person har forskellige fornavne, kan skabe alvorlige administrative, erhvervsmæssige og private ulemper for den pågældende.

58.

Myndighederne i en medlemsstats nægtelse af at anerkende fornavnet, således som det er blevet erhvervet i en anden medlemsstat, der på daværende tidspunkt var medlem af Unionen, udgør følgelig en restriktion for de friheder, der i henhold til artikel 21 TEUF gælder for alle unionsborgere.

59.

Hverken den forelæggende ret eller den rumænske regering har angivet nogen særlig grund, der kan begrunde afslaget på at anerkende det fornavn, som sagsøgeren har erhvervet i Det Forenede Kongerige, og at indføre det i hans fødselsregistreringsdokument ud over anerkendelsen af kønsidentiteten, som de kompetente rumænske myndigheder har modsat sig ( 47 ). Den forelæggende ret har i øvrigt ikke angivet nogen særlig bestemmelse om ændring af fornavn bortset fra den, der er knyttet til kønsskiftet. Den har endvidere ikke givet nogen oplysninger om en procedure til anerkendelse af en udenlandsk afgørelse i overensstemmelse med EU-retten på området for- og efternavne ( 48 ).

60.

Under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder er den omstændighed, at anerkendelsen af det nye fornavn er knyttet til anerkendelsen af kønsidentiteten, ikke i overensstemmelse med effektivitetsprincippet og sikrer ikke beskyttelsen af sagsøgerens rettigheder i medfør af EU-retten og navnlig artikel 21 TEUF ( 49 ). Endelig kan den forelæggende ret ikke anvende grunde, der er knyttet til den offentlige orden eller ligebehandling med henblik på at afslå ændringen af fornavnet ( 50 ).

61.

Henset til disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at der for så vidt angår ajourføringen af sagsøgerens fødselsregistreringsdokument ikke er nogen vanskeligheder forbundet med at adskille anerkendelsen af ændringen af fornavnet og anerkendelsen af kønsskiftet, selv om fornavnet synes at være knyttet til et andet køn end det, hvormed det køn, der blev registreret ved fødslen, sociologisk set associeres.

62.

Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at der i denne situation med henblik på at vurdere rækkevidden af en automatisk afgørelse om et nyt fornavn bør tænkes ud over den faktiske ramme for denne forelæggelse for Domstolen, og at det bør tages i betragtning, at en sådan anerkendelse kan have konsekvenser for andre civilstandsattester, såsom attesterne for den berørte persons familiemedlemmer, hvori fornavnet før ændringen er anført, dvs. bl.a. en vielsesattest, attest vedrørende registreret partnerskab eller et barns fødselsregistreringsdokument.

63.

Når lovgivningen på civilstandsområdet hjemler det, skal anerkendelsen af et nyt fornavn efter min opfattelse have virkning uden forbehold, især da den ikke ændrer de berørte tredjeparters identitet, til forskel fra en ændring af efternavnet, der er blevet valgt eller erhvervet af ægtefællen eller endog er givet videre til børnene. Omvendt vil en manglende efterfølgende ajourføring føre til en uoverensstemmelse mellem civilstandsattesterne, der vil vanskeliggøre udøvelsen af rettighederne i medfør af artikel 21 TEUF, såfremt familiemedlemmerne ønsker at gøre brug heraf på grundlag af familierelationerne, som de skal begrunde.

64.

Derfor bør Domstolens svar efter min opfattelse ikke være begrænset til den berørte persons fødselsregistreringsdokument. Artikel 21 TEUF skal dermed generelt fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstats myndigheder giver afslag på at indføre det fornavn i et civilstandsregister, som en statsborger i denne medlemsstat har erhvervet i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er statsborger, på grundlag af en bestemmelse i national ret, hvorefter muligheden for at opnå en sådan indførelse er underlagt den betingelse, at kønsskiftet er blevet anerkendt af en retsinstans i førstnævnte medlemsstat.

65.

I den foreliggende sag er det nye spørgsmål, som Domstolen skal tage stilling til, om dens praksis på civilstandsområdet vedrørende de grænseoverskridende virkninger af at have opnået et navn i en medlemsstat kan overføres på alle punkter.

66.

Indledningsvis skal det fremhæves, at selv om Domstolen i dommen af 26. juni 2018, MB (Kønsskifte og arbejdsophørspension) ( 51 ), præciserede, at »EU-retten ikke griber ind i medlemsstaternes kompetence til inden for området for personers civilstand og den juridiske anerkendelse af en persons kønsskifte selv at udforme deres lovgivning« ( 52 ), var genstanden for den sag, der gav anledning til denne afgørelse, ikke den retlige anerkendelse i en medlemsstat af en kønsidentitet, der var erhvervet i en anden medlemsstat ( 53 ).

67.

Der skal følgelig tages stilling til, om den eneste praksis fra Domstolen vedrørende anerkendelsen med retsvirkning i en medlemsstat af ændringen af en oplysning om en unionsborgers identitet, nemlig dennes navn, med henblik på indførelse i civilstandsregistret i en anden medlemsstat, kan anvendes under de samme omstændigheder, når der er tale om angivelsen af køn i fødselsregistreringsdokumentet.

68.

På et første analysetrin kan et bekræftende svar med samme ordlyd som i Freitag-dommen ( 54 ) komme i betragtning af tre grunde.

69.

For det første forholder det sig således, at i hovedparten af medlemsstaterne ( 55 ) er angivelsen af kønnet et grundlæggende element i en persons identitet i lighed med for- og efternavnet ( 56 ). Dette element er som oftest knyttet til det køn, der er anført i fødselsregistreringsdokumentet ( 57 ), og i nogle tilfælde efternavnet ( 58 ).

70.

Endelig kræver grundlaget for anerkendelsen af et nyt for- eller efternavn med henblik på registrering heraf, dvs. kravene, der følger af artikel 21 TEUF og af retten til respekt for privatlivet, som er beskyttet i henhold til chartrets artikel 7 og EMRK’s artikel 8 ( 59 ), at en unionsborger ikke fratages kerneindholdet i de rettigheder, som denne er tildelt ved sin status, hvilket gælder for alle aspekter af dennes identitet.

71.

En sådan løsning er desuden i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens nu faste praksis på grundlag af EMRK’s artikel 8 og vedrørende respekten for kønsidentiteten ( 60 ).

72.

Menneskerettighedsdomstolen har ganske vist ikke taget stilling til sager om anerkendelse af afgørelser om ændring af navn eller kønsskifte ( 61 ), men den har gentagne gange bekræftet, at respekten for privat- og familielivet indebærer, at staten har en positiv forpligtelse til at sikre dette ved at vedtage foranstaltninger med henblik på at anerkende både ændring af for- eller efternavn ( 62 ) og af kønsidentitet ( 63 ) og at drage konsekvenserne heraf på civilstandsområdet.

73.

Det skal ligeledes konstateres, at 25 af de 27 medlemslande har fastsat procedurer for ændring af civilstand med henblik på, at den juridiske identitet ved fødslen ændres som følge af et individuelt valg vedrørende kønnet ( 64 ), hvilket underbygger relevansen af den løsning, der foreslås på grundlag af de i punkt 70 i dette forslag til afgørelse nævnte principper, analogt med retspraksis vedrørende efternavne.

74.

Jeg vil tilføje, at den omstændighed, at der i en medlemsstat ikke findes lovgivning angående erklæringen om kønsskifte, ikke forekommer mig at udgøre en hindring, henset til artikel 21 TEUF, på grund af den positive forpligtelse, der følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 65 ) og den analoge anvendelse af dommen i sagen Grunkin og Paul. I denne afgørelse tog Domstolen stilling til anerkendelsen af et barns efternavn, der var sammensat af dets fars og dets mors efternavne, selv om tysk ret ikke hjemlede et sådant dobbeltnavn ( 66 ).

75.

Hvad endelig angår begrundelserne for en begrænsning af den frie bevægelighed, som Domstolen undersøgte, behandlede denne navnlig formålet om i tilfælde af en frivillig navneændring at forhindre, at der sker omgåelse af national ret på området for personlig status, ved at retten til fri bevægelighed og de rettigheder, der følger heraf, udøves alene med henblik på en navneændring. I denne forbindelse erindrede Domstolen om, at den i præmis 24 i dom af 9. marts 1999, Centros ( 67 ), allerede havde fastslået, at en medlemsstat har ret til at træffe foranstaltninger, der skal hindre, at visse af dens statsborgere gennem misbrug af de ved traktaten indrømmede muligheder forsøger at unddrage sig deres egen nationale lovgivning, og at borgerne ikke på svigagtig vis eller med henblik på misbrug kan gøre bestemmelserne i EU-retten gældende ( 68 ).

76.

På området for anerkendelse af kønsidentitet er det i denne henseende nødvendigt at tage hensyn til den omstændighed, at medlemsstaternes lovgivning på nuværende tidspunkt er mindre konsolideret end lovgivningen vedrørende navneændring på det tidspunkt, hvor Domstolen traf sin afgørelse ( 69 ). Visse medlemsstater hjemler en procedure med selvbestemmelse ( 70 ), mens kravene til prøvelse i andre medlemsstater er blevet ændret eller endog ophævet ( 71 ) på grund af Menneskerettighedsdomstolens praksis ( 72 ).

77.

Disse forskelle med hensyn til de materielle rettigheder, der gælder i tilfælde af kønsskifte, kan imidlertid ikke føre til, at det lægges til grund, at der foreligger vægtige grunde til ikke at anerkende dette ( 73 ). Eftersom det drejer sig om at tillægge rettigheder, som er forbundet med unionsborgerskabet, virkninger, kan denne forskellighed alene begrunde en skærpet agtpågivenhed i forhold til de betingelser, hvorunder disse rettigheder udøves, med henblik på at sikre sig mod enhver form for misbrug.

78.

Som det blev foreslået i retsmødet, forekommer det mig derfor hensigtsmæssigt, for at fjerne risikoen for misbrug, at de betingelser for opholdsret og statsborgerskab ( 74 ), der anvendes til at kontrollere, at der foreligger en tæt tilknytning til den medlemsstat, hvori en sådan ændring har fundet sted ( 75 ), kan påberåbes.

79.

Hvad angår anvendelsen af de ovenfor angivne principper i hovedsagen skal det nævnes, at den eneste begrundelse for at afslå at anerkende kønsskiftet efter afgivelse af en erklæring om kønsidentitet og indføre det i det omhandlede fødselsregistreringsdokument uden gennemførelse af en procedure, der er angivet i anmodning om præjudiciel afgørelse ( 76 ), er den, at der i Rumænien findes andre retsgrundlag, der gør det muligt at opnå et kønsskifte.

80.

Som den forelæggende ret dog har anført, blev det påvist i dommen i sagen X og Y mod Rumænien ( 77 ), at denne nationale procedure ikke kan anses for at være forenelig med EU-retten, eftersom den gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre de rettigheder, der er tillagt ved artikel 21 TEUF ( 78 ).

81.

Henset til omstændighederne i hovedsagen kan Domstolen derfor, som i de tidligere domme vedrørende en unionsborgers navn, fastslå, at de rumænske myndigheders afslag på at anerkende den kønsidentitet, der blev erhvervet i Det Forenede Kongerige, mens EU-retten stadig fandt anvendelse, udgør en ubegrundet restriktion for de friheder, der i henhold til artikel 21 TEUF gælder for alle unionsborgere.

82.

I et andet analyseskridt rejser den nødvendige vurdering af den generelle rækkevidde af en sådan afgørelse, på det samme grundlag som Domstolens praksis på navneområdet, imidlertid spørgsmål om, hvorvidt de særlige virkninger på civilstandsområdet af angivelsen af køn i fødselsregistreringsdokumentet nødvendiggør mulige begrænsninger.

83.

Angivelsen af kønnet i fødselsregistreringsdokumentet har særlige virkninger på området for personlig status. Hvilke konsekvenser skal der i givet fald drages heraf, henset til Domstolens seneste afgørelser vedrørende de betingelser, hvorunder civilstandsattester fra en medlemsstat skal have virkning i en anden medlemsstat, nemlig dommen i sagen Coman m.fl. og Pantjarevo-dommen?

84.

Med hensyn til personlig status har erklæringen vedrørende kønsidentiteten nogle virkninger, som navnet ikke har. En navneændring kan ganske vist som følgevirkning føre til ændring af navnet for personer, til hvem det er blevet videregivet, eller som har valgt det ( 79 ). Til sammenligning kan erklæringen om kønsidentitet imidlertid ikke anses for en viljestilkendegivelse, der er begrænset til den berørte persons identitet.

85.

Denne erklæring ændrer nemlig både den berørte persons personlige status og familiestatus. Den kan således påberåbes ved udførelsen af rettigheder, der fortsat er knyttet til kønsforskellen (ægteskab, slægtskab, pensionering ( 80 ), helbred, sportskonkurrencer osv.).

86.

Eftersom ajourføringen af civilstandsattesterne er begrundet i formålet om at sikre de rettigheder, der er knyttet til den pågældende borgers og dennes familiemedlemmers frie bevægelighed ( 81 ), er det, ligesom med hensyn til ændring af fornavnet ( 82 ), absolut nødvendigt at afklare følgevirkningerne af en registrering af en erklæring om kønsidentitet, der er anerkendt i en medlemsstat, på andre civilstandsattester, såsom vielsesattester eller børns fødselsregistreringsdokumenter, der er udfærdiget før en sådan erklæring ( 83 ) i den samme medlemsstat eller i andre medlemsstater, som dommen i sagen Coman m.fl. og Pantjarevo-dommen illustrerer.

87.

Jeg udleder af dommen i sagen Coman m.fl. og Pantjarevo-dommen, at Domstolen lagde vægt på overholdelsen af princippet om, at EU-retten ikke begrænser medlemsstaternes kompetence på området for registrering i civilstandsregistre af oplysninger, der kan føre til en anerkendelse af ægteskab mellem personer af samme køn eller et slægtskab med to forældre af samme køn. I sidstnævnte tilfælde blev der klart givet udtryk for, at medlemsstaterne ikke har en pligt på civilstandsområdet ( 84 ).

88.

Jeg er derfor af den opfattelse, at spørgsmålet om virkningerne af anerkendelsen i en medlemsstat af dokumenter eller afgørelser vedrørende angivelsen af køn, der er udfærdiget eller truffet i en anden medlemsstat, bør anskues fra en anden synsvinkel end den, som Domstolen har anlagt på navneområdet ( 85 ).

89.

Selv om Domstolen i dommen i sagen Coman m.fl. fastholdt, at en medlemsstats forpligtelse til at anerkende et ægteskab mellem to personer af samme køn indgået i en anden medlemsstat i henhold til denne sidstnævnte medlemsstats lovgivning, præciserede den nemlig, at dette ægteskab skal anerkendes alene med henblik på, at en tredjelandsstatsborger indrømmes opholdsret, men at denne anerkendelsespligt ikke indebærer, at den nævnte medlemsstat i sin egen lovgivning skal hjemle mulighed for ægteskab mellem personer af samme køn ( 86 ).

90.

I Pantjarevo-dommen fastslog Domstolen, at en medlemsstats myndigheder skal udstede et identitetskort eller pas til dennes statsborger på grundlag af en fødselsattest udstedt i en anden medlemsstat, uafhængigt af, om der er udstedt en ny fødselsattest i et nationalt register, idet det første dokument skal anerkendes ( 87 ).

91.

I disse to domme traf Domstolen sin afgørelse i forlængelse af sin faste praksis vedrørende de grænseoverskridende virkninger af et navn, der er tildelt eller valgt. Domstolen erindrede om medlemsstaternes kompetence med hensyn til personers civilstand ( 88 ) og forpligtelsen til at sikre de rettigheder, der følger af artikel 21 TEUF, idet den herefter pålagde dem at anerkende ægteskab mellem personer af samme køn ( 89 ) eller slægtskabsforhold til forældre af samme køn, der er registreret i en anden medlemsstat ( 90 ). I sidstnævnte tilfælde fastslog den civilstandsattest, der var oprettet i en medlemsstat, slægtskabsforholdet alene med henblik på en anden medlemsstats udstedelse af et rejsedokument til dens statsborgere ( 91 ), uden at dette havde nogen indvirkning på førelsen af denne medlemsstats civilstandsregister.

92.

I lyset af nævnte domme skal den løsning, der vælges med hensyn til anerkendelse og indførelse i et civilstandsregister af et kønsskifte efter en erklæring om kønsidentiteten, der er erhvervet i en anden medlemsstat, idet denne løsning er baseret på det dobbelte krav om personlig autonomi ( 92 ) og unionsborgeres frie bevægelighed ( 93 ), efter min opfattelse fastsætte visse begrænsninger.

93.

Denne løsning består i at indskrænke medlemsstaternes forpligtelse til at registrere ændringen af en persons identitetsoplysninger ifølge det valgte køn på dennes eneste fødselsregistreringsdokument, når det kan have indvirkning på andre civilstandsattester. Domstolens svar til den forelæggende ret bør generelt begrænse virkningerne af principperne i henhold til artikel 21 TEUF på civilstandsområdet til den berørte persons identifikationsoplysninger ( 94 ), der bl.a. giver den pågældende mulighed for at færdes på Unionens område, dvs. med henblik på udstedelse af et identitetskort eller et pas ( 95 ).

94.

Denne løsning indebærer, at ajourføringen af civilstandsattester vedrørende den berørte persons familiemedlemmer ikke vil være obligatorisk i medfør af EU-retten, for så vidt som denne ajourføring vil medføre en efterfølgende anerkendelse i civilstandsregistret af et ægteskab mellem personer af samme køn ( 96 ) eller slægtskabsforhold til forældre af samme køn ( 97 ), der ikke kan pålægges medlemsstaterne i henhold til EU-retten.

95.

Set i et sådant perspektiv kan den manglende overensstemmelse mellem civilstandsattesterne for de personer, der danner par, eller er medlemmer af samme familie, på grundlag af artikel 21 TEUF, som det allerede er fastlagt af Domstolen, afhjælpes ved, at erklæringen om kønsidentitet alene får virkning med hensyn til oplysningerne i de allerede eksisterende civilstandsattester i forbindelse med udstedelsen af et identitetskort, en opholdstilladelse eller et pas i overensstemmelse med Domstolens praksis i dommen i sagen Coman m.fl. og Pantjarevo-dommen.

96.

Denne løsning er ganske vist ikke tilfredsstillende, henset til retten til respekt for familielivet og barnets tarv, idet transpersonen skal kunne begrunde sine familierelationer, der er fastslået ved civilstandsattester. Jeg er nemlig af den opfattelse, at selv om adskillelsen af udstedelsen af et administrativt dokument og førelsen af civilstandsregistret er en mulighed med henblik på at forlade det område, hvor borgeren er statsborger, opfylder denne adskillelse ikke kravet om et liv uden administrative besværligheder, når den pågældende vender tilbage ( 98 ).

97.

Eftersom anerkendelsen i en medlemsstat af en ændring vedrørende en unionsborgers identitet, der har fundet sted i en anden medlemsstat, er baseret på artikel 21 TEUF, er det imidlertid alene medlemsstaterne, som har kompetence til at fastlægge de konsekvenser på civilstandsområdet, der følger af, at alle civilstandsattesterne bringes i overensstemmelse med hinanden ( 99 ).

98.

Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes fastslået, at der skal foretages en afvejning af de berørte offentlige interesser i forbindelse med organiseringen af civilstandsområdet ( 100 ) og anerkendelsen af personers kønsidentitet ( 101 ). I denne forbindelse skal der tages hensyn til de forskellige krav i medlemsstaterne ( 102 ).

99.

Jeg er derfor af den opfattelse, at artikel 21 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstats kompetente myndigheder giver afslag på at anerkende den kønsidentitet, som en statsborger i denne medlemsstat har erhvervet i en anden medlemsstat, hvor han ligeledes er statsborger, og indføre den i den pågældendes fødselsregistreringsdokument uden gennemførelse af en procedure. Den omstændighed, at der i national ret findes en procedure for kønsskifte, kan ikke begrunde et sådant afslag.

100.

Henset til samtlige de forhold, der er blevet oplyst vedrørende navneændring og kønsskifte, som er opnået i en anden medlemsstat, og til omstændighederne i hovedsagen foreslår jeg, at Domstolens svar på den forelæggende rets spørgsmål med hensyn til civilstanden begrænses til den pågældende unionsborgers fødselsregistreringsdokument, formuleres generelt og tilføjes en præcisering af, at Det Forenede Kongeriges udtræden af Unionen ikke har nogen indvirkning.

101.

På baggrund af ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Judecătoria Sectorului 6 București (retten i første instans, afdeling 6, i Bukarest, Rumænien) forelagte præjudicielle spørgsmål således: