1

Sagsøgeren, Complejo Agrícola Las Lomas, SL, har med sit søgsmål støttet på artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2022) 6017 final af 31. august 2022 om godkendelse af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik for perioden 2023-2027 med henblik på EU-støtte finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (herefter »den anfægtede retsakt«), for så vidt som denne godkendte punkt 3.4 i Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, der i henhold til artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2115 af 2. december 2021 om regler for støtte til strategiske planer, der udarbejdes af medlemsstaterne under den fælles landbrugspolitik og finansieres gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1305/2013 og (EU) nr. 1307/2013 (EUT 2021, L 435, s. 1) opstiller en øvre grænse på 200000 EUR for den grundlæggende indkomststøtte, som kan oppebæres for hver landbruger (herefter »den omtvistede foranstaltning«).

2

Sagsøgeren er et spansk selskab med hjemsted i Madrid (Spanien), der navnlig beskæftiger sig med opkøb og udnyttelse af landbrugsarealer til landbrugs-, skovbrugs- og opdrætsvirksomhed.

3

Den 29. december 2021 forelagde Kongeriget Spanien i medfør af artikel 118, stk. 1, i forordning 2021/2115 Kommissionen et forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik (herefter »strategisk plan for den fælles landbrugspolitik«) for perioden 2023-2027.

4

Den 31. marts 2022 fremsatte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 118, stk. 2, i forordning 2021/2115, efter at have vurderet forslaget til strategisk plan for den fælles landbrugspolitik udarbejdet af Spanien (herefter »Spaniens strategiske plan«), bemærkninger og anmodede om supplerende oplysninger.

5

Den 27. juli 2022 fremsendte Kongeriget Spanien oplysninger til Kommissionen som svar på dens bemærkninger og fremlagde en revideret udgave af forslaget til strategisk plan for den fælles landbrugspolitik.

6

Den 31. august 2022 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse, idet den godkendte Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik i medfør af artikel 118, stk. 4, i forordning 2021/2115.

7

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

8

Sagsøgeren har ligeledes nedlagt påstand om, at Kommissionen fremlægger den rapport vedrørende udarbejdelsen af forslaget til Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, som den er i besiddelse af.

9

Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. februar 2023 har Kommissionen i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 1, fremsat en formalitetsindsigelse, hvori den har nedlagt følgende påstande:

10

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 27. februar 2023 har Kongeriget Spanien anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.

11

Sagsøgeren er fremkommet med sine bemærkninger til den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse den 17. april 2023. Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen forkastes.

12

I henhold til artikel 130, stk. 1 og 7, i Rettens procesreglement kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

13

Da Kommissionen i den foreliggende sag har nedlagt påstand om, at der tages stilling til formalitetsindsigelsen, finder Retten, at sagsakterne giver tilstrækkeligt grundlag for, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

14

Kommissionen har til støtte for formalitetsindsigelsen gjort for det første en manglende overholdelse af kravene i statuttens artikel 21 og procesreglementets artikel 76, litra d) og e), for det andet Rettens manglende kompetence til at tage stilling til den omtvistede foranstaltning og for det tredje sagsøgerens manglende søgsmålskompetence gældende.

15

Adspurgt af Retten som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse vedtaget i henhold til procesreglementets artikel 89 om overholdelse af søgsmålsfristen i forbindelse med den anfægtede afgørelse skønnede Kommissionen ligeledes, at stævningen var indgivet efter fristens udløb.

16

Kommissionen har gjort gældende, at fristen for anlæggelse af dette søgsmål begyndte at løbe på datoen for vedtagelse af den anfægtede afgørelse, nemlig den 31. august 2022, eller senest på datoen for offentliggørelsen af den på internettet, dvs. den 8. september 2022. Ifølge Kommissionen fik sagsøgeren kendskab til nævnte afgørelses eksistens senest på sidstnævnte dato. Sagsøgeren har imidlertid ikke opfyldt sin forpligtelse til at udvise omhu ved inden for en rimelig frist at anmode om adgang til afgørelsens fulde ordlyd. Fristen på to måneder og ti dage udløb således den 21. november 2022, og søgsmålet blev anlagt dagen efter.

17

Sagsøgeren har gjort gældende, at eftersom den anfægtede afgørelse ikke var blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende eller meddelt, skal kriteriet om det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til den, finde anvendelse, jf. artikel 263, stk. 6, TEUF. Sagsøgeren har oplyst, at denne først fik kendskab til den anfægtede afgørelse midt i oktober 2022 via det spanske landbrugs-, fiskeri- og fødevareministeriums websted.

18

I henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal et annullationssøgsmål anlægges inden for to måneder efter, at den anfægtede retsakt, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt sagsøgeren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at sagsøgeren har fået kendskab hertil. Det følger af selve ordlyden af denne bestemmelse, at kriteriet om det tidspunkt, på hvilket sagsøgeren har fået kendskab til retsakten, som udgangspunkt for søgsmålsfristen er subsidiært i forhold til kriterierne om retsaktens offentliggørelse eller meddelelse (jf. dom af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet, C-122/95, EU:C:1998:94, præmis 35).

19

I henhold til procesreglementets artikel 60 skal denne frist derudover forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.

20

For det første er det ubestridt, at den anfægtede afgørelse ikke er blevet meddelt sagsøgeren, idet afgørelsen ikke er rettet til sagsøgeren.

21

For det andet fremgår det af retspraksis, at for at offentliggørelsen af den anfægtede retsakt kan udgøre begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF, må en sådan offentliggørelse enten være påkrævet i henhold til en bestemmelse i den primære eller den afledte EU-ret, eller det må i det mindste følge af en fast praksis, som sagsøgeren med rette kunne forlade sig på (jf. i denne retning kendelse af 15.5.2019, Metrans mod Kommissionen og INEA, T-262/17, EU:C:2019:341, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

22

I den foreliggende sag er det for det første ubestridt, at den anfægtede afgørelse ikke er blevet offentliggjort i EU-Tidende.

23

For det andet fremgår det hverken af artikel 118 i forordning 2021/2115 eller af nogen anden bestemmelse i denne forordning, at afgørelser om godkendelse af strategiske planer for den fælles landbrugspolitik skal offentliggøres på en bestemt måde.

24

For det tredje må det, som Kommissionen har anført i sit svar på Rettens spørgsmål, konstateres, at der ikke findes en veletableret praksis i denne institution for offentliggørelse af afgørelser som den anfægtede afgørelse, som sagsøgeren med rette kunne forlade sig på.

25

Eftersom den anfægtede afgørelse dermed hverken er blevet offentliggjort eller meddelt sagsøgeren, er begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen i forbindelse med denne retsakt, som det fremgår af artikel 263, stk. 6, TEUF, det tidspunkt, hvor sagsøgeren fik kendskab til den.

26

Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at når den berørte retsakt hverken er blevet offentliggjort eller meddelt, løber søgsmålsfristen først fra det tidspunkt, hvor den berørte person har fået et nøjagtigt kendskab til retsaktens indhold og begrundelsen for denne, forudsat at den berørte person har anmodet om den fulde ordlyd inden for en rimelig frist, efter at vedkommende har fået kendskab til retsaktens eksistens (jf. i denne retning dom af 19.11.2018, Landesbank Baden-Württemberg mod SRB, T-14/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:812, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

27

Retspraksis pålægger således den berørte tredjepart en forpligtelse til med den fornødne omhu at anmode om den fulde ordlyd af en retsakt, der vedrører vedkommende, således at fristen først begynder at løbe på det tidspunkt, hvor vedkommende har kendskab til samtlige relevante oplysninger med henblik på anlæggelse af søgsmålet (jf. kendelse af 8.12.2021, Alessio m.fl. mod ECB, T-620/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:877, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det fremgår af retspraksis, at kendskabet til en retsakts eksistens kan udledes af forskellige omstændigheder såsom for det første den berørte tredjeparts mundtlige og skriftlige udtalelser, for det andet offentliggørelsen i EU-Tidende af en kortfattet meddelelse om den anfægtede retsakt, for det tredje offentliggørelsen i en medlemsstats officielle tidende af en national retsakt, der, selv på en upræcis måde, henviser til den anfægtede retsakt, for det fjerde situationer, i hvilke disse omstændigheder er kombineret, f.eks. når den anfægtede retsakt er blevet offentliggjort i medierne, og udtalelser fra tredjeparten lader forstå, at denne var bekendt med, at der var blevet vedtaget en retsakt, i en kontekst, hvor det var åbenbart, at vedkommende fulgte sagens udvikling nøje (jf. i denne retning kendelse af 8.12.2021, Alessio m.fl. mod ECB, T-620/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:877, præmis 47-49 og den deri nævnte retspraksis).

29

Det skal i denne sammenhæng påpeges, at den i artikel 263, stk. 6, TEUF omhandlede frist på to måneder, der, såfremt en retsakt, der vil kunne gøres til genstand for et annullationssøgsmål, ikke er blevet offentliggjort eller meddelt, begynder på den dato, hvor sagsøgeren har fået kendskab til den, er forskellig fra den rimelige frist, som denne part har til at anmode om at få meddelt retsaktens fulde ordlyd med henblik på at få et nøjagtigt kendskab hertil (jf. kendelse af 19.11.2018, Landesbank Baden-Württemberg mod SRB, T-14/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:812, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

30

Kriteriet om en rimelig frist for at anmode om at få meddelt en retsakt efter at have fået kendskab til dens eksistens er således ikke en fast frist, der automatisk kan udledes af fristen for anlæggelse af annullationssøgsmål, men en frist, der afhænger af de konkrete omstændigheder (jf. i denne retning dom af 28.2.2013, Fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 32-34).

31

Det skal i denne henseende anføres, at det i nogle sager er blevet fastslået, at en anmodning om at få meddelt en retsakts fulde ordlyd, der er fremsat inden for to måneder (jf. i denne retning kendelse af 5.3.1993, Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, C-102/92, EU:C:1993:86, præmis 19), mere end fire måneder (jf. i denne retning kendelse af 10.11.2011, Agapiou Joséphidès mod Kommissionen og EACEA, C-626/10 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2011:726, præmis 130-132, af 15.7.1998, LPN og GEOTA mod Kommissionen, T-155/95, EU:T:1998:167, præmis 44, og af 19.11.2018, VR-Bank Rhein-Sieg mod SRB, T-42/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:813, præmis 44-49) eller mere end seks måneder (jf. i denne retning kendelse af 18.5.2010, Abertis Infraestructuras mod Kommissionen, T-200/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:200, præmis 63) efter, at sagsøgeren havde fået kendskab til dens eksistens, overskred den rimelige frist.

32

Desuden er en frist på to uger (jf. i denne retning dom af 7.3.1995, Socurte m.fl. mod Kommissionen, T-432/93 – T-434/93, EU:T:1995:43, præmis 50) eller en måned (jf. i denne retning dom af 19.5.1994, Consorzio gruppo di azione locale Murgia Messapica mod Kommissionen, T-465/93, EU:T:1994:56, præmis 32) under andre omstændigheder blevet anset for at udgøre en rimelig frist.

33

I den foreliggende sag var vedtagelsen af den anfægtede afgørelse dels blevet annonceret i pressemeddelelser af 31. august 2022 udsendt af Kommissionens repræsentation i Spanien og af den spanske regering, dels var den anfægtede afgørelse blevet lagt op på Kommissionens websted den 8. september 2022 og på det spanske landbrugs-, fiskeri- og fødevareministeriums websted den 19. september 2022.

34

Sagsøgeren har oplyst, at denne først fik kendskab til den anfægtede afgørelse midt i oktober 2022 via det spanske landbrugs-, fiskeri- og fødevareministeriums websted, uden at denne dog kan oplyse den præcise dato.

35

Selv om sagsøgeren havde fået kendskab til den anfægtede afgørelses eksistens den 31. august eller den 8. september 2022, således som Kommissionen har anført, har dennes angivelige inaktivitet mellem disse datoer og midten af oktober 2022 under alle omstændigheder højst varet ca. halvanden måned. En sådan frist kan ikke under de omstændigheder, der gør sig gældende i den foreliggende sag, anses for at overskride en rimelig frist.

36

I den foreliggende sag skal der således tages hensyn til den omstændighed, at annullationssøgsmålet blev anlagt den 22. november 2022 og således kun kunne anses for at være anlagt for sent, hvis sagsøgeren fik kendskab til indholdet af den anfægtede afgørelse før den 12. september 2022.

37

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at det tilkommer den part, der gør gældende, at en sag er anlagt for sent, henset til fristen fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF, at føre bevis for, hvornår den begivenhed, der fik fristen til at løbe, er indtrådt (jf. i denne retning dom af 6.12.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-167/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:651, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

38

I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid ikke fremlagt nogen oplysninger med henblik på at godtgøre, at sagsøgeren fik kendskab til indholdet af den anfægtede afgørelse før den 12. september 2022, idet den blot har anført, at sagsøgeren havde fået kendskab til den senest den 8. september 2022.

39

Det foreliggende søgsmål kan således ikke anses for at være anlagt for sent.

40

Kommissionen har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises med den begrundelse, at stævningen ikke opfylder de betingelser, der er opstillet i artikel 21 i Domstolens statut og i procesreglementets artikel 76, litra d) og e). Ifølge Kommissionen er tvistens genstand i realiteten den omtvistede foranstaltnings lovlighed, selv om det fremgår af stævningen, at der er tale om et søgsmål angående delvis annullation af den anfægtede afgørelse. Sagsøgerens påstande angår således ikke annullation af nævnte afgørelse, men af den omtvistede foranstaltning. Endelig angiver annullationsanbringenderne ingen fejl eller ulovligheder begået i forbindelse med vedtagelsen af denne afgørelse, mens der er anført undladelser fra de spanske myndigheders side. Desuden er de anbringender, der er fremsat i stævningen, uklare og henviser blot i abstrakte og generelle vendinger til retspraksis, uden at den anvendes den på den foreliggende sag.

41

Sagsøgeren er af den opfattelse, at tvistens genstand er klart påvist og består i, at lovligheden af den anfægtede afgørelse bestrides, for så vidt som den godkender forslaget til Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den omtvistede foranstaltning udgør en del af nævnte afgørelse, og at Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik ikke er en selvstændig og særskilt foranstaltning i forhold til denne afgørelse. Sagsøgeren har i denne henseende henvist til Kommissionens kompetence i henhold til artikel 118 i forordning 2021/2115.

42

I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, og procesreglements artikel 76, litra d) og e), finder anvendelse på retsforhandlingerne ved Retten, skal en stævning angive søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, som sagsøgeren har fremsat, samt en kortfattet fremstilling af disse anbringender og påstande.

43

Disse oplysninger skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan forberede sit forsvar, og til, at Retten kan tage stilling til sagen i givet fald alene på det foreliggende grundlag. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen (jf. dom af 4.7.2019, Italien mod Kommissionen, T-598/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:482, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 9.7.2019, Scaloni og Figini mod Kommissionen, T-158/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:491, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

44

Hvad angår nærmere bestemt parternes påstande skal det påpeges, at de fastsætter genstanden for den tvist, der indbringes for Unionens retsinstanser, og at disse påstande derfor skal være formuleret entydigt for at undgå, at EU’s retsinstanser træffer afgørelse ultra petita (jf. dom af 14.9.2017, Università del Salento mod Kommissionen, T-393/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:604, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 19.11.2020, Comune di Stintino mod Kommissionen, T-174/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:551, præmis 45). Når der er tale om et annullationssøgsmål, må det navnlig kræves, at den retsakt, der påstås annulleret, klart angives (jf. i denne retning kendelse af 6.11.2018, Chioreanu mod ERCEA, T-717/17, EU:T:2018:765, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

45

I den foreliggende sag er det korrekt, at sagsøgeren i stævningen har nedlagt påstand dels om delvis annullation af den anfægtede afgørelse, dels om at den omtvistede foranstaltning erklæres ulovlig. Det fremgår imidlertid af en læsning af hele stævningen, at sagsøgeren med sit søgsmål har nedlagt påstand om annullation af nævnte afgørelse, for så vidt som den godkender den omtvistede foranstaltning i strid med EU-retten.

46

Desuden er det også sådan, at Kommissionen har forstået sagsøgerens påstande i formalitetsindsigelsen. Selv om Kommissionen således har kritiseret sagsøgeren for at have blandet den anfægtede afgørelse og Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik sammen, om end de i realiteten er to særskilte retsakter, står det ikke desto mindre fast, at spørgsmålet er, om de klagepunkter, som sagsøgeren har fremført, kan tilregnes Kommissionen, og ikke, om stævningen er klar og præcis. Dette spørgsmål om tilregnelse henhører imidlertid under afvisningsgrunden vedrørende Rettens manglende kompetence til at kontrollere den anfægtede foranstaltning (jf. præmis 14 ovenfor).

47

De anbringender og væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som annullationssøgsmålet er støttet på, fremgår tilstrækkeligt klart af stævningen. Stævningen indeholder fire anbringender, det første om tilsidesættelse af artikel 17 i forordning 2021/2115, det andet om, at der ikke er foretaget nogen vurdering af denne foranstaltnings indvirkning for så vidt angår dens forenelighed med den fælles landbrugspolitiks mål, det tredje om en fordrejning af det indre marked til skade for spanske landbrugere, hvilket resulterer i en fragmentering af den fælles landbrugspolitik, det fjerde om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Desuden har sagsøgeren anført domme afsagt af Retten og Domstolen, som denne har knyttet sammen med de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag.

48

Det følger af det ovenstående, at søgsmålet ikke skal afvises med den begrundelse, at stævningen ikke opfylder de betingelser, der er opstillet i artikel 21 i Domstolens statut og i procesreglementets artikel 76, litra d) og e).

49

Følgelig må formalitetsindsigelsen om stævningens manglende overholdelse af formkravene forkastes.

50

Kommissionen har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som tvistens egentlige genstand er legalitetsprøvelsen af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, der er en retsakt vedtaget af en medlemsstat, som Retten ikke har kompetence til at prøve. Retten savner således kompetence til at tage stilling til lovligheden af den omtvistede foranstaltning. Kommissionen har gjort gældende, at dens godkendelse af hele den pågældende strategiske plan for den fælles landbrugspolitik ikke har nogen indvirkning på ophavsmanden til og arten af denne tekst, idet der er tale om en retsakt vedtaget af de spanske myndigheder. De strategiske planer for den fælles landbrugspolitik er nationale foranstaltninger, der har retsvirkninger i den berørte medlemsstats retsorden, og ikke retsakter vedtaget af Unionens institutioner, organer eller agenturer som omhandlet i artikel 263 TEUF. Det tilkommer de nationale retsinstanser at prøve lovligheden af de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik og foranstaltningerne heri, sammenholdt med EU-retten, navnlig forordning 2021/2115, og i givet fald forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning i henhold til artikel 267 TEUF.

51

Sagsøgeren er af den opfattelse, at Retten har kompetence til at prøve lovligheden af Kommissionens afgørelser, herunder afgørelser om godkendelse af forslag til strategiske planer for den fælles landbrugspolitik. Ifølge sagsøgeren udgør Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik og den anfægtede afgørelse en enkelt retsakt, der udelukkende henhører under Kommissionens kompetence, eftersom Kongeriget Spanien blot har samarbejdet om udarbejdelsen af den. Desuden er godkendelsen af forslag til strategiske planer for den fælles landbrugspolitik en procedure, der er omfattet af EU-retten, og den eneste retsakt, der kan anfægtes, er Kommissionens afgørelse om godkendelse af dem. Kommissionens sondring mellem den anfægtede afgørelse og Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik svarer til, at den undersøgelse, som Kommissionen skal foretage, bliver uden indhold, og de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik unddrages enhver domstolsprøvelse, hvilket er i strid med retten til effektive retsmidler. Desuden kan Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik ikke bestrides ved de spanske retsinstanser, eftersom der er tale om en forberedende retsakt, der udarbejdes inden for rammerne af en EU-retlig procedure.

52

I den foreliggende sag er annullationspåstandene formelt rettet mod den anfægtede afgørelse, der er en gennemførelsesafgørelse. En sådan afgørelse fra Kommissionen udgør en del af de retsakter, hvis lovlighed EU’s retsinstanser, i den foreliggende sag Retten, i henhold til artikel 263 TEUF har kompetence til at prøve. Dette er i øvrigt ikke blevet bestridt af Kommissionen.

53

Kommissionens hypotese, der har foranlediget den til at bestride Rettens kompetence i den foreliggende sag, består i at fastholde, at den anfægtede foranstaltning henhører under Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik og ikke under den anfægtede afgørelse og dermed ikke kan tilregnes Kommissionen. Godkendelsen af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik med nævnte afgørelse har ikke ændret denne retsakts karakter, idet den fortsat er en national foranstaltning, og legalitetskontrollen af den henhører udelukkende under de nationale retsinstanser.

54

Det er vigtigt at påpege, at Kommissionens argumentation er støttet på elementer om dels tilregnelse af de af sagsøgeren fremførte klagepunkter til Kommissionen, hvilket er et spørgsmål om søgsmålets formalitet, dels Rettens kompetence til at behandle disse klagepunkter og dermed den omtvistede foranstaltning.

55

Det skal i den foreliggende sag anføres, at de spanske myndigheder og Kommissionen har deltaget i udarbejdelsen og godkendelsen af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik. Det skal således undersøges, om det er Unionens retsinstanser eller de nationale retsinstanser, der i en sådan procedure har kompetence til at tage stilling til lovligheden af den omtvistede foranstaltning i henhold til EU-retten.

56

Det skal i denne henseende først og fremmest påpeges, at det forhold, at de nationale myndigheder eventuelt er involveret i en procedure, som fører til EU-institutionernes vedtagelse af sådanne retsakter, ikke kan berøre deres kvalificering som EU-retsakter, når retsakterne fra de nationale myndigheder er et led i en procedure, hvori en EU-institution har den endelige beslutningskompetence alene uden at være bundet af forberedende retsakter eller forslag fra de nationale myndigheder (dom af 19.12.2018, Berlusconi og Fininvest, C-219/17, EU:C:2018:1023, præmis 43).

57

I et sådant tilfælde, hvor EU-retten ikke tilsigter at indføre en opdeling i en national kompetence og en EU-kompetence med forskellige formål, men derimod fastsætter en eksklusiv beslutningskompetence for en EU-institution, tilkommer det således Unionens retsinstanser i medfør af deres enekompetence til at kontrollere legaliteten af EU-retsakter på grundlag af artikel 263 TEUF at træffe afgørelse om lovligheden af den af den pågældende EU-institution trufne endelige afgørelse og at undersøge – for at sikre en effektiv retsbeskyttelse for de berørte – om forberedende retsakter eller forslag fra de nationale myndigheder er behæftet med eventuelle mangler, som kan påvirke gyldigheden af denne endelige afgørelse (dom af 19.12.2018, Berlusconi og Fininvest, C-219/17, EU:C:2018:1023, præmis 44).

58

En retsakt fra en national myndighed, som indgår i en EU-beslutningsproces, er imidlertid ikke omfattet af enekompetencen for Unionens retsinstanser, når det af kompetencefordelingen inden for det pågældende område mellem de nationale myndigheder og EU-institutionerne fremgår, at den af de nationale myndigheder udstedte retsakt er en nødvendig del af en procedure for vedtagelse af en EU-retsakt, hvorunder EU-institutionerne kun har et begrænset eller intet skøn, således at den nationale retsakt binder EU-institutionen (jf. i denne retning dom af 3.12.1992, Oleificio Borelli mod Kommissionen, C-97/91, EU:C:1992:491, præmis 9 og 10).

59

Det tilkommer således de nationale retter at påkende de uregelmæssigheder, som en sådan national retsakt eventuelt er behæftet med, i givet fald ved præjudiciel forelæggelse for Domstolen, på samme betingelser vedrørende prøvelsen, som gælder for enhver anden endelig beslutning, der er truffet af samme nationale myndighed, som vil kunne tænkes at skade tredjemand, og i øvrigt – under henvisning til princippet om effektiv retsbeskyttelse – at antage et søgsmål anlagt til prøvelse deraf til realitetsbehandling, selv om de nationale processuelle regler ikke foreskriver dette i et sådant tilfælde (jf. i denne retning dom af 3.12.1992, Oleificio Borelli mod Kommissionen, C-97/91, EU:C:1992:491, præmis 11-13, af 6.12.2001, Carl Kühne m.fl., C-269/99, EU:C:2001:659, præmis 58, og af 2.7.2009, Bavaria og Bavaria Italia, C-343/07, EU:C:2009:415, præmis 57).

60

Den omstændighed, at en national foranstaltning godkendes af Kommissionen, har imidlertid ikke den virkning, at den omtvistede foranstaltning får karakter af en EU-retsakt (jf. i denne retning dom af 19.9.2002, Huber, C-336/00, EU:C:2002:509, præmis 40, og af 4.6.2009, JK Otsa Talu, C-241/07, EU:C:2009:337, præmis 37).

61

Det er i lyset af disse foranstaltninger, at den procedure, der førte til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal undersøges med henblik på at bestemme, hvilken retsinstans der har kompetence til at tage stilling til den foreliggende tvist om foreneligheden med EU-retten af den omtvistede foranstaltning, der indgår i Spaniens forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, således som den blev godkendt ved den anfægtede afgørelse.

62

Den anfægtede afgørelse er den retsakt, hvorved Kommissionen godkendte Spaniens forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik i henhold til den i artikel 118 i forordning 2021/2115 fastsatte procedure.

63

I første omgang skal Kommissionens og medlemsstaternes respektive roller i gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, således som de er fastsat i forordning 2021/2115, analyseres.

64

Det skal i denne henseende først og fremmest anføres, at den delte kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne i henhold til artikel 4, stk. 2, TEUF bl.a. finder anvendelse på landbrugsområdet.

65

Reformen af den lovgivningsmæssige ramme for den fælles landbrugspolitik blev gennemført med forordning 2021/2115. Som det fremgår af 36. betragtning til denne forordning, blev det besluttet at vedtage en enkelt forordning.

66

I henhold til artikel 1, stk. 2, i forordning 2021/2115 finder denne anvendelse på støtte fra Unionen, som ydes gennem Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) til interventioner beskrevet i en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, der er udarbejdet af en medlemsstat og godkendt af Kommissionen, og som dækker perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2027. Det fremgår af 36. betragtning til denne forordning, at den erstatter de ordninger, der var fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT 2013, L 347, s. 487) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådet forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT 2013, L 347, s. 608).

67

Hvad dernæst angår forvaltningen af den fælles landbrugspolitik, der følger af denne reform, fremgår det af tredje betragtning til forordning 2021/2115, at Unionen fastlægger de grundlæggende parametre, mens medlemsstaterne bør påtage sig et større ansvar for, hvordan disse målsætninger opfyldes, og målene nås. Dermed vil en øget nærhed i videre udstrækning gøre det muligt at tage hensyn til lokale forhold og behov og landbrugsaktivitetens særlige karakter.

68

Desuden fremgår det af 27. betragtning til forordning 2021/2115, at kompetencefordelingen inden for rammerne af denne nye model for gennemførelse af den fælles landbrugspolitik betyder, at målsætninger, interventionstyper og fælles krav fastsættes på EU-plan med henblik på at sikre den fælles landbrugspolitiks fælles karakter, mens medlemsstaterne har ansvaret for at omsætte dem til støtteordninger, der gælder for støttemodtagerne.

69

Hvad endelig angår budgetgennemførelsen af den fælles landbrugspolitik fremgår det af artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/2116 af 2. december 2021 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1306/2013 (EUT 2021, L 435, s. 187), at EGFL gennemføres enten under delt forvaltning mellem medlemsstaterne og Unionen eller under direkte forvaltning. Samme forordnings artikel 6 bestemmer, at ELFUL gennemføres under delt forvaltning mellem medlemsstaterne og Unionen.

70

Det fremgår dermed af de i præmis 67-69 ovenfor nævnte bestemmelser, at den nye forvaltning af den fælles landbrugspolitik, som EU-lovgiver har indført, er baseret på et samarbejde, der giver medlemsstaterne en skønsbeføjelse med henblik på tilpasning af interventionerne til deres nationale landbrugs særlige behov, samtidig med at der indføres en EU-kontrol med henblik på at sikre foreneligheden med den fælles landbrugspolitik.

71

I anden omgang skal de regler, der finder anvendelse på de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik, der omsætter målene for dette nye forvaltningssystem, undersøges.

72

Hvad angår udarbejdelsen af strategiske planer for den fælles landbrugspolitik fremgår det for det første af artikel 104, stk. 1, i forordning 2021/2115, at medlemsstaterne fastlægger strategiske planer for den fælles landbrugspolitik for at gennemføre den støtte fra Unionen, der finansieres gennem EGFL og ELFUL.

73

I denne henseende fastsætter artikel 5 og 6 i forordning 2021/2115 Unionens målsætninger, mens artikel 7 fastsætter de indikatorer, der vil blive anvendt til evaluering af realiseringen af disse målsætninger. Derudover fastsætter artikel 9 bl.a., at medlemsstaterne udformer de i deres strategiske planer for den fælles landbrugspolitik fastlagte interventioner i overensstemmelse med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og de almindelige principper i EU-retten. Desuden fastsætter artikel 8-84 interventionstyperne samt de fælles krav, som medlemsstaterne skal anvende med henblik på at sikre den fælles landbrugspolitiks fælles karakter.

74

For det andet præciseres det i artikel 106, stk. 1, i forordning 2021/2115, at medlemsstaterne udarbejder de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik i overensstemmelse med deres institutionelle og lovgivningsmæssige rammer.

75

For det tredje fastsætter artikel 107-115 i forordning 2021/2115 kravene til indholdet og fremlæggelsen af de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik. Disse udgør retningslinjer for den strategi, som hver enkelt medlemsstat vedtager med henblik på gennemførelse af den fælles landbrugspolitik.

76

For så vidt angår Kommissionens godkendelse af den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik præciseres det i 110. betragtning til forordning 2021/2115, at den er altafgørende for at kunne sikre, at den fælles landbrugspolitik gennemføres i overensstemmelse med de fælles målsætninger.

77

Med henblik herpå tilrettelægger artikel 118 i forordning 2021/2115 proceduren for evaluering og godkendelse af det forslag til strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, som hver medlemsstat fremlægger. Det fremgår af stk. 1, at hver medlemsstat forelægger Kommissionen et forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik.

78

Dernæst bestemmer artikel 118, stk. 2, i forordning 2021/2115, at Kommissionen vurderer den foreslåede strategiske plan for den fælles landbrugspolitik med hensyn til dens fuldstændighed, dens sammenhæng og overensstemmelse med de almindelige principper i EU-retten, nævnte forordning og de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør af den, og forordning 2021/2116, dens effektive bidrag til opfyldelsen af de specifikke målsætninger, der er fastsat i artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning 2021/2115, og dens betydning for et velfungerende indre marked og konkurrenceforvridning og for omfanget af den administrative byrde, der påhviler støttemodtagerne og administrationen.

79

Artikel 118, stk. 3, i forordning 2021/2115 gør det muligt for Kommissionen at fremsætte bemærkninger, når der ved evalueringen af forslaget til strategisk plan for den fælles landbrugspolitik er konstateret problemer. Medlemsstaten forelægger til gengæld Kommissionen alle nødvendige supplerende oplysninger og reviderer om nødvendigt den foreslåede plan.

80

Artikel 118, stk. 4, i forordning 2021/2115 fastsætter kriterierne for godkendelse af de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik, nemlig for det første at de i forordningens artikel 118, stk. 3, omhandlede nødvendige oplysninger skal meddeles Kommissionen, og for det andet at planen skal være forenelig med artikel 9 og de øvrige krav i denne forordning og i forordning 2021/2116 samt de delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, der vedtages i medfør af disse.

81

I henhold til artikel 118, stk. 5 og 6, i forordning 2021/2115 sker godkendelsen af hver strategisk plan for den fælles landbrugspolitik ved en gennemførelsesafgørelse senest seks måneder efter, at den pågældende medlemsstat har fremlagt den.

82

Desuden bestemmer artikel 118, stk. 7, i forordning 2021/2115, at de strategiske planer først får retsvirkning, når de er godkendt af Kommissionen.

83

Endelig fastsættes der i artikel 119 og 120 i forordning 2021/2115 procedurer svarende til den procedure, der er fastsat i artikel 118, såfremt den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik ændres eller gennemgås.

84

Det fremgår af samtlige de i præmis 72-83 ovenfor nævnte bestemmelser for det første, at Kommissionen ikke direkte kan ændre et forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, der er udarbejdet af en medlemsstat, for det andet, at den udøver kontrol med forslagets overensstemmelse med visse EU-retlige regler, for det tredje, at den kan fremsætte bemærkninger, hvormed den gør godkendelsen af den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik betinget af, at medlemsstaten ændrer denne, og for det fjerde, at den kun bør nægte at godkende et forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, når dette ikke opfylder de krav, der er udtømmende opført i EU-retten, og for det femte, at en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik først får retsvirkninger, når den er godkendt af Kommissionen.

85

Kommissionen har således en egentlig beslutningskompetence inden for rammerne af godkendelsesproceduren for strategiske planer for den fælles landbrugspolitik, og udøvelsen af denne indebærer nødvendigvis, at den undersøger planens indhold.

86

Der bør ikke desto mindre sondres mellem beslutningen om Kommissionens godkendelse af en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik og det forslag til en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, der forelægges af medlemsstaten, der forbliver en national retsakt, i forbindelse med hvilken medlemsstaten udøver sin kompetence, navnlig med hensyn til valget af de interventioner, der skal indgå i forslaget. Forbindelsen mellem disse to retsakter etableres med den ordning, der er fastsat i artikel 118 i forordning 2021/2115.

87

Henset til Kommissionens og de nationale myndigheders særskilte kompetencer udgør Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, således som den er godkendt af Kommissionen, ikke en forberedende retsakt til den anfægtede afgørelse, og den udgør heller ikke på anden måde en del af denne som omhandlet i den i præmis 56 og 57 ovenfor nævnte retspraksis. Med forordning 2021/2115 blev der således indført en ordning med delt kompetence mellem medlemsstaten og Kommissionen.

88

Det følger ligeledes af den i artikel 118 i forordning 2021/2115 omhandlede procedure for godkendelse af den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, at selv om den retsakt, som den nationale myndighed har vedtaget, er et nødvendigt trin i en procedure, der fører til vedtagelse af en EU-retsakt, er Kommissionen ikke bundet af den nationale retsakt som omhandlet i den i præmis 58 og 59 ovenfor nævnte retspraksis.

89

Retten har dermed kompetence til at kontrollere lovligheden af en afgørelse om godkendelse af en strategisk plan for den fælles landbrugspolitik som en EU-retsakt i henhold til artikel 263 TEUF, selv om denne kontrol nødvendigvis indebærer en undersøgelse af navnlig foreneligheden af indholdet af den foreslåede strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, der forbliver en national retsakt, med EU-retten i henhold til artikel 118, stk. 4, i forordning 2021/2115.

90

I stævningen har sagsøgeren imidlertid gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er ulovlig med den begrundelse, at Kommissionen har godkendt Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, selv om den overtræder flere EU-retlige regler, herunder bl.a. bestemmelserne i forordning 2021/2115 og de almindelige EU-retlige principper samt den nationale lovgivning om miljøvurdering.

91

Det skal anføres, at Kommissionen kontrollerer, at forslaget til strategisk plan for den fælles landbrugspolitik overholder bestemmelserne i forordning 2021/2115 og de almindelige EU-retlige principper, der i modsætning til den nationale lovgivning udgør en del af de regler, der skal kontrolleres i forbindelse med den i artikel 118, stk. 4, i forordning 2021/2115 omhandlede godkendelsesprocedure (jf. præmis 47 ovenfor).

92

Det fremgår heraf, at det i forbindelse med kontrollen af den anfægtede afgørelses lovlighed kan efterprøves, om Kommissionen, som sagsøgeren har anført, ikke burde have godkendt forslaget til Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik med den begrundelse, at dette ikke opfylder alle de i artikel 118, stk. 4, i forordning 2021/2115 opstillede betingelser.

93

Følgelig bør den påstand om afvisning af sagen med den begrundelse, at de uregelmæssigheder, der er blevet gjort gældende i forbindelse med den anfægtede afgørelse, alene kan tilskrives Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, dvs. de spanske myndigheder, der er fremsat i formalitetsindsigelsen, forkastes for så vidt angår de uregelmæssigheder, der skal undersøges som led i den kontrol af foreneligheden, der er omhandlet i artikel 118, stk. 4, i forordning 2021/2115, således som anført i præmis 91 ovenfor. Søgsmålet bør således ikke forkastes på grundlag af denne påstand om afvisning, selv om argumenterne om manglende overholdelse af den nationale lovgivning skal forkastes.

94

Kommissionen har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises, da sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence. Den anfægtede afgørelse berører hverken umiddelbart eller individuelt sagsøgeren, som det kræves i artikel 263, stk. 4, TEUF, og den anfægtede afgørelse er i øvrigt alene rettet til Kongeriget Spanien.

95

Sagsøgeren er af den opfattelse, at denne opfylder kravene om at skulle være umiddelbart og individuelt berørt.

96

I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

97

I den foreliggende sag er den anfægtede afgørelse rettet til Kongeriget Spanien og ikke til sagsøgeren. Under disse omstændigheder bør det første af de tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person har søgsmålskompetence i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, forkastes.

98

Det skal således undersøges, om det andet eller tredje tilfælde, i hvilke en fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF har kompetence til at indbringe klage med henblik på prøvelse af en retsakt, der ikke er rettet til vedkommende, kan finde anvendelse på den foreliggende sag. I det andet tilfælde kan der indbringes klage, såfremt retsakten umiddelbart og individuelt berører den fysiske eller juridiske person, der indbringer klagen. I det tredje tilfælde kan en person indbringe klage med henblik på prøvelse af en regelfastsættende retsakt, der ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, som ikke berører vedkommende umiddelbart (dom af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 19, samt domme af 27.2.2014, Stichting Woonpunt m.fl. mod Kommissionen, C-132/12 P, EU:C:2014:100, præmis 44, og Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 31).

99

I den foreliggende sag har Retten fundet det hensigtsmæssigt at undersøge det tredje tilfælde, inden den i givet fald undersøger det andet.

100

Kommissionen er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse, selv hvis den kan betegnes som en regelfastsættende retsakt, kræver, at de spanske myndigheder vedtager gennemførelsesforanstaltninger, der består i vedtagelse af den lovgivning, der er nødvendig for gennemførelsen af den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, som den omtvistede foranstaltning udgør en del af.

101

Sagsøgeren har anført, at selv om den anfægtede afgørelse skulle betragtes som en regelfastsættende retsakt, omfatter den gennemførelsesforanstaltninger som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

102

Uanset om den anfægtede afgørelse har en regelfastsættende karakter, er det i den foreliggende sag tilstrækkeligt at undersøge, om den omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

103

Som Domstolen har fastslået, skal der med henblik på spørgsmålet, om en regelfastsættende retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger, tages udgangspunkt i situationen for den person, der påberåber sig søgsmålsretten i henhold til artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF. Det er således irrelevant, om den omhandlede retsakt omfatter gennemførelsesforanstaltninger med hensyn til andre retsundergivne (jf. dom af 13.3.2018, European Union Copper Task Force mod Kommissionen, C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 38 og deri nævnte retspraksis).

104

Desuden er det i denne forbindelse uden betydning, om de nævnte foranstaltninger er af mekanisk karakter eller ej (jf. dom af 13.3.2018, European Union Copper Task Force mod Kommissionen, C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

105

I henhold til artikel 9, stk. 3, i forordning 2021/2115 fastsætter den lovgivningsmæssige ramme for tildelingen af støtte fra Unionen til landbrugere og andre støttemodtagere i overensstemmelse med de strategiske planer for den fælles landbrugspolitik, som Kommissionen har godkendt i henhold til denne forordnings artikel 118. De gennemfører disse strategiske planer for den fælles landbrugspolitik, således som de er blevet godkendt af Kommissionen.

106

Den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik udgør således et dokument, på grundlag af hvilket hver enkelt medlemsstat gennemfører den fælles landbrugspolitik i perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2027.

107

I denne forbindelse kræver gennemførelsen af den omtvistede foranstaltning, der kan få retsvirkninger for sagsøgerens økonomiske virksomhed, at der vedtages nationale gennemførelsesforanstaltninger. I øvrigt bekræftes eksistensen af sådanne af udkastet til Real Decreto sobre la aplicación, a partir de 2023, de las intervenciones en forma de pagos directos y el establecimiento de requisitos comunes en el marco del Plan Estratégico de la Política Agrícola Común, y la regulación de la solicitud única del sistema integrado de gestión y control (kongelig anordning om gennemførelse fra 2023 af interventioner i form af direkte betalinger og opstilling af fælles krav inden for rammerne af den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik og om rammerne for fælles støtteansøgning til det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem) udarbejdet af Kongeriget Spanien med henblik på gennemførelse af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik og fremlagt af sagsøgeren som bilag til dennes bemærkninger til formalitetsindsigelsen.

108

Eftersom den anfægtede afgørelse således blot godkender Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, der indeholder den omtvistede foranstaltning, og det påhviler Kongeriget Spanien at gennemføre den sammen med hele den pågældende strategiske plan for den fælles landbrugspolitik, får denne afgørelse først eventuelle retsvirkninger over for sagsøgeren med de nationale gennemførelsesforanstaltninger.

109

Det følger af det ovenstående, at den anfægtede afgørelse omfatter gennemførelsesforanstaltninger over for sagsøgeren som omhandlet i artikel 263, stk. 4, sidste sætningsled, TEUF.

110

Sagsøgeren kan derfor ikke støtte sig på det tredje tilfælde, der er nævnt i artikel 263, stk. 4, TEUF, med henblik på at bestride den anfægtede afgørelse.

111

Det skal dernæst undersøges, om søgsmålskompetencen kan baseres på det andet tilfælde, der er nævnt i præmis 98 ovenfor, som kræver, at den anfægtede afgørelse berører sagsøgeren umiddelbart og individuelt. Med henblik herpå skal den anden af disse betingelser undersøges først.

112

Det følger af fast retspraksis, at fysiske eller juridiske personer, der ikke er adressater for en retsakt, kun vil kunne påstå, at de berøres individuelt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, såfremt de rammes af den pågældende retsakt på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som en adressat for retsakten (dom af 15.7.1963, Plaumann mod Kommissionen, 25/62, EU:C:1963:17, s. 223; jf. ligeledes dom af 27.2.2014, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

113

Kommissionen er af den opfattelse, at hvis den anfægtede afgørelse berører sagsøgeren, er det kun i dennes egenskab af landbruger ligesom alle andre økonomiske aktører, der reelt eller potentielt befinder sig i en tilsvarende situation. Desuden kunne den gruppe, der var mest berørt af den anfægtede afgørelse, ifølge Kommissionen ikke identificeres på tidspunktet for dens vedtagelse, da der ikke forelå nogen ansøgninger om grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, der var indgivet på grundlag af den nationale lovgivningsmæssige ramme for tildeling af en sådan støtte i medfør af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik.

114

Sagsøgeren har gjort gældende, at denne opfylder betingelsen om at være individuelt berørt på grund af sit tilhørsforhold til en sluttet kreds af økonomiske aktører, der uden problemer kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelse af den anfægtede afgørelse, dels fordi denne var en landbrugsbedrift, der driver ekstensivt landbrug på et stort antal hektarer, dels fordi denne ville modtage en grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed på mere end 200000 EUR, såfremt den omtvistede foranstaltning ikke fandtes. Efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse kunne sagsøgeren således ikke længere modtage denne støtte på mere end 200000 EUR.

115

Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at når beslutningen berører en gruppe personer, som var identificerede eller kunne identificeres på tidspunktet for vedtagelsen af retsakten og på grundlag af kriterier, som er specifikke for medlemmerne af denne gruppe, kan disse antages at være individuelt berørt af denne retsakt, da de indgår i en sluttet gruppe af erhvervsdrivende, og dette kan bl.a. være tilfældet, når beslutningen ændrer vedkommendes rettigheder, der er erhvervet før dens vedtagelse (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Stichting Woonlinie m.fl. mod Kommissionen, C-133/12 P, EU:C:2014:105, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

116

Muligheden for med større eller mindre nøjagtighed at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som denne foranstaltning finder anvendelse på, indebærer imidlertid ikke på nogen måde, at de pågældende retssubjekter må anses for individuelt berørt af den omtvistede foranstaltning, eftersom denne retsvirkning er baseret på objektive retlige eller faktiske kriterier, som er opstillet i den pågældende retsakt (dom af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 47).

117

I den foreliggende sag er sagsøgeren en landbrugsvirksomhed, der udøver en aktivitet, der er omfattet af anvendelsesområdet for den anfægtede afgørelse, for så vidt som denne berører landbrugere og andre potentielle modtagere af økonomisk støtte fra Unionen, der er fastsat i Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik på grundlag af forordning 2021/2115.

118

Den simple omstændighed, at sagsøgeren er en landbrugsbedrift, der potentielt kan modtage økonomisk støtte fra Unionen under den fælles landbrugspolitik, er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at individualisere vedkommende og karakterisere denne i forhold til enhver anden landbrugsbedrift, eftersom det loft, der er fastsat i den omtvistede foranstaltning, ikke betegner en sluttet gruppe af landbrugsbedrifter, men er rettet til dem i deres egenskab af landbrugere på lige fod med enhver anden økonomisk aktør, der reelt eller potentielt befinder sig i en tilsvarende situation.

119

Den omstændighed alene, at sagsøgeren ville have været berettiget til en grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, der var højere end det loft, der er fastsat i den omtvistede foranstaltning, kan heller ikke individualisere vedkommende, for så vidt som denne ret til at modtage støtte i henhold til en generel og abstrakt regel indrømmes en lang række aktører, der udvælges på et objektivt grundlag.

120

Desuden kan sagsøgerens argument om, at denne har en erhvervet ret til at modtage en grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed på mere end 200000 EUR på grundlag af den ordning for omstilling af den grundlæggende betalingsrettighed, som sagsøgeren havde inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik 2015-2022, der blev indført ved artikel 23 i forordning 2021/2115, ikke så tvivl om denne konstatering.

121

Det må således konstateres, for det første, at den anfægtede afgørelse ikke ændrer sagsøgerens erhvervede rettigheder til at modtage støtte, eftersom der med denne indføres en ny ret i forbindelse med den fælles landbrugspolitik for perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2027. Den omstændighed, at Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik valgte at tildele en grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed på grundlag af en metode med betalingsrettigheder, hvis enhedsværdi bestemmes ved hjælp af en konvergensmekanisme, der tilpasser deres værdi proportionalt med den værdi, der er fastsat ved forordning nr. 1307/2013 inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik 2015-2022, gør det ikke muligt at anse sagsøgeren for at have en erhvervet ret til en grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed, således som fastsat i forordning 2021/2115. I denne forbindelse medfører den i artikel 23 og 24 i forordning 2021/2115 omhandlede mekanisme ikke en ret for den enkelte landbruger til at modtage den pågældende støtte.

122

For det andet var de landbrugere, på hvem dette loft skulle anvendes, ikke på nogen måde identificerbare på datoen for vedtagelse af den anfægtede afgørelse, eftersom anvendelsen af den omtvistede foranstaltning under alle omstændigheder forudsatte, at de berørte landbrugere indgav en ansøgning om grundlæggende indkomststøtte med henblik på bæredygtighed på grundlag af den nationale lovgivningsmæssige ramme, som Kongeriget Spanien havde fastsat i overensstemmelse med dets strategiske plan for den fælles landbrugspolitik som omhandlet i artikel 9 i forordning 2021/2115.

123

Sagsøgeren er således kun berørt af den anfægtede afgørelse i sin objektive egenskab af landbrugsbedrift på lige fod med enhver anden økonomisk aktør, der reelt eller potentielt befinder sig i en tilsvarende situation.

124

Det fremgår af det ovenfor anførte, at sagsøgeren ikke med rette kan gøre gældende, at denne er individuelt berørt af den anfægtede afgørelse.

125

Da betingelserne om at skulle være umiddelbart og individuelt berørt af den retsakt, som påstås annulleret, er kumulative, følger det heraf, uden at det er nødvendigt at undersøge, om sagsøgeren er umiddelbart berørt af den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren ikke har godtgjort at have søgsmålskompetence i forhold til denne afgørelse.

126

Sagsøgerens argument om, at retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er stadfæstet i chartrets artikel 47, betyder, at Retten skal antage søgsmålet til prøvelse af den anfægtede afgørelse til realitetsbehandling, sår ikke tvivl om denne konklusion. Ifølge sagsøgeren kan lovligheden af Spaniens strategiske plan for den fælles landbrugspolitik ikke bestrides ved de nationale retsinstanser, for så vidt som det forslag til strategisk plan for den fælles landbrugspolitik, der blev forelagt Kommissionen, ikke udgør en anfægtelig forvaltningsakt.

127

Hvad angår princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse bestemmer chartrets artikel 47, stk. 1, at enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel.

128

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at selv om de i artikel 263 TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling således skal fortolkes i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, kan en sådan fortolkning dog ikke føre til, at der ses bort fra de betingelser, der udtrykkeligt er fastsat i nævnte traktat (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 28.2.2017, NF mod Det Europæiske Råd, T-192/16, EU:T:2017:128, præmis 74).

129

Domstolen har understreget, at beskyttelsen i chartrets artikel 47 ikke kræver, at et retssubjekt betingelsesløst kan anlægge et annullationssøgsmål direkte ved Unionens retsinstanser til prøvelse af lovgivningsmæssige retsakter fra Unionen (dom af 28.10.2020, Associazione GranoSalus mod Kommissionen, C-133/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:869, præmis 62).

130

Det skal tilføjes, at den effektive domstolsbeskyttelse også skal vurderes under hensyntagen til den beskyttelse, som de nationale retsinstanser yder. Det påhviler derfor medlemsstaterne at fastsætte et retsmiddel- og proceduresystem, som sikrer overholdelse af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. dom af 13.3.2018, Union Copper Task Force mod KommissionenC-384/16 P, C-384/16 P, EU:C:2018:176, præmis 116 og den deri nævnte retspraksis).

131

Det skal i den foreliggende sag anføres, at den omtvistede foranstaltning kræver nationale gennemførelsesforanstaltninger (jf. præmis 107 ovenfor).

132

Som det fremgår af oplysningerne i præmis 105-109 ovenfor, er den strategiske plan for den fælles landbrugspolitik blot et dokument, på grundlag af hvilket den enkelte medlemsstat gennemfører den fælles landbrugspolitik i perioden fra den 1. januar 2023 til den 31. december 2027 via vedtagelse af den nationale lovgivningsmæssige ramme. Eksistensen af sådanne gennemførelsesforanstaltninger bekræftes i øvrigt af det i præmis 107 ovenfor nævnte udkast til kongelig anordning.

133

Det fremgår heraf, at sagsøgerens argument om en manglende effektiv domstolsbeskyttelse ikke i sig selv bevirker, at det foreliggende søgsmål skal antages til realitetsbehandling.

134

Følgelig skal Kommissionens formalitetsindsigelse tages til følge, og det foreliggende søgsmål afvises, uden at det er fornødent at tage stilling til anmodningen om fremlæggelse af et dokument (jf. præmis 8 ovenfor).

135

I henhold til procesreglementets artikel 142, stk. 2, mister interventionen sin genstand, bl.a. såfremt sagen afvises. I den foreliggende sag er det således ufornødent at tage stilling til Kongeriget Spaniens anmodning om intervention.

136

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

137

Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):