27.2.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 71/35


Sag anlagt den 21. december 2022 — Broad Far (Hong Kong) og M21 mod Kommissionen

(Sag T-791/22)

(2023/C 71/46)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: Broad Far (Hong Kong) Ltd (Wanchai, Hong Kong, Kina) og M21 (San Donato Milanese, Italien) (ved advokat F. Specchiale)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

det delegerede direktiv (EU) 2022/2100 (1) af 29. juni 2022 annulleres.

artikel 27, stk. 2, i direktiv 2014/40/EU (2), af 3. april 2014 annulleres eller undlades anvendt, for så vidt som denne bestemmelse foreskriver stiltiende forlængelse af den delegation, der udløb den 19. maj 2019.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat to anbringender.

1.

Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse som følge af manglende anvendelse af artikel 290 TEUF af 25. marts 1957 og en tilsidesættelse af artikel 11, stk. 6, i direktiv 2014/40/EU som følge af overskridelse af beføjelser.

I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionens beføjelser til at vedtage delegerede retsakter er undergivet snævre grænser, og den delegerede retsakt kan ikke ændre de væsentligste elementer af lovgivningen. I det foreliggende tilfælde har Kommissionen sidestillet opvarmet tobak med tobaksvarer, og har således foretaget en ændring af EU-lovgivningen (jf. artikel 2 i direktiv 2014/40/EU), i henhold til hvilken der alene er tale om tobaksvarer, såfremt de forbruges via en forbrændingsproces.

2.

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse i en anden henseende som følge af manglende anvendelse af artikel 290 TEUF af 25. marts 1957.

I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at artikel 290, stk. 1, andet afsnit, TEUF, fastsætter, at »[d]e lovgivningsmæssige retsakter afgrænser udtrykkeligt delegationens formål, indhold, omfang og varighed«. Artikel 27, stk. 2, i direktiv 2014/40 bestemmer imidlertid, at »[…] [d]elegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed […]«. Artikel 27, stk. 2, er, for så vidt som denne bestemmelse fastsætter en forlængelse af delegationen af beføjelser, i strid med artikel 290 TEUF, eftersom den i det væsentlige fratager de demokratisk valgte og udpegede institutioner (Parlamentet og Rådet) i Den Europæiske Union deres funktioner.


(1)  Kommissionens delegerede direktiv (EU) 2022/2100 af 29.6.2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU for så vidt angår tilbagetrækning af visse undtagelser vedrørende opvarmede tobaksvarer (EØS-relevant tekst) (EUT 2014, L 127, s. 1).

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU af 3.4.2014 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (EØS-relevant tekst) (EUT 2014, L 127, s. 1).