20.2.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 63/57


Sag anlagt den 6. december 2022 — TB mod ENISA

(Sag T-760/22)

(2023/C 63/75)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: TB (ved advokaterne L. Levi og N. Flandin)

Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA)

Sagsøgerens påstande

Karriereudviklingsrapport for 2020 udfærdiget af ENISA’s administrerende direktør ved afgørelse nr. 8/2022 af 3. februar 2022 annulleres, for så vidt som den indeholder følgende bemærkninger:

B.1 »Arbejdsindsats«, s. 4, nr. 2) Udarbejdelse af en politik til bekæmpelse af svig, ajourføring af politikken for whistleblowing og adfærdskodeksen:

»[…] Politikken for whistleblowing er blevet ajourført af PO som konceptudkast, men har ikke været genstand for forudgående godkendelse fra Kommissionens tjenestegrene, hvilket var en specifik forudsætning (jf. revisionsklausulen i bestyrelsesafgørelsen) for at foretage ajourføring af politikken for whistleblowing. Hvad angår ENISA’s adfærdskodeks blev Kommissionens afgørelse i den form, hvorpå den er blevet offentliggjort (bog), vedlagt som bilag til bestyrelsens afgørelse om en strategi til bekæmpelse af svig. Adfærdskodeksen er således ikke blevet vedtaget af bestyrelsen. Det fremgår af handlingsplanen for strategien til bekæmpelse af svig for 2021, at der skal udarbejdes en adfærdskodeks i form af en afgørelse fra bestyrelsen.«

B.1 »Arbejdsindsats«, s. 4, nr. 3) Opnåelse af en optimal forpligtelsesgrad:

»[…] men budgetforvaltningen kan stadig forbedres (navnlig med henblik på overvågning af C8 og fremførsler)«.

Punkt B.2 »Kvalifikationer«, s. 4:

»[…]. Hvad angår finansieringsstrømmene opstod der i PO imidlertid flere situationer, som gav anledning til registrering af undtagelser, navnlig i form af efterfølgende forpligtelser eller forkert anvendelse af C8- og C1-midler, hvoraf en vedrørte et beløb på over 10 000,00 EUR.«

Punkt B.3 »Adfærd«, s. 6:

»[…] Det har desuden også ført til nogle situationer, hvor en midlertidigt ansat eksempelvis repræsenterer agenturet over for internationale samarbejdspartnere i forbindelse med fælles meddelelser (forberedelse af ECSM med amerikanske partnere).«

Om nødvendigt annulleres afgørelsen af 26. august 2022 om afslag på sagsøgerens klage over karriereudviklingsrapporten for 2020 og over afgørelse nr. 8/2022 af 3. februar 2022 truffet af ENISA’s administrerende direktør.

Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed tilpligtes betale sagsøgeren erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.

Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende om, at karriereudviklingsrapporten for 2020 og klageafgørelsen er ulovlige, for så vidt som der ikke blev gennemført en egentlig dialog, og idet den nye bedømmelsesprocedure medførte en tilsidesættelse af administrativ meddelelse nr. 1/2021, s. 9, og af artikel 6, stk. 3, i afgørelse MB/2015/15.

2.

Andet anbringende om, at karriereudviklingsrapporten for 2020 og klageafgørelsen er behæftet med åbenbart urigtige skøn og en utilstrækkelig begrundelse og medfører tilsidesættelse af artikel 5 i afgørelse MB/2015/15 og af administrativ meddelelse nr. 1/2021, s. 11 og 12.

3.

Tredje anbringende om, at karriereudviklingsrapporten for 2020 og klageafgørelsen er behæftet med en tilsidesættelse af reglerne om objektivitet og upartiskhed, idet de indebærer tilsidesættelse af artikel 41, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, tilsidesættelse af omsorgs- og bistandspligten og desuden tilsidesættelse af begrundelsespligten.