23.1.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 24/59


Sag anlagt den 14. november 2022 — Nutmark mod Kommissionen

(Sag T-714/22)

(2023/C 24/82)

Processprog: portugisisk

Parter

Sagsøger: Nutmark Lda (Zona Franca da Madeira) (Funchal, Portugal) (ved advokaterne P. Vidal Matos og F. Lança Martins)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse (EU) 2022/1414 af 4. december 2020 om støtteordning SA.21259 (2018/C) (ex 2018/NN) gennemført af Portugal for Zona Franca da Madeira (ZFM) — ordning III (meddelt under nummer C(2020) 8550) (EUT 2022, L 217, s. 49) har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at der er begået en retlig fejl som følge af en ukorrekt identificering af referenceordningen, hvorved der er sket en tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, TEU, artikel 107, stk. 1, TEUF og artikel 263 TEUF.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er begået en retlig fejl, idet det ikke er godtgjort, at ordning III for Zona Franca da Madeira udgør en fravigelse af den referencebeskatningsordning, som indførte en sondring mellem økonomiske aktører, der befinder sig i en ensartet faktisk og retlig situation, hvorved der er sket en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der er begået en retlig fejl ved vurderingen af opfyldelsen af de relevante krav for den korrekte gennemførelse af Ordning III for Zona Franca da Madeira, for så vidt som Den Portugisiske Republik ikke med henblik herpå vedtog kriterier, der er i overensstemmelse med artikel 107. stk. 1, TEUF.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at der er begået en retlig fejl, for så vidt som retssikkerhedsprincippet, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 [TEUF], er blevet tilsidesat.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at der er begået en retlig fejl, idet den private ejendomsret, der er fastsat i artikel 1 i tillægsprotokollen til den europæiske menneskerettighedskonventionen, er blevet krænket.