—

forordning (EU) 2022/1273 (1) annulleres, for så vidt som den ændrer artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) 269/2014 (2) og indfører en indberetningspligt for sagsøgerne.

—

Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Rådet har overskredet sin kompetence på området for restriktive foranstaltninger. Ifølge sagsøgerne er indberetningspligten ikke en nødvendig foranstaltning for at give afgørelse 2014/145/FUSP (3) virkning, og denne bestemmelse overlapper således medlemsstaternes kompetence til at gennemføre restriktive foranstaltninger. Desuden havde Rådet ikke kompetence til selv at indføre og definere en overtrædelse af en indberetningspligt, der ikke henhører under en restriktiv foranstaltning, eller til at harmonisere de sanktioner, der skal pålægges for en sådan overtrædelse.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at der er tale om magtfordrejning, idet den med kort frist pålagte indberetningspligt sammen med medlemsstaternes pligt til at sanktionere manglende overholdelse af denne pligt med en sanktionsordning, der bl.a. består af konfiskationer, er blevet vedtaget med det ene, eller i hvert fald afgørende, sigte at opnå et andet formål end det angivne.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat, under henvisning til at indberetningspligten ikke var nødvendig, og at følgerne af en manglende overholdelse af indberetningspligten derfor ikke står i et rimeligt forhold til det formål, som tilstræbes med forordningen.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat, under henvisning til at den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 4, hverken er klar eller præcis, og at det ikke er muligt at forudse, hvorledes den vil finde anvendelse.