14.11.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 432/30


Sag anlagt den 18. august 2022 — Sberbank Europe mod Rådet m.fl.

(Sag T-523/22)

(2022/C 432/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Sberbank Europe AG (Wien, Østrig) (ved advokat O. Behrends)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og Den Fælles Afviklingsinstans

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse (1) annulleres i henhold til artikel 264 TEUF.

Afviklingsinstansen, Kommissionen og Rådet tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ni anbringender.

1.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har overskredet sine beføjelser ved at vedtage en afgørelse vedrørende sagsøgeren.

2.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat væsentlige formforskrifter i forhold til sagsøgeren.

3.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en række materielle mangler.

4.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har undladt at overveje passende alternative foranstaltninger i henhold til artikel 18, stk. 1, litra b), i SRMR (2).

5.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har undladt at vælge den mindst bebyrdende foranstaltning i forbindelse med afviklingsforanstaltningen over for sagsøgeren.

6.

Med det sjette anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat materielle og proceduremæssige regler vedrørende virksomhedssalgsværktøjet, herunder artikel 20 i SRMR.

7.

Med det syvende anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har tilsidesat proportionalitetsprincippet og anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til potentielle alternative løsninger.

8.

Med det ottende anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen har undladt at kontakte sagsøgerens eller Sberbank Slovenias ledelse i henhold til artikel 13, stk. 3, i SRMR.

9.

Med det niende anbringende gøres det gældende, at Afviklingsinstansen, uden at give en plausibel forklaring, har undladt at følge afviklingsplanen.


(1)  Den afgørelse, som sagsøgeren har anfægtet i den foreliggende sag, er Afviklingsinstansens afgørelse af 1.3.2022 (SRB/EES/2022/20) vedrørende sagsøgerens slovenske datterselskab (Sberbank banka d.d.), herunder — hvis den finder anvendelse — Kommissionens og/eller Rådets godkendelse af en sådan afgørelse.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).