1

Kongeriget Spanien har med sit søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1614 af 15. september 2022 om fastlæggelse af de eksisterende dybhavsfiskeriområder og opstilling af en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer (EUT 2022, L 242, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«), for så vidt angår opstillingen af denne liste som omhandlet i denne forordnings artikel 2 og bilag II hertil

2

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT 2013, L 354, s. 22) fastsætter bl.a. målene og principperne for den fælles fiskeripolitik. Ifølge denne forordning skal der bl.a. vedtages foranstaltninger til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer.

3

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2336 af 14. december 2016 om fastlæggelse af særlige betingelser for fiskeriet efter dybhavsbestande i det nordøstlige Atlanterhav og bestemmelser for fiskeriet i internationale farvande i det nordøstlige Atlanterhav og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2347/2002 (EUT 2016, L 354, s. 1, herefter »grundforordningen«) har til formål at bidrage til at nå målene i forordning nr. 1380/2013 for så vidt angår dybhavsarter og levesteder, nemlig at sikre, at fiskeriaktiviteter er miljømæssigt bæredygtige på lang sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til fødevareforsyningssikkerheden.

4

Grundforordningens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at de medlemsstater, hvis fartøjer har fået tildelt en dybhavsfiskeritilladelse i overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2347/2002 af 16. december 2002 om særlige adgangskrav og dertil knyttede betingelser for fiskeri efter dybhavsbestande (EFT 2002, L 351, s. 6), for så vidt som den vedrører fiskeri, der udøves af fartøjer, som hvert kalenderår fanger mere end 10 ton, senest den 13. juli 2017 skal underrette Kommissionen herom ved hjælp af data fra fartøjsovervågningssystemet (FOS) eller, hvis FOS-data ikke er til rådighed, ved hjælp af andre relevante og verificerbare data om de steder, hvor sådanne fartøjer fiskede efter dybhavsarter i referencekalenderårene 2009-2011.

5

Grundforordningens artikel 9, stk. 6, fastsætter, at Kommissionen skal vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på fastlæggelse af en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer. I den nævnte forordnings artikel 9, stk. 9, forbydes fiskeri med bundredskaber i alle de områder, der er anført i overensstemmelse med stk. 6.

6

I april 2017 iværksatte Kommissionen en indkaldelse af data i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1. Som reaktion på denne indkaldelse indsendte medlemsstaterne FOS-data og andre relevante og verificerbare data om de steder, hvor der blev drevet fiskeri efter dybhavsarter fra sådanne fartøjer i referencekalenderårene 2009-2011.

7

I juli 2017 anmodede Kommissionen Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) om på grundlag af de data, som medlemsstaterne havde indsendt, at fremlægge rådgivning med henblik på at fastlægge de eksisterende dybhavsfiskeriområder og opstille en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer.

8

Den 5. januar 2021 fremlagde ICES efter at have modtaget yderligere data om sårbare marine økosystemer og FOS-data for en periode frem til 2018 og for visse datas vedkommende frem til 2020 en rådgivning, hvori det både fastlagde de eksisterende dybhavsfiskeriområder, hvor der udøves fiskeri med redskaber, der har kontakt med havbunden, på en dybde på mellem 400 og 800 meter, og opstillede en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer (herefter »ICES’ rådgivning fra 2021«).

9

Den 17. november 2021 anmodede Kommissionen ICES om at udarbejde yderligere rådgivning med henblik på at fastlægge koordinaterne for de eksisterende dybhavsfiskeriområder og for de lokaliteter, der skal stå på listen over sårbare marine økosystemer, alene for EU-farvandene i det nordøstlige Atlanterhav. Den nævnte rådgivning blev fremlagt den 7. februar 2022.

10

Den 15. september 2022 vedtog Kommissionen på grundlag af disse oplysninger den anfægtede forordning, der bl.a. er baseret på grundforordningens artikel 9, stk. 6.

11

Den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 1, fastsætter:

»Listen over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, opstilles i overensstemmelse med koordinaterne i bilag II.«

12

Kongeriget Spanien har nedlagt følgende påstande:

13

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

14

Rådet for Den Europæiske Union har nedlagt følgende påstande:

15

Europa-Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

16

Kongeriget Spanien har fremsat to anbringender til støtte for søgsmålet. Det første anbringende om, at den anfægtede forordning tilsidesætter grundforordningen og proportionalitetsprincippet, for så vidt som den opstiller en liste over de områder, hvor følsomme marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer.

17

Med det andet anbringende har Kongeriget Spanien subsidiært fremsat en ulovlighedsindsigelse mod grundforordningens artikel 9, stk. 6 og 9.

18

Dette anbringende består af to led om, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningen og proportionalitetsprincippet dels ved ikke at analysere passive dybhavsfiskeredskabers konsekvenser, dels som følge af den anvendte metode.

19

Kongeriget Spanien har gjort gældende, at den anfægtede forordnings artikel 2, stk. 1, tilsidesætter grundforordningens bestemmelser og proportionalitetsprincippet, for så vidt som den opstiller en liste over de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, uden at støtte sig på en konsekvensanalyse vedrørende anvendelsen af passive fiskeredskaber. Kongeriget Spanien har i denne forbindelse fremhævet, at formålet med grundforordningen og dermed listen over de nævnte områder ifølge dens artikel 1 er at forebygge »betydelig« skadelig indvirkning på sårbare marine økosystemer inden for rammerne af dybhavsfiskeri og at sikre en langsigtet bevarelse af dybhavsbestandene. Denne tilgang følger ligeledes af de forskellige internationale instrumenter, hvortil der henvises i grundforordningen, såsom resolution 61/105 og 64/72 vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling eller De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) internationale retningslinjer for forvaltningen af dybhavsfiskeri på åbent hav af 29. august 2008 (herefter »FAO’s retningslinjer fra 2008«). Kongeriget Spanien har anført, at Kommissionen i den nævnte gennemførelsesforordning har fastlagt de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, på grundlag af ICES’ rådgivning fra 2021, hvori der blev anvendt en vægtet metode baseret på en vurdering af flere mulige tilgange til fiskeriforvaltning, men der ikke blev foretaget en vurdering af indvirkningen fra en væsentlig del af fiskeriet, nemlig fiskeri med passive redskaber. Denne metode er hverken i overensstemmelse med grundforordningen eller med proportionalitetsprincippet, henset til de økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, der udgør søjlerne i den fælles fiskeripolitik.

20

Kommissionen har, støttet af Rådet og Parlamentet, bestridt Kongeriget Spaniens argumenter.

21

Med hensyn til klagepunktet om tilsidesættelse af grundforordningen skal det bemærkes, at det forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af denne forordnings artikel 9, stk. 6, bl.a. med henblik på at afgøre, om det i forbindelse med Kommissionens vedtagelse af en forordning om opstilling af en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, er nødvendigt at undersøge, om passive redskaber har betydelig skadelig indvirkning, i hvert område, der er opført på denne liste, som led i en fiskeriforvaltningstilgang, der omfatter en vurdering af de konsekvenser, som foranstaltninger til beskyttelse af sårbare marine økosystemer har for fiskeriet og for det økonomiske og sociale liv.

22

Det er, henset til de ovennævnte argumenter fra Kongeriget Spanien (jf. præmis 19 ovenfor), nødvendigt at foretage en fortolkning af grundforordningens artikel 9, stk. 6, for at afdække kriterierne for fastlæggelsen af de områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer som angivet i bilag II til den anfægtede forordning, og navnlig for at fastslå, om den nævnte bestemmelse kræver en vurdering af de skadelige virkninger, som fiskeri med passive redskaber har i de omhandlede områder.

23

Det skal i første række bemærkes, at denne fortolkning skal foretages i lyset af visse definitioner, der fremgår direkte af grundforordningens artikel 4, og at der i denne artikel henvises til definitionerne i artikel 4 i forordning nr. 1380/2013 og artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 734/2008 af 15. juli 2008 om beskyttelse af sårbare marine økosystemer i det åbne hav mod bundfiskeredskabers skadelige virkninger (EUT 2008, L 201, s. 8).

24

I denne henseende bestemmer grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra j), at der ved »indikatorer for sårbare marine økosystemer« forstås de arter, der er anført i bilag III til denne forordning. Denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra h), fastsætter, at fangster af sådanne mængder af indikatorarter for sårbare marine økosystemer, som overstiger de tærskelniveauer, der er fastsat i bilag IV til samme forordning, betragtes som en »kontakt«. Det omhandlede bilag III indeholder nærmere bestemt en opregning af sårbare marine økosystemhabitattyper med de taxa, der med størst sandsynlighed forekommer i disse habitater, og som betragtes som indikatorer for sårbare marine økosystemer. I bilag IV, litra a) og b), defineres kontakten med et muligt sårbart marint økosystem dernæst i forhold til trawltræk og andre fiskeredskaber end langliner (med relevant forekomst af indikatorer for sårbare marine økosystemer på mere end 30 kg levende koral eller 400 kg levende svampe) eller i forhold til et langlinesæt (relevant forekomst af indikatorer for sårbare marine økosystemer på 10 kroge pr. segment med 1000 kroge eller pr. langlinesektion på 1200 meter, alt efter hvad der er kortest). I henhold til disse bestemmelser påvises eller indikeres tilstedeværelsen af sårbare marine økosystemer således ved forhold, der vedrører karakteren og mængden af arter, som både mobile og passive redskaber kommer i »kontakt« med. Disse forhold er relevante og vigtige ikke blot i tilfælde af en tilfældig kontakt med et sårbart marint økosystem i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 2 og 3, men også ved fastlæggelsen af områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, i henhold til bestemmelserne i denne forordnings artikel 9, stk. 4 og 6, hvilket vil blive undersøgt nedenfor (jf. præmis 36-44 nedenfor).

25

Med hensyn til begreberne »bundredskaber« og »betydelig skadelig indvirkning« er disse desuden en integrerende del af definitionen af et sårbart marint økosystem i artikel 2 i forordning nr. 734/2008, hvortil der henvises i grundforordningens artikel 4.

26

Det bestemmes for det første i artikel 2, litra d), i forordning nr. 734/2008, at bundredskaber er »redskaber, der under normalt fiskeri anvendes i kontakt med havbunden«, og som eksemplificeres i denne artikel (»herunder bundtrawl, skrabere, bundsatte hildingsgarn, bundliner, tejner og fælder«). Det følger klart heraf, at »bundredskaber« ifølge den nævnte definition omfatter passive bundredskaber, herunder langliner.

27

For det andet fremgår det af artikel 2, litra b), i forordning nr. 734/2008, at de »betydelige skadelige virkninger«, der ifølge præciseringerne i denne forordnings artikel 2, litra c), bringer økosystemets integritet i fare, skyldes fysisk kontakt mellem havbunden og bundredskaber generelt i forbindelse med normalt fiskeri. Udtrykket »i forbindelse med normalt fiskeri« er i denne sammenhæng knyttet til udtrykket »fysisk kontakt med bundredskaber« i den nævnte forordnings artikel 2, litra b), og indebærer ikke en vurdering af det fiskeri, der finder sted i de pågældende havområder. Denne fortolkning understøttes af samme forordnings artikel 2, litra d), hvorefter der ved »bundredskaber« forstås »redskaber, der under normalt fiskeri anvendes i kontakt med havbunden«.

28

For det tredje indeholder definitionen i artikel 2, litra b), i forordning nr. 734/2008 ligeledes en ikke-udtømmende opregning af sårbare marine økosystemer, der omfatter »rev, undersøiske bjerge, hydrotermiske væld, koldtvandskoraller og koldtvandssvampebunde«. Med hensyn til det sidstnævnte svarer denne opregning, således som Kommissionen har anført over for Retten, uden at dette er blevet bestridt, til de sårbare marine økosystemhabitattyper, der er nævnt i bilag III til grundforordningen, og som tidligere nævnt fastlægges ud fra repræsentative taxa, uanset hvilken type fiskeredskaber der kan påvirke dem. Karakteriseringen af de områder, hvor sårbare marine havområder vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, sker som følge heraf ved anvendelse af objektive kriterier, der er knyttet til den påviste eller sandsynlige forekomst af de opregnede beskyttede arter, hvis beskyttelse sikres i forhold til de farer, der er forbundet med virkningerne af fiskeri med »bundredskaber« generelt. Det har nemlig ingen betydning for indikatorerne for disse områder og for de habitattyper for sårbare marine økosystemer, som lovgiver har identificeret i bilag III til grundforordningen, om bundredskaberne er mobile eller passive. Som Kommissionen med rette anførte i retsmødet, følger det heraf, at Kommissionen ikke havde nogen skønsbeføjelse til at afgøre, hvorvidt de marine habitater, der udtrykkeligt fremgår af opregningen i ovennævnte definition [artikel 2, litra b), i forordning nr. 734/2008], og som er gengivet i bilag III til grundforordningen, udgjorde sårbare marine økosystemer, ud fra oplysningerne om de typer bundredskaber, der anvendes ved normalt fiskeri i de pågældende områder.

29

For det fjerde vurderes de nævnte »betydelige skadelige virkninger« i henhold til artikel 2, litra c), i forordning nr. 734/2008 individuelt, kombineret eller kumulativt. Det er som følge heraf ikke nødvendigt at foretage en særskilt undersøgelse af passive bundredskabers skadelige virkninger, eftersom de betydelige skadelige virkninger i områder, hvor der vides at forekomme sårbare marine økosystemer, allerede vil kunne konstateres eller forudses på grund af de mobile redskaber og således højst vil blive forstærket, hvis der konstateres yderligere skadelige virkninger som følge af passive redskaber. Som anført i præmis 28 ovenfor medfører den påviste eller sandsynlige forekomst af beskyttede arter, at de relevante områder kvalificeres som områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, og dermed beskyttes mod »bundredskaber« generelt.

30

Det må heraf konkluderes, at i modsætning til det af Kongeriget Spanien anførte kan et område i henhold til artikel 2 i forordning nr. 734/2008 kvalificeres som et område, hvor der findes eller sandsynligvis findes sårbare marine økosystemer, på grund af de betydelige skadelige virkninger, der følger af den blotte anvendelse af mobile bundredskaber eller af anvendelsen af bundredskaber generelt, uden at denne kvalificering kan drages i tvivl i forhold til passive bundredskaber, henset til deres (potentielt mindre) skadelige virkninger for det pågældende økosystem.

31

I anden række skal det, for så vidt som Kongeriget Spanien har fremhævet, at der i grundforordningens artikel 9, stk. 4, henvises til FAO’s retningslinjer fra 2008, med henblik på den årlige vurdering af de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, bemærkes, at de faktorer, der bør anvendes som kriterier for identificering af sårbare marine økosystemer, er angivet i disse retningslinjers punkt 14, 15 og 42.

32

Det fremgår bl.a. af disse retningslinjer, at disse faktorer, som er knyttet til selve økosystemernes karakteristika og navnlig til deres biologiske og strukturelle aspekter, er følgende:

33

Det følger heraf, at det ikke er nødvendigt at undersøge passive bundredskabers skadelige virkninger for at kunne klassificere et marint økosystem som sårbart. Det fremgår ganske vist af punkt 15 i FAO’s retningslinjer fra 2008, at et økosystems sårbarhed vurderes i forhold til menneskeskabte aktiviteter og kan variere alt efter, hvilke typer fiskeredskaber der anvendes. Dette indebærer imidlertid ikke, at klassificeringen af et økosystem som sårbart kræver en specifik vurdering af dets skrøbelighed med hensyn til hver type redskab, der anvendes, eller at vurderingen kan begrænses til visse redskabstyper frem for andre, eftersom denne klassificering er baseret på selve økosystemets karakteristika, der ikke kan variere afhængig af virkningen af de enkelte typer redskaber, der anvendes.

34

Det fremgår desuden af punkt 17, 18 og 47 i FAO’s retningslinjer fra 2008, at vurderingen af de skadelige virkninger af fiskeri, der udøves eller påtænkes udøvet i de pågældende områder, finder sted efter identificeringen af sårbare marine økosystemer og på et senere trin i proceduren for deres beskyttelse, hvor der træffes passende forvaltnings- og bevarelsesforanstaltninger for at forebygge betydelig skadelig indvirkning på sårbare marine økosystemer.

35

FAO’s retningslinjer fra 2008 indeholder derfor ingen fortolkningselementer, der kan understøtte Kongeriget Spaniens antagelse om, at det er nødvendigt at vurdere den indvirkning, som enhver form for fiskeri og de anvendte redskaber vil kunne få.

36

I tredje række skal der foretages en teleologisk og systematisk analyse af grundforordningens artikel 9, stk. 6.

37

Det skal for det første påpeges, at medlemsstaternes identificering af de områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 4, som Kommissionen har taget i betragtning ved opstillingen af listen over disse områder, bl.a. er baseret på biogeografiske oplysninger og oplysninger om kontakt med sårbare marine økosystemer, som afhænger af mængden af visse arter (jf. bestemmelserne i bilag III og IV til den nævnte forordning), der fanges under fiskeri. Der er således tale om oplysninger, der snarere vedrører de pågældende habitaters biologiske og strukturelle karakteristika end kendetegnene ved eller virkningerne af de forskellige typer bundredskaber, der anvendes.

38

For det andet må det fastslås, at selv om der i grundforordningens artikel 9, stk. 6, er indført en betingelse om bevarelse af sårbare marine økosystemer, for så vidt som denne bestemmelse vedrører fastlæggelsen af en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, er der ikke desto mindre tale om et andet element end det, der vedrører vedtagelsen af særlige foranstaltninger til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer.

39

Det skal herved bemærkes, at den type fiskeredskaber, der anvendes, eller deres kendetegn med hensyn til anvendelsen heraf, som det bl.a. fremgår af artikel 4, stk. 1, nr. 20), og artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1380/2013, kan gøres til genstand for »tekniske foranstaltninger« for at regulere fiskeriets indvirkning på økosystemernes komponenter. Den foranstaltning, der er fastsat i grundforordningens artikel 9, stk. 9, hvorefter »[f]iskeri med bundredskaber forbydes i alle de områder, der er anført i overensstemmelse med stk. 6«, er en sådan foranstaltning, der henhører under »forvaltning af fiskeri«.

40

Hertil kommer, at den i grundforordningens artikel 9, stk. 6, [tredje] punktum, fastsatte mulighed for at fjerne et område fra listen over sårbare marine økosystemer på grundlag af en konsekvensanalyse og efter vedtagelse af passende bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som sikrer forebyggelse af betydelig skadelig indvirkning på sårbare marine økosystemer i dette område, netop forudsætter, at sådanne foranstaltninger er blevet vedtaget. Det kan således i modsætning til det af Kongeriget Spanien anførte ikke udledes af denne bestemmelse, at der bør anvendes en forvaltningstilgang, hvor der kræves en vurdering af de konsekvenser, som bevarelsesforanstaltninger for sårbare marine økosystemer har for fiskeriet og for det økonomiske og sociale liv (jf. præmis 19 ovenfor), i forhold til opstillingen af listen over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer.

41

For det tredje er denne tilgang, som Kongeriget Spanien går ind for, uforenelig med begrebet »gennemførelsesretsakt«, eftersom den ændrer eller supplerer væsentlige elementer i grundforordningen for så vidt angår beskyttelsen af sårbare marine økosystemer (jf. i denne retning dom af 28.2.2023, Fenix International, C-695/20, EU:C:2023:127, præmis 44 og 48-51) og går langt ud over den beføjelse, som Kommissionen er tillagt ved grundforordningens artikel 9, stk. 6, første punktum.

42

Denne betragtning kan ikke drages i tvivl af grundforordningens artikel 9, stk. 4, hvoraf det fremgår, at vurderingen af områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, skal foretages efter en forsigtighedstilgang i fiskeriforvaltningen som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 8), i forordning nr. 1380/2013, ifølge hvilken »manglende relevante videnskabelige oplysninger ikke bør betragtes som en gyldig grund til at udskyde eller undlade at træffe forvaltningsforanstaltninger til bevarelse af målarter, tilknyttede eller afhængige arter og ikkemålarter samt deres miljø«. Anvendelsen af den nævnte tilgang med hensyn til opstillingen af listen over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, begrundes med dels, at identificeringen af disse områder er en integrerende del af deres beskyttelse, dels at der sandsynligvis ikke foreligger tilstrækkelige (eller tilstrækkeligt pålidelige og troværdige) videnskabelige data om de pågældende økosystemers karakteristika, som skal tages i betragtning ved identificeringen af de sårbare marine økosystemer. Denne tilgang indebærer, at manglende videnskabelige data ikke bør udelukke, at Kommissionen ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse på dette område (jf. analogt dom af 22.6.2023, Arysta LifeScience Great Britain mod Kommissionen, C-259/22 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:513, præmis 45), kvalificerer de pågældende områder som områder, hvor der sandsynligvis forekommer sårbare marine økosystemer, i givet fald under hensyntagen til forhold vedrørende det fiskeri, der finder sted, med henblik på at vurdere sandsynligheden for, at der fortsat forekommer sårbare marine økosystemer.

43

Kongeriget Spanien har desuden også påberåbt sig grundforordningens artikel 9, stk. 8, hvorefter »[d]er kræves nye konsekvensanalyser, hvis der sker betydelige ændringer af de teknikker, der anvendes til fiskeri med bundredskaber, eller hvis nye videnskabelige oplysninger viser, at der er sårbare marine økosystemer i et givet område«. Denne medlemsstat har anført, at når de forskellige teknikker, der anvendes til fiskeri med bundredskaber, udgør et vigtigt element i forbindelse med gennemgangen af listen over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, må der nødvendigvis være tale om et vigtigt element i forbindelse med udarbejdelsen af den nævnte liste. Dette argument skal imidlertid forkastes. Grundforordningens artikel 9, stk. 8, kræver nemlig nye »konsekvensanalyser«, selv om sådanne analyser ikke er nødvendige for at fastlægge de nævnte områder i medfør af denne forordnings artikel 9, stk. 6, første punktum, men derimod for at fjerne et område fra listen i medfør af denne bestemmelses andet punktum, der omhandler proceduremæssige og materielle betingelser.

44

Det fremgår af samtlige betragtninger i præmis 19-43 ovenfor, at grundforordningens artikel 9, stk. 6, første punktum, modsat hvad Kongeriget Spanien har gjort gældende, hverken kræver en vurdering af passive redskabers betydelige skadelige virkninger i hvert område, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, som er opført på den omhandlede liste, eller en tilgang til fiskeriforvaltning eller forvaltning som sådan, hvor det vurderes, hvilke konsekvenser foranstaltningerne til beskyttelse af de pågældende sårbare marine økosystemer har for fiskeriet og for det økonomiske og sociale liv.

45

Med hensyn til klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, hvortil der henvises i forordning nr. 1380/2013 (jf. præmis 42 ovenfor), der selv er nævnt i grundforordningen, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at proportionalitetsprincippet hører til EU-rettens almindelige grundsætninger og indeholder et krav om, at de foranstaltninger, som iværksættes med en EU-bestemmelse, skal være egnede til at nå de legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dem (jf. i denne retning dom af 8.6.2010, Vodafone m.fl., C-58/08, EU:C:2010:321, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

46

I denne henseende skal det ligeledes bemærkes, at proportionalitetsprincippet indebærer, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af de lovligt tilsigtede formål, der forfølges med den omhandlede lovgivning (jf. dom af 11.1.2017, Spanien mod Rådet, C-128/15, EU:C:2017:3, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge fast retspraksis skal en foranstaltning for at opfylde proportionalitetstesten være egnet til at bidrage til det mål, der forfølges, og ikke nødvendigvis opfylde det alene (dom af 13.6.2018, Deutscher Naturschutzring, C-683/16, EU:C:2018:433, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

47

For så vidt som Kongeriget Spaniens argumenter i det foreliggende tilfælde fokuserer på spørgsmålet om, hvorvidt de »negative virkninger«, som de forskellige typer fiskeredskaber og navnlig passive redskaber havde for havmiljøet, var »betydelige« eller »væsentlige« og dermed bragte økosystemets integritet i fare (jf. ligeledes præmis 19 ovenfor), hvilket udelukkede, at der blev taget hensyn til de sidstnævnte redskaber, og med hensyn til denne medlemsstats indvending i replikken om, at det ikke var rimeligt at godtage forudsætningen om, at økosystemernes sårbarhed var et iboende og objektivt spørgsmål, der alene afhang af økosystemet og dets karakteristika, er det allerede blevet fastslået i præmis 33 ovenfor, at der ved udarbejdelsen af en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, skal tages udgangspunkt i selve økosystemernes karakteristika, herunder deres skrøbelighed, og tages hensyn til risikoen for skader som følge af de betydelige skadelige virkninger, der generelt er forbundet med anvendelsen af »bundredskaber«. ICES’ og Kommissionens manglende analyse af passive redskabers skadelige virkninger for de områder, der er opført på den nævnte liste i bilag II til den anfægtede forordning, udgør således heller ikke en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

48

Kongeriget Spanien kan af de grunde, der er anført i præmis 21-47 ovenfor, ikke med rette gøre gældende, at det, henset til den fælles fiskeripolitik og proportionalitetsprincippet, ikke var muligt at udvikle en søjle vedrørende miljøet uden at tage hensyn til de to andre søjler, nemlig den økonomiske og den sociale søjle. Det skal navnlig fremhæves, at Kommissionen ved fastlæggelsen af en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, i henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6, ikke inden for rammerne af sine beføjelser til at vedtage en gennemførelsesforordning kunne foretage nogen form for afvejning mellem beskyttelsen af sårbare marine økosystemer og andre målsætninger for den fælles fiskeripolitik (jf. præmis 41 ovenfor). Kongeriget Spaniens argument om, at »det forbud mod fiskeri med passive redskaber, der er fastsat i [den anfægtede gennemførelsesforordning], [ikke er] begrundet i målet om at beskytte sårbare marine økosystemer, eftersom der ikke er påvist nogen væsentlig negativ indvirkning«, og at forbuddet er »uforholdsmæssigt i forhold til dette mål og de øvrige målsætninger for den fælles fiskeripolitik og dermed forhindrer en stor del af fiskerflåden i at bidrage til den økonomiske velstand og til fødevareforsyningssikkerheden«, kan således ikke tiltrædes.

49

Det skal i denne forbindelse tilføjes, at i modsætning til det af Kongeriget Spanien anførte er løsningsmodel 1 i scenario 2, der er angivet i ICES’ rådgivning fra 2021, og som Kommissionen efterfølgende valgte i den anfægtede forordning, ikke baseret på en sådan afvejning mellem beskyttelsen af sårbare marine økosystemer og andre målsætninger for den fælles fiskeripolitik eller på en fiskeriforvaltningstilgang.

50

Det fremgår nemlig af den nævnte ICES-rådgivning, at ICES’ database indeholder to former for data, nemlig dels data, der bekræfter forekomsten af sårbare marine økosystemer og registreres som habitater for sårbare marine økosystemer, dels data, der ikke frembyder den samme sikkerhed hvad angår tilstedeværelsen af sårbare marine økosystemer, eftersom de ikke er blevet observeret direkte på havbunden, men ofte har været genstand for fjernprøvetagning. For disse registreringer har ICES udviklet en metode til at kombinere individuelle registreringer inden for et bestemt havområde (et »C-kvadrat«) baseret på FAO’s kriterier og alle tilgængelige data om udbredelsen i et »indeks for sårbare marine økosystemer«, som angiver en høj, gennemsnitlig og lav sandsynlighed for et »C-kvadrat«, der indeholder et reelt habitat for sårbare marine økosystemer.

51

På dette grundlag blev der i ICES’ rådgivning fra 2021 identificeret flere forskellige »forvaltningstilgange« i forbindelse med opstillingen af en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer.

52

ICES har i overensstemmelse med FN’s Generalforsamlings resolutioner og FAO’s retningslinjer fra 2008 udarbejdet to scenarier, der hver især består af to løsningsmodeller. Som det fremgår af tabel 1 i ICES’ rådgivning fra 2021, har ICES angivet fire forskellige måder, hvorpå områder med sårbare marine økosystemer kan afgrænses (alt efter det relevante scenario og den relevante løsningsmodel), i den første kolonne i tabellen samt konsekvenserne for deres forvaltning i den anden kolonne.

53

Det fremgår af disse forhold i ICES’ rådgivning fra 2021 og af de ledsagende forklaringer, at der ikke blev taget hensyn til fiskeriets omfang i forbindelse med tilgangen til fiskeriforvaltning eller afvejning af konkurrerende interesser, men i stedet ved vurderingen af sandsynligheden for, at der fandtes et sårbart marint økosystem i områder med et »lavt« tilstedeværelsesindeks, som allerede kunne have lidt uoprettelig skade, således at fortsat fiskeri ikke kunne medføre andre betydelige skadelige virkninger. Det fremgår navnlig af ICES’ rådgivning fra 2021, at der i scenario 2 blev taget hensyn til »swept-area ratio«-tærskler (det berørte havbundsareal, herefter »SAR«) baseret på empiriske data vedrørende fiskeriets omfang, som var forbundet med betydelige negative virkninger, og som derfor gjorde det muligt at vurdere fiskeriets indvirkning på forekomsten eller fraværet af sårbare marine økosystemer. Som det forklares i præmis 44 ovenfor, er en sådan tilgang forenelig med grundforordningens artikel 9, stk. 6.

54

Selv hvis der tages hensyn til den anden kolonne i tabel 1 i ICES’ rådgivning fra 2021, som vedrører løsningsmodel 1 i scenario 2 og omhandler »[k]onsekvenser for forvaltningen«, vil det samme være tilfældet. Det anføres nemlig heri, at denne løsningsmodel »prioriterer beskyttelsen af sårbare marine økosystemer, når deres tilstedeværelse er »påvist« eller »sandsynlig««, og omfatter »C-kvadrater med et lavt indeks for sårbare marine økosystemer, hvor fiskeriaktiviteten ligeledes er lav, og hvor der er mindre sandsynlighed for væsentlige negative virkninger (SAI) som følge af tidligere fiskeri«. Disse forhold peger samlet set på en tilgang, der er knyttet til de pågældende områders karakteristika. Under alle omstændigheder udgør den sidste del af denne beskrivelse af konsekvenserne for forvaltningen, hvorefter dette »sikrer en beskyttelse af det sårbare marine økosystem, som er billig for fiskerne, og en maksimal beskyttelse af sårbare marine økosystemer i fiskeriaftrykket«, blot en vurdering af det nævnte scenarios virkninger med hensyn til beskyttelsen af sårbare marine økosystemer og dets indvirkning på fiskeriet, som imidlertid ikke har indgået som en yderligere faktor ved fastlæggelsen af de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, ud over de forhold, der er nævnt på s. 5 i ICES’ rådgivning fra 2021, og som svarer til de øvrige faktorer, der er nævnt i præmis 32 ovenfor og i den første kolonne i tabel 1 på s. 6 i denne rådgivning.

55

Med hensyn til den metode, som ICES anvendte, skal det desuden tilføjes, at ICES i sin rådgivning fra 2021 udtrykkeligt anførte, at det kun havde kunnet tage hensyn til fiskeriintensiteten i forhold til mobile fiskeredskaber, da disse var de eneste, som det havde relevante oplysninger om (dvs. data om fiskeriintensiteten), og at det udtrykkeligt fremgik, at der manglede sådanne oplysninger vedrørende passive redskaber. Kongeriget Spanien har imidlertid ikke klart og præcist bestridt, at der mangler tilstrækkeligt præcise oplysninger om intensiteten af fiskeriet med passive redskaber i det pågældende havmiljø.

56

Hvad angår Kongeriget Spaniens argument om, at ICES i det væsentlige besluttede ikke at lade visse områder omkring Azorerne (Portugal) indgå i sin rådgivning fra 2021 vedrørende opstillingen af en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, selv om der netop var tale om områder, hvor fiskeriet hovedsageligt blev udøvet med passive redskaber, skal det blot bemærkes dels, at den relevante årsag var, at der ikke forelå tilstrækkelige oplysninger om de nævnte områders påviste eller sandsynlige forekomst, dels – hvilket Kommissionen har anført for Retten, uden at dette er blevet bestridt – at ICES blev anmodet om en supplerende analyse for dette geografiske område, således at der fremover kunne udarbejdes en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, som dækker dette område. Den manglende opførelse af dette område på listen over de omhandlede områder i bilag II til den anfægtede forordning kan således ikke godtgøre, at proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat.

57

Hvad endelig angår Kongeriget Spaniens argument om, at Kommissionen i det væsentlige havde adgang til andre løsninger end den, som den endte med at vælge, hvilket fremgik af ICES’ rådgivning fra 2021, der udtrykkeligt henviste til »muligheden for at kombinere forskellige scenarier i forskellige områder ud fra deres forskellige karakteristika og navnlig data om fiskeriet«, og Kongeriget Spaniens forslag om at vælge »et scenario og en løsningsmodel, der gør det muligt at undgå, at områder med lave indikatorer for tilstedeværelse af sårbare marine økosystemer og fiskeri med passive redskaber lukkes«, i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitiks målsætninger og proportionalitetsprincippet skal det bemærkes, at den løsningsmodel, som Kongeriget Spanien således går ind for, er baseret på en fiskeriforvaltningstilgang og ikke på en tilgang, der går ud på at udpege områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, på grundlag af deres iboende karakteristika. Kongeriget Spanien har desuden ikke godtgjort, at den anvendte metode ikke var passende, at den ikke kunne bidrage til det mål, der forfølges (som omhandlet i den retspraksis, der er anført i præmis 46 ovenfor), eller at en anden metode ville have sikret en mere effektiv afgrænsning af de nævnte områder.

58

Henset til det ovenfor anførte skal det første anbringendes første led om tilsidesættelse af grundforordningen og proportionalitetsprincippet som følge af manglende analyse af passive dybhavsfiskeredskabers konsekvenser forkastes som ugrundet.

59

De argumenter, som Kongeriget Spanien har fremført i forbindelse med dette led af det første anbringende, kan inddeles i fire klagepunkter. For det første er det Kongeriget Spaniens opfattelse, at visse af de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, som Kommissionen har udpeget i den anfægtede forordning, befinder sig på mindre end 400 meters dybde, hvilket er i strid med grundforordningen. For det andet har Kongeriget Spanien kritiseret den metode, som blev anvendt i ICES’ rådgivning fra 2021, og som var baseret på »C-kvadrat«-enheden. For det tredje har Kongeriget Spanien anfægtet fastlæggelsen af »buffer zones« (beskyttelseszoner), der i det væsentlige går ud på at tilføje et»halvt C-kvadrat« til »C-kvadrater«, som påviseligt indeholder sårbare marine økosystemer. For det fjerde har Kongeriget Spanien kritiseret indstillingen af fiskeriet i områder, hvor der angiveligt ikke findes sårbare marine økosystemer, og som er indesluttet mellem »C-kvadrater«, der påviseligt indeholder sårbare marine økosystemer.

60

Kongeriget Spanien har fremhævet, at der i den anfægtede forordnings artikel 2 med henvisning til dennes bilag II fastlægges en liste over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9. Grundforordningens artikel 9, stk. 1, finder anvendelse på fiskeri med bundredskaber på en dybde på mere end 400 meter. Denne forordnings artikel 9, stk. 9, bestemmer, at fiskeri med bundredskaber forbydes i alle de områder, der er anført i overensstemmelse med samme forordnings artikel 9, stk. 6. Ifølge Kongeriget Spanien synes den anfægtede forordning imidlertid at fastsætte et generelt forbud mod fiskeri med bundredskaber i de områder, der er opført på listen, uanset om dybden overstiger 400 meter. Visse områder, herunder område 4, 6, 17, 23, 31, 35, 39, 40, 48 og 78, der er omfattet af bilag II til den nævnte gennemførelsesforordning, befinder sig faktisk på mindre end 400 meters dybde. Grundforordningens artikel 9 og i særdeleshed forbuddet mod fiskeri med bundredskaber i denne artikels stk. 9 bør som følge heraf ikke finde anvendelse på dem. Optagelsen af disse områder på listen går ud over, hvad der tillades i grundforordningen, hvorefter den nævnte artikel 9 kun skal overholdes fuldt ud i områder på mere end 400 meters dybde.

61

Kommissionen har bestridt denne argumentation.

62

Det skal herved bemærkes, at selv om der ikke i ordlyden af grundforordningens artikel 9, stk. 6, henvises udtømmende til dybden af de områder, der er omfattet af listen over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, fremgår det af grundforordningens artikel 9, stk. 1, at denne artikel finder anvendelse på fiskeri med bundredskaber på en dybde på mere end 400 meter. Denne forordnings artikel 9, stk. 2, vedrører denne samme kategori af fiskeriaktiviteter og angiver, hvilke data der skal tages i betragtning ved vurderingen og identificeringen af sårbare marine økosystemer. Det kan heraf udledes, at de områder, der er omfattet af den nævnte forordnings artikel 9, stk. 6, i hvert fald delvist skal befinde sig i en dybde på mere end 400 meter, hvilket Kommissionen i øvrigt har medgivet.

63

Som svar på de spørgsmål, som Retten stillede som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, anførte Kommissionen således, at samtlige områder, hvor der vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer sårbare marine økosystemer som afgrænset i bilag II til den anfægtede forordning, hvilket omfatter de områder, som Kongeriget Spanien har fremhævet, i hvert fald delvist befandt sig på mere end 400 meters dybde. Ingen af disse områder befandt sig som helhed på 400 meters dybde eller derunder. Som bilag til sit svar vedlagde Kommissionen en tabel, der angav minimums- og maksimumsdybden for hvert af de områder, der er opregnet i bilag II til den anfægtede forordning, i overensstemmelse med data fra det europæiske havobservations- og ‑datanetværk (herefter »EMODnet«), som ligeledes var tilgængelige for medlemsstaterne.

64

Som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til den anfægtede forordning, var formålet med ICES’ rådgivning fra 2021 endvidere at opstille en liste over sårbare marine økosystemer »med højt, middelhøjt og lavt tilstedeværelsesindeks i C-kvadrater med en dybde på mellem 400 og 800 meter«. I ICES’ rådgivning fra 2021 forklares det, hvorfor dele af »C-kvadraterne« i visse tilfælde kunne befinde sig i andre dybder end mellem 400 og 800 meter.

65

Kommissionen anførte desuden, at selv om de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, og som er opregnet i bilag II til den anfægtede forordning, omfattede samtlige områder, hvor det var sandsynligt eller påvist, at der forekom sårbare marine økosystemer, gjaldt fiskeriforbuddet derimod kun i en dybde på mere end 400 meter, jf. bestemmelserne i grundforordningens artikel 9, stk. 1 og 9. I retsmødet bekræftede Kommissionen i øvrigt, at den samme logik gjorde sig gældende for både »C-kvadrater« og stødpudezoner.

66

Det fremgår af de data og oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, at dybden af de områder, der er udpeget som områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, ganske vist kunne variere, således at en del af disse områder endda kunne ligge uden for intervallet på 400-800 meter, men at ingen af de omhandlede områder som helhed befandt sig i en dybde på mellem 0 og 400 meter. Kongeriget Spanien har ikke konkret og præcist anfægtet de nævnte data, som Kommissionen har fremlagt. Det er derfor ikke godtgjort, at dybdekriteriet i grundforordningens artikel 9, stk. 1 (jf. præmis 62 ovenfor), blev tilsidesat i det foreliggende tilfælde.

67

På denne baggrund skal Kongeriget Spaniens første klagepunkt forkastes, eftersom det vedrører Kommissionens angivelige optagelse af områder, der som helhed befinder sig i en anden dybde end mellem 400 og 800 meter, på den omhandlede liste (i overensstemmelse med koordinaterne i bilag II til den anfægtede forordning).

68

Kongeriget Spanien har kritiseret ICES’ rådgivning fra 2021, for så vidt som der anvendes en metode, som i det væsentlige anerkendes ved den anfægtede forordning, som er baseret på en »C-kvadrat«-enhed på 0,05 grader, og som ifølge denne medlemsstat resulterer i celler på 15-25 km2 afhængig af efter breddegraden. Som ICES har erkendt, forudsætter dette system i det væsentlige, at cellerne ikke er ensartede i forhold til breddegraden. Desuden vil denne metode føre til lukning af alt for store områder rundt om dem, hvor der er konstateret sårbare marine økosystemer, navnlig områder, hvor kontinentalsoklen er smal, som det er tilfældet i det nordlige Spanien, i modsætning til meget store områder såsom kontinentalsoklen i Nordsøen. Ved anvendelsen af denne metode kombineres de punkter, hvor der forekommer sårbare marine økosystemer, som er identificeret ved brug af video eller fotografi (i tilfælde af habitater) eller med andre teknikker såsom trawl (i tilfælde af fysiske indikatorer for sårbare marine økosystemer), med feltet af »C-kvadrat«-celler for at fastlægge lukkede områder. Det forudsættes i denne forbindelse, at der i ét og samme »C-kvadrat« kan tages hensyn til forskellige indikatorer for sårbare marine økosystemer, fiskeriområder og batymetrier. Den manglende definition svækker enhver form for analyse. Det anerkendes i ICES’ egen rådgivning fra 2021, at denne metode har betydelige begrænsninger med hensyn til den eventuelle indvirkning fra småskalaadskillelse af forekomst af sårbare marine økosystemer og overlapning med fiskeriet.

69

Kongeriget Spanien har anført, at grundforordningen kræver, at den liste, som Kommissionen udarbejder i henhold til denne forordnings artikel 9, begrænses til områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, mens fiskeri uden for disse zoner er tilladt, hvis der er givet tilladelse hertil. Intet kan begrunde, at en upræcis metode, der ikke tager hensyn til de bedste foreliggende videnskabelige og tekniske oplysninger, fører til vilkårlig lukning af tilstødende områder, hvor der ikke er identificeret sådanne økosystemer. Ifølge Kongeriget Spanien forelå der mere præcise oplysninger, som blev stillet til rådighed for ICES med henblik på udarbejdelsen af dets rådgivning.

70

Kommissionen har bestridt Kongeriget Spaniens argumenter.

71

Det skal indledningsvis bemærkes, at den anfægtede forordning er baseret på ICES’ rådgivning fra 2021, hvoraf følgende fremgår:

»C-kvadratet er et gittersystem. ICES angiver C-kvadratet i en opløsning på 0,05 længdegrader [gange] 0,05 breddegrader (ca. 15 km2 (3 km × 5 km) ved 60 grader nordlig bredde). Denne opløsning udgør en praktisk skala til indsamling, undersøgelse og vurdering af data om fiskeriet i havmiljøet.«

72

Det skal desuden påpeges, at grundforordningens artikel 9 (herunder FAO’s retningslinjer fra 2008, hvortil der henvises) ikke indeholder specifikke regler om den konkrete metode, der skal anvendes ved udarbejdelsen af listen over områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, bl.a. med hensyn til det tekniske kvadratfelt eller det koordinatsystem, der skal anvendes som kortlægningsbenchmark. Det må derfor fastslås, at disse henhører under den skønsmargen, som Kommissionen har for så vidt angår anvendelsen af kriterierne for opstilling af listen over de nævnte områder (jf. præmis 42 ovenfor). Der bør i en sådan sammenhæng indrømmes Kommissionen et vidt skøn med henblik på en effektiv opfyldelse af det formål, den skal opfylde, og under hensyn til de komplicerede tekniske vurderinger, den skal foretage (jf. analogt dom af 19.1.2012, Xeda International og Pace International mod Kommissionen, T-71/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:18, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis). Henset til disse omstændigheder vil en foranstaltning kun kunne kendes ulovlig i forbindelse med Rettens undersøgelse af, om proportionalitetsprincippet er overholdt, såfremt en sådan foranstaltning på dette område er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som Kommissionen forfølger (jf. analogt dom af 9.9.2020, Slovenien mod Kommissionen, T-626/17, EU:T:2020:402, præmis 173).

73

Det er i lyset af disse betragtninger, at Kongeriget Spaniens argumenter skal undersøges.

74

For det første forklarede ICES i sin rådgivning fra 2021 i det væsentlige, at den pågældende tilgang, dvs. anvendelsen af et system med »C-kvadrater« i en opløsning på 0,05 længdegrader [gange] 0,05 breddegrader (ca. 15 km2 (3 km × 5 km) ved 60 grader nordlig bredde), udgjorde en praktisk skala til indsamling, undersøgelse og vurdering af data om fiskeriet i havmiljøet (jf. præmis 71 ovenfor). Det henviste i denne sammenhæng til modellerede batymetriske data fra EMODnet og til arbejdet i Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO) og pegede konkret på visse unøjagtigheder eller mangler, der skyldtes anvendelsen af »C-kvadrat«-metoden. På dette punkt konkluderede ICES imidlertid, at visse kritisable variationer, der var forbundet med anvendelsen af den pågældende metode, »ikke [kunne] afhjælpes med de foreliggende data og [krævede] grundlæggende ændringer af ICES’ indkaldelse af data vedrørende sårbare marine økosystemer [eller] af de enkelte EU-medlemsstaters detaljerede analyse«.

75

For det andet har Kongeriget Spanien anført, at det var i besiddelse af mere præcise oplysninger, hovedsagelig fra Indemares- og Intemaresprojekterne, kendskab til havmiljøet i forbindelse med forvaltningen af områder i Natura 2000-nettet, der medfinansieres af Unionen, og forskningskampagner iværksat som led i havstrategierne. Ifølge denne medlemsstat var disse georefererede og præcise oplysninger blevet fremsendt til EMODnet, hvor det var muligt at få adgang til europæiske havdata fordelt på syv fagområder (batymetri, biologi, kemi, geologi, menneskelige aktiviteter, fysik og habitater på havbunden) og til OSPAR-databasen, som var en mekanisme, hvormed 15 regeringer og Unionen samarbejdede om at beskytte havmiljøet i det nordøstlige Atlanterhav. Ifølge Kongeriget Spanien har Kommissionen ligeledes erkendt, at den »C-kvadrat«-baserede metode ikke er den mest præcise, der findes, og ikke tager højde for forskellen på cellestørrelsen som følge af breddegraden, som er til skade for Kongeriget Spanien. Det er endelig Kongeriget Spaniens opfattelse, at Kommissionens argumenter om medlemsstaternes angiveligt sene fremsendelse af data til ICES ikke var relevante. Ifølge Kongeriget Spanien udgør ICES’ ensidige beslutning om udelukkende at basere sine rådgivninger på sin egen database vedrørende sårbare marine økosystemer og at se bort fra de data, som medlemsstaterne genererer via forskellige netværk og infrastrukturer for dataudveksling inden for Unionen, en ny restriktion for anvendelsen af de bedste foreliggende videnskabelige og tekniske oplysninger.

76

Disse omstændigheder er imidlertid ikke tilstrækkelige til at fastslå, at Kommissionen åbenbart overskred sin skønsmargen ved at anvende »C-kvadrat«-metoden, dvs. den metode, som ICES tog i betragtning i sin rådgivning fra 2021, eller at den ikke anvendte de bedste foreliggende videnskabelige og tekniske oplysninger (jf. præmis 69 og 75 in fine ovenfor). Kommissionen har nemlig i sin argumentation ikke alene støttet sig på, at den var forpligtet til at anvende de tilgængelige oplysninger, der var tilvejebragt ved hjælp af den nævnte metode, men også anført, at den i sin tilgang tog hensyn til bundfiskeriets karakteristika og til behovet for at sikre en ensartet anvendelse af grundforordningen. I denne forbindelse henviste den til den »C-kvadrat«-baserede metode, der anvendes både af medlemsstaterne til registrering af fiskeriaktiviteter og af organisationer såsom Kommissionen for Fiskeriet i det Nordøstlige Atlanterhav (NEAFC), som Unionen er medlem af, til afgrænsning af fiskeriforbud i forbindelse med sårbare marine økosystemer svarende til det, der er fastsat i grundforordningen. Kongeriget Spanien har desuden ikke angivet noget effektivt og realistisk alternativ, henset til behovet for at harmonisere medlemsstaternes tilgange og gennemføre grundforordningens artikel 9, stk. 6, på en ensartet måde.

77

Det fremgår heller ikke af de metoder, som Kongeriget Spanien har foreslået (jf. præmis 75 ovenfor), at de er mere præcise for alle de relevante havområder, der blev taget i betragtning af ICES i dets rådgivning fra 2021 og af Kommissionen i den anfægtede forordning, bl.a. på tidspunktet for vedtagelsen af denne forordning, eller at en eller flere konkrete data, som ICES og Kommissionen anvendte, kan anses for at gøre deres metode åbenbart uhensigtsmæssig som følge af de oplysninger, som Kongeriget Spanien har fremlagt, eller fordi det er muligt at anvende andre metoder såsom »Kernel-metoden«, der i retsmødet blev nævnt som en metode til estimering af tæthed i form af en kvantitativ metode, som gør det muligt at bestemme fordelingen og størrelsen af områder med sårbare maritime økosystemer, og som angiveligt anvendes af NAFO. I modsætning til det af Kongeriget Spanien anførte (jf. præmis 75 ovenfor) skal det desuden bemærkes, at ICES i sin rådgivning fra 2021 bl.a. støttede sig på batymetriske data, der netop stammede fra EMODnet-databasen, som Kongeriget Spanien har peget på. Som Kommissionen fremhævede i retsmødet uden at blive modsagt af Kongeriget Spanien, foreslog Kongeriget Spanien i øvrigt ikke Kommissionen en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, som Kommissionen kunne støtte sig på (ud over ICES’ rådgivning), selv om det fremgår af grundforordningens artikel 9, stk. 6, at medlemsstaterne kan udarbejde en sådan liste.

78

Kongeriget Spaniens andet klagepunkt mod den metode, der blev anvendt i ICES’ rådgivning fra 2021, og som var baseret på »C-kvadrat«-enheden, skal som følge heraf forkastes som ugrundet.

79

Ifølge Kongeriget Spanien udvides »C-kvadrater«, hvor der påviseligt forekommer sårbare marine økosystemer, med tilstødende sikkerhedszoner svarende til et »halvt C-kvadrat« for at sikre beskyttelsen af de habitater, der befinder sig inden for grænsen af det pågældende »C-kvadrat«. Denne sikkerhedsafstand overstiger efter denne medlemsstats opfattelse den afstand, der anbefales i andre tidligere rådgivninger, og som udgør mellem to og tre gange dybden af det pågældende område. Ifølge Kongeriget Spanien er disse lukninger imidlertid baseret på betragtninger, der klart er forbundet med mobile fiskeredskaber. Dette resulterer i en liste over områder, som i praksis fører til lukninger, der er meget mere omfattende end krævet i grundforordningen, hvilket er i strid med bestemmelserne heri og proportionalitetsprincippet. Grundforordningen tillader nemlig kun lukning af områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, under hensyntagen til den betydelige skadelige indvirkning, som fiskeriet kan have på de nævnte økosystemer. En lukning af stødpudezoner på et »halvt C-kvadrat« omkring hvert »C-kvadrat« ville endvidere undergrave målet om at opretholde et bæredygtigt fiskeri og opnå økonomiske og sociale fordele samt målet om at bidrage til at sikre forsyninger af fødevarer til rimelig priser.

80

Kommissionen har bestridt Kongeriget Spaniens argumenter.

81

Det skal indledningsvis bemærkes, at der med hensyn til stødpudezoner omkring lukkede »C-kvadrater« fremgår følgende af ICES’ rådgivning fra 2021:

»Moderne navigationssystemer gør det muligt at lokalisere fiskerfartøjer til havs meget nøjagtigt. Når fiskeriet foregår i dybder på mellem 400 og 800 meter, kan fiskeredskabernes placering imidlertid afvige betydeligt fra fartøjets placering. ICES vurderer, at en stødpude på et halvt C-kvadrat omkring hvert C-kvadrat vil være egnet til at sikre beskyttelsen af habitater for sårbare marine økosystemer, der befinder sig langs kanten af C-kvadratet. Valget af en stødpude på et halvt C-kvadrat frem for en anden afstand skal først og fremmest lette den praktiske gennemførelse (ICES, 2020b). ICES har tidligere anbefalet (ICES, 2013), at der for sårbare marine økosystemer på flad eller kuperet havbund indføres en stødpudezone på ca. to ([over] 500 meters dybde) eller tre gange ([under] 500 meters dybde) den lokale dybde. Da det ville være kompliceret at følge denne anbefaling i den aktuelle rådgivning, har ICES valgt en stødpude på et halvt C-kvadrat omkring hvert C-kvadrat.«

82

Det må i det foreliggende tilfælde konstateres, at det var nødvendigt at fastlægge beskyttelseszoner for at sikre den effektive virkning af grundforordningens artikel 9, stk. 6 og 9, og den effektive beskyttelse af sårbare marine økosystemer, der var hensigten med den samlede anvendelse af disse bestemmelser. Ifølge relevante forklaringer i ICES’ rådgivning fra 2021 skal fastlæggelsen af disse stødpudezoner nemlig i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet sikre beskyttelsen af habitater for sårbare marine økosystemer, der kan støde op til »C-kvadrater«, og som derfor kan være truet af fiskeri fra fartøjer, der befinder sig i nærheden af de nævnte »C-kvadrater«, på grund af den potentielt store forskel, der sandsynligvis vil være mellem fartøjets og fiskeredskabets placering, henset til de relevante dybder (mellem 400 og 800 meter).

83

Det følger heraf, at selv om disse stødpudezoner ikke indeholder indikatorer for sårbare marine økosystemer, og det derfor ifølge de oplysninger, som ICES og Kommissionen har adgang til, ikke er sandsynligt, at der forekommer sårbare marine økosystemer, er fastlæggelsen af disse zoner som en væsentlig del af de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, i overensstemmelse med de målsætninger om at beskytte de nævnte sårbare marine økosystemer, der forfølges med grundforordningens artikel 9, og nødvendig for en effektiv og ensartet gennemførelse heraf. Kongeriget Spaniens klagepunkt om, at strider mod grundforordningens artikel 9, stk. 6, at inkludere stødpudezoner i de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, og som er fastlagt ved den anfægtede forordning, kan således ikke tages til følge.

84

Eftersom den beskyttelse af sårbare marine økosystemer, der er omhandlet i grundforordningens artikel 9, vedrører den risiko, der er forbundet med fiskeri med bundredskaber generelt, kan den omstændighed, at den i højere grad vedrører mobile redskaber end passive redskaber, desuden ikke udelukke eller begrænse Kommissionens mulighed for at fastlægge sådanne områder. Som det fremgår af præmis 135 og 138 nedenfor, kan det under alle omstændigheder ikke udelukkes, at passive redskaber på grund af havstrømme eller sideværts bevægelser, når de hales ind, ved et uheld kan ændre position (eller endog mistes), således at der forvoldes skade på sårbare marine økosystemer.

85

Med hensyn til Kongeriget Spaniens klagepunkt, der er nævnt i præmis 79 ovenfor, og som vedrører tilsidesættelsen af proportionalitetsprincippet (jf. ligeledes præmis 45 og 46 ovenfor) på grund af stødpudezonernes størrelse, skal det for det første bemærkes, at disse zoner er egnede til at nå det legitime mål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, nemlig at afværge den risiko, der er forbundet med fiskeri med bundredskaber, som anført i præmis 82 ovenfor.

86

Hvad for det andet angår disse zoners uforholdsmæssige karakter i forhold til det nævnte mål er Rettens prøvelse, henset til den overvejende tekniske karakter af dette element i den metode, som Kommissionen fulgte, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 72 ovenfor, begrænset til en undersøgelse af, om størrelsen af disse zoner er åbenbart uforholdsmæssig i forhold til målet med deres fastlæggelse, som er at afværge den sandsynlige risiko, der er forbundet med fiskeri med bundredskaber generelt. Kongeriget Spanien har imidlertid ikke godtgjort, at de omhandlede zoners størrelse er åbenbart uforholdsmæssig. Med hensyn til det sidstnævnte sigter det eneste konkrete argument, som Kongeriget Spanien har fremført, til de forskelle, der findes i ICES’ på hinanden følgende rådgivninger med hensyn til stødpudezonernes størrelse. Dette argument skal forkastes som ugrundet. Disse forskelle synes nemlig at være forbundet med en anden beregningsmetode, der anvendes til afgrænsning af stødpudezoner. Det skal navnlig bemærkes, at sikkerhedszonen, som det ligeledes fremgår af ICES’ rådgivning fra 2021 (jf. præmis 81 ovenfor), tidligere blev afgrænset i forhold til dybden af de områder, hvor marine organismer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer (ICES’ rådgivning fra 2013), men at den efterfølgende er blevet afgrænset i forhold til et yderligere »halvt C-kvadrat«, hvilket først og fremmest skal sikre en let og effektiv gennemførelse af den nævnte foranstaltning. Ændringen af et element i den metode, der foreslås i ICES’ rådgivning, kan under ingen omstændigheder som sådan godtgøre, at den omhandlede foranstaltning åbenbart går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet.

87

Under disse omstændigheder har Kongeriget Spanien ikke fremlagt tilstrækkelige konkrete og underbyggede oplysninger, hvoraf det kan udledes, at den tilgang, hvor det vælges at tilføje en stødpudezone på et »halvt C-kvadrat« omkring hvert »C-kvadrat«, og som er baseret på den potentielt store forskel, der vil være mellem fartøjets og fiskeredskabets placering, når der fiskes på mellem 400 og 800 meters dybde, er uforenelig med proportionalitetsprincippet.

88

Kongeriget Spaniens tredje klagepunkt om fastlæggelse af beskyttelseszoner ved tilføjelse af et »halvt C-kvadrat« til »C-kvadrater« skal som følge heraf forkastes som ugrundet.

89

I tillæg til de forhold, som Kongeriget Spanien har anfægtet med sine tre første klagepunkter, har det kritiseret, at områder »på mindre end tre C-kvadrater« uden sårbare marine økosystemer, som er indesluttet i lukkede områder, lukkes med den begrundelse, at åbne områder »på mindre end tre C-kvadrater »ikke vil være praktiske««. Ud over at Kongeriget Spanien analogt har påberåbt sig de argumenter, der er nævnt i præmis 79 ovenfor, har det nærmere bestemt gjort gældende, at disse lukninger er baseret på betragtninger, der klart er forbundet med mobile fiskeredskaber.

90

Kommissionen har bestridt Kongeriget Spaniens argumenter.

91

For det første vedrører de forklaringer, som ICES gav i rådgivningen fra 2021, således den omstændighed, at det var usandsynligt, at fiskerfartøjer ville være i stand til at fiske effektivt i meget små områder uden at risikere at påvirke tilstødende lukkede områder, og at risikoen for skade i områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, som følge af fiskeri i tilstødende områder skulle undgås. Disse betragtninger svarer som følge heraf til dem, der allerede er gennemgået i forbindelse med stødpudezoner på et »halvt C-kvadrat«, og vedrører målet om at sikre den effektive virkning af beskyttelsen af de nævnte områder.

92

For det andet påpegede ICES i sin rådgivning fra 2021 ligeledes, at det er mere sandsynligt, at de omhandlede isolerede områder »vil indeholde sårbare marine økosystemer end andre celler uden data, eftersom de er omgivet af C-kvadrater med sårbare marine økosystemer«. Det blev heraf udledt, at de ganske enkelt kunne være udtryk for, at der manglede data om de sårbare marine økosystemer, der var til stede. En sådan forklaring på, hvorfor disse områder burde lukkes, er tilstrækkelig i forhold til forsigtighedsprincippet, samtidig med at der tages hensyn til den skønsmargen, som Kommissionen har på dette område (jf. præmis 42 ovenfor).

93

Henset til det ovenfor anførte er det ikke godtgjort, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 9, stk. 6, eller proportionalitetsprincippet ved at lade de ovennævnte områder indgå i bilag II til den anfægtede forordning. Kongeriget Spaniens fjerde klagepunkt skal på denne baggrund forkastes.

94

Det følger af det ovenfor anførte, at det første anbringendes andet led ligeledes skal forkastes, og dermed forkastes det første anbringende i det hele.

95

I forbindelse med det andet anbringende har Kongeriget Spanien fremsat en ulovlighedsindsigelse mod grundforordningen for det tilfælde, at det første anbringende ikke tages til følge. Dette anbringende består af to led. Det første led vedrører en tilsidesættelse af artikel 291 TEUF, for så vidt som der i grundforordningens artikel 9, stk. 6, henvises til en gennemførelsesretsakt med henblik på at supplere væsentlige elementer heri. Det andet led vedrører en tilsidesættelse af reglerne for den fælles fiskeripolitik og proportionalitetsprincippet som følge af det vilkårlige forbud mod fiskeri med bundredskaber i de områder, der er fastlagt i samme forordnings artikel 9, stk. 9.

96

Der er en indbyrdes sammenhæng mellem den anfægtede forordning og de bestemmelser, hvis ulovlighed påberåbes. For det første vedtog Kommissionen den nævnte gennemførelsesforordning for at gennemføre bestemmelserne i grundforordningens artikel 9 og navnlig stk. 6 heri, hvorefter Kommissionen skal udarbejde en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer. For det andet indebærer optagelsen på den nævnte liste i overensstemmelse med denne forordnings artikel 9, stk. 9, et forbud mod fiskeri med bundredskaber i det pågældende område.

97

Kommissionen er, støttet af Rådet og Parlamentet, af den opfattelse, at det andet anbringende skal afvises, eftersom det rejser en ulovlighedsindsigelse i henhold til artikel 277 TEUF vedrørende grundforordningens artikel 9, stk. 9. I det væsentlige er den anfægtede forordnings artikel 2 imidlertid alene baseret på grundforordningens artikel 9, stk. 6.

98

Det fremgår af retspraksis, at eftersom artikel 277 TEUF ikke har til formål at give en part mulighed for at bestride anvendeligheden af en eller anden generel retsakt under et vilkårligt søgsmål, må den retsakt, som hævdes at være ulovlig, direkte eller indirekte være anvendelig på det forhold, der er genstand for søgsmålet (jf. i denne retning dom af 13.7.1966, Italien mod Rådet og Kommissionen, 32/65, EU:C:1966:42, s. [301]; jf. ligeledes dom af 16.3.2023, Kommissionen mod Calhau Correia de Paiva, C-511/21 P, EU:C:2023:208, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

99

Der er i øvrigt en direkte retlig forbindelse mellem den anfægtede retsakt og den omhandlede generelle retsakt, der hævdes at være ulovlig, når den generelle retsakt udgør retsgrundlaget for den individuelle eller lovmæssige foranstaltning, der anfægtes direkte (jf. dom af 17.12.2020, BP mod FRA, C-601/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:1048, præmis 29, for så vidt angår individuelle foranstaltninger).

100

Det bemærkes, at det i det foreliggende tilfælde er ubestridt, at grundforordningens artikel 9, stk. 6, udgør retsgrundlaget for den anfægtede forordnings artikel 2 og er anført i henvisningerne heri, hvilket indebærer, at ulovlighedsindsigelsen kan antages til realitetsbehandling med hensyn til den nævnte bestemmelse i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 98 og 99 ovenfor.

101

Hvad derimod angår den formalitetsindsigelse, som Kommissionen, Rådet og Parlamentet har fremsat mod indsigelsen om, at grundforordningens artikel 9, stk. 9, er ulovlig, anser Retten det for hensigtsmæssigt at vurdere, om den nævnte indsigelse er velbegrundet, uden at undersøge, om den kan antages til realitetsbehandling.

102

For det første skal der ifølge Kongeriget Spanien peges på den manglende sammenhæng i grundforordningen. I den nævnte forordnings artikel 17, stk. 2, 3 og 6, henvises der nemlig gentagne gange til de »delegerede retsakter«, der er omhandlet i samme forordnings artikel 9, stk. 6. Det fremgår imidlertid af indholdet af 13. og 14. betragtning til grundforordningen, at denne sigtede mod at tillægge Kommissionen beføjelser i overensstemmelse med ordlyden af artikel 290 TEUF med henblik på at ændre listen over indikatorer for sårbare maritime økosystemer i bilag III, hvortil der henvises i grundforordningens artikel 9, stk. 7. Denne forordnings artikel 17 vedrører samme forordnings artikel 9, stk. 7, og ikke stk. 6. Eftersom forordningen ikke var blevet ændret eller berigtiget, burde Kommissionen imidlertid med henblik på at vedtage en af de retsakter, der er omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 6, have underlagt denne retsakt Parlamentets og Rådets indsigelsesprocedure, hvilket den ikke gjorde.

103

Det er for det andet Kongeriget Spaniens opfattelse, at selv om det antages, at der henvises til en gennemførelsesretsakt i grundforordningen, er denne tildeling af beføjelser i strid med artikel 291, stk. 2, TEUF, hvori gennemførelsesretsakter begrænses til tilfælde, hvor der kræves ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter. I forbindelse med den fælles fiskeripolitik er der tale om en grundlæggende politisk afgørelse, når det besluttes at beskytte sårbare marine økosystemer mod forskellige fiskeriaktiviteter i forhold til den ønskede bevarelsesstatus og ved afvejning af de interesser, der udgør det overordnede mål for den fælles fiskeripolitik, som er at sikre et bæredygtigt fiskeri i Unionen. Ifølge Kongeriget Spanien valgte Kommissionen i det foreliggende tilfælde et af de forskellige scenarier, der blev foreslået i ICES’ rådgivning fra 2021, ved netop at fastlægge de områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, ved hjælp af en afvejning af forskellige niveauer for beskyttelse af økosystemer og samtidig påvirkning af fiskeriet, uden dog at tage hensyn til de forskellige fiskeredskaber, der findes. Kommissionen traf desuden visse afgørelser om opstilling af listen over de nævnte områder, som vidner om, at den udøvede skønsmæssige beføjelser, hvilket overskred rammerne for det i grundforordningens artikel 9, stk. 6, fastsatte, bl.a. ved at udelukke områder omkring Azorerne og visse andre områder, hvor der kan forekomme sårbare marine økosystemer. Grundforordningens artikel 9, stk. 6, indebærer som følge heraf en ulovlig tildeling af beføjelser til Kommissionen for så vidt angår fastlæggelsen af et væsentligt element i ordningerne for beskyttelse af sårbare marine økosystemer.

104

Kommissionen har, støttet af Rådet og Parlamentet, bestridt Kongeriget Spaniens argumenter.

105

Det bemærkes herved for det første, henset til den klare ordlyd af grundforordningens artikel 9, stk. 6, hvori der henvises til en gennemførelsesretsakt, og henset til 13. og 14. betragtning til denne forordning, at det ikke ud fra Kongeriget Spaniens henvisning til den nævnte forordnings artikel 17 vedrørende Kommissionens vedtagelse af delegerede retsakter og dennes ordlyd (jf. præmis 102 ovenfor) kan konstateres, at der mangler sammenhæng i grundforordningen og dermed heller ikke, at ulovlighedsindsigelsen er velbegrundet. I øvrigt er den sidstnævnte artikel i mellemtiden blevet berigtiget med henblik på at erstatte den oprindeligt fejlagtige angivelse af grundforordningens artikel 9, stk. 6, med angivelsen af samme forordnings artikel 9, stk. 7 (berigtigelse til forordning 2016/2336 (EUT 2023, L 39, s. 63)).

106

Hvad for det andet angår grænserne for de gennemførelsesbeføjelser, der er nævnt i artikel 291, stk. 2, TEUF, skal det bemærkes, at vedtagelsen af væsentlige regler på et område er forbeholdt EU-lovgiver. Det følger heraf, at bestemmelser, der fastsætter væsentlige elementer i en grundlæggende retsforskrift, og hvis vedtagelse kræver et politisk valg, som det hører under EU-lovgivers egen kompetence at træffe, ikke kan vedtages i gennemførelsesretsakter eller i delegerede retsakter som omhandlet i artikel 290 TEUF (dom af 28.2.2023, Fenix International, C-695/20, EU:C:2023:127, præmis 41).

107

Identificeringen af de bestemmelser på et område, der skal kvalificeres som væsentlige, skal i øvrigt baseres på objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolsprøvelse, og kræver, at det pågældende områdes kendetegn og særtræk tages i betragtning (dom af 28.2.2023, Fenix International, C-695/20, EU:C:2023:127, præmis 42).

108

De gennemførelsesbeføjelser, som Kommissionen og Rådet er tillagt i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF, indebærer i det væsentlige beføjelsen til at vedtage de foranstaltninger, der er nødvendige eller egnede til den ensartede gennemførelse af bestemmelserne i en lovgivningsmæssig retsakt, på grundlag af hvilken de er vedtaget, og som blot præciserer dennes indhold, under overholdelse af de væsentlige generelle mål, som forfølges med denne retsakt, uden at ændre den eller supplere hverken dens væsentlige eller ikke-væsentlige elementer (dom af 28.2.2023, Fenix International, C-695/20, EU:C:2023:127, præmis 49).

109

Det må navnlig fastslås, at en gennemførelsesforanstaltning begrænser sig til at præcisere bestemmelserne i den pågældende lovgivningsmæssige retsakt, når foranstaltningen udelukkende har til formål, generelt eller for visse særlige tilfælde, at afklare rækkevidden af disse bestemmelser eller at fastsætte de nærmere bestemmelser for anvendelsen, på den betingelse, at denne foranstaltning herved undgår enhver modstrid i forhold til formålene med disse bestemmelser og ikke på nogen måde forandrer det normative indhold af denne retsakt eller anvendelsesområdet herfor (dom af 28.2.2023, Fenix International, C-695/20, EU:C:2023:127, præmis 50).

110

Ved vurderingen af den ulovlighedsindsigelse, der er rettet mod grundforordningens artikel 9, stk. 6, er det nødvendigt at undersøge, om denne bestemmelse sigter mod at fastsætte elementer, som går ud over, hvad der er angivet i ovennævnte retspraksis.

111

I det foreliggende tilfælde skal det derfor undersøges, om der i grundforordningens artikel 9 henvises til en gennemførelsesretsakt, som alene præciserer bestemmelserne heri, eller som supplerer dens væsentlige eller endog ikke-væsentlige bestemmelser i strid med artikel 291 TEUF, således som Kongeriget Spanien har anført.

112

Det skal i lighed med, hvad Kommissionen, støttet af Rådet og Parlamentet, har gjort gældende, bemærkes, at de gennemførelsesretsakter, der er nævnt i grundforordningens artikel 9, stk. 6, første punktum, vedrørende opstillingen af en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, blot skal præcisere disse områder og dermed ratione loci skal konkretisere den ordning for beskyttelse af sårbare marine økosystemer, der er indført ved denne artikel, under hensyntagen til de faktiske havbunds- og havmiljøforhold, der fremgår af de tilgængelige data, hvilket skal ske på grundlag af den procedure og i henhold til de materielle kriterier, der er fastsat i denne artikel. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de væsentlige elementer vedrørende definitionen af og kriterierne for identificering af et sårbart marint økosystem (forordning nr. 734/2008, FAO’s retningslinjer fra 2008 og forsigtighedsprincippet), indikatorerne for sårbare marine økosystemer og proceduren for opstilling af en liste over disse økosystemer (under hensyntagen til de bedste foreliggende videnskabelige og tekniske oplysninger samt de vurderinger og identifikationer, som medlemsstaterne og det videnskabelige rådgivningsorgan har foretaget) allerede fremgår af grundforordningens artikel 9. Som Rådet med rette har gjort gældende, var det af hensyn til behovet for at opstille ensartede betingelser for gennemførelsen af de beskyttelsesforanstaltninger, der blev indført ved denne artikel, nødvendigt at fastsætte disse på EU-plan.

113

Kommissionen har fastlagt en liste over områder, hvor der vides at forekomme eller er sandsynlighed for at forekomme sårbare marine økosystemer, som omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 6, på grundlag af tilstrækkeligt klare og præcise materielle kriterier for sårbare marine økosystemer og efter en procedure, der ligeledes er angivet i grundforordningen. Den nævnte bestemmelse tillægger ganske vist Kommissionen en vis skønsmargen med hensyn til anvendelsen af disse kriterier. Dette er imidlertid foreneligt med dens gennemførelsesbeføjelse ifølge den retspraksis, hvorefter Kommissionen ikke ved grundforordningens gennemførelse er afskåret fra at udøve noget som helst skøn, bl.a. ved fastlæggelsen af den præcise metode for anvendelsen af de kriterier, som lovgiver har fastsat i den nævnte forordning (jf. i denne retning dom af 23.9.2015, Nederlandene mod Kommissionen,T-261/13 og T-86/14, EU:T:2015:671, præmis 44).

114

I modsætning til Kongeriget Spaniens indvendinger om, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde i det væsentlige har truffet en række politiske og økonomiske valg som følge af, at den er blevet tildelt beføjelser i strid med artikel 291 TEUF (jf. de argumenter, der er nævnt i præmis 103 ovenfor), og som det allerede er blevet fastslået i forbindelse med det første anbringende, er Kommissionen desuden ikke bemyndiget til at træffe sådanne valg, der henhører under bevarelsen af marine økosystemer og ressourcer (jf. præmis 37-44 ovenfor). Eftersom de nævnte indvendinger fra Kongeriget Spanien vedrører den handling, som Kommissionen reelt foretog, da den vedtog den anfægtede forordning, er de i øvrigt uden betydning for den ulovlighedsindsigelse, der er fremsat mod grundforordningen.

115

Hvad mere generelt angår Kongeriget Spaniens argumenter om de beføjelser til forvaltning af fiskeripolitikken, som Kommissionen er blevet tildelt (jf. præmis 103 ovenfor), er det allerede i forbindelse med det første anbringende blevet anført, at Kommissionen rent faktisk handlede inden for rammerne af sine beføjelser til gennemførelse og ikke forvaltning af fiskeripolitikken (jf. navnlig præmis 42 og 44 ovenfor). I denne sammenhæng er det ligeledes blevet bemærket, at Kommissionen kunne tage hensyn til forhold vedrørende det fiskeri, der finder sted, med henblik på at vurdere sandsynligheden for, at der (fortsat) forekommer sårbare marine økosystemer, hvis integritet kan blive truet af bundredskaber med betydelige skadelige virkninger. Denne tilgang er i tråd med målet om at tage hensyn til de faktiske havbunds- og havmiljøforhold, der fremgår af de tilgængelige data (jf. præmis 112 ovenfor).

116

Under disse omstændigheder skal det andet anbringendes første led om tilsidesættelse af artikel 291 TEUF, for så vidt som der i grundforordningens artikel 9, stk. 6, henvises til en gennemførelsesretsakt med henblik på at supplere væsentlige elementer heri, forkastes som ugrundet.

117

I forbindelse med det andet anbringendes andet led har Kongeriget Spanien i det væsentlige gjort gældende, at det vilkårlige forbud, der er indført ved grundforordningens artikel 9, stk. 9, er uforeneligt med reglerne for den fælles fiskeripolitik og proportionalitetsprincippet, fordi lovgiver vedtog det ud fra en afvejning af de forskellige målsætninger for den fælles fiskeripolitik, der er fastsat i artikel 2 i forordning nr. 1380/2013, uden at sondre mellem fiskeredskaber i forhold til deres virkninger. Et sådant argument kan ligeledes fortolkes som en indvending om, at lovgiver har tilsidesat sin forpligtelse til at begrunde valget af den omhandlede foranstaltning. Ifølge Kongeriget Spanien fastsættes der et forbud i den ovennævnte bestemmelse i grundforordningen, uden at det på forhånd vides, hvordan det i praksis skal gennemføres i havmiljøet, og hvilken økonomisk og social indvirkning det vil have.

118

Kongeriget Spanien har i denne forbindelse anført, at lukningen af historiske fiskeriområder, hvor der anvendes passive redskaber, vil få alvorlige såvel sociale som økonomiske konsekvenser for kystsamfundene i disse områder, som baserer deres udvikling på ikkeindustrielt og bæredygtigt fiskeri. Sektoren har imidlertid ikke haft mulighed for at fremlægge sin vurdering og sine data vedrørende konsekvenserne, herunder en flytning af flåden til andre områder, hvor der allerede drives fiskeri, da der ikke er foretaget nogen høring herom. Med hensyn til Kommissionens skøn, hvorefter den anfægtede forordning kun vil påvirke 17% af de farvande, som den finder anvendelse på, kan en sådan lukning af fiskeriområder ifølge Kongeriget Spanien få stor praktisk betydning, hvis der landes fangster af høj økonomisk værdi i de lukkede områder, hvilket Kommissionen reelt ikke har vurderet.

119

Kongeriget Spanien har derfor anført, at det skal fastslås, at grundforordningens artikel 9, stk. 9, der blev gennemført ved den anfægtede forordning, strider mod reglerne for den fælles fiskeripolitik og proportionalitetsprincippet.

120

Kommissionen har, støttet af Rådet og Parlamentet, bestridt Kongeriget Spaniens argumenter.

121

Det skal herved indledningsvis bemærkes, at det i det væsentlige følger af bl.a. artikel 2, stk. 1-3, og artikel 2, stk. 5, litra a), f), i) og j), samt artikel 4, stk. 1, nr. 8) og 9), i forordning nr. 1380/2013, at det for at sikre fiskeriaktiviteters miljømæssige bæredygtighed på lang sigt er nødvendigt at minimere disse aktiviteters indvirkning på det marine økosystem ved anvendelse af en forsigtighedstilgang til fiskeriforvaltning og en økosystembaseret tilgang.

122

Hvad navnlig angår bæredygtigheden, forsigtighedstilgangen og den økosystembaserede tilgang har artikel 2 i forordning nr. 1380/2013 med overskriften »Målsætninger« følgende ordlyd:

»1.   Den fælles fiskeripolitik skal sikre, at fiskeri- og akvakulturaktiviteterne er miljømæssigt bæredygtige på lang sigt og forvaltes på en måde, der er i overensstemmelse med målene om at opnå økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige fordele, og som bidrager til fødevareforsyningssikkerheden.

2.   Den fælles fiskeripolitik skal i den fælles fiskeripolitik forvaltes efter en forsigtighedstilgang, og målet er at sikre, at udnyttelsen af havets levende biologiske ressourcer genopretter og opretholder populationer af de befiskede arter på niveauer, der kan give maksimalt bæredygtigt udbytte.

[…]

3.   Der skal i den fælles fiskeripolitik anlægges en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning med henblik på at sikre, at fiskeriets negative indvirkning på det marine økosystem minimeres, og at det tilstræbes at sikre, at akvakultur og fiskeri ikke nedbryder havmiljøet.

[…]«

123

Artikel 4 i forordning nr. 1380/2013 med overskriften »Definitioner« indeholder stk. 1, nr. 9) og 20), med følgende ordlyd:

»1.   I denne forordning forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

124

Artikel 6 i forordning nr. 1380/2013 med overskriften »Almindelige bestemmelser« i afsnittet med overskriften »Bevarelsesforanstaltninger« bestemmer følgende i stk. 1:

»1.   Med henblik på at nå den fælles fiskeripolitiks mål for så vidt angår bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer, jf. artikel 2, vedtager Unionen bevarelsesforanstaltninger, jf. artikel 7.«

125

Artikel 7 i forordning nr. 1380/2013 med overskriften »Typer af bevarelsesforanstaltninger« har følgende ordlyd:

»1.   Foranstaltninger til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer kan bestå i bl.a.

[…]

[…]

[…]

2.   Tekniske foranstaltninger kan bl.a. omfatte følgende:

[…]

[…]«

126

I forbindelse med afvejningen af de omhandlede interesser, der er uløseligt forbundet med vedtagelsen af foranstaltninger til bevarelse af havets biologiske ressourcer (jf. i denne retning dom af 15.4.2021, Nederlandene mod Rådet og Parlamentet, C-733/19, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:272, præmis 52), har lovgiver en vid skønsmargen, der modsvarer det politiske ansvar, som lovgiver er tillagt ved artikel 40 TEUF til 43 TEUF. Lovgivers valg om at vedtage sådanne foranstaltninger for at minimere fiskeriaktiviteters indvirkning på det marine økosystem ved anvendelse af en forsigtighedstilgang til fiskeriforvaltning og en økosystembaseret tilgang henhører under Unionens retsinstansers kontrol, hvor de skal begrænse sig til at efterprøve, om den omhandlede foranstaltning er behæftet med en åbenbar vildfarelse eller magtfordrejning, eller om lovgiver klart har overskredet grænserne for sit skøn (jf. i denne retning dom af 11.1.2024, Friends of the Irish Environment (Fiskerimuligheder på niveauer over nul),C-330/22, EU:C:2024:19, præmis 80).

127

I denne sammenhæng er lovgiver nærmere bestemt ikke forpligtet til at foretage en specifik og begrundet afvejning af interessen i at beskytte havmiljøet, som er forbundet med bæredygtig udnyttelse af havets biologiske ressourcer, mod interesserne hos personer, der udøver fiskeriaktiviteter, og de socioøkonomiske aspekter af disse aktiviteter. I forbindelse med tekniske foranstaltninger behøver retsaktens ophavsmand nemlig ikke at angive en særlig begrundelse for sit valg, hvis det forfulgte mål i det væsentlige fremgår af den anfægtede retsakt (dom af 16.11.2023, Spanien mod Rådet (Supplerende bevarelsesforanstaltninger i det vestlige Middelhav), C-224/22, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:891, præmis 36 og 44). For så vidt som Kongeriget Spanien har fremhævet, at lovgiver ikke sondrede mellem fiskeredskaber i forhold til deres virkninger (jf. præmis 117 ovenfor), hvormed det antydes, at lovgiver har tilsidesat sin forpligtelse til at begrunde valget af den omhandlede foranstaltning ved specifikt at vurdere passive bundredskabers virkninger for sårbare marine økosystemer for at afveje interessen i at beskytte havmiljøet mod disse virkninger mod de socioøkonomiske aspekter af fiskeriet med de nævnte redskaber og de socioøkonomiske konsekvenser af det omhandlede forbud, skal dette klagepunkt forkastes.

128

Det skal nemlig bemærkes, at der i grundforordningens artikel 1 henvises til forsigtighedsprincippet og til den økosystembaserede tilgang.

129

Den foranstaltning, der er omhandlet i grundforordningens artikel 9, stk. 9, har desuden, som det fremgår af niende betragtning til denne forordning, netop til formål at minimere dybhavsfiskeriets mulige indvirkning på sårbare marine økosystemer. Der er således tale om en foranstaltning, som vedrører gennemførelsen af de grundlæggende tilgange, der er anført i artikel 2, stk. 2 og 3, i forordning nr. 1380/2013, og som er omfattet af betragtningerne i præmis 126 og 127 ovenfor.

130

Kongeriget Spanien har imidlertid ikke formået at påvise, at lovgiver klart har overskredet grænserne for sit skøn ved at vedtage forbuddet i grundforordningens artikel 9, stk. 9.

131

Som det for det første fremgår af grundforordningens artikel 9, stk. 1, finder denne artikel anvendelse på fiskeri med bundredskaber på en dybde på mere end 400 meter. Forbuddet i denne forordnings artikel 9, stk. 9, finder som følge heraf ikke anvendelse på fiskeri med de nævnte redskaber på en dybde på 400 meter eller derunder.

132

For det andet er lovgivers betragtninger om, at passive redskaber kan have skadelige virkninger for sårbare marine økosystemer, uløseligt forbundet med definitionen i artikel 2 i forordning nr. 734/2008, hvortil der henvises i grundforordningens artikel 4 (jf. præmis 25-29 ovenfor). Kongeriget Spanien har ikke anfægtet lovligheden af disse bestemmelser, der i øvrigt er i overensstemmelse med den tilgang, som NEAFC valgte i sin henstilling 19:2014 af 23. juni 2014 om arealforvaltningsforanstaltninger til beskyttelse af sårbare marine økosystemer i det NEAFC-regulerede område (Recommendation on area management measures for the protection of vulnerable marine ecosystems in the NEAFC Regulatory Area).

133

For det tredje må det konstateres, at Kongeriget Spanien ikke har fremført noget forhold, der kan rejse tvivl om muligheden for, at passive redskaber ligeledes kan risikere at få skadelige virkninger for sårbare marine økosystemer, navnlig i forbindelse med gentagen udsætning og indhaling. Den mulige forekomst af sådanne risici er desuden nævnt i et dokument af 7. december 2007 med titlen »Deep Sea Stocks Management« fra Parlamentets Temaafdeling for Struktur- og Samhørighedspolitik, hvortil Parlamentet har henvist i sit skriftlige indlæg, og hvoraf det fremgår, at »trukne redskaber, men også faststående garn og langliner kan være skadelige for koldtvandskoraller«, og at »[d]et formodes, at garn, der mistes på havbunden, fortsætter med at fange fisk, hvilket kaldes spøgelsesfiskeri«. Denne mulighed bekræftes i øvrigt ligeledes i ICES’ første rådgivning af 28. juni 2018 om lokaliteter, hvor der forekommer eller sandsynligvis forekommer sårbare marine økosystemer i EU-farvande i det nordøstlige Atlanterhav, og om fiskeriets fodaftryk i 2009-2011 (Advice on locations and likely locations of [vulnerable marine ecosystems] in EU waters of the NE Atlantic, and the fishing footprint of 2009-2011). Kongeriget Spanien har faktisk snarere anført, at de nævnte virkninger er langt mindre end mobile redskabers virkninger, men intet af de beviser, som det har fremlagt for Retten, godtgør, at passive redskaber slet ikke har nogen skadelig indvirkning (jf. præmis 138 nedenfor).

134

Det anerkendes således navnlig i en artikel af Ch. K. Pham, H. Diogo, G. Menezes, F. Porteiro, A. Braga-Henriques, F. Vandeperre og T. Morato, »Deep-water longline fishing has reduced impact on Vulnerable Marine Ecosystems«, Scientific reports, nr. 4/4837, april 2014, der er genstand for bilag 5 til stævningen, at passive redskaber (longlines, langliner) har en vis skadelig indvirkning, samtidig med at det fremhæves dels, at denne risiko er langt mindre end den, der er forbundet med mobile redskaber, dels at der foreligger begrænsede oplysninger om langliner. Det konstateres desuden, at langliner især kan påvirke organismer, der har en kompleks morfologi, og have destabiliserende virkninger for det pågældende økosystem.

135

Lignende udsagn om passive redskabers mulige negative virkninger findes i andre beviselementer, heriblandt en artikel af S.J. Parker, »Identifying taxonomic groups vulnerable to bottom longline fishing gear in the Ross Sea region«, CCAMLR Science, bind 17, 2010, s. 105-127, og i en artikel af M.R. Clark, F. Althaus, T.A. Schlacher, A. Williams, D.A. Bowden og A.A. Rowden, »The impacts of deep-sea fisheries on benthic communities: a review«, ICES Journal of Marine Science, bind 73, 2016, s. i51-i69, hvorefter »nyere undersøgelser af fiskeri med langliner har vist, at dets indvirkning er meget mindre end for mobile redskaber, men alligevel kan være betydelig«. Ifølge samme artikel kan »passive redskaber […] under visse betingelser, f.eks. når de hales ind, bevæge sig sideværts hen over havbunden, hvor de kan påvirke habitatet og biota«, og »[d]er er observeret påvirkning fra langliner på […] koraller og svampe, f.eks. når de slås i stykker af lodder på langliner, eller de skæres over af hovedlinen i forbindelse med sideværts bevægelser under fiskeri eller indhaling«.

136

Der blev endelig peget på lignende forhold i de indlæg, der blev holdt i forbindelse med en høring om dybhavsfiskeri, som fandt sted i Parlamentet den 17. juni 2013, og hvortil Parlamentet har henvist i sit skriftlige indlæg. Det fremgår, at L.D. fra Fisheries Ecosystems Advisory Services (Marine Institute) (rådgivningstjenesten for fiskeriøkosystemer, det marine institut) i sit indlæg afslutningsvis udtalte, at bundliner også kunne påvirke sårbare marine økosystemer. Det samme blev konkluderet i et indlæg fra T. Morato og Ch. K. Pham med titlen »The impact of deep-water longline on epibenthic invertebrates« (dybhavsfiskeris indvirkning på epibentiske hvirvelløse dyr), som Parlamentet har fremlagt.

137

Som det fremgår af definitionen i artikel 2 i forordning nr. 734/2008, vurderes bundredskabers betydelige skadelige virkninger desuden individuelt, kombineret eller samlet. Passive redskabers virkninger kan således forværre virkninger, der opstår som følge af mobile redskaber, hvis betydning Kongeriget Spanien i øvrigt ikke har bestridt. Denne tilgang gør det muligt at beskytte sårbare marine økosystemer på en måde, der er i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og den økosystembaserede tilgang til fiskeriforvaltning, som udgør en integrerende del af den fælles fiskeripolitik, jf. artikel 2 i forordning nr. 1380/2013.

138

Kongeriget Spanien har således ikke fremlagt tilstrækkeligt præcise og overbevisende beviser, der kan godtgøre, at passive redskaber ikke har skadelige virkninger, således at det efter en økosystembaseret tilgang og i medfør af forsigtighedsprincippet er muligt at udelukke den risiko, som disse fiskeredskaber udgør i forhold til sårbare marine økosystemer, og som er tilstrækkeligt godtgjort ved de forhold, der er anført i præmis 134-137 ovenfor. Det kan heller ikke anses for afgørende i denne forbindelse, at der i retsmødet blev henvist til, at passive redskaber, nærmere bestemt langliner, er stationære, og at de er forsynet med geolokaliseringsudstyr. Som det konstateres i præmis 135 og 136 ovenfor, kan det nemlig ikke udelukkes, at disse redskaber på grund af havstrømme eller sideværts bevægelser, når de hales ind, ved et uheld kan ændre position (eller endog mistes), således at der forvoldes skade på sårbare marine økosystemer som følge af deres kontakt med havbunden eller med rev, der kan være særligt følsomme (jf. præmis 133 og 134 ovenfor).

139

Henset til det ovenfor anførte kunne EU-lovgiver ved udøvelsen af sit vide skøn på området (jf. analogt dom af 23.3.2006, Unitymark og North Sea Fishermen’s Organisation, C-535/03, EU:C:2006:193, præmis 57) anse det for nødvendigt at forbyde fiskeri med bundredskaber generelt i områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, for at undgå risikoen for skadelige virkninger fra passive redskaber, selv om dette sandsynligvis ville få negative socioøkonomiske virkninger. I denne sammenhæng var lovgiver, som det konstateres i præmis 127 ovenfor, ikke forpligtet til at foretage en specifik og begrundet afvejning af interessen i at beskytte havmiljøet mod interesserne hos personer, der udøver fiskeriaktiviteter, og de socioøkonomiske aspekter af disse aktiviteter. Det skal i denne forbindelse påpeges, at målet om at sikre fiskeriaktiviteters miljømæssige bæredygtighed på lang sigt er et grundlæggende mål for den fælles fiskeripolitik (artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1380/2013), hvis gennemførelse ikke blot tjener til at beskytte det marine økosystem, men også til at skabe økonomisk og socialt bæredygtige forhold for fiskeriet på lang sigt.

140

Det skal tilføjes – som Kommissionen anførte i retsmødet, og som det ligeledes fremgår af Rådets og Parlamentets argumenter – at lovgiver handlede under hensyntagen til den konsekvensanalyse, som Kommissionen havde udarbejdet på grundlag af flere af de løsningsmodeller, der fremgik af dens oprindelige forslag, hvoraf den ene svarede til den, som Kommissionen endte med at vælge. Lovgiver har taget hensyn til alle disse forhold ved udøvelsen af sit skøn i forbindelse med bevarelsesforanstaltningernes vedtagelse.

141

For det fjerde mindede lovgivers valg, således som Parlamentet har gjort gældende, om det, der var angivet i NEAFC’s regler. Lovgivers tilgang svarede ligeledes i det væsentlige til det formål, der er fastsat i punkt 83, litra c), i FN’s Generalforsamlings resolution 61/105.

142

Det må konkluderes, at Kongeriget Spanien ikke har fremlagt oplysninger, der gør det muligt at fastslå, at lovgiver har tilsidesat proportionalitetsprincippet, reglerne for den fælles fiskeripolitik eller en angivelig forpligtelse til at angive en særlig begrundelse for de valg, der træffes, ved at forbyde fiskeri med passive bundredskaber på en dybde på mere end 400 meter i områder, hvor sårbare marine økosystemer vides at forekomme eller sandsynligvis forekommer, for at minimere dybhavsfiskeriets indvirkning på sårbare marine økosystemer ved anvendelse af forsigtighedsprincippet og iværksættelse af en økosystembaseret tilgang til fiskeriforvaltning.

143

Under disse omstændigheder, og uden at det er nødvendigt at undersøge, om det andet anbringendes andet led kan antages til realitetsbehandling, skal dette led og dermed det andet anbringende forkastes. Kommissionen skal som følge heraf frifindes i det hele.

144

Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kongeriget Spanien har tabt sagen, bør det pålægges dette at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

145

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Parlamentet og Rådet bør som følge heraf bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):