Sag T-540/22

Den Franske Republik

mod

Den Fælles Afviklingsinstans

Rettens dom (Tredje Udvidede Afdeling) af 10. juli 2024

»Den økonomiske og monetære politik – bankunionen – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – forordning (EU) nr. 806/2014 – minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver – Afviklingsinstansens afgørelse om ikke at give dispensation – påklage til Afviklingsinstansens klagenævn – klage ikke taget til følge – betingelse om, at der ikke må være nogen hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag – Afviklingsinstansens skønsmargen – retssikkerhed – begrundelsespligt«

Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (»MREL-kravet«) – ansøgning om dispensation fra MREL-krav, som er pålagt andre enheder end afviklingsenhederne (det interne MREL-krav) – Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) skønsmargen – vurdering af andre funktionelle erstatninger for det interne MREL-krav – betingelsen om, at der ikke må være nogen nuværende eller forventede væsentlige hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af passiver – Afviklingsinstansens krav om stillelse af en yderligere garanti for at opfylde denne betingelse – tilladt med forbehold

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 12g, stk. 3, og art. 12h, stk. 1, litra c)]

(jf. præmis 42, 43 og 50)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) – klagenævnet for Afviklingsinstansen – omfanget af prøvelsen – behandling af de anbringender, der er fremført i sagen ved Afviklingsinstansen

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 85, stk. 3 og 4)

(jf. præmis 73)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – tilsyn med Unionens finanssektor – tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber – minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (»MREL-kravet«) – ansøgning om dispensation fra MREL-kravet – betingelsen om, at der ikke må være nogen nuværende eller forventede væsentlige hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af passiver – Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) tillagt en skønsmargen ved vurderingen af de normative kriterier – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet – foreligger ikke

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. artikel 12h, stk. 1, litra c)]

(jf. præmis 120 og 121)

Resumé

I et annullationssøgsmål, som Retten ikke gav medhold i, anlagt af Den Franske Republik til prøvelse af en afgørelse fra klagenævnet for Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) (herefter »klagenævnet«) ( 1 ), tog Retten for første gang stilling til en afgørelse fra klagenævnet, der tiltrådte den prøvelse, som Afviklingsinstansen havde foretaget til afgørelse af, om en bankkoncern opfyldte de betingelser, der er nødvendige for, at bankkoncernen kan fritages for det minimumskrav for kapitalgrundlag, der er fastsat i artikel 12h i forordning nr. 806/2014 ( 2 ).

Den 6. november 2020 havde en bankkoncern for ét af sine datterselskaber til Afviklingsinstansen indgivet en ansøgning om dispensation fra minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (herefter »MREL-kravet«), anvendt på individuel basis i medfør af artikel 12g i forordning nr. 806/2014. I klagesagen indgivet af Autorité de contrôle prudentiel et de résolution (tilsyns- og afviklingsmyndigheden, Frankrig) (herefter »klager i sagen for klagenævnet«) til prøvelse af Afviklingsinstansens afgørelse om afslag på nævnte ansøgning ( 3 ) havde klagenævnet ved den anfægtede afgørelse ikke givet klager i sagen for klagenævnet medhold i denne påklage.

Rettens bemærkninger

Hvad for det første angik rækkevidden af artikel 12h, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 (herefter den pågældende bestemmelse) fastslog Retten indledningsvis, at ifølge en ordlydsfortolkning fastsætter denne forordnings artikel 12h, stk. 1, litra c), ikke en mulighed for at stille krav om en særlig garanti for at opfylde betingelsen om, at der ikke må være nogen nuværende eller forventede væsentlige hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller tilbagebetaling af passiver, ligesom bestemmelsen heller ikke indeholder noget forbud mod, at Afviklingsinstansen kræver en særlig garanti i denne henseende.

Dernæst fandt Retten i lyset af en kontekstuel fortolkning, at kravet om garantier med sikkerhedsstillelse mellem moderselskabet og dets datterselskaber kun er foreskrevet i artikel 12g i forordning nr. 806/2014 som en måde, hvorpå det interne MREL-krav kan opfyldes, og at betingelsen om en garanti ikke fremgår af samme forordnings artikel 12h i sammenhæng med en dispensation, til forskel fra det, som lovgiver fastsatte i direktiv 2014/59 ( 4 ). Muligheden for at få dispensation i henhold til den pågældende bestemmelse kan således ikke på nogen måde betinges af et krav om en garanti med sikkerhedsstillelse, som svarer til den, der er fastsat i samme forordnings artikel 12g, stk. 3. Det modsatte synspunkt ville medføre, at den pågældende bestemmelse fratages enhver effektiv virkning, og ville således udgøre en grov tilsidesættelse af denne bestemmelse.

Retten fandt derimod, at det ikke af den kontekstuelle fortolkning kan udledes, at den manglende nævnelse af en garanti i bestemmelsen vedrørende behandlingen af en dispensationsansøgning for det interne MREL-krav ( 5 ) ipso jure forhindrer Afviklingsinstansen i at pålægge et krav af denne type i forbindelse med denne behandling. Selv om Afviklingsinstansen er forpligtet til give afslag på en dispensationsansøgning, når én af de kumulative betingelser, der er fastsat i den pågældende bestemmelse, ikke er opfyldt, har den derimod en vis skønsmargen til at afgøre, under hvilke omstændigheder den tredje af disse betingelser – som omhandler det forhold, at der ikke må være nogen hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag – er opfyldt. Det er derfor ikke udelukket, at der, henset til denne skønsmargen, er grundlag for at stille krav om en garanti – som er en anden end den, der er fastsat i artikel 12g, stk. 3, i forordning nr. 806/2014 – for at det modvirkes, at der består hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag.

I henhold til en teleologisk fortolkning af den pågældende bestemmelse fremhævede Retten endelig, at det fælles hovedformål med forordning nr. 806/2014 og direktiv 2014/59, der forfølges af lovgiver ved pålæggelse af MREL-kravet over for samtlige institutter i en bankkoncern, er at sikre en effektiv afvikling med en minimal negativ indvirkning på realøkonomien, det finansielle system og de offentlige finanser. Når Afviklingsinstansen behandler en dispensationsansøgning for det interne MREL-krav, tilkommer det således denne at vurdere, om der foreligger andre ordninger, der kan tjene som funktionel erstatning for det interne MREL-krav. Inden for den skønsmargen, som den har, er der intet, der forhindrer den i at fastslå – afhængig af omstændighederne ved den enkelte ansøgning om dispensation – at en garanti er nødvendig, for at betingelsen om, at der ikke må være nogen hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag, er opfyldt. Det er derimod ikke tilladt for denne at kræve, at der stilles en garanti, hvis karakteristika ligner karakteristika for den garanti, der er fastsat i artikel 12g, stk. 3, i forordning nr. 806/2014.

Retten præciserede i denne henseende, at det ikke fremgik af den anfægtede afgørelse, at Afviklingsinstansen af den pågældende bankkoncern krævede en garanti svarende til eller med lignende karakteristika som garantien i artikel 12g, stk. 3, i forordning nr. 806/2014, eller, a fortiori, at klagenævnet skulle have godkendt en sådan fremgangsmåde hos Afviklingsinstansen.

Hvad for det andet angik klagenævnets behandling af de anbringender, der fremføres for det, bemærkede Retten indledningsvis, at det følger af forordning nr. 806/2014 ( 6 ), at enhver fysisk eller juridisk person kan påklage en af Afviklingsinstansen truffet afgørelse til klagenævnet, at klagen skal indeholde en begrundelse herfor, og at det tilkommer klagenævnet at træffe afgørelse i klagesagen. Det følger heraf, at klagenævnet behandler de anbringender, der bliver fremført for det. Retten bemærkede endvidere, at de argumenter, der blev fremført af klager i sagen for klagenævnet til støtte for dennes første anbringende, ikke angik Afviklingsinstansens bedømmelser vedrørende realiteten med hensyn til garantier fra 2014 og 2015, som den pågældende bankkoncern havde påberåbt sig til støtte for, at betingelsen om, at der ikke må være nogen hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag, var opfyldt. De pågældende argumenter omhandlede således den angivelige retlige fejl begået af Afviklingsinstansen, for så vidt som den skulle have overskredet sin kompetence ved mekanisk og automatisk at anvende en betingelse, der ikke er at finde i artikel 12h i forordning nr. 806/2014.

Retten fandt derfor, at det tilkom klagenævnet at efterprøve, at Afviklingsinstansens vurdering ikke bestod i en forklædt behandling in abstracto af garantierne fra 2014 og 2015, men i en troværdig behandling in concreto af den pågældende bankkoncerns situation og de garantier, der var stillet til støtte for dens anmodning om dispensation, og at grænserne for Afviklingsinstansens skønsbeføjelse således var blevet overholdt. Den gav følgelig ikke medhold i klagepunktet om, at de anbringender og argumenter, der var blevet fremsat af klager i sagen for klagenævnet, og som vedrørte en retlig fejl begået af Afviklingsinstansen, for så vidt som den foretog en urigtig anvendelse af den pågældende bestemmelse og overskred grænserne for sin kompetence, nødvendigvis burde have foranlediget klagenævnet til at prøve, om Afviklingsinstansen i lyset af samtlige relevante forhold i sagen havde grundlag for at kræve en særlig garanti.

Endelig og vedrørende tilsidesættelsen af retssikkerhedsprincippet bemærkede Retten, at det for det første ikke kan kræves, at artikel 12h, stk. 1, litra c), i forordning nr. 806/2014 nævner de forskellige konkrete tilfælde, hvorunder den betingelse, der er fastsat i denne bestemmelse, er opfyldt eller ej, for så vidt som lovgiver ikke på forhånd kan fastlægge alle disse tilfælde. Det er således ikke muligt at opregne eksempler på hindringer for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag, ligesom det ikke kan kræves af lovgiver, at de foranstaltninger, der sikrer overholdelsen af betingelsen om, at der ikke må være nævnte hindringer, skal opregnes positivt. Retssikkerhedsprincippet er for det andet ikke til hinder for, at de pågældende myndigheder har en skønsmargen ved anvendelsen af de kriterier, der er blevet fastlagt i lovgivningen. Den omstændighed, at Afviklingsinstansen i det foreliggende tilfælde havde en skønsmargen med hensyn til, hvorvidt der foreligger en hindring for den hurtige overførsel af kapitalgrundlag eller den passende måde, hvorpå denne betingelse kan opfyldes, indebærer imidlertid ikke, at retssikkerhedsprincippet er blevet tilsidesat.

( 1 ) – Afgørelse nr. 3/2021 af 8.6.2022 fra klagenævnet for Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen), som ikke gav medhold i den klage, der var indgivet over afgørelse SRB/EES/2021/44 af 4.11.2021 om fastlæggelse af minimumskravet for kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (herefter »den anfægtede afgørelse«).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/877 af 20.5.2019 (EUT 2019, L 150, s. 226).

( 3 ) – Afgørelse SRB/EES/2021/44 af 4.11.2021 fra Den Fælles Afviklingsinstans.

( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af 20.5.2019 (EUT 2019, L 150, s. 296).

( 5 ) – Dvs. artikel 12h, stk. 1, i forordning nr. 806/2014.

( 6 ) – Denne forordnings artikel 85, stk. 3 og 4.