1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 5, litra a) og b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348, s. 98).

2

Anmodningen er indgivet i forbindelse med en tvist mellem Bundesrepublik Deutschland (Forbundsrepublikken Tyskland) og GS, et mindreårigt barn, repræsenteret ved sine forældre, vedrørende bl.a. det varsel om udsendelse, som Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (forbundskontoret for migration og flygtninge, Tyskland, herefter »Bundesamt«) har vedtaget over for barnet.

3

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) bestemmer i artikel 7 med overskriften »Respekt for privatliv og familieliv«:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.«

4

Chartrets artikel 24 med overskriften »Børns rettigheder« har følgende ordlyd:

»[…]

2.   I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

3.   Ethvert barn har ret til regelmæssigt at have personlig forbindelse og direkte kontakt med begge sine forældre, medmindre dette er i modstrid med dets interesser.«

5

I henhold til artikel 2, stk. 1, i direktiv 2008/115 finder dette »anvendelse på tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på en medlemsstats område«.

6

I henhold til direktivets artikel 3 med overskriften »Definitioner« forstås ved:

»1)   »tredjelandsstatsborger«: enhver person, der ikke er [EU-borger] som omhandlet i […] artikel [9 TEU], og som ikke har ret til fri bevægelighed i henhold til fællesskabsretten, jf. definitionen i artikel 2, nr. 5, i [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (EUT 2006, L 105, s. 1)]

2)   »ulovligt ophold«: tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 5 i Schengengrænsekodeksen, eller andre betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat

3)   »tilbagesendelse«: processen i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers tilbagevenden – enten frivilligt i overensstemmelse med en forpligtelse til at vende tilbage eller tvangsmæssigt – til:

4)   »afgørelse om tilbagesendelse«: en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, der fastslår eller erklærer, at en tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og som pålægger eller fastslår en forpligtelse for den pågældende til at vende tilbage

5)   »udsendelse«: håndhævelse af forpligtelsen til at vende tilbage, dvs. den fysiske transport ud af medlemsstaten

[…]

8)   »frivillig udrejse«: opfyldelse af forpligtelsen til at vende tilbage inden for den frist, der er fastsat herfor i afgørelsen om tilbagesendelse

[…]«

7

Direktivets artikel 5 med overskriften »Non-refoulement, barnets tarv, familieliv og helbredstilstand« bestemmer:

»Når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv, tager de behørigt hensyn til

og respekterer non-refoulement-princippet.«

8

Gesetz über den Aufenthalt, die Erwerbstätigkeit und die Integration von Ausländern im Bundesgebiet (lov om udlændinges ophold, arbejde og integration på forbundsrepublikkens område) af 30. juli 2004 (BGBl. 2004 I, s. 1950) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (BGBl. 2017 I, s. 2780) (herefter »lov om udlændinges ophold«), indeholder en § 59 med overskriften »Varsel om udsendelse«, som bestemmer:

»1.   Forud for udsendelsen udstedes et varsel om udsendelse, der fastsætter en rimelig frist for frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage. […]

2.   Varslet om udsendelse angiver den stat, som udlændingen udsendes til, og udlændingen oplyses om, at den pågældende også kan udsendes til andre stater, hvortil vedkommende kan rejse, eller til stater, der er forpligtet til at modtage denne. […]

3.   Den omstændighed, at der foreligger forbud mod udsendelse og grunde til at udsætte fuldbyrdelsen af udsendelsen, er ikke til hinder for, at der udstedes et varsel om udsendelse. […]

4.   Når varslet om udsendelse ikke længere kan påklages, tages der ikke hensyn til de omstændigheder, der forhindrer en udsendelse til den stat, der er angivet i [dette varsel], og som er opstået, før [varslet] ikke længere kunne påklages, i udlændingemyndighedens senere afgørelser om udsendelsen eller om udsættelse af fuldbyrdelsen af udsendelsen. Andre omstændigheder, som udlændingen har påberåbt sig, og som forhindrer udsendelse til denne stat, tages ikke nødvendigvis i betragtning. De bestemmelser, der gør det muligt for en udlænding i henhold til Verwaltungsgerichtsordnung [(lov om forvaltningsretspleje)] at gøre de i første punktum omhandlede omstændigheder gældende i et realitetssøgsmål eller i en sag om foreløbige forholdsregler, forbliver uændret.«

9

§ 60a i lov om udlændinges ophold med overskriften »Foreløbig udsættelse af udsendelsen (Tolerance)« fastsætter i stk. 2-5:

»2.   Udsendelsen af en udlænding udsættes, så længe denne udsendelse af faktiske og retlige grunde er umulig, og udlændingen ikke har fået udstedt en midlertidig opholdstilladelse. […]

[…]

3.   Udsættelsen af udlændingens udsendelse berører ikke hans forpligtelse til at forlade området.

4.   Der udstedes en attest til den udlænding, hvis udsendelse er blevet udsat.

5.   Udsættelsen af udsendelsen ophører på den dato, hvor udlændingen forlader området. […]«

10

§ 34 i Asylgesetz (asyllov) (BGBl. 2008 I, s. 1798) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (BGBl. 2013 I, s. 3474), fastsætter:

»1.   I henhold til § 59 og § 60, stk. 10, i [lov om udlændinges ophold] udstedes et skriftligt varsel om udsendelse, når

3.   betingelserne i § 60, stk. 5 og 7, i [lov om udlændinges ophold] ikke er opfyldt, eller der undtagelsesvis gives tilladelse til udsendelse trods opfyldelsen af betingelserne i § 60, stk. 7, første punktum, i [lov om udlændinges ophold], og

4.   udlændingen ikke har en opholdstilladelse.

Det er ikke nødvendigt at afhøre udlændingen, før der anordnes udsendelse. I øvrigt har udlændingemyndigheden fortsat kompetence til at træffe afgørelser i henhold til § 59, stk. 1, fjerde punktum, og stk. 6, i [lov om udlændinges ophold].

2. Varslet om udsendelse skal vedlægges afgørelsen om asylansøgningen. […]«

11

§ 123 i lov om forvaltningsretspleje i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, bestemmer generelt, at retterne på den berørte parts begæring og uafhængigt af anlæggelsen af et realitetssøgsmål kan anordne foreløbige forholdsregler.

12

Sagsøgeren i hovedsagen, der er født i Tyskland i december 2018, er ligesom sine forældre og søskende statsborger i Forbundsrepublikken Nigeria.

13

Ved afgørelser af henholdsvis marts 2017 og marts 2018 fastslog Bundesamt, at faderen til sagsøgeren i hovedsagen og en af dennes søstre, der er født i 2014, ikke kunne udsendes til Nigeria. I denne henseende fandt man, at betingelserne for et forbud mod udsendelse, således som de er fastsat i national lovgivning, var opfyldt for så vidt angik dette land med den begrundelse, at såfremt faderen til sagsøgeren i hovedsagen blev udsendt til dette land, ville han ikke være i stand til at opfylde sin underholdspligt over for sine egne forældre, sin hustru og sine børn. Ved afgørelser af henholdsvis februar 2018 og april 2018 tildelte den kompetente myndighed faderen til sagsøgeren i hovedsagen og dennes søster opholdstilladelser af humanitære grunde i overensstemmelse med de nationale bestemmelser om forbud mod udsendelse.

14

Derimod blev asylansøgninger fra moderen til sagsøgeren i hovedsagen og en yderligere søster til denne, som er født i 2016, afvist som åbenbart grundløse. Deres udsendelse har siden været foreløbigt udsat.

15

Den 13. juni 2019 vedtog Bundesamt over for sagsøgeren i hovedsagen en afgørelse, hvorved Bundesamt dels afslog at tildele sagsøgeren flygtningestatus, asyl og subsidiær beskyttelsesstatus, dels udstedte et varsel om udsendelse til Nigeria, idet han fik en frist på 30 dage til frivillig udrejse (herefter »varslet om udsendelse«).

16

Ved dom af 7. juni 2021 forkastede Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol, Tyskland), for hvilken der var blevet anlagt sag til prøvelse af denne afgørelse, størstedelen af de af sagsøgeren i hovedsagen nedlagte påstande. Den ophævede ikke desto mindre det varsel om udsendelse, der var blevet udstedt mod ham, med den begrundelse, at sidstnævntes udsendelse ville være i strid med retten til respekt for familieliv, som er fastsat i såvel den tyske forfatning som i artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, henset til de forbud mod udsendelse, som hans far og en af hans søstre var omfattet af, idet det ikke kunne kræves, at sagsøgeren i hovedsagen blev adskilt fra sin far.

17

Forbundsrepublikken Tyskland har iværksat revisionsappel ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), som er den forelæggende ret, til prøvelse af dommen afsagt af Verwaltungsgericht (forvaltningsdomstol), hvilken appel er begrænset til retsspørgsmålene, for så vidt som sidstnævnte domstol havde ophævet varslet om udsendelse.

18

Til støtte for sin revisionsappel har Forbundsrepublikken Tyskland i det væsentlige gjort gældende, at forhold, der er til hinder for en persons udsendelse og vedrører barnets tarv og respekt for barnets familieliv, som er omhandlet i artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115, ikke skal tages i betragtning i forbindelse med den procedure, der fører til vedtagelse af et varsel om udsendelse, som henhører under Bundesamts kompetence. Ifølge Forbundsrepublikken Tyskland kan sådanne forhold kun tages i betragtning i forbindelse med en særskilt, efterfølgende procedure, som har til formål at fuldbyrde udsendelsen, hvilket henhører under andre myndigheders – nemlig de regionale udlændingemyndigheders – kompetence.

19

På denne baggrund har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115/EF fortolkes således, at den undtagelsesfrit er til hinder for retmæssigheden af en afgørelse om tilbagesendelse, som træffes over for en mindreårig tredjelandsstatsborger sammen med et afslag på dennes ansøgning om international beskyttelse og fastsætter en udrejsefrist over for den pågældende på 30 dage fra det tidspunkt, hvor afgørelsen bliver endelig, når der på ubestemt tid af retlige grunde ikke kan ske tilbagesendelse af nogen af forældrene til et land anført i artikel 3, nr. 3), i direktiv 2008/115/EF, og det dermed heller ikke med rimelighed kan kræves af den mindreårige[, at denne forlader] medlemsstaten[,] henset til vedkommendes beskyttelsesværdige familieliv (artikel 7 og artikel 24, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder og […] artikel 8 [i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder]), eller er det tilstrækkeligt, at der efter vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse skal tages hensyn til barnets tarv og familieliv som omhandlet i artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115/EF på grundlag af en national bestemmelse, idet udsendelsen udsættes?«

20

I henhold til artikel 99 i Domstolens procesreglement kan Domstolen, såfremt besvarelsen af et spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, eller såfremt besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål ikke giver anledning til nogen rimelig tvivl, til enhver tid på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse.

21

Denne bestemmelse skal bringes i anvendelse i forbindelse med den foreliggende præjudicielle forelæggelse.

22

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at barnets tarv og barnets familieliv beskyttes i forbindelse med en procedure, der fører til vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse af en mindreårig, eller om det er tilstrækkeligt, at sidstnævnte med føje kan påberåbe sig disse to beskyttede interesser i forbindelse med en efterfølgende procedure vedrørende tvangsfuldbyrdelsen af den nævnte afgørelse om tilbagesendelse med henblik på i givet fald at opnå en udsættelse af denne fuldbyrdelse.

23

I denne henseende bemærkes, at artikel 5 i direktiv 2008/115, henset til dens formål, som er inden for rammerne af den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat ved dette direktiv, at sikre overholdelsen af flere grundlæggende rettigheder, herunder barnets grundlæggende rettigheder, således som de er fastsat i chartrets artikel 24, ikke kan fortolkes restriktivt (dom af 11.3.2021, État belge (Tilbagesendelse af en forælder til en mindreårig), C-112/20, EU:C:2021:197, præmis 35).

24

Artikel 5, litra a), i direktiv 2008/115 og chartrets artikel 24, stk. 2, kræver således, at barnets tarv beskyttes på alle trin i proceduren (jf. i denne retning dom af 14.1.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig), C-441/19, EU:C:2021:9, præmis 54), mens direktivets artikel 5, litra b), fastsætter en forpligtelse for medlemsstaterne til ligeledes at tage behørigt hensyn til familielivet (jf. i denne retning dom af 11.3.2021, État belge (Tilbagesendelse af en forælder til en mindreårig), C-112/20, EU:C:2021:197, præmis 41).

25

Artikel 5 i direktiv 2008/115 er derfor til hinder for, at en medlemsstat vedtager en afgørelse om tilbagesendelse uden at tage hensyn til de relevante forhold vedrørende den omhandlede tredjelandsstatsborgers familieliv, som denne tredjelandsstatsborger har gjort gældende med henblik på at gøre indsigelse imod, at der vedtages en sådan afgørelse (dom af 8.5.2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien), C-82/16, EU:C:2018:308, præmis 104).

26

Den pågældende medlemsstat skal nærmere bestemt, inden denne træffer en afgørelse om tilbagesendelse af en mindreårig, foretage en generel og udførlig vurdering af denne mindreåriges situation under behørig hensyntagen til barnets tarv (jf. i denne retning dom af 14.1.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig), C-441/19, EU:C:2021:9, præmis 60).

27

Følgelig er artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115 til hinder for en national retspraksis, hvorefter forpligtelsen til at tage hensyn til barnets tarv og barnets familieliv i forbindelse med vedtagelsen af et varsel om udsendelse anses for at være opfyldt, så længe udsendelsen ikke fuldbyrdes.

28

Henset til det ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 5, litra a) og b), i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at denne bestemmelse kræver, at barnets tarv og barnets familieliv beskyttes i forbindelse med en procedure, der fører til vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse af en mindreårig, og at det ikke er tilstrækkeligt, at sidstnævnte kan påberåbe sig disse to beskyttede interesser i forbindelse med en efterfølgende procedure vedrørende tvangsfuldbyrdelsen af den nævnte afgørelse om tilbagesendelse med henblik på i givet fald at opnå en udsættelse af denne fuldbyrdelse.

29

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):

Artikel 5, litra a) og b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

skal fortolkes således, at

denne bestemmelse kræver, at barnets tarv og barnets familieliv beskyttes i forbindelse med en procedure, der fører til vedtagelse af en afgørelse om tilbagesendelse af en mindreårig, og at det ikke er tilstrækkeligt, at sidstnævnte kan påberåbe sig disse to beskyttede interesser i forbindelse med en efterfølgende procedure vedrørende tvangsfuldbyrdelsen af den nævnte afgørelse om tilbagesendelse med henblik på i givet fald at opnå en udsættelse af denne fuldbyrdelse.