—

Ordning III for ZFM (Madeira-frizonen) er en ordning med eksisterende støtte (og ikke ny støtte), som Kommissionen havde godkendt i sine afgørelser af 2007 og 2013. Retten begik en retlig fejl, idet den fritog Kommissionen fra at underkaste ordning III for ZFM den procedure for undersøgelse af eksisterende støtte, som der henvises til i artikel 108, stk. 1, TEUF og artikel 21-23 i forordning (EU) 2015/1589.

—

Kravet om, at overskuddet hidrørte fra aktiviteter, der faktisk og fysisk udføres på Madeira, skal ikke fortolkes således, at der alene skal tages hensyn til de ekstraomkostninger for virksomheder registreret i ZFM, der er forbundet med deres beliggenhed i den yderste periferi, at skattefordelene kun kan vedrøre fortjeneste hos disse virksomheder, der hidrører fra transaktioner direkte behæftet med disse ekstraomkostninger, og at aktiviteter, som udøves uden for Madeira af virksomheder med internationale aktiviteter, der er registreret i ZFM, udelukkes.

—

Retten begik en fejl, idet den ikke forklarede sammenhængen mellem de internationale skatteretlige krav under OECD (og under EU) og fortolkningen af begrebet »faktiske og fysiske aktiviteter i regionen« i forbindelse med statsstøtteordningen.

—

Retten begik en retlig fejl, idet den ikke tog hensyn til Domstolens praksis om »hovedcentret for interesser« for en virksomhed ved fortolkningen af de »faktiske og fysiske aktiviteter i regionen«. Retten anlagde en urigtig fortolkning af EU-reglerne, som er i strid med de grundlæggende EU-retlige principper, nærmere bestemt etableringsfriheden og den frie bevægelighed for personer, tjenesteydelser og kapital som omhandlet i artikel 45ff. TEUF og af Kommissionens afgørelsespraksis om statsstøtte til regioner i den yderste periferi.

—

Retten begik en fejl, idet den fastslog, at Kommissionen ikke havde pålagt de portugisiske myndigheder at anvende metoden for fuldtidsækvivalenter og årsarbejdsenheder. Den omtvistede afgørelse og den foreløbige afgørelse om indledning af proceduren er i direkte modstrid med denne fortolkning.

—

Med henblik på at vurdere kravet i Ordning III for ZFM vedrørende oprettelse eller bevarelse af arbejdspladser var den omtvistede afgørelse behæftet med en retlig fejl, for så vidt som den anvendte metoden til definition af arbejdspladser som fuldtidsækvivalenter og årsarbejdsenheder, mens begrebet arbejdspladser, der fandt anvendelse på ordningen for ZFM, er det begreb, der fremgår af national arbejdsmarkedslovgivning.

—

Den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl, for så vidt som Retten fastslog, at Kommissionen udelukkende anførte, at de nationale myndigheder ikke havde anvendt en metode, der gjorde det muligt at kontrollere, om de arbejdspladser, der var angivet af støttemodtagerne under ordning III, faktisk var reelle og faste, idet Kommissionen kun nåede til en konklusion om, at kravet om oprettelse/bevarelse af arbejdspladser angiveligt ikke var overholdt som følge af den ukritiske anvendelse af begreberne fuldtidsækvivalenter og årsarbejdsenheder.

—

Retten vendte bevisbyrden, idet det påhvilede Kommissionen at godtgøre, at de portugisiske myndigheder ikke kunne kontrollere, om de angivne arbejdspladser var reelle og faste. Kommissionen skulle identificere, hvilke godkendte virksomheder i ZFM der modtog den støtte, som angiveligt blev anvendt ulovligt.

—

Ved den appellerede dom blev Den Portugisiske Republiks ret til forsvar og de almindelige EU-retlige principper — retssikkerhedsprincippet, princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god forvaltningsskik — tilsidesat.