1.

Er artikel 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (1) til hinder for, at der i forbindelse med fuldbyrdelsen af et dokument, der hidrører fra en betalingspåkravsprocedure, hvor der blev foretaget en vurdering af, om der er tale om urimelige kontraktvilkår, foretages en ny vurdering ex officio af, om der er tale om urimelige kontraktvilkår?

Såfremt ovennævnte artikel ikke er til hinder for dette, er artikel 7 i direktiv 93/13/EØF da til hinder for, at rekvirenten anmodes om supplerende oplysninger med henblik på at bestemme grundlaget for kravets størrelse, herunder hovedkravet og i givet fald renter, konventionalbod og andre beløb, med henblik på at foretage en vurdering ex officio af, om de pågældende kontraktvilkår eventuelt er urimelige? Er ovennævnte direktivs artikel 7 til hinder for en national lovgivning, hvorefter der ikke kan anmodes om disse supplerende dokumenter i forbindelse med fuldbyrdelsen?

2.

Er nationale procesregler, der forhindrer eller ikke fastsætter en anden vurdering ex officio af, om der er tale om urimelige kontraktvilkår, i forbindelse med en procedure vedrørende fuldbyrdelsen af processuelle dokumenter, der hidrører fra en betalingspåkravsprocedure, [hvis] det formodes, at der kan forekomme urimelige kontraktvilkår som følge af en ufuldstændig eller mangelfuld vurdering af, om der er tale om urimelige kontraktvilkår, i den tidligere procedure, hvor det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag blev udstedt, i strid med det EU-retlige effektivitetsprincip?

Såfremt de nævnte regler er i strid med sidstnævnte princip, er den omstændighed, at retten kan anmode rekvirenten om de dokumenter, der måtte være nødvendige for at fastslå de kontraktbetingelser, som gældens størrelse udspringer af, med henblik på at vurdere, om kontraktvilkårene eventuelt er urimelige, da i overensstemmelse med EU-rettens effektivitetsprincip?