1)

Skal artikel 1, stk. 1, litra c)-f), artikel 2, artikel 3 og artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester, sammenholdt med det mål om at undgå en situation med konkurrerende kompetence, der er udtrykt i 34. og 35. betragtning til dette direktiv, samt artikel 4, stk. 3, TEU og artikel 49 TEUF fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en tilsynsmyndighed, der vurderer, at den medlemsstat, som denne myndighed henhører under, er den, hvori den person, som bør anses for at være medietjenesteudbyderen, har etableret sig, pålægger den pågældende en sanktion, når en anden medlemsstat allerede forinden har vurderet, at det er denne medlemsstat, der har kompetence i henseende til den pågældende audiovisuelle medietjeneste, hvortil den har tildelt en koncession?

2)

Skal princippet om loyalt samarbejde, der er sikret ved artikel 4, stk. 3, TEU (tidligere artikel 10 TEF), fortolkes således, at det pålægger den medlemsstat, der har til hensigt at udøve kompetencen vedrørende denne tjeneste — selv om en anden medlemsstat allerede udøver denne kompetence — en pligt til at anmode denne sidstnævnte medlemsstat om at tilbagekalde den koncession vedrørende denne audiovisuelle medietjeneste, som den har tildelt, og i tilfælde af dennes afslag herpå at forelægge sagen for Den Europæiske Unions Domstol, idet den førstnævnte medlemsstat anmoder Europa-Kommissionen om at indlede en traktatbrudsprocedure mod den sidstnævnte medlemsstat (artikel 258 TEUF) eller selv anlægger et traktatbrudssøgsmål (artikel 259 TEUF), og at afholde sig fra at foretage enhver konkret handling eller vedtage en retsakt, som udtrykker dens hævdede kompetence i henseende til denne tjeneste, medmindre og indtil Den Europæiske Unions Domstol giver den medhold?

3)

Indebærer dette princip nødvendigvis, at den medlemsstat, der gerne vil udøve kompetencen over en audiovisuel medietjeneste — selv om en anden medlemsstat allerede udøver den — inden den foretager nogen konkret handling eller vedtager en retsakt, som udtrykker dens hævdede kompetence i henseende til denne tjeneste, og uafhængigt af, om de i det andet spørgsmål nævnte procedurer indledes, bør

4)

Påvirkes svaret på det andet og det tredje spørgsmål af det forhold, at den myndighed, der har ansvaret for reguleringen af det audiovisuelle område, har særskilt retsevne og særskilte midler i forhold til den medlemsstat, som den henhører under?

5)

Er artikel 344 TEUF, sammenholdt med artikel 4, stk. 3, TEUF og førnævnte direktiv 2010/13/EU, i den situation, hvor en audiovisuel medietjeneste er omfattet af en koncession, der er tildelt af én medlemsstat, til hinder for, at en national domstol i en anden medlemsstat fastslår, at denne anden medlemsstats tilsynsmyndighed med rette har vurderet, at den har kompetence til at kontrollere denne tjeneste, idet denne domstol dermed implicit fastslår, at den første medlemsstat har fejlfortolket sin kompetence, og indirekte træffer en afgørelse i en tvist mellem to medlemsstater om fortolkningen og/eller anvendelsen af EU-retten? Bør den nationale domstol i denne anden medlemsstat i en sådan situation begrænse sig til at annullere denne tilsynsmyndigheds afgørelse med den begrundelse, at den pågældende audiovisuelle medietjeneste allerede er omfattet af en koncession tildelt af en første medlemsstat?