1)

Er EU-retten til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser såsom artikel 1, stk. 515-517, i lov nr. 178 af 30. december 2020, som pålægger operatører, som er etableret i et andet europæisk land, men opererer i Italien, yderligere administrative og økonomiske byrder såsom registrering i et specifikt register og betaling af et gebyr, og er den nævnte nationale bestemmelse nærmere bestemt i strid med artikel 3 i direktivet om elektronisk handel (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (1) af 8.6.2000), hvorefter en udbyder af informationssamfundstjenester — i det foreliggende tilfælde Google Ireland Limited — kun er omfattet af lovgivningen […] i den medlemsstat, hvor denne er etableret?

2)

Er EU-retten til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser såsom artikel 1, stk. 515-517, i lov nr. 178 af 30. december 2020, som pålægger operatører, som er etableret i et andet europæisk land, yderligere administrative og økonomiske byrder, og er princippet om fri udveksling af tjenesteydelser i artikel 56 [TEUF] og de lignende principper, som kan udledes af direktiv 2006/123/EF (2) og 2000/31/EF, nærmere bestemt til hinder for en national foranstaltning, som pålægger formidlere, der opererer i Italien, men ikke er etableret i Italien, yderligere byrder i forhold til dem, som gælder i oprindelsesmedlemsstaten for at udøve den samme aktivitet?

3)

Var den italienske stat i henhold til EU-retten, navnlig direktiv (EU) 2015/1535 (3), forpligtet til at give Kommissionen meddelelse om indførelsen af pligten for udbydere af onlineformidlingstjenester og onlinesøgemaskiner til at registrere sig i registret over kommunikationsoperatører, og skal artikel 3, stk. 4, litra b), andet led, i direktiv 2000/31 nærmere bestemt fortolkes således, at en borger, som er etableret i en anden medlemsstat end Italien, kan modsætte sig, at de af den italienske lovgiver trufne foranstaltninger (i artikel 1, stk. 515-517 i lov nr. 178 af 30.12.2020), som kan indskrænke den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester, anvendes over for vedkommende, når de ikke er blevet meddelt Kommissionen i henhold til den nævnte EU-retlige bestemmelse?

4)

Er forordning (EU) 2019/1150 (4), navnlig artikel 15, og proportionalitetsprincippet til hinder for, at en medlemsstat vedtager bestemmelser eller en uafhængig national myndighed træffer foranstaltninger, som pålægger udbydere af onlineformidlingstjenester, der opererer i en medlemsstat, at registrere sig i registret over kommunikationsoperatører, hvilket medfører en række form- og proceduremæssige forpligtelser samt forpligtelser til at betale gebyrer og forbud mod at realisere en indtjening over en bestemt størrelse?