1)

Skal artikel 3, stk. 4, og artikel 18 i direktiv 2009/28 (1) fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, såsom den i hovedsagen omhandlede, der med henblik på opfyldelse af målene om iblanding af biobrændstoffer bestemmer, at økonomiske aktører valgfrit kan godtgøre overholdelsen af disse kriterier i) ved fysisk at iblande biobrændstoffer i de fossile brændstoffer eller ii) ved at erhverve biobrændstofcertifikater fra andre aktører, der har overskydende certifikater?

2)

Skal artikel 3, stk. 4, og artikel 18 i direktiv 2009/28 fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, hvorefter muligheden for fysisk at iblande biobrændstoffer er begrænset til producenter af biobrændstoffer, der har status som afgiftsoplag til forarbejdning, idet denne mulighed således ikke er tilgængelig for enheder med iblandingspligt, der importerer brændstoffer i overensstemmelse med deres status som registreret modtager, når sidstnævnte kan gøre brug af muligheden for at erhverve biobrændstofcertifikater, idet de i modsat fald risikerer at skulle betale en kompensation (som materielt svarer til en bøde)?

3)

Ændrer svaret på det foregående præjudicielle spørgsmål sig, hvis der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder ikke var tilgængelige biobrændstofcertifikater til salg på markedet, således at det for en lille aktør var umuligt at erhverve dem — eller at den pågældende kun kunne gøre dette med store vanskeligheder — og hvis Direção-Geral de Energia e Geologia (generaldirektoratet for energi og geologi, herefter »DGEG«) ikke afholdt auktioner desangående, hvorved den pågældende aktørs eneste mulighed var at betale en kompensation (som materielt svarer til en bøde)?

4)

Skal artikel 18, stk. 3, i direktiv 2009/28 besvares således, at denne bestemmelse kræver gennemførelse af en uafhængig kontrol som en forudgående betingelse for, at bæredygtighedsordningen kan finde anvendelse?

5)

Er artikel 18, stk. 3, i direktiv 2009/28 til hinder for en national ordning til kontrol af overholdelsen af bæredygtighedskriterierne, som, selv om den krævede akkreditering af kontrollerende enheder, for at disse kunne foretage uafhængige kontroller af overholdelsen af bæredygtighedskriterierne (i henhold til det nævnte direktivs artikel 18, stk. 3), i praksis ikke gjorde det muligt at udpege sådanne enheder på grund af manglende afholdelse af licitationer, samtidig med at det kræves, at de økonomiske aktører overholder de nævnte kriterier, uden at der foretages nogen form for uafhængig kontrol?

6)

Såfremt de foregående spørgsmål besvares benægtende, skal artikel 34 TEUF da fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning såsom den i hovedsagen omtvistede, der fortolkes således, som det fremgår af de foregående præjudicielle spørgsmål?