19.9.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 359/20


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af College van Beroep voor het bedrijfsleven (Nederlandene) den 11. maj 2022 — Pesticide Action Network Europe (PAN Europe) mod College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden, den anden part: Dow AgroScience BV (Dow)

(Sag C-308/22)

(2022/C 359/21)

Processprog: nederlandsk

Den forelæggende ret

College van Beroep voor het bedrijfsleven

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Pesticide Action Network Europe (PAN Europe)

Sagsøgt: College voor de toelating van gewasbeschermingsmiddelen en biociden

Den anden part: Dow AgroScience BV (Dow)

Præjudicielle spørgsmål

1)

Kan den pågældende medlemsstat, der i henhold til artikel 36, stk. 2, i forordning nr. 1107/2009 (1) træffer afgørelse om godkendelse af et plantebeskyttelsesmiddel, afvige fra vurderingen foretaget af zonens rapporterende medlemsstat, der har behandlet ansøgningen i henhold til artikel 36, stk. 1, i forordning nr. 1107/2009, og hvis ja, i hvilket omfang?

2)

Hvis det første spørgsmål skal besvares således, at det kan den pågældende medlemsstat ikke, i al fald kun i begrænset omfang, på hvilken måde kan retten til adgang til et effektivt retsmiddel efter chartrets artikel 47 da udformes? Kan rigtigheden af zonens rapporterede medlemsstats vurdering da fuldt ud efterprøves af de nationale retter i den pågældende medlemsstat?

3)

Såfremt den pågældende medlemsstat eller en ret i denne medlemsstat kommer til den konklusion, at zonens rapporterende medlemsstats rapport hviler på et utilstrækkeligt grundlag, i hvilket omfang er den pågældende medlemsstat da forpligtet til at inddrage zonens rapporterende medlemsstat ved udfærdigelsen af en tilstrækkeligt begrundet vurdering?

4)

Kan zonens rapporterende medlemsstat nøjes med en vurdering udelukkende på grundlag af de vedtagne vejledninger, selv om den deri omhandlede tekniske og videnskabelige viden ikke længere er fuldt ud aktuel?

5)

Såfremt det forrige spørgsmål skal bevares benægtende, er det da tilstrækkeligt, at zonens rapporterende medlemsstat dernæst støtter sig på videnskabelig og teknisk viden, der indeholdes i de udarbejdede men endnu ikke vedtagne vejledninger, eller skal zonens rapporterende medlemsstat tage hensyn til al tilgængelig teknisk og videnskabelig viden, også uden for vejledningerne?


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1).