A)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende kontrakter eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16 (1), Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17 (2), Rossato, for så vidt angår erstatning ved restitutio in integrum for den skade, som arbejdstageren har lidt, når der kun er fastsat en fast og objektiv erstatning (20 dages løn for hvert arbejdsår, dog højst et års løn), men hvor der ikke nogen bestemmelser om yderligere kompensation for at sikre fuld erstatning for den lidte skade, hvis den overstiger dette beløb?

B)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger for anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, som opfylder de betingelser, der er fastsat i EU-Domstolens praksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16, Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17, Rossato, for så vidt angår erstatning for den skade, som arbejdstageren har lidt, når den kun fastsætter, at der skal udbetales en erstatning, når kontrakten ophører, fordi stillingen bliver besat, men ikke fastsætter nogen erstatning i kontraktens løbetid som alternativ til at erklære den for tidsubegrænset? I en tvist, hvor kun arbejdstagerens fastansættelse er genstand for tvivl, men hvor kontrakten ikke er opsagt, bør erstatning for skader forårsaget af kontraktens tidsbegrænsede karakter ikke anerkendes som et alternativ til en erklæring om fastansættelse?

C)

Kan den nationale lovgivning anses for at indeholde tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger over for offentlige forvaltninger og organer i den offentlige sektor for så vidt angår anvendelsen af flere på hinanden følgende ansættelser eller fornyelser af tidsbegrænsede kontrakter i strid med rammeaftalens § 5, der har til formål at forebygge og sanktionere den ansættende organisations misbrug af tidsbegrænsede kontrakter« i forhold til andre arbejdstagere og for fremtiden, som opfylder de krav, der er fastsat i EU-Domstolens retspraksis i dom af 7. marts 2018 i sag C-494/16, Santoro, og af 8. maj 2019 i sag C-494/17, Rossato, når disse foranstaltninger består af retsregler, der er indført fra og med 2017 (34. supplerende bestemmelse i Ley 3/2017, de 27 de junio, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2017 (lov nr. 3/2017 af 27.6.2017 om det almindelige statsbudget for 2017), 43. supplerende bestemmelse i Ley 6/2018, de 3 de julio, de Presupuestos Generales del Estado para el año 2018 (lov nr. 6/2018 af 3.7.2018 om det almindelige statsbudget for 2018) og Real Decreto-ley 14/2021 de 6 de julio (kongeligt lovdekret nr. 14/2021 af 6.7.2021)), hvori det hedder, at der vil blive placeret et ansvar for »uregelmæssige handlinger«, uden at dette ansvar præciseres andet end ved en generisk henvisning til bestemmelser, som ikke præciseres, og uden at der er konstateret noget konkret tilfælde, hvor der er placeret et ansvar i forbindelse med tusindvis af domme, der erklærer arbejdstagere, der er ansat tidsubegrænset uden fastansættelse, for at udgøre en overtrædelse af reglerne om tidsbegrænset beskæftigelse?

D)

Såfremt det vurderes, at der ikke findes tilstrækkeligt afskrækkende foranstaltninger i spansk ret, skal konsekvensen af en offentlig arbejdsgivers overtrædelse af § 5 i rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF (3), være, at kontrakten betragtes som en tidsubegrænset ansættelseskontrakt uden fastansættelse, eller skal arbejdstageren anerkendes som fastansat uden forbehold?

E)

Bør kontrakten i medfør af EU-rettens forrang ændres til en fastansættelse i overensstemmelse med gennemførelse af rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og Domstolens retspraksis om fortolkning af samme, også selv om det anses for at være i strid med artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, i Constitución Española (den spanske forfatning), hvis disse forfatningsmæssige bestemmelser fortolkes på en måde, så de pålægger, at adgang til al offentlig beskæftigelse, herunder ansættelse af personale, kun kan ske, efter at kandidaten består en selektiv konkurrerende prøve under iagttagelse af principperne om lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed? Givet, at en anden fortolkning er mulig, som er den, der følges af Tribunal Constitucional (forfatningsdomstolen), bør princippet om overensstemmende fortolkning gælde for de forfatningsmæssige regler i medlemsstaten, hvorefter det er obligatorisk at vælge den fortolkning, der gør dem forenelige med EU-retten, idet det i dette tilfælde lægges til grund, at forfatningens artikel 23, stk. 2, og artikel 103, stk. 3, ikke forpligter til anvendelse af principperne om lighed, kvalifikationer og kompetencer i rekrutteringsprocessen for personale?

F)

Kan ændringen af kontrakten til en fastansættelse i medfør af rammeaftalen, der er knyttet som bilag til direktiv 1999/70/EF, og EU-Domstolens retspraksis, der fortolker dette direktiv, ikke finde anvendelse, hvis der, inden denne ændring er blevet retsligt fastslået, ved lov er fastsat en proces til konsolidering af den tidsbegrænsede ansættelse, der skal gennemføres i løbet af de kommende år, og som indebærer, at der afholdes offentlige udvælgelsesprøver med henblik på at besætte den stilling, som arbejdstageren bestrider, under hensyntagen til, at der i denne proces skal sikres »overholdelse af principperne om fri konkurrence, lighed, kvalifikationer, kompetencer og offentlighed«, og at den arbejdstager, der er genstand for flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser eller fornyelser, derfor kan sikre sin stilling, men alligevel ikke gør det, fordi stillingen besættes med en anden person, hvorefter arbejdstagerens kontrakt vil blive opsagt med en erstatning beregnet til 20 dages løn pr. arbejdsår op til et års løn?