Forenede sager C-775/22, C-779/22 og C-794/22

M.S.G.
og
N.G.S.
og
A.G.S.
og
M.C.S.
og
FSC

mod

Banco Santander SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo)

Domstolens dom (Første Afdeling) af 5. september 2024

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2014/59/EU – afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber – almindelige principper – artikel 34, stk. 1, litra a) og litra b) – bail-in – nedskrivning af kapitalinstrumenter – konvertering af efterstillede obligationer til aktier og tvungen overførsel uden modydelse – retsvirkninger – artikel 38, stk. 13 – artikel 53, stk. 1 og 3 – artikel 60, stk. 2, første afsnit, litra b) og c) – artikel 73-75 – beskyttelse af aktionærernes og kreditorernes rettigheder – erhvervelse af kapitalinstrumenter – mangelfulde og urigtige oplysninger givet i prospektet – erstatningssøgsmål – søgsmål om ugyldighed af aftalen om erhvervelse af kapitalinstrumenter – søgsmål anlagt mod den universelle efterfølger til det kreditinstitut, der er omfattet af en afviklingsafgørelse«

Den økonomiske og monetære politik – den økonomiske politik – genopretning og afvikling af kreditinstitutter – direktiv 2014/59 – virkninger af en bail-in – nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter – prospekt, der skal offentliggøres ved udbud til offentligheden, eller når værdipapirer optages til handel – ukorrekte oplysninger – kreditinstitut, der er omfattet af en afviklingsafgørelse eller enhed, der har efterfulgt dette – konvertering af kapitalinstrumenter til aktier før afviklingsproceduren – erstatningssøgsmål anlagt efter afgørelsen om afvikling – søgsmål anlagt efter afviklingsafgørelsen med påstand om, at aftalen om aktiekøb erklæres ugyldig – ikke tilladt

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71, stk. 6; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, 49. betragtning samt art. 2, stk. 1, art. 34, stk. 1, litra a) og b), art. 53, stk. 1 og 3, art. 60, stk. 2, første afsnit, litra b) og c), og art. 60, stk. 3]

(jf. præmis 51, 52, 54 og 57-62 samt domskonkl. 1)
Den økonomiske og monetære politik – den økonomiske politik – genopretning og afvikling af kreditinstitutter – direktiv 2014/59 – virkninger af en bail-in – nedskrivning eller konvertering af kapitalinstrumenter – prospekt, der skal offentliggøres ved udbud til offentligheden, eller når værdipapirer optages til handel – ukorrekte oplysninger – kreditinstitut, der er omfattet af en afviklingsafgørelse eller enhed, der har efterfulgt dette – konvertering af kapitalinstrumenter til aktier, der efterfølgende overføres til et andet kreditinstitut i forbindelse med en afviklingsprocedure – erstatningssøgsmål anlagt efter afgørelsen om afvikling – søgsmål anlagt mod den universelle efterfølger til det kreditinstitut, der er omfattet af en afviklingsafgørelse, med påstand om, at aftalen om aktiekøb erklæres ugyldig – ikke tilladt

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, art. 34, stk. 1, litra a) og b), art. 37, stk. 3, litra a) og d), art. 37, stk. 4, art. 38, art. 53, stk. 1 og 3, art. 60, stk. 2, første afsnit, litra b) og c), samt art. 73, litra b)]

(jf. præmis 66-70, 74-77 og 83-85 samt domskonkl. 2)

Resumé

Domstolen udtalte sig efter at være blevet forelagt præjudicielle spørgsmål af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) vedrørende fortolkning af bestemmelserne i direktiv 2014/59 ( 1 ) om, hvorvidt personer, der har erhvervet kapitalinstrumenter udstedt af et kreditinstitut, som er under afvikling, kan anlægge søgsmål med påstand om ugyldighed af aftalen om tegning af de nævnte kapitalinstrumenter og/eller erstatningssøgsmål som følge af mangelfulde og urigtige oplysninger givet i prospektet ( 2 ), efter at aktiekapitalen i dette institut er blevet fuldstændigt nedskrevet. Dette spørgsmål var blevet rejst i de søgsmål, som var blevet indledt af personer, hvis kapitalinstrumenter var blevet konverteret til aktier i det nævnte kreditinstitut, enten før proceduren for vedtagelse af afviklingshandlinger eller inden for rammerne af denne procedure.

Domstolens dom i denne sag fulgte efter Banco Santander-dommen af 5. maj 2022 ( 3 ), hvori Domstolen fastslog, at efter en fuldstændig nedskrivning af aktiekapitalen i et kreditinstitut eller investeringsselskab under afvikling kan personer, der inden indledningen af en sådan afviklingsprocedure har erhvervet aktier, ikke anlægge sådanne erstatnings- eller ugyldighedssøgsmål.

Sagsøgerne i hovedsagen havde i 2010 og 2011 erhvervet forskellige kapitalinstrumenter udstedt af Banco Popular, som var et spansk kreditinstitut, eller af et datterselskab deraf. I 2012 og 2014 blev en del af disse instrumenter konverteret til aktier i Banco Popular. Den 7. juni 2017 vedtog Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen) en afviklingsordning for Banco Popular, som blev godkendt af Europa-Kommissionen og gennemført af Fondo de Reestructuración Ordenada Bancaria (fonden for ordnet omstrukturering af banker, Spanien) (herefter »FROB«) ved en afgørelse truffet samme dag ( 4 ). Ved denne afgørelse blev navnlig Banco Populars aktiekapital af FROB nedbragt til nul ved nedskrivning af samtlige aktier i omløb. Denne nedskrivning havde til følge, at visse af sagsøgerne ophørte med at være indehavere af de aktier i Banco Popular, som deres kapitalinstrumenter var blevet konverteret til i 2012 og 2014. FROB besluttede endvidere at konvertere efterstillede obligationer (supplerende kapitalinstrumenter) til nye aktier og at overføre de nye aktier, der var udstedt som følge af denne konvertering, til Banco Santander uden samtykke fra de tidligere indehavere af disse instrumenter. Denne transaktion førte til, at andre af sagsøgerne ophørte med at være indehavere af efterstillede obligationer erhvervet i 2010 og 2011, som blev konverteret til aktier og efterfølgende blev overført til Banco Santander, uden at disse sagsøgere modtog modydelse herfor.

Domstolens bemærkninger

Domstolen udtalte sig indledningsvis angående søgsmålene med påstand om ansvar som følge af mangelfulde og urigtige oplysninger i prospektet ( 5 ) og søgsmålene med påstand om, at den tegningsaftale for kapitalinstrumenter udstedt af et kreditinstitut, som blev indgået af de personer, der erhvervede sådanne instrumenter, som blev konverteret til aktier i dette institut inden vedtagelsen af foranstaltningerne til afvikling af dette, er ugyldig.

Domstolen fastslog for det første, at i henhold til direktiv 2014/59 ( 6 ) gælder det, at når en afviklingsmyndighed nedbringer hovedstolen af et passiv eller det udestående beløb, der skal erlægges i forhold til et passiv, til nul, behandles dette passiv eller enhver forpligtelse eller krav hidrørende herfra, som ikke er opstået på tidspunktet for afviklingen, som værende afviklet i alle henseender, og de kan ikke gøres gældende over for et kreditinstitut eller investeringsselskab under afvikling eller over for nogen efterfølgende enhed. Derudover præciserer direktivet, at der ikke længere er nogen forpligtelse over for ejeren af det i henhold til afviklingsafgørelsen nedskrevne kapitalinstrument under det nævnte instrument eller i forbindelse med dets nedskrevne beløb, undtagen for enhver forpligtelse, som allerede fandtes, og enhver forpligtelse til skadeserstatning, som kan opstå som følge af en påklage vedrørende lovligheden af udøvelsen af nedskrivningsbeføjelsen ( 7 ).

Hvad angår begreberne »forpligtelser, der er opstået« eller »krav, der er opstået« bemærkede Domstolen, således som den allerede fastslog i dom af 5. maj 2022 i Banco Santander-sagen, at de rettigheder, der følger af et søgsmål om erstatningsansvar på grund af oplysninger givet i et prospekt om salg af værdipapirer ( 8 ) og af et søgsmål om ugyldighed af en aftale om tegning af aktier, ikke kan anses for at henhøre under kategorien af forpligtelser eller krav, der »er opstået« ( 9 ), når disse søgsmål – mod det kreditinstitut eller investeringsselskab, der har udstedt prospektet, eller mod den enhed, som har efterfulgt det – er anlagt efter vedtagelsen af afviklingsafgørelsen.

Domstolen fastslog for det andet, at en sådan forståelse af disse begreber ligeledes gælder, når rettighederne følger af et erstatningsansvars- eller ugyldighedssøgsmål vedrørende erhvervelse af kapitalinstrumenter, der efterfølgende er konverteret til aktier, henset til den sammenhæng, hvori disse begreber indgår, og de mål, der forfølges med direktiv 2014/59.

For det første fastsætter direktiv 2014/59 således princippet om, at det er aktionærerne, og derefter kreditorerne, i et kreditinstitut eller et investeringsselskab, der er under afvikling, som forud for andre skal bære de tab, der er lidt som følge af anvendelsen af denne afviklingsprocedure. I forbindelse med en bail-in indgår nedbringelsen og konverteringen af kapitalinstrumenter således direkte i virkeliggørelsen af målene for afviklingen. At tillade personer, der har erhvervet kapitalinstrumenter forud for afviklingen, at anlægge erstatningsansvars- eller ugyldighedssøgsmål efter denne afvikling med henblik på tilbagebetaling eller kompensation i et omfang svarende til de midler, der er betalt for denne erhvervelse, ville netop indebære en risiko for, at værdien af kapitalinstrumenter, der er genstand for en bail-in, nedbringes med tilbagevirkende kraft, hvilket kan bringe virkeliggørelsen af de mål, der forfølges med afviklingshandlingen, i fare.

Det er set i dette perspektiv, at direktiv 2014/59 fastsætter ( 10 ), at der ikke betales anden kompensation til en ejer af de relevante kapitalinstrumenter end den i henhold til konverteringen af sådanne instrumenter ( 11 ), og at kompensationen i disse tilfælde tager form af en udstedelse af kapitalinstrumenter til fordel for disse ejere. Derved tilsigter direktivet at undgå, at denne kompensation med tilbagevirkende kraft kan nedbringe det kapitalgrundlag, der er anvendt med henblik på afviklingen.

Hvad for det andet angår de mål, der forfølges med direktiv 2014/59, fastslog Domstolen, at direktiv 2014/59 foreskriver, at der i en ekstraordinær økonomisk sammenhæng og med henblik på at sikre medlemsstaternes finansielle stabilitet skal anvendes en procedure, som bl.a. kan påvirke rettighederne for et kreditinstituts eller et investeringsselskabs aktionærer og kreditorer, ved at indføre en insolvensordning, der fraviger de almindelige regler om insolvensbehandling, idet det kun er tilladt at gennemføre proceduren under ekstraordinære omstændigheder, og idet proceduren skal være begrundet i en mere tungtvejende offentlig interesse.

Den fremhævede, at som det fremgår af dom af 5. maj 2022 i Banco Santander-sagen, er direktiv 2003/71 blandt de af »Unionens selskabsdirektiver«, som direktiv 2014/59 kan fravige, forudsat at anvendelsen heraf kan fratage gennemførelsen af en afviklingsprocedure sin effektive virkning eller hindre dennes gennemførelse. Såvel et erstatningssøgsmål som et ugyldighedssøgsmål, som indebærer, at det kræves, at det kreditinstitut eller investeringsselskab, der er under afvikling, eller disse enheders efterfølgere skal udbetale erstatning til aktionærerne for tab, der er lidt som følge af en afviklingsmyndigheds udøvelse af beføjelsen til nedskrivning og konvertering, ville rejse tvivl om hele den værdiansættelse, som afviklingsafgørelsen er baseret på, eftersom kapitalsammensætningen er en del af denne værdiansættelses objektive oplysninger, og kan følgelig bringe selve afviklingsproceduren og de mål, der forfølges med direktiv 2014/59, i fare. Domstolen fastslog således i samme dom, at gennemførelsen af artikel 34, stk. 1, litra a), artikel 53, stk. 1 og 3, samt artikel 60, stk. 2, første afsnit, litra b) og c), i direktiv 2014/59 udelukker, at der efter vedtagelsen af afviklingsafgørelsen på grundlag af disse bestemmelser anlægges et erstatningssøgsmål som fastsat i artikel 6 i direktiv 2003/71 eller et i national ret fastsat søgsmål med påstand om, at aftalen om tegning af aktier erklæres ugyldig, mod det kreditinstitut eller investeringsselskab, der udstedte prospektet, eller mod den enhed, som har efterfulgt dette institut eller selskab.

Domstolen bemærkede således i den foreliggende sag, at selv om sagsøgerne i hovedsagerne oprindeligt erhvervede andre kapitalinstrumenter end aktier i Banco Popular, var disse instrumenter allerede blevet konverteret til aktier i Banco Popular forud for afviklingen af denne bank, og at de aktier, der blev udstedt ved denne konvertering, i forbindelse med denne banks afvikling var genstand for en nedskrivning og konvertering med henblik på en bail-in af denne bank.

Domstolen fastslog, at de ovennævnte bestemmelser i direktiv 2014/59 er til hinder for, at personer, der har erhvervet kapitalinstrumenter, der er blevet konverteret til aktier i et kreditinstitut inden vedtagelsen af afviklingshandlinger over for dette, efter en fuldstændig nedskrivning af aktiekapitalen i dette kreditinstitut under afvikling anlægger et erstatningssøgsmål mod dette institut eller mod den enhed, der har efterfulgt dette, på grund af mangelfulde eller urigtige oplysninger givet i prospektet eller på grundlag af national ret anlægger et søgsmål, hvori der nedlægges påstand om, at aftalen om tegning af disse kapitalinstrumenter erklæres ugyldig, og som – henset til den tilbagevirkende kraft deraf – fører til tilbagebetaling af modværdien af disse oprindeligt erhvervede kapitalinstrumenter, som derefter er konverteret til aktier, med tillæg af renter fra datoen for aftalens indgåelse.

Domstolen behandlede derefter spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne i direktiv 2014/59 ( 12 ) er til hinder for, at personer, der har erhvervet kapitalinstrumenter, som er blevet konverteret til aktier i et kreditinstitut i forbindelse med en afviklingsprocedure, og som efterfølgende straks er blevet overført til et andet kreditinstitut, efter en fuldstændig nedskrivning af aktiekapitalen i dette kreditinstitut under afvikling kan anlægge et søgsmål om ugyldighed af aftalen om tegning af de nævnte kapitalinstrumenter mod dette andet kreditinstitut i henhold til national ret, hvilket, henset til søgsmålets tilbagevirkende kraft, ville medføre tilbagebetaling af modværdien af disse kapitalinstrumenter med tillæg af renter fra aftalens indgåelse.

Domstolen præciserede, at i henhold til artikel 37, stk. 3, litra a) og d), samt artikel 37, stk. 4, i direktiv 2014/59 kan afviklingsmyndighederne kombinere bail-in-værktøjet med virksomhedssalgsværktøjet. Selv om det første af disse instrumenter, således som det fremgår af dette direktivs artikel 2, nr. 57) og 58), omfatter beføjelserne til nedskrivning og konvertering, består det andet i navnlig overførslen af aktier eller andre ejerskabsinstrumenter, der er udstedt af et institut under afvikling, til en køber, der ikke er et broinstitut. Ifølge dette direktiv ( 13 ) fortaber de oprindelige ejere ikke alene ejerskabet, men ligeledes status som »aktionær« eller »kreditor« i det kreditinstitut, der er under afvikling, idet ejerskabet af aktier eller af andre ejerskabsinstrumenter i forbindelse med dette andet instrument er blevet overført til køberen. De tidligere aktionærer i det kreditinstitut under afvikling, hvis aktier i forbindelse med afviklingen er blevet overført, er således ikke længere aktionærer, hverken i dette kreditinstitut eller dets efterfølger og fortaber enhver direkte eller indirekte ret over disse overførte aktiver, rettigheder eller passiver. Direktivet er derved til hinder for, at kreditorerne eller aktionærerne med tilbagevirkende kraft kan hindre afviklingsproceduren og de mål, der forfølges med denne, og det så meget desto mere som et sådant søgsmål kunne gøre det muligt for kreditorer og aktionærer med tilbagevirkende kraft at undgå de tab, som de forud for andre skal bære.

For så vidt angår det argument, hvorved sagsøgerne i hovedsagen påberåbte sig en begrænsning af deres ret til en effektiv domstolsbeskyttelse for så vidt angår deres ret til at anlægge sag om ugyldighed af en aftale om tegning af aktier eller kapitalinstrumenter konverteret til aktier, fastslog Domstolen, at denne i chartrets artikel 47 sikrede ret ikke et absolut prærogativ, og udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, der er begrundet i formål af almen interesse, som Unionen forfølger. Derudover gælder det, at selv om det klart er af almen interesse at sikre en stærk og konsekvent beskyttelse af investorerne inden for EU, kan denne interesse ikke i alle tilfælde anses for at gå forud for den almene interesse i at sikre det finansielle systems stabilitet. Ved forud for andre at lade aktionærer bære tab, der lides af et kreditinstitut eller investeringsselskab, tager direktivet således sigte på at sikre det finansielle systems stabilitet i Unionen, idet det præciseres, at en afviklingsprocedure kun finder anvendelse under ekstraordinære økonomiske omstændigheder og ekstreme hastetilfælde, når det pågældende kreditinstitut eller investeringsselskab ikke kan likvideres ved almindelig insolvensbehandling uden at destabilisere det finansielle system i Unionen. Selv om direktivets bestemmelser således forhindrer anlæggelse af et sådant ugyldighedssøgsmål efter vedtagelsen af afviklingsafgørelsen, fremhævede Domstolen bl.a., at en afviklingshandling, således som den følger af Kommissionens afgørelse om godkendelse af en afviklingsordning, endvidere kan være genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF. Et sådant søgsmål indgår i aktionærernes og kreditorernes effektive domstolsbeskyttelse, ligeledes for så vidt som en eventuel annullation af en afviklingshandling gør det muligt at anlægge et søgsmål om ugyldighed af aftalen om tegning af aktier eller kapitalinstrumenter konverteret til aktier.

Domstolen konkluderede, at bestemmelserne i direktiv 2014/59, bl.a. artikel 34, stk. 1, litra a) og b), samt direktivets artikel 38 er til hinder for, at personer, der har erhvervet kapitalinstrumenter, som er blevet konverteret til aktier i et kreditinstitut i forbindelse med en afviklingsprocedure, og som efterfølgende straks er blevet overført til et andet kreditinstitut, efter en fuldstændig nedskrivning af aktiekapitalen i dette kreditinstitut under afvikling anlægger et søgsmål mod dette andet kreditinstitut om ugyldighed af aftalen om tegning af de nævnte kapitalinstrumenter i henhold til national ret, som, henset til dette søgsmåls tilbagevirkende kraft, ville medføre tilbagebetaling af modværdien af disse kapitalinstrumenter med tillæg af renter fra aftalens indgåelse.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4.11.2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (EUT 2003, L 345, s. 64) blev ophævet med virkning fra den 21.7.2019 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1129 af 14.6.2017 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, og om ophævelse af direktiv 2003/71/EF (EUT 2017, L 168, s. 12).

( 3 ) – Dom af 5.5.2022, Banco Santander (Bankafvikling Banco Popular), C-410/20, EU:C:2022:351.

( 4 ) – Afgørelse truffet af FROB af 7.6.2017 (BOE nr. 155 af 30.6.2017, s. 55470).

( 5 ) – Som omhandlet i artikel 6 i direktiv 2003/71.

( 6 ) – Artikel 53, stk. 3, i direktiv 2014/59.

( 7 ) – Artikel 60 i direktiv 2014/59.

( 8 ) – I henhold til artikel 6 i direktiv 2003/71.

( 9 ) – Jf. artikel 53, stk. 3, og artikel 60, stk. 2, litra b), i direktiv 2014/59.

( 10 ) – Artikel 60, stk. 2, første afsnit, litra c), og artikel 60, stk. 3, i direktiv 2014/59.

( 11 ) – Som omhandlet i artikel 60, stk. 3, i direktiv 2014/59.

( 12 ) – Navnlig artikel 34, stk. 1, litra a) og b), samt artikel 38 i direktiv 2014/59.

( 13 ) – Artikel 38, stk. 1, 4 og 6, artikel 38, stk. 9, litra a), og artikel 38, stk. 13, i direktiv 2014/59.