Sag C-706/22

Konzernbetriebsrat der O SE & Co. KG

mod

Vorstand der O Holding SE

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 16. maj 2024

»Præjudiciel forelæggelse – europæisk selskab – forordning (EF) nr. 2157/2001 – artikel 12, stk. 2 – medarbejderindflydelse – registrering af det europæiske selskab – betingelser – forudgående gennemførelse af den forhandlingsprocedure om medarbejderindflydelse, der er fastsat i direktiv 2001/86/EF – europæisk selskab, der er stiftet og registreret uden medarbejdere, men som er blevet moderselskab til datterselskaber, der beskæftiger medarbejdere – pligt til at indlede forhandlingsproceduren efterfølgende – foreligger ikke – artikel 11 – misbrug af et europæisk selskab – fratagelse af medarbejdernes ret til medindflydelse – forbud«

Socialpolitik – europæisk selskab – medarbejderindflydelse – europæisk selskab, der er stiftet og registreret uden medarbejdere, men som efter dets registrering er blevet moderselskab til datterselskaber, der beskæftiger medarbejdere – forhandlingsprocedure om medarbejderindflydelse – ingen sådanne forhandlinger før registreringen af selskabet – pligt til at indlede forhandlingsproceduren efterfølgende – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 2157/2001, art. 12, stk. 2; Rådets direktiv 2011/86, art. 3-7 og 11)

(jf. præmis 40, 46-51 og 54-58 samt domskonkl.)

Resumé

Efter at være blevet forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland) i forbindelse med en tvist vedrørende forhandlinger om medarbejderindflydelse i et europæisk selskab (herefter »SE-selskabet«) fastslog Domstolen, at der ifølge bestemmelserne i forordning nr. 2157/2001 ( 1 ) og bestemmelserne i direktiv 2001/86 ( 2 ) ikke er nogen pligt for et SE-holdingselskab – med hensyn til hvilket ingen af de deltagende selskaber eller datterselskaber beskæftiger medarbejdere, og som er blevet registreret, uden at der forinden er blevet ført sådanne forhandlinger – til efterfølgende at indlede disse forhandlinger med den begrundelse, at selskabet efterfølgende har erhvervet kontrol med datterselskaber, der beskæftiger arbejdstagere i en eller flere medlemsstater.

Den 28. marts 2013 blev O Holding SE, der er stiftet ( 3 ) af to selskaber med hjemsted i Det Forenede Kongerige og i Tyskland, som ikke har medarbejdere eller datterselskaber ( 4 ), registreret i selskabsregistret for England og Wales, uden at der før denne registrering fandt nogen forhandlinger sted om medarbejderindflydelse ( 5 ).

Den 29. marts 2013 blev O Holding SE eneaktionær i selskabet O Holding GmbH, der havde hjemsted i Hamburg (Tyskland), og som havde en kontrolkomité, der for en tredjedels vedkommende bestod af medarbejderrepræsentanter. I juni 2013 besluttede O Holding SE at omdanne O Holding GmbH til et kommanditselskab med navnet O KG. Denne selskabsændring blev indført i selskabsregistret i september 2013, og fra denne dato ophørte medarbejdernes medbestemmelse i kontrolkomitéen med at finde anvendelse. O Holding SE flyttede i øvrigt sit hjemsted til Hamburg fra oktober 2017.

Selv om O KG beskæftiger ca. 816 medarbejdere og har datterselskaber i flere medlemsstater, der beskæftiger ca. 2200 medarbejdere i alt, beskæftiger deltagerne heri (O Holding SE som kommanditist og O Management SE som komplementar, der er registreret i Hamburg, og hvis eneaktionær er O Holding SE) ingen medarbejdere.

O KG’s koncernbedriftsråd, der var af den opfattelse, at ledelsen i O Holding SE var forpligtet til efterfølgende at oprette et særligt forhandlingsorgan, eftersom sidstnævnte havde datterselskaber, der beskæftigede medarbejdere i flere medlemsstater, iværksatte et arbejdsretligt søgsmål. Efter frifindelse af sagsøgte i dette søgsmål blev sagen indbragt for den forelæggende ret, som anmodede Domstolen om en fortolkning af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2157/2001 ( 6 ), sammenholdt med artikel 3-7 i direktiv 2001/86 ( 7 ). Den forelæggende ret ønskede oplyst, om der findes en pligt i henhold til bestemmelserne i forordning nr. 2157/2001 og i direktiv 2001/86 for et SE-selskab, med hensyn til hvilket ingen af de deltagende selskaber eller datterselskaber beskæftiger medarbejdere, og hvis registrering er blevet foretaget, uden at der forinden er blevet ført forhandlinger om medarbejderindflydelse, til efterfølgende at iværksætte en sådan forhandlingsprocedure med den begrundelse, at dette SE-selskab har erhvervet kontrol med datterselskaber, som beskæftiger medarbejdere i flere medlemsstater.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede for det første, at det fremgår af artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2157/2001, sammenholdt med artikel 3, stk. 1-3, i direktiv 2001/86, at forhandlingsproceduren mellem parterne om ordninger for medarbejderindflydelse i SE-selskabet med henblik på at indgå en aftale herom generelt skal finde sted i forbindelse med stiftelsen af SE-selskabet og inden SE-selskabets registrering. I denne sammenhæng udtalte Domstolen, at disse bestemmelser ikke finder anvendelse på et allerede stiftet SE-selskab, selv om de deltagende selskaber, der stiftede dette, ikke på daværende tidspunkt beskæftigede medarbejdere, og selv om forhandlinger om medarbejderindflydelse i SE-selskabet herefter ikke kunne indledes inden registreringen af dette. Selv om direktiv 2001/86 i denne henseende ikke desto mindre fastsætter tre tilfælde, hvor forhandlingsproceduren vedrørende medarbejderindflydelse kan indledes på et senere tidspunkt, påbyder ordlyden af dette direktiv ikke, at denne procedure efterfølgende gennemføres i et allerede stiftet SE-selskab.

For det andet bemærkede Domstolen indledningsvis, at det følger af direktiv 2001/86 ( 8 ), at såvel sikringen af medarbejdernes erhvervede ret til indflydelse som forhandlingerne mellem parterne om de konkrete procedurer for denne indflydelse hænger sammen med »oprettelsen« og »stiftelsen« af et SE-selskab. Denne konklusion støtter ifølge Domstolen ikke antagelsen om, at forhandlingsproceduren om medarbejderindflydelse skal indledes efterfølgende i et allerede stiftet SE-selskab. Domstolen fastslog dernæst, at forordning nr. 2157/2001 ( 9 ) ikke indeholder nogen oplysninger, der gør det muligt at konkludere, at bestemmelserne i direktiv 2001/86 vedrørende forhandlingsproceduren om medarbejderindflydelse skal anvendes mutatis mutandis på et allerede stiftet SE-selskab, når de deltagende selskaber, som har stiftet dette, er begyndt at udøve en erhvervsmæssig virksomhed, der indebærer beskæftigelse af medarbejdere, efter denne stiftelse. Endelig bemærkede Domstolen ligeledes, at direktiv 2001/86 ikke indeholder nogen bestemmelse, der kan skabe en pligt til at indlede forhandlinger om medarbejderindflydelse, eller som udvider sikringen af medarbejdernes eksisterende medbestemmelsesret i situationer, hvor der foretages strukturelle ændringer af et holding-SE-selskab, der allerede er stiftet af deltagende selskaber, som ikke beskæftiger medarbejdere og ikke har datterselskaber, der beskæftiger medarbejdere.

For det tredje præciserede Domstolen endelig, idet den udtalte sig om spørgsmålet om, hvorvidt en forpligtelse til at indlede en efterfølgende forhandlingsprocedure i et allerede stiftet SE-selskab ville kunne være påbudt i henhold til artikel 11 i direktiv 2001/86 ( 10 ) i tilfælde af misbrug af et SE-selskab med henblik på at fratage medarbejderne deres ret til indflydelse, at denne artikel overlader medlemsstaterne et skøn for så vidt angår valget af passende foranstaltninger, der skal træffes i denne forbindelse, forudsat at EU-retten overholdes, og ikke, i tilfældet med et SE-selskab, der befinder sig en situation som den i hovedsagen omhandlede, fastsætter en forpligtelse til efterfølgende at indlede denne forhandlingsprocedure.


( 1 ) – Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8.10.2001 om statut for det europæiske selskab (SE) (EFT 2001, L 294, s. 1).

( 2 ) – Rådets direktiv 2001/86/EF af 8.10.2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE) for så vidt angår medarbejderindflydelse (EFT 2001, L 294, s. 22).

( 3 ) – I overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2157/2001.

( 4 ) – Jf. artikel 2, litra c), i direktiv 2001/86.

( 5 ) – Således som fastsat i artikel 3-7 i direktiv 2001/86.

( 6 ) – I henhold til artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 2157/2001 kan »[e]t SE-selskab [...] ikke registreres, medmindre der er indgået en aftale om ordninger for medarbejderindflydelse i henhold til artikel 4 i direktiv 2001/86/EF, eller der er truffet afgørelse i henhold til nævnte direktivs artikel 3, stk. 6, eller forhandlingsperioden i henhold til nævnte direktivs artikel 5 er udløbet, uden at der er indgået nogen aftale«.

( 7 ) – Artikel 3-7 i direktiv 2001/86 fastsætter de regler, der regulerer forhandlingsproceduren om medarbejderindflydelse i et SE-selskab.

( 8 ) – Jf. bl.a. tredje og sjette til ottende betragtning til direktiv 2001/86.

( 9 ) – Jf. bl.a. første og anden betragtning hertil.

( 10 ) – Artikel 11 i direktiv 2001/86, med overskriften »Misbrug af procedurerne«, bestemmer, at medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-lovgivningen skal træffe passende foranstaltninger »for at undgå misbrug af et SE-selskab med det formål at fratage medarbejderne deres ret til medindflydelse eller nægte dem en sådan ret«.