–

Ministerul Fondurilor Europene ved M.-I. Boloş, som befuldmægtiget,

–

den rumænske regering ved E. Gane og O.-C. Ichim, som befuldmægtigede,

–

den portugisiske regering ved H. Almeida, P. Barros da Costa, H. Oliveira og A. Pimenta, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved C. Ehrbar, G. Gattinara og T. Isacu de Groot, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i artikel 60 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999 (EUT 2006, L 210, s. 25), sammenholdt med ækvivalensprincippet, af artikel 288, stk. 3, TEUF og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT 2011, L 48, s. 1).

2

Anmodningen om præjudiciel afgørelse er indgivet i forbindelse med en tvist mellem SC AA SRL (herefter »AA«) og Ministerul Fondurilor Europene (ministeriet for europæiske fondsmidler) (herefter »MFE«) om betaling af morarenter, som AA har krævet som følge af MFE’s forsinkede refusion af støtteberettigede udgifter i henhold til en finansieringsaftale indgået mellem disse to parter (herefter »finansieringsaftalen«) med henblik på gennemførelse af et program, der var medfinansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU).

3

Artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1080/2006 af 5. juli 2006 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1783/1999 (EUT 2006, L 210, s. 1) bestemmer:

»Følgende udgifter er ikke berettiget til støtte fra EFRU:

[...]«

4

Forordning nr. 1083/2006, der blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT 2013, L 347, s. 320), men som fortsat finder tidsmæssig anvendelse i tvisten i hovedsagen, definerede i artikel 2, nr. 7), begrebet »uregelmæssighed« som »enhver overtrædelse af en fællesskabsbestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk aktørs handling eller undladelse, der skader eller vil kunne skade Den Europæiske Unions almindelige budget ved afholdelse af en uretmæssig udgift over det almindelige budget«.

5

Artikel 60 i forordning nr. 1083/2006 med overskriften »Forvaltningsmyndighedens funktioner« havde følgende ordlyd:

»Forvaltningsmyndigheden har ansvaret for forvaltning og gennemførelse af det operationelle program i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og navnlig for:

[...]«

6

Samme forordnings artikel 80 med overskriften »Ubeskårne betalinger til modtagerne« fastsatte følgende:

»Medlemsstaterne forvisser sig om, at betalingsorganerne sørger for, at modtagerne modtager det fulde offentlige bidragsbeløb så hurtigt som muligt. Der foretages ikke fradrag eller tilbageholdelse af noget beløb, og der pålægges ikke nogen specifik afgift eller andre afgifter med tilsvarende virkning, der kan nedsætte beløbene til modtagerne.«

7

Nævnte forordnings artikel 98, stk. 1 og 2, med overskriften »Medlemsstaternes finansielle korrektioner« bestemte:

»1.   Medlemsstaterne har i første række ansvaret for at undersøge uregelmæssigheder, idet de handler på grundlag af beviser for større ændringer, som berører arten af eller betingelserne for gennemførelse af eller kontrol med operationerne eller de operationelle programmer og foretager de nødvendige finansielle korrektioner.

2.   Medlemsstaten foretager de nødvendige finansielle korrektioner i forbindelse med enkeltstående eller systembetingede uregelmæssigheder, som konstateres i forbindelse med operationer eller operationelle programmer. De korrektioner, der foretages af en medlemsstat, består i helt eller delvis at annullere det offentlige bidrag fra det operationelle program. Medlemsstaten tager hensyn til uregelmæssighedernes art og betydning og det økonomiske tab for fondene.

[...]«

8

Artikel 2, nr. 59), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1) definerer begrebet »forsvarlig økonomisk forvaltning« som »budgetgennemførelse i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet«.

9

Artikel 1 i direktiv 2011/7 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« fastsætter:

»1.   Formålet med dette direktiv er at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og derved fremme virksomhedernes, herunder navnlig de små og mellemstore virksomheders [SMV], konkurrenceevne.

2.   Dette direktiv finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.

[...]«

10

Dette direktivs artikel 2, nr. 1), fastsætter, at i dette direktiv forstås ved begrebet »handelstransaktioner«»forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag«.

11

Artikel 1535 i Legea nr. 287/2009 privind Codul civil al României (lov nr. 287/2009 om den rumænske civile lovbog) af 17. juli 2009 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 511 af 24.7.2009) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »den civile lovbog«), med overskriften »morarenter i tilfælde af økonomiske forpligtelser« har følgende ordlyd:

»1) Når en pengesum ikke betales inden for fristen, har kreditor ret til morarenter fra forfaldsdatoen indtil datoen for betaling til den af parterne aftalte rentesats eller, i mangel heraf, til den lovbestemte morarentesats, uden at kreditor skal godtgøre at have lidt et tab. I så fald er debitor ikke berettiget til at bevise, at det tab, som kreditor har lidt på grund af den forsinkede betaling, er mindre.

[...]

3) Hvis satsen for de skyldige morarenter ikke er højere end den lovbestemte sats, har kreditor foruden renten til den lovbestemte sats ret til fuld erstatning for det lidte tab.«

12

Artikel 1 i Ordonanța Guvernului nr. 13 privind dobânda legală remuneratorie și penalizatoare pentru obligații bănești, precum și pentru reglementarea unor măsuri financiar fiscale în domeniul bancar (regeringsdekret nr. 13 om lovbestemte ordinære renter og strafrenter på pengeforpligtelser samt om finansielle og skatteretlige foranstaltninger i banksektoren) af 24. august 2011 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 607 af 29.8.2011, herefter »regeringsdekret nr. 13/2011«) bestemmer:

»1)   Parterne kan frit aftale en rentesats for såvel indfrielse af et lån i form af et pengebeløb som for forsinket betaling af en pengeforpligtelse.

[...]

3)   Den rente, som debitor for en pengeforpligtelse skal betale i tilfælde af manglende overholdelse af den pågældende forpligtelse ved fristens udløb, kaldes strafrente.

[...]«

13

Ifølge artikel 10 i regeringsdekret nr. 13/2011 finder »[b]estemmelserne i artikel 1535 og artikel 1538-1543 [i den civile lovbog] anvendelse på strafrenten«.

14

Artikel 42, stk. 1 og 2, i Ordonanță de urgență a Guvernului nr. 66/2011 privind prevenirea, constatarea și sancționarea neregulilor apărute în obținerea și utilizarea fondurilor europene și/sau a fondurilor publice naționale aferente acestora (regeringens hastedekret nr. 66/2011 om forebyggelse, konstatering og sanktionering af uregelmæssigheder opstået ved modtagelsen og anvendelsen af europæiske fondsmidler og/eller hertil knyttede nationale offentlige midler) af 29. juni 2011 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 461 af 30.6.2011, herefter »regeringens hastedekret nr. 66/2011«) bestemte i den version, der finder anvendelse i hovedsagen:

»1)   Budgetmæssige fordringer, der udspringer af uregelmæssigheder, forfalder på den i gældsfordringen fastsatte betalingsfrist eller 30 dage fra datoen for fremsendelse af denne fordring.

2)   Hvis debitor ikke opfylder sine forpligtelser inden den i gældsfordringen fastsatte frist, påløber der renter, som beregnes til den rentesats, der gælder for det restbeløb udtrykt i [rumænske lei (RON)], der endnu ikke er betalt af den budgetmæssige fordring, fra den første dag efter udløbet af den betalingsfrist, der er fastsat i overensstemmelse med stk. 1, og indtil fordringen er indfriet, medmindre andet er bestemt i EU-reglerne eller den internationale offentlige donors regler.«

15

Den 22. april 2015 indgik MFE, forvaltningsmyndigheden for EFRU’s operationelle sektorprogram »Stimulering af den økonomiske konkurrenceevne 2007-2013«, og AA, et rumænsk selskab med begrænset ansvar, i forbindelse med gennemførelsen af dette program en finansieringsaftale (herefter »finansieringsaftalen«) vedrørende gennemførelsen af projektet »Indkøb af udstyr med henblik på at styrke selskabet AA’s produktionskapacitet«.

16

Med henblik herpå forpligtede MFE sig til at yde AA en finansiering på maksimalt 3334257,20 rumænske lei (RON) (ca. 671000 EUR). AA påtog sig at medfinansiere dette program dels ved at bidrage til udgifter, der var støtteberettigede i henhold til programmet, op til dette beløb, dels ved et bidrag på 2385556,64 RON (ca. 479780 EUR) inklusive moms til udgifter, som ikke var støtteberettigede i henhold til det nævnte program. For at dække medfinansieringen af disse støtteberettigede udgifter i henhold til finansieringsaftalen indgik AA en kreditaftale med et pengeinstitut om et beløb på i alt 3334257,20 RON (ca. 671000 EUR).

17

Den 22. september 2015 efter afslutningen af samme projekt indgav AA en anmodning til MFE om refusion af dette beløb, der svarede til de nævnte støtteberettigede udgifter, hvilken anmodning selskabet supplerede med skrivelser af 2. og 22. oktober 2015. AA har derefter anlagt sag ved Curtea de Apel Cluj (appeldomstolen i Cluj, Rumænien), der er den forelæggende ret, med påstand om for det første, at MFE pålægges at træffe en afgørelse om imødekommelse af den nævnte anmodning, for det andet, at dette ministerium tilpligtes at refundere de nævnte støtteberettigede udgifter, for det tredje, at nævnte ministerium tilpligtes at betale morarenter af det pågældende beløb fra anlæggelsen af søgsmålet, og for det fjerde og subsidiært, at samme ministerium tilpligtes at betale erstatning for det lidte materielle tab.

18

Den 29. august 2016 opsagde MFE finansieringsaftalen under henvisning til AA’s manglende overholdelse af forpligtelsen i henhold til denne aftale til at offentliggøre et udbud eller en udbudsbekendtgørelse.

19

Den 27. april 2017 anlagde AA endnu en sag ved Curtea de Apel Cluj (appeldomstolen i Cluj) mod MFE med påstand om, at opsigelsen af finansieringsaftalen blev annulleret. Ved dom, der blev endelig den 10. marts 2021, gav denne ret AA medhold med den begrundelse, at selv om AA ikke havde overholdt gennemsigtighedsforpligtelsen i forbindelse med opfyldelsen af denne finansieringsaftale, var opsigelsen heraf uforholdsmæssig. Ifølge den forelæggende ret burde MFE, henset til, at de konstaterede uregelmæssigheder efter deres karakter var begrænsede, have anvendt mindre indgribende foranstaltninger såsom finansielle korrektioner.

20

Efter at MFE fuldt ud har refunderet de udgifter, der var støtteberettigede i henhold til EFRU’s deltagelse, dvs. et beløb på 3320502,41 RON (ca. 667370 EUR), uden anvendelse af finansielle korrektioner, skal den forelæggende ret i forbindelse med det søgsmål, der er nævnt i denne doms præmis 17, alene tage stilling til påstandene om betaling af dels morarenter af dette beløb, dels erstatning for det lidte materielle tab. AA har i denne forbindelse gjort gældende, at selskabet som følge af MFE’s manglende udbetaling af de skyldige beløb var tvunget til at betale et samlet beløb på 23225,46 RON (ca. 4671 EUR) i renter frem til april 2016 i perioden mellem den oprindelige forfaldsdato og anlæggelsen af søgsmålet.

21

Den forelæggende ret ønsker for det første oplyst, om princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning som fastsat i artikel 60 i forordning nr. 1083/2006, sammenholdt med ækvivalensprincippet, i mangel af specifikke EU-retlige bestemmelser på dette område tillader, at navnlig den civile lovbogs artikel 1535 og artikel 1 og 10 i regeringsdekret nr. 13/2011 anvendes på en finansieringsaftale som den i hovedsagen omhandlede, hvilke nationale bestemmelser fastsætter betaling af renter ved en forsinket opfyldelse af en pengeforpligtelse, eller at artikel 42 i hastedekret nr. 66/2011 anvendes analogt, idet denne bestemmelse for så vidt angår gennemførelsen af europæiske fondsmidler eller hertil knyttede nationale offentlige midler regulerer tilbagekaldelse af en uretmæssigt udbetalt finansiel fordel og ikke fastsætter, at modtageren af denne fordel skal betale morarenter, medmindre tilbagebetalingen ikke sker inden for en frist på 30 dage.

22

Denne ret ønsker for det andet oplyst, om den i det tilfælde, at en støttemodtager har begået uregelmæssigheder ved opfyldelsen af en finansieringsaftale som den i hovedsagen omhandlede, for at tage hensyn til disse uregelmæssigheder kan begrænse størrelsen af morarenter – idet det forudsættes, at forvaltningsmyndigheden skal betale sådanne renter – selv om denne myndighed ikke har anvendt en finansiel korrektion over for denne støttemodtager.

23

For det tredje er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt en finansieringsaftale som den i hovedsagen omhandlede er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2011/7, og dermed om dette direktiv gør det muligt at anvende den heri fastsatte rentesats for forsinket betaling af støtteberettigede udgifter på denne aftale.

24

På denne baggrund har Curtea de Apel Cluj (appeldomstolen i Cluj) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25

Den forelæggende ret har anmodet om, at sagen undergives den fremskyndede procedure, der er fastsat i artikel 105 i Domstolens procesreglement, idet den har fremhævet, at tvisten i hovedsagen har verseret for de nationale retter siden den 18. april 2016.

26

Denne artikel 105, stk. 1, bestemmer, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, der fraviger bestemmelserne i dette reglement, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

27

Anvendelsen af denne procedure afhænger frem for alt af de særlige omstændigheder i den pågældende sag, som skal godtgøre, at det i særlig grad er uopsætteligt, at der træffes afgørelse om de forelagte spørgsmål (jf. i denne retning dom af 29.2.2024, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Gensidig tillid i tilfælde af overførsel), C-392/22, EU:C:2024:195, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

28

I denne henseende præciseres det i punkt 37 i Domstolens anbefalinger til de nationale retter vedrørende forelæggelse af præjudicielle spørgsmål (EUT 2019, C 380, s. 1), at for at sætte Domstolen i stand til hurtigt at tage stilling til, om den fremskyndede procedure skal iværksættes, skal anmodningen indeholde en præcis fremstilling af de retlige og faktiske omstændigheder, som indebærer, at sagen er af hastende karakter, navnlig hvilke risici det vil indebære, hvis forelæggelsen følger den sædvanlige procedure.

29

I det foreliggende tilfælde er der ingen af de oplysninger, som den forelæggende ret har fremlagt, der giver anledning til at antage, at den er forpligtet til at træffe afgørelse inden for en bestemt frist, eller at den retssag, som AA har anlagt for den, og som har været verserende siden den 18. april 2016, har været genstand for en hastebehandling. Det skal i denne forbindelse ligeledes bemærkes, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som den forelæggende ret besluttede at forelægge Domstolen den 15. december 2021, først blev indgivet den 15. november 2022 (jf. i denne retning dom af 13.6.2024, C (Retslige administratorer og likvidatorer), C-696/22, EU:C:2024:499, præmis 42 og 43).

30

I øvrigt indebærer hverken den blotte interesse, uanset hvor vigtig og legitim den måtte være, for borgerne i, at omfanget af de rettigheder, som de udleder af EU-retten, fastslås så hurtigt som muligt, eller hovedsagens økonomiske eller socialt følsomme karakter, at sagen skal »behandles hurtigt« som omhandlet i procesreglementets artikel 105, stk. 1 (dom af 20.10.2022, Curtea de Apel Alba Iulia m.fl., C-301/21, EU:C:2022:811, præmis 39).

31

Under disse omstændigheder har Domstolens præsident den 20. december 2022 efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten besluttet ikke at imødekomme anmodningen om anvendelse af den fremskyndede præjudicielle procedure.

32

Med det første og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i artikel 60 i forordning nr. 1083/2006, sammenholdt med ækvivalensprincippet, er til hinder for betaling af morarenter som følge af forvaltningsmyndighedens forsinkede betaling af pengebeløb svarende til udgifter, der er berettigede til støtte fra EFRU, og i benægtende fald, om dette princip er til hinder for, at betaling af disse renter udelukkes i henhold til bestemmelser i national ret, hvorefter der først skal betales morarenter fra udløbet af fristen for refusion af det uretmæssigt udbetalte beløb.

33

I første række bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 317 TEUF gennemfører Unionens budget i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med navnlig princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, som i artikel 2, nr. 59), i forordning 2018/1046 defineres som budgetgennemførelse i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning kræver følgelig, at de europæiske struktur- og investeringsfonde anvendes af medlemsstaterne i overensstemmelse med de principper og lovmæssige krav, der ligger til grund for EU’s sektorlovgivning.

34

I overensstemmelse med artikel 60, litra a), i forordning nr. 1083/2006 påhviler det forvaltningsmyndigheden at sikre – i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning – at operationer udvælges til finansiering i overensstemmelse med de kriterier, der gælder for det omhandlede operationelle program, og at de er i overensstemmelse med de relevante EU-regler og nationale regler i hele deres gennemførelsesperiode.

35

I øvrigt bestemmer artikel 7 i forordning nr. 1080/2006, at renter af gæld, som betales af de kompetente nationale myndigheder, ikke er berettiget til støtte fra EFRU.

36

Det følger heraf, at forvaltningsmyndighedens betaling af morarenter for forsinket betaling af beløb svarende til de udgifter, der er berettigede til støtte fra bl.a. EFRU, ikke bringer det formål om forsvarlig økonomisk forvaltning, der forfølges med forordning nr. 1083/2006, i fare. Eftersom sådanne morarenter ikke kan tilskrives Unionens budget, er Unionens finansielle interesser nemlig fortsat sikret.

37

I anden række følger det af fast retspraksis, at enhver borger, som en national myndighed har pålagt at betale en skat, told eller anden afgift i strid med EU-retten, i henhold til EU-retten har ret til fra denne myndighed ikke alene at opnå tilbagebetaling af det uretmæssigt inddrevne pengebeløb, men også betaling af renter som kompensation for den manglende rådighed over dette beløb (dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

38

Når pengebeløb er opkrævet i strid med EU-retten af en national myndighed, skal de følgelig tilbagebetales, og tilbagebetalingen skal forhøjes med renter, der dækker hele perioden fra datoen for indbetalingen af disse pengebeløb til datoen for deres tilbagebetaling, hvilket er udtryk for et generelt princip om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb (dom af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

39

Domstolen har i øvrigt fastslået, at dette princip finder anvendelse, såfremt de omhandlede pengebeløb svarer til eksportrestitutioner, som en borger først er blevet nægtet i strid med EU-retten og derefter er blevet tildelt for sent (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 59). Denne situation kan sammenlignes med situationen for en modtager af EFRU-finansiering, som i en given periode er blevet frataget pengebeløb, der svarer til de støtteberettigede udgifter, som den pågældende havde ret til som følge af, at disse beløb i strid med EU-retten blev udbetalt for sent.

40

Det skal endvidere fremhæves, at artikel 80 i forordning nr. 1083/2006 for det første pålægger medlemsstaterne at forvisse sig om, at forvaltningsmyndighederne sørger for, at støttemodtagerne modtager det fulde offentlige bidragsbeløb så hurtigt som muligt. For det andet forbyder denne artikel medlemsstaterne at foretage fradrag eller tilbageholdelse i enhver henseende og at pålægge nogen anden specifik afgift eller andre afgifter med tilsvarende virkning, der kan nedsætte beløbene til modtagerne.

41

Det følger af det ovenfor anførte, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor modtageren af et offentligt bidrag fra EFRU uretmæssigt er blevet frataget et pengebeløb, som tilkommer den pågældende, har denne modtager ret til betaling af morarenter fra den dato, hvor forvaltningsmyndigheden skulle have udbetalt nævnte modtager dette beløb, og hvor denne myndighed i stedet for at betale beløbet opsagde finansieringsaftalen, hvilken opsigelse efterfølgende blev annulleret med virkning ex tunc ved en endelig retsafgørelse (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 75, og af 11.6.2024, Kommissionen mod Deutsche Telekom, C-221/22 P, EU:C:2024:488, præmis 61).

42

Som anført i denne doms præmis 37 har denne ret til betaling af renter til formål at kompensere for den manglende rådighed over det pengebeløb, som modtageren uretmæssigt er blevet frataget. Denne kompensation kan alt efter omstændighederne ydes efter de regler, der er fastsat i den relevante EU-lovgivning, eller – i mangel heraf – efter de regler, der finder anvendelse i henhold til national ret (jf. i denne retning dom af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 70 og 71).

43

I det foreliggende tilfælde påhviler det den forelæggende ret i mangel af bestemmelser i national ret, der fastsætter betaling af morarenter i en situation som den i hovedsagen omhandlede, ud fra såvel formålet med som de væsentlige elementer i de nationale bestemmelser om morarenter, som den har henvist til i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at fastlægge de bestemmelser, hvis anvendelse er bedst egnet til at sikre effektiviteten af det generelle princip om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, der er nævnt i denne doms præmis 37-39. De processuelle regler for sagsanlæg med henblik på at opnå betaling af renter må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), eller være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimeligt vanskeligt at opnå denne betaling, der er sikret ved EU-retten (effektivitetsprincippet) (jf. i denne retning dom af 16.12.1976, Rewe-Zentralfinanz og Rewe-Zentral, 33/76, EU:C:1976:188, præmis 6, af 6.10.2015, Târşia, C-69/14, EU:C:2015:662, præmis 26 og 27, og af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 74).

44

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det på grundlag af ækvivalensprincippet er relevant i det foreliggende tilfælde at anvende artikel 42 i regeringens hastedekret nr. 66/2011, bemærkes, henset til de oplysninger, der fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at denne artikel regulerer tilbagekaldelse af en finansiel fordel, der er uretmæssigt udbetalt som følge af uregelmæssigheder i forbindelse med modtagelsen og anvendelsen af europæiske fondsmidler eller hertil knyttede nationale offentlige midler.

45

Som Kommissionen har anført i sine skriftlige indlæg, som den har afgivet i den foreliggende sag, forudsætter anvendelsen af ækvivalensprincippet, at den omhandlede regel finder anvendelse uden forskel på søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af EU-retten, og søgsmål, der vedrører tilsidesættelse af national ret, og hvor sagsgenstanden og søgsmålsgrundlaget er sammenlignelige. En national regel, der udelukkende tilsigter at sanktionere en tilsidesættelse af EU-retten, kan ikke udgøre det passende grundlag for sammenligningen med henblik på at sikre overholdelsen af dette princip (jf. i denne retning dom af 1.12.1998, Levez, C-326/96, EU:C:1998:577, præmis 41 og 48, og af 16.5.2000, Preston m.fl., C-78/98, EU:C:2000:247, præmis 52 og 55).

46

Desuden fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at artikel 42 i regeringens hastedekret nr. 66/2011 fastsætter betaling af renter i tilfælde af, at tilbagebetalingen af den finansielle fordel ikke sker inden for den lovbestemte frist på 30 dage fra meddelelsen af fordringen. Under sådanne omstændigheder og med forbehold for den efterprøvelse, som det påhviler den forelæggende ret at foretage, kan anvendelsen af denne bestemmelse på hovedsagen skade den berørte modtagers ret til refusion af de pengebeløb, der svarer til de støtteberettigede udgifter, og til betaling af renter, der er sikret ved EU-retten. Anvendelsen af den nævnte bestemmelse ville således føre til, at denne periode på 30 dage ikke blev taget i betragtning som relevant periode for renteberegningen (jf. analogt dom af 28.4.2022, Gräfendorfer Geflügel- und Tiefkühlfeinkost Produktions GmbH m.fl., C-415/20, C-419/20 og C-427/20, EU:C:2022:306, præmis 75 og 76).

47

Henset til ovenstående betragtninger skal det første og det tredje spørgsmål besvares med, at princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning i artikel 60 i forordning nr. 1083/2006 skal fortolkes således, at dette princip ikke er til hinder for betaling af morarenter som følge af forvaltningsmyndighedens forsinkede betaling af pengebeløb svarende til udgifter, der er berettigede til støtte fra EFRU. Derimod skal effektivitetsprincippet, sammenholdt med artikel 80 i forordning nr. 1083/2006, fortolkes således, at dette princip er til hinder for, at betaling af disse renter udelukkes i henhold til bestemmelser i national ret, hvorefter der først skal betales morarenter fra udløbet af fristen for refusion af det uretmæssigt udbetalte beløb.

48

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar skal det lægges til grund, at denne ret med det andet spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om bestemmelserne i artikel 2, nr. 7), sammenholdt med artikel 98, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1083/2006, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at en national ret som følge af »uregelmæssigheder« som omhandlet i denne artikel 2, nr. 7), der konstateres under gennemførelsen af en finansieringsaftale, nedsætter størrelsen af morarenter, der tilkommer modtageren af EFRU-finansiering som følge af forvaltningsmyndighedens forsinkede betaling af udgifter, der er berettigede til denne finansiering, i et tilfælde, hvor denne forvaltningsmyndighed ikke har anvendt nogen finansiel korrektion i denne henseende.

49

I første række defineres begrebet »uregelmæssighed« i artikel 2, nr. 7), i forordning nr. 1083/2006 som enhver overtrædelse af en EU-retlig bestemmelse, som kan tilskrives en økonomisk aktørs handling eller undladelse, der skader eller vil kunne skade Unionens almindelige budget ved afholdelse af en uretmæssig udgift over dette budget. Det følger af selve ordlyden af denne artikel 2, nr. 7), at kun en overtrædelse, der »skader eller vil kunne skade« det nævnte budget, kan kvalificeres som en »uregelmæssighed«.

50

I anden række følger det af artikel 98, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1083/2006, at det påhviler medlemsstaterne at undersøge enkeltstående eller systembetingede uregelmæssigheder og at foretage finansielle korrektioner i forbindelse med uregelmæssigheder, der konstateres i forbindelse med operationerne eller de operationelle programmer. Disse korrektioner består i helt eller delvist at annullere det offentlige bidrag fra det operationelle program i henhold til kriterier vedrørende uregelmæssighedernes art og betydning og det økonomiske tab for fondene. Disse kriterier er et udtryk for proportionalitetsprincippet, der hører til EU-rettens grundlæggende principper (jf. i denne retning dom af 8.6.2023, ANAS, C-545/21, EU:C:2023:451, præmis 42 og 43).

51

Det følger heraf, at artikel 98, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1083/2006 skal fortolkes således, at såfremt der foreligger en »uregelmæssighed« som defineret i denne forordnings artikel 2, nr. 7), forpligter denne artikel medlemsstaterne til med henblik på at fastlægge den finansielle korrektion, der finder anvendelse, at foretage en bedømmelse i hvert enkelt tilfælde under overholdelse af proportionalitetsprincippet og under hensyntagen til de nævnte kriterier (jf. i denne retning dom af 8.6.2023, ANAS, C-545/21, EU:C:2023:451, præmis 49).

52

I Unionens retsorden påhviler medlemsstaternes pligt i henhold til artikel 4, stk. 3, andet afsnit, TEU til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af forpligtelser, der følger af EU-retten, alle myndighederne i medlemsstaterne, herunder også domstolene inden for deres kompetence (jf. i denne retning dom af 26.9.2000, Engelbrecht, C-262/97, EU:C:2000:492, præmis 38, og af 17.10.2019, Elektrorazpredelenie Yug, C-31/18, EU:C:2019:868, præmis 60).

53

Under disse omstændigheder tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om en nedsættelse af morarenter, der tilkommer modtageren af finansieringen, i medfør af det generelle princip om tilbagesøgning af uretmæssigt udbetalte beløb, der er nævnt i denne doms præmis 37-39, i det tilfælde, at der foreligger »uregelmæssigheder« som omhandlet i artikel 2, nr. 7), i forordning nr. 1083/2006, er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, således som præciseret i denne forordnings artikel 98, stk. 1 og 2.

54

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at bestemmelserne i artikel 2, nr. 7), sammenholdt med artikel 98, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1083/2006, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for, at en national ret som følge af »uregelmæssigheder« som omhandlet i denne artikel 2, nr. 7), der konstateres under gennemførelsen af en finansieringsaftale, under overholdelse af proportionalitetsprincippet nedsætter størrelsen af morarenter, der tilkommer modtageren af EFRU-finansiering som følge af forvaltningsmyndighedens forsinkede betaling af udgifter, der er berettigede til denne finansiering, i et tilfælde, hvor denne forvaltningsmyndighed ikke har anvendt nogen finansiel korrektion i denne henseende.

55

Den forelæggende ret ønsker med det fjerde spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse på en finansieringsaftale, der er indgået mellem en medlemsstats forvaltningsmyndighed og en virksomhed, og hvis genstand er EFRU’s medfinansiering af et projekt om denne virksomheds indkøb af udstyr hos en tredjemand.

56

Det skal indledningsvis bemærkes, at direktiv 2011/7 i henhold til dets artikel 1, stk. 1, har til formål at bekæmpe forsinket betaling i handelstransaktioner med henblik på at sikre et velfungerende indre marked og derved fremme virksomhedernes, herunder navnlig SMV’ers, konkurrenceevne. Dette direktivs artikel 1, stk. 2, bestemmer, at det finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.

57

Begrebet »handelstransaktioner« defineres i det nævnte direktivs artikel 2, nr. 1), som »forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag«.

58

Denne bestemmelse fastsætter således to betingelser for, at en transaktion er omfattet af begrebet »handelstransaktioner«. Transaktionen skal for det første gennemføres enten mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder og skal for det andet indebære levering af varer eller tjenester mod vederlag (dom af 9.7.2020, RL (Direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling), C-199/19, EU:C:2020:548, præmis 24, og af 13.1.2022, New Media Development & Hotel Services, C-327/20, EU:C:2022:23, præmis 32).

59

Anvendelsesområdet for direktiv 2011/7 er ganske vist meget bredt defineret og kan omfatte en handelstransaktion, som helt eller delvis finansieres af midler fra EU’s strukturfond og samhørighedsfond (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, KROL, C-722/18, EU:C:2019:1028, præmis 32). Det forholder sig ikke desto mindre således, at en transaktion for at være omfattet af begrebet »handelstransaktion« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, nr. 1), faktisk skal indebære levering af varer eller tjenester, selv om den ikke har en sådan levering som genstand (jf. i denne retning dom af 18.11.2020, Techbau, C-299/19, EU:C:2020:937, præmis 44).

60

I det foreliggende tilfælde gælder, at for så vidt som finansieringsaftalen, der har til formål, at EFRU medfinansierer et projekt om køb af udstyr hos en tredjemand, ikke indebærer, at AA leverer en vare eller en tjeneste til den berørte forvaltningsmyndighed, er denne aftale udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 2011/7.

61

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at direktiv 2011/7 skal fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på en finansieringsaftale, der er indgået mellem en medlemsstats forvaltningsmyndighed og en virksomhed, og hvis genstand er EFRU’s medfinansiering af et projekt om denne virksomheds indkøb af udstyr hos en tredjemand.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: