–

MV ved Rechtsanwalt S. Akay,

–

Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof ved C. Maslow og L. Otte, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Grünheid og M. Wasmeier, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 1 og 5, i Rådets rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24. juli 2008 om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag (EUT 2008, L 220, s. 32).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en revisionsappel iværksat af MV ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) til prøvelse af en dom fra Landgericht Freiburg im Breisgau (den regionale ret i første instans i Freiburg im Breisgau, Tyskland), hvorved han blev idømt en frihedsstraf på seks år for grov voldtægt.

3

Første til femte, ottende, niende og trettende betragtning til rammeafgørelse 2008/675 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Den nævnte rammeafgørelses artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Formålet med denne rammeafgørelse er at fastsætte, på hvilke betingelser der i forbindelse med en straffesag mod en person i en medlemsstat skal tages hensyn til tidligere domme afsagt mod samme person for andre forhold i andre medlemsstater.«

5

Rammeafgørelsens artikel 3, der har overskriften »Hensyntagen til domme afsagt i andre medlemsstater i forbindelse med en ny straffesag«, fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at der i forbindelse med en straffesag mod en person tages hensyn til tidligere domme afsagt mod samme person for andre forhold i andre medlemsstater, om hvilke der er fremskaffet oplysninger i henhold til relevante instrumenter om gensidig retshjælp eller om udveksling af oplysninger fra strafferegistre, i det omfang der tages hensyn til tidligere nationale domme, og at sådanne domme tillægges samme retsvirkninger som tidligere nationale domme i overensstemmelse med national ret.

2.   Stk. 1 finder anvendelse i fasen før retssagen, under selve retssagen og i domsfuldbyrdelsesfasen, navnlig med hensyn til de relevante procedureregler, herunder reglerne for varetægtsfængsling, kvalifikationen af overtrædelsen, straffens type og omfang og reglerne for fuldbyrdelse af afgørelsen.

[…]

5.   Hvis den overtrædelse, for hvilken den nye retssag gennemføres, er begået inden den tidligere dom er afsagt eller fuldstændig fuldbyrdet, medfører stk. 1 og 2 ikke, at medlemsstaterne skal anvende nationale bestemmelser om idømmelse af straf, hvis anvendelsen af sådanne bestemmelser på udenlandske domme vil begrænse dommerens mulighed for at idømme en straf i forbindelse med en ny straffesag.

Medlemsstaterne sikrer imidlertid, at deres domstole i sådanne tilfælde på anden måde kan tage hensyn til tidligere domme, der er afsagt i andre medlemsstater.«

6

De bestemmelser, der regulerer fastsættelsen af en samlet straf, er indeholdt i §§ 53-55 i Strafgesetzbuch (straffelov) af 13. november 1998 (BGBl. 1998 I, s. 3322) i den affattelse, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »StGB«).

7

StGB’s § 53, der vedrører begåelse af flere lovovertrædelser, bestemmer følgende i stk. 1:

»Hvis en person har begået flere lovovertrædelser, som bedømmes samtidig, og derved udvirket flere frihedsstraffe eller flere bøder, idømmes en samlet straf.«

8

StGB’s § 54, der regulerer fastsættelsen af en samlet straf, fastsætter følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Hvis en af enkeltstraffene er en livslang frihedsstraf, idømmes som fælles straf en livslang frihedsstraf. I alle øvrige tilfælde fastsættes den samlede straf ved forhøjelse af den højeste idømte straf, i tilfælde af straffe af forskellig art ved forhøjelse af den efter sin art strengeste straf. I denne forbindelse skal der foretages en samlet bedømmelse af lovovertræderens person og de enkelte lovovertrædelser.

2.   Den samlede straf må ikke nå op på summen af enkeltstraffene. Den må i forbindelse med tidsbegrænsede frihedsstraffe ikke overstige 15 år og i forbindelse med bøder ikke overstige 720 dagbøder.«

9

StGB’s § 55, som vedrører efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, bestemmer følgende i stk. 1:

»§§ 53 og 54 finder også anvendelse, hvis en endeligt dømt lovovertræder, før den straf, som vedkommende er blevet idømt, er fuldbyrdet, forældet eller eftergivet, dømmes for en anden lovovertrædelse, som den pågældende begik før den tidligere domfældelse. Som tidligere domfældelse anses dommen i den tidligere sag, hvor de tilgrundliggende faktiske omstændigheder sidst kunne prøves.«

10

Den 10. oktober 2003 bortførte MV, der er fransk statsborger, en studerende på et universitetsområde i Tyskland og voldtog hende.

11

Inden denne dato havde MV aldrig været genstand for en straffedom i Tyskland. I strafferegistret i Frankrig var han derimod registreret for 25 forhold. MV har bl.a. været genstand for fem domme, der alle blev afsagt af franske domstole efter den nævnte dato, og som vedrørte forhold begået mellem august 2002 og september 2003.

12

Den 30. september 2004 blev MV af tribunal de grande instance de Guéret (retten i første instans i Guéret, Frankrig) idømt en frihedsstraf på to år.

13

Den 29. februar 2008 idømte cour d’assises du Loir-et-Cher i Blois (nævningeretten i Loir-et-Cher beliggende i Blois, Frankrig) MV en frihedsstraf på femten år. Denne straf absorberede hans efterfølgende domfældelser, hvorved han blev idømt dels en frihedsstraf på seks år af cour d’assises de Loire-Atlantique i Nantes (nævningeretten i Loir-et-Cher beliggende i Nantes, Frankrig) den 16. maj 2008, dels en frihedsstraf på et år og seks måneder af cour d’appel de Grenoble (appeldomstolen i Grenoble, Frankrig) den 23. april 2012.

14

Den 24. januar 2013 idømte cour d’assises du Maine-et-Loire i Angers (nævningeretten i Maine-et-Loire beliggende i Angers, Frankrig) MV en yderligere frihedsstraf på syv år.

15

Den 20. oktober 2003 blev MV på grundlag af en arrestordre udstedt af de franske myndigheder anholdt i Nederlandene og varetægtsfængslet med henblik på udlevering. Den 17. maj 2004 blev han overgivet til de franske myndigheder. MV var fængslet uafbrudt i Frankrig indtil den 23. juli 2021, således at han på sidstnævnte dato havde afsonet 17 år og 9 måneder af de frihedsstraffe, der er omhandlet i nærværende doms præmis 12-14.

16

Den 23. juli 2021 overgav de franske myndigheder MV til de tyske myndigheder. MV blev varetægtsfængslet i Tyskland på grundlag af en arrestordre udstedt af Amtsgericht Freiburg im Breisgau (byretten i Freiburg im Breisgau, Tyskland).

17

Den 21. februar 2022 retsforfulgte Landgericht Freiburg im Breisgau (den regionale ret i første instans i Freiburg im Breisgau, Tyskland) MV for de forhold, der var blevet begået i Tyskland den 10. oktober 2003, kendte ham skyldig i grov voldtægt og idømte ham en frihedsstraf på seks år. Den nævnte ret fandt, at den straf, der »reelt stod i forhold til« de handlinger, som MV havde begået i Tyskland, var en frihedsberøvelse på syv år. Eftersom det imidlertid ikke var muligt at foretage en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf med de straffe, der var blevet idømt i Frankrig, nedsatte den nævnte ret denne straf med ét år »som kompensation«.

18

MV har iværksat revisionsappel til prøvelse af den nævnte dom ved Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), som er den forelæggende ret.

19

Af to særskilte grunde er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt den af Landgericht Freiburg im Breisgau (den regionale ret i første instans i Freiburg im Breisgau) afsagte dom er forenelig med bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/675.

20

For det første har den forelæggende ret anført, at muligheden for at idømme MV en eksigibel frihedsstraf for den lovovertrædelse i form af grov voldtægt, der er genstand for hovedsagen, afhænger af fortolkningen af det princip om ligestilling af straffedomme afsagt i andre medlemsstater, som er gennemført ved artikel 3, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/675, og af fortolkningen af den i rammeafgørelsens artikel 3, stk. 5, første afsnit, fastsatte undtagelse til dette princip.

21

Den forelæggende ret har fastslået, at de domme, der blev afsagt mod MV i Frankrig, i overensstemmelse med StGB’s § 55, stk. 1, i princippet ville kunne inddrages i en samlet straf, såfremt de ligestilles med domme afsagt i Tyskland.

22

Med StGB’s § 55, stk. 1, som foreskriver en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, tilsigtes det, at en person, der har begået flere lovovertrædelser, ikke behandles forskelligt, alt efter om disse lovovertrædelser behandles i en enkelt retssag, i hvilket tilfælde en sådan person vil være omfattet af en fastsættelse af en samlet straf i henhold til StGB’s § 53, stk. 1, eller i flere særskilte retssager, hvilket udgør den i StGB’s § 55, stk. 1, omhandlede situation med efterfølgende fastsættelse af en samlet straf.

23

Den forelæggende ret har endvidere anført, at der i forbindelse med en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf skal tages hensyn til det i StGB’s § 54, stk. 2, fastsatte loft på 15 år for tidsbegrænsede frihedsstraffe. Såfremt de domme, der er blevet afsagt mod MV i Frankrig, skal ligestilles, vil dette loft imidlertid allerede være nået ved, at han den 29. februar 2008 blev idømt 15 års frihedsberøvelse af cour d’assises du Loir-et-Cher i Blois (nævningeretten i Loir-et-Cher beliggende i Blois, Frankrig).

24

Følgelig kan MV, såfremt de i Frankrig afsagte domme skal ligestilles med domme afsagt i Tyskland, ganske vist idømmes en individuel straf for den lovovertrædelse i form af grov voldtægt, som han er blevet kendt skyldig i. I henhold til StGB’s § 54, stk. 2, kan den fælles straf imidlertid ikke overstige loftet på 15 års frihedsberøvelse, således at den idømte straf ikke i praksis ville kunne fuldbyrdes over for MV.

25

Den forelæggende ret har dog anført, at det af grunde, som henhører under folkeretten, ikke på grundlag af StGB’s § 55, stk. 1, kan anordnes, at straffe, som er idømt i en anden stat, efterfølgende skal inddrages i en samlet straf. Fastsættelsen af en samlet straf i en sådan grænseoverskridende sammenhæng ville nemlig både gribe ind i den udenlandske doms retskraft og i denne stats suverænitet for så vidt angår fuldbyrdelsen af denne dom.

26

Henset til, at det på grundlag af tysk ret er umuligt at anordne efterfølgende fastsættelse af en samlet straf med hensyn til de domme, der er blevet afsagt i en anden medlemsstat, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorledes artikel 3 i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes.

27

Den forelæggende ret har under henvisning til Domstolens praksis anført, at rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, pålægger medlemsstaterne at sikre, at tidligere domme afsagt i andre medlemsstater tillægges samme virkninger som tidligere nationale domme i medfør af national ret.

28

Den nævnte ret ønsker imidlertid oplysninger om rækkevidden af den undtagelse, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 5, første afsnit. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at der for den grove voldtægt, som er genstand for hovedsagen, kun kan idømmes en eksigibel straf over for MV, såfremt den nævnte bestemmelse skal fortolkes således, at den er til hinder for den i rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, fastsatte hensyntagen til domme afsagt i andre medlemsstater, når denne hensyntagen ville medføre en overskridelse af det i StGB’s § 54, stk. 2, fastsatte loft på 15 år for tidsbegrænsede frihedsstraffe.

29

For det andet ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorledes artikel 3, stk. 5, andet afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes for det tilfælde, at denne rammeafgørelses artikel 3, stk. 5, første afsnit, skal fortolkes således, at det i rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1, fastsatte princip om ligestilling af straffedomme afsagt i andre medlemsstater ikke finder anvendelse under omstændighederne i hovedsagen.

30

Den forelæggende ret er i denne henseende i tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at der i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, andet afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 tages hensyn til den straf, som er idømt i en anden medlemsstat, indebærer, at den ulempe, der følger af, at det ikke er muligt at anordne den i StGB’s § 55, stk. 1, fastsatte efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, skal »godtgøres konkret og begrundes« i forbindelse med fastsættelsen af den straf, som skal idømmes for den overtrædelse, der er blevet begået på det nationale område.

31

Den nævnte ret har forklaret, at den tyske lovgiver i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelse 2008/675 i tysk ret ikke fandt det nødvendigt at vedtage en gennemførelsesforanstaltning for rammeafgørelsens artikel 3. Tanken om, at domme afsagt i en anden stat ganske vist ikke formelt kan inddrages i en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, men at domfældte så vidt muligt ikke må påvirkes heraf, svarer til den lempelse, som de tyske domstole foretager »som kompensation«, når de tidligere domme er blevet afsagt i udlandet.

32

Den forelæggende ret har anført, at det følger af dens egen praksis på dette punkt, at den ulempe, som følger af, at det ikke er muligt at anordne en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf for så vidt angår de domme, der er blevet afsagt i en anden medlemsstat, normalt tages i betragtning ved straffastsættelsen, idet den retsinstans, som skal træffe afgørelse om sagens realitet, er overladt et skøn til at indrømme en ikke-kvantificeret lempelse som »kompensation«. Det er i denne henseende tilstrækkeligt, at den nævnte retsinstans tager hensyn til, at den omstændighed, at det er umuligt at anordne en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, er et forhold, der taler til fordel for den domfældte.

33

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at kun en klart begrundet og kvantificeret kompensation for den ulempe, der følger af umuligheden af at anordne en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, er i overensstemmelse med reglerne i artikel 3, stk. 1 og 5, i rammeafgørelse 2008/675.

34

Det følger af Domstolens praksis vedrørende anvendelsen af den nævnte rammeafgørelse, at den måde, hvorpå der tages hensyn til tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat, i videst mulig omfang skal læne sig op ad den måde, hvorpå der tages hensyn til tidligere nationale domme. For i videst mulig omfang at kunne læne sig op ad ordningen med fastsættelse af en samlet straf, som fastsat i StGB’s §§ 53-55, og hvorefter en kvantificeret beregning af en fælles straf er påkrævet, er den forelæggende ret af den opfattelse, at det er nødvendigt for den retsinstans, der træffer afgørelse om sagens realitet, konkret at godtgøre den ulempe, som følger af umuligheden af at anordne fastsættelse af en samlet straf, og at fratrække denne i den nye samlede straf, der skal idømmes.

35

Den forelæggende ret har tilføjet, at en begrundet og kvantificeret kompensation for den ulempe, som følger af umuligheden af at anordne en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, ikke blot er nødvendig af hensyn til gennemsigtigheden, men også for at gøre det muligt for revisionsdomstolen at efterprøve fastsættelsen af den idømte straf.

36

Den forelæggende ret har anført, at Landgericht Freiburg im Breisgau (den regionale ret i første instans i Freiburg im Breisgau) inden for rammerne af hovedsagen fastsatte den idømte straf uden at tage hensyn til, at en frihedsstraf på seks år medførte en overskridelse af det loft på femten år, der er fastsat for tidsbegrænsede frihedsstraffe i StGB’s § 54, stk. 2. Den nævnte regionale ret henviste desuden ikke til et præcist kriterium, som var vejledende for den måde, hvorpå retsinstansen tog hensyn til domme afsagt i Frankrig i overensstemmelse med artikel 3, stk. 5, andet afsnit, i rammeafgørelse 2008/675.

37

På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

38

Domstolens præsident har i medfør af den beføjelse, som den pågældende er tillagt i henhold til artikel 107, stk. 3, i Domstolens procesreglement, opfordret Anden Afdeling til at undersøge, om der er behov for af egen drift at undergive den foreliggende sag den præjudicielle hasteprocedure, som er omhandlet i artikel 23a, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

39

Det skal fastslås, at de fastsatte betingelser for iværksættelse af denne procedure er opfyldt i den foreliggende sag.

40

For det første skal det bemærkes, at det af procesreglementets artikel 107, stk. 1, fremgår, at det kun er præjudicielle forelæggelser, hvorved der rejses et eller flere spørgsmål vedrørende et af de områder, som er omhandlet i EUF-traktatens tredje del, afsnit V – idet dette afsnit V vedrører et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed – der kan undergives hasteproceduren.

41

De områder, som er omhandlet i nævnte afsnit V, omfatter bl.a. retligt samarbejde i straffesager.

42

I det foreliggende tilfælde vedrører den præjudicielle forelæggelse en fortolkning af rammeafgørelse 2008/675, som indeholder regler om, at der i forbindelse med en ny straffesag skal tages hensyn til de straffedomme, som er blevet afsagt i andre medlemsstater for andre forhold.

43

Den nævnte rammeafgørelse er desuden blevet vedtaget på grundlag af artikel 31 TEU, der er blevet erstattet af artikel 82 TEUF, 83 TEUF og 85 TEUF. Disse artikler i EUF-traktaten henhører formelt under kapitlet om retligt samarbejde i straffesager.

44

Det følger af det ovenstående, at den præjudicielle forelæggelse rejser flere spørgsmål vedrørende et af de områder, der er omhandlet i afsnit V i EUF-traktatens tredje del, nemlig det retlige samarbejde i straffesager, og at forelæggelsen derfor kan undergives hasteproceduren.

45

Hvad for det andet angår kriteriet om den hastende karakter fremgår det af fast retspraksis, at dette kriterium er opfyldt, når den i hovedsagen berørte person på tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse er frihedsberøvet, og når den pågældendes fortsatte frihedsberøvelse afhænger af løsningen af tvisten i hovedsagen (jf. senest dom af 28.4.2022, C og CD (Retlige hindringer for fuldbyrdelsen af en afgørelse om overgivelse), C-804/21 PPU, EU:C:2022:307, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

46

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at MV faktisk er frihedsberøvet, og at afgørelsen af tvisten i hovedsagen kan have en indflydelse på spørgsmålet om hans fortsatte frihedsberøvelse.

47

Den forelæggende ret har forklaret, at såfremt artikel 3, stk. 1 og 5, i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at tidligere domme afsagt i Frankrig skal tillægges samme virkninger som nationale domme, er det ikke længere muligt at idømme en straf, der kan fuldbyrdes over for MV, idet den i StGB’s § 54, stk. 2, fastsatte frist på 15 år for tidsbegrænsede frihedsstraffe er blevet overskredet.

48

På denne baggrund har Domstolens Anden Afdeling den 27. september 2022, efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, af egen drift besluttet, at den præjudicielle forelæggelse skal undergives den præjudicielle hasteprocedure.

49

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1 og 5, i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at en medlemsstat i forbindelse med en straffesag mod en person er forpligtet til at tillægge tidligere domme, der er blevet afsagt i en anden medlemsstat mod denne person og for andre forhold, samme virkninger som tidligere nationale domme i overensstemmelse med den pågældende nationale rets regler om fastsættelse af en samlet straf, når den overtrædelse, for hvilken denne retssag gennemføres, for det første er begået, inden disse tidligere domme er afsagt, og når en hensyntagen til de nævnte tidligere domme i henhold til disse regler i national ret for det andet vil forhindre den nationale retsinstans, som behandler retssagen, i at idømme en straf, der kan fuldbyrdes over for den pågældende person.

50

Rammeafgørelse 2008/675 har, således som det fremgår af femte til ottende betragtning hertil, til formål at opnå, at hver enkelt medlemsstat sikrer, at tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat tillægges samme retsvirkninger som dem, der tillægges tidligere nationale domme i henhold til national ret (dom af 15.4.2021, AV (Samlet dom), C-221/19, EU:C:2021:278, præmis 49).

51

I overensstemmelse med dette formål pålægger den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 1, sammenholdt med femte betragtning hertil, medlemsstaterne at sikre, at der i forbindelse med en ny straffesag mod en bestemt person for det første tages hensyn til tidligere domme afsagt i andre medlemsstater mod den pågældende for andre forhold, om hvilke der er fremskaffet oplysninger i henhold til relevante instrumenter om gensidig retshjælp eller om udveksling af oplysninger fra strafferegistre, i det omfang der tages hensyn til tidligere nationale domme i henhold til national ret, og at sådanne domme for det andet tillægges samme retsvirkninger som sidstnævnte nationale domme i overensstemmelse med denne ret, uanset om disse retsvirkninger betragtes som spørgsmål om faktiske forhold eller som retlige spørgsmål af processuel eller materiel karakter.

52

Rammeafgørelsens artikel 3, stk. 2, præciserer, at den nævnte forpligtelse finder anvendelse i fasen før retssagen, under selve retssagen og i domsfuldbyrdelsesfasen, navnlig med hensyn til reglerne for straffens type og omfang samt reglerne for fuldbyrdelse af afgørelsen.

53

Domstolen har fastslået, at rammeafgørelse 2008/675 finder anvendelse på en national procedure, der i forbindelse med fuldbyrdelsen fastsætter en samlet frihedsstraf under hensyntagen til den straf, som en person er idømt af den nationale retsinstans, samt den, der er fastsat inden for rammerne af en tidligere dom afsagt af en domstol i en anden medlemsstat mod den samme person for andre forhold (dom af 15.4.2021, AV (Samlet dom), C-221/19, EU:C:2021:278, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

54

I det foreliggende tilfælde fremgår det af de forklaringer, som den forelæggende ret har givet, og som er sammenfattet i nærværende doms præmis 21-24, at såfremt det under omstændighederne i tvisten i hovedsagen forholder sig således, at de tidligere domme afsagt af franske domstole mod MV blev ligestillet med domme afsagt af tyske domstole i overensstemmelse med den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 1, vil den retsinstans, der skal træffe afgørelse om sagens realitet, være forpligtet til at fastsætte en samlet straf i overensstemmelse med de i StGB’s §§ 53-55 fastsatte regler. I så fald ville det ikke være muligt at idømme en straf, der kan fuldbyrdes over for MV, eftersom det i StGB’s § 54, stk. 2, fastsatte loft på 15 år for tidsbegrænsede frihedsstraffe er blevet overskredet.

55

Det skal imidlertid bemærkes, at det af artikel 3, stk. 5, første afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 fremgår, at hvis den overtrædelse, for hvilken den nye retssag gennemføres, er begået, inden den tidligere dom er afsagt eller fuldstændig fuldbyrdet, forpligter rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1 og 2, ikke medlemsstaterne til at anvende nationale bestemmelser om idømmelse af straf, hvis anvendelsen af sådanne bestemmelser på udenlandske domme vil begrænse dommerens mulighed for at idømme en straf i forbindelse med en ny straffesag.

56

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at MV i forbindelse med den straffesag, der er blevet indledt ved de tyske domstole, blev kendt skyldig i grov voldtægt for forhold begået den 10. oktober 2003. De domme, hvortil der skal tages hensyn inden for rammerne af den nævnte retssag, blev i øvrigt afsagt af franske domstole efter denne dato. Det må derfor fastslås, at den tidsmæssige betingelse, der er indeholdt i artikel 3, stk. 5, første afsnit, i rammeafgørelse 2008/675, er opfyldt under omstændighederne i tvisten i hovedsagen.

57

Omstændighederne i tvisten i hovedsagen kan følgelig være omfattet af den undtagelse, som er fastsat i den nævnte bestemmelse.

58

Hvad angår rækkevidden af denne undtagelse fritager den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 5, første afsnit, medlemsstaterne for forpligtelsen til at anvende »nationale bestemmelser om idømmelse af straf« på tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat, hvis anvendelsen af disse regler vil »begrænse dommerens mulighed for at idømme en straf i forbindelse med en ny straffesag«.

59

I det foreliggende tilfælde skal det for det første fastslås, at de tyske retsregler om fastsættelse af en samlet straf, der er fastsat i StGB’s §§ 53-55, og som er påberåbt i hovedsagen, udgør »nationale bestemmelser om idømmelse af straf« som omhandlet i den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 5, første afsnit. Disse tyske retsregler opstiller nemlig rammerne for straffedomstolens beføjelse til at idømme straf i tilfælde af flere lovovertrædelser, uanset om disse er genstand for en enkelt retssag eller flere særskilte retssager.

60

For det andet, og således som det er blevet anført i nærværende doms præmis 54, er anvendelsen af disse regler for så vidt angår tidligere domme afsagt i Frankrig til hinder for, at den nationale retsinstans idømmer en straf, der kan fuldbyrdes inden for rammerne af hovedsagen.

61

Under omstændighederne i tvisten i hovedsagen har den omstændighed, at tidligere domme afsagt i Frankrig tillægges samme virkninger som tidligere nationale domme, derfor til følge at »begrænse dommerens mulighed for at idømme en straf i forbindelse med en ny straffesag« som omhandlet i artikel 3, stk. 5, første afsnit, i rammeafgørelse 2008/675.

62

Det følger af det ovenstående, at den undtagelse, der er fastsat i den nævnte bestemmelse, faktisk finder anvendelse under omstændighederne i tvisten i hovedsagen og bevirker, at den nationale retsinstans fritages for forpligtelsen til at tillægge tidligere domme afsagt i Frankrig samme virkninger som nationale domme i overensstemmelse med de regler om fastsættelse af en samlet straf, der er fastsat i StGB’s §§ 53-55.

63

En sådan fortolkning understøttes i øvrigt af såvel den sammenhæng, hvori artikel 3 i rammeafgørelse 2008/675 indgår, som de formål, der forfølges med rammeafgørelsens artikel 3, stk. 5.

64

Hvad angår den sammenhæng, hvori artikel 3 i rammeafgørelse 2008/675 indgår, skal det bemærkes, at det af femte betragtning til denne rammeafgørelse fremgår, at rammeafgørelsen ikke tager sigte på at harmonisere de konsekvenser, som tidligere domme skal have ifølge de forskellige nationale lovgivninger. Det fremgår ligeledes af tredje betragtning til den nævnte rammeafgørelse, at rammeafgørelsen begrænser sig til at pålægge medlemsstaterne en minimumsforpligtelse til i forbindelse med en ny straffesag at tage hensyn til domme afsagt i andre medlemsstater.

65

Det fremgår endvidere af 13. betragtning til rammeafgørelse 2008/675, at i denne rammeafgørelse respekteres de mange forskellige nationale løsninger og procedurer, der er nødvendige for at tage hensyn til en tidligere dom afsagt i en anden medlemsstat. Denne rammeafgørelse bidrager således til oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed inden for Unionen, hvor medlemsstaternes forskellige retssystemer og retstraditioner respekteres, i overensstemmelse med artikel 67, stk. 1, TEUF.

66

Det princip om ligestilling af tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat, der er fastsat i den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 1, skal derfor forenes med nødvendigheden af at respektere medlemsstaternes forskellige traditioner og straffesystemer. Således som det præciseres i ottende betragtning til den nævnte rammeafgørelse, bør det kun »så vidt muligt« undgås, at den berørte person behandles dårligere, end hvis den tidligere dom havde været en national dom.

67

Hvad angår det formål, der forfølges med artikel 3, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/675, fremgår det udtrykkeligt af bestemmelsens ordlyd, at denne tilsigter at bevare »dommerens mulighed for at idømme en straf« med henblik på at straffe en lovovertrædelse begået på det nationale område, før dommene i en anden medlemsstat er afsagt eller fuldbyrdet.

68

Som Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof (statsadvokaten ved forbundsdomstolen, Tyskland) og Europa-Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, er det i en sammenhæng, der er kendetegnet ved medlemsstaternes forskellige traditioner og straffesystemer, navnlig med hensyn til strafferammer og de nærmere vilkår for straffuldbyrdelse, ikke udelukket, at en hensyntagen til domme afsagt i en anden medlemsstat kan være til hinder for pålæggelse af en eksigibel straf med henblik på at sanktionere en lovovertrædelse begået på den pågældende medlemsstats område, allerede inden disse domme er afsagt eller fuldbyrdet.

69

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den forelæggende rets forklaringer, at i forbindelse med tvisten i hovedsagen ville den omstændighed, at tidligere domme afsagt i Frankrig eventuelt skulle tillægges samme virkninger som nationale domme inden for rammerne af den efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, som er fastsat i StGB’s § 55, stk. 1, være til hinder for, at der blev idømt en eksigibel straf for grov voldtægt begået i Tyskland, inden disse domme blev afsagt.

70

Det med artikel 3, stk. 5, første afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 forfulgte formål består imidlertid netop i at bevare de nationale retsinstansers beføjelse til i et sådant tilfælde at idømme en straf under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige traditioner og straffesystemer ved at fritage medlemsstaterne for den forpligtelse til at ligestille tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat med tidligere nationale domme, som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 3, stk. 1.

71

Det skal endvidere præciseres, at der ikke af denne grund er noget til hinder for, at medlemsstaterne tillægger domme afsagt i en anden medlemsstat samme virkninger som nationale domme i det tilfælde, som er omhandlet i artikel 3, stk. 5, første afsnit, i rammeafgørelse 2008/675. Således som det fremgår af tredje betragtning til rammeafgørelsen, er formålet med denne at pålægge en minimumsforpligtelse til at tage hensyn til domme afsagt i en anden medlemsstat, således at det står medlemsstaterne frit for at tage hensyn til disse domme i de tilfælde, hvor de ikke er forpligtet hertil i medfør af rammeafgørelsen.

72

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1 og 5, i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at en medlemsstat i forbindelse med en straffesag mod en person ikke er forpligtet til at tillægge tidligere domme, der er blevet afsagt i en anden medlemsstat mod denne person og for andre forhold, samme virkninger som tidligere nationale domme i overensstemmelse med den pågældende nationale rets regler om fastsættelse af en samlet straf, når den overtrædelse, for hvilken denne retssag gennemføres, for det første er begået, inden disse tidligere domme er afsagt, og når en hensyntagen til de nævnte tidligere domme i henhold til disse regler i national ret for det andet vil forhindre den nationale retsinstans, som behandler retssagen, i at idømme en straf, der kan fuldbyrdes over for den pågældende person.

73

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 5, andet afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at en hensyntagen til tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat i denne bestemmelses forstand kræver af den nationale retsinstans, at denne konkret godtgør og begrunder den ulempe, der følger af, at det ikke er muligt at anordne den efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, som er fastsat for tidligere nationale domme.

74

Det fremgår af den nævnte bestemmelses ordlyd, at medlemsstaterne i enhver straffesag, der er omfattet af den undtagelse, som er fastsat i den nævnte rammeafgørelses artikel 3, stk. 5, første afsnit, skal sikre, at »deres domstole […] på anden måde kan tage hensyn til tidligere domme, der er afsagt i andre medlemsstater«.

75

For at opfylde denne forpligtelse er det tilstrækkeligt, at medlemsstaterne under overholdelse af EU-retten og de formål, som forfølges med den nævnte rammeafgørelse, giver deres nationale retsinstanser mulighed for på anden måde at tage hensyn til tidligere domme, der er afsagt i andre medlemsstater.

76

Derimod kan der ikke af den nævnte bestemmelse udledes nogen forpligtelse for så vidt angår de konkrete materielle eller processuelle bestemmelser, som de nationale retsinstanser skal overholde, når de faktisk tager hensyn til tidligere domme, der er afsagt i andre medlemsstater.

77

I mangel af yderligere præciseringer i selve bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/675 skal det fastslås, at rammeafgørelsen indrømmer medlemsstaterne et skøn med hensyn til de konkrete gennemførelsesbestemmelser for så vidt angår de nationale retsinstansers mulighed for i henhold til rammeafgørelsens artikel 3, stk. 5, andet afsnit, at tage hensyn til tidligere domme, der er afsagt i andre medlemsstater.

78

Følgelig kan det ikke af artikel 3, stk. 5, andet afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 udledes, at den retsinstans, som påkender sagens realitet, under omstændighederne i tvisten i hovedsagen er forpligtet til at foretage en kvantificeret beregning af den ulempe, der følger af, at det er umuligt at anvende de nationale regler, der vedrører fastsættelse af en samlet straf, og som er fastsat for nationale domme, og efterfølgende at indrømme en nedsættelse af straffen på grundlag af denne beregning.

79

Således som generaladvokaten har anført i punkt 85 og 86 i forslaget til afgørelse, vedrører det eneste krav, der kan udledes af den nævnte bestemmelse, spørgsmålet om, hvorvidt de nationale domstole har mulighed for at tage hensyn til tidligere domme, der er afsagt i andre medlemsstater, uden at de konkrete bestemmelser for denne hensyntagen dog er blevet fastsat af EU-lovgiver.

80

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at Landgericht Freiburg im Breisgau (den regionale ret i første instans i Freiburg im Breisgau) faktisk tog hensyn til tidligere domme afsagt i Frankrig. I sin dom af 21. februar 2022 indrømmede den nævnte retsinstans nemlig »som kompensation« en strafnedsættelse på ét år i en oprindelig frihedsstraf på syv år for at tage hensyn til, at det var umuligt at foretage en efterfølgende fastsættelse af en samlet straf med de domme, der var blevet afsagt i Frankrig.

81

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 5, andet afsnit, i rammeafgørelse 2008/675 skal fortolkes således, at en hensyntagen til tidligere domme afsagt i en anden medlemsstat i denne bestemmelses forstand ikke kræver af den nationale retsinstans, at denne konkret godtgør og begrunder den ulempe, der følger af, at det ikke er muligt at anordne den efterfølgende fastsættelse af en samlet straf, som er fastsat for tidligere nationale domme.

82

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: