Retsforskrifter

Forordning (EF) nr. 139/2004

Forordning (EF) nr. 802/2004

Retningslinjerne for horisontale fusioner

De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten og den omtvistede afgørelse

Sagen for Retten og den appellerede dom

Parternes påstande

Om appellen

Det første anbringende

Det første anbringendes første led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det første anbringendes første led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det andet anbringende

Det andet anbringendes første led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det andet anbringendes andet led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det andet anbringendes tredje led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det andet anbringendes fjerde led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringende

Det tredje anbringendes første led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes andet led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes tredje led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes fjerde led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes femte led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det tredje anbringendes sjette led

– Parternes argumenter

– Domstolens bemærkninger

Det fjerde anbringende

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Det femte anbringende

Parternes argumenter

Domstolens bemærkninger

Sagsomkostninger

1

Med sin appel har thyssenkrupp AG nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 22. juni 2022, thyssenkrupp mod Kommissionen (T-584/19, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2022:386), hvorved Retten frifandt Kommissionen i appellantens søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 4228 final af 11. juni 2019 om en fusions uforenelighed med det indre marked og EØS-aftalens funktion (sag M.8713 – Tata Steel/thyssenkrupp/JV) (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

25. betragtning til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT 2004, L 24, s. 1) har følgende ordlyd:

3

Artikel 2 i forordning nr. 139/2004 med overskriften »Vurdering af fusioner« bestemmer:

»1.   Fusioner, der er omfattet af denne forordning, vurderes på grundlag af målene for denne forordning og følgende bestemmelser med henblik på at fastslå, om de er forenelige med det fælles marked.

I denne vurdering tager [Europa-]Kommissionen hensyn til

2.   Fusioner, der ikke hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres forenelige med fællesmarkedet.

3.   Fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres uforenelige med fællesmarkedet.

4.   I det omfang, hvor etableringen af et joint venture, som udgør en fusion efter artikel 3, har til formål eller til følge at samordne fortsat uafhængige virksomheders konkurrenceadfærd, vurderes denne samordning efter kriterierne i [...] artikel 101, stk. 1 og 3, [TEUF] for at fastslå, om transaktionen er forenelig med fællesmarkedet.

5.   Ved denne vurdering tager Kommissionen navnlig hensyn til

4

Nævnte forordnings artikel 3 med overskriften »Definition af en fusion« bestemmer følgende i stk. 1, litra b), og i stk. 4:

»1.   Der anses at foreligge en fusion, når en ændring af kontrolforholdene på et varigt grundlag beror på,

[...]

[...]

4.   Oprettelse af joint venture-selskaber, som på et varigt grundlag varetager en selvstændig erhvervsvirksomheds samtlige funktioner, udgør en fusion efter stk. 1, litra b).«

5

Nævnte forordnings artikel 4 med overskriften »Forudgående anmeldelse af fusioner og henvisning af fusioner før anmeldelse efter anmodning fra de anmeldende parter« fastsætter følgende i stk. 1:

»Fusioner med fællesskabsdimension, som er omfattet af denne forordning, skal anmeldes til Kommissionen, før de gennemføres, og så snart fusionsaftalen er indgået, overtagelsestilbuddet offentliggjort eller en kontrollerende andel erhvervet.

Anmeldelse kan også indgives, når de deltagende virksomheder over for Kommissionen kan godtgøre, at de i god tro har til hensigt at indgå en aftale, eller når de for overtagelsestilbuds vedkommende i god tro offentligt har tilkendegivet en hensigt om at afgive et bud, for så vidt som denne aftale eller dette bud vil resultere i en fusion med fællesskabsdimension.

Ved anvendelsen af denne forordning omfatter begrebet »anmeldt fusion« også planlagte fusioner anmeldt i henhold til andet afsnit. Ved anvendelsen af stk. 4 og 5 omfatter udtrykket »fusion« også planlagte fusioner som omhandlet i andet afsnit.«

6

Forordningens artikel 6 med overskriften »Behandling af anmeldelsen og indledning af proceduren« foreskriver i stk. 1, litra c):

»Kommissionen behandler anmeldelsen straks ved modtagelsen.

[...]

7

Artikel 8, stk. 2 og 3, i forordning nr. 139/2004, der har overskriften »Kommissionens beslutningsbeføjelser«, er affattet således:

»2.   Finder Kommissionen, at en anmeldt fusion, efter at de deltagende virksomheder har foretaget ændringer, opfylder kriteriet i artikel 2, stk. 2, og i de i artikel 2, stk. 4, omhandlede tilfælde kriterierne i [...] artikel [101], stk. 3, [TEUF,] vedtager den en beslutning, hvorved den erklærer fusionen forenelig med fællesmarkedet.

Kommissionen kan til sin beslutning knytte betingelser og påbud for at sikre, at de deltagende virksomheder opfylder de tilsagn, de har afgivet over for Kommissionen med hensyn til at gøre fusionen forenelig med fællesmarkedet.

En beslutning, hvorved en fusion erklæres forenelig med fællesmarkedet, anses for at omfatte konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse.

3.   Finder Kommissionen, at en fusion opfylder kriteriet i artikel 2, stk. 3, eller i de i artikel 2, stk. 4, omhandlede tilfælde ikke opfylder kriterierne i [...] artikel [101,] stk. 3, [TEUF,] vedtager den en beslutning, hvorved fusionen erklæres uforenelig med fællesmarkedet.«

8

Denne forordnings artikel 11 med overskriften »Anmodning om oplysninger« fastsætter i stk. 1:

»Til udførelse af de opgaver, som ved denne forordning er henlagt til Kommissionen, kan den i form af en anmodning eller beslutning anmode de i artikel 3, stk. 1, litra b), omhandlede personer samt virksomheder og virksomhedssammenslutninger om alle nødvendige oplysninger.«

9

Nævnte forordnings artikel 14 med overskriften »Bøder« bestemmer i stk. 1, litra c):

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge de i artikel 3, stk. 1, litra b), omhandlede personer, virksomheder eller virksomhedssammenslutninger bøder på op til 1% af de deltagende virksomheders eller virksomhedssammenslutningers samlede omsætning som defineret i artikel 5, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

[...]

10

Forordningens artikel 15 med overskriften »Tvangsbøder« fastsætter i stk. 1, litra a):

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge de i artikel 3, stk. 1, litra b), omhandlede personer, virksomheder og virksomhedssammenslutninger tvangsbøder på op til 5% af den deltagende virksomheds eller virksomhedssammenslutnings gennemsnitlige daglige omsætning som defineret i artikel 5 for hver arbejdsdag, hvormed fristen i dens beslutning overskrides, for at tvinge dem til:

[...]«

11

Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EUT 2004, L 133, s. 1, berigtiget i EUT 2004, L 172, s. 9), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1269/2013 af 5. december 2013 (EUT 2013, L 336, s. 1), bestemte følgende i artikel 13, stk. 2:

»2. Kommissionen meddeler skriftligt de anmeldende parter sine klagepunkter.

Ved fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter fastsætter Kommissionen en frist, inden for hvilken de anmeldende parter kan fremsætte bemærkninger skriftligt til Kommissionen.

Kommissionen giver andre implicerede parter skriftlig underretning om sine klagepunkter.

Kommissionen fastsætter desuden en frist, inden for hvilken disse andre implicerede parter skriftligt kan fremsætte bemærkninger til Kommissionen.

Kommissionen har ikke pligt til at tage hensyn til bemærkninger, som den modtager efter udløbet af den af den fastsatte frist.«

12

Punkt 14, 16, 19-21, 28, 32-35, 37 og 38 i Kommissionens meddelelse med titlen »Retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser« (EUT 2004, C 31, s. 5, herefter »retningslinjerne for horisontale fusioner«) er affattet således:

»III. MARKEDSANDELE OG KONCENTRATIONSGRAD

[...]

[...]

HHI

[...]

IV. HORISONTALE FUSIONERS MULIGE KONKURRENCESKADELIGE VIRKNINGER

Fusionsparterne er nære konkurrenter

[...]

Konkurrenterne vil sandsynligvis ikke forøge udbuddet, hvis priserne stiger

[...]

Fusionen eliminerer en betydelig konkurrencemæssig faktor

13

Sagens baggrund blev fremstillet i den appellerede doms præmis 1-23 og kan sammenfattes som følger.

14

thyssenkrupp er en tysk virksomhed, der udøver aktiviteter inden for fremstilling af flade produkter af kulstofstål, materialetjenester, elevatorteknologi, industrielle løsninger og komponentteknologi. Denne virksomhed er en af de største europæiske producenter af fladt kulstofstål og udøver aktiviteter i hele værdikæden for fladt kulstofstål og fremstillingen af primærstål til færdige belagte produkter. Virksomheden fremstiller en række produkter af fladt kulstofstål, herunder varmvalset stål, koldvalset stål, stål med metallisk belægning og lamineret stål til emballering, galvaniseret stål, stål med organisk belægning, kornorienteret elektrisk stål (herefter »GOES«) og ikke-kornorienteret elektrisk stål. thyssenkrupps aktiviteter er koncentreret i Tyskland, og denne virksomheds fabrikker ligger i Duisburg (Tyskland), men virksomheden har ligeledes efterbehandlingsanlæg i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), bl.a. i Frankrig, Tyskland og Spanien.

15

Tata Steel Ltd (herefter »TSE«) er en indisk virksomhed, som udøver aktiviteter inden for udvinding af kul og jernmalm, fremstilling af stålprodukter og salg af disse stålprodukter i hele verden. TSE producerer endvidere ferrolegeringer og beslægtede mineraler og fremstiller visse andre produkter som f.eks. landbrugsudstyr og lejer. TSE fremstiller og sælger navnlig en række produkter af kulstofstål, herunder varmvalset stål, koldvalset stål, stål med metallisk belægning og lamineret stål til emballering, galvaniseret stål, stål med organisk belægning samt GOES og ikke-kornorienteret elektrisk stål. TSE fremstiller ligeledes andre produkter i efterfølgende led, såsom rør af kulstofstål og stålelementer til byggeri. TSE’s fabrikker ligger hovedsageligt i Det Forenede Kongerige og Nederlandene, men denne virksomhed har ligeledes et vist antal efterbehandlingsanlæg andre steder i Europa, bl.a. i Belgien, Tyskland og Sverige.

16

Den 25. september 2018 anmeldte thyssenkrupp og TSE (herefter samlet »parterne i den påtænkte fusion«) i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 en påtænkt fusion (herefter »den påtænkte fusion«) til Kommissionen, hvorved de ville erhverve fælles kontrol over en nyoprettet fælles virksomhed (herefter »JV«) som omhandlet i denne forordnings artikel 3, stk. 1, litra b), og artikel 3, stk. 4.

17

I medfør af den påtænkte fusion ville JV drive virksomhed inden for fremstilling af fladt kulstofstål og produkter af elektrisk stål. Hver af parterne i den påtænkte fusion ville afhænde sine aktiviteter og aktiver vedrørende fremstilling af fladt kulstofstål og produkter af elektrisk stål i Europa til JV. thyssenkrupps stålværkstjenester ville ligeledes blive overført til JV. Parterne i den påtænkte fusion ville desuden hver især eje 50% af aktierne i JV. Ingen af parterne ville få relevante vetorettigheder, som den anden part ikke havde, og de ville således kontrollere den fælles virksomhed i fællesskab. JV ville vedvarende opfylde alle opgaver for en selvstændig økonomisk enhed, der selv er til stede på både det førliggende og det efterfølgende marked. JV ville således være en fuldstændigt fungerende fælles virksomhed.

18

Ved afgørelse af 20. oktober 2018 fandt Kommissionen, at der var alvorlig tvivl om den påtænkte fusions forenelighed med det indre marked, og besluttede at indlede en grundig undersøgelsesprocedure efter artikel 6, stk. 1, litra c), i forordning nr. 139/2004.

19

Den 13. februar 2019 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse, hvori den fastslog, at den påtænkte fusion ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt på en væsentlig del af det indre marked som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 139/2004.

20

Den 27. februar 2019 indgav parterne i den påtænkte fusion deres besvarelse af klagepunktsmeddelelsen til Kommissionen. De bekræftede, at de ikke anmodede om at blive hørt.

21

Den 20. marts 2019 tilstillede Kommissionen dem en skrivelse, hvori den anførte de faktiske omstændigheder og beviser, som understøttede de klagepunkter, som den havde fremsat i klagepunktsmeddelelsen. Parterne i den påtænkte fusion fremsatte deres bemærkninger til denne skrivelse den 25. marts 2019.

22

Den 1. april 2019 afgav parterne i den påtænkte fusion tilsagn i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 med henblik på at løse de konkurrenceproblemer, der var identificeret i klagepunktsmeddelelsen.

23

Den 23. april 2019 afgav disse parter reviderede tilsagn.

24

Under den administrative procedure kontaktede Kommissionen – ud over de anmodninger om oplysninger, som den tilstillede parterne i den påtænkte fusion – et vist antal aktører på markedet, herunder kunder og konkurrenter til parterne i den påtænkte fusion, og anmodede dem om at udlevere oplysninger i henhold til artikel 11 i forordning nr. 139/2004. Der blev ligeledes afviklet en række udvekslinger og møder mellem parterne i den påtænkte fusion og Kommissionen. Kommissionen fremlagde desuden et vist antal dokumenter for disse parter, og de fik flere gange aktindsigt i sagsakterne.

25

Den 11. juni 2019 vedtog Kommissionen i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 den omtvistede afgørelse, hvorved den fastslog, at den påtænkte fusion var uforenelig med det indre marked og EØS.

26

I denne afgørelse fremførte Kommissionen betragtninger om bl.a. de pågældende markeder, den påtænkte fusions konkurrencemæssige virkninger og tilsagnene afgivet af parterne i den påtænkte fusion.

27

Hvad angår de pågældende produktmarkeder lagde Kommissionen i 256. betragtning til den omtvistede afgørelse til grund, at varmdyppet, galvaniseret stål (herefter »HDG-stål«) og elektrogalvaniseret stål (herefter »EG-stål«) sandsynligvis var forskellige produktmarkeder, men at det ikke var nødvendigt at drage en specifik konklusion herom.

28

I 257. betragtning til denne afgørelse lagde Kommissionen i det væsentlige til grund, at fremstillingen og leveringen af HDG-stål til bilindustrien (herefter »HDG-stål til bilindustrien«) udgjorde et særskilt marked i forhold til markedet for fremstilling og levering af HDG-stål til andre anvendelsesformål.

29

I 301. betragtning til nævnte afgørelse lagde Kommissionen til grund, at fremstillingen og leveringen af hvidblik (herefter »TP«) og af stål med elektrolytisk chrombelægning (herefter »ECCS-stål«) til emballering udgjorde særskilte produktmarkeder.

30

I 302. betragtning til afgørelsen lagde Kommissionen desuden til grund, at fremstillingen og leveringen af lamineret stål til emballering ligeledes udgjorde et særskilt produktmarked.

31

Hvad angår de berørte geografiske markeder lagde Kommissionen i 456. betragtning til den omtvistede afgørelse i det væsentlige til grund, at det relevante geografiske marked for fremstilling og levering af HDG-stål til bilindustrien omfattede hele EØS, og at der desuden var beviser for en geografisk differentiering inden for EØS.

32

I 457. betragtning til den omtvistede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at de relevante geografiske markeder for fremstilling og levering af TP, ECCS-stål og lamineret stål til emballering maksimalt omfattede EØS.

33

Med hensyn til den påtænkte fusions virkninger på konkurrencen lagde Kommissionen i 1250. og 1669. betragtning til den omtvistede afgørelse til grund, at fusionen ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt hvad angår fremstilling og levering af HDG-stål til bilindustrien i EØS på grund af de ikke-koordinerede horisontale virkninger som følge af fjernelsen af et stort konkurrencepres.

34

I 1416., 1417., 1419. og 1670. betragtning til den omtvistede afgørelse lagde Kommissionen ligeledes til grund, at den påtænkte fusion ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt med hensyn til fremstillingen og leveringen af TP og lamineret stål til emballering i EØS, idet denne fusion ville skabe en dominerende stilling på de pågældende markeder. I denne henseende præciserede Kommissionen, at den påtænkte fusion under alle omstændigheder også ville have ikke-koordinerede horisontale virkninger med hensyn til fremstillingen og leveringen af TP og lamineret stål til emballering i EØS, eftersom et stort konkurrencepres blev fjernet.

35

I 1416., 1418., 1419. og 1671. betragtning til den omtvistede afgørelse lagde Kommissionen til grund, at den påtænkte fusion ville hæmme den effektive konkurrence betydeligt med hensyn til fremstillingen og leveringen af ECCS-stål til emballering i EØS som følge af de ikke-koordinerede horisontale virkninger, der skyldtes fjernelsen af et stort konkurrencepres.

36

Med hensyn til de tilsagn, som parterne i den påtænkte fusion havde foreslået, lagde Kommissionen i 1668. og 1672. betragtning til den omtvistede afgørelse til grund, at disse tilsagn ikke fuldstændigt ville ophæve de betydelige hindringer for den effektive konkurrence, der skyldtes den påtænkte fusion hvad angår dels stål med metalbelægning (TP og ECCS-stål) og lamineret stål til emballering i EØS, dels HDG-stål til bilindustrien i EØS, og at de nævnte tilsagn hverken var komplette eller effektive i alle henseender. Kommissionen fandt desuden, at det ikke var muligt med den fornødne sikkerhed at konkludere, at JV’s aktiviteter ville være levedygtige inden for den påtænkte korrigerende struktur.

37

Følgelig fastslog Kommissionen, at den påtænkte fusion var uforenelig med det indre marked.

38

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. august 2019 anlagde thyssenkrupp sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

39

Til støtte for dette søgsmål fremsatte thyssenkrupp otte anbringender.

40

Det første anbringende vedrørte proceduremæssige fejl, retlige fejl og åbenbart urigtige skøn ved afgrænsningen af markederne for HDG-stål til bilindustrien og stål til emballering. Det andet anbringende vedrørte proceduremæssige fejl, retlige fejl og åbenbart urigtige skøn ved afgrænsningen af de geografiske markeder for HDG-stål til bilindustrien og stål til emballering. Det tredje anbringende vedrørte proceduremæssige fejl, retlige fejl og åbenbart urigtige skøn med hensyn til konstateringen af en betydelig hindring for effektiv konkurrence på det angivelige marked for HDG-stål til bilindustrien. Det fjerde anbringende vedrørte proceduremæssige fejl, retlige fejl og åbenbart urigtige skøn med hensyn til konstateringen af en betydelig hindring for effektiv konkurrence på de angivelige markeder for TP, ECCS-stål og lamineret stål til emballering. Det femte anbringende vedrørte proceduremæssige fejl og åbenbart urigtige skøn vedrørende de korrigerende foranstaltninger, som parterne i den påtænkte fusion havde afgivet. Det sjette anbringende vedrørte en manglende begrundelse for den omtvistede afgørelse hvad angår GOES. Det syvende anbringende vedrørte en proceduremæssig fejl, for så vidt som det ikke blev krævet, at aktørerne på markedet besvarede anmodningerne om oplysninger. Det ottende anbringende vedrørte urigtige skøn med hensyn til analysen af den fusion, der gav anledning til afgørelsen af 7. maj 2018, sag COMP/M.8 444 ArcelorMittal/Ilva (herefter »AM/Ilva-sagen«), efter at denne fusion angiveligt mislykkedes.

41

Ved den appellerede dom forkastede Retten alle disse anbringender og frifandt dermed i det hele Kommissionen i thyssenkrupps søgsmål.

42

thyssenkrupp har nedlagt følgende påstande:

43

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

44

Til støtte for appellen har thyssenkrupp fremsat fem anbringender.

45

Det første anbringende vedrører flere retlige fejl med hensyn til bl.a. afgrænsningen af et særskilt produktmarked for HDG-stål til bilindustrien, afgrænsningen af det relevante geografiske marked, vurderingen af incitamentet for ArcelorMittal (herefter »AM«) til at udøve et konkurrencepres på en prisstigning efter fusionen, den eventuelle eksistens af en betydelig hindring for effektiv konkurrence samt det bevisniveau, der gælder for Kommissionen. Med det andet anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten indledningsvis begik flere retlige fejl vedrørende fastlæggelsen af markederne for HDG-stål til bilindustrien og lamineret stål. Herefter forkastede den med urette visse af thyssenkrupps argumenter som irrelevante. Endelig traf Retten ikke afgørelse om visse klagepunkter i stævningen i første instans, fordi den ikke havde forstået den af thyssenkrupp anførte kritik korrekt. Med det tredje anbringende har appellanten for det første gjort gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning af artikel 2 i forordning nr. 139/2004 og 25. betragtning hertil, og at den med urette fastslog, at Kommissionen kunne støtte sig på de samme faktorer for at underbygge sine to teorier om påvirkning af konkurrencen. For det andet anlagde Retten i det væsentlige en urigtig fortolkning af begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor«. For det tredje foretog den en urigtig fortolkning af begrebet »nære konkurrenter«. For det fjerde begik Retten flere fejl med hensyn til AM’s eventuelle adfærd efter gennemførelsen af den påtænkte fusion og hvad angår spørgsmålet, om denne virksomhed kunne anses for at være et levedygtigt alternativ for købere af TP eller ECCS-stål. For det femte begik Retten flere fejl med hensyn til den indvirkning, som importen af produkter af HDG-stål til bilindustrien og lamineret stål til emballering havde på konkurrencen. For det sjette gengav Retten visse beviser urigtigt og begik en retlig fejl ved udøvelsen af sin prøvelsesret til beregningen af HHI for markederne for HDG-stål, TP og ECCS-stål. Med det fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten for det første ved en urigtig gengivelse af visse beviser ikke tog stilling til en del af thyssenkrupps argumentation og for det andet begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat thyssenkrupps ret til forsvar. Med det femte anbringende har appellanten i det væsentlige gjort gældende, at Retten ikke traf afgørelse om det syvende anbringende i første instans, eftersom den ikke havde forstået dette anbringende korrekt.

46

thyssenkrupp har gjort gældende, at Retten begik flere retlige fejl i den appellerede dom, som henhører under fem forskellige retlige kategorier. For det første foretog Retten ikke en korrekt og fuldstændig domstolsprøvelse af den omtvistede afgørelse på korrekt vis. For det andet gentog og beskrev Retten blot Kommissionens vurdering, der fremgår af denne afgørelse. For det tredje gjorde Retten Kommissionens vurdering til sin egen og foretog ikke sin egen vurdering. For det fjerde omtalte Retten beviser uden at undersøge dem. For det femte undlod Retten at tage stilling til relevante punkter eller anbringender.

47

thyssenkrupp har således fremlagt en tabel, der skematisk angiver 70 præmisser i den appellerede dom, kategorierne på de respektive fejl og det emne, som hver angivelig fejl vedrørte.

48

I denne forbindelse har thyssenkrupp fremført fem klagepunkter, idet denne virksomhed i det væsentlige har givet fem konkrete eksempler på retlige fejl, som Retten har begået.

49

For det første har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 58-63, som vedrører afgræsningen af visse relevante markeder, ikke foretog en vurdering af visse betragtninger til den omtvistede afgørelse, men flere gange blot gengav disse. Retten undersøgte således ikke, om Kommissionens ræsonnement var korrekt, og begrundede heller ikke denne manglende vurdering.

50

For det andet undersøgte Retten ikke Kommissionens vurdering heraf, men gentog blot denne, da den i den appellerede doms præmis 80-85 forkastede thyssenkrupps argumentation, hvorved denne virksomhed tilsigtede at godtgøre, at Kommissionen skulle have anvendt testen »Small but Significant and Non-transitory Increase in Price (SSNIP)«, som er en test støttet på en lille, men betydelig og ikkeforbigående prisstigning (herefter »SSNIP-testen«), for at vurdere substituerbarheden på udbudssiden på markederne for HDG-stål.

51

For det tredje gentog Retten i den appellerede doms præmis 186-189 blot Kommissionens begrundelser i den omtvistede afgørelse uden at anlægge sin egen vurdering, hvilket foranledigede, at den med urette fastslog, at der forelå en række beviser, som godtgjorde, at Kommissionens konstateringer var gyldige, og at denne institution implicit havde taget hensyn til thyssenkrupps indvendinger.

52

For det fjerde har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i nævnte doms præmis 279 og 283 med urette fastslog, at Kommissionen hverken var forpligtet til at bedømme de økonomiske beviser, som den var blevet forelagt, eller til at bevise sin teori om, at konkurrencen blev påvirket. thyssenkrupp har under alle omstændigheder gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 279 fastslog, at der kunne ses bort fra de specifikke og tilgængelige økonomiske beviser for den påtænkte fusions fremtidige virkninger. Henset til det EU-retlige princip om fri bevisbedømmelse kunne Retten ikke fastslå, at fraværet af økonomiske undersøgelser, som påviste den sandsynlige udvikling i situationen på det pågældende marked, og som indikerede et incitament for aktørerne på markedet og den fusionerede enhed til at udvise en bestemt adfærd, ikke i sig selv er afgørende.

53

Det forholder sig også således i en situation, hvor en virksomheds kommercielle interesse skal tages i betragtning med henblik på at efterprøve, om denne interesse i overvejende grad taler for en bestemt adfærd. »Virksomhedens kommercielle interesse« er nemlig i sig selv grundlæggende et økonomisk spørgsmål, som kræver en analyse af de økonomiske beviser, og Retten kan ikke adskille dette rent økonomiske spørgsmål fra undersøgelsen af de tilgængelige økonomiske beviser. Manglen på økonomiske beviser i Kommissionens og Rettens vurderinger udgør endvidere en urigtig gengivelse af beviserne foretaget af henholdsvis Kommissionen og Retten.

54

For det femte har appellanten anført, at Retten ikke foretog en fuldstændig prøvelse af den omtvistede afgørelse, eftersom den, således som det fremgår af den appellerede doms præmis 279-290, blot undersøgte præcise spørgsmål.

55

Subsidiært har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt i alle de præmisser i den appellerede dom, der er omtalt i den tabel, som denne virksomhed har fremlagt.

56

Kommissionen har gjort gældende, at thyssenkrupps argumentation skal afvises, og at den er ugrundet.

57

Det skal bemærkes, at det med hensyn til formaliteten vedrørende thyssenkrupps argumentation, som er anført skematisk i en tabel, der angiver præmisserne i den appellerede dom, kategorierne på de respektive fejl og det emne, som hver angivelig fejl vedrørte, i overensstemmelse med fast retspraksis fremgår af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises (dom af 28.9.2023, QI m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-262/22 P, EU:C:2023:714, præmis 71).

58

Et anbringende opfylder bl.a. ikke disse krav og skal afvises, såfremt dets argumentation ikke er tilstrækkelig klar og præcis til, at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol, navnlig fordi de væsentlige elementer, som anbringendet er støttet på, ikke fremgår på en tilstrækkelig sammenhængende og forståelig måde af dette appelskrifts ordlyd, der i denne henseende er formuleret på en uklar og tvetydig måde. Domstolen har ligeledes fastslået, at en appel åbenbart skulle afvises fra realitetsbehandling, da den savnede en sammenhængende struktur, begrænsede sig til generelle udsagn og ikke indeholdt præcise angivelser af de præmisser i den appellerede afgørelse, der eventuelt måtte være behæftede med en retlig fejl (dom af 28.9.2023, QI m.fl. mod Kommissionen og ECB, C-262/22 P, EU:C:2023:714, præmis 72).

59

Det skal fastslås, at selv om thyssenkrupp i den foreliggende sag i tabellen har identificeret de præmisser i den appellerede dom, som denne virksomhed har anfægtet med det første anbringende, har virksomheden ikke præcist og specifikt angivet de retlige fejl, som Retten angiveligt begik i disse præmisser.

60

Den blotte abstrakte og skematiske angivelse af mere end 70 præmisser i den appellerede dom, kategorierne på de respektive fejl og det emne, som hver angivelig fejl vedrørte, opfylder ikke de krav, der er anført i nærværende doms præmis 57 og 58. Alle de klagepunkter, som ikke specifikt underbygges af retlige argumenter, skal dermed afvises.

61

Kun de fem klagepunkter, for hvilke thyssenkrupp præcist har anført de elementer, der anfægtes i den appellerede dom, og fremført juridiske argumenter, der specifikt støtter denne virksomheds udsagn, kan således anses for at kunne antages til realitetsbehandling.

62

Med hensyn til realiteten vedrørende thyssenkrupps første klagepunkt, hvormed denne virksomhed har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 58-63 ikke foretog sin egen vurdering af thyssenkrupps argumenter, men flere gange blot gengav visse overvejelser fra den omtvistede afgørelse uden at begrunde dette fravær af vurdering, skal det fastslås, at dette klagepunkt er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

63

I den appellerede doms præmis 58-70 undersøgte Retten thyssenkrupps argumentation, hvorved denne virksomhed rejste tvivl om Kommissionens konstateringer om, at »EG-stål og HDG-stål sandsynligvis udgør særskilte markeder«, samt at »resultatet af vurderingen vil være den samme ud fra en konkurrencemæssig betragtning, uanset om det findes, at der er et særskilt marked for HDG-stål eller et samlet marked for galvaniseret stål (HDG- + EG-stål)«. Som det fremgår af nævnte doms præmis 52, som thyssenkrupp ikke har anfægtet, gjorde denne virksomhed for Retten gældende, at disse konstateringer var urigtige af tre grunde. For det første havde konkurrenterne stor reservekapacitet af EG-stål, hvis inddragelse ville reducere fusionsparternes kapacitetsandele. For det andet ville en sådan inddragelse have vist, at reservekapaciteten ikke er pålidelig og efter fusionen i vid udstrækning ikke ville befinde sig hos AM og parterne i den påtænkte fusion. For det tredje er der ingen begrundelse for ikke at inkludere EG-stål i det pågældende marked for HDG-stål til bilindustrien.

64

Selv om Retten i sin vurdering af disse argumenter henviste til visse betragtninger til den omtvistede afgørelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at den gjorde dette som led i sin egen undersøgelse af denne afgørelse og af Kommissionens overvejelser heri.

65

For det første fastslog Retten i den appellerede doms præmis 58 og 59, at det forhold, at Kommissionen i 132. betragtning til den omtvistede afgørelse lagde til grund, at det ikke var nødvendigt at afgøre, om HDG-stål og EG-stål udgjorde produktmarkeder, der var indbyrdes adskilte, eller om der var et samlet marked for galvaniseret stål, var baseret på to omstændigheder, som fremgik af 133.-136. betragtning til denne afgørelse. Kommissionen havde anført, at TSE ikke var aktiv på markedet for EG-stål. Desuden havde denne institution fundet, at inddragelsen af EG-stål i samme marked som HDG-stål ville øge den kombinerede markedsandel, som parterne i den påtænkte fusion havde på dette marked. Eftersom mængden af EG-stål var lille i forhold til HDG-stål, og det udgjorde en lille del af galvaniseret stål, ville den konkurrencemæssige vurdering ifølge Kommissionen sandsynligvis være den samme. Retten fastslog, at thyssenkrupp ikke havde anfægtet disse grunde. På denne baggrund fastslog Retten i den appellerede doms præmis 59, at Kommissionen ikke kunne foreholdes, at den ikke havde begrundet sin konklusion i 132. betragtning til den omtvistede afgørelse.

66

For det andet fremgår det af den appellerede doms præmis 60-62, at Retten undersøgte Kommissionens vurdering af substituerbarheden mellem HDG-stål og EG-stål. I nævnte doms præmis 60 fastslog Retten således, at »en substituerbarhed mellem HDG-stål og EG-stål ikke kan forekomme på udbudssiden, eftersom fremstillingsprocessen for HDG-stål og EG-stål, således som det fremgår af 138. betragtning til den [omtvistede] afgørelse, hvori omtales et internt dokument fra TSE, som [thyssenkrupp] ikke har bestridt, er forskellige, og det udstyr, der anvendes til at fremstille det ene produkt, ubestrideligt ikke kan anvendes til at fremstille det andet. Som anført i 144. betragtning til denne afgørelse er overgangen fra HDG-stål til EG-stål på udbudssiden nemlig ikke tilstrækkelig hurtig og billig«.

67

Med hensyn til substituerbarheden mellem HDG-stål og EG-stål på efterspørgselssiden støttede Retten sig på 137. og 144. betragtning til den omtvistede afgørelse med henblik på i den appellerede doms præmis 61 at fastslå, at selv hvis det antages, at substituerbarheden mellem HDG-stål og EG-stål, som kun kan ske den ene vej, nemlig fra EG-stål til HDG-stål, kunne begrunde en udvidelse af afgrænsningen af det relevante marked, forholder det sig ikke desto mindre således, at hele den tilgængelige reservekapacitet på EG-stål ikke kunne anvendes til at opfylde kundernes efterspørgsel på HDG-stål.

68

På baggrund af disse grunde, som thyssenkrupp ikke specifikt har anfægtet, fastslog Retten i den appellerede doms præmis 62, at den eventuelle hensyntagen til reservekapaciteten på EG-stål ikke ville have påvirket det forhold, som Kommissionen lagde til grund i 132. betragtning til den omtvistede afgørelse.

69

For det tredje fastslog Retten i den appellerede doms præmis 63, at thyssenkrupp ikke havde underbygget sit argument om, at andre konkurrenter til parterne i den påtænkte fusion end AM rådede over en betydelig reservekapacitet på EG-stål.

70

På denne baggrund kan Retten ikke foreholdes, at den ikke foretog sin egen vurdering af Kommissionens ræsonnement og blot nævnte visse betragtninger til den omtvistede afgørelse.

71

Det første af de fem klagepunkter, der er fremført inden for rammerne af det første appelanbringendes første led, skal følgelig forkastes som ugrundet.

72

Med det andet klagepunkt har thyssenkrupp i det væsentlige gjort gældende, at Retten ved i den appellerede doms præmis 80-85 at forkaste denne virksomheds argumentation, som tilsigtede at godtgøre, at Kommissionen skulle have anvendt SSNIP-testen for at vurdere substituerbarheden på udbudssiden på markederne for HDG-stål, ikke foretog sin egen vurdering af thyssenkrupps argumenter, men blot gentog Kommissionens vurdering.

73

Det skal fastslås, at dette klagepunkt ligeledes er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom, bl.a. nævnte doms præmis 74-85.

74

Det fremgår af nævnte doms præmis 74-76, at Retten efter en henvisning til indholdet af punkt 15 i Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT 1997, C 372, s. 5, »meddelelsen om markedsafgrænsning«) fastslog, at Kommissionen ikke var bundet af nogen test med henblik på at fastlægge en eventuel substituerbarhed for de pågældende produkter, og at den bevarer retten til blandt de beviser, som gør det muligt at vurdere, i hvilket omfang der kan foretages substitution, at vælge dem, som den i hvert enkelt tilfælde anser for mest egnede. Retten fastslog således, at denne institution ikke var forpligtet til at anvende SSNIP-testen.

75

I dommens præmis 78 anførte Retten, at afgrænsningen af det »relevante marked« ikke krævede, at Kommissionen fulgte en streng hierarkisk rækkefølge af forskellige informationskilder eller forskellige typer af beviser, men at den derimod havde pligt til at foretage en samlet vurdering og kunne tage hensyn til forskellige beviser.

76

Det skal i denne forbindelse fastslås, at Retten i modsætning til, hvad thyssenkrupp har gjort gældende, i den appellerede doms præmis 79-84 foretog sin egen undersøgelse af denne virksomheds argumenter med henblik på at efterprøve, om og hvorledes Kommissionen havde undersøgt graden af substituerbarhed på udbudssiden hvad angår HDG-stål til bilindustrien, herunder med hensyn til produktionskapaciteten på HDG-stål, som i øjeblikket anvendes af alle kunder uden for bilindustrien.

77

Efter denne undersøgelse fastslog Retten i nævnte doms præmis 85, at Kommissionen ikke have begået en retlig fejl ved at støtte sine konklusioner om afgrænsningen af et særskilt marked for HDG-stål til bilindustrien på sin vurdering af de indhentede beviser uden at anvende SSNIP-testen, hvorfor det andet klagepunkt, som thyssenkrupp fremførte inden for rammerne af det første anbringendes første led for Retten, skulle forkastes.

78

På denne baggrund kan Retten ikke foreholdes, at den ikke foretog sin egen vurdering af thyssenkrupps argumenter og blot gentog Kommissionens vurdering. Det andet af de fem klagepunkter, der er fremført inden for rammerne af det første appelanbringendes første led, skal følgelig forkastes som ugrundet.

79

Med det tredje klagepunkt har thyssenkrupp gjort gældende, Retten i den appellerede doms præmis 186-189 blot gentog Kommissionens grunde i den omtvistede afgørelse uden at anlægge sin egen vurdering af de argumenter, som var fremført for den, hvilket foranledigede, at den med urette fastslog, at der forelå en række beviser, som var omtalt i denne afgørelse, og som godtgjorde, at Kommissionens konstateringer var gyldige, og at denne institution implicit havde taget hensyn til thyssenkrupps indvendinger.

80

Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten i præmis 186-189 undersøgte thyssenkrupps argumentation om, at Kommissionen ved fortolkningen af visse interne dokumenter fra thyssenkrupp og TSE ikke havde taget hensyn til disse virksomheders forklaringer under den administrative procedure, som havde påvist, at disse dokumenter var uegnede til at bevise, at den geografiske udstrækning af markederne for HDG-stål til bilindustrien og stål til emballering blev begrænset til EØS.

81

I modsætning til, hvad thyssenkrupp har gjort gældende, anførte Retten sine egne grunde til, at den fastslog, at denne virksomheds argumentation, som er omtalt i nærværende doms foregående præmis, ikke kunne tiltrædes.

82

Ved at foretage en detaljeret undersøgelse af denne afgørelse fastslog Retten nemlig indledningsvis i den appellerede doms præmis 186, at de elementer, som Kommissionen havde taget hensyn til, ikke alene bestod af interne dokumenter fra parterne i den påtænkte fusion, men ligeledes af konkurrenternes erklæringer, som var blevet indhentet under denne institutions undersøgelse.

83

I den appellerede doms præmis 187 fastslog Retten herefter, at thyssenkrupp ikke havde godtgjort, at Kommissionen havde anlagt en fortolkning, som var åbenbart i strid med ordlyden af de interne dokumenter fra parterne i den påtænkte fusion.

84

Desuden foretog Retten i nævnte doms præmis 188 sin egen vurdering af thyssenkrupps argumentation vedrørende Kommissionens vurdering af nævnte dokumenter og fastslog, at denne virksomheds forklaringer ikke var tilstrækkeligt overbevisende til at gøre Kommissionens vurderinger i 351.-361. betragtning til den omtvistede afgørelse usandsynlige.

85

Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 189, at Kommissionen ikke kunne foreholdes, at den havde set bort fra den argumentation, som parterne i den påtænkte fusion havde fremført, eftersom denne institution implicit, men nødvendigvis havde besvaret denne argumentation ved at finde, at forklaringerne afgivet af thyssenkrupp og TSE ikke kunne ændre den vurdering, som den havde anlagt i klagepunktsmeddelelsen.

86

Retten kan følgelig ikke foreholdes, at den ikke foretog sin egen vurdering af thyssenkrupps argumenter og blot gentog Kommissionens overvejelser.

87

Det tredje af de fem klagepunkter, der er fremført inden for rammerne af det første anbringendes første led, skal følgelig forkastes som ugrundet.

88

Med det fjerde klagepunkt har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 279 og 283 med urette fastslog, at Kommissionen hverken havde pligt til at bedømme de økonomiske beviser, som den var blevet forelagt, eller til at bevise den teori om, at konkurrencen påvirkes, som denne institution støttede sig på for at forbyde den påtænkte fusion. I den appellerede doms præmis 279 fastslog Retten under alle omstændigheder med urette, at der kunne ses bort fra de specifikke, økonomiske beviser, der var tilgængelige, vedrørende den påtænkte fusions fremtidige virkninger. thyssenkrupp har anført, at de økonomiske beviser i Kommissionens og Rettens vurderinger endvidere udgør en urigtig gengivelse af beviserne foretaget af henholdsvis Kommissionen og Retten.

89

Det skal i denne henseende fastslås, at dette klagepunkt er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.

90

Som det fremgår af nævnte doms præmis 277, fastslog Retten nemlig, at Kommissionen skulle støtte sig på pålidelige og sammenhængende beviser, og at alle disse oplysninger skal udgøre alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning ved vurderingen af en kompleks situation.

91

I nævnte doms præmis 278 anførte Retten desuden, at for at Kommissionen kunne foretage en kontrol af fusioner, var det nødvendigt at foretage en fremtidsanalyse, der bestod i at vurdere, på hvilken måde en fusion kunne have ændret de faktorer, der bestemmer konkurrenceforholdene på et givent marked, og dermed medføre en betydelig hindring for en effektiv konkurrence. Den præciserede, at denne fremtidsanalyse forudsatte, at der opstilledes forskellige alternative årsags- og virkningskæder, med henblik på, at de kæder, der var mest sandsynlige, blev lagt til grund.

92

I den appellerede doms præmis 279 fastslog Retten ligeledes, at »det påhvile[de] Kommissionen at føre stærke beviser for disse kæders sandsynlighed. I visse tilfælde kan disse beviser udgøres af økonomiske undersøgelser, som påviser den sandsynlige udvikling i situationen på det pågældende marked, og som indikerer et incitament for aktørerne på markedet og den fusionerede enhed til at udvise en bestemt adfærd. Henset til det EU-retlige princip om fri bevisbedømmelse [var] denne type beviser imidlertid ikke i sig selv afgørende. Særligt i en situation, hvor det [var] åbenbart, at en virksomheds forretningsinteresser klart [talte] for en bestemt adfærd, [anlagde] Kommissionen ikke et åbenbart urigtigt skøn ved at finde, at det [var] sandsynligt, at aktørerne på markedet eller den fusionerede enhed faktisk [ville] udvise den pågældende adfærd. I en sådan situation [kunne] den blotte økonomiske og handelsmæssige virkelighed i det foreliggende tilfælde udgøre sådanne stærke sikre beviser«.

93

I lyset af disse betragtninger undersøgte Retten thyssenkrupps klagepunkt om et åbenbart urigtigt skøn hvad angår AM’s incitament til at udøve et pres på prisstigningen efter den påtænkte fusion.

94

I den appellerede doms præmis 283 fastslog Retten, at »med henblik på at fastlægge den sandsynlige udvikling i situationen på det pågældende marked og vurdere, om aktørerne på markedet eller den fusionerede enhed havde incitament til at udvise en bestemt adfærd, [havde] Kommissionen ikke pligt til at støtte sig på udarbejdede økonomiske undersøgelser«. Retten fastslog, at Kommissionen »[kunne] støtte sig på betragtninger vedrørende det forhold, at disse aktører eller denne enhed faktisk [udviste] den pågældende adfærd, når det [var] åbenbart, at en virksomheds forretningsinteresser klart [talte] for en bestemt adfærd, hvilket [var] påvist i det foreliggende tilfælde«. Retten fastslog, at det fulgte heraf, »at Kommissionen i denne henseende bl.a. kunne støtte sig på den blotte økonomiske og handelsmæssige virkelighed i det foreliggende tilfælde«.

95

Det skal fastslås, at det på ingen måde fremgår af ovennævnte præmisser i den appellerede dom, at Retten fastslog, at Kommissionen hverken havde pligt til at vurdere de økonomiske beviser, som de interesserede parter havde forelagt den, eller bevise sin teori om en påvirkning af konkurrencen.

96

I nævnte doms præmis 279 og 280 fastslog Retten nemlig, at det påhvilede Kommissionen at føre stærke beviser for at påvise, at en fusion kunne hindre den effektive konkurrence betydeligt på det indre marked eller på en væsentlig del heraf.

97

Retten fastslog ganske vist i det væsentlige, at Kommissionen med henblik på at fastlægge den sandsynlige udvikling i situationen på det pågældende marked og vurdere, om aktørerne på markedet eller den fusionerede enhed havde incitament til at udvise en bestemt adfærd, ikke havde pligt til nødvendigvis at støtte sig på udarbejdede økonomiske undersøgelser, bl.a. i en situation, hvor det fremgår åbenbart af andre beviser, at en virksomheds forretningsinteresser klart talte for en bestemt adfærd.

98

Det skal i denne henseende imidlertid bemærkes, at det hverken fremgår af forordning nr. 139/2004 eller af retspraksis, at alene økonomiske undersøgelser er tilladte bevismidler med henblik på at fastlægge den sandsynlige udvikling i situationen på det pågældende marked og vurdere, om aktørerne på markedet eller den fusionerede enhed havde incitament til at udvise en bestemt adfærd.

99

Det skal nemlig bemærkes, at det princip, som gælder i EU-retten, er princippet om den frie bevisbedømmelse (dom af 10.9.2020, Hamas mod Rådet, C-386/19 P, EU:C:2020:691, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis), hvorfor Kommissionen principielt kan påberåbe sig bevismidler af enhver art, hvilket ikke udelukker det krav, der følger af retspraksis, hvorefter beviserne skal være tilstrækkeligt tungtvejende, samstemmende, pålidelige og sammenhængende og materielt nøjagtige (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 75 og 125).

100

Retten henviste i den appellerede doms præmis 277 til grundene i nævnte doms præmis 35, hvori den anførte, at Unionens retsinstanser ikke blot skal tage stilling til den materielle nøjagtighed af de beviser, der henvises til, oplysningernes pålidelighed og sammenhæng, men ligeledes kontrollere, om disse oplysninger udgør alle de relevante oplysninger, som skal tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af en kompleks situation, og om disse oplysninger taler til støtte for de heraf dragne konklusioner. Det var bl.a. i lyset af denne præmis 35, at Retten foretog vurderingerne i den appellerede doms præmis 282 og 283, idet den undersøgte de beviser, som Kommissionen – ud over de økonomiske oplysninger, som thyssenkrupp og TSE havde fremlagt – havde taget hensyn til i den omtvistede afgørelse for at forkaste den økonomiske analyse, som de sidstnævnte havde fremlagt under den administrative procedure.

101

På denne baggrund kan det ikke fastslås, at Retten begik den retlige fejl, som den foreholdes med hensyn til den appellerede doms præmis 279 og 283.

102

Endelig skal det med hensyn til argumentationen om en angiveligt urigtig gengivelse i Rettens vurdering bemærkes, at det følger af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 168, stk. 1, litra d), og artikel 169, stk. 2, i Domstolens procesreglement, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Når en appellant har gjort gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, skal vedkommende således præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse (dom af 26.7.2017, Staatliche Porzellan-Manufaktur Meissen mod EUIPO, C-471/16 P, EU:C:2017:602, præmis 34).

103

thyssenkrupp har med sin argumentation ikke præcist identificeret de beviser, som Retten gengav urigtigt.

104

Denne argumentation skal derfor afvises.

105

På denne baggrund skal det fjerde af de fem klagepunkter, der er fremført inden for rammerne af det første anbringendes første led, forkastes, idet det delvist er ugrundet, delvist ikke kan antages til realitetsbehandling.

106

Hvad endelig angår thyssenkrupps femte og sidste klagepunkt, hvormed denne virksomhed har gjort gældende, at Retten ikke foretog en fuldstændig prøvelse af den omtvistede afgørelse, eftersom den i den appellerede doms præmis 279-290 blot undersøgte specifikke spørgsmål, skal det bemærkes, at det følger af de regler, der regulerer rettergangsmåden ved Unionens retsinstanser, bl.a. af artikel 21 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 76 og artikel 84, stk. 1, i Rettens procesreglement, at tvisten principielt fastlægges og afgrænses af parterne, og at Unionens retsinstanser ikke kan træffe afgørelse ultra petita (dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 324).

107

Selv om visse anbringender kan eller endog skal påkendes af egen drift, såsom en manglende eller utilstrækkelig begrundelse af den omhandlede afgørelse, der henhører under væsentlige formforskrifter, kan et anbringende, der vedrører lovligheden af nævnte afgørelses indhold, og som er et anbringende om, at der er sket en overtrædelse af traktaterne eller af retsregler vedrørende deres gennemførelse som omhandlet i artikel 263 TEUF, derimod kun tages under påkendelse af Unionens retsinstanser, såfremt den pågældende sagsøger har fremsat det (dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 325).

108

Den domstolsprøvelse, som Retten kan udøve, er således principielt snævert forbundet med de specifikke anbringender, der er fremsat i stævningen i første instans.

109

Det femte af de fem klagepunkter, der er fremført inden for rammerne af det første anbringendes første led, skal følgelig forkastes som ugrundet.

110

Henset til ovenstående betragtninger skal thyssenkrupps argument, der er fremført subsidiært, om, at Retten tilsidesatte sin begrundelsespligt med hensyn til disse fem specifikke klagepunkter, forkastes.

111

Det første anbringendes første led skal følgelig forkastes, idet det delvist er ugrundet, delvist ikke kan antages til realitetsbehandling.

112

Med det første klagepunkt har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den ikke fastslog, at Kommissionen med henblik på at påvise en betydelig hindring for effektiv konkurrence skulle have foretaget en undersøgelse i to trin som omhandlet i præmis 51 i dom af 10. juli 2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala (C-413/06 P, EU:C:2008:392), og præmis 113 ff. i Rettens dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217).

113

For det første indebærer denne undersøgelse en vurdering af den fremtidige adfærd, som den fusionerede enhed og de øvrige aktører ville udvise efter denne fusion, i form af en vurdering af den mest sandsynlige økonomiske udvikling, som kunne tilskrives nævnte fusion.

114

For det andet indebærer nævnte undersøgelse i to trin, at det ved hjælp af en fremtidsanalyse af referencemarkedet skal vurderes, om denne fremtidige adfærd sandsynligvis vil føre til en situation, hvor den effektive konkurrence hæmmes betydeligt inden for det relevante marked.

115

Med det andet klagepunkt har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i bl.a. den appellerede doms præmis 270-290, 304, 432 og 433, 448-453, 540-544, 551, 570, 613, 633, 737 og 754 begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde pligt til med »stor sandsynlighed« at påvise, at der i det foreliggende tilfælde eventuelt foreligger en betydelig hindring for effektiv konkurrence.

116

Det fremgår af præmis 118 i dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217), at Kommissionen skal godtgøre, at der med »stor sandsynlighed« vil foreligge betydelige hindringer efter fusionen, og at det beviskrav, der gælder for denne institution, følgelig er strengere end det beviskrav, hvorefter en betydelig hindring for effektiv konkurrence er »mere sandsynlig end usandsynlig«.

117

Ifølge thyssenkrupp medfører anvendelsen af et mindre krævende bevisniveau såsom det, som Retten anvendte i den foreliggende sag, med urette, at bevisbyrden vendes, eftersom den anmeldende part skal bevise, at der »med stor sandsynlighed« ikke vil foreligge en betydelig hindring for effektiv konkurrence.

118

Det er desuden thyssenkrupps opfattelse, at eftersom Retten ikke krævede, at Kommissionen godtgør, at den påtænkte fusion med »stor sandsynlighed« vil hindre den effektive konkurrence betydeligt inden for det indre marked, accepterede den, at Kommissionen kunne støtte sig på en generel formodning for en sådan hindring.

119

Kommissionen har gjort gældende, at thyssenkrupps argumentation skal afvises, og at den er ugrundet.

120

I replikken har thyssenkrupp præciseret, at det første anbringendes andet led kan antages til realitetsbehandling i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, eftersom manglerne i Kommissionens analyse af fusionen som følge af behovet for at foretage en undersøgelse i to trin allerede var blevet påberåbt i første instans, således som det fremgår af punkt 14 ff., 26 ff., 58 ff., 63, 69, 72 ff., 128, 135, 139 og 153 i stævningen i første instans.

121

For det første har thyssenkrupp med hensyn til muligheden for at antage denne virksomheds første anbringendes andet leds første klagepunkt til realitetsbehandling – selv om virksomheden har gjort gældende, at den for Retten flere gange fremhævede, at Kommissionens konstateringer vedrørende HDG-stål til bilindustrien og stål til emballering var behæftet med åbenbart urigtige skøn og retlige fejl – ikke påvist, at nævnte virksomhed i første instans fremførte specifikke anbringender vedrørende Kommissionens og Rettens angivelige pligt til at foretage en undersøgelse i to trin som omhandlet i præmis 51 i dom af 10. juli 2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala (C-413/06 P, EU:C:2008:392), og præmis 113 ff. i dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217).

122

Ingen punkter i stævningen i første instans, hvortil thyssenkrupp har henvist med henblik på at godtgøre, at denne virksomhed havde fremført de i foregående præmis omtalte klagepunkter for Retten, indeholder sådanne specifikke anbringender eller argumenter.

123

Det er tilstrækkeligt at bemærke, at der i henhold til artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement i appelskriftet ikke må foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten. Under en appel har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans. En part har derfor ikke under en appel adgang til først for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke er blevet fremsat for Retten, idet dette ville være ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten (dom af 25.3.2021, Slovak Telekom mod Kommissionen, C-165/19 P, EU:C:2021:239, præmis 98 og 99 og den deri nævnte retspraksis).

124

Eftersom appellanten ikke havde fremsat det første anbringendes andet leds første klagepunkt for Retten, er det åbenbart, at det skal afvises.

125

Hvad angår muligheden for at antage dette anbringendes andet leds andet klagepunkt om de beviskrav, der påhviler Kommissionen, når den skal påvise en betydelig hindring for den effektive konkurrence i overensstemmelse med artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 139/2004, til realitetsbehandling, skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at den angivelige tilsidesættelse af bevisbestemmelserne udgør et retsspørgsmål, som kan behandles under en appel (jf. b.la. dom af 28.11.2019, ABB mod Kommissionen, C-593/18 P, EU:C:2019:1027, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Som det er anført i nærværende doms præmis 115, har thyssenkrupp foreholdt Retten, at den fastslog, at Kommissionen ikke havde pligt til med »stor sandsynlighed« at påvise, at den effektive konkurrence eventuelt er hæmmet betydeligt. På denne baggrund skal det første anbringendes andet leds andet klagepunkt anses for at kunne antages til realitetsbehandling.

126

Hvad angår realiteten med hensyn til dette klagepunkt er det tilstrækkeligt at fastslå, at thyssenkrupps argument er støttet på antagelsen om, at det fremgår af præmis 118 i dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217), at Kommissionen skal godtgøre, at der med »stor sandsynlighed« vil foreligge betydelige hindringer efter fusionen, og at det beviskrav, der gælder for denne institution, følgelig er strengere end det beviskrav, hvorefter en betydelig hindring for effektiv konkurrence er »mere sandsynlig end usandsynlig«.

127

Som Domstolen har fastslået i præmis 87 og 88 i dom af 13. juli 2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments (C-376/20 P, EU:C:2023:561), er denne antagelse urigtig. Det skal nemlig, henset til bl.a. den symmetriske opbygning af artikel 2, stk. 2 og 3, i forordning nr. 139/2004 og til, at Kommissionens økonomiske analyser på området for fusionskontrol er en fremtidsanalyse, fastslås, at det, for at Kommissionen erklærer en fusion uforenelig eller forenelig med det indre marked, er tilstrækkeligt, at denne institution med tilstrækkeligt afgørende og samstemmende oplysninger godtgør, at det er mere sandsynligt end usandsynligt, at den pågældende fusion vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt, eller at den ikke gør det, inden for det indre marked eller en væsentlig del heraf.

128

På denne baggrund er det første anbringendes andet leds andet klagepunkt ugrundet.

129

Det følger heraf, at det første anbringendes andet led skal forkastes, idet det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

130

thyssenkrupp har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 55-71, 74-85, 88-93, 98-107 og 112-114 begik flere fejl med hensyn til fastlæggelsen af det relevante marked i den foreliggende sag. Retten gengav ligeledes beviserne urigtigt og/eller tilsidesatte sin begrundelsespligt.

131

For det første fastslog Retten i den appellerede doms præmis 55-57 med urette, at Kommissionen ikke havde støttet den omtvistede afgørelse på, at der forelå et særskilt marked for HDG-stål til bilindustrien.

132

For det andet har thyssenkrupp i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen begik en åbenbar fejl, da den i den omtvistede afgørelses punkt 9.1-9.4 blot foretog en konkurrencemæssig analyse af den påtænkte fusion ved alene at støtte sig på markedet for HDG-stål til bilindustrien og ikke ligeledes på et videre marked, der omfattede EG-stål og HDG-stål. Ifølge denne virksomhed skulle Retten have afsløret og fastslået Kommissionens åbenbare fejl.

133

For det tredje og sidste har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten med henblik på at fastlægge det relevante marked i bl.a. den appellerede doms præmis 103 med urette pålagde et »krav om fuldstændig substituerbarhed« mellem HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler. Retten begik desuden en retlig fejl ved ikke at kræve, at Kommissionen fastlagde de tekniske kriterier, på grundlag af hvilke visse produktionskæder på det pågældende produktmarked kunne inkluderes i eller udelukkes fra fastlæggelsen af substituerbarheden på udbudssiden. Retten vendte også bevisbyrden ved at kræve, at de anmeldende parter påviste, at der ikke var nogen faktor, som kunne begrænse mulighederne for substitution mellem fremstillingen af HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler.

134

Kommissionen har gjort gældende, at thyssenkrupps argumentation skal afvises, og at den er ugrundet.

135

I første række skal det med hensyn til formaliteten vedrørende det første anbringendes andet led, hvormed appellanten har gjort gældende, at Retten begik flere fejl vedrørende fastlæggelsen af det relevante marked i denne sag, bemærkes, at et appelskrift, således som det fremgår af den retspraksis. der er nævnt i nærværende doms præmis 57 og 58, præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand, idet appellen eller det pågældende anbringende i modsat fald afvises. Et anbringende opfylder ikke disse krav og skal afvises, såfremt dets argumentation ikke er tilstrækkelig klar og præcis til, at Domstolen kan udøve sin legalitetskontrol, navnlig fordi de væsentlige elementer, som anbringendet er støttet på, ikke fremgår på en tilstrækkelig sammenhængende og forståelig måde af dette appelskrift. Domstolen har ligeledes fastslået, at en appel åbenbart skulle afvises fra realitetsbehandling, da den savnede en sammenhængende struktur, begrænsede sig til generelle udsagn og ikke indeholdt præcise angivelser af de præmisser i den appellerede afgørelse, der eventuelt måtte være behæftede med en retlig fejl.

136

Eftersom thyssenkrupps argumenter vedrørende den appellerede doms præmis 55-57 og 103 i det foreliggende tilfælde ikke er underbygget af specifikke retlige argumenter, skal de afvises. Det forholder sig på samme måde med hensyn til argumentet om, at Retten tilsidesatte begrundelsespligten.

137

For så vidt som thyssenkrupp har anfægtet den appellerede doms præmis 55-57 med den begrundelse, at Kommissionen i modsætning til, hvad den lagde til grund i 132. betragtning til den omtvistede afgørelse, i andre afsnit i denne afgørelse i det væsentlige støttede sig på, at der forelå et særskilt marked for HDG-stål til bilindustrien, skal det fastslås, at thyssenkrupp har bestridt realiteten med hensyn til denne konstatering og dermed har anmodet Domstolen om at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder, hvilket skal afvises under en appel.

138

I anden række skal det med hensyn til muligheden for at antage argumentationen om, at Retten gengav visse beviser urigtigt, til realitetsbehandling bemærkes, således som det fremgår af nærværende doms præmis 102, at når en appellant har gjort gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, skal vedkommende præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de analysefejl, som efter dens vurdering foranledigede Retten til denne urigtige gengivelse.

139

thyssenkrupp har med sin argumentation ikke præcist identificeret de beviser, som Retten gengav urigtigt.

140

Denne argumentation skal derfor ligeledes afvises.

141

I tredje række skal det med hensyn til muligheden for at antage thyssenkrupps argumentation om, at Retten i det væsentlige burde have afsløret og fastslået, at Kommissionen havde anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den i den omtvistede afgørelses punkt 9.1-9.4 blot foretog en konkurrencemæssig analyse af den påtænkte fusion ved alene at støtte sig på markedet for HDG-stål til bilindustrien og ikke ligeledes på et videre marked, der omfattede EG-stål og HDG-stål, til realitetsbehandling, bemærkes, at denne virksomhed for Retten blot gjorde gældende, at Kommissionens konklusion om, at resultatet af vurderingen ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt ville have været det samme for begge markeder, var urigtig. I modsætning til, hvad nævnte virksomhed gjorde gældende i replikken, bekræftes denne konstatering af punkt 14 ff. af stævningen i første instans, hvortil virksomheden henviste i denne henseende.

142

Som det fremgår af nærværende doms præmis 123, følger det af artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement, at der i appelskriftet ikke må foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten. Under en appel har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans. En part har derfor ikke under en appel adgang til først for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke er blevet fremsat for Retten, idet dette ville være ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten.

143

Den argumentation, som thyssenkrupp har fremført, skal følgelig afvises fra realitetsbehandling.

144

I fjerde og sidste række er det hvad angår formaliteten med hensyn til thyssenkrupps argument om, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at kræve, at Kommissionen fastlagde de tekniske kriterier, på grundlag af hvilke visse produktionskæder på det pågældende produktmarked kunne inkluderes i fastlæggelsen af substituerbarheden på udbudssiden, tilstrækkeligt at bemærke, at eftersom denne virksomhed ikke havde fremført et sådant argument i første instans, skal denne argumentation ligeledes kvalificeres som et »nyt anbringende« og dermed afvises fra realitetsbehandling.

145

For det første skal det med hensyn til realiteten vedrørende thyssenkrupps argumentation, hvormed denne virksomhed har foreholdt Retten, at den med urette fastslog, at Kommissionen ikke havde støttet den omtvistede afgørelse på, at der fandtes et særskilt marked for HDG-stål til bilindustrien, fastslås, at denne argumentation under alle omstændigheder er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom. I den appellerede doms præmis 55-57 nåede Retten ikke til en sådan konstatering. I nævnte doms præmis 55-57 fastslog Retten nemlig, at det efter Kommissionens opfattelse i det foreliggende tilfælde ikke var nødvendigt at afgøre, om HDG-stål og EG-stål udgjorde særskilte produktmarkeder eller ej, eftersom resultatet af den konkurrencemæssige vurdering ville være det samme, uanset om der var tale om et særskilt marked for HDG-stål eller et samlet marked for galvaniseret stål (HDG- + EG-stål).

146

thyssenkrupps klagepunkt skal derfor ligeledes forkastes som ugrundet.

147

For det andet skal det med hensyn til det thyssenkrupps klagepunkt om, at Retten med henblik på at fastlægge det relevante marked i bl.a. den appellerede doms præmis 103 med urette pålagde et »krav om fuldstændig substituerbarhed« mellem HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler, fastslås, at dette klagepunkt ligeledes er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

148

I den appellerede doms præmis 101-103 besvarede Retten nemlig blot et af thyssenkrupps argumenter. Det fremgår af den appellerede doms præmis 95, som indeholder en korrekt sammenfatning af dette argument, at thyssenkrupp for Retten havde gjort gældende, at disse typer stål var fuldstændigt substituerbare på udbudssiden, og at størstedelen af produktionskæderne for HDG-stål i EØS, undtaget avanceret højstyrkestål, der kræver særlige værktøjer, kunne fremstille andre former for HDG-stål til kunder i bilindustrien eller kunne tilpasses hertil med mindre investeringer.

149

Det fremgår desuden bl.a. af den appellerede doms præmis 101 og 102, at Retten undersøgte, om leverandørerne, henset til punkt 20 i meddelelsen om markedsafgrænsning, let kunne omstille deres udvalg af produkter således, at det begrunder, at markedet udvides til alt HDG-stål. Der fremgår ikke et krav om fuldstændig substituerbarhed af dette punkt.

150

I den appellerede doms præmis 103 fastslog Retten, at der var behov for mere end mindre investeringer for at opgradere produktionskæderne med henblik på at tilpasse disse til fremstillingen af HDG-stål til bilindustrien. Retten konkluderede således, at Kommissionen ikke kunne foreholdes, at den havde fundet, at HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler ikke var fuldstændigt substituerbare på udbudssiden.

151

På denne baggrund skal klagepunktet om, at Retten pålagde et »krav om fuldstændig substituerbarhed« mellem HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler, forkastes som ugrundet.

152

For det tredje skal det med hensyn til thyssenkrupps argumentation om, at Retten vendte bevisbyrden ved at kræve, at de anmeldende parter påviste, at der ikke var nogen faktor, som kunne begrænse mulighederne for substitution mellem fremstillingen af HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler, fastslås, at denne argumentation er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

153

I nævnte doms præmis 79-83 fastslog Retten nemlig, at Kommissionen rent faktisk havde vurderet graden af substituerbarhed på udbudssiden, og at den havde godtgjort, at denne substituerbarhed var utilstrækkelig til at begrunde, at HDG-stål blev inkluderet i med henblik på anden anvendelse end biler på det pågældende produktmarked. Retten kan således ikke foreholdes, at den vendte bevisbyrden ved at kræve, at de anmeldende parter og ikke Kommissionen påviste, at der ikke er nogen faktor, som kan begrænse mulighederne for substitution mellem fremstillingen af HDG-stål til bilindustrien og HDG-stål til andre anvendelsesformål end biler.

154

Det andet anbringendes første led skal således forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

155

thyssenkrupp har foreholdt Retten, at den tilsidesatte artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 ved i den appellerede doms præmis 118-122 og 127-136 at fastslå, at lamineret stål til emballering udgjorde et særskilt produktmarked.

156

For det første har thyssenkrupp navnlig anført, at Rettens vurdering af substituerbarheden på udbudssiden er behæftet med retlige fejl, en utilstrækkelig begrundelse og urigtig gengivelse af beviserne. Denne virksomhed har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 118 med urette fastslog, at Kommissionen i 293. betragtning til den omtvistede afgørelse havde lagt til grund, at aktørerne i sektoren for stål til emballering ikke fremstillede lamineret stål på det eksisterende udstyr, der blev benyttet til fremstilling af stål med organisk belægning.

157

I 293. betragtning til denne afgørelse havde Kommissionen nemlig udelukkende lagt til grund, at fremstillingen af lamineret stål ikke krævede særligt produktionsudstyr, hvilket adskilte det fra fremstillingen af TP og ECCS-stål. Efter thyssenkrupps opfattelse skulle Retten have undersøgt, om det eksisterende udstyr, der blev benyttet til fremstilling af stål med organisk belægning, kunne anvendes til at fremstille lamineret stål, hvilket således muliggjorde substituerbarhed på udbudssiden.

158

For det andet har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 119 vendte bevisbyrden, idet den fastslog, at det var denne virksomhed, der skulle påvise en videre substituerbarhed på udbudssiden.

159

For det tredje og sidste har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i bl.a. den appellerede doms præmis 132-134 begik en retlig fejl, fordi den ikke fastslog, at Kommissionen i overensstemmelse med kravene efter meddelelsen om markedsafgrænsning skulle have anvendt SSNIP-testen til at fastlægge udvalget af substituerbare produkter.

160

thyssenkrupp har desuden anført, at Retten i den appellerede doms præmis 132 gengav beviserne urigtigt, da den fastslog, at det klart fremgik af kundernes svar på spørgsmålene om substituerbarhed mellem lamineret stål og lakeret stål inden for rammerne af den markedsundersøgelse, som Kommissionen havde iværksat, at størstedelen af de kunder, som havde udtrykt et standpunkt, på overbevisende vis havde angivet grænser for substituerbarheden.

161

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

162

I første række skal det med hensyn til thyssenkrupps argumentation, hvormed denne virksomhed i det væsentlige har gjort gældende, dels at Retten i den appellerede doms præmis 118 ikke gengav 293. betragtning til den omtvistede afgørelse korrekt, dels at Retten med henblik på fastlæggelsen af substituerbarheden på udbudssiden ikke undersøgte, om det eksisterende udstyr, der blev benyttet til fremstilling af stål med organisk belægning, kunne anvendes til at fremstille lamineret stål, fastslås, at denne argumentation er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom og den omtvistede afgørelse.

163

For det første skal det fastslås, at Retten gengav 293. betragtning til den omtvistede afgørelse korrekt, eftersom det fremgår af denne betragtning, at Kommissionen lagde til grund, at den omstændighed, at parterne i den påtænkte fusion havde specifikke produktionskæder til lamineret stål, og at produktionskæderne til stål med organisk belægning hos konkurrenterne til parterne i denne fusion ikke var aktive inden for fremstilling og levering af lamineret stål, rejste tvivl om disses argument om, at det forhold, at der findes produktionskæder til stål med organisk belægning, muliggør substituerbarhed på udbudssiden.

164

For det andet fremgår det af den appellerede doms præmis 118-121, at Retten med henblik på fastlæggelsen af substituerbarheden på udbudssiden tog hensyn til det eksisterende udstyr, der blev benyttet til fremstilling af stål med organisk belægning, med hensyn til muligheden for at fremstille lamineret stål.

165

I dommens præmis 119 fastslog Retten således indledningsvis, at den tekniske gennemførlighed er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for substituerbarheden på udbudssiden. I nævnte doms præmis 120 anførte Retten endvidere, at for at substituerbarhed på udbudssiden er relevant med henblik på afgrænsningen af produktmarkedet, skal leverandørerne, således som det fremgår af punkt 23 i meddelelsen om markedsafgrænsning, bl.a. kunne omstille produktionen uden væsentlige forsinkelser og uden væsentlige supplerende investeringer, hvilket er uforeneligt med behovet for et yderligere produktionstrin for at omdanne TP eller ECCS-stål til lamineret stål, hvilket kræver, at disse tilføjes en yderligere belægning, nemlig en plastfilm som metalsubstrat. Endelig fastslog Retten i samme doms præmis 121, at det forhold, at Kommissionen i 293. betragtning til den omtvistede afgørelse lagde til grund, at thyssenkrupp og TSE råder over specifikke lamineringskæder til at foretage dette yderligere produktionstrin til fremstillingen af lamineret stål, viser, at disse virksomheder har måttet afholde væsentlige supplerende omkostninger, hvilket modvirker en eventuel substituerbarhed på udbudssiden som omhandlet i punkt 23 i meddelelsen om markedsafgrænsning.

166

På denne baggrund kan Retten ikke foreholdes, at den ikke undersøgte, om det eksisterende udstyr, der blev benyttet til fremstilling af stål med organisk belægning, kunne anvendes til at fremstille lamineret stål, hvorved substituerbarhed på udbudssiden var mulig.

167

I anden række skal det med hensyn til thyssenkrupps argumentation om, at Retten i den appellerede doms præmis 119 vendte bevisbyrden, for så vidt som den fastslog, at denne virksomhed skulle påvise en videre substituerbarhed på udbudssiden, fastslås, at denne argumentation ligeledes er støttet på en urigtig læsning af nævnte dom.

168

Det fremgår nemlig på ingen måde af nævnte præmis 119, at Retten pålagde thyssenkrupp at påvise en videre substituerbarhed på udbudssiden, samtidig med at den fritog Kommissionen for den bevisbyrde, som påhviler denne institution med hensyn til fusioner.

169

Det fremgår derimod af den appellerede doms præmis 118-121, at Retten fastslog, at Kommissionen havde underbygget sin vurdering af substituerbarheden på udbudssiden i det foreliggende tilfælde, og at thyssenkrupp ikke havde påvist, at Kommissionens vurdering var behæftet med proceduremæssige fejl, retlige fejl eller åbenbart urigtige skøn.

170

Det kan således ikke fastslås, at Retten fritog Kommissionen fra forpligtelsen til at bevise, at gennemførelsen af den påtænkte fusion eventuelt hindrede den effektive konkurrence betydeligt på det indre marked eller en væsentlig del heraf. Retten krævede heller ikke, at thyssenkrupp skulle godtgøre en videre substituerbarhed på udbudssiden.

171

I tredje og sidste række skal det for det første med hensyn til thyssenkrupps klagepunkt om, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at fastslå, at Kommissionen ikke havde anvendt SSNIP-testen med henblik på at fastlægge udvalget af substituerbare produkter, bemærkes, at vurderingen af substituerbarheden mellem de pågældende produkter »f.eks. [kan] ske« ved SSNIP-testen, således som det bekræftes i punkt 15 i meddelelsen om markedsafgrænsning. Det fremgår ligeledes af nævnte meddelelses punkt 25, at »[d]er findes en række elementer, som giver mulighed for at vurdere, i hvilket omfang der foregår substitution«, og at »Kommissionen følger en åben empirisk metode, der tager sigte på en effektiv udnyttelse af alle foreliggende oplysninger, der kan være relevante i de enkelte tilfælde[, og ikke] har […] opstillet nogen usmidig rangorden, når det gælder anvendelsen af de forskellige informationskilder eller elementer«.

172

Det følger heraf, at Kommissionen ikke har pålagt sig selv en begrænsning, for så vidt som den altid vil anvende SSNIP-testen med henblik på at fastlægge en eventuel substituerbarhed mellem de pågældende produkter. Denne institution har følgelig en skønsmargen og kan blandt den række elementer, der er omtalt i punkt 25 i meddelelsen om markedsafgrænsning, vælge dem, som den finder bedst egnede i hvert enkelt tilfælde.

173

For det andet skal det med hensyn til thyssenkrupps kritik om en urigtig gengivelse af beviserne for substituerbarhed mellem lamineret stål og lakeret stål bemærkes, at denne virksomhed i det væsentlige blot har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 132 gengav beviserne urigtigt, idet den fastslog, at det ikke fremgik klart af kundernes svar på spørgsmålene vedrørende substituerbarheden mellem lamineret stål og lakeret stål, at størstedelen af de kunder, som havde udtrykt et standpunkt, på overbevisende vis havde angivet grænser for substituerbarheden. thyssenkrupp har tilføjet, at den omstændighed, at dette standpunkt anses for at være »flertallet« af kundernes standpunkt, udgør en urigtig gengivelse af beviserne. Efter denne virksomheds opfattelse er det for at nå til en sådan konstatering ikke nødvendigt at foretage en ny bedømmelse af realiteten, men alene at se bort fra besvarelserne.

174

I stedet for præcist at identificere de beviser, som Retten gengav urigtigt, har thyssenkrupp blot henvist til stævningen i første instans og bilag A.4d, som er omtalt i den appellerede doms præmis 132, som består af 592 sider og indeholder alle kundernes besvarelser af Kommissionens spørgsmål inden for rammerne af denne institutions markedsundersøgelse.

175

Eftersom thyssenkrupp ikke præcist har identificeret de beviser, der angiveligt er blevet gengivet urigtigt i det foreliggende tilfælde, skal denne virksomheds argumentation afvises.

176

Det andet anbringendes andet led skal således forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

177

thyssenkrupp har foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 56 med urette fastslog, at denne virksomheds argumenter, som skulle godtgøre, at HDG-stål og EG-stål tilhører samme marked, i det hele skulle forkastes som irrelevante.

178

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

179

Det skal i denne henseende bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 56 i det væsentlige fastslog, at eftersom Kommissionen ikke endeligt havde konkluderet, at HDG-stål og EG-stål henhørte under to særskilte markeder, skulle thyssenkrupps argumenter om, at HDG-stål og EG-stål tilhører samme marked, i det hele forkastes som irrelevante.

180

I nævnte doms præmis 57 fastslog Retten, at disse argumenter under alle omstændigheder ligeledes skulle forkastes af de grunde, der var anført i nævnte doms præmis 58-70.

181

Eftersom thyssenkrupp, som det fremgår af nærværende doms præmis 62-70, ikke har godtgjort, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 58-70, skal det andet appelanbringendes tredje led forkastes som irrelevant.

182

thyssenkrupp har gjort gældende, at Retten ikke traf afgørelse om det første klagepunkt i det første anbringende i stævningen i første instans og tilsidesatte sin begrundelsespligt ved at misforstå denne virksomheds kritik vedrørende behovet for at tage hensyn til Kommissionens tidligere afgørelsespraksis og navnlig afgørelsen i AM/Ilva-sagen.

183

I første instans gjorde thyssenkrupp nemlig gældende, at der ikke var noget faktuelt grundlag, som gjorde det muligt at antage, at der fandtes et særskilt marked for HDG-stål til bilindustrien, idet denne virksomhed støttede sig på visse elementer i AM/Ilva-sagen, der ligeledes burde have været taget i betragtning i den foreliggende sag, eftersom disse elementer vedrørte de samme produkter og de samme relevante markeder. Nævnte elementer omfattede navnlig konstateringerne om substituerbarheden på udbudssiden mellem højkvalitets- og lavkvalitetsprodukter og det prispres, som udøves af basisprodukter, samt den omstændighed, at AM havde været lige ved at erhverve to store HDG-fabrikker fra Ilva, som kunne fremstille store mængder HDG-stål og HDG-stål til bilindustrien af høj kvalitet.

184

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

185

Det fremgår i denne henseende klart af stævningen i første instans, at thyssenkrupp gjorde gældende, at HDG-stål til bilindustrien i AM/Ilva-sagen blev anset for at være et særskilt marked, og at der i den foreliggende sag ikke var grundlag for at finde, at der fandtes et sådant marked. Denne virksomhed har anført, at det forhold, at der ikke findes et sådant særskilt marked, understøttes af to af Kommissionens generelle grunde i 295. betragtning og 602. betragtning ff. til afgørelsen i AM/Ilva-sagen.

186

I den appellerede doms præmis 65-69 forstod Retten thyssenkrupps klagepunkt korrekt, samtidig med at den forkastede virksomhedens argumenter.

187

I nævnte doms præmis 65 fastslog Retten navnlig, at henvisningen til Kommissionens tidligere afgørelser vedrørende flade produkter af kulstofstål, og særligt afgørelsen i AM/Ilva-sagen, ikke var relevant.

188

I nævnte doms præmis 66 fastslog Retten, at det følger af dens faste praksis, at når Kommissionen efter en anmeldelse og på grundlag af sagsakter, der er særlige for en transaktion, tager stilling til, om en fusion er forenelig med det indre marked, kan en sagsøger ikke rejse tvivl om disse konstateringer med den begrundelse, at de adskiller sig fra tidligere konstateringer i en anden sag, på grundlag af en anden anmeldelse og andre sagsakter, selv om det antages, at de pågældende markeder i de to sager er ensartede eller endda identiske. Ifølge Retten var denne del af thyssenkrupps argumentation således irrelevant, for så vidt som denne virksomhed i det foreliggende tilfælde havde påberåbt sig Kommissionens analyser i en tidligere afgørelse.

189

I den appellerede doms præmis 68 fastslog Retten endvidere, at hverken Kommissionen eller så meget desto mindre Retten under alle omstændigheder i det foreliggende tilfælde var bundet af de konstateringer af faktiske omstændigheder og de økonomiske vurderinger, som var foretaget i Kommissionens tidligere afgørelser vedrørende flade produkter af kulstofstål, og navnlig i afgørelsen i AM/Ilva-sagen, hvortil thyssenkrupp henviste. Selv hvis det antages, at analysen i sidstnævnte afgørelse er forskellig fra analysen i den omtvistede afgørelse i det foreliggende tilfælde, uden at denne forskel er objektivt begrundet, skulle Retten kun annullere den omtvistede afgørelse i den foreliggende sag, hvis denne afgørelse og ikke afgørelsen i AM/Ilva-sagen var behæftet med fejl.

190

I den appellerede doms præmis 69 fastslog Retten således, at thyssenkrupp ikke kunne foreholde Kommissionen, at den i den omtvistede afgørelse ikke havde fulgt sin tidligere afgørelsespraksis, idet denne virksomhed gjorde gældende, at denne institution ikke havde foretaget de samme vurderinger af de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag og i de tidligere sager, navnlig i AM/Ilva-sagen, hvortil virksomheden henviste.

191

Det andet appelanbringendes fjerde led skal således forkastes som ugrundet.

192

Det følger heraf, at det andet appelanbringende skal forkastes, idet det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

193

Med det første klagepunkt har thyssenkrupp foreholdt Retten, at den i bl.a. den appellerede doms præmis 561 og 562 foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 2 i forordning nr. 139/2004 og 25. betragtning til denne forordning, da den fastslog, at Kommissionen i 1419. betragtning til den omtvistede afgørelse kunne lægge til grund, at der kunne være en betydelig hindring for effektiv konkurrence som følge af skabelsen af en dominerende stilling hvad angår TP og lamineret stål til emballering samt en betydelig hindring for effektiv konkurrence som følge af de ikke-koordinerede horisontale virkninger på markederne for TP, ECCS-stål og lamineret stål til emballering. Ifølge thyssenkrupp giver 25. betragtning til forordning nr. 139/2004 ikke mulighed for en samtidig anvendelse af disse to forskellige begreber. Det fremgår på ingen måde af denne betragtning, at lovændringen efter denne forordning tilsigtede at lette en ikke-indskrænkende fortolkning af kriteriet om en betydelig hindring for effektiv konkurrence. thyssenkrupp har således anført, at begrebet ikke-koordinerede virkninger på oligopolistiske markeder kun kan anvendes, hvis der ikke er konstateret en dominerende stilling.

194

I det foreliggende tilfælde afgjorde Kommissionen og Retten ikke, om den fusionerede enhed ville blive dominerende eller ej, og de sænkede dermed med urette tærsklen for intervention. Som Retten fastslog i dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217), er der intet holdepunkt for, at artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 tilsigtede at indføre en lavere tærskel for intervention.

195

Med det andet klagepunkt har thyssenkrupp i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 564 og 565 uden at foretage sin egen analyse blot henviste til 1413.-1419. betragtning til den omtvistede afgørelse med henblik på at fastslå, at Kommissionen »klart sondrede mellem de elementer, som understøtter konstateringen om skabelse af en dominerende stilling, og dem, der [førte] den til at konstatere ikke-koordinerede horisontale virkninger«. Ifølge thyssenkrupp skal vurderingen af de økonomiske virkninger være forskellig, alt efter om fusionen indebærer en dominerende stilling eller ikke-koordinerede virkninger på et oligopolistisk marked. thyssenkrupp har anført, at selv hvis det antages, at Retten i den appellerede doms præmis 565 kunne fastslå, at der kunne tages hensyn til de samme faktorer for at underbygge de to teorier om påvirkning af konkurrencen, som Kommissionen fremsatte, forholder det sig ikke desto mindre således, at Retten ikke kunne konkludere, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde sondret klart mellem disse to teorier og de relevante markeder.

196

I den appellerede doms præmis 563 fastslog Retten endvidere med urette, at thyssenkrupp ikke havde henvist til noget specifikt element i Kommissionens analyse for at foreholde denne institution, at den ikke havde sondret mellem de to teorier om påvirkning af konkurrencen. Denne virksomhed har nemlig anført, at selve kernen i det klagepunkt, som den har fremført, hvorefter Kommissionen ikke havde foretaget en sådan sondring, ikke gør det muligt at beskrive, præcist hvor i Kommissionens analyse den foreholdte undladelse skete.

197

Med det tredje og sidste klagepunkt har thyssenkrupp foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 567 og 568 gengav den omtvistede afgørelse uden at vurdere indholdet heraf.

198

Kommissionen har gjort gældende, at thyssenkrupps argumentation er ugrundet, og at det andet klagepunkt skal afvises.

199

Med hensyn til thyssenkrupps første klagepunkt skal det bemærkes, at artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 fastsætter, at fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for det indre marked eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres uforenelige med det indre marked.

200

Som det i det væsentlige fremgår af 25. betragtning til denne forordning, vedrører nævnte forordnings artikel 2, stk. 3, ligeledes spørgsmålet, om en fusion mellem virksomheder, der er aktive på et oligopolistisk marked, er uforenelig med det indre marked, når fusionen hæmmer den effektive konkurrence betydeligt, selv om den fusionerede enhed ikke har en dominerende stilling på det pågældende marked.

201

Det følger i det væsentlige af 25. betragtning, sidste punktum, til forordning nr. 139/2004, at begrebet »hæmme den effektive konkurrence betydeligt« som omhandlet i denne forordnings artikel 2, stk. 2 og 3, skal fortolkes således, at det ud over begrebet dominerende stilling kun omfatter de konkurrencebegrænsende virkninger af en fusion, der følger af den ikke-koordinerede adfærd, der udvises af virksomheder, som ikke ville have en dominerende stilling på det pågældende marked. Som det er anført i nævnte betragtnings tredje punktum, kan fusioner, der indebærer eliminering af et betydeligt konkurrencepres, som bestod mellem fusionsparterne, såvel som en svækkelse af det konkurrencepres, der hviler på de resterende konkurrenter, under visse omstændigheder, også selv om der ikke hersker nogen sandsynlighed for samordning mellem medlemmerne af oligopolet, nemlig bevirke, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt.

202

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de tydeligste ikke-koordinerede horisontale virkninger opstår, når den fusionerede enhed opnår eller styrker en individuel dominerende stilling.

203

Som Retten bekræftede i den appellerede doms præmis 562 med støtte i præmis 51 i dom af 13. februar 1979, Hoffmann-La Roche mod Kommissionen (85/76, EU:C:1979:36), kan et marked være domineret af en enkelt virksomhed, samtidigt med at det er oligopolistisk. På et sådant oligopolistisk marked kan en sådan virksomheds individuelle dominerende stilling desuden styrkes af en fusions ikke-koordinerede horisontale virkninger som dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 201.

204

På denne baggrund begik Retten ikke en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 561 og 562 fortolkede artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 og 25. betragtning hertil således, at begreberne om dels skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling, dels eksistensen af ikke-koordinerede horisontale virkninger, som skyldtes fjernelsen af et betydeligt konkurrencepres på et oligopolistisk marked, er forenelige og ikke udelukker hinanden gensidigt.

205

Det første klagepunkt skal dermed forkastes som ugrundet.

206

Hvad angår den af Kommissionen fremsatte formalitetsindsigelse om det andet klagepunkt og om, at thyssenkrupp ikke har underbygget dette klagepunkt med specifikke retlige argumenter, er det tilstrækkeligt at bemærke, at denne virksomhed i appelskriftet har anført tilstrækkeligt specifikke retlige argumenter. Med disse argumenter har thyssenkrupp i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, heller ikke anmodet om, at Domstolen foretager en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder i denne sag. Denne formalitetsindsigelse skal således forkastes.

207

For det første skal det med hensyn til realiteten vedrørende det andet klagepunkt bemærkes, at Retten i modsætning til, hvad thyssenkrupp har gjort gældende, foretog sin egen analyse af denne virksomheds argumentation om, hvorvidt Kommissionen i det foreliggende tilfælde havde støttet sig på de samme faktorer for at nå til to forskellige konklusioner.

208

Det fremgår nemlig af den appellerede doms præmis 564 og 565, at Retten fastslog, at Kommissionen i 1413.-1419. betragtning til den omtvistede afgørelse havde foretaget en særskilt analyse af dels skabelsen af en dominerende stilling, dels eksistensen af ikke-koordinerede horisontale virkninger, selv om disse to analyser delvist var støttet på de samme faktuelle forhold. I nævnte doms præmis 564 præciserede Retten navnlig, at »Kommissionen principalt konstaterede skabelse af en dominerende stilling på grundlag af markedsandele og flere andre elementer, der er omtalt i denne afgørelses afsnit 9.5.3-9.5.9, og subsidiært ligeledes ikke-koordinerede horisontale virkninger, som skyldtes fjernelsen af et betydeligt konkurrencepres, idet den støttede sig på betragtningerne i nævnte afgørelses afsnit 9.5.3-9.5.12«.

209

Med hensyn til den omstændighed, at disse analyser delvist var støttet på de samme faktuelle forhold, fastslog Retten i nævnte doms præmis 565, at »Kommissionens analyse af den dominerende stilling og analysen af de ikke-koordinerede horisontale virkninger ikke [kunne] gennemføres på anden vis end ved nødvendigvis at fokusere på de samme faktuelle forhold, såsom markedsandele og formåen, import, konkurrenternes reaktion og købekraften, således som det [var] blevet undersøgt i underafsnittene i den [omtvistede] afgørelses punkt 9.5, eftersom det [var] de samme forhold, der [skulle] tages i betragtning i begge analyser«.

210

Det fremgår således af disse grunde, at Retten heri selv undersøgte Kommissionens analyse af den pågældende fusions virkninger.

211

For det andet kan Retten ikke foreholdes, at den begik en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 565 at fastslå, at Kommissionen i et vist omfang kunne støtte sig på de samme faktorer og indicier med henblik på at påvise, at den påtænkte fusion kunne give anledning til skabelsen af en dominerende stilling eller medføre ikke-koordinerede horisontale virkninger, eftersom begreberne om henholdsvis skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling og ikke-koordinerede horisontale virkninger, der skyldes fjernelsen af et betydeligt konkurrencepres på et oligopolistisk marked, således som det fremgår af nærværende doms præmis 202-204, ikke udelukker hinanden gensidigt, og de tydeligste ikke-koordinerede horisontale virkninger opstår, når den fusionerede enhed opnår eller styrker en individuel dominerende stilling.

212

For det tredje og sidste er det med hensyn til thyssenkrupps argument om, at Retten i den appellerede doms præmis 563 med urette fastslog, at thyssenkrupp ikke havde henvist til noget specifikt element i Kommissionens analyse med henblik på at underbygge sin kritik af, at denne institution ikke havde sondret mellem de to teorier om påvirkning af konkurrencen, som den havde fremført, tilstrækkeligt at bemærke, at eftersom denne virksomhed ikke har godtgjort, at Retten i den appellerede doms præmis 564 og 565 med urette fastslog, at Kommissionen havde sondret mellem de elementer, som disse to teorier er støttet på, skal dette argument forkastes som irrelevant.

213

På denne baggrund skal thyssenkrupps andet klagepunkt forkastes som ugrundet.

214

Med hensyn til det tredje og sidste klagepunkt skal det fastslås, at eftersom thyssenkrupps argument, som er gengivet i nævnte doms præmis 567 og undersøgt i nævnte doms præmis 567 og 568, kun vedrørte spørgsmålet, om Kommissionens vurdering af de elementer, der kunne påvise en skabelse eller styrkelse af en dominerende stilling, skulle foretages på anden vis end vurderingen af de andre ikke-koordinerede virkninger, kan Retten ikke foreholdes, at den ikke foretog sin egen analyse af Kommissionens økonomiske vurdering, da den netop tilsigtede at besvare dette argument.

215

For det første fremhævede Retten nemlig i nævnte doms præmis 568, at »Kommissionen med hensyn til markedet for TP vurderede AM’s incitamenter til at imødegå den påtænkte fusionerede enheds prisstigninger ved bl.a. at tage hensyn til økonomiske forhold, såsom markedets oligopolistiske struktur, kundernes beskedne vilje til at øge deres afhængighed af AM, den omstændighed, at imødegåelsen af prisstigningerne ville medføre et prisfald for alle mængder, og den manglende reservekapacitet for AM (1288. og 1289. betragtning)«. For det andet »vurderede Kommissionen med hensyn til markedet for ECCS-stål AM’s incitamenter til at imødegå en sådan stigning, idet den støttede sig på bl.a. markedets oligopolistiske struktur og en analyse af [appellantens] interne dokumenter, som ifølge denne virksomhed påviste AM’s sandsynlige adfærd på dette marked (1294.-1297. betragtning)«. Eftersom thyssenkrupp ikke har godtgjort, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede doms præmis 567 og 568, er denne virksomheds kritik af nævnte doms præmis 566 endvidere irrelevant.

216

På denne baggrund skal thyssenkrupps tredje og sidste klagepunkt forkastes som ugrundet. Følgelig skal det tredje anbringendes første led forkastes.

217

Med det første klagepunkt har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten misforstod indholdet af det tredje anbringendes femte leds første klagepunkt i stævningen i første instans og ikke fastlagde de relevante kriterier for at vurdere, om TSE kunne kvalificeres som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, korrekt.

218

Med dette klagepunkt har thyssenkrupp nemlig anført, at denne virksomhed for Retten gjorde gældende, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse hverken havde anført det retlige kriterium, der fandt anvendelse med henblik på at kvalificere TSE som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, eller undersøgt, om den omhandlede situation henhørte under et af de to tilfælde, der er beskrevet i punkt 37 og 38 i retningslinjerne for horisontale fusioner. Ifølge thyssenkrupp anførte Kommissionen blot i 965. betragtning til denne afgørelse, at TSE før den påtænkte fusion var en betydelig konkurrencemæssig faktor, endda i større omfang end denne virksomheds markedsandele antydede, bl.a. fordi den aktivt planlagde at udvide sin tilstedeværelse på det relevante marked.

219

I denne forbindelse foretog Retten i den appellerede doms præmis 463 med urette en meget vid fortolkning af begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor« og begik således en retlig fejl, da den som følge heraf fastslog, at dette begreb gjorde det muligt at tage hensyn til situationer, hvor en virksomheds markedsandele kun giver en nyttig første indikation af markedsaktørernes konkurrencemæssige betydning.

220

Retten skulle desuden have taget hensyn til de anvisninger, der følger af præmis 174 i dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217), hvorefter en »betydelig konkurrencemæssig faktor« skal adskille sig fra sine konkurrenter hvad angår konsekvenserne for konkurrencen, idet enhver virksomhed, der udøver et konkurrencepres på et oligopolistisk marked, ellers kan kvalificeres som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«.

221

Med det andet klagepunkt har thyssenkrupp fremført seks hovedargumenter.

222

For det første er Rettens vurdering som led i undersøgelsen af det tredje anbringendes femte leds andet klagepunkt i stævningen i første instans behæftet med en retlig fejl, eftersom Retten ikke foretog en effektiv domstolsprøvelse. thyssenkrupp har navnlig anført, at Retten i bl.a. den appellerede doms præmis 476, 478, 484 og 486 blot gentog og beskrev Kommissionens vurdering, som fremgik af den omtvistede afgørelse, og ikke angav en begrundelse, der gjorde det muligt at forstå, om Retten fastslog, at de argumenter og beviser, som Kommissionen havde fremlagt, var tilstrækkelige til at underbygge denne institutions konstateringer, hvorefter TSE i det væsentlige gennemførte store og mellemstore investeringer og fokuserede på at øge sin markedsandel i sektoren for HDG-stål til bilindustrien.

223

For det andet har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 477 med urette fastslog, at erklæringerne fra disse leverandører, som var afgivet inden for rammerne af Kommissionens markedsundersøgelse, med hensyn til de beviser, som var fremlagt for at godtgøre, at andre leverandører af HDG-stål til bilindustrien samtidig ligeledes gennemførte investeringer svarende til de af TSE gennemførte i denne sektor, skulle prioriteres i forhold til de beviser, som thyssenkrupp og TSE fremlagde.

224

For det tredje henviste Retten i den appellerede doms præmis 478 og 485 med urette til 1079. betragtning til den omtvistede afgørelse med henblik på undersøgelsen af Kommissionens vurdering af, om TSE kunne kvalificeres som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«. Denne betragtning vedrørte på ingen måde denne vurdering.

225

For det fjerde har thyssenkrupp anført, at den appellerede doms præmis 482 er behæftet med en selvmodsigende begrundelse. I denne præmis 482 fastslog Retten, at Kommissionen ikke havde anlagt et urigtigt skøn, da den fandt, at de økonomiske oplysninger, som thyssenkrupp og TSE havde fremlagt, og som vedrørte udviklingen af TSE’s markedsandel i 2012-2017, ikke var afgørende for at kvalificere denne virksomhed som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, bl.a. fordi visse aktiver i TSE, som det fremgik af 901. betragtning til den omtvistede afgørelse, efter de gennemførte investeringer sandsynligvis først ville påbegynde den moderniserede produktion i løbet af tidligst 2019-2021.

226

I nævnte præmis 482 fastslog Retten endvidere, at Kommissionen, således som det fremgår af 901. betragtning til den omtvistede afgørelse, ikke havde antaget, at TSE’s markedsandel ville stige i 2019-2021.

227

I denne forbindelse har thyssenkrupp præciseret, at såfremt Kommissionen fandt, at TSE’s markedsandel ikke tidligere var steget væsentligt, fordi visse af denne virksomheds aktiver endnu ikke havde påbegyndt den moderniserede produktion, skulle denne institution have antaget, at TSE’s markedsandel ville stige, så snart denne moderniserede produktion begyndte. Ellers er der intet argument, som giver Kommissionen mulighed for at kvalificere TSE som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«.

228

Ifølge thyssenkrupp tog Retten heller ikke hensyn til denne virksomheds argumentation om, at det ikke kunne antages, at TSE’s konkurrenceevne ville forøges efter påbegyndelsen af den moderniserede produktion, uden at tage hensyn til virkningerne af de samtidige og parallelle, tilsvarende og kendte investeringer, som TSE’s konkurrenter foretog.

229

For det femte har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 487 undlod at foretage en selvstændig undersøgelse af virksomhedens argumentation om, at TSE’s investeringer kun tilsigtede at indhente konkurrenternes investeringer. I denne forbindelse gengav Retten endvidere 897. betragtning til den omtvistede afgørelse urigtigt, idet den fastslog, at thyssenkrupp og TSE havde anerkendt, at de ikke havde beviser, der underbyggede deres argument. thyssenkrupp og TSE havde nemlig blot anerkendt, at den omstændighed, som disse to virksomheder havde støttet sig på i denne henseende, ikke var udtrykkeligt anført i de beviser, som de havde fremlagt. Retten undersøgte endvidere ikke de beviser, som den rådede over.

230

For det sjette har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 490 forkastede denne virksomheds argumentation, hvorefter Kommissionen havde set bort fra de beviser, som thyssenkrupp og TSE havde fremlagt med henblik på at godtgøre, at et vist antal kunder og konkurrenter ikke var enige i kvalificeringen af TSE som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, uden at den foretog sin egen analyse, og uden at den præciserede betragtningerne til den omtvistede afgørelse vedrørende Kommissionens undersøgelse af disse beviser.

231

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

232

For det første skal det med hensyn til thyssenkrupps første klagepunkt, hvormed det i det væsentlige gøres gældende, at Retten misforstod indholdet af det tredje anbringendes femte leds første klagepunkt i stævningen i første instans og ikke fastlagde de relevante kriterier for at vurdere, om TSE kunne kvalificeres som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, korrekt, bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 454-464 undersøgte det tredje anbringendes femte leds første klagepunkt i stævningen i første instans.

233

I nævnte doms præmis 454-458 angav Retten thyssenkrupps argumentation. Det fremgår i det væsentlige af disse præmisser, at denne virksomhed med det tredje anbringendes femte leds første klagepunkt i stævningen i første instans gjorde gældende, at Kommissionen i 883. betragtning ff. til den omtvistede afgørelse ikke havde foretaget en korrekt anvendelse af de kriterier, der gør det muligt at definere, hvad der udgør en »betydelig konkurrencemæssig faktor« som anført i punkt 37 og 38 i retningslinjerne for horisontale fusioner.

234

Som det fremgår af punkt 100-102 i stævningen i første instans, henviste thyssenkrupp rent faktisk til de to tilfælde, der er beskrevet i punkt 37 og 38 i retningslinjerne for horisontale fusioner, som relevante kriterier og anførte, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse ikke havde undersøgt, om kriterierne vedrørende begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor« fandt anvendelse.

235

Det følger således heraf, at Retten ikke misforstod indholdet af det tredje anbringendes femte leds første klagepunkt i stævningen i første instans.

236

For det andet skal det med hensyn til thyssenkrupps klagepunkt, hvormed denne virksomhed i det væsentlige har gjort gældende, at Retten ikke foretog en korrekt definition af de relevante kriterier med henblik på at afgøre, om TSE kunne kvalificeres som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, og at Retten i den appellerede doms præmis 463 med urette anlagde en meget vid fortolkning af begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor«, bemærkes, at Retten i nævnte doms præmis 460 og 461 erindrede om indholdet af punkt 37 og 38 i retningslinjerne for horisontale fusioner, hvori dette begreb indføres.

237

I nævnte doms præmis 462 fastslog Retten, at de to tilfælde, der fremgår af punkt 37 og 38 i retningslinjerne for horisontale fusioner, hvorefter det er muligt, at en nytilkommen virksomhed på det pågældende marked i fremtiden forventes at udøve et betydeligt konkurrencepres på de øvrige virksomheder på markedet, og en virksomhed med en forholdsvis beskeden markedsandel alligevel kan være en betydelig konkurrencemæssig faktor, hvis den har lovende produkter under udvikling, kun er eksempler på situationer, hvor der kan foreligge en betydelig konkurrencemæssig faktor.

238

I den appellerede doms præmis 463 fastslog Retten endvidere, at begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor«, som det fremgår af punkt 37 i retningslinjerne for horisontale fusioner, gør det muligt at tage hensyn til situationer, hvor en virksomheds markedsandele kan føre til, at denne virksomheds betydning undervurderes ud fra et konkurrencemæssigt perspektiv. Retten anførte, at dette begreb er foreneligt med udsagnet i disse retningslinjers punkt 14, hvorefter markedsandelene, selv om de er relevante, kun giver nyttige første indikationer om markedsaktørernes konkurrencemæssige betydning. Retten fastslog således, at det påhviler Kommissionen at foretage en grundig analyse af konkurrencevilkårene, idet den ligeledes tager hensyn til andre faktorer end markedsandele, såsom fusionens indvirkning på konkurrencen mellem parterne og de mulige reaktioner fra kunder og konkurrenter.

239

I denne forbindelse fastslog Retten i den appellerede doms præmis 464-466 i det væsentlige, at Kommissionen havde foretaget en sådan detaljeret analyse af konkurrencen mellem parterne i den påtænkte fusion og det konkurrencepres, som TSE udøvede på markedet for HDG-stål til bilindustrien. Retten fastslog således, at denne institution havde analyseret TSE’s rolle og specifikke evner og denne virksomheds stilling i forhold til de andre aktører og fastslået, at TSE adskilte sig fra de fleste andre aktører.

240

Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af en kombineret læsning af punkt 26, 37 og 38 i retningslinjerne for horisontale fusioner, at elimineringen af en »betydelig konkurrencemæssig faktor« principielt er en af de faktorer, som kan påvirke sandsynligheden for, at en fusion medfører betydelige ikke-koordinerede virkninger, og som således gør det muligt bl.a. at vurdere, om fusionen indebærer eliminering af et betydeligt konkurrencepres, som bestod mellem fusionsparterne (dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 160).

241

Det fremgår endvidere af retspraksis, at begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor« ikke udelukkende kan anvendes på virksomheder, der fører en særligt aggressiv konkurrence på priser og tvinger konkurrenterne på markedet til at følge sine priser, eller på virksomheder, hvis prispolitik kan medføre en væsentlig ændring af den konkurrencemæssige dynamik på det relevante marked (dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 166).

242

Domstolen har således tidligere fastslået, at det for at kvalificere en virksomhed som en »betydelig konkurrencemæssig faktor« er tilstrækkeligt, således som det fremgår af punkt 37 i retningslinjerne for horisontale fusioner, at virksomheden har større indflydelse på konkurrenceprocessen, end dens markedsandel eller andre lignende mål tyder på (dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 167).

243

På denne baggrund begik Retten ikke en retlig fejl ved definitionen af de relevante kriterier for at afgøre, om TSE kunne kvalificeres som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«, eller ved fortolkningen af begrebet »betydelig konkurrencemæssig faktor«, idet den fastslog, at dette begreb ligeledes omfattede situationer, hvor markedsandele kunne føre til, at en virksomheds betydning undervurderedes, og at det tilkom Kommissionen at foretage en grundig analyse af konkurrencevilkårene, idet den ligeledes skulle tage hensyn til andre faktorer, såsom fusionens indvirkning på konkurrencen mellem de berørte parter og de mulige reaktioner fra kunder og konkurrenter.

244

Det første klagepunkt skal dermed forkastes som ugrundet.

245

Det andet klagepunkt består af seks hovedargumenter.

246

Hvad angår det første argument inden for rammerne af det andet klagepunkt, som er omhandlet i nærværende doms præmis 222, skal det bemærkes, at omfanget af den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF, omfatter alle oplysninger i Kommissionens afgørelser, hvoraf Retten sikrer en indgående undersøgelse af både de faktiske og retlige omstændigheder i lyset af de anbringender, som sagsøgeren har fremsat, og under hensyn til alle de af sidstnævnte fremlagte relevante oplysninger (jf. i denne retning dom af 26.9.2018, Infineon Technologies mod Kommissionen, C-99/17 P, EU:C:2018:773, præmis 48).

247

Omfanget af Rettens prøvelse er således begrænset af de anbringender, som sagsøgeren har fremsat, med undtagelse af anbringender om grundlæggende retsprincipper.

248

For det første fremgår det af den appellerede doms præmis 468, som thyssenkrupp ikke har anfægtet, at denne virksomhed i første instans blot gjorde gældende, at den ikke havde en klar forståelse af de beviser, som Kommissionen havde støttet sig på for at finde, at TSE havde foretaget mere end gennemsnitlige investeringer og havde fokuseret på at øge sin markedsandel i sektoren for HDG-stål til bilindustrien. thyssenkrupp har endvidere foreholdt Kommissionen, at den i 896. betragtning til den omtvistede afgørelse forkastede de beviser, som thyssenkrupp og TSE havde fremlagt for at godtgøre, at andre leverandører af HDG-stål til bilindustrien ligeledes var ved at gennemføre investeringer svarende til de af TSE gennemførte i denne sektor, med den begrundelse at disse beviser modsagde svarene fra leverandørerne selv og kunderne i nævnte sektor.

249

Ved undersøgelsen af disse klagepunkter i den appellerede doms præmis 475-479 fastslog Retten i det væsentlige, at den omtvistede afgørelse i modsætning til, hvad thyssenkrupp gjorde gældende, indeholdt en række indicier, der godtgjorde, at TSE havde gennemført mere end gennemsnitlige investeringer inden for HDG-stål til bilindustrien og havde fokuseret på at øge sin markedsandel i sektoren for HDG-stål til bilindustrien. I nævnte doms præmis 476 fastslog Retten navnlig, at Kommissionen ikke kunne foreholdes, at den ikke havde omtalt de beviser, som den havde støttet sig på, eftersom denne institution, således som det fremgår af bl.a. 884.-892., 948. og 954. betragtning til den omtvistede afgørelse, havde støttet sig på interne dokumenter fra thyssenkrupp og TSE samt svarene fra konkurrenter og kunder inden for rammerne af den gennemførte markedsundersøgelse.

250

I den appellerede doms præmis 477 og 478 fastslog Retten endvidere, at Kommissionen med hensyn til thyssenkrupps klagepunkt om, at denne institution i 896. betragtning til den omtvistede afgørelse ikke kunne forkaste beviserne fremlagt af thyssenkrupp og TSE, som skulle godtgøre, at andre leverandører af HDG-stål til bilindustrien ligeledes var ved at gennemføre investeringer svarende til de af TSE gennemførte, i denne 896. betragtning havde anført, at den havde støttet sig på markedsundersøgelsen for at forkaste disse.

251

For det andet undersøgte Retten i den appellerede doms præmis 484-486 thyssenkrupps klagepunkter om, at Kommissionen hverken havde sammenlignet TSE’s investeringer med konkurrenternes eller havde taget hensyn til udgifterne til forskning og udvikling eller disse konkurrenters interne strategiplaner.

252

Det fremgår imidlertid klart af den appellerede doms præmis 484-486, at Retten undersøgte disse klagepunkter og anførte, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde i 883.-966. betragtning til den omtvistede afgørelse havde foretaget en detaljeret analyse af TSE’s rolle, stilling og specifikke evner i forhold til andre aktører på det pågældende marked og konstateret, at TSE adskilte sig fra de fleste andre aktører. I den appellerede doms præmis 485 og 486 præciserede Retten, at Kommissionen i sin analyse bl.a. havde taget hensyn til investeringerne og udvidelsesplanerne for fire konkurrenter til TSE.

253

På denne baggrund er thyssenkrupps kritik af den appellerede doms præmis 476, 478, 484 og 486 ugrundet.

254

Med hensyn til det andet klagepunkts andet argument, som er omtalt i nærværende doms præmis 223, er det tilstrækkeligt at bemærke, at thyssenkrupp ikke har godtgjort, hvorfor Retten ikke skulle have prioriteret erklæringerne fra andre leverandører end TSE, selv om de, som Kommissionen har anført, var bedre stillet end thyssenkrupp til at kommentere deres egne investeringsplaner.

255

thyssenkrupps argumentation skal derfor forkastes som ugrundet.

256

Hvad angår det andet klagepunkts tredje argument, som er omtalt i nærværende doms præmis 224, skal det bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 478 tilsigtede at besvare den argumentation, hvormed thyssenkrupp havde foreholdt Kommissionen, at den ikke havde omtalt de beviser, som den havde støttet sig på for at kvalificere TSE som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«.

257

thyssenkrupp har ikke anfægtet Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 479, hvorefter appellanten ikke havde godtgjort, at Kommissionen ikke kunne støtte sig på en række indicier, som var faktuelt nøjagtige, pålidelige og samstemmende, og som kunne underbygge konklusionerne udledt heraf i 883.-966. betragtning til den omtvistede afgørelse.

258

Med den appellerede doms præmis 485 tilsigtede Retten desuden at besvare thyssenkrupps argument om, at Kommissionen ikke havde sammenlignet TSE’s investeringer med konkurrenternes med henblik på at kvalificere TSE som en »betydelig konkurrencemæssig faktor«.

259

Selv hvis det antages, at det ikke var fornødent for Retten at henvise til 1079. betragtning til den omtvistede afgørelse, eftersom denne betragtning ikke indgår i den af del af det afsnit i denne afgørelse, som specifikt vedrører spørgsmålet om, hvorvidt TSE udgør en betydelig konkurrencemæssig faktor, skal det bemærkes, at Retten under alle omstændigheder støttede sig på andre betragtninger til nævnte afgørelse, som viser, at Kommissionen rent faktisk havde foretaget en sådan sammenligning.

260

Det fremgår nemlig af den appellerede doms præmis 484, at Kommissionen i 883.-966. betragtning til den omtvistede afgørelse havde analyseret TSE’s rolle og specifikke evner samt TSE’s stilling i forhold til andre aktører på markedet og fastslået, at TSE adskilte sig fra de fleste andre aktører.

261

Det følger af 896. betragtning til denne afgørelse, som Retten undersøgte i nævnte doms præmis 477, at Kommissionen havde analyseret argumentet fremført af parterne i den påtænkte fusion, hvorefter TSE’s konkurrenter selv gennemførte investeringer svarende til de af TSE gennemførte, og at denne institution havde konstateret, at dette argument blev modsagt af de oplysninger, som den havde modtaget fra disse konkurrenter og forbrugerne af de pågældende produkter.

262

På denne baggrund skal thyssenkrupps argumentation forkastes som irrelevant.

263

Hvad angår det fjerde argument, som er fremført inden for rammerne af det andet klagepunkt, der er omtalt i nærværende doms præmis 225-228, er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette argument vedrører en grund, som Retten anførte for fuldstændighedens skyld. Eftersom klagepunkter, der er rettet mod præmisser, som er anført for fuldstændighedens skyld, i en dom afsagt af Retten, ikke kan føre til dens ophævelse og derfor er irrelevante (dom af 13.7.2023, Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments, C-376/20 P, EU:C:2023:561, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis), skal nævnte argument forkastes som irrelevant.

264

Med hensyn til det femte argument, der er fremført inden for rammerne af det andet klagepunkt, som er omtalt i nærværende doms præmis 229, skal det fastslås, at selv hvis det antages, at Retten i den appellerede doms præmis 487 ikke foretog en korrekt gengivelse af 897. betragtning til den omtvistede afgørelse, er en sådan fejl uden betydning for thyssenkrupps argument om, at Retten undlod at foretage en selvstændig undersøgelse af denne virksomheds argument om, at TSE’s investeringer kun tilsigtede at indhente konkurrenternes investeringer. I nævnte doms præmis 488, som thyssenkrupp ikke har anfægtet, anførte Retten nemlig, at Kommissionen under alle omstændigheder havde forkastet dette argument i 920.-932. betragtning til den omtvistede afgørelse, og at thyssenkrupp ikke havde fremlagt et tilstrækkeligt overbevisende modbevis for at gøre Kommissionens vurderinger i nævnte betragtninger usandsynlige.

265

Under disse omstændigheder skal det femte argument inden for rammerne af det andet klagepunkt, som er omtalt i nærværende doms præmis 229, forkastes.

266

Hvad angår det sjette argument, som er fremført inden for rammerne af det andet klagepunkt, der er omtalt i nærværende doms præmis 230, skal det fastslås, at thyssenkrupps argumentation er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

267

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 473 og 490, der indeholder en gengivelse af thyssenkrupps klagepunkter, gjorde denne virksomhed for Retten blot gældende, at Kommissionen havde set bort fra nævnte beviser. Denne omstændighed bekræftes af læsningen af punkt 107 i stævningen i første instans.

268

I denne forbindelse behandlede Retten i den appellerede doms præmis 490 netop dette klagepunkt og fastslog under henvisning til 883.-966. betragtning til den omtvistede afgørelse, at Kommissionen i modsætning til, hvad thyssenkrupp gjorde gældende, som led i sin undersøgelse af samtlige beviser, som den var blevet forelagt, havde taget hensyn til disse beviser, men havde fundet, at de ikke var tilstrækkeligt overbevisende til at ændre dens vurdering i denne henseende.

269

Retten kan således ikke foreholdes, at den ikke selv vurderede de beviser, som parterne i den påtænkte fusion havde fremlagt, eller at den ikke præciserede, i hvilke betragtninger til den omtvistede afgørelse Kommissionen havde undersøgt disse beviser.

270

På denne baggrund skal det tredje anbringendes andet leds andet klagepunkt forkastes som ugrundet.

271

Følgelig skal det tredje anbringendes andet led forkastes som ugrundet.

272

thyssenkrupp har gjort gældende, at i modsætning til de anvisninger, der følger af præmis 227 ff. i dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217), pålagde Retten ikke Kommissionen at påvise et særligt nært forhold mellem thyssenkrupp og TSE hvad angår markedet for HDG-stål til bilindustrien såvel som markedet for stål til emballering. Ifølge thyssenkrupp foretog Retten herved en urigtig fortolkning og anvendelse af begrebet »nære konkurrenter« i punkt 28 i retningslinjerne for horisontale fusioner.

273

For det første henviste Retten i den appellerede doms præmis 532, som afsluttede afsnittet om HDG-stål til bilindustrien, til Kommissionens konstatering, hvorefter thyssenkrupp og TSE er »nære« konkurrenter og ikke »særligt« nære konkurrenter. Den fremgangsmåde, som Retten fulgte i den appellerede doms præmis 513, 520 og 521, viser, at Retten ikke pålagde Kommissionen at påvise, at disse to virksomheder er særligt nære konkurrenter.

274

For det andet kvalificerede Retten i hele den appellerede doms afsnit vedrørende stål til emballering, navnlig i nævnte doms præmis 740-745 og 750-752, parterne i den påtænkte fusion som »nære« konkurrenter. Det fremgår især klart af vurderingerne i nævnte doms præmis 735, 739, 747, og 751, at Retten ikke anerkendte, at nær konkurrence som omhandlet i punkt 28 ff. i retningslinjerne for horisontale fusioner kræver et særligt nært forhold. Det fremgår således af disse præmisser i den appellerede dom, at Retten ikke anvendte det passende kriterium om et særligt nært konkurrenceforhold.

275

Kommissionen har gjort gældende, at thyssenkrupps argumentation skal afvises, og at den er ugrundet.

276

I replikken har thyssenkrupp heroverfor anført, at dette led kan antages til realitetsbehandling, for det første fordi det, selv om denne virksomhed ikke anvendte udtrykket »særligt nære konkurrenter« i stævningen i første instans, bl.a. fremgår af denne stævnings punkt 161, at virksomheden henviste til punkt 28 i retningslinjerne for horisontale fusioner og til den omstændighed, at Kommissionen ikke anvendte det rigtige kriterium, som består i at afgøre, om parterne i den påtænkte fusion udbød produkter, som et meget stort antal kunder anså for at udgøre deres første eller andet valg, hvilket afslører et særligt nært konkurrenceforhold. For det andet omtalte thyssenkrupp denne problemstilling i retsmødet for Retten.

277

Det skal i denne henseende bemærkes, som det fremgår af nærværende doms præmis 123, at det følger af artikel 170, stk. 1, i Domstolens procesreglement, at der i appelskriftet ikke må foretages nogen ændring af sagens genstand, som den forelå for Retten. Under en appel har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans. En part har derfor ikke under en appel adgang til først for Domstolen at fremsætte et anbringende, der ikke er blevet fremsat for Retten, idet dette ville være ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten.

278

I det foreliggende tilfælde fremgår det af stævningen i første instans, navnlig denne stævnings punkt 161, at selv om thyssenkrupp henviste til punkt 28 i retningslinjerne for horisontale fusioner, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne virksomhed ikke foreholdt Kommissionen, at den havde begået en fejl, for så vidt som denne institution med henblik på fastlæggelsen af nærheden mellem thyssenkrupp og TSE havde anvendt et mindre krævende kriterium end kriteriet om, at disse to virksomheder skulle kvalificeres som »særligt nære konkurrenter«. thyssenkrupp anførte i virkeligheden blot, at vurderingen af, om der var et nært konkurrenceforhold, grundlæggende var en økonomisk vurdering af graden af substituerbarhed mellem produkterne fra parterne i den påtænkte fusion, og at de spørgsmål, som Kommissionen havde stillet kunderne med henblik på at fastlægge konkurrenceforholdets nærhed mellem parterne i den påtænkte fusion, var urigtige.

279

Med hensyn til thyssenkrupps argumentation, hvorved denne virksomhed i retsmødet for Retten under henvisning til dom af 28. maj 2020, CK Telecoms UK Investments mod Kommissionen (T-399/16, EU:T:2020:217), udtrykkeligt anførte, at Kommissionen skulle have påvist, at thyssenkrupp og TSE er »særligt nære konkurrenter« hvad angår markedet for HDG-stål til bilindustrien såvel som markedet for stål til emballering, er det tilstrækkeligt at fastslå, at thyssenkrupp ikke har fremlagt beviser, der kan underbygge denne argumentation.

280

Det følger heraf, at det tredje appelanbringendes tredje led skal forkastes som ugrundet.

281

Følgelig skal det tredje anbringendes tredje led forkastes.

282

For det første har thyssenkrupp i det væsentlige foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 279-287 ikke undersøgte denne virksomheds argumentation, der var fremført i punkt 63-68 i stævningen i første instans. Ifølge denne virksomhed gentog Retten blot de beviser, som Kommissionen havde støttet sig på i den omtvistede afgørelse.

283

For det andet har thyssenkrupp i det væsentlige foreholdt Retten, at den i bl.a. den appellerede doms præmis 285 bekræftede Kommissionens vurderinger, hvorefter prisstigningerne efter den påtænkte fusion kun var støttet af truslen om repressalier fra denne fusionerede enhed, såfremt AM ikke tilpassede sig disse prisstigninger. Ifølge thyssenkrupp gav denne fremgangsmåde uden en konstatering af de koordinerede virkninger Kommissionen mulighed for i forbindelse med alle fusioner at fastslå betydelige hindringer for effektiv konkurrence. thyssenkrupp har præciseret, at enhver fusioneret enhed nemlig ville være tilskyndet til at hæve priserne, såfremt den på pålidelig vis kunne true de konkurrenter, som ikke ville tilpasse sig, med repressalier.

284

For det tredje har thyssenkrupp foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 611, 612, 615, 617 og 619 uden at foretage sin egen analyse af, om AM var et levedygtigt alternativ for købere af TP eller ECCS-stål, blot gengav den omtvistede afgørelse, idet den fastslog, at Kommissionens økonomiske analyse var »sammenhængende«, »meget sandsynlig« og »stærk«.

285

thyssenkrupp har desuden anført, at Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 615 om AM’s eventuelle adfærd efter den påtænkte fusionerede enheds prisstigninger er urigtig, for så vidt som Retten så bort fra den omstændighed, at en konkurrent kun ville opleve øget efterspørgsel, hvis den pågældende ikke fulgte den fusionerede enheds (hypotetiske) prisstigninger.

286

thyssenkrupp har endvidere foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 613 ff. undlod at vurdere, hvilken reservekapacitet der kunne anses for »tilstrækkelig«.

287

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

288

I første række skal det med hensyn til thyssenkrupps klagepunkt om, at Retten i den appellerede doms præmis 279-287 ikke undersøgte denne virksomheds argumentation, der var anført i punkt 63-68 i stævningen i første instans, fastslås, at dette klagepunkt er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

289

thyssenkrupps argumentation, som fremgår af punkt 63-68 i stævningen i første instans og er gengivet i den appellerede doms præmis 270 og 271, blev forkastet i nævnte doms præmis 282-290. Som det fremgår af nævnte doms præmis 282, 283, 285 og 287-289, fastslog Retten navnlig, at Kommissionen havde støttet sig på flere beviser, AM’s reelle og faktiske adfærd på markedet for HDG-stål til bilindustrien og økonomiske oplysninger, som thyssenkrupp og TSE havde fremlagt, med henblik på at godtgøre, at AM ikke ville være tilskyndet til at reagere på den påtænkte fusionerede enheds prisstigninger ved at øge sin produktion. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 288, godkendte Retten desuden Kommissionens konklusioner ved at støtte sig på sin egen undersøgelse af nævnte beviser.

290

I anden række skal det med hensyn til thyssenkrupps argumentation, hvormed denne virksomhed i det væsentlige har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 285 med urette bekræftede Kommissionens konklusioner om, at prisstigningerne efter fusionen kun var støttet på truslen om repressalier fra den påtænkte fusionerede enhed, såfremt AM ikke tilpassede sig disse prisstigninger, fastslås, at denne argumentation ligeledes er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

291

For det første undersøgte Retten, som det fremgår af nævnte doms præmis 266, thyssenkrupps argumentation om, at Kommissionen implicit havde konstateret koordinerede horisontale virkninger, eftersom AM ifølge denne institution koordinerede sine priser med den påtænkte fusionerede enhed, og denne enhed efter den påtænkte fusion ville tage hensyn til denne koordinering med henblik på at træffe sine beslutninger om priser. I nævnte doms præmis 268 og 269 forkastede Retten thyssenkrupps argumentation og fastslog i det væsentlige, at Kommissionen end ikke implicit havde omtalt nogen form for koordinerede horisontale virkninger mellem AM og den fusionerede enhed.

292

For det andet forkastede Retten i dommens præmis 282-290 thyssenkrupps argumentation, hvormed denne virksomhed i det væsentlige gjorde gældende, at den omtvistede afgørelse var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn hvad angår de beviser, der var lagt til grund for at godtgøre, AM ikke ville være tilskyndet til at udøve et pres på prisstigningerne efter den påtænkte fusion, selv om denne virksomhed havde meget stor kapacitet.

293

Som led i vurderingen fastslog Retten på ingen måde, at prisstigningerne efter den påtænkte fusion kun var støttet af truslen om repressalier fra den fusionerede enhed, såfremt AM ikke tilpassede sig disse prisstigninger.

294

I tredje og sidste række skal det med hensyn til thyssenkrupps argumentation, der er omtalt i nærværende doms præmis 284-286, bemærkes, at den appellerede doms præmis 611, 612, 615, 617 og 619 vedrører Rettens undersøgelse af det fjerde anbringendes tredje led i stævningen i første instans om en retlig fejl og åbenbart urigtige skøn vedrørende kundernes mulighed for at skifte leverandør i EØS.

295

Det fremgår tilstrækkeligt klart af den appellerede doms præmis 611-620, at Retten i modsætning til, hvad thyssenkrupp har gjort gældende, ikke alene forkastede denne virksomheds kritik om, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at AM efter den påtænkte fusion ikke ville være et levedygtigt alternativ for købere af TP eller ECCS-stål, men at den også foretog sin egen vurdering af Kommissionens konklusioner.

296

Efter i bl.a. den appellerede doms præmis 612 og 616 at have fastslået, at Kommissionen med hensyn til såvel markedet for TP som markedet for ECCS-stål havde underbygget sin fremtidsanalyse af AM’s incitamenter til at imødegå den påtænkte fusionerede enheds eventuelle prisstigning, efterprøvede Retten nemlig indledningsvis i nævnte doms præmis 614, om denne analyse var i overensstemmelse med punkt 32-35 i retningslinjerne for horisontale fusioner, der fremgår under overskriften »Konkurrenterne vil sandsynligvis ikke forøge udbuddet, hvis priserne stiger«. Efter undersøgelsen fastslog Retten, at det var usandsynligt, at produktionen ville blive forøget, navnlig når konkurrenterne havde kapacitetsbegrænsninger, som det i det foreliggende tilfælde er tilfældet for AM hvad angår TP.

297

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 615, undersøgte Retten Kommissionens fremtidsanalyse og fastslog, at det var meget sandsynligt, at de kunder, der i forhold til den påtænkte fusionerede enheds eventuelle prisstigning ville forsøge at vende sig til en konkurrent som f.eks. AM, der er den eneste anden væsentlige aktør på det pågældende marked, ligeledes ville blive mødt med prisstigninger.

298

Retten anførte nemlig, at når en sådan konkurrent oplever en øget efterspørgsel på sine produkter, tilskyndes den pågældende ensidigt til selv at øge sine priser og ikke til at fastholde dem eller sænke dem for at få nye kunder, eftersom dette modvirker optimeringen af vedkommendes fortjeneste. Retten godkendte følgelig Kommissionens fremtidsanalyse som sammenhængende og meget sandsynlig, og det kan i modsætning til, hvad thyssenkrupp har gjort gældende, ikke foreholdes Retten, at den i den appellerede doms præmis 615 fastlagde AM’s eventuelle adfærd i tilfælde af en prisstigning fra den påtænkte fusionerede enhed urigtigt, henset til bl.a. denne virksomheds kapacitetsbegrænsninger, som er anført i nævnte doms præmis 613.

299

I den appellerede doms præmis 617 fastslog Retten endvidere, at det ræsonnement, der fremgår af nævnte doms præmis 612 ff., om markedet for TP i det væsentlige ligeledes gælder for markedet for ECCS-stål. Retten bekræftede således, at Kommissionens fremtidsanalyse, hvorefter AM ikke ville være tilskyndet til at imødegå en eventuel prisstigning på ECCS-stål efter den påtænkte fusion, men snarere ville følge denne og drage fordel heraf, faktisk var lige så sammenhængende og meget sandsynlig, når der ligeledes blev taget hensyn til den omstændighed, at den oligopolistiske struktur på markedet for ECCS-stål sandsynligvis ville styrkes yderligere efter denne fusion.

300

Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 619, at Kommissionens fremtidsanalyse, som blev foretaget i 1288. og 1289. betragtning til den omtvistede afgørelse samt 1294. betragtning ff. hertil, rent faktisk var støttet på en stærk økonomisk analyse af AM’s reaktion på den påtænkte fusionerede enheds eventuelle prisstigning på markederne for TP og ECCS-stål.

301

På denne baggrund kan Retten ikke foreholdes, at den ikke foretog sin egen analyse af Kommissionens økonomiske vurdering med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt AM ville være et levedygtigt alternativ for købere af TP eller ECCS-stål. thyssenkrupps klagepunkt udspringer således af en urigtig læsning af den appellerede dom.

302

Retten kan heller ikke foreholdes, at den i den appellerede doms præmis 613 ff. undlod at vurdere, hvilken reservekapacitet der kunne anses for »tilstrækkelig«. For det første er det i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at det hverken fremgår af punkt 136 i stævningen i første instans eller af den appellerede doms præmis 601, hvori thyssenkrupps argumentation i første instans er gengivet, at denne virksomhed havde fremført et sådant argument for Retten, hvorfor det er åbenbart, at denne kritik skal afvises. For det andet tog Retten hensyn til AM’s reservekapacitet, eftersom den, som det fremgår af nævnte doms præmis 612, 613, 618 og 619, henviste til 1289. betragtning til den omtvistede afgørelse, der indeholder et skøn over reservekapaciteten hos konkurrenterne til den påtænkte fusionerede enhed, og navnlig AM’s kapacitet.

303

Det tredje anbringendes fjerde led skal således forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

304

Med det første klagepunkt har thyssenkrupp for det første foreholdt Retten, at den undlod at anføre, at det ikke på grundlag af TSE’s aktuelle strategi kunne konkluderes, at kunder i EØS ikke udgør et strategisk mål for de asiatiske leverandører Posco, Hyundai Steel og Baosteel, uden at disse virksomheder blev spurgt direkte om deres strategiske mål. For det andet har thyssenkrupp gjort gældende, at der er en modsigelse i den appellerede doms præmis 545, eftersom Retten i denne præmis dels fastslog, at Posco, Hyundai Steel og Baosteel kunne opfylde en betydelig del af visse kunders behov, dels at »kunderne selv udtrykte en klar præference for levering inden for EØS«. For det tredje har thyssenkrupp anført, at Retten i den appellerede doms præmis 545 med urette krævede, at denne virksomhed skulle godtgøre, at alle kunder i vidt omfang kunne modtage forsyninger fra importørerne. For det fjerde har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten så bort fra relevante beviser, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 545 fastslog, at begrundelsen for, at Fiat Chrysler Automobiles NV (herefter »FCA«) modtog forsyninger gennem import, ikke kunne overføres på andre kunder.

305

Med det andet klagepunkt har thyssenkrupp for det første gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 645 ikke foretog sin egen analyse af thyssenkrupps argumenter om, at Kommissionen havde tillagt visse erklæringer fra kunderne om de begrænsninger, der angiveligt kunne tilregnes udsvingene i efterspørgslen, uforholdsmæssig stor betydning, men blot beskrev Kommissionens fremgangsmåde og henviste til svarene på spørgeskema 13 uden at give andre forklaringer.

306

For det andet har thyssenkrupp anført, at Retten i den appellerede doms præmis 646 vendte bevisbyrden, idet den fastslog, at thyssenkrupps klagepunkt om, at Kommissionen havde set bort fra den omstændighed, at parterne selv solgte betydelige mængder til kunder uden for EØS, kun har meget begrænset relevans for analysen af de pågældende markeder og reaktionen fra kunderne i EØS, idet thyssenkrupp ikke havde godtgjort det modsatte.

307

For det tredje har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 647 gengav de beviser, som den rådede over, urigtigt, og at dens begrundelse er selvmodsigende. Denne virksomhed har nemlig anført, at selv om Retten fastslog, at thyssenkrupps interne dokumenter, der er gengivet i billede 200 og 201 i den omtvistede afgørelse, »underbygge[de]« Kommissionens konstateringer om fristernes betydning, har denne institutions urigtige fortolkning af disse beviser nødvendigvis indvirkning på dens vurdering.

308

Med hensyn til importen har thyssenkrupp endvidere i det væsentlige foreholdt Kommissionen, at den i 1312.-1316. betragtning til den omtvistede afgørelse valgte citater udledt af dens markedsundersøgelse og så bort fra oplysninger fra parterne eller fra denne undersøgelse, som modsagde disse. I denne henseende har thyssenkrupp anført, at det fremgår af den appellerede doms præmis 649, at Retten blot henviste til svarene på spørgsmål 63 i spørgeskema 4 uden at foretage sin egen analyse.

309

Kommissionen har bestridt realiteten vedrørende thyssenkrupps argumentation såvel som formaliteten med hensyn til visse af denne virksomheds argumenter.

310

Med hensyn til thyssenkrupps første klagepunkt vedrørende den indvirkning, som importen af HDG-stål til bilindustrien har på konkurrencen, skal det bemærkes, at Retten undersøgte det tredje anbringendes syvende led i stævningen i første instans i den appellerede doms præmis 534-551.

311

Indledningsvis undersøgte Retten i nævnte doms præmis 541-544 thyssenkrupps kritik af Kommissionen, hvorefter denne institution ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt, i hvilket omfang importen ville udgøre et pres på parterne efter gennemførelsen af den påtænkte fusion.

312

I denne henseende fastslog Retten i det væsentlige, at Kommissionens markedsundersøgelse, som det fremgår af 974. betragtning til den omtvistede afgørelse, viste, at de mulige fremtidige importstrømme af HDG-stål til bilindustrien til EØS var små, og at importen udgjorde et begrænset pres som følge af flere faktorer af strukturel eller lovgivningsmæssig karakter, f.eks. længere frister for gennemførelse, importørernes manglende reaktion, risikoen for skader under transporten, manglende teknisk formåen hos leverandører uden for EØS, manglende kommerciel tilstedeværelse i EØS og handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger pålagt importen af HDG-stål til bilindustrien.

313

I den appellerede doms præmis 545 og 546 fastslog Retten dernæst i det væsentlige, at det sjældne, af thyssenkrupp anførte, eksempel med FCA, som var en kunde, der forsynede sig ved import, ikke i sig selv kan rejse tvivl om den omstændighed, at langt størstedelen af kunderne i bilsektoren ikke eller kun i ubetydelig grad forsyner sig hos leverandører uden for EØS, hvilket sandsynligvis ikke vil ændre sig i fremtiden, som det fremgår af 974. og 981. betragtning til den omtvistede afgørelse, hvilke betragtninger thyssenkrupp ikke har anfægtet. Retten fastslog navnlig, at den omstændighed, at en specifik kunde i bilsektoren modtager forsyninger ved import, ikke indebar, at det forholdt sig på samme måde for alle kunder.

314

I den appellerede doms præmis 547-549 undersøgte Retten desuden thyssenkrupps kritik af Kommissionen, hvorefter denne institution uden at spørge Posco, Hyundai Steel og Baosteel, om kunderne i EØS var deres strategiske mål, i 1001. betragtning til den omtvistede afgørelse på baggrund af TSE’s aktuelle strategi konkluderede, at disse kunder i EØS ikke var et sådant mål for disse virksomheder.

315

For det første fastslog Retten i denne henseende, at nævnte virksomheder ikke fokuserede deres strategier på kunderne i EØS, eftersom forsendelse af produkterne på verdensplan var vanskelig og dyr. For det andet fastslog Retten, at Kommissionen havde støttet sig på tabel 8 i den omtvistede afgørelse, som var udarbejdet på grundlag af oplysningerne fra parterne i den påtænkte fusion, med henblik på at konstatere, at de begrænsede mængder af import til EØS antydede, at denne import udøvede et begrænset pres på leverandører i EØS. For det tredje fastslog Retten, at Kommissionens markedsundersøgelse havde vist, at kunderne selv udtrykte en klar præference for levering inden for EØS. Retten fastslog således, at selv hvis det antages, at Kommissionen ikke på grundlag af TSE’s aktuelle strategi havde konkluderet, at denne virksomheds kunder ikke var et strategisk mål for Posco, Hyundai Steel og Baosteel, ville denne institution nødvendigvis være nået til samme konklusion, nemlig at nævnte kunder ikke udgjorde et strategisk mål for disse virksomheder.

316

Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 550, at Posco har meget lille betydning som konkurrent til thyssenkrupp og TSE på markedet for HDG-stål til bilindustrien i EØS. thyssenkrupp har ikke anfægtet denne konstatering for Domstolen.

317

I den appellerede doms præmis 551 fastslog Retten således, at thyssenkrupp, henset til grundene i nævnte doms præmis 540-550 som helhed, ikke med føje kunne foreholde Kommissionen, at den i 967.-1033. betragtning til den omtvistede afgørelse havde anlagt åbenbart urigtige skøn, som fejlbehæftede konklusionen om, at importen udøvede et begrænset konkurrencepres på leverandørerne i EØS i sektoren for HDG-stål til bilindustrien inden for EØS.

318

For det første skal der i denne forbindelse foretages en undersøgelse af det tredje argument, som er fremført inden for denne rammerne af thyssenkrupps første klagepunkt, hvorefter Retten i den appellerede doms præmis 545 med urette krævede, at denne virksomhed skulle godtgøre, at alle kunder i vidt omfang kunne forsynes af importører.

319

Det skal i denne henseende fastslås, at dette argument udspringer af en urigtig læsning af denne præmis 545.

320

I nævnte præmis 545 fastslog Retten ganske vist, at »den omstændighed, at en specifik kunde i bilsektoren modtager forsyninger ved import, ikke indebærer, at dette gælder for alle kunderne«. En sådan betragtning indebærer imidlertid ikke, at Retten krævede, at thyssenkrupp skulle godtgøre, at alle kunder i vidt omfang kunne modtage forsyninger fra importørerne. Retten fastslog nemlig at »[u]nder alle omstændigheder kan et enkelt eksempel, eller endda nogle sjældne eksempler, ikke i sig selv rejse tvivl om den omstændighed, at langt størstedelen af kunderne i bilsektoren ikke eller kun i ubetydelig grad forsyner sig hos leverandører uden for EØS«. Det skal dermed fastslås, at Retten blot præciserede, at en generel konklusion ikke kunne udledes af isolerede eksempler.

321

For det andet skal der foretages en undersøgelse af det fjerde argument, som er fremført inden for rammerne af thyssenkrupps første klagepunkt, hvorefter Retten i den appellerede doms præmis 545 så bort fra relevante beviser, da den fastslog, at begrundelsen for den omstændighed, at FCA forsynede sig ved hjælp af import, ikke kunne overføres på andre kunder.

322

Eftersom thyssenkrupp ikke har anfægtet realiteten med hensyn til Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 545, hvorefter »et enkelt eksempel, eller endda nogle sjældne eksempler, ikke i sig selv [kan] rejse tvivl om den omstændighed, at langt størstedelen af kunderne i bilsektoren ikke eller kun i ubetydelig grad forsyner sig hos leverandører uden for EØS«, skal hele den af thyssenkrupp anførte argumentation vedrørende FCA i denne henseende forkastes som irrelevant.

323

For det tredje skal der foretages en undersøgelse af det andet argument, som er fremført inden for rammerne af thyssenkrupps første klagepunkt, hvorefter der er en modsigelse i den appellerede doms præmis 545, eftersom Retten dels fastslog, at Posco, Hyundai Steel og Baosteel kunne opfylde en betydelig del af visse kunders behov, dels at »kunderne selv udtrykte en klar præference for levering inden for EØS«.

324

Dette argument er ligeledes støttet på en urigtig læsning af den appellerede doms præmis 545. I denne præmis 545 fastslog Retten nemlig på ingen måde, at Posco, Hyundai Steel og Baosteel kunne opfylde en betydelig del af visse eller alle kunders behov i EØS. Tværtimod fastslog Retten i det væsentlige, som det er anført i nærværende doms præmis 313, at det af thyssenkrupp anførte sjældne eksempel med FCA ikke i sig selv kunne rejse tvivl om den omstændighed, at langt størstedelen af kunderne i bilsektoren i EØS ikke eller kun i ubetydelig grad forsynede sig hos leverandører uden for EØS. Retten fastslog navnlig, at den omstændighed, at en specifik kunde i bilsektoren modtager forsyninger ved import, ikke indebar, at dette gjaldt for alle kunderne. Denne betragtning stemmer overens med konstateringen om, at disse kunder ikke var et strategisk mål for leverandører uden for EØS.

325

For det fjerde og sidste behandles det første argument, som er fremført inden for rammerne af thyssenkrupps første klagepunkt, hvormed denne virksomhed har gjort gældende, at Retten på grundlag af de oplysninger, som den rådede over, ikke uden at spørge Posco, Hyundai Steel og Baosteel direkte om deres strategiske mål kunne fastslå, at kunderne i EØS ikke udgjorde et strategisk mål for disse asiatiske leverandører.

326

Dette argument skal forkastes som irrelevant. Spørgsmålet om, hvorvidt kunderne i EØS udgør et strategisk mål for Posco, Hyundai Steel og Baosteel, er nemlig uden betydning, eftersom Kommissionens markedsundersøgelse, som det fremgår af den appellerede doms præmis 541-544, viste, at de mulige fremtidige importstrømme af HDG-stål til bilindustrien til EØS var små, og at importen udgjorde et begrænset pres som følge af flere faktorer af strukturel eller lovgivningsmæssig karakter, f.eks. længere frister for gennemførelse, importørernes manglende reaktion, risikoen for skader under transporten, manglende teknisk formåen hos leverandører uden for EØS, manglende kommerciel tilstedeværelse i EØS og handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger pålagt importen af HDG-stål til bilindustrien.

327

Som det fremgår af den appellerede doms præmis 545 og 546, fastslog Retten desuden, at langt størstedelen af kunderne i bilsektoren ikke eller kun i ubetydelig grad forsynede sig hos leverandører uden for EØS, hvilket sandsynligvis ikke ville ændre sig i fremtiden, som det fremgår af 974. og 981. betragtning til den omtvistede afgørelse, hvilke betragtninger thyssenkrupp ikke har anfægtet.

328

Selv hvis det antages, at Kommissionen på baggrund af TSE’s aktuelle strategi med urette konstaterede, at disse kunder ikke udgjorde et sådant mål for disse leverandører, kan en sådan eventuel fejl dermed ikke påvirke Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 551, hvorefter thyssenkrupp, henset til betragtningerne i nævnte doms præmis 540-550 som helhed, ikke med føje kunne foreholde Kommissionen, at den i 967.-1033. betragtning til den omtvistede afgørelse havde anlagt åbenbart urigtige skøn, som fejlbehæftede konklusionen om, at importen udøvede et begrænset konkurrencepres på leverandørerne i EØS i sektoren for HDG-stål til bilindustrien inden for EØS.

329

Det første klagepunkt skal dermed forkastes som ugrundet.

330

Med hensyn til det første af de tre argumenter, der er fremført inden for rammerne af det andet klagepunkt, som er omtalt i nærværende doms præmis 305, skal det fastslås, at dette argument er støttet på en urigtig læsning af den appellerede doms præmis 645. I denne præmis 645 fastslog Retten, at »det fremgår af Kommissionens markedsundersøgelse, og navnlig besvarelserne af spørgeskema 13 (bilag A.4h), at Kommissionen ikke, som [thyssenkrupp] har gjort gældende, tillagde visse erklæringer fra kunderne uforholdsmæssig stor betydning. Kommissionens konstateringer i 1307.-1309. betragtning til den [omtvistede] afgørelse afspejle[de] nemlig med rimelighed disse besvarelser«. Retten tilføjede, at »selv om Kommissionen ikke i den [omtvistede] afgørelse omtalte erklæringer fra kunder, som bekræftede anvendelsen af konsignationslagre i EØS, eller at de accepterede lange frister, [betød] dette ikke nødvendigvis, at Kommissionen så bort herfra. I det foreliggende tilfælde fandt Kommissionen blot, som det fremgår af bl.a. 1311. betragtning til nævnte afgørelse, at disse erklæringer ikke var tilstrækkeligt repræsentative eller relevante blandt alle kundernes besvarelser, som var indhentet som led i markedsundersøgelsen«. Endelig fremhævede Retten, »at dette netop [var] tilfældet med læsningen af besvarelserne af nævnte spørgeskema 13«.

331

Det fremgår tilstrækkeligt klart af denne præmis, at Retten foretog sin egen undersøgelse af beviserne, da den henviste til Kommissionens markedsundersøgelse, navnlig besvarelserne af spørgeskema 13, og fastslog, at det følger heraf, at Kommissionen ikke tillagde erklæringerne fra kunderne uforholdsmæssig stor betydning. Realiteten af denne undersøgelse underbygges desuden dels af den appellerede doms præmis 645, andet punktum, hvori Retten fastslog, at Kommissionens konstateringer »med rimelighed [afspejlede] disse besvarelser«, dels af sidste punktum i denne præmis, hvoraf det utvetydigt fremgår, at Retten foretog sin egen fortolkning af disse besvarelser.

332

På denne baggrund skal thyssenkrupps første argument inden for det andet klagepunkt forkastes som ugrundet.

333

Med hensyn til det andet argument, der er fremført inden for rammerne af det andet klagepunkt, som er omtalt i nærværende doms præmis 306, er det tilstrækkeligt at bemærke, at dette argument udspringer af en urigtig læsning af den appellerede doms præmis 646, eftersom Retten, som det fremgår af denne præmis, reelt fastslog, at dette klagepunkt praktisk talt er uden betydning for Kommissionens analyse af importens konkurrencepres på den fusionerede enhed. Nævnte argument skal således forkastes som ugrundet.

334

Hvad angår det tredje argument, der er fremført inden for rammerne af det andet klagepunkt, som er omtalt i nærværende doms præmis 307, er det med hensyn til den angiveligt urigtige gengivelse af beviserne tilstrækkeligt at fastslå, at thyssenkrupp i det foreliggende tilfælde blot har fremsat en generel kritik af Rettens vurderinger uden imidlertid at påvise, at Rettens ræsonnement er støttet på en urigtig gengivelse af konkrete beviser, hvoraf det på åbenbar vis ses, at Retten åbenbart overskred grænserne for en rimelig vurdering. thyssenkrupps argumentation skal derfor afvises i dette omfang, eftersom den ikke opfylder de krav, der er anført nærværende doms præmis 102.

335

For så vidt som thyssenkrupp desuden har gjort gældende. at ræsonnementet i den appellerede doms præmis 647 er selvmodsigende, skal det bemærkes, at denne virksomheds argumentation udspringer af en urigtig læsning af denne præmis. I nævnte præmis 647 fastslog Retten nemlig, at Kommissionens konstateringer om leveringsfristernes betydning som relevant faktor for vurderingen af, om importen udøvede et konkurrencepres på den påtænkte fusionerede enhed i sektoren for stål med metallisk belægning til emballering i EØS, var behørigt og tilstrækkeligt underbygget i 1307.-1309. og 1311. betragtning til den omtvistede afgørelse.

336

Retten fastslog således, at spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen havde anlagt en urigtig fortolkning af de interne dokumenter, som var gengivet i billede 200 og 201 i den omtvistede afgørelse, der blot »underbygger« Kommissionens konstateringer, ikke kan have afgørende indvirkning på Kommissionens analyse, der er tilstrækkeligt underbygget af andre beviser.

337

På denne baggrund skal thyssenkrupps argumentation om en selvmodsigende begrundelse i den appellerede doms præmis 647 forkastes som ugrundet.

338

Endelig skal det med hensyn til argumentet om, at Retten i den appellerede doms præmis 649 uden at foretage sin egen analyse blot henviste til besvarelserne af et spørgsmål i et spørgeskema, som Kommissionen havde anvendt, fastslås, at dette argument ligeledes udspringer af en urigtig læsning af denne præmis 649.

339

Det fremgår nemlig af nævnte præmis 649, at Retten fastslog, at thyssenkrupps argumentation om, at mindre end halvdelen af de konsulterede kunder havde erklæret, at der var forskelle mellem leverandører i EØS og importørerne uden for EØS hvad angår disses evne til at efterkomme kundernes efterspørgsel, skulle forkastes. For at begrunde denne vurdering fastslog Retten, at thyssenkrupp havde foretaget en delvis og partisk læsning af kundernes besvarelser af det pågældende spørgsmål. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 649, tredje punktum, foretog Retten nødvendigvis sin egen undersøgelse af besvarelserne af dette spørgsmål i spørgeskemaet, da den i modsætning til, hvad thyssenkrupp har anført, fastslog, at det følger af disse besvarelser, at de fleste kunder, som besvarede dette spørgsmål, omtalte sådanne forskelle.

340

Det femte leds andet klagepunkt skal følgelig forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

341

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje anbringendes femte led forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

342

thyssenkrupp har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 377-384 og 594-597 gengav de beviser, som den rådede over, urigtigt og begik en retlig fejl ved domstolsprøvelsen af Kommissionens beregning af HHI hvad angår markederne for HDG-stål, TP og ECCS-stål.

343

I det foreliggende tilfælde var de HHI’er, som Kommissionen havde beregnet for de respektive relevante markeder, ifølge thyssenkrupp kunstigt forøget, og Retten burde have fastslået, at disse tal, som var åbenbart forkerte, ikke kunne anvendes med henblik på at påvise en eventuel betydelig hindring for effektiv konkurrence på disse markeder. Retten fastslog nemlig med urette, at disse HHI’er ikke havde nogen indvirkning på Kommissionens vurdering, og at anvendelsen af korrekte HHI’er ville have ført denne institution til det samme resultat, nemlig en konstatering af en betydelig hindring for effektiv konkurrence.

344

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

345

For det første skal det med hensyn til markedet for HDG-stål bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 370-384 undersøgte thyssenkrupps kritik af beregningen af HHI’er før og efter gennemførelsen af den påtænkte fusion.

346

Som led i undersøgelsen fastslog Retten i nævnte doms præmis 379 og 381 i det væsentlige, at selv hvis det antages, at det skulle anerkendes, at den af thyssenkrupp foreslåede beregning, som antydede, at HHI på markedet for HDG-stål var 1821 før den påtænkte fusion og 2013 efter denne fusion, med en ændring på 192, skulle det fastslås, at størrelsen af og væksten i HHI på markedet for HDG-stål oversteg de tærskler, der er fastsat i punkt 19-21 i retningslinjerne for horisontale fusioner, over hvilke der vil kunne opstå horisontale konkurrencemæssige problemer på det pågældende marked, som det ligeledes var tilfældet med Kommissionens beregning.

347

Det fremgår endvidere af nævnte doms præmis 381, at Retten fremhævede, at ændringen var den samme i Kommissionens såvel som i thyssenkrupps beregning, hvilket betød, at der heller ikke i denne henseende var en forskel mellem de to beregninger af HHI.

348

For det andet fremgår det med hensyn til markederne for TP og ECCS-stål af den appellerede doms præmis 594-596, at såfremt thyssenkrupp i det væsentlige havde foreholdt Kommissionen, at den have begået den samme beregningsfejl som den, som den havde begået for markedet for HDG-stål til bilindustrien, forkastede Retten af samme grunde denne kritik som irrelevant.

349

På denne baggrund kunne Retten uden at begå en retlig fejl fastslå, at thyssenkrupps argumentation om fejl i beregningen af HHI skulle forkastes som irrelevant.

350

Det fremgår nemlig af punkt 16 og 21 i retningslinjerne for horisontale fusioner, at HHI’s absolutte niveau kan give et indledende fingerpeg om konkurrenceintensiteten på markedet efter den påtænkte fusion. Denne ændring anvendes desuden af Kommissionen som hensigtsmæssig indikator for den ændring af koncentrationsgraden, som følger direkte af denne fusion. Disse værdier giver under alle omstændigheder ikke anledning til en formodning om, hvorvidt der foreligger sådanne problemer eller ej.

351

For så vidt som værdierne af HHI og ændringen overstiger de tærskler, der er fastsat i punkt 20 i retningslinjerne for horisontale fusioner, kan dette forhold anvendes som indikator for den pågældende fusions potentielle konkurrencebegrænsende virkninger.

352

Eftersom thyssenkrupp ikke har anfægtet den omstændighed, at HHI’erne og ændringerne uanset den anvendte beregningsmetode (herunder den af thyssenkrupp foreslåede metode) overstiger de tærskler, der er fastsat i punkt 20 i retningslinjerne for horisontale fusioner, skal det tredje anbringendes sjette led således forkastes som irrelevant.

353

Med hensyn til thyssenkrupps argument om en urigtig gengivelse af visse beviser i de sagsakter, som Retten rådede over, skal dette argument afvises, eftersom denne virksomhed ikke præcist har identificeret disse beviser.

354

Det tredje anbringendes sjette led skal følgelig forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

355

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje anbringende forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

356

Med det første klagepunkt har thyssenkrupp foreholdt Retten, at den i den appellerede doms præmis 300-303 gengav visse beviser urigtigt, og at den derfor ikke traf afgørelse om denne virksomheds argumentation som led i det tredje anbringendes andet leds tredje klagepunkt i første instans om, at Kommissionen først havde meddelt parterne i den påtænkte fusion sin nye økonomiske analyse, således som den er udarbejdet i 1095. betragtning til den omtvistede afgørelse, med den endelige afgørelse.

357

thyssenkrupp har i det væsentlige gjort gældende, at Retten gengav beviserne i sagsakterne urigtigt på en måde, som åbenlyst er i strid med den korrekte fortolkning af nævnte betragtning. Denne virksomhed har gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 301 og 302 kun henviste til sagsfremstillingsskrivelsen, og at den med urette anførte, at Kommissionen på ingen måde havde ændret den økonomiske analyse, som den fremlagde i nævnte betragtning.

358

Med det andet klagepunkt har thyssenkrupp gjort gældende, at eftersom 1095. betragtning til den omtvistede afgørelse indeholder Kommissionens nye økonomiske analyse, som denne virksomhed blev meddelt første gang med denne afgørelse, begik Retten en retlig fejl i den appellerede doms præmis 300-303 ved at fastslå, at Kommissionen ikke havde tilsidesat thyssenkrupps ret til forsvar. Denne virksomhed fik navnlig ikke lejlighed til under den administrative procedure at fremsætte sine bemærkninger til denne analyse, hvilket efter thyssenkrupps opfattelse udgør en tilsidesættelse af virksomhedens ret til forsvar, som følger af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 og artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 802/2004, som ændret ved gennemførelsesforordning nr. 1269/2013.

359

Kommissionen har bestridt thyssenkrupps argumentation.

360

Med hensyn til thyssenkrupps første klagepunkt om en urigtig gengivelse af visse beviser i Rettens sagsakter skal det bemærkes, som det er anført i nærværende doms præmis 102, at en appel præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Når en appellant har gjort gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, skal vedkommende således præcist angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse.

361

I det foreliggende tilfælde har thyssenkrupp i det væsentlige blot foreholdt Retten, at den gengav beviserne i sagsakterne for denne urigtigt og derfor i den appellerede doms præmis 300-302 med urette fastslog, at 1095. betragtning til den omtvistede afgørelse ikke indeholdt en ny økonomisk analyse fra Kommissionen.

362

Denne virksomhed har imidlertid ikke identificeret de analysefejl, som efter dennes opfattelse af det i appellen omhandlede dokument foranledigede Retten til en urigtig gengivelse. Virksomheden har blot fremsat en generel kritik af Rettens konstateringer uden imidlertid at påvise, at Rettens ræsonnement er støttet på en konkret urigtig gengivelse af beviserne, eller at det står klart, at Retten åbenbart overskred grænserne for en rimelig vurdering.

363

Det fjerde anbringendes første klagepunkt skal følgelig afvises.

364

Med hensyn til thyssenkrupps andet klagepunkt om, at denne virksomheds ret til forsvar er blevet tilsidesat, eftersom den ikke havde lejlighed til under den administrative procedure at fremsætte sine bemærkninger til en angiveligt ny økonomisk analyse, som fremgik af 1095. betragtning til den omtvistede afgørelse, fremgår det af den appellerede doms præmis 302, at Retten fastslog, at denne betragtning ikke indeholdt en ny økonomisk analyse fra Kommissionen.

365

Eftersom thyssenkrupp, som det fremgår af nærværende doms præmis 361 og 362, ikke har påvist, at Retten gengav beviserne urigtigt ved at nå til en sådan konklusion, skal det fjerde anbringendes andet klagepunkt forkastes som ugrundet.

366

Det fjerde anbringende skal således forkastes, da det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

367

For det første har thyssenkrupp med det femte anbringende gjort gældende, at Retten ikke traf afgørelse om det syvende anbringende i stævningen i første instans, eftersom den ikke havde forstået dette anbringende korrekt.

368

Med dette syvende anbringende gjorde thyssenkrupp ikke alene gældende, at Kommissionen havde begået en proceduremæssig fejl ved ikke at anvende sine gennemførelsesbeføjelser til at modtage et større antal besvarelser af de almindelige anmodninger om oplysninger, som var blevet sendt i henhold til artikel 11 i forordning nr. 139/2004. Med dette anbringende gjorde thyssenkrupp nemlig ligeledes gældende, at Kommissionen ikke skulle tillægge de sikre og ufuldstændige besvarelser, som den havde modtaget under den administrative procedure, bevisværdi, bl.a. fordi under halvdelen af de adressater, som Kommissionen havde fundet det nødvendigt at tilsende anmodninger om oplysninger, rent faktisk havde svaret.

369

For så vidt som Kommissionen fandt, at den skulle indhente de nødvendige oplysninger som omhandlet i artikel 11 i forordning nr. 139/2004, kunne den ikke blot sende anmodninger om oplysninger, idet en sådan proceduremæssig fremgangsmåde er ulovlig. Fordi antallet af modtagne besvarelser i det er for lavt, skulle disse besvarelser derfor ikke anses for at kunne repræsentere opfattelsen for alle markedsaktører eller i det mindste alle dem, der modtog en anmodning om oplysninger. De besvarelser, som Kommissionen modtog i det foreliggende tilfælde, kunne følgelig ikke begrunde afgørelsen om forbud mod den påtænkte fusion.

370

For det andet har thyssenkrupp gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 956 med urette fastslog, at der var en præcis besvarelsessats på anmodningerne om oplysninger, som gjorde det muligt på pålidelig vis at måle det pågældende markeds repræsentativitet. thyssenkrupp har navnlig anført, at det er uden betydning, at procentdelen af de besvarelser, som var modtaget fra konkurrenterne, var højere eller lavere end en »tærskel på 50%« af det samlede antal anmodninger om oplysninger, som Kommissionen havde sendt, eftersom en sådan tærskel ikke findes, og at det er åbenbart, at antallet af modtagne besvarelser i det foreliggende tilfælde var for lavt.

371

thyssenkrupp har endvidere gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 956 fastslog, at pålideligheden af Kommissionens konstatering af, at besvarelsestærsklen på 50% var oversteget, ikke kunne anfægtes.

372

Kommissionen har gjort gældende, at thyssenkrupps argumentation skal afvises, og at den under alle omstændigheder er ugrundet.

373

Hvad angår formaliteten vedrørende thyssenkrupps femte anbringende skal det fastslås, at eftersom dette anbringende i modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, tager sigte på at foreholde Retten, dels at den ikke undersøgte det syvende anbringende i stævningen i første instans, dels at den pålagde en tærskel, der gjorde det muligt på pålidelig vis at måle det pågældende markeds repræsentativitet, rejser det retsspørgsmål og kan ikke anses for at skulle afvises.

374

For det første skal det med hensyn til realiteten vedrørende thyssenkrupps argumentation om, at Retten ikke traf afgørelse om det syvende anbringende i stævningen i første instans, fordi den ikke forstod dette anbringende korrekt, fastslås, at denne argumentation er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

375

Det skal indledningsvis bemærkes, at det fremgår af stævningen i første instans, at det syvende anbringende, som var fremsat i første instans, havde overskriften »Proceduremæssig fejl, som bestod i ikke at kræve besvarelse af anmodningerne om oplysninger«. Det tog således sigte på Kommissionens proceduremæssige fejl.

376

Det fremgår ligeledes af indholdet af nævnte anbringende, og navnlig punkt 197-199 i stævningen i første instans, at thyssenkrupp blot kritiserede den omstændighed, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde blot havde tilsendt aktørerne på det pågældende marked anmodninger om oplysninger og således ikke havde krævet, at adressaterne for disse anmodninger besvarede disse, selv om denne institution i henhold til artikel 11, 14 og 15 i forordning nr. 139/2004 havde beføjelse til at kræve besvarelse af sine anmodninger om oplysninger. Som det fremgår af stævningens punkt 198, var det følgelig thyssenkrupps opfattelse, at den markedsundersøgelse, som Kommissionen foretog gennem de besvarelser, som den modtog af nævnte anmodninger, var ugyldig som følge af en proceduremæssig fejl, bl.a. fordi der var tale om en situation, hvor »halvdelen eller mere af de adspurgte personer ikke [afgav] svar [på Kommissionens anmodninger om oplysninger] og [undgik] dette uden nogen form for tvangsforanstaltning«.

377

Det skal i denne forbindelse fastslås, at den appellerede doms præmis 947 gengav thyssenkrupps argumentation korrekt, som den fremgår af punkt 197-199 i stævningen i første instans.

378

I den appellerede doms præmis 950-955 forkastede Retten thyssenkrupps argumentation om, at Kommissionen ikke havde foretaget en proceduremæssig ukorrekt gennemførelse af markedsundersøgelserne.

379

Efter i den appellerede doms præmis 950 at have erindret om artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, sondrede Retten med føje indledningsvis mellem Kommissionens anmodninger om oplysninger, alt efter om de fremsættes ved almindelige anmodninger eller ved afgørelse. I denne forbindelse præciserede Retten i nævnte doms præmis 951 og 952, at når adressaterne ikke fremlægger de ønskede oplysningen inden for den fastsatte frist, kan Kommissionen alene, når anmodningerne om oplysninger er fremsat ved afgørelse, pålægge en bøde i henhold til artikel 14, stk. 1, litra c), i forordning nr. 139/2004 eller en tvangsbøde i henhold til forordningens artikel 15, stk. 1, litra a).

380

Derefter fastslog Retten i den appellerede doms præmis 953-955, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde havde anført, at den sendte almindelige anmodninger om oplysninger, og at den systematisk sendte rykkere til de adressater, som ikke havde svaret inden for den fastsatte frist, hvilket thyssenkrupp ikke har bestridt. Hvad angår denne virksomheds kritik, hvorefter Kommissionen skulle have vedtaget afgørelser i medfør af artikel 11, stk. 3, i forordning nr. 139/2004 og derefter eventuelt iværksat procedurer for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder for hver manglende besvarelse fra en aktør på markedet, fastslog Retten, at sådanne anmodninger om oplysninger var uforenelige med det krav om hurtighed, som kendetegner den generelle opbygning af forordning nr. 139/2004, og som forpligter Kommissionen til at overholde strenge frister med henblik på vedtagelsen af den endelige afgørelse. Henset til den vide skønsbeføjelse, som Kommissionen har som led i anvendelsen af artikel 11, 14 og 15 i forordning nr. 139/2004, kan denne institution følgelig ikke foreholdes, at den ud over de rykkere, der blev sendt til de adressater, som ikke havde svaret inden for den fastsatte frist, af alle eller i hvert faldt et tilstrækkeligt antal af disse krævede at modtage en besvarelse af sine anmodninger om oplysninger i medfør af nævnte artikler.

381

Med hensyn til thyssenkrupps argumentation i punkt 198 i stævningen i første instans, hvorefter »[s]åfremt halvdelen eller mere af de adspurgte personer ikke afgiver svar og undgår dette uden nogen form for tvangsforanstaltning, er resultatet af konsultationen af aktørerne på markedet allerede behæftet med en proceduremæssig ugyldighed«, fastslog Retten endelig i den appellerede doms præmis 956, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde havde konstateret, at den gennemsnitlige sats for besvarelse af de relevante spørgeskemaer, som var blevet tilsendt aktørerne på de relevante markeder, oversteg 50%, og at denne sats ikke kunne anses for ikke at være tilstrækkeligt repræsentativ. Retten fastslog desuden, at thyssenkrupp ikke havde påvist det modsatte.

382

På denne baggrund kan Retten ikke foreholdes, at den ikke forstod det syvende anbringende i stævningen i første instans korrekt, og at den ikke traf afgørelse om dette.

383

For det andet skal det med hensyn til thyssenkrupps argumentation om, at Retten i den appellerede doms præmis 956 med urette fastslog, at der var en præcis besvarelsessats på anmodningerne om oplysninger, som gør det muligt på pålidelig vis at måle det pågældende markeds repræsentativitet, bemærkes, at dette argument ligeledes er støttet på en urigtig læsning af den appellerede dom.

384

Retten henviste ganske vist til en »tærskel på 50%«, da den fastslog, at den gennemsnitlige sats for besvarelse af spørgeskemaerne i det foreliggende tilfælde oversteg denne procentdel.

385

Retten henviste imidlertid til nævnte tærskel for at besvare thyssenkrupps præcise argument om, at Kommissionen ikke skulle have taget hensyn til de besvarelser på anmodningerne om oplysninger, som den havde modtaget under den administrative procedure, eftersom 50% eller endda flere af de konsulterede virksomheder ikke havde besvaret disse anmodninger.

386

Det fremgår nemlig bl.a. af punkt 197 i stævningen i første instans og af punkt 65 i thyssenkrupps svarskrift i første instans, at det var sagsøgeren, dvs. denne virksomhed, som havde påberåbt sig denne procentdel for Retten.

387

Denne omstændighed bekræftes af den appellerede doms præmis 947, hvori Retten gengav thyssenkrupps væsentligste argumenter. Det fremgår af denne præmis, at denne virksomhed gjorde gældende, at »når Kommissionen [...] ikke udøver et pres for at opnå de manglende besvarelser fra de konsulterede aktører, og da den gennemsnitlige besvarelsessats er mindre end 50%, således som det fremgår af de sagsakterne, [kunne] der i den omtvistede afgørelse ikke udledes nogen konklusion af de modtagne svar vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt størstedelen af kunderne eller konkurrenterne [var] enige i et bestemt synspunkt eller ej«.

388

Det skal i denne forbindelse fastslås, at Retten i den appellerede doms præmis 956 alene henviste til denne procentdel for at besvare thyssenkrupps argumentation.

389

Retten kan således ikke foreholdes, at den udledte en regel om, at det, for at Kommissionen som led i sin analyse af en fusion kan tage hensyn til besvarelserne af de almindelige anmodninger om oplysninger, som er blevet tilsendt aktørerne på det pågældende marked, kræves, at i hvert fald 50% af adressaterne for disse anmodninger har afgivet svar.

390

Endelig er det med hensyn til thyssenkrupps argument om, at Retten i den appellerede doms præmis 956 med urette fastslog, at pålideligheden af Kommissionens konstatering om, at tærsklen på 50% af besvarelserne var overskredet i det foreliggende tilfælde, ikke kunne anfægtes, tilstrækkeligt at bemærke, at selv om thyssenkrupp anfægtede denne angivelige konstatering, anfægtede denne virksomhed imidlertid ikke, at den gennemsnitlige sats for besvarelse af de relevante spørgeskemaer, som var blevet tilsendt aktørerne på de markeder, for hvilke Kommissionen havde konstateret en betydelig hindring for effektiv konkurrence, dvs. markedet for HDG-stål til bilindustrien og markedet for stål til emballering (TP, ECCS-stål og lamineret stål), rent faktisk oversteg tærsklen på 50%, således som Retten anførte i den appellerede doms præmis 956. Under disse omstændigheder er thyssenkrupps argumentation om denne angivelige konstatering irrelevant.

391

På denne baggrund skal thyssenkrupps femte anbringende forkastes som ugrundet.

392

Da ingen af thyssenkrupps anbringender til støtte for appellen er blevet tiltrådt, skal denne forkastes i sin helhed.

393

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen ikke tages til følge. I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af nævnte reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

394

Da Kommissionen i den foreliggende sag har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og appellanten har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i nærværende appelsag og i sagen for Retten.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Første Afdeling):